hvis mit liv var en suppe, ville det klart være en med kartofler

Nu skal jeg være sund! Brøler kvinden for enden af bordet (jeg er kvinden, skal det lige slås fast). Veninden spørger hende om hun ikke lige kan skrue stemmen lidt ned.
“ER DET FORDI JEG ER FOR MEGET.”
“Kan du ikke bare tale roligt, mens du snakker om at være for meget?”
Røg ud af ørerne, ak og ve, hvilken undertrykkelse! Stemmen har svært ved at justere sig derpå. Høj, lav. Har jeg faktisk tinitus? (jeg kan ikke høre det)

Nå, sundhed.
S(kide)
U(lidelig)
N(orm)
D(rift).
Haha.
Nå.
I Fakta jeg køber pastinakker, hokkaido, gulerødder, porrer, løg, kartofler, chili og ingefær. Så skal der satme koges suppe, tænker jeg stolt. Hele ugen, du! Suuundt.

Og så en sund fyr, jeg vil date en sund fyr. Men det er næsten et pinligt nøjeregnende freudiansk mareridt, at min underbevidsthed arrangerer en tinderdate den kommende uge med en psykolog, der tilmed også ligner mig grotesk meget i ansigtet.
“En psykolog må da være psykisk stabil”.

Det er ikke engang en sundhedsbesættelse. Jeg kan bare godt lide at koge suppe på sammenfald; du kender mig (“koge-suppe-pigen”). For man kan ikke tale om, at det handler om sundhed, når musklerne gør ondt i min mave og arme, fordi jeg endnu en gang har været en dæmon på et dansegulv. Denne gang indtog jeg selvsikkert en stripperstang og gav et sensuelt one-woman-show; visualiserede at stangen var en meget lang, tynd metal-pik, og gav den al min kærlighed – og alle dånede over min pludselige adræthed.

Jo, sundt er det at bevæge sig – men vel ikke når bevægelsen af faciliteret af uansvarlige mængder alkohol. En veninde og jeg har siddet og råbt til hinanden over bordet på bodegaen forinden om at VI ER BANGE FOR AT VÆRE FOR MEGET, MEN HVOR ER DET OGSÅ TRÆTTENDE HELE TIDEN AT TÆNKE MAN ER FOR MEGET.
Vi gearer hinanden op og ender selvfølgelig med at være aaalt for meget, svinger dankortet for meget, råber sygt meget. Fattig og fuld, men i bevægelse, i sund bevægelse, 9 km danset på baren, sexede pull-ups på en stripperstang.
(Jeg kaster op, da jeg kommer hjem halv syv om morgenen, flot).

(og jeg møder tilfældigvis H. på dansegulvet, jeg kan ikke fatte tilfældigheden, han trækker mig ud på gaden og vil snakke om al sin elendighed, men de andre haler mig heldigvis tilbage til stranden, så jeg med nød og næppe undgår at blive trukket ned på havets bund af hans dødelige understrøm. “Glem mig og mit mørke,” siger han dramatisk og forlader baren. “No probs,” siger suppepigen og indser at hun faktisk glemmer ham hele tiden. Hvis H. var en suppe, ville han kun bestå af bouillon.)

Herefter svømmer weekenden hen i lange samtaler med skiftende overnattende veninder, i følelses- og hokkaidosupper, i tilværelsens ulidelige lethed; en varm, tiltrængt tryghed der ryster den forgangne uges klaustrofobiske melankoli af sig. En kvælning der i glimt har slået luften ud af mig og tvunget mig ned i sofaen, parkeret foran tåremanipulerende ‘Sporløs’, kun holdt vågen af klæg chokolade og himmelske pomfritter, og hvor jeg hoster hårdt hele tiden, hakker og slimer mit usle liv op i et tomt glas, grågrønne klumper af kommende død…

Så suppe, ik’ oz?!
for jeg er nogenlunde angstfri disse dage, måske fordi jeg ik’ gider noget bullshit, fordi jeg er alt for meget, – alt for meget klæder mig godt. Jeg giver suppen ugen ud, then back to æg. Men denne normale tilstand er rar, også selvom angsten puster mig i nakken, hæhææ siger den, snart skal du lide igen, så jeg prikker til den, brandfarlig er den, brændende er den, tinderdaten kan fucke alt op (tænk hvis jeg kommer til at føle noget, åh du godeste), min økonomiske situation der bliver afklaret senere på ugen kan destruere mig, men det er okay, det er altså helt okay, jeg er ikke bange (lige nu), jeg er bare sund jo.

thomas helmig-effekten

Jeg får tit at vide (fra tætte venner, så det tæller egentlig ikke), at jeg har et ungdommeligt ansigt og at “der ikke er en rynke i sigte på de babykinder dér” (min egen formulering). Australieren sagde endda, at det ikke var til at tro, at jeg var næsten 30 (indtil: “Pretend like I’m a young boy, who never had sex before, teach me everything, old woman”-fadæsen).

Når jeg kigger mig selv i spejlet, smiler jeg ikke, så jeg kan bibeholde illusionen om, at jeg ikke er blevet ældre. I mit hoved ligner jeg stadig mig selv som 16-årig, bare med lidt mere markerede kindben.
I morges smilte jeg dog og hvilket grufuldt syn der mødte mig!

source

Så det sker faktisk. Man bliver ældre! Jeg bliver ældre HVER DAG! CHOK!
Hele morgenen kiggede jeg mig selv i spejlet og smilede og smilede og smilede, som om at jeg regnede med, at jo mere jeg stirrede på ansigtet, ville det ændre sig –  at de dybe fuger og de krøllede kragetæer til sidst ville forsvinde.

Gad vide hvordan jeg kommer til at se ud, når jeg er ældre. Bliver jeg smuk i 30’erne, eller én hvor man tænker: “Hun har godt nok haft et hårdt liv” – hvad gør jeg, hvis gråden rent faktisk har sat sig fast? Og hvorfor var det ikke gået op for mig før, at jeg ikke ville blive ved med at se sådan her ud? At tiden rent faktisk går, at jeg rent faktisk forlader ungdommen, og skal være et – gys – voksent menneske.

Forfængelighed er ikke et særligt charmerende personlighedstræk, for man kan ikke rigtig bruge den til noget. Især ikke når den primært centrerer sig omkring en naturlig udvikling; selve tidens gang! Plus at det som bekendt er det indre der tæller (lol).
Så hvad er det der rammer mig i forfængeligheden, i denne sorg over at have et ansigt der langsomt krakelerer med alderen. Lad mig forsøge at forklare (jeg er endnu ikke helt sikker på, hvor jeg vil hen med det her):

Jeg har det stramt over at være kvinde.
I går havde jeg det helt feberagtigt og mit tarmsystem sagde GUARHGHGH, men jeg skyldte skylden på mine kommende kræftsygdomer samt de besynderlige kødtortillas fra Føtex’ udløbsdato-afdeling jeg aftenen forinden havde fortæret, med lidt angst som krydderi. I stedet for viste det sig at jeg havde PMS (tjekkede min cyklus-app). Ahhh. Just relax, det er bare din kvindekrop der fucker med dig.

Samtidig med at jeg skal tage stilling til det, så larmer æggestokkene (og samfundets æggestokke). De fortæller mig, at jeg skal se at få en familie, finde en mage der kan fylde mig med sæd, så jeg kan spytte nogle unger ud og endelig retfærdiggøre de fødedygtige hofter, som jeg har båret rundt på siden jeg var 14. Og samtidig går det op for mig, at jo mere jeg ældes, desto mindre attraktiv er jeg, så det hele udvikler sig til et ulideligt kapløb mod tiden.

Okay, måske handler det ikke rigtig så meget om at være kvinde (jeg bliver altid lidt mere feministisk omkring PMS, haha, øv bøv natur), og jeg anerkender, at det ikke er usædvanligt, at folk finder kærligheden i en sen alder.
Så handler min alderskrise og det furede ansigt egentlig mere om, at jeg er rædselsslagen for aldrig at finde nogen? I min melankolske weekend tænkte jeg: “Jeg er uelskelig”, men det vidste jeg godt var en løgn. Det skal hellere formuleres sådan her: “Jeg kan ikke elske nogen”. Det er langt værre at ansvaret hviler på mine egne skuldre, for det afføder spørgsmål som: HvorforHvad gør du ved det? Kan der gøres noget ved det?

Når min krop begynder at gå i forfald, kan jeg ikke længere hvile på min skønhed. Det lyder fucked, jeg kan godt høre det. Men når jeg ikke længere bare kan smile sødt, svinge med håret, strutte med brysterne og tale med min knirkende sensuella-stemme, så er jeg nødt til at være real, og gå efter real relationer. Min psykolog sagde tidligere på ugen, at hun mente, at jeg havde brugt de mange seksuelle relationer til at undgå den krævende kærlighedsrelation – og dermed også til at undgå at skulle være mig selv, sådan helt real.

Jeg har en tendens (som den opmærksomme læser måske har bemærket) til at gøre mine mandlige bekendtskaber til fortællinger, som ofte allerede har en dramatisk slutning før de når at begynde. Jeg kan så let som ingenting pakke relationen ind i drømme, forventninger og fiktionaliseringer.

Et godt eksempel: I går aftes skrev jeg (endelig) med en sød, god fyr på Tinder, og kunne derefter ikke falde i søvn, fordi jeg allerede forestillede mig samtaler vi skulle have (“SÅ JEG MENER BARE IKKE AT STRESS ER INDIVIDETS ANSVAR MEN DERIMOD VIRKSOMHEDENS!”, jeg ville naturligvis brøle og være meget politisk – og charmerende), hvordan det ville være at bo sammen (“Årh, du er sååå sød, når du koger æg om morgenen”), og hvordan han ville kysse mig i et regnfuldt lyskryds (“Dine læber smager af jordbær”), haha.

Jeg har ingen anelse om, hvordan man indgår i en normal, naturlig kærlighedsrelation (de fire år med Skægmonstret er forduftet)…. Åh, jeg mister tråden hele tiden i den her lange (episke!!) tekst.

Måske har jeg bare PMS, måske har vi alle bare dage, hvor vi ligner lort, måske kommer der bare med alderen endnu flere dage, hvor man ligner lort, måske betyder udseende ikke så meget, måske betyder kærlighed ikke så meget. Måske skal jeg bare vente på, at jeg er klar til at være real, også selvom mit ansigt er helt outreret.

Nå ja, og titlen på dette indlæg?
Jeg har et par gange stået for musikken til fester, og oplevet kvinder der kommer hen og hiver i min arm: “Vi står bare lige en gruppe herovre og danser og er rigtig i stemning til noget Thomas Helmig,” og jeg har været sådan, fuuuuck thomas helmig ‘sjøst, men som den crowdpleaser jeg er, har jeg naturligvis altid efterkommet ønsket. Men nu er jeg begyndt at kunne lide nogle Thomas Helmig-sange, de gør mig (gyyys) glad, og måske en dag, er jeg kvinden i dansegruppen, der også bare gerne vil høre Thomas Helmig.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder. Måske er jeg bare i en overgangsfase lige nu, hvor man skal acceptere at 1) man bliver ældre, kroppen går i forfald og at 2) “Stupid Man” er en super episk sang, og det er der ingen skam i at synes – måske det bare er en naturlig udvikling, som kommer med alderen. Pludselig rammer jeg de 50 og sidder til en Tommyboy-privatkoncert (hvis han da stadig lever på det tidspunkt) på en spansk ferieø. Hvem ved. Det er lidt ude af min kontrol, føler jeg.

Noter.

1. Min smukke, jævnaldrende veninde (også i heftig rynke-krise) sagde i eftermiddagssolen over en durum: “Men er vi så ved at nå punktet, hvor det ikke længere er i orden at tisse på gaden i en brandert?” Vi røg en smøg på det i solskinnet.

2. Til gengæld spiser jeg primært æg (fordi jeg er doven i et køkken og mega fattig), og jeg har læst, at æg (og cookies) gør en super gammel.

kære søndag, du’ ik’ lavet af honning

kære søndag,
faktamedarbejderen glemte at bippe min frysepizza ind, men jeg siger ikke noget, det er min lille hemmelighed (hihi),
mit hoved gør så ondt i dag,
er det fordi jeg spiser så mange frysepizzaer, og den billige sodavand “Orange”, og creme fraiche-dressingen, og hvad med de våde “champignoner” på den hårde bund,
er det fordi jeg destrueres hver weekend, med vilje,
som en blød, våd champignon der safter ud på en hemmelig frysepizza,
åh, alkohol,
jeg fortaber mig

kære søndag,
hvorfor er jeg altid er den sidste der går hjem, jeg er så dårlig til at gå hjem,
især i går, hvor vi alle bare ligger på gulvet, sådan, – på puder og tæpper,
en nostalgi-illusion, en fed flipper-idé, feeedt man,
jeg håber sådan, at ham med de lange ben og bobbede hår vil røre ved mig,
for anden weekend i træk bilder jeg mig ind, at han kigger på mig,
men nu går han i seng, øøøv,
jeg knuser en pomfrit mellem tænderne, ruller en til cigaret, lægger mig på ryggen og puster røgen op mod det bløde loft,
jeg troede ikke, at jeg kunne være her
men nu ka jeg ikke engang finde ud af at gå hjem,

kære søndag,
min krop har gjort ondt i tre dage, men jeg har ikke fået bank (øøøv),
det er mere sådan, av-av-av mit hjerte,
nerveender der gløder og sitrer,
noget der skaber disse spejlblanke overflader,
jeg er dybt nede i tankerne, i de mange milioner af tanker,
som siger, at jeg skal acceptere min skæbne,
jeg ved bare ikke, hvad det er for en skæbne,
jeg forstår ikke engang helt hvorfor det gør ondt,

kære søndag
jeg er bange for, at man tror, jeg er et monster, frådende, råbende,
så jeg kigger ned i bordpladen i forstaden,
syr min mund sammen med rimet laks,
jeg tror, at min søster synes, at jeg er et monster,
et monster der spiser mænd,
et monster der ødelægger aftener,
et monster der er alt, alt for meget,

og kære søndag,
hun kan i forvejen passe al vores mors tøj,
jeg kan ikke engang lukke de pastelfarvede cardiganer over mine bryster,
jeg moser dem og siger: ierrhhhhh imens, bider tænderne sammen,
jeg er et stort, vulgært monster, hvor kommer jeg overhovedet fra,
“det skal du altså ikke være ked af det over,” siger min mor,
“du har da en flot krop.”
vi kigger på min søster, min søster klarer sig godt, fornuftig og god,
smal talje, lange ben,
jeg elsker hende højt,
jeg bulner ud i spejlet, ligner en anden alt for hurtigt,
men hvis jeg kun kigger på mig selv, undgår jeg måske at se det lag hud man har fjernet fra min mor,
(jeg forestiller mig, at når man fjerner plastret, så vil der være et nyt ansigt i det, og i det ansigt endnu et ansigt, ansigter i en uendelighed)

kære søndag,
lige før midnat (lige før jeg er videre til festen, jeg ikke kan gå hjem fra),
græder min søster og jeg begge på en bænk et sted i nordvest,
jeg har holdt det inde i 4 timer,
hun siger til mig, at jeg ikke er et monster,
jeg siger til hende, at jeg hele tiden tror det,
hun siger til mig, at det er mig og hende for evigt,
jeg siger til hende, at vi aldrig skal skilles ad,
ti minutter senere lægger jeg mascara på, men mine øjne bliver ved med at eksplodere,
(et nyt ansigt i det, endnu et ansigt),
tag dig sammen,
du skal til fest nu,
ik’ sidde og græd nu,

kære søndag,
min fisse klør’, og jeg er sikker på, at jeg har australier-klamydia, og så klør jeg mig i fissen og klør mig bagefter i øjet og så har jeg australier-klamydia i øjet, og jeg kan mærke hvordan kløen spreder sig ud til mine håndled, ned til knæskallerne, ikke længere end det, men det er også nok,
jeg har ikke hørt fra ham, og folk spørger ind i går, og jeg oversharer totalt,
hold nu din kæææft (monster)
(jeg skal huske at skifte trusser før jeg går i seng)
(jeg ville ønske jeg var tyndere)
(jeg ville ønske jeg havde flere gifler tilbage)

kære søndag,
jeg er ensom disse dage,
jeg er meget ensom,
men på sådan en helt-ok-agtig måde, sådan, overskuelig ensom,
en rolig ensomhed, en sløv sorg der knitrer,

kære søndag,
jeg bryder mig ikke om dig i dag,
du’ ik’ min ven,
måske jeg skal give efter for mine øjne, deres tunghed,
jeg glemte vist også at sove ordentligt i nat,
fucking prosecco,
og du har fået mig til at spise en hel pose gifler,
i det her rum er der kun mig, et søndagsmonster der hiver efter vejret,
raslende lyde, et søndagsmonster der går i seng nu,

kære søndag,
godnat, jeg orker dig ikke mere,
du ska ikke ta det personligt (kun lidt)

(og til dig, husk at se ‘hvad er det galt med søren‘ på DR… jeg vil gerne skrive noget mere om det, det gjorde noget ved mig det program, men jeg er ik’ så klog i dag)

shitty spejl på væggen dér

Vennerne forelsker sig, de får partnere, mens jeg står stille. Jeg ser mig selv i spejlet, jeg er omkranset af lyn, jeg råber stadigvæk, som om det altid var meningen, at jeg skulle råbe sådan, og jeg kan ikke føle noget romantisk for nogen som helst, så er jeg blevet kynisk? – jeg føler kun alt andet, venneforelskelser bl.a. (thank god), vælger altid venner over mænd, og det ville jo ikke gøre noget, hvis det ikke var for dette spejl, denne tanke om “men jeg burde jo være i et kærlighedsforhold” ergo, “der må være noget galt med mig.”

Det er ligesom med følelserne. Hvem har sagt, at det er forkert at føle meget? Er man psykisk syg, bare fordi man har mange følelser? (Eller lige som Australieren – er han psykisk syg, fordi han er den eneste overlevende romantiker? Syg fordi han elsker hurtigt og intenst? Romance is actually dead, oh lord). For mig selv er det ikke forkert, men i spejlet, i flokken, når følelserne og råbene og lynene rammer folk omkring mig, og jeg skal høre på, at jeg er “skør” og “evigt kaos” og “meget følsom” og “meget dramatisk” og “meget intens” – så problematiseres det, og så er det da klart, at jeg prøver at få følelserne til at forsvinde – at de ikke skal rummes, men bare ophøre.
Jeg vil helst ikke være født til at være alt for meget.

Så jeg bruger formiddagen på at læse mit horoskop – kærlighedshoroskop, ugehoroskop, horoskop for 2017, datoer for hvornår venus står i linje med skorpionen, fuck eh, for sådan er jeg åbenbart nu: En der prøver at binde mit følelsesliv op på noget udefrakommende. Skæbnen. Lol. Ahhh, jeg genkender mig selv i spejlet, finally, en løve er krævende selskab, pisse intens, generøs jovist, men fucking dramatisk, selvoptaget, og med rig fantasi. Phew. Så er giver det hele mening. Der står, at jeg fokuserer på karrieren i år; at løven har mulighed for et gennembrud, en karrieremæssig selvrealisering, puha, ahhh, men så giver det jo endelig mening, at jeg gør, som jeg gør.

Mine ord splitter desuden Tinder i tusinde stykker; selvhads-appen numbero uno, og jeg kan ikke slippe ud af labyrinten, ligesom jeg heller ikke kan finde dens midte, og når jeg endelig skriver til nogen, er jeg langt fra dedikeret, jeg er faktisk dødsyg, og sideløbende læser jeg tilbage på bloggen om Sommerkvinden i mig, hende der blev født, korsfæstet, begravet og heldigvis aldrig genopstod (endnu), for mange måneder siden, og jeg har slet ikke lyst til at sende min krop rundt som en chillum (uden ild) i et broget selskab længere. Men jeg burde være derude, burde jeg ikke, for alderen trækker huden ned mod gulvet, æggene bliver langsomt tavse, tik tak tik tak, jeg kæmper mod tiden, mens andre løber forbi mig. Hvilken stress, hvilken ikke-stress.

Det giver mig ikke engang en tomhed, for tomheden har jeg bare fyldt op med disse råb og venneforelskelser, jeg har slet ikke tid til at se tv, og jeg kan flove mig sådan at være denne selvfede glødepære der eksploderer i stærke farver og flammer ud over alle der krydser min vej, en der ikke finder sig i noget, en der siger fra, og jeg undrer mig konstant over, at jeg flover mig over min nyvundne (genvundne? opfundne?) vulgære, svulstige personlighed, jeg problematiserer i meta-meta-meta-lag, samtidig med, at jeg nægter at undertrykke og kontrollere det længere, jeg orker det ikke, jeg gider ikke.

Jeg har stadigvæk tusinde sygdomme, lungekræft, sclerose, parkinsons, paradentose, hudkræft, HIV, samt en knop i hovedbunden omme i nakken der sjovt nok gør ondt, når jeg borer neglene ind i den, det er sikkert en svulst, tænker jeg, en svulst, som når den fjernes, viser sig, at være den der gjorde mig så svulstig (haha) og vulgær og så levende, og tænk sig, så kan vi alle indse, at det bare var fordi, at jeg rent faktisk var hjerneskadet, puha, så kan vi alle ånde lettet op, puha, så kan jeg gå tilbage, til det der var meningen at jeg skulle være, til det jeg tror, jeg ser i spejlet, det jeg tror, som gør mig ensom, det jeg forvirrer med tomhed, men som faktisk viser sig, at være helt det modsatte.

den stille panik

Jeg er igen inde i periode, hvor jeg er nervøs for, hvordan I der læser med her, opfatter mig og tænker om mig, hvilket kun understreger vigtigheden i, at jeg forsætter med at skrive om alt det her. Det er vel derfor jeg har bloggen, hmm. Den er til alle mine grimme følelser. Lidt ligesom at gå til psykolog, vel. Samtaleterapi med mig selv, ah…

På vej hen til kontoret havde jeg en masse ideer om, hvad jeg ville skrive, en liste over emner og samtaler jeg de sidste par dage har haft, men nu er jeg her og har lige tvangsfodret mig selv med en rugbrødsmad, fordi jeg håber, at mine altoverskyggende destruktive tanker og klamme følelser vil fordufte, hvis jeg får mad – og ikke mindst hvis jeg skriver om dem, så det prøver jeg nu.

***

Jeg kan nogen gange blive så bange for, at jeg psykisk syg. Det er en tanke der opstår, når jeg får lov til at dvæle ved uvirkeligheden, og når jeg føler, at min krop er fyldt med tyk betændelsesvæske, som jeg ikke kan fjerne. Mine følelser kan styre alt; jeg kan stå op om morgenen og have det fint, og så to timer senere føle, at jeg er ved at gå til grunde.

Den her uge har været fucking hardcore, og i går var jeg igen temmelig hysterisk, fordi jeg havde så mange følelser og tanker, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. En helt tilgrumset hjerne. Til min store overraskelse blev jeg ikke angst af det, men var derimod i mine følelser, og gjorde mit bedste for at være i dem. Det var en desperat situation. Men lad mig prøve at fortælle om, hvad der fik mig til at være denne vulkan, på randen af vanvid:

1.

På mit arbejde er jeg primus motor i et stort kunstprojekt, og for tiden er vi en ny fase, hvor alting skal omtænkes og tekniske foranstaltninger skal klargøres. Jeg er sygt presset rent kreativt, fordi jeg er vanvittig selvkritisk og har hele tiden har lyst til at brænde det hele til grunden og starte forfra. Jeg ser desuden ikke mig selv som kunstner, hvilket besværliggører hele processen.

Samtidig skal jeg sidde med i møder om disse tekniske ting, som giver mig ondt i maven, fordi det får det hele til at være så uoverskueligt, og jeg kan betvivle om vi overhovedet er i stand til at løfte denne opgave – og om jeg kan følge med og indfri alles forventninger. Der er så meget uvished tilknyttet det her projekt, samtidig med at jeg aldrig har elsket et arbejde mere. Altså, et ubekvemt paradoks. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet, samtidig med at jeg drømmer om at lave alt andet end det her (jeg ved bare ikke hvad). Jeg forsøger stadig at finde frem til den helt rigtige arbejdsform- og struktur, som kan passe mig i denne vanvittige kreative proces, men jeg kan have flere uger, hvor jeg bare drukner, og ikke kan lave noget.

“En del af dit job er at tænke meget,” siger en, og jeg siger: “Jo tak for helvede, det er lige hvad jeg har brug for, mere tid oppe i mit hoved.” Jeg kan føle, at jeg står alene med det hele, og taget projektets omfang i betragtning, er dette et ganske ulideligt og voldsomt pres. I går havde jeg lyst til at skrotte alt vores tidligere arbejde fra de sidste 10 måneder, udarbejde en ny idé og lave mig selv helt om.

Stress er en mærkelig størrelse – altså, at man kan føle sig stresset over noget, som man elsker virkelig højt. Jeg er bange for, at jeg kommer til at destruere det hele, – for det har jeg virkelig ikke lyst til, altså, at skulle stoppe. Jeg vil klare det her. Jeg vil ikke flygte. Men nogen gange kan jeg blive ramt af, om det her kunstner-shit er for meget for mig.
Jeg skriver og tegner, fordi jeg ikke kan lade vær.
Jeg skriver og tegner, fordi det er sådan jeg ånder.
Jeg skriver og tegner, fordi det er det eneste jeg kan og vil.

2.

Mine forældre er i midten af halvtredserne og er overnaturlige væsener, der med deres overlegne fysik (fitness tre gange om ugen og salat-livsstil) og ungdommelige ydre, aldrig bliver syge. Jeg har altid haft en idé om, at de ville blive over 100 år gamle. Måske endda overleve mig. Men i år er facaden begyndt at krakelere, og det forfærdelige er sket: Mine forældre er blevet dødelige. Tidligere på året fik min far konstateret en kronisk sygdom i øret (forårsaget af årelang stress), som gør at han kan få besvimelses- tinitus- og opkastanfald ud af det blå. Min far, den stærke patriark, der ellers var lavet af uigennemtrængeligt stål, er pludselig svækket. Jeg har desuden i flere år været bange for, at han ville falde om af et hjertestop, fordi han er så stresset hele tiden (fucking stolte mænd, ahhh).

For et par uger siden havde jeg besøg af dem i lejlighed, og helt nøgternt fortalte min mor mig, at hun havde fået konstateret hudkræft, den ikke-farlige slags, 80’er tanning-straffen, og mens hun roligt fortalte mig om det, var det eneste jeg kunne tænke på, at det sad alt for tæt på hendes øjne, og nu skulle de fjerne hendes øjne, og hvordan ville hun kunne være overnaturlig og ikke-dødelig uden øjne, hvordan lever man uden øjne.

Og nu er det blevet tid til at hun skal opereres, og de skal fjerne meget mere end vi alle havde regnet med, og om natten drømmer jeg, at hun er ung og smuk (hun er meget smuk også nu), og hun stråler og smiler til mig, mens hendes ansigt smuldrer, og mit ansigt smelter ind i hendes, de høje kindben og lysende øjne vi har tilfælles, er du stadig min mor, når du ikke har det samme ansigt, og hvad hvis de finder ud af, at du skal dø, hvad hvis du rent faktisk ikke skal være her mere, hvad hvis noget går galt….

Min mor er rolig i telefonen, og er mest irriteret over de møder hun har måtte aflyse på grund af operationen, og jeg prøver at sige til hende, uden at mit stemme knækker over: “Jamen… jeg havde bare ikke forstået før nu, at det var en mulighed, at I rent faktisk kan dø.” Hun trøster mig, hvor latterligt er det ikke; det er hende, hvis ansigt skal ændres, det er hende, som nu skal være “kræftpatient”, det er så voldsomt, jeg fucking hader det ord, og hader at man rent faktisk kan miste.

3.

Veninden der passede på Australieren i 24 timer efter jeg havde smidt ham ud af min lejlighed, fortæller at hun tror, at han er psykisk syg, nærmere betegnet ‘borderline’, og hendes diagnosticering (man skal virkelig passe på med at kaste rundt med diagnoser rundt på den måde) giver mig ondt i maven og ikke mindst ondt i hjertet. Jeg får flashes af samtalerne, hans væsen, hans blurry ansigt (jeg kan stadig kun huske hudflagerne i det halvlange hår og den store pik). Jeg husker, at han fortalte, at han havde været på syre i sommers og klatret op i en meget høj kran, bare for at se, om han måske ville dø nu. Så var der historierne om broerne, pistolerne, og alle de andre ting.

Veninden fortæller mig også, at alle i deres fælles by afskrev ham som ven, fordi han var så forstyrret og intens og destruktiv. Jeg får så ondt af ham, at det begynder at fylde min nattesøvn med drømme hvor han eksploderer i vrede, vil slås med alle, han er nærmest som en lille dreng jeg ikke kan finde ud af at passe på, han vil hele tiden vide, hvorfor jeg svigter ham sådan. Tænk at han bare går rundt dér, alene i verden, med sådan en vrede og afmagt, uden at få hjælp; jeg kan næsten ikke bære det.

Og jeg får det altid dårligt ved diagnose-snak, fordi jeg så prøver at diagnosticere mig selv – for hvis alle disse mennesker er psykisk syge, så må jeg vel også selv være det. Det tvinger mig som sædvanlig ud af min egen virkelighed og får mig til at betvivle alt hvad jeg foretager mig. Det er en kvælende panik-følelse, som jeg med tiden heldigvis har lært at kende godt, men ikke desto mindre svimler det hele for mig i dag, jeg ved det hjælper at skrive om det, jeg er ikke syg, jeg er ikke syg, jeg er ikke syg, men hvis han er syg, så er jeg nok også syg, og hvad betyder sygdommen overhovedet? Bør jeg overhovedet være bange for det?

****

Mens disse tre følelser fylder alt i går (hvorfor skal alle ting også ske på samme tid), får jeg at vide, at vi har fået yderligere støtte til projektet, hvilket gør, at jeg inde for den næste måned kommer ud af dagpengesystemet – og som betyder, ja, at projektet fortsætter! Men i stedet for at blive glad, er jeg bare lettere hysterisk… ahh.

Så det er virkeligt det her, så der er folk der tror på mig, det giver mening det her projekt. Fuck. Jeg kan ikke løbe, jeg vil ikke løbe, men jeg er så rædselsslagen. Jeg råber til alle på kontoret: “JEG HAR SÅ MANGE FØLELSER AHHHH!” og så griner vi og jeg lægger mig med lukkede øjne på sofaen i et forsøg på at få kroppen til at holde op med at sitre på den her sindssyge måde, åh, følsomhed, spændende altid at have det så vildt, og jeg tænker, om det er muligt for kroppen at rumme så mange følelser, og om jeg vil få lov til at give glæden plads, om jeg kan forstå, at jeg er et virkeligt menneske, et virkeligt menneske der lever meget, ligesom andre mennesker lever – og dør.

Jeg kalder det for en stille panik, for mens følelserne eksploderer, så lever jeg et normalt liv. Til trods for at jeg ikke havde planlagt andet end arbejde i denne uge, har jeg hver aften haft impulsive efterårsaftaler med de dejligste venner med middage, tv-stening og Red Dead Redemption; tid til lange gåture gennem byen, læse tegneserier på biblioteket, lange telefonopkald, tid til at sige til H., at han skal lade vær’ med at involvere mig i sit datingliv, tid til at grine højt og kramme og blive krammet af, og ikke mindst kreative eksplosioner, en konstant skabelsesproces.

Altid i efteråret skyder jeg mig selv ud i virkeligheden som en kanonkugle. Jeg følger med så godt jeg kan, jeg er træt og tryg, lykkelig og rolig, panisk og bange, liderlig og kærlighedssøgende, og angst ad helveds til, men jeg ved, at det nok skal gå, også selvom jeg lige nu ikke ved, hvordan jeg skal kunne tage til koncert i aften, til 30-års i morgen, hvordan jeg skal købe gaver, for mine tanker er helt mudrede, men sådan er det bare nogen gange, er det ikke? jeg kan ikke prøve at være andet end jeg er.

(Puha, det hjælper at skrive.
Tak blog!
“Selv tak!”)

(Et sidste spørgsmål: hvad betyder det egentlig at være psykisk syg?)

at smelte sammen uden at blive 100% flydende

– Jeg tror, at du skal tage et par dage fri… Ned i Mosen med dig, ud og gå nogle ture, tænk over tingene. Det er jo bare sådan her en designproces er.
Min chef/ven kigger omsorgsfuldt på mig, efter jeg har siddet og brølt i en halv time om min kunstneriske krise, og fyldt lokalet med den betændte, lettere hysteriske afmagt.
– Ja… Du har ret. Men jeg er bange for, at hvis jeg tænker for meget, så går det galt, du ved. Hvad hvis jeg ikke kan finde en balance?
– Vi skal nok nå det hele. Bare rolig.
– Ja… okay. Ok. Jeg går nu.

(Ud i byen, ud og råb på Købmagergade, mal byen rød af den rødglødende hysteri, det evindelige bitcheri, frustrationen over LIVET, selve LIVET, for helvede, hvorfor er jeg så vred, snart popper mit hoved af, booom)

Jeg falder i søvn klokken halv ti på sofaen. Efter at have råbt i en hel uge, kan jeg ikke mere. En veninde siger tidligere på aftenen: “Det er som om, at du ikke trækker vejret ordentligt ned i maven.” Jeg er så taknemmlig over, at hun påpeger det. Jeg vidste det godt, jeg vidste det ikke. Råbenes aggression er begyndt at knække over i gråd, sygdomsangsten boomer (på een dag er jeg sikker på at jeg har får piskesmæld, hjerneblødning og hjerteanfald, helt hysterisk), og jeg har mest lyst til at stå ved strandkanten og skrige og skrige og skrige, til der ikke er mere stemme tilbage.

Negative tanker glider ind i mareridtene, der får mig til at føle mig utryg i vintertidens jetlag, og lader mig vågne op midt i natten, badet i sved, bange, og jeg kan høre Angsten fortælle mig, at jeg ikke duer til noget, at jeg er en ulidelig selvoptaget narcissist, hvis råb er så høje, at jeg ikke kan høre andres stemmer, konstant dårlig samvittighed over at være det her menneske. Det nyvaskede sengetøj er en omsorgsfuld (FALSK) tryghedsdyne, som luller mig ind i den destruktive idé om, at det er bedst, jeg bare bliver liggende i dag (men hvad så med Mosen? og de lange gåture?).

Jeg planlægger en tur til Statens Museum for Kunst; at jeg vil tage flot tøj på (“museumstøj” – lang nederdel, opknappet skjorte, fransk baret, lollolol) og se på guldalder-malerier for at få inspiration til mit eget kuldsejlede projekt, men først skal jeg ligge på gulvet og stoppe med at råbe og starte med at trække vejret ned i maven. Det er først da jeg strækker min krop ud, at jeg kan mærke alle de sammenkrøllede, anspændte muskler (hvorfor har jeg ødelagt mig selv?).

Så nu: Slap af. Vær’ i dig selv. Det skal nok gå.
Træk vejret. Phhhhhh.. phhhhh.
Yas yas yas, queen.
Du kan godt.
(Ting går ikke i stykker nu, du flipper bare lidt ud, det er ok at flippe ud, og det er vinter, det er ok at gå i hi, det er ok, at det er svært, livet er svært og ulideligt, men du er levende, du er så levende).

jeg falder på dansegulvet, mens jeg snaver en 24 årig, som spørger om det gør ondt, men jeg siger nej

Jeg ville bare prøve at elske –
at falde –
For en gangs skyld
Jeg falder
Kun på dansegulvet
Hovedet først
(Skal jeg dø nu så?)

Jeg sætter aldersgrænsen ned på Tinder
Jeg tror, jeg er en cougar nu
Et harem af unge mænd
Skal jeg aldrig forpligte mig…

En ung fyr på Tinder kalder mig en
“stubborn bitch”
Jeg bliver bange
For jeg troede faktisk lige det sku være ham og mig
For evigt
Men jeg skal åbenbart sove
og så dø sener
for mit hoved gør ondt
(“Are you one of those self-righteous feminists?”)

Jeg har ikke særlig meget lyst til at dø lige nu
Stædig kælling, husker du
Der var mere jeg skulle nå
For eksempel
At elske
At kneppe flere unge mænd
At være fuld uden at falde
At huske dit ansigt

At huske dansegulvet
Før jeg falder
Den 24 årige fyr der snaver mig
Mellem kyssene spørger han:
Skal jeg ikke med hjem
Skal jeg ikke med hjem
Nej
Skal jeg ikke med hjem
Haha.. nej
Det gør mig ked af det at jeg siger nej
For jeg troede jo lige af det skulle være ham og mig
For evigt

Nåh Ida, skal du dø nu så,
Sikke en trist måde
At dø på
Det hele er alligevel ødelagt
Men jeg nåede at finde mig selv
Heldigvis
En skam
med al den spildtid
Den sku jeg ha spildt bedre

Fjerner matchet
Siger nej
Igen
Nej nej nej
For jeg er en stædig kælling
Videre
Jeg swiper
Jeg dør
Jeg swiper
Jeg dør
Jeg swiper jeg dør swiper dør

****

Jeg overlever (selvfølgelig) natten. En kær veninde holder om mig imens. I vores ånde er rejechips og syrnet Cola og trætte cigaretter. Jeg ville ønske, at hun var min kæreste. Men ingen af os har en pik. Dealbreaker.

Dagen har fået en ekstra time, tiden er langsom igen, jeg husker Mosen for en uge siden, det føles som en film, hvor jeg kun kan gengive den overordnede plotline, den generelle æstetik, men ikke de små øjeblikke eller den udslagsgivende dialog.

I telefonen er pludselig H.
Jeg prepper ham til en forestående date.
Vi griner i to timer.
Jeg elsker, at han altid får mig til at grine.
Jeg hader, at han er igang med at forelske sig i en anden.
Jeg havde nok en hemmelig idé om, at jeg en dag ville få lov til at knuse hans hjerte. At han en dag kunne se, hvor fantastisk jeg er.
(Hvorfor får han mig altid til at grine.)
(idiot)

Vi glemmer nogle gange, at han knuste mig. Midt i al denne venskabelighed, og i min rummelighed og overbærenhed overfor ham, glemmer jeg det. Det er først når jeg rammer epicentret af Bellahøjhusene, at jeg tænker “ey yo, det var faktisk ik’ så nize” (det er sådan min indre stemme primært lyder). Det er en klump i maven, fordi det hele tiden er som om, at jeg taber. Jeg taber altid i kærlighed, og det er min egen skyld, det er min egen skyld, og det hjælper slet ikke på noget at sætte aldersgrænsen på Tinder ned til 23, eller være på Tinder generelt, eller snakke venskabeligt med H. for den sags skyld (“Bare ring til mig senere, hvis du har brug for at snakke” lolololol), det er jo bare dumt, en gentagelse, en idé om at jeg altid skal kunne være den magtfulde, men jeg er ikke magtfuld, jeg er bare dum.

Jeg matcher med SÅ mange mænd på Tinder. De skriver alle sammen. Det er svært at holde rede i samtalerne. Jeg har lagt et billed op, hvor jeg ligner en scandinavian goddess. Det er en overlagt iscenesættelse. De tror, at jeg er spændende, de tror at jeg er smuk. Jeg fantaserer om at være kærester med dem alle sammen, samtidig med at jeg kaster op over, at skulle indlede mig med nogen som helst.
Jeg er så liderlig, at jeg er ved at gå i spåner.

Hver gang jeg snakker, råber jeg højt, som om jeg skælder ud. Det startede tirsdag morgen med Australieren, og jeg har ikke kunne holde op siden. Jeg brøler og brøler, men der er ingen lindring (kun LARMEN UD AF MIN MUUUND), nu er det mig der fylder rummene med fagter og aggression. Jeg er ikke spor bedre, selvom det også på en måde føles sindssygt befriende at brøle sådan. Jeg tror aldrig, jeg kan (eller vil) stoppe igen. Nu er jeg jo igang. Måske var det altid meningen, at jeg skulle være en der råbte (og ikke bar en der grinte høfligt, for at få andre til at føle sig godt tilpas)
Jeg skal glemme kæmpepenissen og vreden og liderligheden, jeg skal lægge det bag mig, ligesom jeg gjorde for tre måneder siden (men jeg har ikke lyst jeg har ikke lyst jeg har ikke lyst).
(dårligt brølt, søster)
(bliv ved med at brøle, søster)

(Min lejlighed lugter fugtigt og af gammel røg (det er for koldt til jeg gider ryge ude på altanen, jeg er for doven til at jeg gider ryge ude på altanen), jeg har den lyserøde hue på, som jeg fik af Australieren, min veninde siger, at nu ligner jeg selv en kæmpepik, HAHA, vi griner, jeg er selv en kæmpepik. Forklædt som kæmpepikken gik jeg tidligere forbi min søsters altan, hvor hun sad med sin nye fyr, jeg skulede derop for at få et glimt af ham, og jeg håbede virkelig ikke de kunne se mig, sådan en røgbefængt, lyserød Kæmpepik, der glor nede fra gaden af; den fortabte storesøster der glider lydløst rundt i Nordvest som en slap penis uden retning. Nå, jeg går bare hjem igen, du ved.)

Opdatering: Efter endnu en times telefonsamtale kan jeg nu berette at H.’s date er gået perfekt, og at han aldrig har følt sig så godt tilpas i en kvindes selskab; en sær ro var kommet over ham, og han havde hygget sig så meget, at han slet ikke havde haft tid til at hade sig selv. Jeg siger, mens jeg griner hjerteligt, ah ha ha ha, at jeg er glad på hans vegne, hvor skønt for dig, hvor dejligt du ku møde sådan en og opleve sådan nogle følelser, ah ha ha ha….

(Fuck mig. Seriøst.)