en slåskamp

En slåskamp,
jeg vågner klokken fem i morges,
igen,
N. har ikke svaret i går aftes, han glemte det,
(han glemmer mig),
jeg har sikkert ødelagt det, det ved jeg,
jeg ser de nye afsnit af True Detective i morgenmørket,
måske hvis jeg trækker vejret dybt ned i maven vil knuderne forsvinde,
stå op.

En slåskamp,
der kæmpes om plads i hjertet,
forelskelsen vs kunsten,
jeg har konsekvent kvalme på kontoret,
de kemiske sammenstød bobler i kraniet,
mine arme svæver igen over bordet,
et sug i hjertet, grumset hjerne,
er jeg ved at få et hjerteanfald,
ej jeg er for ung til slags,
gå derfra.

En slåskamp,
når jeg græder lidt på cyklen i myldretiden,
jeg har ikke plads til noget indeni,
og da slet ikke mig selv,
fingrene sitrer, stakåndet begær,
tag dig sammen

En slåskamp,
græder jeg fordi, jeg skal vælge?
jeg ser mig selv slå alle tingene i stykker,
det nye år kan gå ad helveds til,
kan jeg kigge frem til 2020, se om det hele lykkes,
en lysende krystalkugle,
månen,
jeg taber tiden igen,
glem det.

En slåskamp,
jeg stoler ikke på N.,
(jeg stoler ikke på mig selv)
man kan da heller ikke få det hele,
drømmejob og drømmemand,
(kan man?)
hvem vinder,
hvem vinder,
(ikke mig),
et hjertebarn,
men hvem?
giv slip. 


kære søndag, du har skjulte øjne

Man kan kigge ind gennem vinduerne i bygningen overfor.
Jeg holder nogle gange øje med dem, men spekulerer på, om de også holder øje med mig. Et ubestemt “de”, for deres ansigter er for langt væk til at de kan have nogen konkret form. Hvor mon de er henne, hvad mon de laver. Oftest er vinduerne mørke, tomme. Jeg kan spekulere i, hvorfor det altid kun er mig, der er betragteren.

Denne søndag ville de have kunne se følgende – i tilfældet af, at de rent faktisk holdt øje (måske er det kun mig selv der ser tingene ude fra):

I soveværelset tidlig eftermiddag iklæder en høj, ranglet og temmelig bleg fyr sig sin hvide skjorte. Kvinden i den røde, løse t-shirt og med bare ben sniffer til ham og vrænger på næsen. Man kan forestille sig, at hun siger: Hele bodegaen sidder fast i dig.

Han kysser hende på panden, hun smiler og kaster sig tilbage i dynerne. Hans mund former ord, der kan se ud som om han siger: “Hvor er jeg glad for, at det går så godt for dig, det fortjener du”.
Det kan også se ud som om, at han siger: “Jeg hader mig selv så meget, at jeg ikke tror på, at noget godt kan ske i mit liv.”

I sengen forinden har han kradset sig gevaldigt i sin tørre hovedbund, mens de snakker. Kvinden griner meget og piller nænsomt i de nye grå hår, der er tonet frem bag hans ører, han skubber hendes fingre væk. Hovedpuden fyldes med hans døde hudflager. Kvinden undertrykker tømmermændskvalmen.

De rører ikke ved hinanden som sådan. Det er en sær konstellation at overvåge; hvordan man mødes klokken fem om morgenen, blot for at sove sammen i hver sin side af sengen. Det er primært manden som lægger sig op af hende, men det var jo også ham der havde ringet. Hun vågner efter kun et par timers urolig søvn, vikler sig ud af hans arme.

På et tidspunkt ringer kvindens telefon. Hun går ind i den tilstødende stue og hvisker hemmelighedsfuldt og kærligt ind i den nede mellem sofapuderne. Hendes smil fylder rummet. Den ranglede mand i sengen lytter med og sørger for at være helt, helt stille.

Da han er forsvundet ud af døren efter et langt kram i entreen, åbner kvinden samtlige vinduer og døre for at slippe den isnende januar-vind ind, og udskifter fyrens bodega- og falafellugt med ingenting. Hun skifter sengetøj i slowmotion, børster hudflagerne af lagenet, skjuler alle spor.

To timer og en kort lur senere dukker en ny person op i lejligheden. En mand med skæg, briller og mørkt, krøllet hår. De bliver ved med at holde om hinanden ude i køkkenet. Han krammer om hendes frie bryster under bomuldskjolen, mens hun langsomt skærer grøntsagerne i skiver.

Tømmermændene er forsvundet fra hendes ansigt, gråheden opløst, og øjnene er store og blå; de fæstnes kun på ham. Madlavningen tager ubegribelig lang tid i forhold til omfanget, da hun bliver ved med at kline sig op af ham, hans febervarme krop, de store læber. Når hendes øjne rammer hans står de begge stille, mens luften vibrerer omkring dem.

Under filmen på fjernsynet for enden af sengen er de viklet ind i hinanden; hans hoved hviler på hendes bryst og hendes ben er filtret ind i hans. Senere hvisker han ting i hendes ører, hun fniser, hiver efter vejret, stakåndet og skubber underlivet mod hans. Hans hånd er placeret mellem hendes ben ude på tøjet, og hun prøver forgæves at åbne bæltet i hans bukser.

Efter at have rodet rundt med tøj på i en rum tid, tager han sin jakke på. I entreen har de problemer med at give slip på hinanden, kvinden bliver ved med at søge hans favn, han skubber hende blidt væk for at binde sine snørebånd. Hun mærker ham på panden med omsorgsfuld gestik, sender ham væk med et langt kys.

Kvinden sidder efterfølgende på altanen og ryger dagens første cigaret med musik i ørene. Hendes øjne er trætte, de spejder åndsfraværende op mod nattehimlen, mens cigaretrøgen opløses i kulden. I soveværelset, på sengen, i det rene sengetøj, fri fra døde hudflager, men fyldt af gæst nummer tos duft, onanerer hun hurtigt, og bliver liggende på ryggen i lang tid uden at bevæge sig.

Gardinerne trækkes for, lyset slukkes.

****

Jeg er for stakåndet til at sove, for tømmermændstræt til at være vågen, hans duft sidder så tydeligt i mine næsebor, at jeg er ved at miste forstanden, og han gør det med vilje, giver mig denne sindssyge; et afsindigt begær, “når jeg bliver rask, skal jeg nok kneppe dig,” hvisker han, “jeg får en kildrende følelse gennem hele min krop, når jeg tænker på alle de ting, jeg skal gøre ved dig,” men han kan ikke blive og sove, for han er jo syg, og min krop vågner mit om natten, penetreret af hans spøgelsespik, mit kraftige begær forløst i en imaginær orgasme, og det er som at vågne fra et mareridt, for mit hjerte banker efter stødet; underlivet så sitrende og kildrende, at jeg igen mister alle mine tanker, og jeg kan blive bange for, at det her udvikler sig kun til en sex-relation, men der er noget i hans væsen, som giver mig lyst til at overgive mig på alle tænkelige måder, mit hjerte er en lost cause nu, jeg ved det, han ved det, og måske vi bare hygger, som han sagde forleden, men jeg er allerede hans.

i haven (del 2)

Jeg hørte på et tidspunkt, at man “skyller” fyren/forelskelsen ud, når man har menstruation. Jeg grinede af det. Ha! Det kan da ikke være sandt, at noget kan være så forenklet. Er det ikke bare noget man siger til folk med hjertesorg – “bare rolig, om lidt er han ude af dit system igen”.

Vi taler i telefon sammen mandag aften. Han er stadig syg, vi kan ikke ses. Jeg har abstinenser. Det hele skvulper i mig, rustjebane of love, det er ulideligt, det er fantastisk. Efter vi har lagt på, opdager jeg, at jeg har fået min menstruation.

Skvulpene holder op, formentlig fordi jeg har fået et hurtigt fix gennem telefonsamtalen. Jeg falder i en dyb søvn og formår at sove over mig næste morgen (noget jeg aldrig gør normalt), fordi jeg ligger med hovedet begravet dybt nede i min underbevidsthed, som er fyldt med mareridt; halvfærdige, dårlige drømme om vampyrer og terrorangreb.

Efter terrorangrebet bliver jeg kørt rundt i en stor lastbil af militæret og tvinges til at kigge på alle ligene. De fleste af de døde er kvinder på min alder, og de ligger most inde i væggene med deres lemlæstede kroppe, alle med åbne øjne, stirrende på mig. Jeg er i chok.

Jeg får i min drømmedøs skubbet mig selv på arbejde, mit hoved er luftigt, der er en langsommelighed og ligegyldighed i mine bevægelser. Jeg beslutter mig for at skrive plottet på historien om for guderne-skal-vide-hvilken-gang, og bliver nervøs over, at jeg igen på denne måde lader min selvkritik og angst for at være en kliché overmande mig. (Jeg skriver historien om hver fjerde uge, det er ganske dumt).

Jeg er ikke på rustjebanen of love længere, men er et nyt menneske skabt af mareridtene, menstruationen og den abstrakte fortælling, hvis struktur og omfang jeg endnu ikke kan finde ud af. Et nyt menneske der græder lidt foran psykologens kontor, på bænken, i regnen. Jeg har glemt haven, der er kun asfalt nu, en have af asfalt, mine lodne følelser der bobler som lortevand i kloakken.

“Vi skal finde ud af, hvorfor det er er så intenst for dig,” siger psykologen.
Jeg græder stille, men griner lidt imens. Jeg er bevidst om, at der kun er gået ti dage; jeg er bevidst om, at jeg har det alt for vildt.
“Du skal passe på, du ikke mister dig selv. Puf – så er du pludselig væk.”
“Jeg ved det godt, jeg ved det godt, jeg prøver at passe på, det er så svært.”
“Du er ikke et af ligene som i din drøm; du er ikke en levende død.”

“Hvad tror du sammenhængen er mellem det her, dine forældre og dine andre relationer?”
“Jeg kan næsten ikke få det over mine læber…”
Jeg kender godt svaret; det er altid det samme svar, altid det samme problem, dét der altid fucker mig op.
“Prøv.”
“Jeg er så bange for, at jeg ikke kan blive elsket for den jeg er.”

Tilbage til møderne på arbejdet er jeg fraværende, flyvsk, men stædig, en ulidelig kombination, jeg forsøger at lure det hele på splitsekunder, mens jeg tænker på N. de andre dele af de splittede sekunder, men mest af alt tænker jeg på sætningen: jeg er så bange for, at jeg ikke kan blive elsket for den jeg er. 
Mine skridt er tunge på hjemturen, jeg fortaber mig i Faktas kølediske, mit underliv kramper, og til trods for de ti timers søvn, er jeg totalt kvæstet, fyldt op.

N. vil kysse mig, det skriver han.
Jeg kommer til dig, det skriver jeg.
Han står ude i badet da jeg ankommer, altid så renlig. Stort vådt kys. Jeg sætter mig på en skammel foran badet, beretter om min dag, men undlader at fortælle om psykologen. Han er kærlig og kaster sig over mig på sengen efterfølgende, kysser mig i een uendelighed, det er vidunderligt, han gør mig glad, jeg hviner, ihhhhiiiii.

Jeg tænker, at jeg rigtig ikke føler noget. Ingen af de voldsomme sus, men jeg er heller ikke trist. Jeg er bare.
Jeg tænker, at det er ok.
Jeg tænker, om jeg er igang med at skylle ham ud med min menstruation, og at jeg om lidt skal starte forfra med at forelske mig i ham.
Ikke tab dig selv, ikke tab dig selv, lyder det bag mine tanker og ord konstant.

Jeg tager ham i munden.
Du er sindssyg, siger han. Psyko.
Jeg sluger hans sæd, smiler.
Jeg synes vi skal tage til Rom, siger han.
Ja? siger jeg.
Vi kysser igen, forsigtigt. Salt.
Mener du det? spørger jeg.
Ja! Vi kan bare tage på en lille tur, små skridt.
Ja?
Hvad skal jeg sige, hvis du bliver bange?
Jeg siger: ‘Jeg er bange’, og så skal du sige: ‘Det er okay, at du er bange’.
Ah okay, og så siger jeg bagefter: ‘Bare rolig, jeg passer på dig.’ Han krammer mig.
Ja.
Det kan vi jo sagtens.
Det vil jeg gerne.
Jeg passer på dig, siger han igen.

Jeg sover dårligt efterfølgende. Bliver ved med at vågne op, kigge på ham, røre ved ham. Fryser, sveder. Fucking menstruation. Jeg er bange for at bløde i hans hvide sengetøj. Det føles som om, at han siver ud af mig med blodet, drypper ned i mine trusser og forsvinder. Jeg vil gerne forelske mig igen i ham, lige om lidt. Det vil jeg så uendeligt gerne. Han er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt.

Jeg har ikke lavet nogle planer i den her uge. Generelt er jeg fyldt op, undlader at svare på beskeder.
Jeg har mest lyst til at sidde helt stille og menstruere i et mørkt rum.
Husk dine venner, siger psykologen. Men det handler ikke så meget om det, det handler mere om: Husk dig selv.
Ikk’ oz?
Husk dig selv.

Jeg sidder i Haven igen imorges. Denne gang føler jeg ikke særlig meget, og forlader den hurtigt. Nu er jeg på kontoret. Når jeg rømmer mig, kommer der lidt sæd op i min mund. Sæd er noget klistret stads. Jeg har lyst til at skrive det til ham.

Det skal nok gå det her.

i haven

For et år siden besøgte jeg Haven for første gang. Det var sammen med H.’s bedste ven, som jeg havde mødt et par uger forinden. Vores venskab var helt nyt og knitrende, midt i den euforiserende venskabsforelskelse, og vi besluttede i vores dæmoniske fuldskab at kravle over hegnet til Haven klokken fire om natten i regnvejr. Bedstevennen sagde, at dette var den bedste måde at opleve Haven på.

Et magisk sted, væk fra Tiden.
Der var stilheden, som engang imellem blev afbrudt af skrigende fiskehejrer i træerne; skrig der gjorde Haven eksotisk, fremmed på en måde, men der var også noget ved lyset derinde; som om det aldrig kunne blive ægte mørkt. Vi sad i lang tid i tavshed foran slottet, mens regnen gennemblødte tøjet, og jeg lænede mit hoved ind i hans favn.

Siden har jeg tilbragt mange stunder derinde, både alene (i solen, i regnen), på akavede dates og med venner. Jeg har gemt mig fra Angsten derinde, stenende på en bænk i timevis; overlevet hedebølgen i skyggen under trækronerne; løbet panisk væk fra de aggressive gæs; grædt bag solbrillerne, men altid fundet ro. På en måde havde jeg besluttet mig for, at det her var mit nye helle i byen.

****

I morges kører jeg forkert på vej hen til arbejde. N. har sagt, at jeg bare skal dreje til højre i krydset, hvor han selv skal lige ud. Efter fem minutters cyklen finder jeg ud af, at jeg er kørt alt for langt i en helt forkert retning. Men i krydset hvor jeg rådvild holder, opdager jeg den store port ind til Haven; en indgang jeg ikke kendte, som om byen er blevet vendt på hovedet.

I Haven er der helt stille. Myldretrafikken fra den store vej er allerede et fjernt larmende minde i mit baghoved, og stierne er tomme for mennesker. Jeg vader ind over det mudrede græs, til jeg finder en dugvåd bænk, som jeg sætter mig på. Mine bevægelser er i slowmotion, og efter et rum tid i statue-position, begynder følelserne af pible ud fra hjertet og rundt i blodet.

Forleden sagde min (nogle gange lidt for spydige) veninde til mig: “Nå, så du har ikke ødelagt det endnu? Flot!” og grinede, som om man altid går ud fra, at jeg kommer til at fucke det op. Jeg tænker på kommentaren, mens jeg sidder i Haven, og jeg forsøger at forstå, hvorfor kærlighed gør mig ked af det – netop som om, at udgangspunktet altid vil være, at tingene ikke holder. Jeg troede egentlig, at jeg var kommet længere end det.

Vi har set hinanden meget den seneste uge. I går er vi tavse og trætte; udmattede. Min krop er ikke vant til at være så lidt alene. Den smelter ind i hans, længes efter ham, selvom han allerede ligger tæt på mig.
Tættere, længes den, tættere.

“Tror du vi begge er sådan nogle weirdos?” spørger han, mens vi ligger på gulvet om aftenen. Han læser en bog, og jeg tegner i min notesbog. Min hånd hviler på hans lænd. Jeg kan på intet tidspunkt stoppe med at røre ved ham.
“Jeg tror egentlig, at vi er ret normale…”
“Ja, måske. Hmm. Jeg føler mig normal, men folk siger hele tiden til mig, at jeg burde gå til psykolog, og så tænker jeg jo, at så må der være noget galt med mig.”
“Hvorfor tror du, at folk siger du skal gå til psykolog? Er det fordi du er ked af det?”
“Selvfølgelig er jeg ked af det. Men det er ikke så meget dét… det er mere med relationer og såen…”

Jeg har lyst til at spørge ham, hvad han mener, men tør ikke. I stedet drager jeg mine egne konklusioner: Selvfølgelig er det lykkedes mig at finde en ny følelsesmæssig ødelagt, utilgængelig person, tænker jeg. Det er kun et spørgsmål om tid, før han pludselig vender på en tallerken og dropper mig, iskoldt. Erkendelsen får mit blod til at stivne. Jeg fokuserer på tegningen og prøver at skubbe paranoiaen væk.

“Vi kan godt lide hinanden, W…” Konstaterer han, før han falder i søvn.
“Ja,” siger jeg, og kysser ham på det ubegribeligt bløde punkt mellem skægget og øjnene. Hans kinder er store og runde, øjnene brune og varme. Han er småsløj, og hoster svagt ind i min ryg.
“Når jeg bliver rask, så skal jeg kysse dig rigtig meget,” siger han.
“Når du siger de ting, får jeg et sug i maven,” siger jeg.
“Gør du?”
“Ja.. det gør jeg altså…”

Jeg bliver ved med at vågne op i løbet af natten og presse mig tættere på ham, stryge mine hænder over hans ryg, ned over hofterne og lårene. Vi har været for trætte til at have sex, men det er fint nok, for min krop kunne heller ikke mere.

Mine orgasmer om formiddagen havde fået mig til at græde af overvældelse, og tårerne blev smurt ud på hans ansigt, fordi det var så tæt på mit, mens jeg kom. Min seng var våd, gennemblødt af mig selv. Der er ikke nogen siden Skægmonstret, der har givet mig en sprøjteorgasme. Orgasmerne gør mig skrøbelig og meget sårbar, men det tør jeg ikke fortælle ham (pas på hjertet, pas på hjertet, ik’ vær’ for meget, ik’ vær’ for meget).

Sexen med ham er tryg og ekstatisk, hele tiden noget nyt, noget andet. Hans humør svinger på samme måde, jeg svinger også, og hver gang han kysser mig bliver jeg våd, gennemvæder trusser og strømpebukser, og i badet lørdag nat, vi er fulde, siger han: “Vi skal tage et sted hen sammen, sig hvor vi skal hen, bare sig det, og vi gør det, vi kan tage alle steder” og trænger ind i mig bagfra. Jeg binder hans kønsdele ind i mine hårelastikker, spænder ham op, og jeg står bag vandstrålen fra bruseren, som bag et vandfald, og kigger intenst på ham, hans indbundne kønsdele, og han siger:
“Jeg tror, du er et farligt menneske.”

***

Min hud dufter af ham, jeg har ikke lyst til at gå i bad. Jeg kan dufte ham, mens jeg sidder i Haven på bænken, og i stilheden kommer jeg i tanke om alle disse situationer, brudstykker af samtalerne, varmen varmen varmen og længslen, usikkerheden. Haven føles magisk, selvom den er grå. Jeg lukker øjnene, og forsøger at rumme det hele.

Der er kun gået en uge med ham, men jeg har det som om, jeg er et andet menneske, et bedre menneske, måske endda et farligt menneske, og tanken oprører mig, jeg har lyst til at tude i en blanding af lykke, orgasmer, kærlighed og afsindig frygt, og jeg tænker på, om det er ham som jeg skal elske, om han kan elske mig, om han overhovedet er typen der elsker (om jeg er typen der elsker), og min krop er tom uden hans, jeg kan ikke tænke på andet.

Det kommer sikkert til at knuse mig, det her. Fuck. Men jeg har ikke lyst til at gøre andet. Man skal passe på hjertet, men hjertet skal også prøve det her. Skal det ikke?

En fiskehejre kommer flyvende med sit enorme vingefang og lander en meter foran mig. Den kigger skeptisk på mig, som tænkte den du har taget min bænk, og jeg er rædselsslagen for fugle, så jeg går derfra. På stierne smiler alle til mig. Det gør man åbenbart i Haven. Slottet er af guld, selvom dagen er så uendelig grå. Jeg har lyst til at ligge mig ned og sove, men jeg har ikke lyst til, at noget som helst skal stoppe. Juleferien er ovre for begge, hvad sker der mon nu? (Normalt tempo måske.. åh).

Jeg samler mig.
Mit eget liv.
Pas på.

(Forlader Haven.)
(Under forelskelsen hviler angsten).

kogende hud

Jeg bliver ved med at fare vild i regnen som en stiv nytårsidiot. Klokken er langt over fire, min stedsans er forpurret af det massive champagne-indtag, og jeg kan på ingen måde aflæse google-maps.
– Skynd dig! skriver han.
Jeg kommer i tanke om nytårsaften for to år siden, hvor jeg trodsede en snestorm for at se H. i den anden ende af byen, blot for at erfare, at han var faldet i søvn. Så stod jeg ellers dér, inde ved søerne, klokken 5 om morgenen med et smeltet ansigt, to colaer under armen og følte mig som verdens største idiot.

Men da jeg denne nytårsaften (efter 30 minutters cyklen rundt, jeez) ringer på døren i Østerbro-lejligheden hos ham den nye, lad os kalde ham N., bliver der lukket op (til min overraskelse). Han har ventet på mig.

Han står ude i badet med slukket lys og jazzmusik spillende, titter smilende frem fra badeforhænget og beder mig om at komme ud til ham. Jeg trækker det våde, kolde tøj af og kravler ind i hans kogende favn. Vi står under den varme bruser til huden løsner sig fra knoglerne, kysser og rør ved hinanden i een lykkelig, salig, beruset uendelighed.

du er så smuk, du er så smuk, siger han, jeg elsker din krop, dig
jeg vil bare gerne giftes med dig, 
giftes med dig nu!
Jeg griner højt, mens vandet får mascaraen til at smelte ned under øjnene, skyller aftenen væk fra kroppen, og jeg tør ikke helt fortælle ham, at jeg har det på samme måde. I stedet tager jeg hans ansigt i mine hænder, presser mig ind mod hans stive pik og holder alvorligt øjenkontakten.

Derefter har vi afsindig sex med vores rene, kogende kroppe i hans nyvaskede sengetøj til solen næsten er stået op igen, og jeg glemmer hvor jeg havde været før dette, jeg er træt men alligevel lysvågen, den der vanvittige luftighed i hovedet, og jeg spekulerer på, om man vitterligt kan smelte ind i et andet menneske, – om man kan stole på denne slags højintensitet.
– Jeg har lyst til at spise dig, hvisker jeg til ham igen og igen, mens vi elsker.

Efter et par timers søvn sidder jeg i min nytårskjole ved spisebordet og ligner mest af alt en falleret Las Vegas-prostitueret, mens han serverer mig spejlæg.
– Jeg er så afslappet i dit selskab, siger jeg.
Solskinnet kryber ind i den lyse lejlighed og rammer mit krøllede, rødsprængte tømmermændsansigt.
– Du er så sindssygt smuk, siger han.

– W., det er altså ikke fordi jeg tænker, at det bare skal være sådan en kneppe-ting det her. Jeg vil gerne tage på rigtige dates med dig. Snakke ordentligt, du ved.
– Sådan har jeg det også, siger jeg langsomt, mine tømmermændshænder med kaffekoppen ryster let. – Jeg kan rigtig godt lide dig.
– Jeg kan også godt lide dig.

Den grå sofa langs væggen rammes af januar-solstrålen hvor vi begge ligger, jeg lukker øjnene for det skarpe lys, og har en sær følelse af, at han bliver et vigtigt menneske, og jeg bliver rædselslagen, fordi jeg aldrig har prøvet noget lignende.
– Når jeg siger de dér ting som i badet i går, så skal du altså ikke tage det så alvorligt, siger han og griner forlegent.
– Det ved jeg godt.
Jeg smiler ind i hans kys.
Jeg håber sådan, jeg kan stole på ham.

På gaden udenfor blæser en kølig januarstorm i det knusende solskin, mit hår hvirvler om hovedet i en stor, elektrisk høstak, og den halvfugtige nytårskjole klæber til mine hullede strømpebukser. Jeg stavrer langsomt afsted på fortovet i mine høje hæle, og alle der passerer mig smiler indforstået til mig; mit storhedsvanvid fortæller mig, at det er fordi de kan se, at jeg er forelsket ((andre vil måske mene, at jeg bliver grint af).
Hvor er man dog heldig at starte et nyt år på den her måde.

****

Hvordan virker en krop,
hvordan virker et følelsesliv,
hvor meget kan man rumme,
hvad er en forelskelse,
hvordan prioriterer man sit overskud;
min hjerne eksploderer i et virvar af tanker i går aftes, og selvom jeg kun har sovet 3 timer, så kan jeg ikke falde i søvn, for jeg er fyldt til bristepunktet med Virkeligheden,
vågn op! siger hjernen,
og der ydes brandslukning over telefonen, for mens jeg pludselig er i denne lykkerus, brænder folk omkring mig totalt sammen, og jeg skal yde omsorg til en veninde der er brudt totalt sammen, og en anden veninde der skal have foretaget en abort, og mit hjem er proppet med disse ord, disse mennesker,
og jeg kommer samtidig i tanke om, at jeg har et arbejde, dette store kunstprojekt i et latterligt firma, som næsten fik mig ned med nakken for fjorten dage siden, og nu skal jeg tilbage,
og hvornår var jeg sidst alene,
hvorfor tænker jeg på N. hele tiden, vi skal ses allerede igen i dag,
hvad mon han tænker når han ser min lejlighed,
hvad hvis han opdager, at jeg er et latterligt menneske, han er så ordentlig selv, jeg er bare splat og useriøs i nordvest,
og hvordan prioriterer man mellem forelskelse og omsorg til veninder, hvor langt skal man gå i sin involvering, og hvordan hjælper man folk med psykiske lidelser,
hvor meget kan et hjerte rumme, en krop, af kærlighed, begær, mistillid og tillid, omsorg og ikke-omsorg.
Åh.
Liv.

den sidste dag, den første dag

Timerne er forsvundet uden notits. Klokken er pludselig tre om natten. Det har været den letteste samtale i mit liv, og har nu varet 8 timer. Han kysser mig, mens vi holder for rødt på cykelstien. Vi er meget fulde, men jeg føler mig svævende. En drøm. Jeg siger til ham, at jeg ikke har lyst til, at aftenen stopper, han har det på samme måde.

Vi cykler hjem til ham. Han laver pandekager i køkkenet. Jeg sniffer dybt ind i hans hals, han dufter så ubegribeligt godt. Appelsin, sæbe og røg. Hans silkebløde læber stryger blidt henover mine. Jeg stikker tungen ud og slikker hans overlæbe, og griner mellem kyssene.

Han siger mit navn igen og igen. “Hvem er du,” spørger han. “Hvor kommer du fra?” Jeg tænker hele tiden det samme: Hvor kom du fra? 

Jeg har lyst til at fortælle ham, at jeg er forelsket i ham. Men jeg ved godt, at det ville være sindssygt at sige sådan noget. Jeg vågner om natten, og tænker: Nå!! det er sådan her det føles. At komme hjem.
Jeg skjuler tårerne for ham i et gab.

Han synes, jeg er så smuk. Han synes, jeg knepper ham så godt. Han forsøger at lede efter mine tanker og hemmeligheder i mine øjne, men mine ord er gemt dybt nede i havet. “Hvem er du,” spørger han igen.

Jeg går derfra grædende. Mine bevægelser er i slow-motion. Det er overvældende at føle kærlighed. Jeg kan slet ikke overskue det. Jeg havde glemt, at jeg kunne føle det her. Det er så sindssygt.

Han er på en måde summen af alle de mænd jeg de seneste 2 år har datet, samtidig med at han er noget helt nyt, noget helt andet. I ham er små bidder af genkendelige personlighedstræk, som om at alle tidligere bekendtskaber har ledt mig til ham. Han er klog, sjov, intens, skør, handlekraftig, smuk, egenrådig, kinky, kreativ, følsom, drømmende og fri.. (og farlig).
Det gør mig rædselsslagen.

Gråden på hjemturen handler både om den overvældende følelse af at have fået jerngitret om hjertet fjernet med dynamit, men også det klaustrofobiske traume fra tidligere datingerfaring: Du skal ikke stole på ham; han vil ikke se dig igen, det var kun sex, han er ikke interesseret i .dig, det kommer aldrig til at gå.

Han har været utrolig sød mod mig, behandlet mig som en dronning, overøst mig med komplimenter, mad og berøringer. Han driller mig kærligt, er betænksom i sine handlinger. Vi ender med at have været sammen i næsten døgn. Alligevel tænker jeg: Han lyver.

Jeg ligger og ryster let på sofaen hjemme i lejligheden, opslugt af af den susende forelskelsesfeber, hjernen er helt blæst ud. Jeg kan mærke eksplosionerne i mit hoved, og jeg har slet ikke lyst til at være hjemme, jeg har kun lyst til at være med ham.
Ahhh, hvad sker der…

Senere på aftenen ringer han til mig!!! Der er aldrig nogen der har ringet til mig før. Seriøst. Jeg fortæller ham, at jeg har tænkt på ham hele dagen. Han siger, at han heller ikke har kunne slippe mig. Vi smalltalker i et rum tid, igen denne ubesværede samtale.

Åh. Fuck.
Det kommer til at gå galt det her.
(Alle mine ord føles helt klistrede og fløde-agtige. Jeg har arbejdet på den her tekst i aaalt for lang tid, ahhhh, shit, hvad sker deeeer).

***

Om få timer er det et nyt år. Der er en fest jeg skal til, en stor en. Ting jeg skal nå, ting jeg skal være.
Jeg forstår ingenting. I mit hoved er der kun fyrværkeri.

Jeg har haft en veninde boende hos mig i 14 dage. Det føles helende, som om det har skabt en ny jordforbindelse (også selvom det kan være røvirriterende ikke at have noget alenetid og at lejligheden er møgbeskidt, uden at jeg orker at gøre noget ved det; indtørret mudder fra mosen og klistret gin og tonic på gulvet, nøgen hud på lysegrå sofa).

Jeg tænker, at det er OK at anerkende, at man har brug for andre mennesker. Jeg prøver, at forstå mig selv som dette menneske.

****

Godt nytår ❤

(Den mest aflyttede sang på min Spotify i 2018; lige så svævende som jeg har det i dag. Den kan du høre, mens du kaster lidt op i din mund over det her indlægs vammelhed, haha, sorry #notsorry).

faktisk

Livet faktisk

En tur rundt i bydelen.
Under påskud at mangle nogle småting, går jeg “helt tilfældigt” ind i butikken hvor H. arbejder. Hans ansigt er rent og klart, øjnene store og grønne, og smilet balancerende mellem en dyb sørgmodighed og påtaget servicemindedhed. En af hans ubegribeligt smukke dage. Han hjælper mig med at finde, hvad jeg skal bruge. Samtalen forstyrres konstant af andre kunder. Der var egentlig mange ting, jeg gerne ville snakke med ham om, men jeg smutter hurtigt ud af butikken igen.

Efterfølgende får jeg den der tunge fornemmelse i mellemgulvet, som jeg altid får, når jeg har set ham. Han minder mig på en måde altid om noget (udefinerbart) der er gået i stykker, og jeg får instinktivt lyst til at holde om ham, dyppe ham i mit omsorgsbæger (ad, nej, dårlig metafor.. øh.. sprøjte omsorg ud over ham… nej.. give ham omsorg, ja.)
(… og modtage omsorg..)

Efterfølgende sidder jeg i en af byens parker og stirrer på legepladsen, drikker den skæbnesvangre 3. kop kaffe (der tipper mig over i rendyrket ængstelighed). Jeg føler mig altid så sørgelig, når jeg sidder dér, og skruer endda op for dramatikken ved at ryge smøger og lytte til Händel imens. Jeg tænker lidt på H., men ikke særlig meget. Jeg tænker også på, at jeg skal hjem og skrive om Livet, og at jeg vil grine af min egen klichéfyldthed, altså, hallo, Livet, seriøst?

Men hvorfor vil jeg skrive om Livet? Hvad betyder det overhovedet. Lad mig prøve at beskrive mine usammenhængende tanker. Det starter egentlig, da jeg ser Harry Potter og De Vises Sten i går aftes. Ja, sådan begynder alle gode eksistentielle udredninger – ved Harry Potter. Nå. Men som den kyndige HP-fan ved, så dør Dumbledore-skuespilleren Richard Harris i 2002, og når altså kun at være med i de to første film. Han blev 72 år.

Mange dør omkring den alder, så jeg ved ikke lige, hvorfor det er ham af alle, der skal tricke den her mærkelige følelse der efterfølgende rammer mig. Det gik på en måde op for mig, at livet er kort. Surprise. Jeg har egentlig altid haft fornemmelsen af, at livet var utrolig langt, men nu er jeg næsten 30, hvilket næsten betyder, at jeg allerede har levet halvdelen af mit liv. Det er en varm, kildrende og lettere skrækindjagende følelse der skyller ind over mig i sofaen.

Nu er der gået et år. Før det: – en måned, så en uge, så en dag, en time, et minut, et sekund. Jeg blinker med øjnene i samme tempo. Bam! siger det hver gang, bam!, dit liv går, bam! du bliver ældre, bam! hvad vil du egentlig her? Den kildrende følelse vidner på en måde om lettelsen i meningsløsheden, men fæstner sig også på sin vis i en form for dødsangst – altså, at jeg snart skal dø, og hvad har jeg overhovedet udrettet i den første halvdel af mit liv? Mit liv kommer jo til at gå hurtigt! Så for satan, tænker jeg, mens jeg ligger dér i sofaen og skvulper rundt i dette sære klarsyn. Og også “åh nej, skal jeg til at være en person med midtlivskrise nu?”. For det orker jeg altså ikke.

Jeg tænker også på det, mens jeg trasker rundt på Nørrebro i dag, min hjerne kan slet ikke slippe det. Altså, ikke tanken omkring at Dumbledore-skuespilleren er død, men mere at livet er meget ligegyldigt og kort. Måske er det vigtigste bare at få børn og så bare chille? Hvad betyder noget overhovedet? Hvad skulle jeg? Hvad gør andre?

Okayyy, slap af, we get it, året er ved at rinde ud, og det her er din måde at sige: “Godt nytår” på.
2018 eksploderer pt. inde i min krop og kastes rundt som løse celler i det gustne, vitamin-fattige blod. Jeg har især i år erfaret, at jeg ældes (gyyys), at tiden går, og at man er alene i livet. Konstateringer jeg faktisk ikke kan gøre noget ved som sådan. Det giver mig både lyst til at leve rigtig meget, men samtidig også lyst til slet ikke at leve.

Jeg ville ønske, at jeg ikke tænkte på disse ting; at jeg bare accepterede præmissen for eksistensen og fik det bedste ud af det. Men nu har jeg i det mindste indset de her ting, og så skal jeg bare lige sluge kamelen. Måske er det sådan det hænger sammen. Så kan det være, at det slet ikke når at forvandle sig til angst. Tværtimod kan det være, at det fjerner noget af forventningspresset. Det er ovre om lidt af alligevel, så hvorfor bekymre sig om alt muligt crap?
Jeg krydser fingre for, at det er sådan følelsen fæstner sig.

Kærlighed faktisk

Min eksistentielle juleferie-krisetilstand byder også på andre spændende tankefænomener- og eksperimenter. Det er siden i søndags lykkes mig, at bilde mig selv ind, at jeg er nærmest forelsket i en fyr fra Tinder. Kæmpe lol.
Jeg gentager hans navn for mig selv, inden jeg falder i søvn.
Jeg gentager også (og endnu oftere): Stop dig selv.

Den heftige desillusionering baseres på, at jeg faktisk kender ham fra virkeligheden (gyyys! what is that even?!), og jeg har altid syntes, han var umådelig fin, men har holdt mig på afstand, fordi han var intimiderende intelligent og “kulturel” (noget jeg meget let kan skræmmes væk af). Jeg er dog usikker på, om han ved hvem jeg er, så det kan virkelig gå ad helveds til når vi mødes, sådan: “åh.. nå… er det bare dig?”.

Men nu har vi i hvert fald skrevet omkring 15-20 beskeder frem og tilbage, og jeg kan bare mærke i hans sprog, at jeg kommer til at blive forelsket i ham. Det er stensikkert. “Der var du jo! Det var dig!!” kommer jeg til at sige på et tidspunkt. Jeg finder endda ud af hans stjernetegn (via heftig stalking), og googler om vores stjernetegn matcher. Det gør de ikke. Fint fint, jeg tror alligevel heller ikke på sådan noget, ha!.. Wow.

I mine fantasier kører vi ture på landevejene, og jeg synger med på sangene i bilradioen, og han kigger på mig og siger: “Jeg elsker dig så højt, selvom du synger dårligt.” Jeg slår ham på skulderen, og sikke vi griner bagefter. Solen strejfer hans smukke ansigt gennem bilruden.
Han er i fodenden af min sofa en efterårsdag, hvor vi begge læser bøger, men jeg kan ikke koncentrere mig, for jeg har lyst til at kysse ham. “Hvad kigger du på?” spørger han, og jeg siger med smilende øjne bag min bog: “Ikke noget, hihi.” Han lægger bogen fra sig og sætter sig helt tæt på mig, ovenpå uldtæppet som jeg er svøbt ind i, og tager mit ansigt i sine hænder, kysser mig dybt.

Og der er den første date i weekenden. Jeg ser for mig, hvordan vi ikke kan stoppe med at snakke. Vi bliver nødt til at tilbringe natten sammen, ikke for at have sex, men for at undgå at skulle slippe hinanden. Så vil jeg sige: Jeg tror faktisk, at det her den bedste første date, jeg nogensinde har været på. Og han siger: Jeg har faktisk slet ikke lyst til at den skal slutte. Og jeg siger: Det behøver den rent faktisk heller ikkeFor jeg ved at det faktisk skal være dig og mig for evigt… faktisk.

****

Jeg har i år også erfaret, at ‘Love Actually har fucket mit forhold til kærlighed fuldstændig op.

***