kære juleaften, du frostbider mig igen

1000 æbleskiver bobler under huden i mit ansigt,
små begyndende, rødlige bumser af flormelis og et overvæld af hindbærsyltetøj, jeg kradser i den kommende betændelsesmarmelade,
hvilken skam, for det var nu jeg skulle stråle,
var det ikke,

var det ikke, for i aften er det juleaften, der er (slet ikke) længe til,
og jeg er allerede den sidste tilbage i Nordvest,
der er så stille derude, at jeg spekulerer på,
om jorden er gået under, men at man glemte at fortælle mig det,
måske det kan forklare, hvorfor jeg føler mig

sentimental,
og jeg siger, at det var fuldmånens skyld,
“årh,” siger jeg i nat, da jeg vågner for 13. gang,
“årh fuldmåne, sikke du hiver i mig,”
men jeg forstår ikke månen,
at den skulle kunne gøre det,
for så må det betyde, at jeg ikke er et frit menneske
(ikke at jeg dog troede det i forvejen)

en dag i sidste uge glemmer man at fortælle mig, at firmaet er gået på juleferie, og det går pludselig op for mig, at jeg ikke er en del af noget firma, og jeg sidder alene derinde, på kontoret, og tuder, for jeg troede, jeg var en del af noget, – ikke at nogen havde fortalt mig det, det var bare noget jeg troede,

det var bare noget jeg troede,
at jeg ikke ville kunne finde ud af juleaften,
men i går kom sneen, selvom jeg havde tænkt,
at sneen aldrig ville kunne lægge sig i København,
jeg troede det var et overstået kapitel, sne,
og pludselig står jeg ude i Dyrehaven og Tiden opløses,
for her kun hjorte og sne og nøgne træer,
et sandt juleeventyr,
så jeg bliver varm indeni tiltrods for det kolde ude på,

jeg kan endelig se mig selv, sidde dér, for enden af bordet i aften,
og jeg er ikke et monster, men jeg er bare, jeg er,
jeg håber, jeg kan det,
ingen kan lide et julemonster, der tuder hemmeligt på toilettet,
ingen kan lide et julemonster, der med vilje ikke drikker alkohol, bare så hun kan holde sig knivskarp og arrogant og tryne de stive familiemedlemmer,
hovent som altid,
rædselsfuld som få,
please juleaften, lad mig ikke være et monster,

jeg vil gå igennem Mosen på vej derhen,
for så skal jeg ikke tænke så meget i aften,
men forhindrer mosen monstre eller skaber den kun nye?
Mosen frostbider mig, siver ind i knoglen,
mens jeg illusionerer mig ind i fremmede favne,
det holder mig også oppe om natten,
de tre tinderdates jeg har planlagt i juleferien,
de siger alle, at jeg er anderledes end nogen de har snakket med før,
sikke en skuffelse de får, når de møder mig,
jeg ved ikke helt, hvad jeg leder efter,
det modsatte af ensomhed,
adddd, tosomhed, nej, ikke på den måde,
måske du forstår,
den ene skriver: “jeg tror, du er god,”
ligesom man ville sige om en vare, man skulle til at købe,
jeg tror, du er god,

og kære juleaften,
jeg håber ik de blir for fulde,
mit blik er ikke af is normalt,
så hvorfor sku det være nu,
jeg håber ik jeg græder,
jeg vil tage den flotte grønne velourtrøje på,
den der får mig til at ligne en på 29, for en gangs skyld,
så kan de kigge på mig, og forestille sig, at jeg rent faktisk er en voksen kvinde,
så behøver jeg ikke at snakke,
så er jeg måske kun halvt fortabt i stedet for helt.

(god jul til jer alle fra jeres favorit dramaqueen ❤ )

efterspil, 00.27.
jeg overlevede, og var ikke et monster, men var bare.
(gik 12 km først, det hjælper, kan anbefales)

you do you

jeg har druknet mit begær i burgermenu og juleskum
tænker jeg, i regnvejr, på gaden, i regnen, foran grillbaren,
det er ok at dræbe begæret med friture
(især når man ik’ ka’ lave den dyre, lol)

Jeg havde skubbet seneste sexdate til i søndags, aflyst den tidligere på ugen, fordi jeg var lavet af alt for fin porcelæn, porøs ad helveds til i sjælen, og så kan man altså ik date på den måde, men ikke desto mindre er jeg altid klar på spas og løjer om søndagen (yahhh), nuvel, jeg havner på cafeen, og overfor mig sidder et endnu mere skrøbeligt menneske, han er simpelthen lavet af glas, og han kan ikke sidde stille på stolen, fordi glasset klirrer på hans hud, og som en reaktion på disse nerver der fylder rummet (fylder gulvet), forvandles jeg til zen-vandfaldet, hvis ord er talrige og højtfraserede, de kniber i mine kinder som skarpe fingre, skaber røde plamager i den evindelige talestrøm, og den stakkels unge fyr kan ikke få ord indført.

Sexdates er sære, for man skal gennem smalltalk-emner og modige forsøg på intense øjenkontakter lure om man begærer den anden; det er en åndssvag konstellation egentlig, hvor fantasierne pludselig kolliderer med virkeligheden, og giver et ordentligt brag ned i skuffelsescentret i det imaginære bryggeri. Ingen kan jo leve op til en seksuel fantasi i virkeligheden. (Han troede vist, at jeg var et lille, uskyldsrent nips.. haha, fooled ya).

Til trods for hans utilsigtede nørdethed, lukkethed og vanvittige nervøsitet, formår jeg alligevel at overbevise mig om, at jeg er tiltrukket af ham. Jeg kaster i hvert fald meget med håret. Et sted mellem første og anden øl, går det imidlertid op for mig, at han stadig er forelsket i en eller anden, eller, i hvert fald leder efter en type, en type der ikke er mig. Straks kan jeg sige til mig selv, at det er fordi jeg ikke er attraktiv. Straks kan jeg sige til mig selv, at jeg ikke er god nok til ham. Straks kan jeg pludselig længes efter hans begær. Så hurtigt glemmer jeg, at jeg jo heller ikke var interesseret i ham. Efter to timer løber han nærmest væk. Jeg havde forventet et kys. For jeg er jo attraktiv, var det ikke lige det vi havde bygget op – hvorfor vil han så ikke have mig?

Den brændende afvisning er af kvalmende støbning, for den betyder intet andet end et såret ego, og jeg skal på gåturen hjem sige til mig selv, hver gang jeg begynder at selvhade: “Du er bare skuffet over, at dine forestillinger er døde.” Egoet vil jo helst have, at det er universelt begærligt; at man er så smuk og charmerende, at alle omkring en, vil have en (selv dem man ikke selv vil have). Det er udmattende. Heldigvis er min reaktionstid blevet kortere.

To dage senere skriver han, at han ikke har lyst til at ses (hvem spurgte dig overhovedet), og igen skal jeg forholde mig til den svidende afvisning, som føles så retarderet, når den kommer fra en person jeg ikke engang selv gider se igen. Jeg giver ham feedback på daten, og fortæller ham om hvad han skal være opmærksom på i fremtidige datingsituationer (bla ikke at snakke om denne udefinérbare ‘type’ og fortælle at han er forelsket i en, garwd). I en senere besked indser han, at jo, han da vist nok har nogle problemer med dit-og-dat-blablabla, det vil jeg tage til efterretning,åh jeg er virkelig, VIRKELIG ked af at det er så svært for mig at date, blabla.

Men ved du hvad, you do you, ikk oz. Jeg orker ikke løse dine problemer. Jeg ville bare se, om vi skulle have sex. Is på. Men afsted med dig, ud og find din drømmetype, det fortjener du (skriver jeg gudhjælpne), YOU DO YOU.

Det samme siger min chef til mig, da jeg vender tilbage fra min mandags-martyr-fridag, med en liste over befalinger, frustrationer og forbedringer som jeg ønsker mig. You do you (jeg gider ikke tage ansvar for dig).
Og det samme siger jeg til mig selv, da jeg opdager misfarvningen på min fortand forårsaget af kaffe og smøger. You do you, girlll! 
Og det samme siger jeg, når jeg er ked af det over at en relation er ved at ændre sig. You do you… hvad end det er… 

Eller som når jeg som reaktion på afvisningen fra Den Ligegyldige skriver til Forfatteren og spørger om vi ikke snart skal knalde (you do me). Og han siger, at han vil have mig som sin sexslave og binde mig. Jeg sidder på kontoret, mens vi skriver. Mine arme og ryg gør ondt af al det kunstneriske arbejde, jeg er bange for betændelser i senerne, jeg bruger samme arm til tegning og onani. Han siger, at han vil binde mig fast til kontorstolen, jeg sidder på, og så vil der komme en masse og tage mig med deres stive pikke, mens han kigger på. Jeg kigger ud på mine unge mandlige kolleger, prøver at forestille mig, at de skulle komme ind og knalde mig, neeeeeej, haha, men i beskederne er jeg en sand poet der italesætter mit eget you do you og giver samtidig ham lov til at gøre sit.

-Send mig et billed, når du er kommet hjem, “befaler” han, og hele vejen hjem på gaden, i regnen, i regnvejret, under himlen, på fortovet, med dråberne, om aftenen, derhjemme, fantaserer jeg om hård gruppesex og en masse stive pikke, men beslutter mig at købe en burgermenu i stedet for at gå hjem og røre ved mig selv, som jeg ellers havde sagt til ham at jeg ville, og jeg ligger udspilet på sofaen med den ene hånd nede i mayobægeret, og med den anden hånd dybt inde i den smeltede ost på den mistænkelige bøf mast inde mellem to unaturligt luftige boller, og jeg vil så gerne sende ham et billede, se mig nu, se mig gøre mig.  
(Slikke mayoen sensuelt af mine fingre foran de misfarvede tænder,  der smiler gustent til ham fra et decemberfedtet, rødsprængt ansigt.)

Et sted mellem illusionerne og virkeligheden, mellem det skrevne og det sagte, glemmer min krop også hvorfor den græd, det var som om den pludselig blev færdig med det, og måske er jeg bare typen, der skal græde på tilpas mange offentlige steder, til at jeg ikke orker det mere; altså, jeg erfarer for tiden, at hvis jeg snakker om alle ting, som jeg føler og tænker – har følt og har tænkt – snakker om dem konstant, en uafbrudt, mudret talestrøm til folk der lytter og forstår (om de vil det eller ej), så forsvinder gråden gradvist, tungheden bliver nogenlunde erstattet af udmattelse og ligegyldighed, og menstruationen bliver erstattet af liderlighed, og det øjeblik jeg stopper med at bløde, drømmer jeg om penetrering, på samme måde som når gråden stopper, så vil den gerne fyldes op af liv.

I morgen går det hele sikkert af helveds til igen. Who knows. Ustabilitet er min ting, tungheden lurer under overfladen. Mine arme føles tykke af betændelse, jeg har så meget lyst til at have sex, at jeg bliver helt stakåndet ved tanken, og jeg har lyst til at drikke mig utrolig fuld og danse rullende rundt nede på gulvet, og jeg har lyst til at sidde helt stille på kontoret og ikke havet noget med nogen at gøre nogensinde igen. December er en bitch, jeg har sagt det før, det ved jeg godt, men jeg håber at du overlever derude. Kærlighed herfra. Ellers vil jeg bare sige, som et råd, et velment, zen-moderne råd: You do you, ikk oz? På både en ironisk og alvorlig måde. Hvis du har lyst til at knalde løs, gør det, hvis du har lyst til at ligge derhjemme i fosterstilling til det bliver Marts, gør det, hvis du har lyst til at være noget for nogen, gør det. Hvad skulle man ellers? Jeg ved det ik’.

den lille kælling med svovlstikkerne

Kom børnlille, giv slip på din Bülow-lakridskalender og sæt dig her ved radiatoren. Den står på 3 (af klimapolitiske årsager) så I skal sidde helt tæt, ja sådan, hvor er I dog dygtige.

Nu vil jeg fortælle jer et rigtigt juleeventyr. DMI har endda lovet snevejr i aften, så jeg kan godt love jer for, at nu bliver det endelig jul. Hvis I bliver utrygge undervejs, er der ovre i hjørnet en halv flaske Indomita Cabernet Sauvignon fra Faktas ypperlige vinranker, som I skal være velkomne til at tage en tår af. Husk at gemme lidt til mig, for jeg har ingen anelse om, hvad det er en for en historie, som jeg prøver at fortælle. Men nu kommer den altså.

“Det var saa grueligt koldt; det sneede og begyndte at blive mørk Aften. Ikke at Aftenen var så forskellig fra andre Decemberaftener, tværtimod syntes Vinteren altid at være en ulidelig Gentagelse af sig selv. Dér på Fortovet et sted mellem Vesterbro og Frederiksberg, iført alt for store Vinterstøvler, som hun havde købt til billige Penge i en lokal Genbrugsbutik, gik den lille Kælling og kiggede længselsfuldt ind gennem Vinduerne på de lavtliggende Stuelejligheder.

Hver Decemberaften passerede hun de samme Vinduer, og hver mørk Aften tænkte hun for sig selv: – Næ dog, sikke hyggeligt der ser ud! Med det bløde Lys og store beigefarvede Sofaer fra Ilva! Og Familier hvor man virkelig elsker hinanden! Og her går jeg bare med Vabler på Hæl og Taa, og med Taarer i min Øjenkrog, suk og ak og ve, hvad har jeg dog gjort for at skulle føle mig saa frygtelig alene? 

Hun kom til at tænke på en kær Veninde, der Dagen forinden havde fortalt Hende: Det er bare nogens lod i livet at være uheldig. Næ dog, havde den lille Kælling tænkt, det kan jeg da ikke tro paa. – Jo, sagde Veninden og fik ogsaa Taarer i Øjnene, – det er altså sådan det er! Næ dog, sagde den lille Kælling, jamen, hvad kan jeg saa gøre? Og saa havde de begge siddet dér og grædt til offentligt Skue på Kroen,- både af Uforståeligheden, men ogsaa over den lille Kællings Ulyksaligheder. 

Aften efter Aften kunne den lille Kælling altså gå med sine ubegribeligt kluntede Vinterstøvler på Fortovene mellem de store Herskabslejligheder og spekulere over dette, indtil det føltes som om, at hendes lille Hoved kunne eksplodere. For hvert Lys hun passerede, desto mere uforstående var hun overfor den skæbne der aabenbart var blevet tillagt hende.

Normalt var hun ikke en der troede på Skæbnen (; selvom hun da godt nok for nyligt var begyndt at kigge mere på Stjernerne) – for man maatte da kunne have Styringen over sit eget Liv – hvis ikke da; hvilket Liv har man saa overhovedet? Dét ville den lille Kælling så inderligt gerne vide, for hun ville ikke se sig selv som noget Offer. Det maatte hellere være hendes egen Skyld alt det her Rod.

-Sikke en Redelighed, sagde den lille Kælling ogsaa denne særdeles grufulde Decemberaften, da Taarerne endnu en gang gjorde tilløb til deres flugt henover hendes ujævne Kinder. Hun skældte og smældte på sig selv over at overhovedet græde saa ubehjælpsomt. Taarer hjælper ingenting, – det vidste hun jo godt. Er jeg blot et Barn? Hvordan faar jeg det til at stoppe?

Se, det var et godt Spørgsmaal, Børnlille. For hvad gør man egentlig, naar Livet sig på denne Maade kan føles saa ubegribeligt? Den lille Kælling mente jo heller ikke at hun var berettiget til at klage – jamen; den lille Kælling havde faktisk alt hvad hun kunne drømme om!- og mange ville endda kigge efter hende med glødende Misundelse lysende i Øjnene. – Og ærligt, hendes Vabler var ikke engang blevet til rigtige Vabler endnu..

Den lille Kælling havde været saa træt, saa træt i saa lang Tid, at December ubemærket var blæst henover hende i al sin Formaalsløshed. Om Natten kunne hun drømme om så ubegribeligt mange Ting; her kæmpede hun store Slag og raabte af Uretfærdighedens Vogtere, og hver Morgen vaagnede den lille Kælling op, alt for tidligt, komplet udmattet og med Vintermørkets ukuelige Pres paa Brystbenene.

Hun ville alligevel slæbe sig selv hen på Fabrikken, og distrahere sig selv saa meget med det haarde fysiske Arbejde, at hendes kødfulde Arme til sidst føltes som Beton. Selv dér, blandt de andre muntre Fabriksarbejdere, kunne hun føle sig noget saa alene, og maatte i smug løbe ud paa Toilettet og sprøjte lidt koldt vand i Ansigtet.

De andre på Fabrikken larmede altid saa højt; normalt lyde hun holdt så inderligt af, ja, de varmede hende næsten op og fjernede hendes Sorger, men nu var de forvandlet til den mest rædsomme Støj, der, ligegyldigt hvor højt den lille Kælling end nynnede, ikke kunne overdøves. I stedet ville den lille Kælling blive fyldt med Aggression og Uretfærdighed, og have lyst til at skride fra det hele. Styr dig selv, sagde den lille Kælling til sig selv, væbn dig med Taalmod!

Den lille Kælling havde heldigvis og helt særligt faaet lov til at se Den Gamle Viskvinde hele to Gange paa tre Dage. Viskvinden kiggede alvorligt på hende og sagde: Hvordan kan vi faa dig til at tro paa, at du er værd at elske? Næ dog, ville den lille Kælling saa svare igen og igen: – Det ved jeg virkelig ikke.
Viskvinden havde blot sagt: Du skal stoppe med at distrahere dig selv. 

Den lille Kælling havde nemlig et Distraktionsproblem, for naar hun følte sig allermest Alene, ville hun helst gerne planlægge en Flugt, enten ved at være komplet Alene og glo ud i Luften, eller ogsaa kunne hun kun se fremmede Mennesker, og gerne Mænd, som hun kunne være Smuk og Vidunderlig overfor; Mænd som kunne begrave deres ansigter i hendes Skød uden at kræve mere end det.

Den lille Kælling havde endda naaet at lave endnu en Aftale med argumentet – Ham her virkede altsaa ganske anderledes end de andre! Men efter at Hypnotisøren Mandag havde foreslaaet om de skulle ses, bare de To, var der pludselig blevet vakt saadan en Kvalme ved tanken om denne form for kropslighed, at alle Kontakter maatte brydes. Ham den Anderledes-end-alle-de-andre tog ikke Aflysningen pænt, og kaldte pludselig sig selv for Lucifer, Lystens Dæmon, og det gik endelig op for den lille Kælling, at det jo altsaa ikke rigtig var præcis saadanne Distraktioner (og Dæmoner) hun længtes efter. 

Kære Børnlille, sikke en uendelig Elendighed tænker I nok, og det forstaar jeg godt I gør. Men Sandheden skal ogsaa være, at jo mere varme og lys fra de højloftede Lejligheder den lille Kælling med Vablerne og Tobaksfingrene passerede, desto mere vidste hun ogsaa, et Sted dybt inde, at hun rent faktisk ikke var ægte Alene.

Den lille Kælling var dybest set glad, og selvom der fandtes disse grufulde, mørke Decemberaftener, saa faldt sneen jo pludselig ned over Nørrebrogade, og selvom hun var den eneste der kiggede op og aabnede munden for at gribe de graa, hvirvlende Fnug, som en anden Idiot, saa var det ikke ensbetydende med, at hun ikke kan elskes eller ikke selv er i stand til at elske. Den lille Kælling vidste godt, at hun var fuld af Kærlighed og at Mørket ikke skulle tage hende. Hun prøvede, at huske sig selv paa det.

Den lille Kælling gik altsaa hjem i sin Lejlighed i udkanten af Byen. Hun trak vejret dybt ned i Lungerne, vaskede Ansigtet rent for Taarer, og ventede på at blive samlet op af Aftenens Aftale. I Lejligheden var der Lys og Varme, selvom hun sad for sig selv. I den aabne Altandør tændte hun Cigaretten med Svovlstikkerne, og kunne mærke Varmen fra Stuen der lagde sig som en blød, beskyttende Mur om Kroppen mod Kulden der mødte hende. 

Slut.”

(Når jeg ikke er W.C Andersen, så har jeg fundet ro i lydbøger og Podcasts, og kan anbefale 24syv Dokumentarer: ‘Ulriks sidste billede” og “Solveigs Erindringer”, og så Politiken’s “Alt er nu”. Alle fortællinger der handler om død og sygdom, hvilket ironisk nok er ret godt for en person med sygdomsangst, du ved – at forholde sig konkret til Døden paa denne maade. Se det i øjnene, overgive sig / give sig hen til Frygten. Det gør mig rolig. Vi skal nok nå det hele, det skal nok gå, det er OK at græde over det tabte.
En anden strøtanke – som lige er faldet mig ind – går på, at jeg lidt godt kunne misunde de kræftsyges uhelbredelighed, altså, på et eller andet sindssygt plan ønske at jeg selv blev meget syg, så jeg kunne få uforbeholden omsorg fra min familie. Er det ikke en syg tanke? Det skal jeg virkelig lige arbejde med.)

kære søndag, er du et hvæs væk fra virkeligheden

kære søndag,
mine øjne er lavet af papir der brænder,
jeg asker lidt på mig selv, 
og omtumles i røgen der stikker på min hud,

det grønne fra tøjet 
får tilføjet det grønne der kan ryges
mudderet i hjernen bliver til en blød sky,
jeg prikker euforisk på klaveret,
overrasket over hvor smukke alle lydene er,
vi er flere med puffede, røde øjne der står og hamrer løs,
musik, jeg har aldrig hørt musik som det her før! 
hæ hæ hæ

senere danser jeg under bordet, 
løfter benene op mod loftet,
de andre følger med mig uden at tøve,
vi er de smukkeste dansere,
haha hihi

vi slår hinanden hårdt i ansigtet
syngende flade lussinger
jeg har lyst til at slå hårdere
haha jajaaa
men det regner
midt om natten,
selvfølgelig skal jeg hjem,

og en julefrokost glider ubesværet ind i den næste
annullerer natten
hvæssene fra det organiske grønne fordufter,
og mudderet er tilbage, 
med jointhovedpine og fysisk udmarvning,
de andre skriger festligt omkring bordet,
men jeg kæmper mod alle de ting der vil ud af min krop
– tårer
(- og prutter
haha)
at føle sig ensom blandt andre
hvilken rædsel

de andre tager i byen
jeg tager hjem  fyldt til bristepunktet af mudder

kære søndag,
vil du ikke fortælle mig, hvad det er der sker?
hvorfor bliver jeg ved med at være så ked af det?
er det virkelig kun decembers skyld?

kære søndag,
jeg har efterhånden luret, hvordan jeg skal håndtere dig,
i dag vil jeg ikke gemme mig i mosen fra dig,
(for i mosen findes tiden og dage ikke)
i dag vil jeg være lige midt i dig,
kom an,
så jeg græder og græder og græder
græder og græder og græder
ubehjælpeligt,
gennemknust,
mit klamme hjerte

jeg har ondt i mine arme
jeg strækker ud i tre timer, 
græder og strækker og græder
strækker og græder og strækker
jeg vil vinde
jeg vinder
for jeg overgiver mig

på min seng lytter jeg til lydbog
det er som om der sidder en gammel mand ved siden af mig,
creepy,
det er en dødkedelig bog af Murakami,
altid med kvinder der “ikke er objektivt smukke”
“men som har et særligt glimt i øjet”
altid med mænd der “lever simpelt”
“og som ikke har brug for nogen andre”
altid Mendelsohn og Schubert
lette måltider og a-mennesker,
jeg falder i søvn, 
drømmer at jeg er en kvinde med mystiske glimt-øjne,
haha,
jeg vågner og swiper og strækker og græder
græder og swiper og strækker
men det føles mindre elendigt

på sexchatten
“jeg er ensom og liderlig men orker ikke at mødes, k?
vil bare gern skriv lidt, k?”
“ja for helvede vi er alle ensomme” (svarede ingen)
dybe relationer
søges

kære søndag,
jeg overlever hver søndag,
selv efter det grønne udenpå og indeni,
selv efter du prøver at fucke mig op,
jeg hader dig
jeg elsker dig
(jeg er bange for dagene uden dig)

næste gang det regner
så er jeg sådan her
promise

julemusicalen: ‘baby, det er lidt koldt indeni’

-DU HAR PYNTET OP FOR DIN EGEN SKYLD, HAHA, siger jeg højt til mig selv i morges, da jeg går igennem stuen og soveværelset, hvor jeg sporadisk har placeret små klamme nisser og hængt billige glitter-julehjerter i de halvdøde, uregerlige planter. Når jeg børster tænder og pakker tasken, synger jeg hæst med min jazzede tobaksstemme voldtægts-duetten: “Baby, it’s cold outside”, men jeg kan ikke synge begge stemmer, så jeg mister tråden hele tiden og når aldrig længere end “… the evening has been … so very nice.. hmmm-mmmm-la-la-bla-bla”. Jeg spekulerer på om mine naboer bliver ramt af min tragikomiske juleånd der siver gennem de tynde vægge. 

Det er et forsøg på at arbejde til sent på eftermiddagen, blive på kontoret til aftenen er så kort, at den bliver overskuelig, og samtidig arbejde så meget, at jeg får ondt i mine arme. I går siger jeg til de andre, at vi skal høre julemusik. Drengene kigger skeptisk på mig. “Det passer da ikke til din mørke sjæl,” siger en af dem ironisk. Jeg griner: “Det er sandt. Jeg kan bedst lide at høre Judy Garlands ‘Have yourself a merry little christmas’ alene i min tomme lejlighed og græde lidt for mig selv. Alt det her,” jeg peger på mit smilende ansigt og røde Pyrus-agtige tøj, “det er en facade.” Vi griner bittersødt, høhø, velvidende at det nok ikke rigtig var en joke. 

Høhø. 
I dag er der julefrokost. Jeg har brugt morgenen på at finde ud af, hvad jeg skal have på, jeg vil gerne stråle som et juletræ. Mit ansigt stirrer sundt tilbage i spejlet, fordi jeg er begyndt at spise grøntsager, og mit underliv er stoppet med at bløde efter Mr. Rabbits søndagspenetration. Jeg har det godt, men jeg har det også virkelig ængsteligt. Mit hoved er fyldt med mudder.
Forfatteren skriver, at han gerne vil komme og tage mig snart (ligesom han har sagt siden april, hvor jeg så ham sidst, lol). Jeg kan ikke mærke noget fysisk behov efter jeg havde det underlige one-night-stand i onsdags. Tanken om onsdagen og sex generelt giver mig faktisk en meget dårlig følelse. Jeg tror ikke, jeg kan det dér længere (ansigtsløs sex), goddammit.

I virkeligheden vil jeg helst bare have en, som jeg kan proppe pebernødder ind i munden på, en at kysse meget på kinderne, en der har en stor striktrøje på der holder mig tæt. Men det kan man altså ikke få på en app, sådan lige. (Kan man?)

Jeg har desuden matchet med Hypnotisøren igen, dog ikke fordi jeg ønsker at genoptage det seksuelle eksperiment (tanken giver mig kvalme), men mere fordi jeg i lang tid har tænkt på, hvad der skete i sommers, da han ud af det blå forsvandt et sted i Frankrig. Jeg har spekuleret på, om han viste sig at have en psykose, kæreste eller egentlig bare var et røvhul. Jeg venter på, at han skriver til mig, så jeg kan sige: “Jeg har ikke tillid til dig, men fortæl mig flere af dine eventyr”. Jeg vil gerne skrive en historie om ham. Egentlig vil jeg gerne skrive en historie om alle de seksuelle/halvromantiske relationer, jeg har haft i 2018. Årets relationer har været så udsyrede, det føles ja, netop som fjerne eventyr, vilde fortællinger, lange digte, visuelle fragmenter og dufte der stadig hænger i min sex dungeon i NV. 

Relationerne og de magiske møder føles fjernet fra mig nu, lidt ligesom at vågne op fra en lang drøm. Historier jeg ikke har lyst til at glemme, men som jeg heller ikke har lyst til at genopleve. Så jeg sætter mig på kontoret, jeg sætter mig i julen, og som en smørklat i risengrøden smelter jeg ind i alt det nye og i alt det der føles vigtigt nu. Når jeg stopper op i de små momenter af tavshed, kan jeg mærke, at jeg ked af det, det føles som sorg, hjertesorg lidt måske, så jeg forsøger at ryste det af mig, som var det bare ligesom at være ude i det kolde vejr. Hvis man trækker vejret dybt nok, holder ens hænder op med at ryste. 

De sidste par nætter har jeg haft nogle helt vilde drømme, hvor jeg råber rigtig meget af folk omkring mig, kæmpe konfrontationer. Så meget aggression. Jeg skælder ud så vinduerne ryster. Det er halve mareridt, for det føles faktisk også meget godt at råbe sådan, samtidig med at gør det svært at stå op om morgenen efter en hel nats heftigt råberi. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, at selvom mange ting i år har ændret sig, så er det ikke dårligt. Jeg vil gerne råbe noget mere i virkeligheden også. Jo mere jeg råber, desto mere forsvinder angsten. Men jeg kan godt forstå, at folk omkring mig kan blive lidt trætte af det. Det larmer jo ad helveds til. 

Kan et råbende menneske overhovedet holde jul? Må man gerne råbe når det er jul? Hvad vil familien ikke sige, når de pludselig opdager det grønne julemonster for bordenden, der forsøger at stjæle den jul de kendte. Jeg forsøger allerede mentalt at preppe mig selv på, hvordan jeg skal håndtere forældrene, søsteren, og de andre familiemedlemmer (især de alkoholiske). Jeg vil gerne ikke købe gaver, jeg vil gerne ikke spise maden, jeg vil gerne ikke snakke om alt muligt crap, jeg vil gerne ikke være der. Sidste år lovede jeg egentlig mig selv, at jeg ville rejse væk næste gang, eller være frivillig, noget velgørenhed. Jeg føler mig som en fremmed det sted, hvor jeg burde være mest mig selv, men formår stadig ikke at sige fra. 

Nå. Høhø, ik?
Jeg pynter op til jul på trods. Men jeg tror også det er meningen egentlig. Især når man ikke har nogen tæt familie, når man kun har sig selv. Så kan jeg lukke året med eftertænksomhed og bløde følelser, forstå den krybende sorg over at være et råbende menneske, se gennem julematrixet, samtidig med at jeg selv indgår i det. Der er vist ingen vej udenom. Fuck.

Okay, slap af Judy Garland. To sekunder. Lav lige en positiv liste også: 
TIL GENGÆLD elsker jeg, at jeg skal holde julefrokost med mine 10 mandlige kolleger, som i år også er blevet mine 10 mandlige venner, og jeg elsker, at jeg har et drømmejob, hvor jeg får løn for at lave det jeg elsker mest, jeg elsker min sindssyge lejlighed, jeg elsker mine fantastiske venner der er så kloge, vilde og dygtige, og jeg elsker julefilm, og jeg elsker julemusik, især den her:

Og min jule-guilty pleasure, som oprigtigt gør mig helt vildt glad (og skamfuld): en rigtig drengejul (link) (jeg må åbenbart ikke proppe den ind her). Og så er jeg mildest talt besat af ‘Baby Grinch’! Jeg døøøøør.

Nu skal mudderet i hovedet bare lige forsvinde (du er ikke ved at gå i opløsning, du er ikke ved at gå i opløsning), måske den kan forsvinde med øl og snaps (dårlig plan), måske den bare skal have lov til at være der, i al sin angst, i al sit grumsethed.
Alting ergodt. Det ved jeg, dybest inde.

en sort enke

Jeg strækker armene over mit hoved, og slanger mig nøgen og selvsikkert rundt på lagenet under ham. Min hud er lavet af fløjl, og hans hænder kærtegner hver en centimeter. Jeg er det smukkeste menneske, lige dér. Jeg river i hans stikkende, mørke ryghår, der svømmer rundt i varm sved mellem mine fingre.

Det var det du ville, var det ikke, spørger jeg mig selv. Jeg har selv skabt de stød mellem knæene, der har bragt os helt herhen. Jeg fascineres af ham og hans kunst, samtalerne om følelser og sex. Jeg har en idé om, at han er god i sengen, jeg er nysgerrig og insisterende. Lader tavshederne mellem smøgerne sitre med selvsikker øjenkontakt. Han blinker febrilsk intensiteten væk.

Om natten drømmer jeg, at jeg fortæller ham, at jeg ikke interesseret i ham alligevel, og at han altså ikke kan sove her. Men da jeg åbner øjnene ligger han ved siden af mig og trækker vejret roligt i søvnen. Jeg lægger mig langt ud på kanten af sengen og tager sovebrillerne på igen, drømmer videre, at han ikke er her. 

Hans lille spidse mund vil kysse mig om morgenen. Igen er hans hænder overalt, de holder fast om min fløjlshud, jeg sukker og skubber min numse begærligt ind mod ham, og han går ned på mig, selvom jeg blødte igår. Jeg siger, at jeg skal på arbejde, tager et bad, mens han bliver liggende. Jeg tror, at jeg skal være grøn i dag, siger jeg og finder det grønne tøj i skabet. Jeg tror, at jeg skal være grå i dag, siger han spagt.

Vi kysser flere gange farvel, han er pludselig meget forsigtig, jeg kan ikke mærke stødene længere, jeg kan kun tænke på hans klistrede ryghår og lille spidse mund. Jeg bevæger mig svævende rundt i lejligheden med et smil gemt i munden, min latter fylder rummene, vi siger farvel ægte nu, og jeg glemmer ham allerede før døren lukkes.

Det var dette du ville, var det ik. 
Det var det. Du ville. 
Min arrogance føles som gift. 

***

“Jeg kan nogen gange blive så vred på dig,” siger jeg.
“Det er okay.. Du må gerne være vred på mig,” svarer Psykologen.
“Du har skabt et monster.”
“Du bliver kun ensom, når du prøver på at miste dig selv.”
“Jeg kan ikke holde ud, at ting skal gå i stykker, fordi jeg har træsko af metal på.”
“Men du skal jo være dig selv.”
“Men mit ego bliver jo så stort, at der ikke kommer til at være plads til nogen. Jeg tænker hele tiden- kan de overhovedet lide mig?”
“Har du overvejet, om du kan lide dem?”
“Nej men..”
“Igen: Du bliver kun ensom, når du prøver at miste dig selv.” 

***

De fire øl og den lette søvn ved siden af det fremmede menneske river i mig. Er fanget i grønt tøj og kvalme på kontoret. Der er lyden af en sang, men jeg kan ikke finde ud af hvilken. Mine bevægelser er sløve, jeg kæmper mod mine øjenlåg, jeg føler mig fjern men også meget til stede, jeg føler mig kold i radiatorvarmen, jeg har ondt i mit underliv, jeg tænker på, hvorfor jeg bløder nu, jeg tænker på, hvorfor han ikke gjorde et større indtryk, jeg tænker på sex, min længsel efter at blive fyldt op, ufuldkommenheden i denne situation, jeg siger: du skal have kondom på, han siger: nå okayh, jeg siger: jeg vil bare gerne have ren samvittighed, han siger: jeg mister min erektion, jeg siger: det er ok, orgasmer er ikke så vigtige for mig, han siger: du er god til at nusse, jeg siger: tak og i lige måde, det er hyggeligt, han siger: du ser flot ud nøgen, jeg siger: tak, han siger igen: du ser flot ud nøgen, jeg lyver: i lige måde.

***

det er ikke et modermærke, det er bare fregner

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er et dårligt menneske. Det er utrolig let. Så jeg isolerer mig fra mine virkelige relationer, og opsøger de digitale i stedet for. Jeg vil helst se nogen, der ikke kender mig. Det er selvfølgelig ikke bare lige sådan; jeg tager forholdsregler og stiller krav. I en digital virkelighed kan jeg være et godt menneske igen. Jeg vil gerne have sex, men ikke med nogen der ved hvem jeg er. Jeg kan ikke overskue, at rodes ud i noget med nogen. Jeg kan ikke overskue muligheden for at fucke ting op. 

Jeg ved, at jeg overdramatiserer. 
Jeg ved, at jeg er alt for hård mod mig selv.
Jeg ved, at jeg har ret. 
Jeg ved, at jeg ikke har ret. 

Jeg har lovet mig selv, ikke at skrive om andre ydre konflikter her på bloggen end dem med mænd. Venskaberne og de andre relationer holder jeg for mig selv, fordi jeg er bange for at såre nogle med mine ord. Derfor kan det nogen gange blive til en tåget metasnak, når nogle af disse ting fylder rigtig meget.

Jeg har i weekenden kæmpet mod mit selvhad, og jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at skrive om det her. Men jeg skammer mig så meget over alle de rådne følelser jeg har, at jeg ikke har lyst til at formulere dem.

***

Jeg ville gerne have skrevet om min fredag, hvor jeg vandrede rundt om Mosen. Den var helt tom, men min hjerne larmede så meget, at jeg følte, jeg stod et meget trafikeret sted. Naturen gjorde mig bange. Overalt så jeg kun de døde træer. Onde fugle der gemte sig i krattet. Det var som om, at jeg var ved at miste min forstand. Min hjerne skreg: Du er så fortabt. Du er så ensom. Du er så fortabt. Du er så ensom. 

Kunne jeg bare opløses i vandet, lægge mig et hemmeligt sted, dybt inde i mosen og forsvinde. En dybtliggende angst, der smerter i alle nerveender. Alle steder at gå hen, ingen steder at høre til. En plan om aldrig at være tæt på nogen igen. For når man er så slemt et menneske, ustyrlig og selvisk, så ødelægger man bare alt.

Jeg ved det godt. Høje bølger. Det er derfor jeg skammer mig. Jeg kan ikke bruge skammen til noget dog. For det er næsten dobbelt-åndssvagt at hade sig selv for sit selvhad. Det løser jo ikke en skid. 

Det er absurd, hvor jeg kan gå fra at være et Helt Menneske til et Ikke-Menneske. Der er aldrig nogen middelgrund. Jeg er alt for hurtigt en teenager igen, og jeg barrikaderer mig bag døren, nemt når man i forvejen bor alene. (Der er ingen der kan seat du græder)

***

Jeg ville gerne have skrevet om min lørdag. Fucking første december. Jeg forsøger at høre julemusik. Jeg vil gerne forsvinde ind i en juleillusion. Bare rigtig hygge mig. Men jeg hygger mig overhovedet ikke, for jeg har for travlt med at hade mig selv. I stedet skaber julen en mørk, tung ensomhed, der får mine ben til at ekse og mit hjerte til at bløde. Jeg kigger på folks insta-stories, og jeg misunder enhver form for socialitet.

Jeg kunne sagtens have været social hele weekenden. Jeg var inviteret til en masse ting. Jeg behøvede ikke at være så ensom. Men det bliver et statement, en straf jeg selv synes, jeg fortjener. Jeg fortjener at sidde derhjemme og være så dybt ulykkelig. Det er ikke konstruktivt. En gammel aftale får mig heldigvis på bodega. Mens jeg sidder der og snakker, tænker jeg, at jeg er vanvittig selvoptaget. Det er kvalmende. Min stemme knækker. Ikke græd, ikke græd. 

På vej hjem, lidt efter midnat, skriver jeg til H. og spørger hvor han er. Jeg vil give alt for at blive holdt om. Han er opløst i sit eget selvhad, så han forsvinder (heldigvis), før jeg når at fange ham. Om natten kan jeg ikke slippe fantasien om at skulle røres ved. Som om at fysisk kontakt ville kunne hjælpe alt. 

***

Jeg bruger søndagen i en halv døs foran ‘True Blood’ med Mr. Rabbit mellem benene. Jeg onanerer mig selv til blods og til lykke. Jeg skriver med digitale mænd. Arrangerer dates. Jeg beslutter mig for, at hvis jeg rent faktisk er et dårligt menneske, så må det være sådan. Jeg kan godt blive et bedre menneske, hvis jeg arbejder på det. Jeg gider ikke være et hjælpeløst offer, som skylder skylden på alle andre. Uhhh de behandler mig så dårlit hvorfor vil de ik vær min ven meerr så tarvelit. 

Objektivt er jeg ikke ensom. Jeg har et stort netværk og mange tætte venner. 
Objektivt er jeg ikke et dårligt menneske. 
Objektivt har jeg styr på, hvad det er jeg skal i livet. 

Jeg ville gerne have lavet en julekalender som sidste år, hvor jeg dag til dag beskrev min elendighed. Men det har jeg faktisk ikke rigtig lyst til i år. Jeg vil hellere prøve at forstå selvhadet, og hvorfor det er så let for mig at tappe ind i det. Julen er en bitch, og især når man er single og har rod i sit følelsesliv, er det ekstra let. Det er en lammende følelse af utilstrækkelighed og rodløshed, fordi man sammenligner sig selv med alle andre – idealiserer en form for “perfekthed” eller “fuldkommenhed”, som bliver målet. Men det er alt for abstrakt at forholde sig til. Jeg kan ikke bruge det til noget.

Jeg vil gerne være stærk. Jeg vil gerne være bedre til at være menneske. Nogle gange føles det som om, at vi alle bare smadrer rundt og prøver at finde ud af, hvordan vi skal leve bedst muligt. Der findes ingen universelle sandheder. Selvhadet gør mig træt, for jeg er alt for priviligeret til at skulle tænke sådan.

****

Tidligere i dag var jeg til lægen. Jeg lagde mig på briksen og lod hende tjekke alle mine modermærker. Der var dog ingen modermærker. “Det er altså bare fregner,” sagde hun. “Jeg er bange for, at jeg er meget syg hele tiden,” sagde jeg med bævrende stemme. Hun kiggede på mig uden omsorg. Hun så bare et sundt menneske med unødvendig paranoia. Det gjorde mig både glad og ked af det. Der er ikke noget galt med mig. Jeg er bare min egen værste fjende. 

Alting er lidt oppe i luften for tiden. Desto mere jeg nærmer mig selv, desto mere komplicerede bliver tingene også. Arbejdsliv, dating, venskaber. Jeg udvikler mig langsomt til at være en no-bullshit-kinda-person, der kynisk fjerner ting der gør mig ondt, og som selvbevidst sætter grænser. Det er selvfølgelig en ret god ting at kunne, men konsekvenserne skræmmer mig; at man rent faktisk kan tabe noget – og at tingene kommer til at ændre sig. Jeg forsøger at bearbejde sorgen, men det er nogen gange for uhåndgribeligt for mig.

Nu er jeg tilbage på arbejde. Jeg forsøger ikke at tale for meget om mig selv, men i stedet for bare arbejde. Det tror jeg godt, at jeg kan finde ud af. Det håber jeg. Ellers ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.