en vinter fuld af sol

Jeg skrev et digt om forelskelsen et par dage efter, at jeg havde mødt ham, mest bare til mig selv; et forsøg på at forstå alt det voldsomme det foregik i mig.

I går aftes blev jeg ved med at læse digtet igen og igen, græd stille, og endte med at skrive det ned på en lap papir med krøllede bogstaver, som jeg agtede at give til ham, når vi skulle ses i dag; som en stor romantisk gestus – eller bare sådan så han kunne have et evigt minde om mig, lol. Such drama.

Da han trådte ind i lejligheden i formiddags, besluttede jeg mig dog hurtigt for, at jeg ikke ville give ham det; at det ville være for meget. Det var pludselig ikke bare en fortælling eller fiktion, som jeg havde bildt mig selv ind – det var virkelighed. Ham og mig, her og nu, ingen svar, ingen løsning, kun halve ord og handlinger i et koldt rum.

I timerne forinden havde jeg ligget ved halv bevidsthed i min seng, uendelig træt, som om at min krop endelig gav op efter fire ugers intens forelskelsespsykose. Hvad tager man på af tøj, når man skal dumpes, spørger jeg selv foran det åbne skab. Der er en sløvhed i bevægelserne, når man træffer sådanne beslutninger. Koger et æg, skænker juice og kaffe. Presser mad ind i munden, hører Joni Mitchell i badet, forsøger ikke at græde for meget. Pulser cigaretter (jeg kan ikke ryge mere nu).

***

I køkkenet mens vandet i gryden venter på at koge, bliver jeg meget svimmel. Sådan nogle væmmelige angst-sus i min overvældelse over, at han bare sidder dér ved siden af mig, og kigger på mig med dybe, følsomme øjne. Jeg klapper ham på knæet og forsøger at finde fodfæste, men mine hænder med tebrevene ryster.

Vi holder i hånd ved spisebordet, mens vi drikker teen og spiser pomelo. Jeg piller langsomt skindet af den modne frugt, og propper dem forsigtigt ind i min mund. Husk at tygge, husk at sluge, minder jeg mig selv om.
– Jeg har stadig ikke nogen svar, siger han.
– Det ved jeg godt, siger jeg. Det er ok, lyver jeg lidt.
Jeg prøver at fortælle ham om, hvem jeg er, hvad jeg er lavet af, hvad jeg tænker om det hele. Mine ord dingler løst i luften. Han kigger indgående på mig.
– Jeg tror bare ikke, jeg har et sprog for det her, siger han. – Jeg kan slet ikke formulere hvad jeg føler eller tænker.
– Det er ok, siger jeg igen. Det er ok.

Jeg kan ikke huske samtalerne rigtigt. De er lidt i alle retninger, aldrig præcise, aldrig afsluttende. Konklusionen bliver, at han skal have tid og plads. Jeg siger, at jeg godt kan give ham den plads, at jeg ikke vil presse ham; at jeg godt ved, at man føler i forskelligt tempo.

– Jeg har brug for lidt modstand; at noget kan gå i stykker, siger han.
– Men hvordan skal jeg kunne give dig det, nu hvor jeg har fortalt, at jeg er forelsket i dig?
– Det er sandt nok, han griner lidt.
Han læner sig indover mig i sofaen, putter sit ansigt ind mod min hals, kysser mig forsigtigt på munden. Jeg holder krampagtigt om ham, og begynder at græde lidt.
– Kan du godt lide mig? Min stemme knækker.
– Selvfølgelig kan jeg godt lide dig.
– Jeg tror ikke, du er et ondt eller dårligt menneske.
– Men det er jeg. Jeg er rådden inde i.

Han siger, at han skal gå nu. Han har været her i knap to timer. Jeg går i stykker, en knugende voldsom fornemmelse i brystet, og prøver febrilsk at holde ham fast. Jeg kan ikke udstå, at det er sidste gang jeg ser ham. Jeg havde i min blindhed troet, at han ville blive og holde om mig hele dagen. Men jeg ved også godt, at jeg skal give ham plads. Min gråd tager til, jeg kan ikke styre det.
– Jeg ved altså godt, at du er stærk, W., det behøver du ikke forklare mig, siger han og kysser mig igen, fordi jeg prøver at bortforklare de her klistrede, vamle følelser jeg har – at jeg altså ikke er sådan her normalt.

Han trækker sig væk, tager overtøj på, binder langsomt sine sko. Jeg står most op af dørkarmen og stirrer på ham imens.
– Smukke W…. Jeg er altså også en følsom type, jeg græder også – bare på cyklen, ikke her.
Han holder mig tæt ind til sig, vi kysser lidt.
– Vi ses, siger han flere gange. Nærmest hvisker. Vi ses..
– Vi snakkes, siger jeg med verdens mindste stemme. (Vi ses jo ikke.)
– Farvel.
Døren smækkes bag ham.

Klassisk.

***

Min nat gik med at drømme om P. Jeg har ikke tænkt så meget på ham det sidste lange stykke tid, og jeg har egentlig heller aldrig drømt om ham før. Men i nat mødes vi altså. Han har fået en kæreste. Jeg spørger, hvordan det kan lade sig gøre. Han siger, han har det meget bedre nu; at han ikke har lyst til at dø længere. Det går op for mig, at det ikke handlede om, at han havde det dårligt dengang – at han “var bange for at blive elsket”, men derimod, at han bare ikke ønskede at blive elsket af mig.

Jeg tænker på de andre relationer. Jeg har også drømt om Løven en del det sidste stykke tid; drømme hvor N. er ved at voldtage mig, og så kalder jeg på Løven som kommer og redder mig – men som ender med at gøre mig ked af det også. Der er også mindet om dengang med H., hvor knusende hans afvisning af min forelskelse var.

Fælles for alle tre (fire medregnet N.) er at de er ødelagte mennesker. De mente alle, at jeg rørte noget i dem; men ikke på en særlig god måde. Når man har overbevist sig selv om, at man ikke er elskværdig/ikke kan elske, så er det en fortælling der er svær at bryde. Jeg kan føle, at min kærlighed er farlig – at jeg er farlig med mine gennemborende, sandhedssøgende øjne, der får disse ekstremt knudrede mænd til at trække sig.

Jeg siger til N., at jeg er dårlig til at date. Han siger, at jeg er det modsatte. Hvorfor skulle du være dårlig til at date, når du møder folk med kærlighed, imødekommenhed og åbenhed?
Jeg nikker, men forstår stadig ikke helt, hvorfor det altid går så galt. Jeg spekulerer på, om jeg kun forelsker mig i totaltskadede mænd. At jeg higer efter at give dem kærlighed, redde dem?, ændre dem. Eller også er det så simpelt som, at de totaltskadede mænd er de mest interessante – måske fordi jeg leder efter artsfæller, kindred spirits, der også ønsker at forstå kompleksiteten og lidenskaben og kærligheden.

Jeg kan huske Løven sagde med en lille stemme: “Du er ved at trænge igennem mit ellers meget knudrede, lukkede hjerte,” og pegede på sit brede, stærke bryst. Kort tid efter forsvandt han. Det tænker jeg på nu. Jeg bearbejder sorgen fra alle disse ulykkelige kærlighedshistorier. Jeg begræder, at jeg altid ender i denne position. At jeg altid forelsker mig hurtigt og voldsomt i de helt forkerte.

Men der er intet galt med mig.
Det giver mig ro.
N. gav mig den ro. Så jeg vil også forsøge, at give ham samme ro og tillid. Jeg har aldrig følt mig så forbundet til nogen, som med ham. Det føles forkert, at hans frygt for at blive elsket (og elske) skal ødelægge et her. Jeg ved, at han er forelsket i mig; jeg ved at han er rædselsslagen. Jeg har ikke lyst til at give op, også selvom mit hjerte er ved at bryde ud af brystet på mig hvert andet sekund.

Men jeg er på ingen måde destrueret, som med de andre sorger. Mødet med N. har ændret noget i mig. Jeg forstår, at jeg godt kan elske og blive elsket. Måske det bare ikke lige bliver på den måde jeg forestillede mig. Måske det bare ikke bliver sammen med ham.

Nu skal jeg bare vente.
(Jeg har virkelig lyst til at slukke min hjerne denne søndag, forsvinde. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Orker ikke at græde eller ryge mere.)

****

Og nu hvor jeg ikke turde give ham digtet, så får i det – så er det i det mindste ikke helt spildt:

hvem er du 
i natten 
intet nyt 
under månen

pas på 
mig der elsker 
hurtigt 
pas på
et hjerte 
et sted i drømmene 
i en tid uden tid

du har verden gemt i dine øjne 
en nat uden mørke 
en undskyldning uden fejl
jeg opløses 
i det fremmede sprog 

hmm jeg er bange nu
røgen bider 
det blæser fra væggene
mellem mine ben
et sukkende dyr 

du kan sagtens få mig
det gør ikke spor 
dyp dine lemmer
dybt i mig
dyp det hele
det gør ikke spor 

under forelskelsen 
hviler angsten 
men du er en vinter
fuld af sol 

en halv slutning (en halv begyndelse)

Jeg har ventet halvanden time på, at han skulle ringe tilbage. Røget 4 cigaretter, suget livet ud af dem i vindueskarmen; prøvet at få den knudrede følelse i maven til at forsvinde med røg og dybe vejrtrækninger. Forgæves.
Endelig ringer han.
Vi smalltalker lidt.
Han bliver stille og siger så:
“Jeg tænker ikke, vi skal ses.”
“I aften eller generelt?”
“Hm… generelt.”

Mit hjerte glider ned i fødderne, jeg begynder at svede.

“Men… hvorfor?”
“Jeg kan bare mærke, at det er for meget.”
“Hvad er for meget?”
“De følelser jeg har for dig.”
“Men det forstår jeg ikke…. Kan jeg ikke komme hjem til dig nu?”
“Nej. Kan vi ikke mødes i morgen og gå en tur? Jeg har brug for at tænke over det.”
“Det gør ondt på mig det her.”
“Nej… jeg vil ikke gøre dig ondt.”
“Men jeg er forelsket i dig jo…. selvfølgelig gør det ondt…”
“Jeg har svært ved at sætte ord på hvad jeg føler. Jeg har haft en knugende følelse i kroppen hele dagen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre i dag. Om jeg skulle ringe og sige det, eller tage hjem hos dig og gøre det hele værre og hårdere.”

Jeg begynder at græde i telefonen, ruller en cigaret og tænder den i altandøren, trækker røgen dybt ned i lungerne og siger:
“Jeg ved godt, at jeg er et intenst menneske – jeg har også gået og tænkt de sidste par dage, hvordan jeg kunne trække mig ud af det her.. for jeg kan ikke holde til det. Jeg har været i panik siden den dag, jeg mødte dig, fordi noget ændrede sig i mig… jeg møder sjældent nogen, som jeg føler sådan noget her for.”
“Jeg kan nikke genkendende til alt hvad du siger. Jeg har det på samme måde. Jeg bliver helt blød og varm indeni, når jeg kigger på dig. Du er den klogeste, sødeste og smukkeste. Det gør ondt når jeg siger det. Men det jeg siger er sandt. Jeg ved ikke….”
“Men hvorfor skal det så slutte?”
“Jeg kan bare mærke, at det er for meget for mig. Jeg er slet ikke så godt et menneske som du tror… jeg er et dårligt menneske.”

“Jeg er heller ikke et godt menneske. Jeg er knudret og kompliceret og svær at være sammen med. Men sådan er det jo bare. Og du vil blive overrasket over, hvor rummelig jeg er. Jeg kan vælge, at rumme dig; give dig plads. Vi kan ændre måden hvordan vi er sammen, så det ikke er for voldsomt…”
“Måske er vi for skrøbelige til at kunne være sammen?”
“Det synes jeg ikke.”
“Psykisk sårbarhed har altid været et stort problem for mig i forhold. Jeg bryder mig ikke om det.”
“Men jeg er stærk, N. Det skal du altså forstå. Følsom og sårbar, ja… men jeg er altså ikke syg længere.”
“Nej det ved jeg godt…”

“Kan vi ikke ses i aften? Jeg har brug for at se dig.”
“Nej, vi går en tur i morgen. Jeg skal tænke mere over det.”
“Undskyld, det er bare mit hjerte der går i panik.”
“Du skal ikke gå i panik.”
“Men det gør jeg jo… Men okay, jeg respekterer, at du først vil mødes i morgen… virkelig. Og tak fordi du ringede.”
“Du skal ikke sige tak, jeg gør dig jo ondt.”
“Jeg vil hellere have, at vi kan snakke om det sådan her, end at du sendte i åndssvag besked. Jeg værdsætter din ærlighed virkelig meget.”
“Vi er jo bare mennesker…”
“Hav en god aften, ikke?”
“I lige måde, smukke W.”

****

Av.

Hvordan kan noget både gøre så ondt, og samtidig føles som en lettelse?
Enten slutter det, eller også begynder der noget nyt, noget andet.

shit..

underlegen

Mit hjerte springer alle dets slag over, for jeg skal se ham nu, og det er godt for hjertet, at jeg sådan “får lov” til at se ham, tænk sig – at jeg “får lov”, hvor er jeg dog heldig….
Jeg har om eftermiddagen læst om forelskelsens kemiske processer, hvilket letter den kroniske knude i maven; jeg kan lægge ansvaret væk fra mig selv, og skylde skylden på hormoner og kemi – godtage forelskelsen som en sygdom, jeg ikke kan gøre for, at jeg er ramt af. Det er en befrielse.

Det galopperende hjerte forvandler mig ikke til en papkasse eller en lille længselsfuld mus, men derimod til et energibundt, der trækker hans energi op fra den elendige mandag. Jeg er det bedste af mig selv, en sprudlende, excentrisk og sexet kunstner, der fabler løs i abstrakte retninger og vælter rundt på gulvet som en retarderet tumling.

Vi tonser råbende og svedende rundt i stuen til høj musik kun iført undertøj, mens vi spiller bordtennis på mit spisebord (med de bat og bolde som Australieren demonstrativt efterlod hos mig i oktober). Jeg er fuld af ideer og spørgsmål, har lavet en playliste med alt mit yndlingsmusik, som om jeg hele tiden søger at brøle ham i hovedet: HER ER JEG!! SE MIG!!

Efter adrenalinen har lagt sig, ligger han helt blød på sofaen, nærig med sine kys. Jeg føler der er kilometer imellem os. Han fortæller uopfordret pinefulde historier fra hans traumatiske barndom. Jeg stirrer på ham imens, og tænker mest på, at jeg har lyst til at åbne en låge i hans hud, krybe ind i blodbanerne og kysse alle sorgerne væk. Det går op for mig, at han er et totaltskadet menneske.

****

Han beder mig om at lægge mig ned på badeværelsesgulvet i mørket, de våde fliser skraber min ryg, og det skoldhede vand fra bruseren skaber propper i mine ører, blænder mine øjne. Jeg er ved at gå fra forstanden af liderlighed. Han læner sig ind over mig, mens han stadig er inde i mig. Hans øjne virker kølige. “Jeg vil bare sige, at jeg synes, du er så afsindig smuk,” siger han med en kold stemme, kolde øjne. Jeg skal ikke stole på ham, tænker jeg. Jeg tager hans ansigt i mine hænder og hvisker:
“Du kan gøre lige hvad du har lyst med mig…. Jeg er din.”

Efter vi begge er kommet, sidder vi på gulvet, filtret ind i hinanden, mens vandet banker ned på os. Hændernes hud er rynkede, som om jeg snart vil gå i opløsning, og badeværelset er forvandlet til et tåget dampbad, hvor man knapt kan trække vejret.
Jeg stryger hans hår væk fra panden: “Ved du godt hvor smuk du er?”
“Nej, lad vær’.”
Jeg tvinger ham til at kigge på mig. Han bliver lidt irriteret og efterlader mig alene derude. Jeg tænder lyset, skraber den fugtige damp af væggene og reder mit våde hår. Han vandrer rundt inde i stuen, han modtager konstant opkald og sms’er, men holder telefonen skjult for mig, fortæller mig intet.

Hans humør er elendigt, han vil stadig ikke kysse mig ordentligt, og han fabler løs om rejseplaner; at han bare vil rejse væk.
Han falder i søvn med ryggen til mig. Jeg er udmattet af den lange, maniske dag og kan for en gang skyld også sove, uden at være helt sindssyg af følelser. Efter et par timer vågner jeg op, og har helt klare tanker om, at jeg skal trække mig fra ham, at jeg skal stoppe det nu. Han er et menneske, der ikke vil tillade at blive elsket (eller elske for den sags skyld). Jeg føler mig alene i sengen, der er koldt i rummet, men jeg er ikke ked af det, jeg falder i søvn igen.

****

Morgen.

Jeg forsøger at få en fornemmelse af, hvornår vi kan ses igen. Jeg fortæller ham, at jeg har lyst til at se ham hele tiden. At jeg har brug for at vide det, for jeg føler kemien bobler i mit hoved og gør mig skør – at det ikke er min skyld, men blot som en sygdom.
“Du gør dig underlegen ved at skabe dette afhængighedsforhold,” siger han surt.
“Hvorfor er det underlegent af mig at stå ved mine følelser og sige, at jeg har lyst til at se dig? Du har også haft lyst til at se mig meget, og nu har du ikke så meget lyst, – men hvorfor skulle det ændre på mit behov? Hvorfor må du gerne vedkende dig din lyst, men jeg må ikke? Det er da ikke underlegent. ”
Han er stille lidt.
“Du har ret. Du skal heller ikke lytte til hvad jeg siger…”

Jeg laver morgenmad, mens han tager endnu et bad. Jeg har lyst til at græde lidt, mit hjerte gør ondt. Han kommer ud til mig, og holder om mig bagfra. “W. du er så klog,” han kysser mig i nakken, “og sjov og sød og sexet og dygtig.”
“Synes du virkelig det?”
“Ja! Og følsom… så følsom.”
Hans hænder klemmer om mine bryster under trøjen, jeg sniffer til hans hals, han dufter guddommeligt, jeg bliver ør af begær igen.

Under morgenmaden glider snakken let, hans øjne er kærlige og varme igen, det gør mig rolig. I gangen før han går, presser han mig op af væggen, kysser mig dybt for første gang siden han ankom, og kører sin hånd frem og tilbage mellem mine ben ude på tøjet. Jeg sukker ind i hans mund og griber fat i hans hårdhed gennem stoffet .
“Jeg har bare lyst til at kneppe dig op af væggen lige nu,” hvisker han.
“Det ville jeg ønske du gjorde,” siger jeg.
Han går.

***

Jeg er overlegen i min underlegenhed, stærk i min følsomhed.
Jeg er forelsket i ham, det er ok. Det er ok, at jeg har det sådan; at jeg har alle disse følelser. Hvorfor skulle det ikke være ok?
Jeg forestiller mig ikke, at jeg hører fra ham igen.
Men sådan tænker jeg altid.
For første gang i 23 dage er klumpen i maven forsvundet. Jeg er utrolig træt, virkelig rolig. Lettet.
Mit tøj dufter af ham. Jeg savner ham allerede helt vildt, men sådan er det bare.
Jeg gider ikke skamme mig.

kære søndag, en dæmonpige har også følelser

1000 kr, 20 genstande og 40 smøger senere, en dæmonpige på eventyr.
Jeg brænder op, men brænder ikke ud. Mirakel.
(Måske i morgen.)

Jeg gemmer mig i mine venskaber med mændene, alle mine vidunderlige mandevenner, måske helt bevidst egentlig, mænd, flere mænd, tryghed,
og der tylles guldøl, kværnes smøger, danses voldsomt,
på bodegaen, på klubben,
fra fredag eftermiddag til sen lørdag aften,
jeg er så gammel, men alligevel uden alder,
min krop hænger i tynde tråde, manisk energi der gør mig urørlig og nærværende
og helt vild,
et bundløst hul uden ro,
men det er faktisk ok, for

Jeg glemmer knuderne i maven, det er let sådan her,
jeg ved at jeg er omgivet af så meget kærlighed,
jeg aer dem alle omsorgsfuldt på armen,
jeg bliver så kærlig, når jeg er fuld,
aer en 22 årig fyrs velourskjorte, hans plyssede karseklip mellem mine fingre, du er så blød, siger jeg, du er så afsindig blød,
han siger jeg ligner en på 24,
hvor nuttet! (haha)
jeg har ingen bh på under striktrøjen, jeg stinker af sved,
jeg er så klam en dæmon,
jeg er så smuk en dæmon,
(jeg er så ligeglad en dæmon)

og en dæmonpige med manisk energi, der ikke helt har lov til at lægge sit hjerte der hvor hun gerne vil – hun har ikke tømmermænd; ikke ægte, og hun behøver ikke søvn, så hun slikker solen af parkens frostbidte vandpytter, drikker kaffe på bænken, ligner en diva fra 50’erne med indsunkne øjne, dog opløftet af livet! (hvis jeg selv skal sige det.. eller, opløftet af galskaben, ha!), spiser durum med andre venner på nørrebro, holder om dem, kysser deres kolde kinder, så måske hjertet egentlig sagtens kan få lov til at være lige hvor jeg har lyst,

en dæmonpige der ikke sover snakker i telefon med alle sine veninder,
de hyler og skriger alle sammen, hysterisk og lattermildt,
de forstår hinanden, hjertets afmagt, den hormonbaserede sindssyge,
de mødes, dæmonpigerne, i de grådfulde pauser mellem eventyrerne, brænder sammen i fællesskab, samler stykkerne igen,

og en dæmonpige der snart fylder 30 ved dog også godt, at destruktionen af kroppen ikke er holdbar, men det er ok, kroppen kan meget, kan den ikke?
– kan den ikke, så må det jo bare være sådan, jeg ryger og drikker ufortrødent videre, hold i nakken, og ømme muskler efter vanvidsdansen, jeg dufter kun røg og falafel nu, de fylder mine næsebor, sveden fra alle mændene,
jeg husker ikke N.’s duft eller kys,
en mand, han er kun en mand,
som afkobler fra mig nu,
afkobler,
nååå, går det godt med at afkoble?
jeg forstår ikke ordet,
(for er afkobling ikke permanent, eller hvad er antitesen til den – “kobling” bare? – skal jeg kobles til igen, jeg ved ikke engang hvornår det sker, han siger ingenting, men lige nu er jeg også lidt ligeglad – selvom hjertet skriger afdæmpet under de destruerede lunger og ømme ribben)

og en dæmonpige tager den med ro nu, kære søndag,
mest fordi hun ikke kan bevæge sig længere,
for du er jo bare dig – og du faciliterer på fornemste vis min råddenskab,
nu dovenskab,
og al min kærlighed,
du er en ikke-dag, jeg afkobler sjælen som et slapt iphone-batteri,
du får mig til at trække vejret dybt ned i maven,
jeg siger til dig, at jeg sagtens kan være tålmodig,
totalll chill personn
sådan er jeg bare (haha)
ik’ chill overhovedet,
men det er ok, alt er lidt anderledes nu, tror jeg. (formentlig ik)


jeg ser dig ikke

Ud af afvisningen gror apatien og mavepinen, og det eneste man kan gøre i sådan en situation, er at give det sidste skud – jeg er mere end en papkasse – og nu skal han have hele mig, ellers kan det jo være ligemeget.

I takt med at kløften mellem os vokser, fordufter forelskelsestågen, jeg kommer til at spekulere over, om han er en for mig; om det er sådan en jeg skal være sammen med, – eller er disse tanker kun forankret i min frygt for at elske (hvorfor er kærlighed så kompleks)?

Jeg hader ikke mig selv, ikke generelt, men kun i spejlingen i kærlighedsrelationerne, måske hader jeg bare papkassen i mig, tanketomheden og tavsheden i det golde dyb, og måske er der en grund til at jeg bliver sådan her – en grund forårsaget af, at det faktisk er forkert det her.

Slåskampen fra starten af ugen er blevet kæmpet – jeg kanaliserer mine rådne følelser ned i kunsten; det lærer min psykolog mig – og det går op for mig, at det jo netop er dét kunstnere gør – de bruger kærligheden, afvisningen og kompleksiteten i deres arbejde – så hvorfor skulle jeg ikke kunne gøre det?

Klumpen i kroppen, det nervøse tarmsystem og luftigheden i sjælen skal overstås, jeg skal have magt, jeg håber, jeg får lov.
Livet er for kort til usikre, latterlige forelskelser. Det er jo ikke kærlighed, hvis man bliver så sindssyg.

I ‘A Star is Born’ er Bradley Cooper en flad, latterlig karakter, men han er lækker og musikalsk talentfuld, og han siger til Lady Gaga: Du er smuk. Du er så smuk. Han vælger hende, og så er hun hans, – bare sådan. Og så er han skrøbelig, umulig at lure og ødelægger alt.
(Er det den kærlighedsfortælling vi alle læner os op af?)

Jeg sidder ved søerne i solen her til morgen.
Nyd livet for mig, skriver han.
Jeg svarer, at jeg vil suge så meget solskin, at jeg forvandles til een stor glødepære hvis lys overføres, når han rører ved mig næste gang.
Han svarer ikke.
Ligesom da han forsvandt ind i en bodega i går aftes, uden lyd.
Ligesom på de andre lange, hemmelige dage i den her uge.

“Ser han dig,” spørger min psykolog.
Jeg tænker over spørgsmålet i lang tid.
“Nej.. det tror jeg faktisk ikke.”

(Hører altid den her, når tingene brænder på)

(Du kan godt høre, at jeg famler i blinde, ikk oz? Jeg gider ikke have det sådan her, jeg hader alle mine ord jeg skriver her, og jeg hader alle følelser, jeg har. Og jeg hader Bradley Cooper, den underlige maskulinitetsfortælling og ‘A Star is Born’ – udover sangen ‘Shallow’ og deres søde hund, men det er vist en anden og mere kedelig historie)

natten (hvem var jeg dagen før)

Det er egentlig mest som om, at jeg venter i otte timer på, at han vågner, så vi kan afslutte samtalen. Jeg ligger søvnløs ved siden af ham, og skiftevis rører ved ham og vender ryggen til, moser mig ind mod væggen. Som at han i sovende tilstand afviser mig – en åndssvag overfortolkning af et bevidstløst menneskes handlinger. 

Når han vågner, vil jeg sige: “Glem alt hvad jeg sagde igår. Jeg er vild med dig, og jeg vil gerne alt muligt med dig.” Jeg kigger ikke på uret, men på hans sovende ansigt, som kun dét kunne fortælle mig, at det snart er morgen. 

Da han endelig vågner, putter han sig ind til mig, kysser mig, spørger til min søvn. Jeg siger, at jeg ikke har sovet. Hvorfor? Min hjerne ikke ville lade mig; den blev ved med at køre rundt i det menneske jeg var i går. Det skal du altså ikke bekymre dig om. 

Min smukke W., siger han derefter og trænger ind i mig. Smukke, smukke du. Jeg snoozer hans vækkeur, mens jeg sidder oven på ham. Tiden forskydes, natten afrundes. 

Vi danser i køkkenet over morgenmaden, diskuterer Brexit, og gnubber os mod hinanden. Spejlæggene vokser i min mund, jeg har lyst til at kaste op. Jeg har kvalme hele tiden. Enten er jeg gravid, eller også er jeg bare ved at gå til grunde. Vi arrangerer næste møde. Du er så smuk, siger han igen. Vi følges på cyklen ud i dagen.

****

Om natten har jeg ikke grædt. Mit ansigt er kun fyldt med usagte ord – og selvhadet, det rædselsfulde selvhad. Jeg hader mig selv for alle de ord, jeg nåede at sige. Kvalme igen, feberfølelse under de tunge dyner. Jeg kommer til at dø alene, siger jeg til mig selv. 

Jeg har fortalt om 2018. De mange engangsforestillinger; min manglende evne til at føle noget. Indtil jeg mødte dig. Jeg kan virkelig godt lide dig, får jeg endelig fremstammet. Hvad kan du godt lide, spørger han. Jeg nævner en række ting. Han siger bare “nej”, og er tavs lidt.

“Du er så usandsynlig smuk,” siger han så, og mit hjerte synker ned i madrassen. Aldrig har et kompliment gjort så ondt. Jeg har lyst til at spørge ham, om han kan se andet end skønhed, men jeg tør ikke. I stedet for fortæller jeg ham, at jeg er nervøs, og om jeg skal passe på mit hjerte. 
“Det kan du ikke sige, W. Du gør dig selv underlegen. Du kan kun selv kræve kærligheden,- ikke lade mig gøre det for dig; give mig den magt.” 
“Du har helt ret,” jeg tygger på hans ord, “jeg havde bare brug for lige at sige det højt, så jeg kunne høre hvor dumt det lød.” 

“Men jo… Du skal nok passe lidt på,” siger han bagefter.
“Hvorfor?” Igen opstår den her synkende følelse i hele systemet.
“Jeg har et skrøbeligt sind.”
“Hvordan?”
“Jeg er dårlig til relationer; jeg trækker mig lige pludselig, og har brug for at være alene.” 
“Sker det tit i romantiske forhold?”
“Ja.” Han kigger ned i hovedpuden. “Men igen, jeg kan jo ikke vide, hvad der sker med det her. Det kan man jo ikke styre eller forudsige.” 
“Nej det er sandt. Men jeg har bare været i den her slags før, og det gør mig så nervøs, at have åbnet mit hjerte – føle noget for dig.”
“Men det er vel bare det man gør?” Han slukker lyset i soveværelset.
“Tja.” 

“Er du ok?” Spørger han. Jeg ligger tavs med grumsede, melankolske øjne i mørket og stirrer på ham. Han er ved at døse hen.
“Jeg skammer mig sådan over, at jeg har sagt alle de her ting.”
“Det skal du virkelig ikke, det er ok at være sårbar.” 
Han falder i søvn. Jeg putter mig ind til ham, men hver gang jeg tænker på samtalen, stiger min krops temperatur og min hud dækkes af klæbrige svedperler. Jeg trækker mig væk fra ham og ind mod væggen.

****

Nu har jeg ødelagt det, det er konklusionen. 
Jeg har ødelagt det, fordi jeg ikke kan finde ud af, at være mig selv og indgå i forhold. Jeg bliver helt tavs, som om alle tanker forsvinder, og jeg kan ikke finde ud af at sige noget. Jeg bliver underdanig og mister al handlekraft – hele mig selv.

Jeg har ødelagt det, fordi jeg grundlæggende tror, at jeg ikke er værd at elske. Det knuser mit hjerte.

Alligevel er jeg lettet over at have sagt tingene højt. Måske, hvis jeg er heldig, kan tingene godt blive anderledes denne gang. Jeg tvivler kraftigt. Jeg har lyst til at kaste op. Jeg venter på, at han trækker sig – hvorfor skulle han ikke gøre det? Sådan en usikker blæverbunke, hvis skønhed hurtigt falmer i følelsernes vold – hvorfor skulle han spilde tiden med sådan en? 

(Det her er alle mine grimme tanker, jeg er nødt til at kigge på dem, sort på hvidt, så jeg selv kan se, hvor fucked jeg lyder. Jeg er helt udmattet nu, helt færdig, helt tom. Jeg føler mig som en papkasse. Min psykolog sagde forleden: Du skal ikke blive til en papkasse!! 
Too late. Fuck.)

en slåskamp

En slåskamp,
jeg vågner klokken fem i morges,
igen,
N. har ikke svaret i går aftes, han glemte det,
(han glemmer mig),
jeg har sikkert ødelagt det, det ved jeg,
jeg ser de nye afsnit af True Detective i morgenmørket,
måske hvis jeg trækker vejret dybt ned i maven vil knuderne forsvinde,
stå op.

En slåskamp,
der kæmpes om plads i hjertet,
forelskelsen vs kunsten,
jeg har konsekvent kvalme på kontoret,
de kemiske sammenstød bobler i kraniet,
mine arme svæver igen over bordet,
et sug i hjertet, grumset hjerne,
er jeg ved at få et hjerteanfald,
ej jeg er for ung til slags,
gå derfra.

En slåskamp,
når jeg græder lidt på cyklen i myldretiden,
jeg har ikke plads til noget indeni,
og da slet ikke mig selv,
fingrene sitrer, stakåndet begær,
tag dig sammen

En slåskamp,
græder jeg fordi, jeg skal vælge?
jeg ser mig selv slå alle tingene i stykker,
det nye år kan gå ad helveds til,
kan jeg kigge frem til 2020, se om det hele lykkes,
en lysende krystalkugle,
månen,
jeg taber tiden igen,
glem det.

En slåskamp,
jeg stoler ikke på N.,
(jeg stoler ikke på mig selv)
man kan da heller ikke få det hele,
drømmejob og drømmemand,
(kan man?)
hvem vinder,
hvem vinder,
(ikke mig),
et hjertebarn,
men hvem?
giv slip.