farligt menneske

– Nå hvordan går ferien?
– Tja, det går da egentlig meget godt.
– Nå okay, fedt man.
– Ja, det er sgu ikke helt galt med lidt ferie.
– Nå nå, ja ja, der er nogen der kan.
– Haha ja jah…
– Men hvad øh, kan du holde varmen, hva?
– Ej det er jo skidekoldt.
– De nordvestlejligheder er sgu heller ikke isoleret ordentligt
– Nej, det ville være synd at sige

– Får du set lidt tv?
– Ork ja, to sæsoner af True Blood
– Hold da kæft man, du ligger da ikke på den lade side
– Haha, tja, jeg synes ikke jeg laver andet
– Nå nå, ja ja. 
– Jaeh. Mit datingliv er ikke hvad det har været..
– Nej? 
– Næh du. Forleden nat modtog jeg en besked fra Briten.
– Nå?
– Jeg vågnede fra et mareridt det øjeblik han skrev. Så random! Han lå søvnløs og sagde undskyld for 9 måneders tavshed.
– Nåerh okay…. vildt
– Men jeg føler ikke en skid. 
– Nej..?
– Jeg sætter ham fri, så han kan sove igen. 
– Og hvad med de andre?
– Fuck de andre også! Forhåbentlig har jeg en knaldedate med Forfatteren i næste uge. Han skriver, at han tænker meget på mig. Jeg tror bare, jeg skal knalde ikke-farlige mennesker lidt. 

– Så deeet. 
– Ja, så deeet. 
– Deeet. 
– Kender du følelsen af, at ordene i ens mund virker giftige? 
– Tjo… ja, det kender jeg godt.
– Jeg er et farligt menneske, tror jeg. 
– Farlige mennesker er ensomme mennesker…
– Det er sandt. Jeg græd op af trappen, da jeg kom hjem fra restauranten, men ikke for højt, for væggene er tynde. 
– Åh… hmm. Du behøver ikke skjule din gråd.
–  Naerhj. Jeg har opdaget, at når jeg har lyst til at græde, og åbenlyst skal tage en konflikt, snakker jeg om politiske emner i stedet. Efter min 30 minutters anspændt, tåretilbageholdende tavshed ved bordet på restauranten, udbryder jeg pludselig: “Tænker I nogensinde på hvor meget det forurener at flyve?? Jeg tænker på klimaet hele tiden!!” 
– Det forurener jo meget.. du må da godt si…. 
– …. det fik mig til at tænke på da alting gik ned i flammer med Australieren, og jeg over morgenbordet bare randede løs: “Hvem har overhovedet sagt til kvinder at de skal have make-up på og barbere ben? Hvorfor skal vi seksualiseres HELE tiden? HVA???”

– Jeg tænkte på noget.
– Nå… hvad?
– Hvorfor snakker du egentlig med dig selv lige nu?
– Fordi jeg har brug for nogen at snakke med, men jeg har ikke lyst til at snakke med nogen.
– Tror du ikke bare det handler om dit forhold til din familie? 
– Nej! Det handler om, at jeg generelt er et råddent, ødelæggende og FARLIGT menneske, der ikke kan finde ud af at have relationer.
– Så det har ikke noget at gøre med, at dine forældre først blev ægte stolte af dig efter du havde været på tv? 
– Jeg ville ønske, de håndterede alt det her på en anden måde. 
– Nå nå. Du er en forkælet møgunge nogen gange. 
– Jaeh. Præcis..

– Jeg er også hele tiden syg. Igen… 
– Nå, hva nu?
–  Ja altså… Brystkræft, HIV og lidt snot i næsen. 
– Du ved godt, at du ikke er syg, ikke?
– Nahh… 
– Hmm. Du er ikke syg. 
– Jeg er nok bare lidt ensom i min krop, men jeg har altså ikke lyst til at dø. 
– Alting er ensomt. Det er sådan vi er født.
– Det føles unaturligt.
– Det er måske også lidt unaturligt…
– Jeg vil så gerne være et ordentligt menneske. 
– Du kan bare blive i din lejlighed for evigt, så slipper du for de her følelser.
– Men så dør jeg jo.. sådan for alvor. 
– Hmm. Du gør ting besværlige for dig selv.
– Jeg ved det godt. 
– Ok. 
– Tja…
– Hmmm.

– Den bums på kinden dér…
– Hvad med den?
– Du ska’ ik’ presse den.
– Hvorfor ikke?
– Det efterlader ar. Jeg googlede det i går. 
– Nå okay. Haha. 
– Du kan ikke løbe fra dig selv.
– Jeg vil ryge en cigaret i vindueskarmen nu.
– Nå nå. Fair nok.

– Det er bare en dårlig dag, tror jeg. 
– Jaer. Om lidt er det jul!
– Jeg glæder mig.
– Men jeg tror, du skal holde lidt igen med at høre dette nummer hele tiden. 
– Hvorfor? 
– … emo-girl.

kære søndag, er jeg kilden til evig ungdom

jeg er træt allerede før jeg begynder at skrive,
jeg bliver ved med at mærke efter på min pande om jeg har feber
jeg er da lidt varm er jeg ikke

en 40-årig møbelsnedker spørger i går på tinder
om jeg er en uartig pige
uartig
jeg strammer snorene i min hoodie så mit ansigt bliver lille bitte
jeg ånder ud gennem hullet i hætten med min lille tørre mund
mine sprukne forkølelseslæber er blodige
jeg piller døde hudflager af mine snotfyldte næsebor
uartig
jeg er så uartig man
(hæhæ) (ikke)
han vil gerne komme og gennemkneppe min syge krop
så lader du døren stå på klem siger han
og så kommer jeg ind og slikker din våde mis
(jeg spekulerer på om det kun er mænd over 40 der skriver ‘mis’)
kan godt være at manden bliver nødt til at tage dig lidt hårdt lille skat
du skal knaldes til du ikke kan huske dit eget navn lille skat

mens unge mænd feticherer min høje alder
feticherer ældre mænd åbenbart min ungdom 
(de jævnaldrende er bare bange for bryllup)
han skriver:
tror dit skød er ret lækkert
som kilden til evig ungdom
jeg skriver:
det er faktisk også sådan jeg selv beskriver mit skød
(haha)

selvom jeg griner og snotter imens vi skriver
bliver jeg (til min overraskelse) stadig ophidset
for min krop er varm under det beigefarvede joggingtøj
og endnu værre er den alene og overladt til sig selv og syg
og når den er det melder den rastløse liderlighed sig
og jeg får lyst til at blive kneppet ud af bevidsthed 
blande snot med sæd
blande tårer med anden vådhed

det hele minder mig om for et år siden hvor en 43 årig møbelsnedker fik halsbrand mens han stadig var oppe i mig
han havde desuden to veste på
en i denim
en i læder
men altså hvem gør sådan noget
jeg havde sagt at mine vinduer var utætte
om han ikke kunne komme og fylde dem
(hæhæ)
jeg er god med mine hænder sagde han
og mere behøvede jeg ikke at vide
men de to veste der
hvem gør sådan noget

den modne mands kneppebeskeder fortier
jeg tror egentlig det var mig selv der startede det hele
jeg ville ønske han kom herhen og kneppede mig
men jeg ved det er en fantasi
hvis han reelt kom her og så mig og spiste mig
det ville jeg ikke kunne overskue
mine tørre læber ville desuden ridse hans hud for meget
og jeg ville komme til at snotte på hans gamle pik

jeg vil bare gerne røres ved

så kære søndag
jeg spekulerer på om jeg virkelig er kilden til evig ungdom
eller i så fald hvor er kilden henne? 
den kunne jeg godt tænke mig at prøve
eller om det er ligesom de andre fortælinger man bilder sig selv ind
jeg kollapser åbenbart under gode nyheder
helt syg lige pludselig
seriøst dårlig survival mekanisme
det er en fortælling om at jeg skal være alt muligt
jeg kollapser åbenbart under ansvaret
lige nu i hvert fald

hold nu ferie din idiot
det siger man til mig
så bliver jeg bange
for jeg har ikke noget rigtig liv udover mit arbejde
udover at kneppefantasier og streamingtjenester 
og fede venner og scrabble
men er det ikke netop pointen ved ferier? 
at man finder sig selv
og måske finder kilden til evig ungdom (haha)
hvad hvis jeg vil røres alt for meget
hvis jeg får for meget fri
hvad skal der så blive af mig
en gennemkneppet sofakartoffel
kommer det hele til at falde fra hinanden
hvis jeg holder lidt ferie

kære søndag
hvorfor græder jeg lidt i dag
er det fordi det er søndag
(din bitch) 
eller er det fordi jeg faktisk bare er syg jo
jeg er bare uendelig træt jo
(og lidt ensom jo)
jeg har det jo fint jo
– BYEN AF STJERNER husker du nok,
jeg tror jeg vil se en serie om vampyrer
og tænke på dobbelt-veste
hvem gør sådan noet
seriøst 
hvem gør så-noet

And she only means to please them
And her heart is full and hollow
Like a cactus tree
While she’s so busy being free

byen af stjerner

Mit horoskop sagde i denne uge: “A lucky break could happen for you around or shortly after the middle of the week. You could stumble into an opportunity involving your career.” Yesss! Jeg råber det til min chef: “Hallo, mit horoskop siger, at vi får pengene”. Easy. Alle på kontoret får så deres horoskop, vi klapper ekstatisk i hænderne over disse gode nyheder, og over at vi alle kan være helt trygge og lade vores liv flyde fra jorden op til stjernerne. 

Et sted mellem min porøse jordforbindelse og mønstrene i stjernerne gemmer virkeligheden sig dog, for – in the middle of the week, the lucky break, – det sker fandme!, og det er den som får mig til at trække mig ind på mit lille kontor efter frokost af ren overvældelse og lykke, “jeg skal altså lige græde lidt,” siger jeg til min kollega og begraver tårerne i hænderne, mens jeg forsøger at forstå, hvad det er der sker…

… for hvad er det der sker, hvad, hvad, hvad, hvad er det der sker, når man kan komme ud af dagpengesystemet, når man får lov til at få løn for at lave noget man elsker, når der investeres penge i ens person, når man pludselig føler man er lavet af guld, the golden girl… Jeg kan næsten ikke tro det, og jeg kan blive ved med at hyle af overvældelse, og alle siger: “Du’ ik’ heldig – du’ dygtig,” jeg føler mig mest heldig, men måske fatter jeg snart, at jeg også er dygtig, at det ik’ er for sjov det her, at det er et seriøst job det her, et seriøst projekt, jeg er seriøs, JEG ER SERIØS. Oh lord. 

Nå. Det skulle egentlig ikke udvikle sig til en Oscars-takketale (ah okay, jo lidt, “tak til min psykolog for at lære mig at tro på mig selv, tak til min angst for at have lukket alle andre karriere-døre, tak til pizzariaet på Frederiksundsvej for deres slatne hawaii-pizzaer, tak til de mænd der bollede mig og aldrig skrev igen – hvis jeg var endt i et ligeværdigt kærlighedsforhold, havde jeg aldrig fået det her job, I har holdt mig følelsesmæssig ustabil, tak for det, og tak til min præstationsangst og selvkritik der konstant holder mig op på dupperne, tak til de dårlige undervisere på universitetet, der fik mig til at drømme om at lave alt muligt andet, tak til min lejlighed for altid at rumme mig, tak til… ahh).

(tak til mig selv, fordi jeg åbenbart er en fucking badass bitch, yassss)

Nå. 
Jeg har gået og tænkt på november 2017. For et år siden sejlede mit liv; jeg havde ingen idé om hvad der skulle blive af mig, og jeg forsøgte samtidig at blive spist af Løven, en forkvaklet redningsmission (fortæl mig hvad jeg skal, fortæl mig hvem jeg er). Jeg har ikke været forelsket i samme grad siden. Når jeg bliver ramt af medgang (som nu), har jeg ustyrlig lyst til at skrive til ham og fortælle ham om hvor stabil og fantastisk jeg er, for hvis jeg bare kunne have mødt ham nu, så ville tingene måske have været anderledes.

Men ville jeg overhovedet have været i stand til at forelske mig i ham nu?
Jeg erfarer (bittert?), at jo bedre styr jeg får på mig selv og mit liv, desto sværere er det for mig at opleve intense begær- og kærlighedsfølelser. Muligvis går jeg kun på dates med kedelige mænd, men der er måske noget om det. I går mødes jeg med en sød, klog og pæn fyr, men jeg kan mærke med det samme, at han ikke er noget for mig. På vej hjem ned af Nørrebrogade med den bidende arktiske vind i ansigtet, spekulerer jeg på, om jeg ville have oplevet en større tiltrækning, hvis jeg havde mødt ham for et år siden.

Det er selvfølgelig en god ting – det ved jeg godt! – men det kan også hyle mig lidt ud af den, at det pludselig er blevet så svært det her dating-noget. Jeg synes, de fleste mænd jeg møder for tiden er dødkedelige, jeg gider ikke engang snave eller gå i seng med dem, og når jeg får gisning om at de er rodløse, passionsløse eller bare sådan.. ordinære, så slukkes jeg med det samme. Jeg ved godt, at jeg ikke skal generalisere omkring de her ting, det er også bare tinderdates, og man skal igennem mange kedelige dates, før en som fx Løven træder ind i rummet.

Oftest har min seksuelle fantasi været mandens fantasi. Jeg sagde, at jeg gerne ville underkaste mig, domineres. Det skulle være hårdt og jeg skulle ydmyges, ruskes rundt, modtage befalinger. Men når jeg lukker øjnene nu og tænker på sex, så er det mig der dominerer dem, binder dem, kvæler dem, rider dem, hiver i deres hår, så jeg kan bide dem i læben, trækker tøjet af dem, lader dem fryse nøgne på det kolde gulv, giver dem blide lussinger, bider dem i maveskindet. Jeg vil gerne møde Løven igen, så jeg kan prøve at tage ham. 
(Jeg sidder og læser de gamle dagbøger fra sidste år, mens jeg stalker ham på de sociale medier, han er stadig ubegribeligt smuk, og der er noget i novemberkulden på cykelstien der slynger mig tilbage til ham… det er bare nostalgi, det er bare nostalgi, stop dig selv..)

Nå. Det skulle faktisk ikke handle om mænd og kærlighed det her. Når jeg skriver positive indlæg som dem her, tænker jeg altid: “Jeg fortryder sikkert, at jeg skrev alt det her, fordi det nok kommer til at gå ad helveds til igen lige om lidt” Så jeg forsøger at træde varsomt i denne lykkerus, og i går lå jeg også forstenet på sofaen efter daten og græd lidt til ‘Kidding’ på HBO, og alting føltes meget stort og uhåndgribeligt, og jeg kunne ikke falde i søvn fordi tankerne ekkoede, disse selvopfattelser, disse halve længsler og konklusioner, men i dag tillader jeg mig alligevel at være i byen af stjerner, i en drømmetilværelse hvor min afskyvækkende forkølelse, uregerlige suppe-tarmsystem, dårlige kunstneriske selvværd, aldrende krop, og dødsdømte kærlighedsliv ikke gør det store,  – her svæver jeg bare op mod stjernehimlen, helt luftig, helt glad. Det er godt lige at opleve det engang imellem. 

hvis mit liv var en suppe, ville det klart være en med kartofler

Nu skal jeg være sund! Brøler kvinden for enden af bordet (jeg er kvinden, skal det lige slås fast). Veninden spørger hende om hun ikke lige kan skrue stemmen lidt ned.
“ER DET FORDI JEG ER FOR MEGET.”
“Kan du ikke bare tale roligt, mens du snakker om at være for meget?”
Røg ud af ørerne, ak og ve, hvilken undertrykkelse! Stemmen har svært ved at justere sig derpå. Høj, lav. Har jeg faktisk tinitus? (jeg kan ikke høre det)

Nå, sundhed.
S(kide)
U(lidelig)
N(orm)
D(rift).
Haha.
Nå.
I Fakta jeg køber pastinakker, hokkaido, gulerødder, porrer, løg, kartofler, chili og ingefær. Så skal der satme koges suppe, tænker jeg stolt. Hele ugen, du! Suuundt.

Og så en sund fyr, jeg vil date en sund fyr. Men det er næsten et pinligt nøjeregnende freudiansk mareridt, at min underbevidsthed arrangerer en tinderdate den kommende uge med en psykolog, der tilmed også ligner mig grotesk meget i ansigtet.
“En psykolog må da være psykisk stabil”.

Det er ikke engang en sundhedsbesættelse. Jeg kan bare godt lide at koge suppe på sammenfald; du kender mig (“koge-suppe-pigen”). For man kan ikke tale om, at det handler om sundhed, når musklerne gør ondt i min mave og arme, fordi jeg endnu en gang har været en dæmon på et dansegulv. Denne gang indtog jeg selvsikkert en stripperstang og gav et sensuelt one-woman-show; visualiserede at stangen var en meget lang, tynd metal-pik, og gav den al min kærlighed – og alle dånede over min pludselige adræthed.

Jo, sundt er det at bevæge sig – men vel ikke når bevægelsen af faciliteret af uansvarlige mængder alkohol. En veninde og jeg har siddet og råbt til hinanden over bordet på bodegaen forinden om at VI ER BANGE FOR AT VÆRE FOR MEGET, MEN HVOR ER DET OGSÅ TRÆTTENDE HELE TIDEN AT TÆNKE MAN ER FOR MEGET.
Vi gearer hinanden op og ender selvfølgelig med at være aaalt for meget, svinger dankortet for meget, råber sygt meget. Fattig og fuld, men i bevægelse, i sund bevægelse, 9 km danset på baren, sexede pull-ups på en stripperstang.
(Jeg kaster op, da jeg kommer hjem halv syv om morgenen, flot).

(og jeg møder tilfældigvis H. på dansegulvet, jeg kan ikke fatte tilfældigheden, han trækker mig ud på gaden og vil snakke om al sin elendighed, men de andre haler mig heldigvis tilbage til stranden, så jeg med nød og næppe undgår at blive trukket ned på havets bund af hans dødelige understrøm. “Glem mig og mit mørke,” siger han dramatisk og forlader baren. “No probs,” siger suppepigen og indser at hun faktisk glemmer ham hele tiden. Hvis H. var en suppe, ville han kun bestå af bouillon.)

Herefter svømmer weekenden hen i lange samtaler med skiftende overnattende veninder, i følelses- og hokkaidosupper, i tilværelsens ulidelige lethed; en varm, tiltrængt tryghed der ryster den forgangne uges klaustrofobiske melankoli af sig. En kvælning der i glimt har slået luften ud af mig og tvunget mig ned i sofaen, parkeret foran tåremanipulerende ‘Sporløs’, kun holdt vågen af klæg chokolade og himmelske pomfritter, og hvor jeg hoster hårdt hele tiden, hakker og slimer mit usle liv op i et tomt glas, grågrønne klumper af kommende død…

Så suppe, ik’ oz?!
for jeg er nogenlunde angstfri disse dage, måske fordi jeg ik’ gider noget bullshit, fordi jeg er alt for meget, – alt for meget klæder mig godt. Jeg giver suppen ugen ud, then back to æg. Men denne normale tilstand er rar, også selvom angsten puster mig i nakken, hæhææ siger den, snart skal du lide igen, så jeg prikker til den, brandfarlig er den, brændende er den, tinderdaten kan fucke alt op (tænk hvis jeg kommer til at føle noget, åh du godeste), min økonomiske situation der bliver afklaret senere på ugen kan destruere mig, men det er okay, det er altså helt okay, jeg er ikke bange (lige nu), jeg er bare sund jo.

thomas helmig-effekten

Jeg får tit at vide (fra tætte venner, så det tæller egentlig ikke), at jeg har et ungdommeligt ansigt og at “der ikke er en rynke i sigte på de babykinder dér” (min egen formulering). Australieren sagde endda, at det ikke var til at tro, at jeg var næsten 30 (indtil: “Pretend like I’m a young boy, who never had sex before, teach me everything, old woman”-fadæsen).

Når jeg kigger mig selv i spejlet, smiler jeg ikke, så jeg kan bibeholde illusionen om, at jeg ikke er blevet ældre. I mit hoved ligner jeg stadig mig selv som 16-årig, bare med lidt mere markerede kindben.
I morges smilte jeg dog og hvilket grufuldt syn der mødte mig!

source

Så det sker faktisk. Man bliver ældre! Jeg bliver ældre HVER DAG! CHOK!
Hele morgenen kiggede jeg mig selv i spejlet og smilede og smilede og smilede, som om at jeg regnede med, at jo mere jeg stirrede på ansigtet, ville det ændre sig –  at de dybe fuger og de krøllede kragetæer til sidst ville forsvinde.

Gad vide hvordan jeg kommer til at se ud, når jeg er ældre. Bliver jeg smuk i 30’erne, eller én hvor man tænker: “Hun har godt nok haft et hårdt liv” – hvad gør jeg, hvis gråden rent faktisk har sat sig fast? Og hvorfor var det ikke gået op for mig før, at jeg ikke ville blive ved med at se sådan her ud? At tiden rent faktisk går, at jeg rent faktisk forlader ungdommen, og skal være et – gys – voksent menneske.

Forfængelighed er ikke et særligt charmerende personlighedstræk, for man kan ikke rigtig bruge den til noget. Især ikke når den primært centrerer sig omkring en naturlig udvikling; selve tidens gang! Plus at det som bekendt er det indre der tæller (lol).
Så hvad er det der rammer mig i forfængeligheden, i denne sorg over at have et ansigt der langsomt krakelerer med alderen. Lad mig forsøge at forklare (jeg er endnu ikke helt sikker på, hvor jeg vil hen med det her):

Jeg har det stramt over at være kvinde.
I går havde jeg det helt feberagtigt og mit tarmsystem sagde GUARHGHGH, men jeg skyldte skylden på mine kommende kræftsygdomer samt de besynderlige kødtortillas fra Føtex’ udløbsdato-afdeling jeg aftenen forinden havde fortæret, med lidt angst som krydderi. I stedet for viste det sig at jeg havde PMS (tjekkede min cyklus-app). Ahhh. Just relax, det er bare din kvindekrop der fucker med dig.

Samtidig med at jeg skal tage stilling til det, så larmer æggestokkene (og samfundets æggestokke). De fortæller mig, at jeg skal se at få en familie, finde en mage der kan fylde mig med sæd, så jeg kan spytte nogle unger ud og endelig retfærdiggøre de fødedygtige hofter, som jeg har båret rundt på siden jeg var 14. Og samtidig går det op for mig, at jo mere jeg ældes, desto mindre attraktiv er jeg, så det hele udvikler sig til et ulideligt kapløb mod tiden.

Okay, måske handler det ikke rigtig så meget om at være kvinde (jeg bliver altid lidt mere feministisk omkring PMS, haha, øv bøv natur), og jeg anerkender, at det ikke er usædvanligt, at folk finder kærligheden i en sen alder.
Så handler min alderskrise og det furede ansigt egentlig mere om, at jeg er rædselsslagen for aldrig at finde nogen? I min melankolske weekend tænkte jeg: “Jeg er uelskelig”, men det vidste jeg godt var en løgn. Det skal hellere formuleres sådan her: “Jeg kan ikke elske nogen”. Det er langt værre at ansvaret hviler på mine egne skuldre, for det afføder spørgsmål som: HvorforHvad gør du ved det? Kan der gøres noget ved det?

Når min krop begynder at gå i forfald, kan jeg ikke længere hvile på min skønhed. Det lyder fucked, jeg kan godt høre det. Men når jeg ikke længere bare kan smile sødt, svinge med håret, strutte med brysterne og tale med min knirkende sensuella-stemme, så er jeg nødt til at være real, og gå efter real relationer. Min psykolog sagde tidligere på ugen, at hun mente, at jeg havde brugt de mange seksuelle relationer til at undgå den krævende kærlighedsrelation – og dermed også til at undgå at skulle være mig selv, sådan helt real.

Jeg har en tendens (som den opmærksomme læser måske har bemærket) til at gøre mine mandlige bekendtskaber til fortællinger, som ofte allerede har en dramatisk slutning før de når at begynde. Jeg kan så let som ingenting pakke relationen ind i drømme, forventninger og fiktionaliseringer.

Et godt eksempel: I går aftes skrev jeg (endelig) med en sød, god fyr på Tinder, og kunne derefter ikke falde i søvn, fordi jeg allerede forestillede mig samtaler vi skulle have (“SÅ JEG MENER BARE IKKE AT STRESS ER INDIVIDETS ANSVAR MEN DERIMOD VIRKSOMHEDENS!”, jeg ville naturligvis brøle og være meget politisk – og charmerende), hvordan det ville være at bo sammen (“Årh, du er sååå sød, når du koger æg om morgenen”), og hvordan han ville kysse mig i et regnfuldt lyskryds (“Dine læber smager af jordbær”), haha.

Jeg har ingen anelse om, hvordan man indgår i en normal, naturlig kærlighedsrelation (de fire år med Skægmonstret er forduftet)…. Åh, jeg mister tråden hele tiden i den her lange (episke!!) tekst.

Måske har jeg bare PMS, måske har vi alle bare dage, hvor vi ligner lort, måske kommer der bare med alderen endnu flere dage, hvor man ligner lort, måske betyder udseende ikke så meget, måske betyder kærlighed ikke så meget. Måske skal jeg bare vente på, at jeg er klar til at være real, også selvom mit ansigt er helt outreret.

Nå ja, og titlen på dette indlæg?
Jeg har et par gange stået for musikken til fester, og oplevet kvinder der kommer hen og hiver i min arm: “Vi står bare lige en gruppe herovre og danser og er rigtig i stemning til noget Thomas Helmig,” og jeg har været sådan, fuuuuck thomas helmig ‘sjøst, men som den crowdpleaser jeg er, har jeg naturligvis altid efterkommet ønsket. Men nu er jeg begyndt at kunne lide nogle Thomas Helmig-sange, de gør mig (gyyys) glad, og måske en dag, er jeg kvinden i dansegruppen, der også bare gerne vil høre Thomas Helmig.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder. Måske er jeg bare i en overgangsfase lige nu, hvor man skal acceptere at 1) man bliver ældre, kroppen går i forfald og at 2) “Stupid Man” er en super episk sang, og det er der ingen skam i at synes – måske det bare er en naturlig udvikling, som kommer med alderen. Pludselig rammer jeg de 50 og sidder til en Tommyboy-privatkoncert (hvis han da stadig lever på det tidspunkt) på en spansk ferieø. Hvem ved. Det er lidt ude af min kontrol, føler jeg.

Noter.

1. Min smukke, jævnaldrende veninde (også i heftig rynke-krise) sagde i eftermiddagssolen over en durum: “Men er vi så ved at nå punktet, hvor det ikke længere er i orden at tisse på gaden i en brandert?” Vi røg en smøg på det i solskinnet.

2. Til gengæld spiser jeg primært æg (fordi jeg er doven i et køkken og mega fattig), og jeg har læst, at æg (og cookies) gør en super gammel.

kære søndag, du’ ik’ lavet af honning

kære søndag,
faktamedarbejderen glemte at bippe min frysepizza ind, men jeg siger ikke noget, det er min lille hemmelighed (hihi),
mit hoved gør så ondt i dag,
er det fordi jeg spiser så mange frysepizzaer, og den billige sodavand “Orange”, og creme fraiche-dressingen, og hvad med de våde “champignoner” på den hårde bund,
er det fordi jeg destrueres hver weekend, med vilje,
som en blød, våd champignon der safter ud på en hemmelig frysepizza,
åh, alkohol,
jeg fortaber mig

kære søndag,
hvorfor er jeg altid er den sidste der går hjem, jeg er så dårlig til at gå hjem,
især i går, hvor vi alle bare ligger på gulvet, sådan, – på puder og tæpper,
en nostalgi-illusion, en fed flipper-idé, feeedt man,
jeg håber sådan, at ham med de lange ben og bobbede hår vil røre ved mig,
for anden weekend i træk bilder jeg mig ind, at han kigger på mig,
men nu går han i seng, øøøv,
jeg knuser en pomfrit mellem tænderne, ruller en til cigaret, lægger mig på ryggen og puster røgen op mod det bløde loft,
jeg troede ikke, at jeg kunne være her
men nu ka jeg ikke engang finde ud af at gå hjem,

kære søndag,
min krop har gjort ondt i tre dage, men jeg har ikke fået bank (øøøv),
det er mere sådan, av-av-av mit hjerte,
nerveender der gløder og sitrer,
noget der skaber disse spejlblanke overflader,
jeg er dybt nede i tankerne, i de mange milioner af tanker,
som siger, at jeg skal acceptere min skæbne,
jeg ved bare ikke, hvad det er for en skæbne,
jeg forstår ikke engang helt hvorfor det gør ondt,

kære søndag
jeg er bange for, at man tror, jeg er et monster, frådende, råbende,
så jeg kigger ned i bordpladen i forstaden,
syr min mund sammen med rimet laks,
jeg tror, at min søster synes, at jeg er et monster,
et monster der spiser mænd,
et monster der ødelægger aftener,
et monster der er alt, alt for meget,

og kære søndag,
hun kan i forvejen passe al vores mors tøj,
jeg kan ikke engang lukke de pastelfarvede cardiganer over mine bryster,
jeg moser dem og siger: ierrhhhhh imens, bider tænderne sammen,
jeg er et stort, vulgært monster, hvor kommer jeg overhovedet fra,
“det skal du altså ikke være ked af det over,” siger min mor,
“du har da en flot krop.”
vi kigger på min søster, min søster klarer sig godt, fornuftig og god,
smal talje, lange ben,
jeg elsker hende højt,
jeg bulner ud i spejlet, ligner en anden alt for hurtigt,
men hvis jeg kun kigger på mig selv, undgår jeg måske at se det lag hud man har fjernet fra min mor,
(jeg forestiller mig, at når man fjerner plastret, så vil der være et nyt ansigt i det, og i det ansigt endnu et ansigt, ansigter i en uendelighed)

kære søndag,
lige før midnat (lige før jeg er videre til festen, jeg ikke kan gå hjem fra),
græder min søster og jeg begge på en bænk et sted i nordvest,
jeg har holdt det inde i 4 timer,
hun siger til mig, at jeg ikke er et monster,
jeg siger til hende, at jeg hele tiden tror det,
hun siger til mig, at det er mig og hende for evigt,
jeg siger til hende, at vi aldrig skal skilles ad,
ti minutter senere lægger jeg mascara på, men mine øjne bliver ved med at eksplodere,
(et nyt ansigt i det, endnu et ansigt),
tag dig sammen,
du skal til fest nu,
ik’ sidde og græd nu,

kære søndag,
min fisse klør’, og jeg er sikker på, at jeg har australier-klamydia, og så klør jeg mig i fissen og klør mig bagefter i øjet og så har jeg australier-klamydia i øjet, og jeg kan mærke hvordan kløen spreder sig ud til mine håndled, ned til knæskallerne, ikke længere end det, men det er også nok,
jeg har ikke hørt fra ham, og folk spørger ind i går, og jeg oversharer totalt,
hold nu din kæææft (monster)
(jeg skal huske at skifte trusser før jeg går i seng)
(jeg ville ønske jeg var tyndere)
(jeg ville ønske jeg havde flere gifler tilbage)

kære søndag,
jeg er ensom disse dage,
jeg er meget ensom,
men på sådan en helt-ok-agtig måde, sådan, overskuelig ensom,
en rolig ensomhed, en sløv sorg der knitrer,

kære søndag,
jeg bryder mig ikke om dig i dag,
du’ ik’ min ven,
måske jeg skal give efter for mine øjne, deres tunghed,
jeg glemte vist også at sove ordentligt i nat,
fucking prosecco,
og du har fået mig til at spise en hel pose gifler,
i det her rum er der kun mig, et søndagsmonster der hiver efter vejret,
raslende lyde, et søndagsmonster der går i seng nu,

kære søndag,
godnat, jeg orker dig ikke mere,
du ska ikke ta det personligt (kun lidt)

(og til dig, husk at se ‘hvad er det galt med søren‘ på DR… jeg vil gerne skrive noget mere om det, det gjorde noget ved mig det program, men jeg er ik’ så klog i dag)

shitty spejl på væggen dér

Vennerne forelsker sig, de får partnere, mens jeg står stille. Jeg ser mig selv i spejlet, jeg er omkranset af lyn, jeg råber stadigvæk, som om det altid var meningen, at jeg skulle råbe sådan, og jeg kan ikke føle noget romantisk for nogen som helst, så er jeg blevet kynisk? – jeg føler kun alt andet, venneforelskelser bl.a. (thank god), vælger altid venner over mænd, og det ville jo ikke gøre noget, hvis det ikke var for dette spejl, denne tanke om “men jeg burde jo være i et kærlighedsforhold” ergo, “der må være noget galt med mig.”

Det er ligesom med følelserne. Hvem har sagt, at det er forkert at føle meget? Er man psykisk syg, bare fordi man har mange følelser? (Eller lige som Australieren – er han psykisk syg, fordi han er den eneste overlevende romantiker? Syg fordi han elsker hurtigt og intenst? Romance is actually dead, oh lord). For mig selv er det ikke forkert, men i spejlet, i flokken, når følelserne og råbene og lynene rammer folk omkring mig, og jeg skal høre på, at jeg er “skør” og “evigt kaos” og “meget følsom” og “meget dramatisk” og “meget intens” – så problematiseres det, og så er det da klart, at jeg prøver at få følelserne til at forsvinde – at de ikke skal rummes, men bare ophøre.
Jeg vil helst ikke være født til at være alt for meget.

Så jeg bruger formiddagen på at læse mit horoskop – kærlighedshoroskop, ugehoroskop, horoskop for 2017, datoer for hvornår venus står i linje med skorpionen, fuck eh, for sådan er jeg åbenbart nu: En der prøver at binde mit følelsesliv op på noget udefrakommende. Skæbnen. Lol. Ahhh, jeg genkender mig selv i spejlet, finally, en løve er krævende selskab, pisse intens, generøs jovist, men fucking dramatisk, selvoptaget, og med rig fantasi. Phew. Så er giver det hele mening. Der står, at jeg fokuserer på karrieren i år; at løven har mulighed for et gennembrud, en karrieremæssig selvrealisering, puha, ahhh, men så giver det jo endelig mening, at jeg gør, som jeg gør.

Mine ord splitter desuden Tinder i tusinde stykker; selvhads-appen numbero uno, og jeg kan ikke slippe ud af labyrinten, ligesom jeg heller ikke kan finde dens midte, og når jeg endelig skriver til nogen, er jeg langt fra dedikeret, jeg er faktisk dødsyg, og sideløbende læser jeg tilbage på bloggen om Sommerkvinden i mig, hende der blev født, korsfæstet, begravet og heldigvis aldrig genopstod (endnu), for mange måneder siden, og jeg har slet ikke lyst til at sende min krop rundt som en chillum (uden ild) i et broget selskab længere. Men jeg burde være derude, burde jeg ikke, for alderen trækker huden ned mod gulvet, æggene bliver langsomt tavse, tik tak tik tak, jeg kæmper mod tiden, mens andre løber forbi mig. Hvilken stress, hvilken ikke-stress.

Det giver mig ikke engang en tomhed, for tomheden har jeg bare fyldt op med disse råb og venneforelskelser, jeg har slet ikke tid til at se tv, og jeg kan flove mig sådan at være denne selvfede glødepære der eksploderer i stærke farver og flammer ud over alle der krydser min vej, en der ikke finder sig i noget, en der siger fra, og jeg undrer mig konstant over, at jeg flover mig over min nyvundne (genvundne? opfundne?) vulgære, svulstige personlighed, jeg problematiserer i meta-meta-meta-lag, samtidig med, at jeg nægter at undertrykke og kontrollere det længere, jeg orker det ikke, jeg gider ikke.

Jeg har stadigvæk tusinde sygdomme, lungekræft, sclerose, parkinsons, paradentose, hudkræft, HIV, samt en knop i hovedbunden omme i nakken der sjovt nok gør ondt, når jeg borer neglene ind i den, det er sikkert en svulst, tænker jeg, en svulst, som når den fjernes, viser sig, at være den der gjorde mig så svulstig (haha) og vulgær og så levende, og tænk sig, så kan vi alle indse, at det bare var fordi, at jeg rent faktisk var hjerneskadet, puha, så kan vi alle ånde lettet op, puha, så kan jeg gå tilbage, til det der var meningen at jeg skulle være, til det jeg tror, jeg ser i spejlet, det jeg tror, som gør mig ensom, det jeg forvirrer med tomhed, men som faktisk viser sig, at være helt det modsatte.