febrilsk type

Hver gang jeg modtog en kommentar på forrige indlæg, begyndte jeg at græde, og knugede telefonen i min hånd i blæsevejret på stranden, forsøgte at holde tårerne inde. Jeg diskuterede med mig selv, om jeg havde begået en stor fejl. Jeg vidste ikke, at I læste med, eller at jeg havde den betydning. Det rør’ mig så dybt og inderligt, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre ved mig selv, andet end at sige tak.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ofte handler impulsivt, utålmodigt og er meget hurtig på aftrækkeren – gældende i alle aspekter af mit liv (jeg arbejder på det, det går så langsomt, ahh)…. og der er ikke noget værre end bloggere der råber ulv, når der fucking ik’ er nogen ulv….

Men nu er der sket det, at jeg er ved at flyde over af ord, for jeg er kommet hjem igen efter en uges ferie fra mig selv. Jeg vidste ikke, at jeg kunne være det menneske dér; så angstfrit og sorgfrit, og hvis eneste bekymring gik på hvornår jeg mon var sulten igen og hvorfor jeg ikke var bedre til Scrabble (satans). Jeg skrev side op og side ned i min analoge dagbog hver dag, lovpriste mig selv for mit nye, frigjorte væsen. Husk nu hvordan det her føles, understregede jeg flere gange. Husk det nu…

2 dage efter hjemkomst.
Glemt. Fucking glemt. Alt det smukke, al min nyfundne ro…. væk.
I stedet for er jeg bare fyldt op til randen af stress og stive penisser.

Jeg har lyst til at fortælle nogle om, at jeg har brugt weekenden i min seng, snapchattende med en masse stive pikke, som en anden pik-junkie, flere, større, vildere. Fyld mig op. Pisse fucking hamrende ensom og seksuelt frustreret. Afkoblet.

I dag forsøger jeg mellem aftaler at spise frokost i Assistensen, og selv dér, 15 meter fra mig, sidder en buff fyr i 30’erne i bar overkrop og små shorts og glor på mig, mens han ivrigt onanerer med sin kæmpe pik bag en lille busk (alt for) tæt på stien. Det er tydeligt, at han kigger på mig. I stedet for at blive forulempet og sur, ligger jeg hele den time seancen står på og lurer på ham, og jeg tænker på, hvem der er værst, ham eller mig, hvem der er mest fucked up. En del af mig har lyst til at gå over til ham og tage hans pik i min mund. What the fuck….

… Og jeg skriver til SøndagsPikken, at jeg bliver jagtet af stive penisser, vi griner, og jeg sletter LørdagsPikken, fordi han ikke ville komme og kneppe mig, mens Forfatteren skriver, at han kommer og tager mig en af dagene, binder mig op, og jeg tilføjer P. på Snapchat, selvom jeg ikke har hørt fra ham i en uge, og jeg overvejer om jeg skal spørge H. om vi skal drikke en kaffe en dag, og på stranden i sommerhuset tænker jeg på Løven og forstår ikke, hvorfor han ikke ville mig, og og og …

Eksplosiioooooon. Kunne du høre det? BOOM. Lyden af en hjerne og et underliv der sprænges i tusinde stykker. Overophedning…. nedsmeltning.

Kropsterapeut-vennen vil arbejde med mine hofter her til eftermiddag. Jeg har forinden febrilsk forsøgt på toilettet at tørre mine våde trusser efter den bizarre Kirkegårds-onanisession, hvorfor fuck er jeg blevet tændt af det, ahhhh, og vennen presser sine fingre ind i mine hofter, baller, lår, og jeg siger til mig selv, at jeg ikke må blive tændt, og samtidig banker mit hjerte alt for meget, og jeg tænker, at det hele ramler, at jeg ikke ved hvor jeg skal tage hen i den her verden, slap nu af slap nu af, du skal også huske at spise, lad nu vær’ med at drikke så meget kaffe, og jeg har jo ikke lyst til at bo alene, jeg har ikke lyst til at bo her i byen, jeg har ikke lyst til at være i det liv jeg har bygget op. Sessionen giver mig dog et afbræk og ro, og ingen tændthed, thank god.

Da jeg søndag morgen vågner klokken 4 med ondt i maven, tænker jeg på P., og jeg bliver med en kraftanstrengelse nødt til at overbevise mig selv om, at det ikke handler om mænd og de stive pikke, men at det handler om alt det andet… skriveblokaden, angsten for fremtiden, ulyksaligheden over ikke at blive elsket eller elske nogen… Alting føles så abstrakt og flyvsk og lammende, jeg crasher ind i min egen latterlige virkelighed med 140 km/t, og Den Rolige, Glade Person Der Løber På Stranden og Tonser Rundt i Klitterne Og Får Alle Til At Grine Og Som Pludselig Elsker At Bruge Lang Tid I Et Fyldt Supermarked, – hun opløses, jeg ser hendes pixels ophøre i matrixet, og energierne samles i stedet dybt nede i maven i en knugende, ulidelig følelse.

Jeg er ved at kaste op nede i Fakta, for jeg mister min sult, og alting er uoverkommeligt, men du skal handle ind, du skal overleve, presser jeg mig selv, og jeg bruger fem timer nede i mosen, fordi jeg prøver at huske på, hvad naturen gør ved mig, men modsat strandene ved Vesterhavet og de bølgende, vilde sandklitter, så er Mosen fyldt med løbere, kærestepar og familier, og jeg har lyst til at skrige til alle, at jeg jo ikke har lyst til at gå rundt her alene, pludselig er jeg bare så alene, og jeg kan ikke finde ud af at arbejde, fordi det eneste jeg laver, er at kæmpe med mig selv, og jeg kan ikke vinde, selv ikke når jeg får en ny krop og et nyt ansigt, selv ikke når jeg genkender mig selv, så er det pludselig som om, at alting er forkert, og jeg kan ikke holde det ud.

Så derfor koncentrerer jeg al min energi mod afvisningerne og begæret af Pikke, og det føles slet ikke godt, det føles som om, at jeg gør noget helt forkert, men samtidig er det lettere at være i Pikkeland end i Idaland, og jeg skal huske at skrive, og jeg skal huske at spise, og jeg skal huske, at alting går, selvom det føles som om, at jeg smadrer rundt på meget tynd is – der godt nok aldrig knækker, hvis bare den knækkede, så ville det måske være lettere, jeg ved det ikke. Jeg forsøger at slette appsene, jeg forsøger at slette alle de Stive Pikke fra min indre Hawaii-bio, og jeg forsøger at trække vejret dyyyybt ned i maven, så jeg ikke fucking flipper mere ud.

******

Ved Vesterhavet går jeg en lang tur alene gennem klitterne med hunden ved min side. Jeg skråler højt en sang, men min stemme drukner i blæsten. Jeg er iklædt en beigefarvet trenchcoat og har bundet et blåt tørklæde om hovedet. Det er som at jeg tilhører en anden tid; at jeg aldrig hørte til her. Da jeg når de efterladte bunkere fra 2. verdenskrig, bliver himlen sort og krakelerer i voldsom regn.

Jeg spørger hunden, om vi skal søge ly i bunkerne. Han kigger skeptisk op på mig. “Ja,” siger han. Jeg går henimod den smalle åbning. Regnen er allerede trængt igennem min frakke og jeg er over halvanden time væk fra sommerhuset. “Lad nu vær’ med at være så bange”, siger jeg til os begge to. Der ingen mennesker i miles omkreds. Mit hjerte banker ivrigt.

Inde i bunkeren larmer usynlige fugle. Deres flaksen runger i den tomme betonklods. “Hallo?” Spørger jeg idiotisk. Intet svar. En fugl flyver med høj hastighed direkte mod mit ansigt, og ud gennem åbningen. Jeg skriger, og hunden gør. Jeg forestiller mig, hvad der vil ske, hvis jeg går helt ind; om en ny verden vil åbenbare sig for mig, om jeg ville kunne rejse til en anden tid. Men som du ved, er jeg mere bange for fugle end for regn.

Vi går tilbage henover klitterne. Modvinden bider i ansigtet og blæser konstant tørklædet af mit hoved. “Undskyld,” siger jeg hele tiden til hunden, der ser meget træt ud. “Det var ikke meningen, at turen skulle være så lang.” Jeg er våd ind til benet, men det gør ikke så meget. Jeg kan ikke mærke sult, tørst eller træthed. Jeg går bare, som jeg altid gør. Væk fra stierne, ind gennem træerne, og så langt ud på stranden, at sand, himmel og hav står i et.

På et tidspunkt, ikke noget særligt sted, bare i endnu et krat, på endnu en høj, sandet klit, begynder jeg at tude helt hysterisk. Den eneste tanke jeg har er, at jeg er det rigtige sted. Hvorfor har jeg aldrig vidst det om mig selv. Jeg vil være mor, jeg vil flytte på landet, jeg vil være forfatter og kunstner, jeg vil have en mand jeg elsker, jeg vil være ved havet, jeg vil have en hund. Tankerne har jeg aldrig tænkt før, sådan rigtigt. Aldrig følt dem før. De gør mig lige dele lykkelig og ulykkelig.

Resten af ugen er jeg smadret efter den sindssyge vandretur. Jeg kan mærke alle muskler i min krop. De værker, og jeg kan samtidig ikke holde op med at bevæge mig. Må gå, må løbe, må tilbage til bunkerne. Hver gang jeg er alene i klitterne, græder jeg i ca 30 sekunder. Blæsten vifter tårerne væk fra mine kinder.

Jeg har virkelig ikke lyst til at tage hjem.

***

Puha…
Det hjalp.

tidevand

Da jeg kommer hjem fra psykolog i tirsdags, lukker jeg impulsivt bloggen. Wtf…
Jeg er overrasket over mig selv. Jeg tror, at jeg lige ville mærke, hvordan det føltes at skære den del væk fra mit liv. I starten er jeg ængstelig omkring det; føler at jeg brutalt har fået fjernet en essentiel del af mig, men her en uge efter, har jeg næsten glemt min online tilstedeværelse.

Hos psykologen har jeg reciteret bloggens seneste par indlæg, nærmest ord for ord. Hun har ikke nogle analyser til mig, for jeg har selv draget alle konklusionerne. Jeg får fornemmelsen af, at hun keder sig ved mine ligegyldige historier, og jeg bliver pludselig sært selvbevidst omkring, hvad fanden mine historier egentlig rager andre. I frygten for at miste mit ene åndehul, lukker jeg så det andet, hvilket umiddelbart ikke giver nogen mening.

Jeg fantaserer om, at jeg vil tage alene op i mine forældres sommerhus hele juli måned; en kåd fantasi om isolation:
Nu må jeg tage ansvar og leve det her liv alene.

Onsdag siger jeg til min kropsterapeut-ven, at jeg er træt af, at mine skuldre hele tiden sidder oppe under ørene. Han rykker rundt på mine nervebaner, trykker forskellige steder på min ryg og roterer mine led. Efterfølgende er det som om, at noget ændrer sig i min krop.. Den føles… ny. Anderledes. Det er en helt sindssyg følelse.

Torsdag er jeg ved at ramle fuldstændig sammen. Min menstruation har varet 9 dage, min nye krop føles sært luftig, jeg er svimmel og utilpas. Jeg forestiller mig, at jeg skal indlægges med hjerteproblemer; jeg forsøger hele tiden at mærke efter min puls, men kan ikke finde den, og jeg er sikker på, at jeg har blodmangel efter al den menstruering.

Jeg kan ikke fortælle nogen om det, det er klaustrofobisk, nu må jeg jo tage ansvar og leve det her liv alene, husker du nok, og booker derfor en akut tid hos min psykolog, fordi jeg vitterligt ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg har det som om, at min sjæl er eksploderet.

Før jeg går derop kigger jeg mig selv i spejlet på en cafe i nærheden, jeg forsøger at genkende mig selv, men jeg tør næsten ikke se mig selv i øjnene. Da jeg endelig gør det, kan jeg slet ikke forstå det menneske der kigger tilbage på mig; som om jeg aldrig har set på mig selv før. Tårer fylder øjnene der kigger tilbage i spejlet på mig, og jeg står alt for tæt på, til at kunne at fokusere ordentligt, hvilket blot – og lidt komisk – hyler mig ud af den. Jeg kan ikke se mig selv, hvem er jeg overhovedet, hvorfor græder jeg, det hele ramler nu. (Stil dig nu lidt længere væk fra spejlet, din idiot).

“Jeg tror, at dine forsvarsværker er ved at bryde sammen,” siger psykologen. “Alle ender er ved at mødes nu”. Jeg græder helt ekstremt meget, men ved at hun har ret… For der findes mange versioner af mig, alle med samme udgangspunkt selvfølgelig (jeg er ikke skiz.
Ida som Weemoed.
Ida hos sin psykolog.
Ida der er alene.
Ida i sociale sammenhænge.
Ida på arbejde.
Ida med mænd.
You name it.

Men væggene mellem versionerne er begyndt at kollapse. Der er ingen udvej længere. Min krop spjætter desperat i kampen for at opretholde fordelene ved de forskellige versioner; stikkontakten jeg i 25 år har skruet sammen; en tænd-og-sluk-funktion der har sikret min overlevelse.

Da jeg går derfra, er jeg renset.

***

Fredag sidder jeg i parken foran Bispebjerg Hospital og prøver at skrive en passende farvel-tekst til bloggen. Jeg ved, at man ikke bare kan lukke ned uden et farvel, – især ikke når det kommer impulsivt i kølvandet på mange, lange indlæg hvis indhold primært centrerer sig om døden og store følelsesudsving. Beklager hvis det har vakt bekymring.

Jeg har diskuteret med mig selv, hvad jeg mon skulle gøre. Hvad skulle resultatet af min beslutning være? Jeg kan stadig ikke finde ud af det. Jeg planlagde, at jeg ville linke til min instagram, “springe ud” som mig selv, og lukke mit bloggerliv ned en gang for alle. Hvad synes du? (Jeg er åbenbart ikke så selvstændig). Jeg har brug for at tænke mere over det, tror jeg. Men for nu ville jeg bare lige give livstegn.

Jeg er taget i sommerhus med nogle veninder. Jeg tonser rundt med min nye krop og nye ansigt, gemmer mig i klitterne, brøler af havet, ignorerer tiden og arbejdspresset. Jeg løber (!!!), nærmest spurter (!!!) på stranden, tuder af lykke, jeg har ikke angst, jeg har ikke skuldre der sidder oppe under ørerne, og jeg skriver liderlige beskeder til alle de digitale mænd, uden held, uden følelser, og jeg tænker ikke rigtig på noget, der er ikke rigtig noget drama, der er bare et frådende hav, en uendelig strand, mine ben der løber, mine arme der dingler som gummi, og et genkendeligt ansigt, der kigger tilbage på mig i spejlet.

Jeg ved ikke helt, hvad der skal ske nu. Men det er også OK.

ildebrand

“You are late,” siger den afrikanske, hjemløse mand til mig i det store lyskryds, “There was a great fire!” Han stiller sig tæt på mig og blotter sine fordærvede tænder i et grufuldt smil.
Folk er stimlet sammen på gadehjørnerne, alle med øjnene rettet mod de enorme flammer der står op fra en ejendom længere henne af gaden. Klokken er over 23, men det føles som om, at tiden står stille. Jeg sætter mig på en bænk ved busstoppestedet og glor uden hæmninger på katastrofen. Jeg kan ikke bevæge mig. De får aldrig slukket den, tænker jeg.

Forinden har jeg siddet i en park længere oppe i Bellahøj og betragtet den usædvanlige sorte røg fylde himlen. Der er noget galt, det ved jeg. Jeg følger efter røgen, til jeg kan se flammerne. To cyklister stopper op ved siden af mig, en anden mand kommer hen. “Shit, hvor er det voldsomt” siger jeg. Vi står alle i tavshed. Manden på gåben tager sin iPhone frem og begynder at tage billeder af flammerne. “Ja.. så er det endda os der skal betale for det,” mumler han bittert.

“Det er så uhyggeligt,” siger den kvindelige cyklist. “Men jeg kan ikke lade vær’ med at stirre på det.”
“Lige præcis… hmm. Jeg ved godt det er lidt vulgært, men jeg tror, at jeg skal tættere på.” Jeg siger farvel til mine med-voyeurs og går langs campingpladsens hegn. Nogle gange forsvinder flammerne ud af min synsvinkel, og jeg sætter tempoet op, til at jeg kan se det igen. Imens tænker jeg, om det er sådan her det føles, når jorden er ved at gå under. Om det er nu, at alting begynder at gå i stykker. Apokalypsen. (Åh, drama-W. on the spot).

Det er desuden et tilfælde, at jeg er gået ud af min lejlighed. Det var ikke planen, at jeg skulle nogle steder. Midt i den romantiske finale i “How To Lose A Guy In 10 Days”, hvor de to væddemål kolliderer og sandheden skal på bordet, og hvor kærligheden skal opnås, jagtes, lykkes (jeg er allerede rørstrømsk her, må du forstå), modtager jeg en SMS fra P., som sender et billede af, at han er til fodboldkamp og er lidt fuld. Han siger tak for beskederne. Jeg tuder helt ustyrligt (mest af lettelse, men også af skam). Han er i live! Praise be, OH LORD. Men fuck mig. Altså, seriøst, fuck mig selv.

Jeg binder i raseri mine sko og hjerner op mod Bellahøj, mens jeg slår mig selv i hovedet (mentalt, jaja, is på), og jeg har taget alt for meget tøj på, fordi klokken er 22, men det er stadig sindssygt varmt, hvorfor er det så sindssygt varmt hele fucking tiden, og mine snørebånd er så lange, de dasker mod jorden, jeg prøver at binde dem op, men de går hele tiden op, dasker igen, og mine bh-frie bryster bouncer for meget når jeg går så hurtigt, det gør ondt, og jeg må holde på dem, og hvor må jeg se retarderet ud, og jeg har tabt knapperne i mine skjorteærmer, og når jeg folder dem op, så glider de hele tiden ned igen, og det gør mig rasende, absolut rasende, og måske jeg skal begynde at løbe, men jeg har tømmermændshovedpine, og jeg burde faktisk ikke bevæge mig, mine ben gør også ondt, hurtigere,

og hvorfor – HVORFOR – er jeg et menneske der bekymrer mig så meget, hej-her-er-jeg-og-nu-får-du-HELE-mig-på-et-sølvfad, jeg er for meget, jeg er hele tiden for meget, og så er P. bare i live, han er virkelig i live, og hvordan kunne jeg overhovedet gå og tro at han var død, hvad fanden rager det mig, og hvad handler det om?, og nu finder jeg et sted at sidde, træk vejret dybt ned i maven, men den svitsede plæne er fyldt med måger, og en måge flyver direkte mod mig og op mod himlen til venstre for mig, og jeg følger den med øjnene, og det er her jeg opdager den kulsorte, unaturlige røg, og jeg slukker for musikken, og jeg begynder at gå imod flammerne, det er kun flammerne der fylder.

***

Jeg gransker min hjerne for at finde svar. Udover ekstrem PMS og dårlig varme-håndtering, kommer jeg i tanke om min første kæreste Martin (han hed ikke Martin, men det ved du godt).

Vi blev kærester, da jeg gik i 3.g. Jeg var stadig jomfru, og min seksuelle erfaring havde mest budt på stive blender-snav på dansegulve (heriblandt at falde ned fra podier eller blive kastet op på, mens jeg snavede) og akavede kysselege.

Dengang bloggede jeg også (mest om alle mine hemmelige forelskelser og tanker om det hårde gymnasieliv). Jeg havde mange læsere, både mænd og kvinder. En dag skrev Martin en mail til mig, noget om en sang han syntes, jeg skulle høre. Det udviklede sig hurtigt til en lang, romantisk e-mail-korrespondance, og vi sendte også håndskrevne breve til hinanden med mix-tapes og poesi (hej 00’erne).

Martin boede i Jylland hos sine forældre, havde sabbatår og led af en depression. Mine mails blev lyspunkter i hans ensomme, isolerede tilværelse, og han blev hurtigt forelsket i mig, eller rettere: forelsket i ideen om mig. Hans sprog var kringlet, intelligent og poetisk; jeg var fascineret af ham og de følelser han syntes at nære for mig. Jeg var ikke vant til, at folk gik rundt og blev forelskede i mig.

Efter en måneds intens skriven frem-og-tilbage mødtes vi endelig i København på verdens længste date. Han havde taget toget fra Jylland, og jeg kan huske, at jeg hentede ham på hovedbanegården. Jeg var ved at kaste op af nervøsitet, og jeg var ikke mindst bange for, om jeg kunne leve op til alle de forventninger og forestillinger hans forelskelse i mig byggede på. Daten gik dog godt, og efter et par uger havde han taget min mødom, hvilket primært var dét jeg var mest var interesseret i (kan jeg læse ud fra gamle dagbøger).

Martins tungsind fyldte meget, og han pressede mig i forhold til at skulle blive kærester (“Hvorfor elsker du mig ikke?”). Jeg havde konsekvent dårlig samvittighed. Når vi var sammen græd han ofte, fordi alting var så håbløst og mørkt. Når vi ikke sås, talte vi meget i telefon, hvor han også græd. “Du er det eneste der holder mig i live,” sagde han. Jeg selv stod overfor studentereksamen og fremtidsangst, og jeg var desuden forelsket i en fyr fra min folkeskoleklasse (en seks år lang forelskelse der aldrig synes at ville stoppe).

Hans depression tog til og endte med at fylde så meget, at jeg ikke kunne ånde. Jeg syntes ikke, at jeg lavede andet end at trøste ham, samtidig med, at jeg også begyndte at nære kærlighed for ham, hvilket gjorde, at jeg langsomt sivede ind i hans mørke. Jeg græd meget i den periode, verden var et stort, dystert sted, og jeg var konsekvent bekymret for ham. Jeg var så bange for, at han ville tage sit eget liv, og jeg var især bange for, at han ville gøre det, hvis jeg forlod ham.

Under min første skriftlige eksamen, 3 måneder inde i vores turbulente forhold, kastede jeg op ud over det hele. Det viste sig, at jeg havde fået kyssesyge. Alligevel gennemførte jeg alle eksamerne (blev kørt i taxa til dem), samtidig med, at jeg skulle forsikre Martin om, at han var god nok og havde grund til at leve. Han efterlod telefonsvarerbeskeder til mig om natten, hvor han enten græd eller anklagede mig for sindssyge ting (“Jeg kan bare ikke udstå tanken om, at du har røget en halv cigaret, det ødelægger alt for mig, hvordan kunne du gøre det, hvem er du overhovedet.*hulk, hulk*”).

Til sidst, måske i en feberhvilelse, nåede jeg mit mætningspunkt. Jeg havde impulsivt brændt min børneopsparing af på et højskoleophold det kommende efterår, og jeg vidste, at jeg ikke havde tænkt mig, at være sammen med Martin til den tid.

Han kom hjem til mig en varm juni-dag. Jeg havde grædt i flere dage op til, jeg var syg og svækket, følelsesmæssigt udkørt. Han var også helt fra den og fanget dybt nede i sin depressive verden. Jeg sagde til ham, at jeg ikke kunne mere; at jeg kun ville være sammen med ham, hvis han søgte professionel hjælpe. Martin troede ikke på psykologer, så det var udelukket. “Jamen.. så er det jo slut,” sagde jeg, og gav ham den bunke af DVD’er og CD’er, som han havde lånt mig (åh, 00’erne, i miss you).

Der gik 2-3 dage før jeg hørte fra ham igen. Jeg var rædselsslagen for, om mit brud til ham betød, at han ville tage sit eget liv. Jeg forestillede mig, hvordan han ville stå på stationen og måske ville springe ud foran et tog, eller at han ville tage hjem og hænge sig selv. Tavsheden gjorde mig sindssyg. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne leve med, at jeg havde haft betydning i forhold til hans selvmord. 10 dage efter så jeg ham på Roskilde, hvor han havde fået en ny kæreste. Jeg skammede mig enormt over al min bekymring, følte mig som det største fjols.

3 år senere røg vi cigaretter sammen i min Nørrebro-lejlighed. Han var kommet på medicin, efter at han havde haft lyst til at hoppe ud fra sit kollegieværelse på 5. sal. Nu arbejder han som datalog i et stort firma, er stoppet med at spille musik og skrive, og har en sød, lyshåret kæreste.

***

Hvad var det jeg ville med denne lange historie… nå ja… en tendens. Frelser-kompleks. Første-kæreste-traume. Jeg tror ikke, at det er sidste gang, at jeg står i disse situationer. Mennesker med psykiske problemer er dragende, og jeg kommer til at rode mig ud i dem, fordi jeg selv er et rod, og har brug for at spejle mit mørke i andre.

Forhåbentlig ændrer det sig en dag. For nu, tror jeg bare, at det er godt at være bevidst om historierne, forhistorierne, om menneskene, og samtidig vide, at hvis man beslutter sig for at slå sig selv ihjel, så har det aldrig noget med mig at gøre. Depression er en satan, en reel sygdom, og det skal jeg huske. Jeg kan kun styre mit eget liv.

Men ildebrandene; det ukontrollerbare, ustyrlige, at være i følelsernes vold… åh. Det er jo dér hvor alt det spændende i livet er.. suk. Men måske det er OK, at betragte det på afstand; ligesom med branden i Bellahøj. Der behøver ikke gå ild i mig også.

spøgelsesbyen

“Kan du godt lide mit nye hår,” spørger H. gennem larmen på bodegaen og tager en slurk af sin flade fadøl.
“Ja, det er rigtig flot,” svarer jeg.
Hans hår er blevet større og bølger sundt. Jeg har altid syntes, at han var enorm smuk.
Min date er (heldigvis) gået i vasken, og i stedet ender jeg efter midnat på en bodega, hvor den hjemvendte H. gemmer sig. Jeg har kæmpet mod en overrumplende træthed hele dagen, og til trods for hvidvinen, føler jeg mig stadig som et halvt menneske, et spøgelse, der ikke helt kan fæstne sig i virkeligheden. De to venner, der sidder imellem os, snakker livligt, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Vi ryger begge af cigaretterne og smiler forsigtigt til hinanden henover bordet. Det føles som at se en gammel ven, jeg havde glemt. Varme.

Forinden har jeg hængt ud med Dansevennen og Lægevennen. Stemningen er tung, og vi snakker mest om døden, terapi og om at vælge en karriere der rummer lidelse. I parken fortæller jeg om P. Min mund er så uendelig tør, ordene rasler dybt nede i ganen. Dansevennen siger bagefter, at jeg skal tørre mig om munden, fordi der sidder hvid fråde fast i mine sprunkne læber. Jeg tømmer min vandflaske og forsøger at holde tårerne inde. Jeg har mest af alt lyst til, at lægge mig til at sove, alting er så tungt. Da vi senere spiser en bolle med ost, går det op for mig, at jeg måske ikke spiser nok og at det formentlig er derfor, at jeg er så fucking træt hele tiden.

Jeg ved ikke, hvordan P. har det, om han bare er derhjemme, helt ude i tovene. Om han er indlagt. Eller har taget sit eget liv. Jeg skriver lange beskeder til ham. Det er en frygtelig tic, jeg ikke kan styre. Jeg hælder ord over på ham, forsøger desperat at holde ham i live. Det føles så åndssvagt og febrilsk; jeg aner jo ikke noget om ham, og måske er mine beskeder bare yderligere pres. Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg er sindssygt bekymret, og at han skal fortælle mig, at han stadig lever. Jeg kan ikke udholde tanken om, at han er død. Han er nok ikke død, det ved jeg godt. Men jeg har det som om, at jeg selv er et spøgelse der skriver til et spøgelse, og derfor bliver ordene underlige, luftige. Men jeg skriver ikke til ham, at jeg er bekymret. Bekymringen er mit eget problem.

Det virker til, at alle har det forfærdeligt, mit hjerte bløder konstant. Alting for tiden handler om død og selvmord og diagnoser og psykoser og depressioner og angst. Er et helt samfund ved at give op? Hvad er det der sker? Hvorfor kan ingen følge med? Hvorfor kan jeg ikke redde nogen? Er det for sent?
Alting er omkranset af død.

Veninden siger til mig på bodegaen, at jeg er det mest empatiske menneske hun kender; at jeg altid vil gøre alt for at hjælpe folk, men at empatien også slider mig ned, at det er alt for hårdt, at jeg tager andres sorger på mig på den måde (jeg kan ikke huske, om hun rent faktisk siger det sidste til mig, eller om det er mig selv der tænker det). Jeg kigger på H. imens, og husker alting. Han ser mere voksen ud nu. Renere på en måde, afklaret og rolig.
Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde folk.

***

Lørdagen er en stor, lang lort, jeg ikke kan forholde mig til. Jeg har ikke nok tømmermænd til at være invalideret, men jeg ligger stadig i min seng. Tjekker telefonen hele tiden. Venter på svar, selvom jeg ved, at intet svar kan fjerne klumpen i maven. Jeg har lyst til at tage ud og bade, men kan ikke rumme, at der er andre mennesker omkring mig. Jeg har lyst til at se P. og nusse ham ind i livet igen og fortælle ham, at alting nok skal gå, selvom jeg godt ved, at det ikke er sandt.

Jeg bliver ved med at være tør i munden. Drikker tusinde liter vand. Ryger tusinde cigaretter. Et konstant nulpunkt. Måske jeg skal sove lidt mere nu. Måske svarer P. snart. Måske er det ligegyldigt.
Jeg ved, at jeg ikke har lyst til at dø, og det er måske det eneste jeg skal forholde mig til, lige nu – at jeg gerne vil leve.

blødende

Jeg ved at hedonismen har en bagside, sådan er det altid. Man kan vælge, om man vil fortsætte livsstilen, forglemmelsen, eller prøve at genkende sig selv i spejlet. Jeg forsøger at åbne øjnene. Det gør ondt.

Jeg googler hans diagnose, gennemtrevler nettet for at forstå ham. Jeg genkender mig selv i trækkene, og spekulerer på, hvordan mit liv var faldet ud, hvis jeg også havde fået en diagnose. Måske havde der været gruppeterapi, medicin, sygemeldinger, ødelagte relationer og indlæggelser. Eller ro og smertelindring? I stedet har jeg trofast set min freudianske, lacanianske psykolog en gang om ugen i seks år, som har overbevist mig om, at der ikke er noget galt med mig; at angsten og depressionen ikke er farlig. At jeg ikke skulle på medicin eller indlægges eller droppe ud eller miste mig selv.

Tirsdag aften går jeg ned til Mosen, fordi jeg ikke kan udholde, den jeg er, de rastløse, hårde skridt larmer i asfalten.
Accepter dig selv, accepter dig selv, messer jeg.
Alting i mig skriger.
Solen går ned foran mig, der er så stille.
Du kommer til at leve et liv helt alene. 
Du kommer aldrig tæt på nogen.
Acceptér det.

***

I nat.

Der er blod på min hovedpude og lagen. Jeg har fået min menstration, og han har lige taget mig, hårdt. Han har intet imod blod.
“Vil du gerne have, at jeg er hårdere ved dig?”
Jeg smiler.
“Det tager jeg som et ja,” siger han og smækker mig hårdt i numsen, så hans fingerring efterlader aftryk i det marmorerede kød. Min nøgne krop er presset op af hans. Jeg nusser ham på ryggen, presser min venstre hånd dybt ned i hans hud, han sukker.

Jeg vil så gerne give ham ro, alt i mig længes efter, at kunne hjælpe ham. Han hvisker til mig, at han har mistet evnen til at se fremad. Han har mistet sig selv og sit grundlag. Tingene er værre nu end nogensinde. “Min hjerne er et farligt sted.” Jeg skjuler tårerne, og fortsætter tavst med at køre hånden op og ned af hans ryg, hans øjne er lukkede.

Min omsorgstrang er overvældende. Jeg kender ham ikke. Mine ben er blodplettede og jeg fryser. Det er kun anden gang vi mødes. Han virker til, at have lyst til at tage sit eget liv, og jeg kan ikke udholde tanken om, at han skulle gøre det. Han må ikke dø. Jeg ved, at jeg ikke skal binde mig, men han er magisk, det er allerede for sent.

Han sover gennemsnitligt 4 timer om natten, han er komplet udkørt, så jeg forsøger ihærdigt at nusse ham i søvn. Jeg kommer til at tænke på H., og hvordan jeg også ville frelse ham. Hvordan min kærlighed opstod ud af omsorgen og fortvivlelsen.
“Du kan bare sove her,” hvisker jeg forsigtigt ind i hans øre.
“Jeg kan ikke, w. Det er alt for intimt for mig.”

Vi tager tøj på, og ryger en sidste cigaret i vindueskarmen. Han holder om mine lægge, kører sine store hænder over mine hofter, og kigger kærligt på mig. Han snakker løs. Mest om at have det forfærdeligt. Jeg siger ikke noget.
“Er du ok?” Spørger han.
“Ja, jeg er bare træt,” svarer jeg.

I gangen presser han mig op af væggen, kysser mig igen og igen, så vådt og intenst. Jeg har ikke lyst til, at han skal gå. “Vi ses”, siger vi til hinanden. Jeg græder lidt, da døren lukkes. Da klokken nærmer sig 1 i nat, skriver jeg og spørger, om han er kommet godt hjem, om han er ok. Han har ikke svaret endnu. Jeg er overbevist om, at det er slut nu, at vi er kommet alt for tæt på hinanden, at det er for meget, et lys der brænder for hurtigt ud. Det gør ondt i hele min krop. Jeg sletter hans nummer.

Jeg håber, at han er ok.

***

I min hedonistiske eskapisme sidste uge kastede jeg med spredehagl, og fik arrangeret en anden date, som er i morgen. En lækker, velskrivende musiker. Både mit hjerte og underliv bløder, og samtidig føler jeg, at jeg skal tage på daten. Det er helt sindssygt. Men jeg har ikke lyst til at fortabe mig i ham den skrøbelige (lad os kalde ham P.). Man skal altid have en ekstra linet op, så afvisningen ikke er så hård, siger de kyniske datingeksperter (hvem sagde det? lol, ingen).

Jeg vasker mit sengetøj her til morgen, vasker blodet af, og græder ned i skyllemidlet. Mit job tillader mig at arbejde hjemmefra, så jeg vil gå ned på kirkegården og glo ind i en gravsten. Jeg håber, at P. svarer, at han er OK. I en fantasi forestiller jeg mig, at jeg har hjulpet ham med at sove i hele 10 timer; at han bare kom hjem på sin seng og kollapsede. At det slet ikke har noget at gøre med, at man ikke må binde sig til ham, komme tæt på… at det ikke betyder, at han bare har lyst til at dø… at han ikke kan se mig længere, fordi han har det for dårligt… at ting ikke slutter.

lyst

Jeg fantaserer om, at vi skal ligge i en park under den bagende sol, svedperler, duft af solcreme, nektarinsaft løbende ned af hagen, jeg fantaserer om, at jeg er tiltrukket af dig, jeg håber sådan, at jeg er tiltrukket af dig, jeg fantaserer om, at du kysser mig, dybt og vådt, og vi går hjem til dig, og at du tager mig, jeg håber sådan, at du tager mig.

***

Jeg er ikke nervøs for at møde dig. Du siger hej tre gange. Jeg siger hej tre gange. Din skjorte er stribet, du er højere end mig, og du kigger på mig, sådan, igennem min hud, jeg bliver befippet. Jeg indleder samtalen med en masse forfærdelige historier. Det gør jeg altid, når jeg bliver befippet. Selvmord i familien, voldelige jokes og min egen usympatiske opførsel.

Du siger, at du er forstyrret. Selvfølgelig tiltrækkes jeg af dig. Ødelagte mennesker leger bedst.

Endelig kysser du mig. En familie griller tæt på, børn der griner, måger der skratter. Jeg stopper ikke din hånd, der forsvinder ind under mine shorts. Jeg er fuldstændig ligeglad. Du stønner ind i min mund.

Jeg elsker, at lade som om, at jeg er forelsket, vi kigger så forelsket og begærligt på hinanden, og du holder mig tættere, end jeg kan huske at være blevet holdt om.

Vi ryger en cigaret. Du bor 500 meter væk. Mine shorts er våde.

Jeg tænker på, om hyper-sensitive, ødelagte mennesker er bedre til sex. Du er overalt.

Du skræmmer mig, er fuld af lag, ingen overflade, intet filter. Din medicin gør, at du sveder meget, din krop er dækket af vand, jeg glider rundt på dig, ind i dine væsker. Din medicin gør, at du ikke føler sult, og jeg glemmer at spise.

Du siger, at du elsker at give oralsex, du kan gøre det hele dagen, og du siger, at min numse er den mest perfekte du nogensinde har rørt ved. Din krop er for sindssyg, siger du hele tiden. Hver gang du rører ved mig, stønner du. Jeg er slet ikke vant til at blive behandlet sådan, så jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Tak, tror jeg.

Alting ved dig gør mig afslappet. På intet tidspunkt er jeg nervøs ved dig. Er det fordi, at jeg også er forstyrret? Lige så ødelagt et menneske?

Du siger, at du normalt ikke taler særlig meget, men at alt er anderledes idag. Jeg synes, at du snakker meget, snakker perfekt. Ligesom du er den perfekte elsker, med din store pik, liderlige støn og uendelige kærtegn. Jeg svimler ind i din verden, selvom jeg ved, at det er farligt. Du er farlig.

Du ser træt ud. Du sover aldrig. Jeg siger, at jeg nok skal gå hjem, så du kan få lidt ro. Du holder mig fast i gangen. Jeg er aldrig blevet kysset farvel på den måde før; aldrig har nogen virket til, at have svært ved at give slip på mig.

Det er søndag i dag, en dag, en almindelig dag, og jeg vidste på en måde, at alle fantasierne ville gå i opfyldelse, jeg vidste det, det sekund jeg mødte dig.

Nu er jeg nervøs for, at du ikke har lyst til at se mig igen. Mit faste, sørgelige udgangspunkt. Jeg kender dig ikke. Jeg håber, det er anderledes.

***

En anden historie er min overgivelse til solen, dagene før dig, jeg vidste ikke, at jeg var det her menneske, sådan et nærmest lykkeligt, ubekymret et, hvor jeg hver dag flyder med strømmen, ned til vandet, ned i hvidvinsfloderne, ned i sveddråberne der løber mellem brysterne, og dagene føles som sex, åndeløse, sukkende, ét langt støn ind i virkeligheden.

Der er dagen på La Banchina, der er solnedgangen i Mosen, der er det 50 mand store kor i Nørrebroparken der synger “København” da solen er forsvundet, i mørket, mellem venner er jeg på et tæppe, under solen, under stjernerne, eftermiddagsbranderter, svedfiltret hår, turkise farver, våde bukser, beskidte fødder, i byen, i naturen, jeg tænker ikke.

(Hvad sker der, når solen går væk?)

Usagt #2: Distorted

Distortion, årets begivenhed i min vennekreds, nærmer sig hastigt (imorgen!). Min telefon sprutter allerede med halve øl-aftaler med insisterende gnister af gå-amok-tilstande.
Men.
Jeg har faktisk ikke lyst.
Eller jo. Det er dét jeg har glædet mig til i så mange måneder. “Uj, så får jeg afleveret min eksamen lige ugen før, og så er der dømt distortion-ferie, men hyperdruk og lyse nætter”, har jeg sagt. Det er dét som skulle være det vildeste, det største.

Men jeg sidder bare her. Stadigvæk. Min hals har snørret sig sammen, jeg har konstant kvalme, så har jeg pludselig ikke kvalme, så hopper jeg gladeligt rundt om mig selv,- lover mig selv guld og grønne skove, til den næste tsunami af svaghed rammer mig i fjæset.

Jeg skal til lægen i morgen. Er så bange for, at der er et eller andet fuldstændig galt med mig. Enten psykisk eller fysisk. Jeg ved slet ikke hvad det er. Umiddelbart gætter jeg på stress? Men stress over hvad? Jeg er verdens mest afslappede menneske. Hypersensitiv, ja. Letmodtagelig, ja. Kunne jeg ikke kapere hjertesorg og eksamensperiode lige oven i hinanden?

Jeg er så træt af mig selv. Jeg er så træt-så-træt-så-træt. Jeg er træt af, at jeg sidder her dag ud og dag ind, venter på at min roomie kommer hjem så vi kan lave noget sammen. Jeg er så bange for at tage ud, for at snakke med mennesker: – ikke for kontakten, men for at jeg pludselig skal få det dårligt, og tage det nederlag og gå hjem.

Det gør mig så vred. Vred så jeg ikke styre tårerne der pibler frem fra mine øjne hver andet splitsekund. Det er sundt du tackler dine følelser, vil du nok sige. Men jeg ville fandme hellere være følelseskold som Ekskæresten og trøstespisende. Blive lige så stor og tyk som han er blevet, i stedet for at have tabt mig “skræmmende meget” (sagt af veninder der så mig for første gang i en måned i fredags)… Og det er værste er næsten, at jeg er forbandet smuk i den tynde krop. Jeg tror aldrig, jeg har været smukkere. Men jeg kan ikke bruge det til en scheiss, fordi ingen alligevel kommer til at se mig. Jeg vil være fyldig og lykkelig igen..

Det der faktisk gør mig allermest vred er, at jeg rent faktisk er PISSEglad. Jeg er PISSElykkelig. Når jeg tænker på alle de mennesker der er omkring mig (som jeg tit tager for givet). Dem jeg har gjort indtryk på og som gør indtryk på mig. På den person jeg selv er. Hvor mange ting jeg kan. På kommende forelskelser og nye venskaber, på mit studie, som jeg rent faktisk godt kan lide. På min lejlighed. Alt er egentlig godt.

Hvad er det så der hæmmer mig? Hvorfor har jeg ikke overskud til at se nogle mennesker? Hvorfor har jeg ikke lyst til at drikke mig fuld? Hvorfor misbruger jeg tiden på den her måde – tvinger mig selv ind i en døs af kedsomhed?

Jeg misbrugte mit skrøbelige ydre i fredags, da jeg imod min krops vilje tog til fest med gode venner fra studiet. Jeg drak vand hele aftenen, og var konstant bange for, at jeg ville blive nødt til at gå ud og knække mig. Men havde presset mig ned i en stram olivengrøn kjole og lagt en tung sort make-up om mine øjne – jeg kunne ikke bare give op. På dansegulvet prøvede jeg at sætte min krop fri. Svævede med armene over mit hoved og med lukkede øjne. Dansen gjorde mig godt. Disko og varme mennesker. Jeg var fri fra min krop, fri fra mig selv.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske nu. Kan jeg bare regne med, at et lægebesøg løser det hele? “Tak læge, nu kan jeg tage til Distortion, snave med fremmede og være sanseløst beruset, tak!”.

Hvem er jeg nu? Hvem var jeg før? Hvor skal jeg tage hen? Og hvordan kommer jeg ud af det her?
Jeg spiser igen, men får det dårligt ud af det blå.
Jeg danser igen, men begynder at græde det andet øjeblik.
Jeg lover folk, at vi kan ses, men aflyser så snart tiden nærmer sig.
Jeg hader, at jeg gør folk bekymrede. Jeg hader, at jeg gør mig selv bekymret. Jeg er jo ikke dødeligt syg. Jesus. Ville ønske, at jeg kunne ryste mig selv i skuldrene, og så ville jeg bare vågne op og være mig selv igen.
Ikke den her halve zombie.

OK OK, jeg prøver hele tiden at dæmpe mig selv og min egen påtagede ulykke. Jeg er også normal stadig. Det meste af tiden, faktisk. Jeg bliver bare hylet ud af den, når jeg er alene på den her halssnørrende, hjertebankende, kvalmende måde.

Tit tænker jeg på, hvor lang tid jeg ville overleve alene på en øde ø.
Er jeg en survivor eller bare den der lægger sig til at dø med det samme?
Forestiller mig, at jeg sagtens kan leve der; at jeg har det i mig; instinktet. Og måske er det bare det jeg skal huske på. Der er fucking ingen andre der finder en kokosnød til mig!!

***

I ‘Usagt’ dykkes der under overfladen. Send en mail til weemoedblog@gmail.com, hvis du har historier, følelser eller tanker du gerne vil dele her på bloggen.