kære søndag, bliver du også blind nogle gange

Jeg ville gerne fortælle ham, at jeg er bange,
han spiller på klaveret fredag nat og jeg græder i det skjulte,
tonerne er off, men de er de smukkeste jeg nogensinde har hørt,
han vender tilbage til sengen hvor jeg ligger, og vores rødsprængte øjne glider ind i hinanden,
jeg glemmer mine ord, han ser bort fra mine tårer,
du er det dejligste
nej du er,

og ligesom øjnene glider jeg åndsfraværende ind og ud af fødselsdagsarrangementer weekenden igennem, så mange mennesker,
smalltalk,
jeg er en mester,
men min krop skriger på alenetid, så
jeg læner mig tilbage på en bænk i assistensen, kan ikke bevæge mig, der er ingen, jeg trækker vejret,
og jeg er en søstjerne i kongens have under solen,

bliver du for tiden også blind, spørger han,
jeg kan ikke tåle alt det lys, siger jeg,
jeg ser ham,
selv i øjne der misser i alt det lys,
i nat sover jeg ni timer, jeg sover aldrig ni timer,
men jeg er viklet ind i ham for anden nat i træk,
jeg bliver overrasket hver gang han har lyst til at se mig,
og det går samtidig op for mig, at jeg ser ham hele tiden,

jeg har aldrig følt himlen så nær som nu,
synger han,
et sted i mine minder,
syng med W., syng med,
men jeg kan aldrig teksten,
jeg prøver bare at følge med,

en clairvoyant fortalte mig om dig i oktober, siger han,
hvad sagde hun, spørger jeg
han tøver
du behøver ikke fortælle det, hvis det er bad news,
det er ikke bad news
men… hvad sagde hun så?
jeg var sammen med min eks på det tidspunkt, men den clairvoyante sagde:

“hun sagde: til foråret vil du møde en smuk, langhåret kvinde, som du vil blive meget forelsket i.
og jeg sagde: jamen jeg har ikke været forelsket i fem år
jeg slog op med min kæreste
og da det blev marts tænkte jeg, hvor er hun
og så mødte jeg dig,
og jeg tænkte: ‘fuck'”

jeg drikker mig fuld igen,
min søster siger, at det er ok, fordi jeg “lever meget”,
retfærdiggørelse,
jeg er så træt og ikke træt,
Skægmonstret og H. tager kontakt til mig i samme sekund,
det er som om de kan lugte min lykke på afstand,
lugte den fremmede favn om mig,
hvem er I overhovedet

kære søndag, min ord er viltre og fragmenterede,
jeg tror, at jeg måske er lidt vilter og fragmenteret,
jeg bærer hvert minut i min hud,
søger ord, mangler ord,
kærligheden er rolig,
jeg er bange,
jeg er så bange,
og jeg kan se det hele og absolut ingenting,
er det liv

(hører den her sang ca 10 gange om dagen disse dage)

man kan stole på en stol

Jeg har slukket min telefon, tændt stearinlys i hele stuen, og sat Mozarts klavierkonzierten på pladespilleren, som spiller højstemt i baggrunden til min febrilske akvarel-session på spisebordet. Jeg nynner med på melodierne, selvom jeg ikke kender dem. Jeg lader som om, at jeg hviler i mig selv og bare rigtig hygger.

Trust no one, hvisker jeg ned i akvarellens blålige farver, som jeg smatter rundt i for at få noget til at ligne en himmel (ligner mest bare grumsede, blå klatter på noget tarveligt, porøst papir) (men igen – hvad er en himmel ellers?).
På altanen, under cigarettens ødelæggelse, hvisker jeg igen: Trust no one.

Hvorfor har du slukket din telefon? Spørger Mozart bag sit klaver.
Jeg har bare brug for at være alene.
Nå…
Fuck dig, Mozart. Hvad ved du om noget som helst??

Trust no one.
Ordene klinger halvhjertet et sted mellem stearinlysenes varme skær og min krampagtige højre hånd om penslen. De har ingen berettigelse, udover traumet fra alle røvhullerne som åbenbart har fucket mig op. Jeg indser det kun i tavshederne. I stunderne uden kontakt med Sangeren, siger jeg til mig selv: Hvor er du dog dum, W. Luk dit hjerte, luk dit hjerte lige nu.

Det ville være lettere, hvis jeg bare huskede ham fra i går.
Hvordan han rørte ved mig, kiggede på mig, snakkede med mig. Hvordan 1 time altid bliver til 5 timer. Hvordan han sagde efter vores sindssyge elskov (ja det skrev jeg!! elskov!!) sagde: Hvis du ikke havde den spiral, så var du altså blevet gravid lige nu. Det var sådan en slags orgasme, den afsindige slags. Jeg ville bare huske, hvordan han hang i dørkarmen, da vi skulle sige farvel, det blødeste, kærligste blik jeg nogensinde har fået, et blik, en krop, der fulgte mig ned til hoveddøren smækkede bag mig. Hvordan jeg ikke kunne sove, fordi jeg følte mig så lykkelig. Hvordan jeg vågnede op i morges, med varme, gyldne klumper af ren lykke og kærlighed glødende i hele min torso.

Men… efter 24 timer er jeg sådan; han gider mig ikke, han forsvinder nu, åh, det var også fordi jeg sagde “sådan og sådan og sådan”, og hvad havde jeg egentlig regnet med, – at en så fantastisk skulle ELSKE MIG? Han er som de andre røvhuller – han er sikkert en sjuft der knepper andre, forelsker sig i andre, lever af intensiteten, spiser mig og spytter mig ud i de grønne affaldsposer til morgendagens kompostbunke. En bitter gødning til vores haltende skove. Suk.

Så luk i, luk i, kære hjerte, for du tør ikke elske, du kan ikke elske, du er alene på dit iskolde bjerg, du stoler ikke på nogen, kun lidt på dig selv (det skal du desuden arbejde lidt mere på), og du er så sikker på, at kærlighed ikke er for dig; at kærlighed og mænd kun er ude på at fucke dig op. Tak til Løven, tak til N., til den fede idiot H., tak til Briten den lede, umodne stodder, til psykisk syge P. (der breadcrummer mig på Instagram), tak til Kunsteren, Hvid, Amagerdrengen, Forfatteren, Quick-fixet, Hypnotisøren og Elveren, Tinderdates x 1000…. Tak fordi I har gjort mig til et usikkert, kynisk vrag, der ikke stoler på nogen.

Generelt kan man ikke stole på nogen. Altså, hvad skulle man gøre – binde folk fast i ens lejlighed, så man er sikker på at man har dem..? det ville være fucked jo. Jeg kan forelske mig, jeg kan elske, men jeg ikke stole på nogen. Jeg kan ikke stole på Sangeren, vel? Selv når han siger: Du må gerne sige om du er ægte i det her eller bare synes det er en knalde-ting, for jeg er på vej ind i noget dybt – når jeg kigger i dine øjne, sker der alt muligt vildt inde i mig, og jeg ville bare lige sikre mig, at du havde det på samme måde. Jeg kigger bare ind i hans glinsende, følsomme øjne og tænker: Han lyver. Lyver lyver lyver.

Og det mest sindssyge er, at der i de seneste par uger er sket SYGT gode ting for mig. Altså, grænseoverskridende, ryste-som-et-espeløv-i-spotlight-agtig gode ting, der lover en lysende fremtid og en gloværdig (tak for det ord, Mozart) karriere – at jeg er sej og dygtig. (Jeg vil gerne kunne fortælle jer om det en dag). Og jo, det giver da ro, sådan, en lækker fundamental lykke-vibe, men efter lykønskninger og utallige praises – og, vigtigt at nævne også – en 10 hestes brandert, så hører jeg alligevel 10cc med ‘I’m Not In Love’ ude på altanen, før jeg skal sove, og begræder, at mine lår ser ENORME ud på alle billederne, der blev taget af mig, sådan: “hvor er det dog nogle klamme thunderthighs – det må alle have tænkt, da de så mig, fy for helvede, hvor er jeg klam at se på, buhuuu. og SANGEREN GIDER JO IKKE ELSKE MIG WAHHHHH.”

Men øh. Det er meget normalt at være lidt ængstelig og usikker i forelskelser, am I right?
Så. Ja. Nå. Okay. Jaja.
Ses.
Ahh.

Tanker fra cykelturen næste morgen:
Jeg tænker på, om jeg er klar til det her.
Den urolige nat har været præget af voldsomme drømme, jeg er træt, før jeg vågner, og nu er N. i mit hoved – de ting han sagde:
Du skal ikke være blød, lillebitte W. Vi hygger jo bare.
Jeg har brug for at afkoble. Jeg har brug for at være ensom.
Jeg kan ikke… lige nu.
Jeg kan ikke indfrie dine forventninger, de presser mig.
Du gør dig selv underlegen, lad vær’ med det.
Du er så sød og klog, men jeg er ikke forelsket i dig.

Der er sår, der tager lang tid at hele. Min psykolog siger: Du skal ikke lade N. ødelægge det her. Jeg siger: Selvfølgelig ikke! Men i dag kan jeg mærke sårene. De sidder et dybt sted under hjertet og væsker betændelsespuds ud i mine vener. Små, kradsende sår af ydmygelse og afvisning. Jeg har lyst til at fjerne mig selv fra relationen, fordi jeg ikke kan rumme mine egne usikkerheder. Sårene fortæller mig, at jeg ikke er elskværdig. Og det er en fed løgn, det ved jeg godt, rationelt; alle er elskværdige (du er elskværdig), men jeg tror ikke på det i forhold til mig selv, altså, ægte tror ikke.

Jeg vil tage sårene med ind i dagen. Slikke blodet af, græde lidt, opholde mig i dem, huske mig selv, huske min kunst, huske mit værd. Man kan ikke gå rundt alene og lære at stole på andre – man bliver vel nødt til at træne det op i relationen med andre. Hvis jeg fjerner mig; dækker mine ar med discount-plastre, så lærer jeg ikke en skid.

(Man kan forresten heller ikke engang stole på en stol. Engang satte jeg mig på en, og benene knækkede sammen under den; en tarvelig plastikhavestol. Så. Man kan vel kun stole på sig selv, yes? Hvordan gør man det?)

kære søndag, der findes et blødt punkt mellem ribbenene

han trykker hårdt på det,
min tømmermændsmave buldrer under hans fingre,
jeg har lyst til at græde, jeg tænker han har en plan,
jeg er lige så blød som det bløde punkt,
han synger for mig, nøgen på gulvet, stemmen fylder hele opgangen, får væggene til at vibrere
øjnene slipper mig ikke imens,
der går ild i mit hjerte,
han er det smukkeste, jeg nogensinde har set,
jeg kan ikke finde ud af, at fortælle det til ham,
jeg er bange for, at han forsvinder om lidt,

kære søndag,
det er farligt at være så blød, er det ikke
og hver søndag har jeg lyst til at stoppe,
for blødheden gør mig trist,
(jeg tror nok ikke helt på kærlighed, indser jeg)

og i dag mere trist, mere blød, for der er et andet sæt øjne jeg møder,
for første gang i 15 måneder er Briten der,
vi sidder tavse i hver vores ende af rummet,
de andre opholder sig i værelset ved siden af,
deres stemmer er lave, muflede,
jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham,
når jeg kigger over på ham, får vi øjenkontakt, smiler genert og ufattelig trist,
det overrasker mig, at det gør ondt,
at jeg har lyst til at skvulpe over af blødhed og ømhed,
(knuste drømme, den ellers glemte sorg)
som altid, har jeg en ubegribelig lyst efter at røre ved ham,

det er en blødhed der overføres, der forstærkes og forstummer i ét væk,
mit ansigt føles maltrakteret, jeg bider tårerne i mig,
bevæger mig i stedet i slowmotion gennem de tavse rum,
jeg kan mærke Sangeren i hver en fiber, men Briten var der åbenbart stadig,
på vej hjem tænker jeg på, at jeg har været forelsket i ham i to år,
ikke konstant, ligesom med Sangeren, men en følelse der ikke forsvinder,
de har øjnene tilfælles,
de afgrundsdybe brønde af melankoli og sårbarhed,
grønbrune glassøer der kigger helt ind i mine blødeste punkter,
jeg spekulerer på, hvad de mon ser,
hvad de elsker, om de elsker,
og hvorfor de gør mig bange og tryg på een og samme tid,

kære søndag,
jeg overfører blødheden til mit arbejde,
jeg tænker, at jeg er løven i hulen,
en løve er alene, siger min psykolog,
jeg rejser nok altid alene, holder afstand,
selvom det eneste jeg længes efter er nærhed,
og måske er søndagene til at forstå dette,
forstå punktet under ribbenene, der gør ondt, når man trykker hårdt nok,
jeg tror det.

(Har det vildeste flip med den her sang, så underligt, men den rammer blødheden perfekt)


når du er bange

Så I er Romeo og Julie, eller hvad?
Griner min psykolog tidligere på ugen, da jeg beskriver mit eksploderende, hysteriske hjerte, iltudvekslingsbesættelsen og den voldsomme uro og påtagede smerte jeg pålægger forelskelsen. Jeg har desperat brug for, at hun giver mig en back-to-reality-lussing.

Puf-puf-puf siger det, når hun punkterer de enorme heliumballoner proppet med imaginært begær, der i 48 timer har hængt over mit hoved.
Jordforbindelsen etableres igen.
Fucking kedeligt.

Hun siger (blandt andet): Du finder ud af, at du kan forelske dig. Og du kan komme over det. Og forelske dig igen. Du kan teknisk set forelske dig i alt, og endda hele tiden. Det behøver ikke koste dig noget. Det behøver ikke være fyldt med smerte. Hvad hvis det bare er dejligt? Og man bare kan nyde det?

Ah…. Nå…. Ja?

Jeg bliver efterfølgende irriteret over, at hun har fjernet mit dirrende, længselsfulde hjerte, og erstattet det med haha, chill, nå hvor fedt, ja ja, whatever, hyggeligt nok-hjertet. Jeg skal se Sangeren et par timer efter. Jeg har taget pænt tøj med i tasken, høje sko. Han skal vise mig hans verden (ikke Aladdin-style, haha), og jeg vil svæve med ind (igen – ikke på et tæppe) i den uden forbehold. Men jeg føler faktisk ingenting. Terapi er fedt nok og sådan, men shit, jeg kunne godt lide den imaginære intensitet, de stormfulde højder, der skabte følelsen af at være høj på stoffer og at have organer proppet med flaksende, forvirrede påfugle.

Jeg tror, han kan mærke min manglende forelskelsespsykose. Jeg kigger åndsfraværende ud over vandet, mens han henter vin. Halvvejs gennem første glas, siger han, at han har tænkt og tænkt på mig, og nu hvor han ser mig, har han pludselig forbehold… er skeptisk..
– Øh… Hvad mener du? spørger jeg fornærmet og slipper hans hånd. – Altså, så jeg skuffer dig?
– Nej! NEJ! Jeg er… bare ikke vant til at have noget på spil…
Jeg kysser ham panisk. Undskyld, siger han. Forbehold, tænker jeg. Måske han bare oplever det samme som mig lige nu?
Jeg siger til ham, at jeg måske godt forstår, hvad han mener.

Et andet sted i byen.
Jeg har aldrig været her før. Han er her hele tiden.
Vi er berusede. Jeg bunder et glas vin, fordi vi kaldes ind i salen, da forestillingen skal til at gå igang. Han har tilsnusket os de bedste pladser, og jeg prøver gennem mine hvidvinsvin-duggede øjne at vænne mig til distancen til scenen og mørket på tilskuerrækkerne. I mange år har jeg troet, at jeg var for angst til at være sådanne steder her, men jeg tænker slet ikke på, at jeg har lyst til at løbe væk. I stedet holder jeg ubekymret hans varme kæmpehånd og forsøger at forstå det fremmede sprog.

I pausen trækker han mig med op under bygningens tag. Solen er kun lige gået ned, og himlen over byen er prydet af rosa vat-skyer. Jeg er tilbage i mit imaginære romantiske eventyr, og går i slowmotion teatralsk hen mod udsigten, mens jeg henkastet vender mig om og kigger kærligt på ham. I min brusende, nærmest filmiske fantasi, forestiller jeg mig, at han tænker: Hvor er hun smuk, som hun går derhen mod den lyserøde aftenhimmel, hun må være kvinden i mit liv… (lol).
Jeg går helt hen til kanten, og lukker øjnene, afventende hans arm omkring mit liv, det kommende kys i solnedgangen, det suger i hele min krop åh …

Armen kommer imidlertid ikke.
Jeg vender mig forvirret om, for at kalde ham hen, men han er væk. Jeg går rundt på terrassen og leder efter ham, og får gennem vinduerne øje på ham, most inde i et hjørne. Han vinker nervøst. Jeg kommer pludselig i tanke om hans beskrivelser af højdeskræk. Jeg er flov over, at jeg glemte det i mine selvoptagede fantasier. Hans lange ben skælver, jeg fører ham ind i sikkerhed, og undskylder og undskylder.

Tilbage i salen igen er jeg efterhånden blød som smør. Sangen og musikken er hjerteskærende og så ubegribelig smuk. Han er lænet forover, albuerne hvilende på knæene, dybt koncentreret. Jeg betragter hemmeligt hans ansigt i profil.

I næste pause går vi arm i arm rundt oppe ved taget igen. Solen er gået helt ned. Jeg siger, at han skal sige til, hvis han bliver bange. Et sted ude i horisonten kan man se de store fabrikker, der er oplyst af røde lamper og en tyk, lysegrå røg fra skorstenene. Det ligner, at det er photoshoppet ind; en digital skærm af noget ikke-virkeligt.

Senere er vi hjemme i hans seng. Jeg har ikke mange ord i disse timer, men svømmer bare væk i hans krop, udskyder søvnen og de mange forpligtelser, som jeg burde forholde mig til.

****

Disse dage giver en smule flashbacks til for præcis et halvt år siden, hvor jeg fik besøg af Australieren, mens jeg arbejdede på en vigtig ansøgning om funding. Det samme har gjort sig gældende i denne uge, så alting føles lettere tåget og intenst – at udskyde kroppens behov, fordi jeg samtidig med at skulle forholde mig til min karrierefremtid, er igang med at smelte ind i et andet menneske.

Med Australieren blev denne dobbelthed i perioden dog hurtigt alt for intens, nærmest ulidelig, og jeg følte, at jeg delvist forlod mig selv, og var meget ked af det over alle de usikkerheder, der knytter sig til ansøgningsprocessen (og kærligheden). Denne gang har jeg mere følelsen af, at det hele nok skal gå – også selvom vi formentlig ikke bliver støttet økonomisk aka at jeg mister mit job om lidt. Og at Sangeren måske snart trækker sig. Hvem ved. Men jeg orker virkelig ikke at gå i panik over det.

****

Efter en hektisk ansøgningaflevering i går, tog jeg hjem til ham og gemte mig i ham hele eftermiddagen. Det var som om, at jeg efter en uges intens skriveproces pludselig var tilbage i min krop og følelser igen. Min ryg værkede helt sindssygt, en usigelig træthed spændt ud mellem knoglerne. Jeg havde bare lyst til at blive liggende, sådan, hud mod hud, for evigt.

Alt andet føles temmelig ligegyldigt. Jeg forsøger ihærdigt at banke alle mine usikkerheder til jorden ( der er virkelig mange, puh), for jeg har ikke lyst til at være et lidelsesmenneske længere; en der kun kan føle noget, hvis det er smertefuldt. Tænk, hvis man bare får lov til at føle varme, glæde og tryghed?

Han er bange for mig. Jeg siger, at det skal han ikke være, for jeg er ikke bange for ham.
Hvad er du så bange for, spørger han igår. Et generelt spørgsmål.
Jeg tænker over det i badet i morges, men kan ikke komme på nogen svar. I stedet for er jeg bare træt. Jeg vil bare gerne sove. Og jeg vil gerne bare se ham igen. Det er meget simpelt, ikke?
Jeg tror ikke, at jeg i disse dage rigtig er bange for noget.


ilt

Jeg sover dårligt for tiden. Dagene er en underlig grød af tusinde følelser, og jeg er egentlig ikke helt sikker på, at jeg kan følge med. I stedet flyder jeg bare med; undgår at stoppe op. Jeg er sindssygt træt og samtidig fuld af energi.

Når jeg er med Sangeren, mister jeg trætheden og tømmermændene og PMS’en og angsten. Det er som om, at jeg er beruset. Min hjerne er helt skarp, jeg fyrer jokes af, deler mærkelige ting om mig selv; siger romantiske ting uden omsvøb, griber ud efter hans store krøllede hår, fortaber mig i de susende kys.

Vi er i en park efter en koncert. Jeg ligger oven på ham. Jeg har med en ven aften forinden drukket virkelig meget vin, men også snakket om, at det var vigtigt at fortælle, at man er bange og hvorfor. Samtalen og tømmermændene har gjort mig nervøs hele dagen. Drengene på kontoret bliver urolige, når jeg er forelsket. Og med god grund. Jeg forvandles til en håndgranat, der kan detonere når som helst.

På hans skød prøver jeg alligevel at finde mine ord i en vanskelig og ikke særlig prangende fortælling om kærlighed. Jeg håber, jeg siger tingene rigtigt, uden at skræmme ham væk.
“Det er virkelig sjældent jeg bliver forelsket,” siger han.
“Er du forelsket nu?”
“Ja.”
“Det tror jeg også, at jeg er. Eller, det ved jeg, at jeg er. Måske har jeg endda været det hele tiden.”
“Ja, præcis.”
“Sådan, også før vi rigtig mødtes…”
“Ja, præcis.”
Jeg begynder at græde. Hans hænder glider under min jakker og ned i mine bukser. Parken er fyldt med andre forårsforelskede par, der har for travlt med deres egen PDA, til at skulle bemærke os.
En mand med to små børn går forbi.
“Hvad laver de?” spørger barnet.
“De ligger bare og slapper af ovenpå hinanden,” siger manden.
Vi griner hemmelighedsfuldt ind i hinandens mund. Generelt har jeg lyst til at trække vejret gennem ham. Vi holder konstant mundene helt tæt og fylder hinanden med brugt ilt. Inde i mit hoved er der konfetti, rædsel og en usigelig lykkefølelse.

Jeg drikker mig meget fuld senere på aftenen. Min søster er netop gået fra sin kæreste og er helt ulykkelig. Jeg prøver at støtte hende og lytte ordentligt, men det er svært, når man selv er et stort, klart hvidt lys, der ikke er fæstnet i nogen krop. Jeg fungerer kun halvt uden hans ilt. Jeg har glemt at spise aftensmad (igen), og vinen sætter mit system i flammer. Efter hun er gået, danser jeg i halvanden time inde på soveværelsesgulvet. Min energi er uudtømmelig, jeg har det som om, at jeg er på stoffer, vælter rundt på gulvet, halvnøgen i avancerede dansemanøvrer og forsøger at brænde alkoholen i mit system op. Ender med at kaste op, og falde i søvn, ro, endelig ro, fuck.

Jeg vågner tidligt igen, tænker kun på Sangeren. Skribenten vil for 115. gang gerne vide hvornår vi skal ses. Jeg holder ham hen. Jeg glemmer ham, udskyder ham. Jeg omtåges af dårlig samvittighed, tømmermændene klistrer, men før jeg ved af det, er jeg i Sangerens seng igen, hvor jeg ånder den magiske ilt, og han siger til mig, at selvom vi har sagt dét dér med forelskelse, så er det altså ikke ensbetydende med, at han vil have en kæreste – det passer slet ikke ind i hans liv lige nu. Mit hjerte synker, selvom jeg er enig. Jeg indser, at det er en farlig forelskelse det her; vi ved det begge to godt. Jeg er så bange, siger han. Du er farlig, siger han. Det kommer til at gøre så ondt det her, siger han. Jeg er virkelig vild med dig, siger han. Vi spiser hinanden, til solen pludselig er gået ned. Jeg er beruset og balstyrisk. Tænker på ingenting, mens jeg tænker på alt. Det hele er så uvirkeligt.

Senere på aftenen kommer han hjem til mig. Mit sprog er for en gangs skyld afslappet, jeg føler mig kraftfuld overfor ham. Han kigger varmt på mig, mens jeg fortæller alle historierne. Når han fortæller om sin karriere – at han nok forlader danmark inde for et par år, for at skulle blive en stor stjerne, har jeg svært ved at trække vejret. Så jeg må gribe hans hoved igen, og trække luft ud gennem hans ustyrligt bløde læber.

Det er pludselig noget særligt – noget stort, at skulle sove sammen. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er så bange for at skræmme ham væk, og samtidig er jeg så lykkelig over, at kunne tilbringe al den her tid med ham. Han holder om mig med sin kæmpekrop, men jeg falder aldrig rigtig helt i søvn, men ruller hvileløst rundt ind og ud af hans sovende favn, kysser hans armhuler, holder hånden på hans varme maveskind. Om morgenen skal han tidligt afsted, jeg føler et enormt afsavn, allerede før han forlader lejligheden.

Og nu er der kun uro, uro spændt ud mellem alle tanker og nerveender. Jeg tænker stadig på, om det er dét her kærlighed er… jeg føler mig stærkere end normalt, men samtidig er jeg også bevidst om, at jeg snart bliver revet i småstykker igen. Jeg skal ses med Skribenten om lidt og lukke relationen ned. Jeg stresser helt vildt over det. Jeg vil ikke gøre nogen ondt. Det skræmmer mig at lukke døren, for forelskelsen i Sangeren er nøjeren at satse på. Men jeg har ikke rigtig noget valg. Mit hjerte har besluttet sig.

Jeg er i fare. Jeg er fucked. Jeg er elsket.
Shit shit shit.

opdatering:
kære søndag, jeg tænker stadig på ilt, på sangerens ilt i de store lunger, og jeg tænker på, hvorfor jeg nu har svært ved at trække vejret ned i maven, da skribenten ringer på, og især da jeg tager hans hånd og prøver at sige, at vi ikke skal ses, for han er pludselig et virkeligt menneske, som jeg holder virkelig meget af, og i hans nærvær er sangeren en drøm, jeg er tilbage i virkeligheden, og jeg kan se, at han bliver ked af det over de ting jeg siger, jeg holder fastere om hans hånd, jeg græder, jeg har ikke lyst til at sige farvel, samtidig med, at jeg skal gøre det, og jeg tænker, om det er en dårlig idé at have sex, om mit hår dufter for meget af sangeren, mit hjerte kan ikke dobbeltspil, så jeg lukker døren, selvom skribenten skælver i mine arme, er du ok, spørger jeg, han skælver lidt mere, ja, jeg er ok, siger han, du er så skøn, du er så nice, jeg kysser ham forsigtigt for at sige tak, farvel, ja, farvel, vi ses vel nok en dag, måske, vi ses, jeg savner ham lidt det sekund han forsvinder, vi ses, jeg håber det er den rette beslutning, min mave gør ondt, jeg skriver til sangeren for at få bekræftelse, han siger, at hele hans organisme længes efter mig, jeg ville ønske, hans ord gjorde mig mere rolig, men jeg tror, jeg er for bange og fyldt op i dag til at kunne forstå noget som helst. xx

hjerterdame

Det er noget andet det her, og min hjerne forsøger midt i PMS og genfunden arbejdspres desperat at greje hvad det er der sker. Under PMS’en har jeg opdaget omkring mig selv, at jeg bliver lettere apatisk omkring relationer, men meget selvbevidst omkring mit eget liv. Det er som om, at følelserne for andre mennesker og mine omgivelser siver langsomt ud af mig, og efterlader mig som en forbitret skal, der mest har lyst til at sove, æde og passe mig selv.

Sangeren har den mest afsindige duft. Lige nu sidder den fast i alle mine hudceller, som om han var en creme, jeg har smurt mig ind i (ad). Vi lå mest af alt og kiggede hinanden i øjnene i det varme, bløde lys fra hans sengelampe. Hans øjne var store og rødsprængte, og da jeg på et tidspunkt kunne se, at de fik en glinsende overflade, spredte der sig en voldsom varme rundt i hele mit væsen. Jeg er bange, siger han. Jeg er også bange, siger jeg. Men ikke på en dårlig måde. Nej, ikke på en dårlig måde.

Jeg er stadig igang med at finde mit sprog i hans nærvær. Hans duft og øjne gør mig fuldstændig ør, så jeg kommer ofte til at fortælle mærkelige historier, hvor ordene lyder fremmede i mine ører, en skinger nervøs latter der forstummer under hans insisterende blik. Jeg kan ikke lure ham. Jeg prøver sådan at lure ham. Det gør mig usikker, at jeg ikke kan.

I morges i en hardcore PMS-rus, der får al lykke oplevet siden forrige menstruation til at blæse væk på splitsekunder, har jeg brug for at læse teksterne fra næsten fire måneder siden, da jeg mødte N. Jeg har behov for at forstå tidslinjen i forelskelsen, intensiteten af følelserne og af en sær årsag, genfinde N. påny.

I mit hoved (og på tungen) havde jeg de sidste par uger gjort ham til en “sociopat der slog mig til plukfisk”, men jeg indser i morges, at det ikke var tilfældet. N. var fantastisk, og jeg var kommet hjem. Så jeg græder ned i mit blødkogte æg; jeg græder for første gang i flere uger, for jeg tror pludselig på, at han har ødelagt mig.
(“what’s broken can always be fixed, what’s fixed will always be broken”)
Det er bare PMS, siger jeg til mig selv. DET ER BARE PMS. Ik? Jo. Please.

Jeg har lyst og ikke-lyst til at holde aftalen med Sangeren i aftes. Jeg er så træt og mine indre granskninger efter skvulpende forelskelsesfølelser går ad helveds til. I stedet bliver jeg bare ved med at falde i søvn.
Men måske er det bare noget andet det her.
Forelskelsen i N. var ikke tryg. Han var selvudnævnt “farlig”, hans adfærd var kontrolleret, vores kommunikation var hyperintens. Jeg har set Sangeren i halvanden uge nu, og jeg er så lettet over, at vi ikke engang har sovet sammen endnu. Nuvel, vi har knaldet på en mark og hvert øjeblik med ham er som taget ud af mine vildeste romance-fantasier, men der er ingen tvivl om, at tempoet er sundere for mig.

Jeg taber ikke mig selv, men hvis jeg ikke taber mig selv, så ved jeg jo ikke engang hvad kærlighed er. Det gør mig bange at indse, at jeg slet ikke ved, hvordan man elsker ikke-destruktivt. Åh.

Jeg håbede lige, at jeg kunne skrive meget mere, men mine øjenlåg er tunge som bly, og Sanger-cremen (igen, – ad) på min hud gør mig liderlig, uendelig varm i hjertet og en smule døsig. Mine læber er sprukne efter tusinde kys, og alligevel tænker jeg på, hvad det var, der skete “dengang” med N. Hvorfor ville han pludselig ikke mere? Og når Sangeren bliver, som N., rørt af at kigge dybt i mine øjne, betyder det så, at han ser det samme – og derfor også snart vender sig væk, når han finder ud af, at der ikke gemmer sig det, han forestillede sig, bag dem?

scener fra en påskeferie (II)

Jeg kan tydeligt huske sidste påske. Den lå et par uger tidligere end i år. Jeg tror endda, det sneede en smule. Jeg havde klamydia, vist nok også lus og vitterligt ingen jordforbindelse. Jeg var bange for, at det ville være en elendig påske igen, men alting føltes anderledes i år.

*****

De blomstrende kirsebærtræer på Kirkegården har medført et par espresso-stande og en larmende lokalturisme; alle flokkes dertil. Stierne i Mosen er derimod tomme, og jeg prøver at se, hvor højt jeg tør synge, før en løber eller barnevogn kommer rundt om hjørnet. Jeg kan efterhånden gå gennem stisystemerne med lukkede øjne; jeg kender hver en sten, lyden af hvert et skridt i grusset. Den her dag er jeg lykkelig. Jeg har egentlig været lykkelig i flere dage, det er uvant for mig. Livet bølger altid, men jeg nægter at overtænke det. Dybt inde i Mosen har jeg en bænk, hvor de gamle træer omkring mig larmer indefra, en dyb, rungende knirken, og hvor solen bryder gennem trækronerne. Jeg græder på bænken, for det hele er så vidunderligt overvældende. Oftest tolker jeg lydene som den døende mose, men nu ser jeg kun alt dens liv. 10 kilometer senere er jeg i mine forældres hjem ved at eksplodere af energi, og dominerer selskabet med lange politiske brandtaler og personlige beretninger, uden at blive skuffet eller ængstelig over, at ingen deltager i samtalen. Jeg er en ildspyende drage i al min vælde; jeg er fulstændig ligeglad. Senere på aftenen ryger jeg ekstatiske cigaretter på min altan under fuldmånen, og spørger Sangeren, om han tror på, om man bliver månesyg. Han siger ja. Han siger også, at han ikke forstår, hvad der sker. Eller, han forstår præcist hvad der sker. Jeg siger, at jeg har det på samme måde. Månelyset rammer mit smil under dynen, mit hjerte banker så hurtigt og euforisk, at søvnen føles ubelejlig.

(Om natten er jeg taget til Mallorca med både Sangeren og Skribenten. Jeg sidder fast på Sangerens krop som en lille, grådig koalabjørn. Skribenten bliver chokeret over mit bedrag. Han forvandler sig til en lille dreng med ufattelig skæve tænder. Han græder og skælder ud: “Du gav mig kun 4 % af dig! Hvorfor er jeg ikke mere værd?” og jeg skælder ud tilbage: “Jeg gav dig fandme 80%!”. Skribenten rejser slukøret hjem. Tilbage på turisthotellet står Sangeren og synger en sang. Alle kigger på mig. Jeg smiler genert, og vågner op med ekstremt dårlig samvittighed.)

Jeg møder Sangeren på stationen. Jeg troede, jeg var bange for toge, men jeg glemmer helt at være angst. Undergrunden suser bare ubesværet forbi bag hans ansigt. Jeg holder min hånd på hans lår. Måske kan jeg tage alle steder hen nu? Det er fjerde gang vi ses inde for en uge. Mens vi venter på bussen på en øde holdeplads et stykke ude for byen, siger han mellem kyssene, at han sover dårligt disse dage. Han vågner op om natten og tænker: Hvor er W.? Han lokaliserer mig og falder i søvn igen. Jeg fortæller ham, at jeg også vågner midt om natten og prøver at begribe ham. Vi ankommer til stranden, og han løber med sine lange ben ind i buskadset. Jeg iler grinende efter ham. Forårsidioter. En gruppe unge mennesker glor på os ved vandkanten. Han har sine hænder nede i mine bukser, og jeg gnubber mig op af ham. Vi bevæger os videre, tavst, ind i skoven. Vi krydser et elektrisk hegn og lægger os på den knoldede mark. Vi er de eneste mennesker i miles omkreds. Han trækker mine bukser ned og vender mig om på maven, tager mig. Solnedgangen farver alting orange, mens stønnene drukner i gæssenes skrig (bilder jeg mig ind). Efterfølgende sidder han på min mave. Mine bukser er fyldt med sæd, og mit hår er spredt ud over de stride græsstrå og gåselort på markens knoldede jord. Jeg vil fastfryse dette øjeblik. Jeg tænker slet ikke på noget, andet end at jeg bare vil være sammen med ham; at jeg vil bo inde i ham, aldrig være en anden. Vi nærmer os byen igen. Han siger, at han vil tage mig med alle steder. Jeg siger, at jeg gerne vil med.

Jeg har glemt at spise. Det er blevet mørkt. Jeg sidder på en shawarmabar i Nordvest. Ayran, pita og pommes. Jeg er så forbandet træt, men jeg vil ikke sove. Mine ord er usammenhængende, jeg ryster svagt. Jeg mødes ved en ven og drikker fadøl og kæderyger. Jeg har stadig sæd i bukserne og tang i håret. Jeg er så irriterende frelst og forelsket at høre på, synes jeg. “Om lidt går det nok over,” siger jeg om Glæden, som om jeg selvfølgelig skal tage afstand til den glade version af mig selv. Skribenten skriver, at han vil komme hjem til mig søndag morgen og knalde mig i et par timer; at han har sådan lyst til mig. Jeg er dårlig til at svare ham. Jeg glemmer ham hele tiden.

I dag kan jeg ikke bevæge mig. Jeg er stadig med Sangeren, selvom han er ikke er her. Ude på marken og i skoven og på stranden og under de tusinde fugle; jeg kan ikke være andre steder. Mine dage føles generelt som drømme, og jeg er så rolig i dem. Jeg spekulerer lidt over, om det er sådan her kærlighed er. Jeg har i hvert fald ikke prøvet det her før: At være forelsket uden melankoli og destruktion. Jeg ved, at livet går igang lige om lidt, men det gør mig for en gang skyld ikke nervøs; jeg er egentlig ret ligeglad.
Jeg sover det meste af dagen, men det er de vågne timer som er de bedste.