smukke, unge menneske

– Skal jeg finde et andet sted at sove i nat, spørger han.
Jeg går rundt om mig selv i køkkenet, laver madpakke, rydder op. Jeg vil gerne have at tiden går hurtigt, så jeg kan komme afsted på arbejde og væk fra lejligheden. Jeg er kvalt.
– Mnahjae….yeess?.., får jeg fremstammet. I don’t know….
Der går lidt tid, jeg kigger på ham. Ordene der har flakket rundt i mig de sidste par dage, begynder at tage form, de får en konstruktion, de får en lyd. Jeg har ingen anelse om, hvor de skal hen eller hvad de skal sige, men nu kommer de.

Du skal ikke tage til Danmark for min skyld. 
Du har ødelagt det for os ved at putte den slags pres på mig.
Du skal ikke sove hos mig den sidste nat. 

Han flipper fuldstændig ud, tonser ind i stuen og begynder febrilsk at pakke sine ting. Jeg står forstenet på stuegulvet og kigger på ham. Han sætter sig i sofaen, og begynder at råbe ufattelig højt og slå ud med armene. Hans selvhad fylder pludselig hele rummet med en voldelig, abrupt aggression, der kommer et sted dybt indefra, hvilket overrumpler og skræmmer mig.

Jeg rejser mig op, og begynder at skælde ham ud. Min stemme er højere end jeg nogensinde har hørt den. Jeg er så edderspændt rasende på ham.
“DU KAN IKKE LADE ANDRE BESTEMME OVER, OM DU ER NOGET VÆRD. DU KAN IKKE LÆGGE DET OVER PÅ MINE SKULDRE, DET ER IKKE FAIR! DET ER IKKE MIN OPGAVE AT GIVE DIG EN RETNING I DIT LIV. DET ER IKKE ANDRES OPGAVE AT FÅ DIG TIL AT ELSKE DIG SELV!!”

Jeg stiller mig over til vinduet og ruller med rystende hænder en cigaret. Han falder ned, måske mine ord er sivet ind. Jeg bruger lang tid på at forklare ham, hvordan intet er så sort/hvidt som han gør det til; at han er ung og stadig skal finde ud af sit shit, før han indrager andre mennesker i det. For mig er kærlighed en kompleks størrelse, jeg er en langsom føler, jeg ved ikke hvad kærlighed er, og jeg kan ikke klare presset fra hans side, når han forlanger, at jeg allerede nu skal give ham et svar, om han skal komme til Danmark for min skyld. Vi er fremmede, jo. Ingen mennesker fungerer sådan.

– Du er en ud af 100.000, siger han, – jeg kan ikke udholde, at der skal gå over 10 år, før jeg møder en som dig igen. Jeg hader, at jeg kun er 23. Jeg ville ønske, jeg var 30, og allerede havde lært alle disse ting.
Han siger, at han stadig vil komme til Danmark, at han stadig vil give det en chance med mig. Jeg siger, at jeg ikke vil love ham noget, og at han ikke skal regne med mig. Han spørger, om han må sende mig romantiske breve. Jeg siger, at det må han gerne.
– Vil du svare dem?
– Det ved jeg ikke endnu.

I nat vil han finde et andet sted at sove, en dansk venindes sofa. Jeg er lettet. Vi kysser lidt i vindueskarmen. Jeg siger:
– You are lovable, you know. You are so much worth, and you are going to do amazing things in your life, I have no doubts about it. I hope you’ll be able to see it one day.
Han er stille.

Jeg har det som om, at jeg har råbt af mig selv; et rodløst, selvhadende 23-årigt genfærd, som jeg føler mig så langt væk fra. Jeg er gammel nu, jeg er igennem mine 20’ere, jeg overlevede. Australieren er kun lige begyndt på alt det her. Jeg håber sådan, at han kan finde ud af det.

Vi kæderyger. Cigarettens filter fugtes af snottet, der er sivet ned i min mund. Jeg aer ham på knæet med den anden hånd. Radioen spiller Kim Larsen med ‘Smukke, unge mennesker’. Han spørger, hvad det er for en sang, og hvad den handler om.
“It’s about beautiful, young people who doesn’t know yet what to do with their lives.” Han kan godt lide den. Jeg smiler, og tænker over, at jeg aldrig har været den store Kim L.-fan (jeg synes generelt at det er noget skideirriterende musik), men at jeg gerne vil huske denne sang, indkapsle vindueskarmen, råbene og tårerne – ligesom jeg vil gerne vil huske australieren; det smukke, unge menneske, der stadig ikke ved noget som helst.

***

Åh. Jeg hader alle mine skrevne ord lige nu. Normalt går jeg ikke så meget op i, hvad I tænker om mig, men lige nu føles det hele slået lidt ud af kurs. Jeg prøver at finde ud af, om jeg har påtvunget mig selv alt det her drama – om det er mig der har skabt det. Eller om jeg lever for disse oplevelser – intensiteten, dramatikken. Jeg lærer nye ting om mig selv hele tiden, jeg har lært så meget i denne uge. Senere vil Australier-besøget formentlig forvandles til en god historie, måske hvis jeg er heldig et fint venskab.
Jeg tror på det. Måske det her bare er begyndelsen på noget andet, hvem ved.

(Og thank god at det er overstået – håber jeg – for jeg er helt udmattet, haha ahhh. Og stadig: Fuck mig, haha. Ah. Livet!!!, og åååh, det smukke, unge menneske…).

mig store pik

Jeg lærer ham at snakke dirty dansk, så han kan sige “jeg vil kneppe dig med min store pik” og “sut min pik”, og i nat tænder han på en fantasi om at være en ung fyr, som aldrig har været i seng med en kvinde før, han tænder på mit blod, urinstinktet, det groteske, og jeg skal vise ham, hvordan man gør, og mens han lægger og pumper løs, udbryder han på utroligt gebrokkent dansk: “mig… store… pik”, og jeg bryder sammen i den mest forløsende latter, kan ikke stoppe med at grine, og jeg griner i dag, jeg griner i dag over “mig store pik”, jeg griner over hvor fuldstændig latterlig jeg er, i den her situation, hvor sindssygt det er, at jeg har en 23 årig australier til at bolle mig med “mig store pik”, og jeg tager på arbejde, fortæller computerdrengene om “mig store pik”, og vi griner, jeg er hysterisk, jeg flipper ud, jeg vælter rundt på Vesterbro, tuder, råber i telefonen til stakkels (rummelige) veninder, jeg danser på kontoret som ham, jeg er ham, jeg er “mig store pik”, og jeg kan ikke rumme det her vanvid, så jeg drikker to store fadøl i indre by, og jeg siger til ham, at jeg vil knalde ham idag, at jeg vil dominere ham, for jeg er den er den gamle erfarne kvinde, jeg er hende i kontrol, og han tager afsted om 48 timer, og jeg tænker at jeg tager the high road ved at være beruset og indtage “mig store pik”, at det godt kan gå, at intet går i stykker af det, og så må jeg kigge mig i spejlet på et andet tidspunkt, for jeg gider ikke græde, jeg gider ikke være andet en fuld og bollende, og min veninde siger “det her er så typisk dig”, det er virkelig så typisk mig, fuck man, haha, jeg er en intensitetsjunkie og det er hysterisk morsomt, livet, – livet er hysterisk morsomt jo!

død hud

You smell like pancakes.
You look like a character out of a James Bond movie.
You are so beautiful i can’t even …
I’ve never felt this way with a girl before.
I think it was meant to be.

***

Overalt i min lejlighed ligger der små flager af død hud. Da jeg bruger tandtråd på badeværelset, ryster han flagerne ned i vasken. Kraven på hans grønne sportsjakke er fyldt med denne hvide sne. Hans negle kradser hårdt i hovedbunden. Jeg kigger på ham, mens tandtråden trækker små stykker pizza ud af kindtænderne. I spejlet er vi lige høje, han ser lille ud på en måde. Jeg smiler, mens jeg undertrykker kvalmen.

Før vi sover, smører han sin kæmpe penis ind i en creme, han har fået på recept. Pikken er ved at sprække, den er et åbent sår, siger han. Vi har ødelagt hans pik, og jeg er også selv begyndt at bløde, tre dage før jeg skulle. Et uundgåeligt resultat af Kæmpepikkens uendelige stød op i mit underliv.

Han læser nogle digte op for mig, som han skrev som 20 årig. Jeg kan næsten ikke holde mine øjne åbne. Digtene er klichefyldte rim og remser. Et er om en bogreol hos hans bedstemor, et andet er om familiehunden. Et tredje er om at blive friendzoned. Han stopper ikke med at læse op, selvom mine øjne er lukkede. Jeg siger, at jeg godt kan lide hans beskrivelser af havet.

****

Jeg lægger mig på sengen for at samle tankerne, mens han laver morgenmad klokken 16. Jeg er så sulten, så udmattet. Alting går så langsomt. Vi larmer om natten, høj musik, høje støn, uendelige støn, og går i seng lige før morgenen.

Det er først, da jeg begynder at græde, at jeg opdager flagerne. De sidder i tykke plamager i hans hår. Han forlanger, at jeg skal melde klart ud, om han skal komme til Danmark og bo. Til mine venner vi møder, siger han, at han kommer til Danmark om et år. Til København. For mig. Jeg siger til ham, at jeg ikke ved, hvad jeg føler endnu. At hans skal give mig plads.

Han siger, at så kan det være ligemeget det hele. Han river en tegning ud af sin notesblok. Han har arbejdet på den siden den aften han mødte mig. På tegningen er vi sammen i en raket ude i rummet. Planeterne er formet som hjerter, og i raketten holder jeg om ham og kigger forelsket på ham.

Romance is dead, siger han, og kigger hårdt på mig. Det er åbenbart alt eller intet. Vi har været sammen uafbrudt i fire dage; vi har ædt hinanden op. Jeg vidste på en måde, at det ville ske. Han fortæller med en enorm vrede og bitterhed om tidligere fejlslagen kærlighed. Han hader, at han er for romantisk, og han hader, at han endnu er så ung, at han ikke ved bedre. Han siger, at han er bange for, at jeg finder sammen med andre.

På et tidspunkt græder han så meget, at han ikke kan trække vejret. Jeg er ikke sikker på, hvorfor jeg selv græder. Det er en snigende tvivl, der blander sig med sædklatterne og tårerne på sofaen. Jeg har lyst til at stoppe det hele, selvom jeg har haft disse sporadiske momenter af uovertruffen lykke; en voldsom ro der affødes af en begyndende forelskelse.

På dansegulvet den anden aften kigger alle på ham, fordi han er en Gud når han bevæger sig. Jeg kan heller ikke tage øjnene fra ham, jeg har lyst til at spise ham. Jeg er så stolt af at være med ham, jeg viser ham frem som et sjældent cirkusdyr.

Men i samtalerne er der ingen bevægelse, kun den her kollektive smerte og tidligere kærlighedstraumatisering. Sår der stadig står åbne; sår der ikke kan fikses med lægeordineret creme. Han beskriver de mange gange han har haft lyst til at tage sit eget liv. Hvis du ikke vil det her, siger han, så bliver jeg ‘absolutely crushed.’ Jeg siger, at han stresser mig med disse planer og forventninger,- at han skal give mig rum. Så du synes ikke, at det er meant to be, spørger han. Jeg siger, at jeg ikke kaster rundt med sådan nogle ord.

****

Da jeg vågner i morges, føler jeg, at jeg ligger i sengen med en fremmed. Lagenet med de døde hudflager klistrer til min blødende krop. Jeg spørger, hvordan hans pik har det efter cremen. Han siger, at den har det godt. Men jeg har ikke lyst til at røre ved den. Mens jeg er i bad laver han en smoothie til mig. Jeg får fremstammet, at jeg har brug for at være alene i dag. Han forstår det godt.

Jeg gisper efter vejret nede i Mosen. Her er heller ingen ro, fordi Nordvestbeboerne har indtaget hver en centimeter. Bladene knaser under mine fødder, jeg er i tusinde farver udenpå, men sort indeni. Jeg har lyst til at lukke øjnene, lægge mig til at sove på den bænk jeg sidder på, og først vågne igen om tre dage.

***

Første nat han sover her, ligger jeg vågen. Jeg tænker på Briten.
Jeg tænker på Britens øjne.

Jeg ved ikke, hvad vil det vil sige, at elske nogen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg var forelsket, eller om jeg nogensinde har været forelsket. Jeg føler mig død indeni. Jeg kan ikke lure, om det er mig, der er komplet afstumpet, eller om det er ham, der er alt for skør og intens. I går morges lærer jeg ham, hvordan han kan kvæle mig lidt, mens vi knalder. På sin vis føles det stadig som om, at han har sine hænder rundt om min hals.

I den eksplosive sex udveksles der energi, små bidder af sjælen, jeg kan være besat af hans unge, spændstige krop og hans uudslukkelige energi; han knepper mig i timevis, til jeg er slået helt ud af kurs. Men nu bløder min krop, og jeg kan ikke tage imod ham. Jeg lukker langsomt i, den lille åbning der var. Jeg gruer for alle de samtaler vi fortsat skal have. Jeg har lyst til at gemme mig nede i mosen til det hele er overstået.

Vi ses på den anden side.
Wish me luck.
Fuck.

skøre skøresen

Jeg vågner op i morges til 25 ulæste meddelelser på Messenger fra Australieren, som han har sendt i løbet af natten. De fleste af beskederne er obskure musikvideoer fra 80’erne, som han synes, jeg skal se. Han er besat af 80’erne, og nu hvor jeg tænker over det, ligner han også en derfra; en ung mand fortabt i tiden med farvestrålende tracksuits og det brede Freddie Mercury-moustache.

Dagene op til denne morgen har også kørt i en vanvittig energi.  Generelt er hans beskeder i tusinde retninger, jeg forsøger at samle trådene, men jeg kan næsten ikke følge med. I går aftes får jeg en klump i maven over det, den dér ætsende tvivls-klump, hvor jeg bliver ramt af virkeligheden, sådan: WHAT HAVE I DONE?!? AHHHHHH.

Indtil nu har jeg bare lullet mig i søvn med fantasierne; det lækre uhåndgribelige nærvær af et imaginært kærlighedsspøgelse. Jeg dagdrømmer om passioneret elskov (lol), om magiske “Before Sunrise” samtaler rundt i byen, om følelsen af en uudslukkelig kærlighed; noget der vil ændre mit liv for evigt. Jeg er en kæmpe romantiker, men jeg er usikker på, om jeg faktisk kan være det i ren praksis – altså, ude i virkeligheden.

Lørdag aften spørger jeg den fælles veninde, om han er helt skør. “Jojo, han er helt skør,” nikker hun bekræftende, “men du skal ikke være bekymret, I kommer til at få det så dejligt.” Jeg har svært ved at falde i søvn efterfølgende, er helt forelsket i Drømmen om Kærlighed, mit hjerte bruser vidunderligt, jeg kan nærmest mærke ham på min krop…. lol.

Men.

Måske jeg kun træffer beslutninger ud fra, at jeg er smigret (han vil have mig jo, wow, tillykke) – og ud fra om det lyder som et intenst eventyr, hvor ting er sat på spidsen. Hvem er dette fremmede menneske overhovedet? Hvorfor lukker jeg ham egentlig ind i mit hjem?

Min veninde har en teori om, at der er 10 % af “de skøre” som er højfunktionelle i deres skørhed, og det er dem det handler om at finde. Hidtil har jeg kun datet dem der lå i de 90 % (“de helt skøre”), eller dem som slet ikke havde en snert af skørhed (kedeligt).

Jeg har en forhåbning om, at Australieren er en del af de 10 %, men fuck man, det kan lige så godt gå ad helveds til, når man dater på det spektrum dér. OG-og-og, hvad hvis det viser sig, at det faktisk er mig der er for skør?

Nå.

Tvivl. Det var vist det jeg kom fra.  Tvivlens Mandag, kalder jeg denne dag, fuck Tvivlens Mandag, lortedag.

Jeg har forsøgt at tegne her i weekenden (jeg har et lille overspringshandlingsprojekt hvor jeg laver en voldelig historie med egern, shit haha) og i går aftes indser jeg, at jeg ikke kan finde ud af en skid, og at jeg ikke har nogen vigtige historier at fortælle,

og hvad er det overhovedet jeg foregiver at være, hvorfor tror jeg, at jeg er kunstner, jeg kan ingenting, og om lidt går det hele i smadder, og jeg kan ikke andet end ikke-kunst,

og jeg kan ikke have et normalt arbejde fordi livet er så voldsomt og drømmende hele tiden, hvad er det jeg forestiller mig at det her liv handler om, hvad er det for en fremtid jeg går i møde, vil mit hoved bare altid være oppe i skyerne,

vil jeg altid bare have disse skøre historier i min hjerne, disse opslidende fantasier og ideer om mit liv, men være ude af stand til at formidle dem, og det hele kommer til at gå af helveds til, det kan ikke andet.

****

(Jeg har de sidste to uger været fordybet i endnu en stor ansøgning til endnu en kunstfond, jeg smelter altid sammen i tvivl når deadline nærmer sig, forhåbentlig går følelsen over om et par dage, for tvivlen kan jeg ikke bruge til noget, jeg kan kun gøre noget, jeg kan kun blive ved med at handle, mens jeg ryger tusindevis af cigaretter og er sikker på jeg har hudkræft- at røgen siver ind i huden og ødelægger mig langsomt, og jeg putter tre liter kaffe ned i et begyndende mavesår,

og måske er jeg bare bange for, at Australieren skal se mig – at han skal opleve et Virkeligt Mig, ikke en fantasi, og at jeg samtidig skal finde ud af, at han er et virkeligt menneske, og det vil nok være godt, for kærlighed kan godt opstå, kærlighed kan godt eksistere, kan det ikke, og i så fald, hvis det hele brænder sammen får jeg bare det her gyldne life xp.

****

Jeg har haft et sært Beatles flip her i weekenden, danser til den her mellem de franske døre, (så ingen kan se, at jeg er skøre skøresen og tvivle tvivlesen, at jeg er i fuld kontrol og samtidig ude af kontrol.)
Livet, hva?

if i let you go

Mit liv siden weekenden har været een lang Westlife-sang. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det lyder meget fedt, ikke? Sådan helt søbet ind i fløde. Jeg hører i hvert fald (for) meget Westlife, og jeg starter forfra med at skrive hele tiden, fordi mine ord fortabes i fløden.

Et sted mellem 5. og 6. kop kaffe, og et sted mellem Vesterbro og kirkegården, og et sted mellem rulleskøjterne på den nyanlagte asfalt og mine hofter, er der begyndt at boble noget underligt kærlighedsslim. Det klistrer på mine fingre og siver ned i det glødende tastatur.
Alle mine ord rettes mod Australieren, ordene er blevet hans.

Den imaginære kærlighedslokomotiv sætter langsomt gang i pumperne, det damper C02 forurenende fra zink-skorstenene, det hviner i de nedslidte skinner, en høj, metallisk skæren, jeg får tinitus, min nattesøvn fragmenteres allerede, og det er helt og aldeles rædselsfuldt og fantastisk.

Han er kun to differencierede versioner, jeg mangler den samlede oplevelse, en helhedsfornemmelse, så jeg lapper hullerne med min fantasi.

I den første version som jeg kender til, er vi fulde og kysser på dansegulvet, jeg husker hans ivrige tunge i min mund, og hans pik i de tynde shorts presset mod mit lår. Jeg husker, at jeg synes, at han er den bedste og vildeste danser, jeg nogensinde har mødt. Hans skjorte er i tusinde farver og mønstre, og på overlæben vipper et velholdt 80’er overskæg. Vi er lige høje, men han er støbt i marmor, hugget som en græsk statue, en ung, spændstig svømmerkrop.

Jeg husker vores første samtale, som jeg egentlig mest tænker, at jeg skal ud af, fordi alle mine jokes falder til jorden (det gør de generelt tit).

“*han fortæller noget om hans poncho*”
“Your party poncho?”
“What?”
“A party poncho…”
“What?”
“I mean… your poncho is a party poncho?”
“What?”
“It’s a party… and you have a poncho.”
“What?”

Det sidste jeg husker fra denne version af ham, og som jeg sent glemmer, er da veninden tvinger os til øjenkontakten, og alting krøller sig sammen inden i mig, fordi hans brune øjne pludselig trænger ind bag branderten, helt under huden. Jeg tror faktisk, at det er disse 2 minutter (og ikke hans party poncho), der styrer hele slagets gang nu.

I den anden version af ham, den seneste opdaterede, faktisk den konstant opdaterede, en version 2.0, 3.0, 4.0, 1000.0, bedøver han alle mine timer med samtaler der kører i 10 forskellige tråde, driver ind og ud af fortid, nutid og fremtid. Bedøvelsen er euforiserende, jeg havde glemt, at jeg har et hjerte der rent faktisk kan føle sådan noget her, fuzzy feelings, ahh.

I mandags tænker jeg, at jeg bliver nødt til at stoppe disse uendelige samtaler, for de er begyndt at gøre mig trist. Om lidt forsvinder han til et andet kontinent, det er et dødsdømt projekt. Jeg trækker mig ubemærket ud af samtalen, går i biografen med en veninde, drikker vin, griner af sindssyge digte, ignorerer hans beskeder.

Men er det bare så let? Kan man godt bare lade fornuften råde og sige: Too bad, det var bare dårlig timing, eller kan man faktisk godt aktivt gøre noget for kærligheden – sætte tingene på spidsen? Fordi ens hjerte brøler, at man skal gøre det?

Så jaaa….
Åbenbart. Det kan man godt. Det kan jeg åbenbart godt.
Han spørger, om han skal komme til København.
Tirsdag booker jeg flybilletter for ham, så han kan komme og bo hos mig i næste uge.
Jeg flipper totalt ud, og jeg flipper overhovedet ikke ud.

Er det her min egen version af ‘Gift ved første blik’? Intens dating, en date der skal vare seks dage, 24 timer i døgnet, morgenånde, aktivitetskrav, konstant forhandling. Han flytter ind, han er min (for evigt, muhaha).
Hvilken version af ham møder jeg?
Skal vi snakke forbi hinanden om party ponchos hele tiden?
Eller bliver det mit livs lykkeligste dage?
Og i så fald, bliver mit hjerte knust, når han forsvinder igen? Skal jeg indstille mig på, at flytte til Australien?
Eller skal jeg indstille mig de seks mest akavede dage i mit liv?

Om natten kan jeg ikke sove, fordi jeg tænker på de her fragmenterede versioner af ham. Forelskelsen er det ukendte, alt det man ikke ved, og jeg føler mig helt forelsket i en idé. Jeg fantaserer om en storslået kærlighedsaffære, om endeløst begær, en fucking sjæleven. Jeg gemmer billeder af ham på min telefon, og zoomer ind på hans smukke ansigt, forestiller mig, hvordan det vil være at blive opslugt af dette fremmede menneske. Det er så romantisk det hele, at jeg er lige ved at eksplodere.

****

I går aftes, efter mørket er faldet på, løber jeg på rulleskøjter gennem Nordvest og de omkringliggende forstæder (med lidt Westlife i ørene, haha, jeg er 10 år gammel, fuck).
Jeg har ikke stået på rulleskøjter i mange år, så jeg forstår ikke helt, hvad det er, jeg har gang i.
I halvanden time svæver jeg ubekymret ud af cykelstierne i modsatgående retning og hopper elegant (not) op på fortovet hver gang der kommer en cyklist. Jeg er en flagermus, der konstant øger tempoet. Byen bag Nordvest er én høj bakke, jeg okser for at komme op på toppen af Bellahøj, mærker mine slappe muskler værke, ignorerer det. Suser i uansvarligt højt tempo ned mod Mosen og Kirkegården, jeg har lyst til at råbe højt imens. Sådan… virkelig højt, du ved.
Jeg tænker på, om jeg hele tiden prøver at nærme mig en version af mig selv, – en jeg var engang. Et barn der drømmer, der skater, der tegner, der griner, der fortæller historier, der naivt forelsker sig, uden at bringe den kyniske bagage med sig.

Jeg gemmer Angsten væk, for jeg vil gerne være sådan her.
Jeg tror, at jeg er et menneske i bevægelse nu. En der lytter til sit hjerte.
Ligesom Westlife gør jo.
(lol)
(skal nok stoppe med Westlife, det er forrykt)

****

Ah…. vi tager lige en til:

… og en til ahhhh:

(Og så lover jeg, aldrig at nævne Westlife igen. Shit. Godt jeg er anonym, puha.)

flødeosten

Jeg går hen og henter flødeosten, siger jeg skingert inde i supermarkedet og iler hen til mejeriafdelingen, farverne fra alle hyldernes produkter skærer mig i øjnene, og halvvejs gennem de mange glasmontre, jeg passerer yogurt, jeg passerer mælk, jeg passerer juice, der møder jeg en gammel studieveninde, hun har sin baby i en klapvogn, jeg har ikke set babyen før, nå er det din baby, hej baby, den lille lyshårede skabning kigger op på mig med store blå øjne og smiler, og jeg spørger høfligt hvordan det går, hvordan går det, mens min krop er ved at erodere, mens mine ben mister knoglerne, mens mine øjne flakker, mens mine hænder bevæger sig febrilsk, mens min hjerne suser: Du skal ud af den her samtale, du skal ud af den her samtale.

Jeg skal desværre løbe nu, siger jeg halvvejs i en sætning, og jeg tror faktisk jeg løber, jeg løber direkte hen til montren med ost, dér – flødeost, jeg vakler usikkert tilbage til veninden med indkøbskurven, hun har ikke fyldt noget i den endnu, hvorfor har hun ikke fyldt noget i den endnu, og med en kraftanstrengelse får jeg lagt flødeosten ned i kurven, mine hænder vibrerer med sådan en kraft, at jeg skal bruge al energi på at holde mine lemmer i ret kurs, og hun siger, hov jeg har da flødeost derhjemme, og jeg samler famlende flødeosten op fra kurven igen, og kigger desperat hen mod mejeriafdelingen som ligger tusinde lysår væk, og jeg kan ikke gå derhen igen, jeg kan ikke holde fast i flødeosten, så jeg siger til hende, at jeg bliver nødt til at gå ud, jeg har det ikke så godt, jeg bliver nødt til at gå ud, jeg mødte lige nogen, jeg har det ikke så godt, jeg sætter mig ude for, lige ude for, jeg sætter mig ude for, lige ude for.

Så jeg sætter mig lige ude for, jeg sætter mig på en af de der ledningskasser på hjørnet, jeg sætter mig med ben af gelé, de kan næsten ikke holde mig oppe, og jeg ryger en cigaret, jeg sætter mig bare her og ryger en cigaret, og jeg hiver telefonen frem med de rystende hænder, jeg skriver til min aftendate, at jeg ikke kan ses, for jeg har for meget angst, jeg har for meget angst til at ses, jeg kan ikke ses, når jeg har for meget angst, jeg er ked af, at jeg ikke har sagt det noget før, men jeg ser ikke mig selv som et menneske med angst, men nu har jeg angst, og jeg kan ikke sidde på en restaurant, jeg kan kun sidde lige her, for jeg har for meget angst, og jeg kan ikke ses.

Jeg sætter mig bagefter i et køkken, jeg sidder i et køkken, jeg sidder stille, men min krop er ude og flyve, min krop er på de syv have, på titanic, i a perfect storm, i moby dick, den er den gamle mand på havet, den har det dramatisk, men jeg orker ikke at snakke om det, så jeg kæmper sværdkampen bag mit dampende smil, og jeg spekulerer på, om jeg bare kan gå, men de andre laver mad, foran mig, med mig, jeg laver mad på en måde, selvom jeg er på de syv have imens, de kan ikke se det, ingen kan se angst, og vi laver maden, jeg spiser maden, jeg ligger ned, jeg tør ikke rejse mig, jeg tør ikke sige noget, jeg tør ikke gøre andet end at spise maden og grine på de rigtige tidspunkter, og på et tidspunkt må den her følelse da gå væk, den her følelse må da gå væk, det tager næsten 3 timer, 3 timer på de syv have uden sikkerhedsvest, flødeosten klistrer fast i min gane, klistrer fast i mit spiserør, mine lunger, mit hjerte, indtil den er fordøjet, flødeost fordøjes altid, ligesom angsten altid forsvinder,

jeg kender min angst.
(men jeg troede den var væk)

****

Et sted tæt på, forinden flødeost-fadæsen, bemærker jeg, at fortovet er ved at forsvinde under mine fødder, det kommer pludseligt og sker måske på grund af søvnmangel, måske på grund af den stærke kaffe jeg har drukket, måske på grund af mit ambivalente forhold til veninden, måske på grund af den forestående date om aftenen som jeg ikke har lyst til, måske på grund af den stressklump der har siddet fast i mine lunger ugen igennem, måske på grund af min lange, romantiske, konstante kommunikation med Australier-snacken, måske på grund af Angsten jeg har valgt af ignorere.

For jeg siger, at det er mit blodsukkers skyld. At jeg ikke spiste nok.
Som når jeg fredag eftermiddag kæmper mig hen i Frederiksberg Have fra Vesterbro, og jeg sidder som en panisk stenstøtte på en bænk, fordi det er det eneste sted der er ro, trafikken på vejene i myldretiden er så overvældende, at jeg ikke kan trække vejret eller høre mine tanker, og jeg bryder febrilsk min hjerne med, hvordan jeg skal komme hjem, kan jeg overhovedet cykle, skal jeg blive siddende her indtil myldretrafikken er overstået, er jeg virkelig det eneste menneske, der finder byen klaustrofobisk, jeg kan ikke slippe ud.
Men det er nok bare fordi, jeg ikke har spist nok mad, at jeg har det sådan. Det er en klassisk reaktion på lavt blodsukker, er det ikke? Hæsblæsende, knugende Angst og klaustrofobi.

Jeg er ikke bekymret.
Jeg er meget bekymret.
Det veksler.
Mest af alt er jeg rasende på min hjerne.
Jeg vil ikke være dette menneske med Angst. Jeg nægter at være det. Så jeg beslutter mig her og nu, at Angsten er isoleret i torsdagen og i fredagen og i lørdagen, og nu er det søndag, nu er det overstået.

Jeg kan blive så ked af det over at tænke på, at jeg skal være Angst-mennesket, den neurotiske, fintfølende kunstnertype. At jeg skal se mig selv som følgende: En karismatisk, kreativ, klog, køn kvinde, der kan charme et helt lokale, der kan være nærværende, brillere kunstnerisk og intellektuelt, og grine så højt at vinduerne ryster, danse så gulvet syder – men at hun kun kan være sådan her 10% af tiden. Resten af tiden er hun skrøbelig som silkepapir; hun er den excentriske, flyvske kunstner, der svæver ind og ud af folks liv, en man ikke skal regne med, en med så voldsomme humørsvingninger, at folk bliver trætte af at prøve at forstå det.

Måske når hun med nød og næppe at lave ét stort værk, et mesterværk (der formentlig først bliver hyldet, når hun en dag dør af tuberkolose), og folk siger om hende: “Hun er fantastisk, når hun ikke har Angst, desværre bliver hun nødt til at blive i sin seng det meste af tiden, fordi omgivelserne er for voldsomme for hende”.
En utilpas Maude, en udmattet H.C. Andersen.
Jeg hører Mozarts ‘Lacrimosa‘ i går aftes på vej ned af Nørrebrogade, forbi stationen, helvedes forgård, fulde, skrigende folk overalt på gaderne, så dramatisk i selskab med Mozart, og jeg tænker på, om jeg selv skaber denne rolle. Om det er mig i blodet, eller om det er et valg jeg selv kan træffe; eller om det hele bare betyder at jeg vedkender mig selv, og går all-in.

Tankerne kan syre ind i mit kærlighedsliv; jeg kan have en forvrænget idé om, at jeg arbejder henimod at blive En Færdig Pakke Uden Angst. Så jeg går og venter og arbejder med mig selv, til at jeg er 100 % “rask”, men så går det op for mig, at jeg aldrig slipper af med det; at det er en del af min personlighed (og nogle ville sige “neurotiske charme”), at være ængstelig, usikker og hypersensitiv. Jeg tør ikke lukke nogen ind i rædselskabinet, jeg er så flov over, at jeg er så følsom, for nogle gange har jeg det som om, at jeg er det eneste menneske i universet der har det sådan her (jeg ved godt, at det ikke er sådan). Så jeg blokerer døren til mit hjertes forkammer med drivtømmer, som jeg boltrer fast med sejlgarn; jeg aflyser de gode mænd, og romantiserer den imaginære Australier, som jeg skriver med alle døgnets timer (han kan da ikke være virkelig, kan han, kan han).

***

Jeg kan vågne op denne søndag morgen efter ti timers udmattet dødssøvn, og det føles som om, at min krop har fået tæv, indefra, at alting har banket mod huden. Jeg har lyst til, at der er en der kan ligge ovenpå mig med sin varme og tyngde, så min krop ikke skal holde sådan fast på sig selv længere.
I nattens drømme bliver jeg ved med at pjække fra arbejde ved at tage på roadtrips i en autocamper, alle spørger “Skal du ikke på arbejde” og jeg siger bare “Jeg arbejder bare i aften”, og uden nogen ser det, kaster jeg min rygsæk med laptop og notesbog i havet, og jeg føler mig lettet, når jeg gør det.

I dag kan der ske to ting: Forfatteren kan komme og bolle mig fra sans og samling, eller jeg kan prøve at forholde mig til min angst og min arbejdsstress.
Men skal jeg fortælle dig noget, jeg er så pissetræt af at forholde mig til min Angst, at jeg måske helst bare vil knaldes i smadder. Tyngden fra en anden krop, tyngden fra en pik. Problemet er bare, at Forfatteren også er skrøbelig og stressramt, så det kommer ikke til at ske, – to ængstelige mennesker der bare gerne vil have sex, fordi man drømmer om at komme ned i kroppen igen. Jeg siger til ham, at jeg ikke har brug for en storstilet sex-seance. Jeg vil bare have tyngden af et andet menneske (som om det ville hjælpe på noget som helst).

Nå. Hvad ville jeg med denne tekst. Jeg ved det ikke. Det skvulper rundt, sådan noget her. Angsten er mine følelser, mine følelser er Angsten. Men det går. Det skal gå. Jeg har været der før. Jeg er bange, jeg er ikke bange. Jeg ved, at det går over. Men sikke en sorg, at være dette menneske nogen gange.
Både en drivkraft, men også et fængsel.

(Har lige Rufus-flip de her dage: “And start giving me something / A love that is longer than a day / Start making my heart sing something that it doesn’t want to say”) 

en skindød persons konsekvensberegninger

Nogle gange føles det som om, at jeg har ødelagt mine lunger. Jeg kan have svært ved at trække vejret, og jeg kan føle, at der er lukket for ilttilførelsen. Det gør mig lidt svimmel, andre gange næsten feberagtig, og jeg kan blive bange for, at jeg pludselig falder om.
Åh, alle de forbandede smøger, tænker jeg, og hader mig selv over den bevidste selvdestruktion.

Men det er ikke hele tiden, at mine lunger driller mig. Det er nærmest kun, når jeg er på kontoret. Det opdager jeg disse dage. Min overkrop er krøllet sammen på kontorstolen, og brystmusklerne er helt hårde og ømme, og flere gange i løbet af en dag, kan jeg tage mig selv i at have låst mine kæber og ikke trække vejret længere ned end til kravebenene. Jeg husker på, at jeg bare kan gå. Når jeg forlader arbejdet, har mine lunger det fint igen. Så går jeg lange ture. Gennem Assistensen hver dag, og sidder på bænke og glor åndsfraværende ud i luften, genfinder et åndedræt.

Det har været sådan de sidste par uger.
I går eftermiddags da jeg ankom til min psykolog, kunne jeg næsten ikke mærke mine arme. Det var som om, at de var fjernet fra mig, og det eneste der var tilbage var en sær sitren. I stedet kunne jeg kigge på dem, se dem ryste og agere, uden at føle mig forbundet til dem. Der gik en halv time, før de sad på min krop igen, og jeg græd som fucking Niagara Falls, mens jeg råbte højt op om de sidste fjorten dage med en grådkvalt, skinger stemme.

“For mange er en tur til Jylland måske ikke en stor ting. Men jeg kender dig, w., og jeg ved, at det ikke er nemt for dig. Det er en stor ting. Selvfølgelig er det svært for dig at tage derhen, og selvfølgelig endnu sværere for dig at tage hjem igen. Vi to ved godt hvorfor.”
Da hun sagde det, hulkede jeg overraskende meget, sådan, wow slap af, hvor kommer det her fra, betød det virkelig så meget?
“H.C. Andersen hadede også at rejse, vidste du det?”
Så kunne jeg hvile min rejseangst på Danmarks største forfatter – vide, at jeg bare er lige som ham. En stor, neurotisk poet… Haha. Ej, totalt mig, jo! 

Jeg forsøger stadig at acceptere mit dramatiske følelsesliv; at ting rent faktisk kan være svære for mig, at ting rent faktisk tager tid for mig at lære igen. Ligesom at det bare nogle gange er svært for mig at trække vejret ordentligt, fordi jeg har travlt med at være alle mulige andre steder end i min krop.

Psykologen var åbenbart besat af H.C. Andersen, og fortalte også, at han havde en seddel på sit skrivebord hvor der stod: Jeg er bare skindød, da han åbenbart var rædselsslagen for at blive begravet levende (hvilket var en fair nok frygt dengang, idet det skete ofte). Jeg er måske også mere skindød end ægte død, så hvorfor lægger jeg konstant mig selv i graven på denne måde?

Jeg forlader for tredje dag i træk kontoret tidligt på eftermiddagen. I dag er turen mere besværet, til trods for at jeg har været et usædvanligt powerhouse til møderne. Hvis jeg skulle beskrive med ord, hvordan talestrømmen fra min mund lød, ville det nok se sådan her ud: BA BA BABABABABABA HAHA BARBABRABRBBARBRBRBRBR. Hardcore shit. Nå, men igen hen i Assistensen for at ilte sammen med de gamle træer og døde (og skindøde) mennesker over og under jorden, og jeg prøver virkelig at ilte igennem på bænken, men jeg er helt knudret sammen.

Det går desuden op for mig, at jeg ikke har spist særlig meget de sidste par dage. Hvorfor glemmer jeg altid, at det er vigtigt for mig at spise. Mit hoved er fyldt op af så meget andet, at sulten bliver en ulejlighed, sådan, fuck man, det orker jeg vitterligt ikke at tage stilling til. Blodsukker er en bitch i forhold til angst. Selv efter alle disse år med allestedsnærværende ængstelighed og psykosomatisk svimleri, så forstår jeg åbenbart  stadig ikke, hvor vigtig mad er. Det er så dumt.

Nå. Men noget af det der fylder i mit hoved på denne åndssvage hjemtur med dertilhørende kirkegårds-iltning (som om jeg var en gammel flaske rødvin, der aldrig vil smage godt, ligegyldig hvor meget den ilter), er en diskussion med mig selv om denne konsekvensberegning, jeg som ekstremt sensitivt menneske åbenbart skal forholde mig til.

Sidste uge var den mest eksplosive, udfordrende sociale uge, jeg har haft MEGET længe, og nu er der åbenbart afregning ved kasse 1, hvor min stakkels krop og hjerne forsøger at bearbejde Det Oplevede. Jeg ser det næsten som en hardcore sekretærtype i 40’erne, der med en smøg i kæften sidder og taster maskinelt på en lommeregner, mens kvitteringen med de indskrevne tal vokser sig meterlang. Tak hjerne. Fede tider.

Og kvitteringen vil ingen ende tage. Især ikke når der øjensynligt bliver ved med at opstå liv og udfordringer og … dagen igår.

(Ville gerne hyre ekstra medarbejdere til udlicitering af konsekvensberegningen, nogen der melder sig?)

****

Men. Igår. Ja.

I går var ikke en særlig heldig dag.

Mandag aften lå jeg og så de sidste fire afsnit af “30” (der handler om at være 30 og ikke have styr på en skid, mens alle omkring en gifter sig, gør karriere og får børn, se den!). Halvvejs inde i et afsnit hvor de er igang med at planlægge en polterabend, ringer min tætte, kære ven og fortæller mig, at han har friet til sin kæreste. Først bliver jeg rørt, fordi det er meget smukt og fordi jeg elsker dem begge to højt. Men snart bliver de rørte tårer i mine øjne utroligt saltede, og jeg får en følelse, jeg aldrig har oplevet før.
Bitterhed? Stress?  Jalousi? Hvad fanden er det?
Følelsen af at være blevet efterladt.
Uretfærdighed.
En dyb ængstelighed over at skulle være alene for evigt.

Efter opkaldet kunne jeg ikke falde i søvn i min meget kolde, tomme lejlighed. I lang tid lå jeg lysvågen og bare stirrede på lyskeglerne fra trafikken nede på gaden der blev kastet ind på væggene i mit soveværelse, mens jeg bare følte mig umanerligt fortabt. Da jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg, at jeg var med en pornofilm, hvor jeg blev feticheret for min aparte krop, og generelt bare blev seksuelt forulempet; mareridt om at blive jagtet, og være udsat for stum vold.

Da jeg endelig vågnede fra denne fortabte rædselsnat, var min telefon fyldt med beskeder fra EN ANDEN TÆT VEN, der OGSÅ havde friet til sin kæreste. Nej, fy føj for helvede, det er altså for meget.
Jeg blev ikke glad eller rørt til min store forfærdelse. I stedet for blev jeg fuldstændig hysterisk. Efter at have tudet i badet, smadrede jeg døren så hårdt ind i væggen, at en lille flig af væggen røg af. Da mit æg ikke blev ordentligt kogt (fordi jeg glemte at sætte tid på), råbte jeg: “OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE UD AF AT KOGE ET ÆG,” og på kontoret strammede min BH noget så frygteligt, at jeg blev nødt til at tage den af,  “OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE EN BH DER PASSER.”

OG JEG KAN IKKE ENGANG SPISE ORDENTLIG FROKOST.
OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE NOGEN AT HAVE ANALSEX MED.
OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE UD AF AT STØVSUGE.
OG JEG KAN IKKE ENGANG STÅ PÅ SKATEBOARD
OG

Det er igen følelsen af at være på en togperron, hvor alle stiger ombord på toget, men jeg kan af en eller anden årsag ikke finde ud af at købe billet. I stedet må jeg bare stå fanget på perronen i al evighed, mens alle kører væk fra mig. Jeg vinker bittersødt til de rejsende bag ruderne. “Farvel,” råber de højstemt. “Pas på dig selv.”
“Det skal jeg nok,” vil jeg så råbe tilbage. “Jeg er jo typen der passer på mig selv.”
“Husk kondom,” smiler de. “Det er kikset at få klamydia som 29-årig.”
“HAHA, ja, det kan du tro!”
(Forhåbentligt kan jeg om ti år så være vidne til at se togene smadre ind i en bjergside, når folks midtlivskrise melder sig og skilmisserne bliver den generelle tendens.)

Min psykolog spørger mig senere på eftermiddagen efter denne rædselsfulde, aggressive morgen, om jeg har lyst til at blive gift med mine to venner, og jeg siger nej.
“Så er den vel heller ikke længere?”
Nej, nej, det er sandt, det er sandt.
H.C. Andersen steg jo heller ikke på toget, vel?

Efterfølgende brugte jeg 1000 kr på tøj, jeg skal bare være fabulous nu, og satte jeg mig på en café for at stirre olmt ud i luften. Ekspedienten i butikken havde sagt til mig (fordi jeg er en kæmpe oversharer i butikker), at jeg skal huske at tænke på, hvor meget andet og mere spændende jeg oplever i stedet, når jeg ikke har børn eller bliver gift.
Jo, jo, det er sandt, siger jeg til hende, og prøver at mose de tætsiddende stretch-jeans over mine kødfulde hofter. I spejlet glor en mummitrold tilbage på mig, rundere og ældre end jeg havde husket, og igen bliver jeg ramt af den hæslige tanke om, at min tid er ovre, at alting er fortabt. Min selvoppustede weekend hvor jeg var high on life, fordamper roligt ved disse tankers ankomst.

****

Samtidig mens al denne introverte kvælning og iltning og togperrons-vinkning foregår, så eksploderer mit datingliv, uden at jeg selv skal løfte en finger. Det er næsten også for meget. Måske er det billetsalget til toget, der pludselig er rykket tættere.
For jeg ser mig selv i meterlange beskeder med Australieren (der nok er måske… fem år yngre end mig? eller 7 år yngre? jeg kan ikke lure det, men) der er så sød, at mit hjerte springer et slag over, hver gang en ny besked tikker ind. “When you walked into room at the party (cheese alert!), I took one look at you and was like: I wanna kiss this sexy Dane who’s wearing that oversized Elvis Presley shirt, haha – was a sick look”. 
Omg.
Og ham den rolige, ordentlige date vil af en eller anden årsag stadig gerne ses, selvom min kommunikation har været helt umulig, og vi har efter to dates slet ikke kysset endnu, men nu skal vi ses i weekenden, ah.
Og så har Forfatteren åbenbart ikke glemt mig; nu er han sygemeldt fra sit arbejde med stress, og han vil gerne have mig med i trekanter og gruppesex, binde mig op, smække mig, tage mig. Åh du godeste.

Så er det bare at hoppe på toget.
Så er det bare at distrahere mig selv fra min arbejdsbyrde og kreative praksis.
Så er det bare at gå i gang med en ny konsekvensberegning.
Haha. Nemt.

(Se toget køre ud over afgrunden… mens jeg vinker til dig: “Jeg har fuldstændig styr på det her, hahaaa-arghhhh”, kratsch, og så begraver man mig levende, for ingen kan umuligt overleve sådan et fald, bare hurtigt ned i kisten med hende, hun holdte jo op med at trække vejret, hendes lunger kollapsede jo, det sagde hun selv, – hun sagde selv, at hun skulle dø. Echt.)

(Jeg tror, jeg arbejder hjemmefra i morgen og skriver nogle ømme digte).