hjerterdame

Det er noget andet det her, og min hjerne forsøger midt i PMS og genfunden arbejdspres desperat at greje hvad det er der sker. Under PMS’en har jeg opdaget omkring mig selv, at jeg bliver lettere apatisk omkring relationer, men meget selvbevidst omkring mit eget liv. Det er som om, at følelserne for andre mennesker og mine omgivelser siver langsomt ud af mig, og efterlader mig som en forbitret skal, der mest har lyst til at sove, æde og passe mig selv.

Sangeren har den mest afsindige duft. Lige nu sidder den fast i alle mine hudceller, som om han var en creme, jeg har smurt mig ind i (ad). Vi lå mest af alt og kiggede hinanden i øjnene i det varme, bløde lys fra hans sengelampe. Hans øjne var store og rødsprængte, og da jeg på et tidspunkt kunne se, at de fik en glinsende overflade, spredte der sig en voldsom varme rundt i hele mit væsen. Jeg er bange, siger han. Jeg er også bange, siger jeg. Men ikke på en dårlig måde. Nej, ikke på en dårlig måde.

Jeg er stadig igang med at finde mit sprog i hans nærvær. Hans duft og øjne gør mig fuldstændig ør, så jeg kommer ofte til at fortælle mærkelige historier, hvor ordene lyder fremmede i mine ører, en skinger nervøs latter der forstummer under hans insisterende blik. Jeg kan ikke lure ham. Jeg prøver sådan at lure ham. Det gør mig usikker, at jeg ikke kan.

I morges i en hardcore PMS-rus, der får al lykke oplevet siden forrige menstruation til at blæse væk på splitsekunder, har jeg brug for at læse teksterne fra næsten fire måneder siden, da jeg mødte N. Jeg har behov for at forstå tidslinjen i forelskelsen, intensiteten af følelserne og af en sær årsag, genfinde N. påny.

I mit hoved (og på tungen) havde jeg de sidste par uger gjort ham til en “sociopat der slog mig til plukfisk”, men jeg indser i morges, at det ikke var tilfældet. N. var fantastisk, og jeg var kommet hjem. Så jeg græder ned i mit blødkogte æg; jeg græder for første gang i flere uger, for jeg tror pludselig på, at han har ødelagt mig.
(“what’s broken can always be fixed, what’s fixed will always be broken”)
Det er bare PMS, siger jeg til mig selv. DET ER BARE PMS. Ik? Jo. Please.

Jeg har lyst og ikke-lyst til at holde aftalen med Sangeren i aftes. Jeg er så træt og mine indre granskninger efter skvulpende forelskelsesfølelser går ad helveds til. I stedet bliver jeg bare ved med at falde i søvn.
Men måske er det bare noget andet det her.
Forelskelsen i N. var ikke tryg. Han var selvudnævnt “farlig”, hans adfærd var kontrolleret, vores kommunikation var hyperintens. Jeg har set Sangeren i halvanden uge nu, og jeg er så lettet over, at vi ikke engang har sovet sammen endnu. Nuvel, vi har knaldet på en mark og hvert øjeblik med ham er som taget ud af mine vildeste romance-fantasier, men der er ingen tvivl om, at tempoet er sundere for mig.

Jeg taber ikke mig selv, men hvis jeg ikke taber mig selv, så ved jeg jo ikke engang hvad kærlighed er. Det gør mig bange at indse, at jeg slet ikke ved, hvordan man elsker ikke-destruktivt. Åh.

Jeg håbede lige, at jeg kunne skrive meget mere, men mine øjenlåg er tunge som bly, og Sanger-cremen (igen, – ad) på min hud gør mig liderlig, uendelig varm i hjertet og en smule døsig. Mine læber er sprukne efter tusinde kys, og alligevel tænker jeg på, hvad det var, der skete “dengang” med N. Hvorfor ville han pludselig ikke mere? Og når Sangeren bliver, som N., rørt af at kigge dybt i mine øjne, betyder det så, at han ser det samme – og derfor også snart vender sig væk, når han finder ud af, at der ikke gemmer sig det, han forestillede sig, bag dem?

scener fra en påskeferie (II)

Jeg kan tydeligt huske sidste påske. Den lå et par uger tidligere end i år. Jeg tror endda, det sneede en smule. Jeg havde klamydia, vist nok også lus og vitterligt ingen jordforbindelse. Jeg var bange for, at det ville være en elendig påske igen, men alting føltes anderledes i år.

*****

De blomstrende kirsebærtræer på Kirkegården har medført et par espresso-stande og en larmende lokalturisme; alle flokkes dertil. Stierne i Mosen er derimod tomme, og jeg prøver at se, hvor højt jeg tør synge, før en løber eller barnevogn kommer rundt om hjørnet. Jeg kan efterhånden gå gennem stisystemerne med lukkede øjne; jeg kender hver en sten, lyden af hvert et skridt i grusset. Den her dag er jeg lykkelig. Jeg har egentlig været lykkelig i flere dage, det er uvant for mig. Livet bølger altid, men jeg nægter at overtænke det. Dybt inde i Mosen har jeg en bænk, hvor de gamle træer omkring mig larmer indefra, en dyb, rungende knirken, og hvor solen bryder gennem trækronerne. Jeg græder på bænken, for det hele er så vidunderligt overvældende. Oftest tolker jeg lydene som den døende mose, men nu ser jeg kun alt dens liv. 10 kilometer senere er jeg i mine forældres hjem ved at eksplodere af energi, og dominerer selskabet med lange politiske brandtaler og personlige beretninger, uden at blive skuffet eller ængstelig over, at ingen deltager i samtalen. Jeg er en ildspyende drage i al min vælde; jeg er fulstændig ligeglad. Senere på aftenen ryger jeg ekstatiske cigaretter på min altan under fuldmånen, og spørger Sangeren, om han tror på, om man bliver månesyg. Han siger ja. Han siger også, at han ikke forstår, hvad der sker. Eller, han forstår præcist hvad der sker. Jeg siger, at jeg har det på samme måde. Månelyset rammer mit smil under dynen, mit hjerte banker så hurtigt og euforisk, at søvnen føles ubelejlig.

(Om natten er jeg taget til Mallorca med både Sangeren og Skribenten. Jeg sidder fast på Sangerens krop som en lille, grådig koalabjørn. Skribenten bliver chokeret over mit bedrag. Han forvandler sig til en lille dreng med ufattelig skæve tænder. Han græder og skælder ud: “Du gav mig kun 4 % af dig! Hvorfor er jeg ikke mere værd?” og jeg skælder ud tilbage: “Jeg gav dig fandme 80%!”. Skribenten rejser slukøret hjem. Tilbage på turisthotellet står Sangeren og synger en sang. Alle kigger på mig. Jeg smiler genert, og vågner op med ekstremt dårlig samvittighed.)

Jeg møder Sangeren på stationen. Jeg troede, jeg var bange for toge, men jeg glemmer helt at være angst. Undergrunden suser bare ubesværet forbi bag hans ansigt. Jeg holder min hånd på hans lår. Måske kan jeg tage alle steder hen nu? Det er fjerde gang vi ses inde for en uge. Mens vi venter på bussen på en øde holdeplads et stykke ude for byen, siger han mellem kyssene, at han sover dårligt disse dage. Han vågner op om natten og tænker: Hvor er W.? Han lokaliserer mig og falder i søvn igen. Jeg fortæller ham, at jeg også vågner midt om natten og prøver at begribe ham. Vi ankommer til stranden, og han løber med sine lange ben ind i buskadset. Jeg iler grinende efter ham. Forårsidioter. En gruppe unge mennesker glor på os ved vandkanten. Han har sine hænder nede i mine bukser, og jeg gnubber mig op af ham. Vi bevæger os videre, tavst, ind i skoven. Vi krydser et elektrisk hegn og lægger os på den knoldede mark. Vi er de eneste mennesker i miles omkreds. Han trækker mine bukser ned og vender mig om på maven, tager mig. Solnedgangen farver alting orange, mens stønnene drukner i gæssenes skrig (bilder jeg mig ind). Efterfølgende sidder han på min mave. Mine bukser er fyldt med sæd, og mit hår er spredt ud over de stride græsstrå og gåselort på markens knoldede jord. Jeg vil fastfryse dette øjeblik. Jeg tænker slet ikke på noget, andet end at jeg bare vil være sammen med ham; at jeg vil bo inde i ham, aldrig være en anden. Vi nærmer os byen igen. Han siger, at han vil tage mig med alle steder. Jeg siger, at jeg gerne vil med.

Jeg har glemt at spise. Det er blevet mørkt. Jeg sidder på en shawarmabar i Nordvest. Ayran, pita og pommes. Jeg er så forbandet træt, men jeg vil ikke sove. Mine ord er usammenhængende, jeg ryster svagt. Jeg mødes ved en ven og drikker fadøl og kæderyger. Jeg har stadig sæd i bukserne og tang i håret. Jeg er så irriterende frelst og forelsket at høre på, synes jeg. “Om lidt går det nok over,” siger jeg om Glæden, som om jeg selvfølgelig skal tage afstand til den glade version af mig selv. Skribenten skriver, at han vil komme hjem til mig søndag morgen og knalde mig i et par timer; at han har sådan lyst til mig. Jeg er dårlig til at svare ham. Jeg glemmer ham hele tiden.

I dag kan jeg ikke bevæge mig. Jeg er stadig med Sangeren, selvom han er ikke er her. Ude på marken og i skoven og på stranden og under de tusinde fugle; jeg kan ikke være andre steder. Mine dage føles generelt som drømme, og jeg er så rolig i dem. Jeg spekulerer lidt over, om det er sådan her kærlighed er. Jeg har i hvert fald ikke prøvet det her før: At være forelsket uden melankoli og destruktion. Jeg ved, at livet går igang lige om lidt, men det gør mig for en gang skyld ikke nervøs; jeg er egentlig ret ligeglad.
Jeg sover det meste af dagen, men det er de vågne timer som er de bedste.


prinsen og bæstet

Der er ting, jeg burde tænke på, men jeg tænker ikke. Selv da han halvvejs gennem den første pandekage erklærer, at han virkelig ikke skal have en kæreste, tænker jeg ikke rigtig, selvom hjertet tager et styrtdyk og pandekagen vokser i munden. Jeg skubber de klistrede bananer ud med gaflen og lægger bestikket fra mig. Han sætter en sang på, som vi til min store overraskelse begge elsker. Vi danser tæt. Jeg ser mig selv ude fra, lukker øjnene og moser mit ansigt ind i hans store brystkasse.

Han trækker mig i et langt kys ind på sengen som en naturlig forlængelse af den ømme dans. Jeg går ham knapt til skuldrene og må stå på tæer for at kunne nå hans mund. Jeg siger, at han ligner Jon Snow, som han ligger dér med sine mørke krøller hvilende på sengens lammeskindstæppe. Keep your queen warm, griner jeg. Vi ligger med nøgne overkroppe presset mod hinanden, mens formiddagssolen rammer væggene. Jeg har ingen ord mellem kyssene og de lange, dybe tavsheder. Alting går så langsomt. Jeg kigger på uret ved siden af hans seng. Når jeg blinker, forsvinder formiddagen.

Han siger, at han har berøringsangst lige nu, for han virkelig godt kan lide mig. I lige måde, siger jeg. Måske var det jeg sagde lige før med parforhold, slet ikke rigtigt, siger han. Jeg har ikke travlt, siger jeg.
Vi kan ikke have sex, for hans krop virker ikke som den plejer. Han virker nervøs, genert vel. Det sker aldrig for mig, siger han. Måske er det fordi, min krop fortæller, at jeg skal tage det roligt, siger han. Jeg har ikke travlt, siger jeg igen. Jeg tænker heller ikke så meget på sex, egentlig. Jeg vil bare være tæt på ham.

Han skifter mellem at være utrolig smuk og utrolig grotesk. En prins; et bæst. Jeg føler mig uskyldsren i hans nærvær. Bæstet bider mig i halsen, dets store krop maser mig ned i madrassen, det brøler. Det fortæller mig om mørket, advarer mig. Prinsen inviterer mig på weekendtur, kigger forelsket på mig, og kan ikke stoppe med at kysse mig, da vi skal sige farvel. Alting forskydes, udskydes, forkastes, bygges op.
Jeg er ikke bange, af en eller anden årsag. Jeg er ufattelig rolig.

****

Jeg svæver generelt gennem dagene. Mit ansigt brænder af sol og røg, rynkerne sætter sig fast, hænderne sitrer svagt. Sangeren sætter hele mit system i flammer, Skribenten glemmes selvom vi har daglig kontakt. Jeg vil opføre mig ordentligt, men jeg ved ikke hvordan. Jeg har magt i ikke-magten, og følelser i ikke-følelserne. Jeg bruger ikke tid på, at finde ud af tingene, jeg er bare i dem.
Min hud dufter af de seks timer spenderet i Sangerens seng. Jeg sniffer dybt ind. Jeg ved ingenting, når det kommer til stykket, men jeg har ikke travlt. Ikke lige nu i hvert fald. Tingene føles anderledes.

Kan du forelske sig igen allerede, spørger jeg mit hjerte. Hjertet siger, at jeg skal passe på. Jeg siger, at jeg husker N. tydeligt, og at jeg bedre ved, hvad jeg skal gøre med den her situation. Hjertet tilføjer, at det er OK at elske flere på een gang. Du har jo ikke lovet nogen noget. Kan du holde til det? Jeg lover mig selv, at jeg vil være mægtig. Og ærlig. Hjertet bliver beroliget. Det siger, at det har tillid til mig igen. Så jeg elsker dem alle lige nu, Prinsen, Bæstet, og Klippen. Jeg elsker dem i min ikke-kærlighed, i mit ikke-begær. Hjertet bruser viltert i timerne derpå, men jeg græder ikke, som jeg gjorde efter møderne med N. Jeg vil ikke miste mig selv denne gang.


lykkelig regression

“Måske vi skal snakke om, hvorfor du har brug for at skabe så høj intensitet..”
“Skal vi?”
“Om intensiteten skal til, for at du kan føle noget?”
“Uarhg… jeg ved ikke… altsåååå…”
“Det er jo ikke fordi, at det gør noget. Det er bare godt at være bevidst om hvorfor.”

****

En gang imellem kommer den lykkelige uge. Jeg skal huske at skrive om den, så jeg kan huske, at jeg oplever den slags uger også. Jeg ved ikke, hvorfor eller hvordan den kom. Mine bekymringer føles overfladiske og ligegyldige, og jeg er luftig og fantasifuld i hovedet, bobler over af latter, idéer, dagdrømme og selvtillid; en farverig, sprudlende joke-maskine.

På en måde er jeg et barn igen. I stedet for at være noget andet end mig selv, er jeg bare et tidligere selv. Jeg ruller mig ind i sociale aftaler, uden at det føles drænende, og uden at jeg på noget tidspunkt har brug for at være alene og stirre ind i en væg.

Jeg tager barnet med på arbejde. Tegner dyr med farveblyanter og lytter til disney-sange (jeg er så pinlig over det, fuck). Lipsyncer Sound of Music-soundtracket (Cliiiimb every mountaiiiin, foord every streeaam) i snevejret på cykelturen på vej til kontoret, imens jeg lukker øjnene (ret farligt når man cykler). Drømmer om eventyr og bjergtoppe, underjordiske spøgelser og mystiske kulte, svævende kærlighed. En fod i det imaginære.
Når jeg ved mit skrivebord opdager, at jeg er barnet, bliver jeg så glad, at jeg kunne græde. Tænk, at jeg får lov til at være sådan her.

*****

Jeg er også et barn i mine dagdrømme. En prinsessedrøm, de store bølger, guldglimmer og magi. Det største her i verden… kæærliiighedddd.
Åh du godeste..

Mandag matcher jeg med et gammelt crush på Tinder. Jeg har ikke været på Tinder i flere uger. Den første jeg ser, da jeg åbner appen er ham. Sangeren er den smukkeste og mest fascinerende mand, jeg nogensinde har været i nærheden af. Dengang drømte jeg om ham om natten, og fortalte om ham til mine venner, som om at det faktisk var en virkelig ting.

Forblændelsen eksisterede desuden i lang tid, før jeg overhovedet mødte ham. Jeg havde lyttet til hans stemme utallige gange og forestillet mig, hvordan en person med sådan en stemme ville være – hvordan øjnene ville kigge på mig, mens luften vibrerede i den dybe bas. Ved et tilfælde endte jeg så med at arbejde lige dér, hvor han var. Jeg dånede over mit held.

I chatten skriver han, at han var meget betaget af mig dengang;, og at han fik en kildrende fornemmelse ned gennem kroppen, når han passerede min plads. Jeg hviner højt, for jeg var egentlig overbevist om, at alt hvad jeg havde følt, udelukkende var et produkt af mine drømme. Jeg troede, at jeg var usynlig.
Han er en del af min fantasi, og nu skal han pludselig være virkelig. Fuck.
Han spørger mig ud. Vi skal ses om 8 timer. Jeg har svært ved at begribe det. I ugens opløb har jeg haft svært ved at falde i søvn, fordi jeg har placeret mig selv i alle hans eventyr.

Jeg har næsten ikke lyst til, at min fantasi om Sangeren skal ødelægges af virkeligheden, for dagdrømmene gør mig decideret høj. Jeg tvivler grundlæggende på, om romantik som dét, skulle kunne overgå mig. – og om det overgår andre end disney-karakterer og forkvaklede børne-dagdrømme.
Og jeg tvivler også på, om jeg er i stand til at gennemføre daten, uden at mit hoved eksploderer (jeg er nervøs!). Jeg har det som om, at jeg skal være virkelig modig i dag.

Men jeg kan godt lide, at jeg kan drømme (.. også selvom det nok kommer til at betyde, at jeg kommer til at leve et liv uden parforhold).
Jeg tror egentlig bare, at jeg er sådan her.
Og tænk nu hvis at noget magisk godt kan ske? Må man ikke håbe?

(Fuck, mine naboer må være så trætte af mig i den her uge, jeg har ikke en tone i livet, står bare og skråler mellem de franske døre i døgndrift)

(Kunne det forresten ikke være sygt fedt, hvis man lavede en version af skønheden og udyret med omvendte kønsroller?!?)

Opdatering, kl 23.: Dagdrømme kan godt blive til virkelighed.
Fuck.
Fuck.
Fuck.
Jeg er fucked nu.

kære søndag, hvis du r trist, så vær samn me din venr

jeg tapper ind i tilværelsens (ulidelige) legende lethed,
jeg tilvælger det nærmest helt selv, årh, dygtig,
reglen er: “hvis du r trist, så vær samn me din venr”
og knep
(nej, ikke samtidig – ik knep din venr, men knep efter du hænger med din venr)
men også fordi der på et tidspunkt i løbet af ugen – nok ikke helt uafhængigt af den knusende sprøde forårssol der svitser den smøgbelagte, porrøse hud – opstår den sjældne ubekymrethed
(der sjovt nok altid kommer lige efter menstruationen, det er så sindssygt)
(jeg er nok bare en rigtig lille cyklus-pige)

min kloge veninde analyser hjertesorgen for mig, jeg nyser mere end rigeligt imens hun snakker, ikke nervøse eller ængstelige nys, men mere fordi jeg spiste fire chips fra en fælles chipspose på kontoret forleden dag, og mens de sprøde kartoffelflager splintredes til stumper og stykker mellem mine tilkalkede savtaktænder, kiggede jeg i slowmotion rundt på de blege, sygdomsbefængte drenge, hvis fingre netop havde famlet grådigt rundt i selvsamme chipspose, og jeg kunne nærmest høre uret tikke højt, klonk klonk, du blir syg nu,
knas… knas… forkølelse coming right through,

nå, hov, forfra,
min kloge veninde analyser hjertesorgen for mig, og jeg sender hende bagefter i byen, nej jeg sender hende ikke i byen, hun tager mest af alt bare afsted, for jeg siger, at jeg for snue-ramt til at kunne rumme et koncertsted og mennesker,
nå, og mens jeg så sidder dér alene i min stue igår aftes og spiller de sidste 2% af red dead redemption 2, så tænker jeg over de ting, hun sagde,
og jeg tænker på N., begriber ham og det der skete (“forstår og accepterer” lol),
ser en insta-story fra en fælles ven, hvor han står i hjørnet og rocker lidt til musikken,
jeg ser historien igen og igen, for jeg tror endelig på, at han er virkelig,
han ser så skrøbelig og lille ud, var han virkelig så skrøbelig, kunne jeg slet ikke se det før nu,

venindens ord vibrerer som et kikset filter henover videoerne,
pigen han sidder ved siden af i sofaen, ser da også meget sød (dødssyg) ud,
og jeg tænker, at det da egentlig er en hyggelig (dødssyg) fest de er til,
og så gennemfører jeg red dead redemption 2,
og kommer i tanke om, at efter vi havde haft sex første gang, sagde han, at han synes, det var meget intenst og intimt at kigge mig i øjnene mens vi kneppede,
(jeg stirrer utrolig meget under knepning)
– at det havde han aldrig prøvet før,
øjenkontakt,
og jeg har ikke tænkt over det før nu, lige nu,
måske var det derfor han bed sig fast i mig – for hvis man skruer op for intensiteten, så kan man måske føle noget (for en gangs skyld).

jeg ved stadig ikke rigtig noget, kan du godt høre,
men tilværelsens liderlige lethed, det var den jeg kom fra, nå nej, ulidelige lethed, haha,
skribenten er i hopla fredag nat, jeg tror det er første gang, han er sådan i hopla, eller har jeg bare ikke opdaget det før nu,
vi snakker i munden på hinanden, høj jazzmusik, kæderøg, uudtømmelig bag-in-box,
jeg er så træt, men jeg hygger mig sådan,
på et tidspunkt vinker han mig hen til sig, jeg åbner hans bukser, vi knepper på sofaen,
læg dig ind over sengen,
jeg trækker det sidste af mit tøj af, venter på ham, bøjet ind over sengekanten,
det minder mig om løven – befalingerne,
men skribenten siger efter en del knepning: gør med mig, hvad du vil,
og jeg siger i hans øre: så jeg bestemmer?
du bestemmer

jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med al denne snak om knep
og er “knep” egentlig ikke et utrolig ucharmerende ord?
nogle gange passer det bare så godt, og søndagen er til at kneppe i, ikke?
men ærligt, er jeg konstant bange,

jeg er vanvittig rædselsslagen for at få følelser for skribenten,
som da jeg lægger mig med alt overtøj på tilbage ind i hans varme dynefavn, fordi jeg havde fem minutter tilovers den morgen, og ser mig selv have rigtig svært ved at gå derfra
tænker på ham, og er nervøs når han ik skriver

og endnu mere rædselsslagen for, hvad der kommer til at ske de næste to måneder i mit arbejdsliv, fordi det igen står og falder med diverse vigtige ansøgninger og min evne til at holde skruen i munden og tungen i vandet, eller omvendt, jo,
og mit ansigt klør under solens kys, min vampyrhud tåler slet ikke den slags lys,
jeg er blodsprængt, tilsnottet, bumset og rynket, og jeg venter på, at dagene går over, så jeg kan genkende mig selv i spejlet, samtidig med at jeg forsøger at anerkende, at det bare er sådan her, jeg ser ud nu,
det er bare sådan her jeg er nu,
rædselsslagen og levende i tilværelsens ulidelige lethed (jeg har ikke engang læst bogen, det er bare en flot sætning, k?),
mein gott,
jeg har aldrig nogen svar,
men jeg har en fornemmelse af, at foråret bliver helt og aldeles sindssygt og vildt, og at det bliver 50/50 mellem kæmpe succes og total destruktion,
russisk roulette,

men nu er det søndag, og du kender mig:
jag prøvr ik at tænk al for megt på d
såen en pige er jeg bar
jeg vil bar lytte til den her sang og være ubekymret lidt endnu,
min jam for 2019
(måske ser jeg egentlig ud som forsangeren under knep – med mine sexy, stirrende eyes, måske det er dét der er så fortryllende)


blomst for blomst

-Jeg har tænkt på noget siden din mail.
– Ja?
– Jeg har tænkt, at du stadig har hjertesorg.
– Jaer.. åh.. jeg har selv tænkt det. Jeg ved det godt, åh altså… Hvorfor har jeg det?
– Det tager lang tid.
– Jeg gider ikke mere! Der er gået to måneder!
– Kan du huske Løven? Og H.? Hvor lang tid det tog med dem?
– Åh. Det er sandt. Og dem hænger jeg da endda stadig lidt fast i.. fuck.
– Det vi skal finde ud af, er hvorfor du bruger hjertesorgen – et andet menneske – til at bekræfte dig selv i, at du ikke er noget værd.
– Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Kan man snakke sig ud af hjertesorg?
– Sagtens.
– Det tror jeg ikke på. Jeg tænker på ham hele tiden. Det gør mig rasende. Ej, ikke rasende. Øh. Sur. Nej. Bitter! Jeg er bitter, og jeg er kvælende jaloux over alle de smukke kvinder han sikkert forelsker sig i nu.. Jeg gider ikke have de her følelser.
– Du skal lære, at lade sorgen være der.
– Men hvordan lader man noget være der, som ikke har nogen fremdrift eller input?
– Det handler om, at du skal lære at forstå og acceptere dine følelser.
– Hvordan kan man være så stærk og så skrøbelig på samme tid?
– Det er man, hvis man konstant lader sit værd binde sig op på andre mennesker.
– Jeg er så træt af, at jeg mister mig selv.
– I det mindste er det ikke lige så slemt som tidligere.
– Nej, haha. I stedet for seks uger eller seks dage, er det gået til seks timer.
– Nu skal vi bare ned på seks sekunder.
– Som en hurtig tanke, pffff.
– Ja. En strøtanke der ikke betyder noget.
– Jeg har ikke lyst til at dø, det ved du godt, ikke?
– Jo.
– Jeg ved også godt, at jeg ikke er ingenting.
– Gør du?
– Det tror jeg. Eller, det håber jeg.

****

Et par timer senere møder jeg Skribenten foran biografen i indre by. Jeg har forinden gået hele vejen op af Nørrebrogade og tænkt, om jeg mon har skidt i bukserne efter en mistænkelig prut-fanget-i-bukserne-oplevelse, og om hvad jeg skal gøre, hvis det rent faktisk er tilfældet. Jeg skider aldrig i bukserne, så jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig forestiller mig sådan noget. Desperat skynder jeg mig hen til biografens toilet, så jeg kan nå at tjekke det, før vi mødes. Selvfølgelig har jeg ikke skidt i bukserne, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg åbenbart er så nervøs.

Lørdagens ligegyldige eskapade er komplet glemt, efter at Skribenten bryder tre dages tavshed med forespørgsel om “en rigtig date”. Uh, en rigtig date! – Så han er ikke igang med at dumpe mig? Jeg er noget værd? (stop dig selv).
Vi sidder tavst i biografmørket og sender indforståede blikke, som havde vi kendt hinanden i mange år, og jeg er for en gangs skyld ikke angst ved at være i biffen, selvom vi sidder most inde midt på en række.

I filmen er forstadslivet klaustrofobisk, og jeg kan fysisk mærke hovedkaraketerens raseri vibrere i de tykke glasruder. Hendes magtudøvelser er grænseoverskridende og sexen så kynisk, at jeg mister den sitrende følelse i mit underliv, som ellers har domineret hele dagen. I starten er hendes mægtighed og begær forløsende, nærmest bekræftende. Impulserne efter drama, og kedsomheden i det mondæne, priviligerede liv – jeg forstår det hele og skræmmes over/kvæles ved min kommende fremtid; det ægte voksenliv, som jeg er bange for aldrig vil kunne tilfredstille mig.

Blandt de grå designer-møbler i det overdådige hus opstår der en velvilje til at holde fast i rigdommen og det gode liv – koste hvad det vil. Jeg er forbløffet over hendes grænseløshed og hensynsløshed. Hendes øjne bider sig fast, og vi prøver at ryste dem og den foruroligende (og formidable) film af os efterfølgende over en øl og en øl til og en øl til.

Sexlysten kommer langsomt snigende igen. Undervejs i samtalen sidder jeg mest og glæder mig til, at vi skal hjem og bolle. Det er lang tid siden, at jeg har fået lov til at date nogen rigtigt, så jeg bliver overrasket over, at det er sådan min hjerne fungerer i disse situationer. Gennem samtalen finder jeg også ud af, at tavsheden mellem os den foregående uge slet ikke handler om, at jeg er mindre værd –at jeg er Ingenting, men derimod bunder i at han er sygt stresset på sit arbejde.

Da vi er kommet hjem, piller jeg hans tøj af og tager ham i munden.
– Jeg håber ikke, du føler, at jeg laver det hun gjorde i filmen på dig lige nu, griner jeg nede mellem hans ben, men jeg har ikke lyst til at slå ham eller tage ham uden med magt. I stedet kigger vi hinanden i øjnene, helt tæt, hud på hud. Ingen har mere magt end den anden; det er nyt for mig: Ligeværdig sex, der desuden bliver mere intimt og intenst for hver gang vi ses. Da vi skal sove, føles mit underliv som én stor, sitrende glødekugle, der sender varmestråler ud i alle mine nerveender. Det er som crack, jeg hurtigt kan blive afhængig af, hvis jeg ikke passer på (ik’ bliv grådig, dronning).

****

Der er mellemregninger, som jeg aldrig orker/når/har lyst til at beskrive her, fordi jeg ikke er så glad for de lange, navlepillende analyse-indlæg; både fordi jeg hader mit sprog i dem, men også fordi jeg ikke tænker, at nogen gider læse det. Jeg vil gerne skrive mere om dødstankerne og de tilbagevendende nedture, så man ikke bliver bekymret for mig eller tænker, at jeg er helt skudt af. Måske jeg giver mig tid til at gøre det en dag. Måske slet ikke. Det er sjovere at skrive om DØDEN, ANGST og DATING. Mine muntre favoritemner.

Jeg skal snart have noget ferie fra arbejde.
Og jeg vil gerne lære at tage mig selv alvorligt.
Nogle gange har jeg en følelse af, at jeg gemmer mig anonymt her, for netop at slippe for at tage mig selv alvorligt. Samtidig er jeg totalt paranoid omkring at blive opdaget eller udstillet (men ærligt – hvem læser overhovedet blogs mere? er bloggingen ikke død?).

Jeg har skrevet anonymt online, siden jeg var 14. Jeg tænker ikke engang over det længere. Det er både skriveøvelser for mig, og en måde for mig at kunne holde styr på mig selv og mit liv – skabe perspektiv. Andre gange kan jeg blive grebet af følelsen af, hvor usselt det egentlig er at skrive en anonym, meget personlig blog – hvor jeg hænger især sexpartnere ud og skriver om min virkelighed, som levede jeg i en roman. Og jeg er jo ikke 14 år længere. Hvorfor gør jeg det? Hvorfor ikke bare skrive dagbog til mig selv? Vil jeg gerne vise verden hvem jeg er – uden helt at vise hvem jeg er? Det føles halvt.
Eller er det bare et pusterum i en verden hvor man hele tiden skal være alt muligt? Jeg ved det ikke, de her tanker gør mig altid forvirret. Åh.

Nå. Måske livet i grunden bare er een lang vekselvirkning mellem nedture og opture, og ens opgave som lille menneske består så i, hvordan man lærer at tackle disse. Det lyder meget simpelt. Den køber jeg.

rip scott walker ❤


kære søndag, jeg tænker ikke

der ligger en lille krop og holder om mig, da jeg vågner i eftermiddags,
den lille krop vil meget gerne have sex med mig (igen),
den ligner justin bieber,
jeg afbryder kroppens utrolig våde kys med underlige samtaleemner,
jeg er nok stadig fuld, egentlig

“jeg har aldrig scoret nogen på at sige, at jeg har gået til psykolog i syv år”
“dine øjne lyser helt vildt, ligesom i nat,- de lyste bare helt vildt”
“tænk at ham ministeren var der i går, jeg var bare sådan ‘hej jeg hedder W.’ og tændte hans cigaret, mens jeg var sådan: det er en minister jeg står med! HA!”
“er det været nogle hårde måneder efter i gik fra hinanden? jeg mener… når i har en tre-årig søn at skulle tage hensyn til og sådan…”

***

hent dine ting, siger han, da jeg kommer ud fra toilettet,
han har bestilt en taxa
jeg ligner en junkie, siger jeg; oprigtigt forfærdet over det blodsprængte, hærgede ansigt der mødte mig i bodegabadeværelsets spejl

en halv time forinden kiggede han fascineret på mig, mens jeg snøvlende fortalte hele min psykisk-lol-historie, classic oversharer-moment,
og så sagde han: jeg har altid syntes, du var smuk, og lige nu er du bare så sindssygt tiltrækkende, mens du snakker om det her, og jeg har bare sådan lyst til at kysse dig,
du kyssede altså med din eks fra gym tidligere, ved jeg, ude på dansegulvet,
og?
tja…

wupti dupti, vi snaver,

fyren til venstre for, som jeg bollede for snart 10 år siden, stirrer slukøret på os imens,
fyrens skæg har slugt hans sure ansigt,
(jeg kan huske, at han dengang skrev: “jeg synes ikke, vi skal knytte for tætte bånd”, og at jeg altid har syntes, det var en åndssvag formel formulering,
jeg tror, jeg tog hans mødom,)
nogle andre tager billeder af kysset,
jeg tænker ikke,
og wupti dupti, så hænger vores cykler på magisk vis bag på taxaen

han sætter sig ved siden af taxa-chaufføren og bombarderer ham med spørgsmål,
jeg sidder tavst på bagsædet med mit fallerede junkie-fjæs most op af ruden, og ser med åben, tør mund sommertiden hive timerne ud af natten,
hans stemme er irriterende, han rækker hånden om til mig, så vi kan holde hånd på turen gennem byen,
jeg tænker ikke,

jeg tænker kun lidt, at det er rart, jeg ikke skulle cykle hjem,
jeg er så fuld og træt, det ville nok have været farligt,
han betaler taxaen, jeg siger stadig ikke noget,
jeg løber ivrigt op af trappen, han løber med,
han griber mig mellem lokalerne i lejligheden med sine våde kys,
han har lagt en hel ny kondompakke klar på sengebordet, kan jeg skimte ud af min øjenkrog,
nå så vi skal have sex,
vi har sex,
jeg har følelsen af, at jeg falder i søvn før det er slut,
sæd på min ryg,
jeg tænker ikke,
jeg tænker kun lidt, at han var for populær og pæn i gymnasiet til, at han behøvede at lære at være god til sex,

da han er taget afsted, tænker jeg heller ikke,
jeg tænker kun lidt på gymnasie-W., hvem hun var, hvem han var dengang, og hvor underligt det føles at kende nogen og ikke kende dem, han er mægtig sød, men jeg er is,
for jeg tænker ikke,

wupti dupti, jeg vasker sengetøj

****

jeg skriver lørdag en meget lang mail til min psykolog, jeg kan ikke skrive her, jeg kan ikke ringe, jeg kan næsten ikke være, jeg tvinger mig selv til ord, for jeg har lyst til at dø, jeg har lyst til at dø, fra det øjeblik jeg slår øjnene op er jeg ingenting, jeg er ingenting, jeg er ingenting, så glemmer jeg, at jeg er ingenting, spiser solskin, åh nej -så kommer jeg i tanke om det igen, at jeg jo er ingenting, jeg er så alene, jeg er kvalt i mig selv, det er angst, det her, er det ikke? åh, jeg tænker for meget, alt for meget, jeg vil gerne ikke-tænke, jeg vil ikke dø, jeg vil gerne dø, tvinger mig til at tage en lur, og når jeg vågner fra luren, er tankerne væk, siger jeg panisk til mig selv, (skal jeg indlægges? er det sådan her det føles når man skal indlægges? jeg er pludselig så forbandet ensom), sætter P8 jazz’ afsked med tykmesteren på, jeg vil gerne være glad ligesom ham, og jeg vil være i farver ligesom ham, jeg forvandler mig til en stor skumfidus i de vildeste og smukkeste farver jeg ejer, turkis, pink, grøn, blå, bossa nova, kosmisk kærlighed, det hjælper, afsted afsted afsted, min stemme knækker da ordene endelig får en form overfor en kær ven, den klogeste ven, han siger de rigtige ting, jeg beroliges, og jeg tager form igen, ligesom ordene, jeg er ikke ingenting, sorgen gløder lige under øjnene, det kan enhver se, men smilene er ægte nok, det er de altså, for nu er jeg pissestiv, omgivet af kærlighed, og jeg vil ikke have at aftenen skal slutte, jeg vil ikke hjem, jeg vil blive ved med at røre ved og røres af, så selvfølgelig siger jeg ikke nej til at forlænge den yderligere)

***

Jeg læser min psykologs svar på mailen, da jeg sidder på bodegatoilettet og skal til at gøre klar til at rejse ind i morgenen med ham,
hun skriver:

Det er så øv at ha det sådan
Og endnu værre når man ikke bare kan tolere at ha det sådan
Jeg ved du ved og du ved at du ved at der er så mange fine ting i dit liv-
Jeg håber din søndag kan blive en søndag – søndag

En søndag – søndag, det er faktisk lige det du er.
Jeg tænker ikke i dag,
Jeg tænker kun lidt på, at jeg håber, det hele går.
Det gør det. Ik?