kære søndag, du kommer til dig selv igen

-Er han sød, ham din nye kærst? Spørger Lægen mellem mine spredte ben, mens han tjekker mig for celleforandringer og klamydia.
Kærst… lol. Jeg orker ikke at rette ham.
– Tja… (Jeg tøver)… Det er meget hyggeligt…
Forinden har jeg givet en alt for detaljeret beskrivelse af de sidste to måneder. Lægen køber ikke helt dén med, at hjertesorg ledte til to omgange influenza i Februar. Jeg tør ikke fortælle ham, hvor bange jeg i virkeligheden er for, at skulle tjekkes for alt muligt, og hvor skødesløst jeg egentlig behandler min krop.

Efter sygeplejersken har taget en blodprøve i det tilstødende lokale, skal jeg sidde alene i et par minutter med armen bøjet, så jeg ikke får et blåt mærke. Tænk hvis mit blod er helt råddent og fyldt med sygdom. HIV og kræft. Jeg burde også være bedre til at passe på mig selv. Hvordan passer man på sig selv. Mine øjne fyldes med tårer, og jeg kan ikke finde ud af at skille sekunderne fra minutterne. Jeg er alene i min krop, og kroppen forfalder nu, og hvor er det ensomt, at skulle forholde sig til sig selv på den her måde.

Jeg er 100 % dødeligt syg. Jeg ved det bare. Jeg ruller en melankolsk jeg-er-dødelig-cigaret og trækker cyklen rundt om bygningen, hvor lægen står og damper med sin e-cigaret. Han råber grinende efter mig: “HOV – der er vist noget vi ikke har snakket om!” og hentyder til cigaretten mellem mine fingre. Jeg griner højt og råber tilbage: “Jeg er igang med at stoppe! BARE ROLIG.”

Jo mere nervøs jeg er, desto mere griner og joker jeg. Men jeg er bange, og jeg er ude af min krop. Jeg har ikke lyst til at være i den. Jeg trækker cyklen hele vejen hen til kontoret i den anden ende af byen, selvom jeg mest af alt har lyst til at tage hjem og gemme mig.

****

Jeg arbejder for tiden ca 50 timer om ugen, kommer sent hjem om aftenen, undgår at planlægge for mange sociale ting. Jeg skal være knivskarp, ellers kollapser det hele, bilder jeg mig selv ind. Men intensiteten og farten er alligevel lidt vidunderlig – og i nervøsiteten blander der sig også ambition og voldsom kreativitet.

Til et statusmøde går det imidlertid op for mig, at jeg er den eneste der er presset; den eneste der går op i projektet. Drengene sidder dvaskt og henslængt i sofaen og lytter ikke rigtig efter, hvad jeg siger. Jeg kan se på dem, at de ikke gider at være til mødet. Ingen fortæller mig, at vi er på rette spor og at alt mit arbejde giver mening. Jeg har lyst til at skælde dem ud, men skjuler min frustration bag sødsuppesmilet og min mest føjelige, feminine stemme. “Hihiiii, når, så er det vist kun mig der er stresset, hihihih”.

Er det overhovedet godt, det jeg arbejder på? Eller er der bare ingen der tør fortælle mig, at det er det rene lort? Jeg skriver plottet om for 1042. gang, ændrer dialog, tegner nye skitser. Min krop gør ondt, armene sitrer, hov, spiste jeg egentlig frokost? Du er god nok, du kan ingenting, du bliver en stjerne, det projekt er pinligt dårligt, du er dygtig, alting brænder sammen om lidt.
Hvorfor ofrer jeg overhovedet så meget for det her projekt? Er det dét værd? Og samtidig – hvad skal jeg gøre med mit liv, hvis jeg ikke laver det her?

****

Under hendes udklædning er hun faktisk en meget smuk kvinde, siger de andre i mit forsvar. Jeg er hæslig denne aften, men jeg elsker det. Jeg har fået et andet køn, iklædt mig en ny identitet og nyt kropssprog. Mande-W. er virkelig sjov, fyrer jokes af som et maskingevær, kæphøj og højlydt. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage afsted, og ankommer først halv elleve om aftenen, fordi min forvandling var langsom og grundig. Nu gør du det, nu er du festlig, nu skal du vise dem, hvor nice du er.

Nogen tør ikke kigge på mig, fordi jeg er så klam. Jeg stirrer flirtende på de andre mænd, men jeg er ikke fuckable, jeg er ikke en kvinde; jeg glemmer det hele tiden. Så jeg danser, drikker bajere og hiver gule camel op fra brystlommen i skjorten. En levemand; en selvsikker idiot. Jeg har ikke lyst til at tage hjem, jeg har ikke lyst til at være andre end Mande-W.

Det er festens sidste time. Vi ryger på dansegulvet. En veninde hiver mit skæg og bakkenbarter af, og trækker mig ind i hendes soveværelse, løsner mit hår, tager skjorten af mig. Hun fjerner min Mande-makeup med en vatrondel, giver mig en meget feminin bluse og rød læbestift på. Jeg går tilbage på dansegulvet som Kvinde-W. Det skulle være den store afsløring: Se hvor smuk hun i virkeligheden er. Men ironisk nok føler jeg mig endnu mere usynlig klædt ud som mig selv. Afsløret, på en måde.

Da jeg cykler hjem klokken seks i morges er det begyndt at lysne. Jeg har taget to hiv af en kampstærk joint, og kan næsten ikke se noget. Jeg kan ikke huske hjemturen, udover at jeg tænkte, at nu bliver det forår og sommer, og at jeg ikke helt ved, om jeg kan overskue den slags liv.

****

Jeg vågner i min seng et par timer efter, og er ret sikker på, at alle hader mig og er ved at forlade mig. Jeg er ikke Mande-W. længere, men bare W.
Stadig denne følelse af, at være blevet afklædt komplet.

Jeg skriver prompte til Skribenten, for at sætte en ny date op, selvom jeg egentlig ikke har sådan super meget lyst. Men jeg kan slet ikke overskue, at han skulle være på vej væk også; at han måske er ramt af min dating 3-ugers-forbandelse, hvor manden gerne trækker sig, fordi man finder ud af, hvem jeg i virkeligheden er. – At jeg ikke er denne manic pixie dream girl, men bare en helt normal, selvoptaget og sensitiv pige.

Vi skal måske ses senere i dag. Jeg har ubevidst taget maskulint tøj på igen, en uformelig oversize skjorte og løse bukser. Min hud kradser efter skæglimen. Jeg ser rædselsfuld ud. Jeg føler, at jeg har skræmt alle mine venner væk, jeg forestiller mig stadig, at jeg er syg (selvom blodprøverne viste sig at være helt fine), og jeg har en klam selvbevidsthed om, at jeg er en særling. Det er en ubehagelig isoleret følelse af, at jeg er umulig at være sammen med, og at det eneste jeg har, er min fantasi. Min hjerne bobler over med drømme, idéer og fortællinger. Fanget i fiktionen, med et ben i en drømmeverden, og det andet ben i en virkelighed der knapt hænger sammen.

****

Nogle perioder taber man bare sig selv, tror jeg.
Jeg leder efter mig selv i lejligheden, i forårssolen, på kontoret, i min (ikke)ødelagte krop.
Jeg kan godt findes, for jeg var her lige før.

kom nu til dig selv igen.

skør pige søges hæhæ

Undskyld jeg ik har skrevet.

Det er fordi jeg har fået en kærst, og nu er jeg færdig med at vær ked og såen.

Haha.

Joke.

Jeg er ik færdig med at være ked, bare fordi jeg har fået en kærst.

Haha.
Joke igen.

Jeg har ik fåt nogen kærst.

Ha…

I stedet ligger jeg søndag nat i Skribentens seng, og ville ønske, at jeg kunne finde ud af bare at gå hjem. Hans store pik har fået mig til at bløde, men vi snakker ikke om det, selvom vi begge er ude og skylle blodet af os. I stedet lægger han sig med ryggen til, og begynder at læse i en bog (han skal læse, før han kan sove). Jeg ligger tavst og stirrer op i loftet ved siden af, simulerer at jeg sover, og prøver at få smerterne i mit underliv til at gå væk med dybe vejrtrækninger.

(Indsæt film-drømmelyd, plimplimpliiim).
(Jeg er ikke på femte date med Skribenten. Jeg er fire år inde i forholdet med Skægmonstret, hvor vi tavst lægger os til at sove i vores lejlighed, og hvor det halvhjertede godnatkys rammer mere kind end mund. Her lukker jeg øjnene, kan ikke sove, men drømmer vågent om Ting Der Burde Være i Stedet. Følelser, blandt andet.)

I lejligheden et sted i Valby med Skribenten lykkes det mig imidlertid at falde i søvn, blot for at blive vækket af de indsatte i arresten ude i baggården. “Jeg fucking knepper din søster, Ali,” råber en ud gennem tremmerne. “Jeg sender de andre efter dig, HA HA, smadrer dig, din klamme lort,” råber en anden tilbage. Skribenten vågner. Jeg griner nervøst. De indsatte fortsætter deres råben.
Han tager sin bog frem, og begynder igen at læse med ryggen til.

Det føles ikke som om, at jeg helt sover den nat. Jeg forestiller mig, at jeg går ud og råber tilbage til de indsatte gennem tremmerne: At jeg kunne være lige så frygtindgydende og vilde som dem. I stedet for vågner jeg op til lyden af hans vækkeur og min stemme der siger: Ej en lækker morgenmad du har lavet.

***

Men det kunne være nemt, ikke. Bare at få en kærst bar såen. Skribenten er seriemonogamist, lærer jeg. Og med et bagkatalog af “toTaLt SkØre KuNStnER”-ekskærester (hvor “skør” betyder “utilregnelig, besidderisk og jaloux”). Jeg er til audition, open casting.
– Er jeg skør? spørger jeg en anden dag.
– Du er da klinisk skør, griner han.
– Charmerende skør?
Han tøver lidt. – Ja.. quirky…
– A quirky girl? synger ironisk jeg med min Zooey Deshanel-stemme, men jeg tror ikke, han har set den sketch.

****

Jeg har skrevet på samme indlæg siden lørdag, men har valgt at skrotte det. For mange afbrydelser afbrød sproget.

Det er desuden angstfrie og ekstremt arbejdsproduktive dage (deraf de mange afbrydelser) – og grådige dage, hvor jeg spiser af en krop, som ikke tilhører mig. Kroppen bruger også mig, men det glemmer jeg nogle gange, så får mest bare dårlig samvittighed.
Nu holder jeg lige en pause, tror jeg.

Forleden, nede i Mosen, tænker jeg på, hvor let det kunne være, hvis vi bare blev kærester. Så gik det op for mig, at jeg virkelig gerne ville have en kærst, to lyshårede børn, en succesfuld karriere, rigdom og et stort hus nede i Mosen.
Det er så nemt lige pludselig. Han er succesfuld, snart rig, og han er nem.
Og jeg er skør! remember?
PeRfeKt match.


is på

Fra det øjeblik han træder ind af døren, kan jeg se på ham, at han gerne vil kysse mig, hvilket gør mig befippet, så jeg begynder sætninger uden retning, og bliver ved med at gå frem og tilbage til køkkenet for at tjekke om vandet i gryden koger, vender tilbage til sofaen med nye snacks, flere glas, flere væsker (selvom han siger ‘nej tak’ til alle tingene), flere halve sætninger, nervøse grin, 300 frisurer, indtil han efter en time læner sig hen mod mig, tager mit ansigt i sine hænder og placerer sine læber på mine.

Skribenten er langt pænere end jeg huskede, og jeg er ingen andre steder end i hvert sekund, jeg har ingen følelser, jeg har ingen tanker, jeg er en kneppemaskine, en charmemaskine, en søndagssløv hyggemaskine der dvaskt siger ord, bevæger hænderne over hans bløde hud, fletter fingrene med hans fingre foran den dårlige dokumentarfilm på computeren, og selvom jeg har fået min krop tilbage fra sygdommen, så føles den stadig ikke helt som min.

Et par timer senere, klemt inde i hjørnet med filtret bollehår og svedlugtende armhuler på den lille italienske restaurant for enden af gaden, kigger vi på menukortet, jeg bestiller altid bare det samme, det siger jeg til ham: jeg har kun fået det samme altid, og jeg vil bare have det samme som altid nu, og jeg vil have en stor øl, han bestiller en stor cola, og mens vi venter på maden, har jeg lidt lyst til ikke at være der, jeg har lidt lyst til, at han skal tage hjem, men alligevel glider snakken ubesværet, han er virkelig ubegribeligt nem at snakke med, jeg er tryg og afslappet i hans selskab.

Vi får vores mad, og han beder mig fortælle om Angsten, jeg fortæller historien langsomt, men det virker lidt som om, at det er en historie der ikke tilhører mig længere, og det er også OK han ikke ved, hvad han skal sige til det; at det er svært at spørge ind til, og jeg tror, jeg kommer til at sige, at Angsten er færdig med mig, jeg glemmer at drikke min øl, og jeg kvæler lysten til at have spejlblanke øjne og være helt skrøbelig.

Hjemme igen i sengen tager jeg mit tøj af selvom klokken kun er lidt over otte, kryber under dynen, ind i hans nøgne krog, vi sætter endnu en film på, fletter fingre, og nogle gange kigger han ømt på mig og kysser mig, og jeg mindes lidt dengang for præcis et år siden, hvor jeg også snød i dating; hvor jeg i min iver efter at have en at putte med, sprang alt for mange trin over i dating-processen for en tryg og ikke-tryg konstellation, fiktiv omsorg, orgasmer uden forbehold.

Vi ser “E.T.”, som jo er den vildeste breakup-film!, og selvom den stikkende, ætsende sorg i hjertet over N. er væk, tænker jeg stadig på ham meget af tiden, især når jeg er med Skribenten, fordi jeg er en klam idiot der sammenligner, jeg tænker på N. som magisk, at han var magisk, og nu er jeg bare hér på anden date og allerede 3 år inde i et kedeligt parforhold, og når E.T. og Elliot råber til hinanden, mens E.T. er ved at dø: “STAY!… STAYY.. STAYYYYY” er jeg ved at krakelere, Skribenten er heldigvis faldet i søvn, og jeg kysser ham forsigtigt på skulderen og skubber tårerne tilbage ind i øjet.

Han planlægger den næste date, vender tilbage til emnet et par gange, vi skal mere ud og spise, siger han, jeg siger ja til alle de ting han foreslår, ja, det vil jeg gerne, ja, det lyder lækkert, jeg mener det også, tror jeg, jeg tror, jeg mener det, jeg mener nok, at jeg tror på det, min stemme i min mund der siger ting, igen hånden der finder en pik, læberne der kruser i utallige smil, men han vil ikke låne bad, han vil ikke spise med i morges, kun den dér: Vi skal gøre det her én gang til, han lægger trykket på ‘én’, og jeg tænker på, om han er meget usikker på, om vi ses igen; om han faktisk rigtig gerne vil ses igen.

Jeg forestiller mig, at han læser de her ord, jeg forestiller mig, hvor ked af det, jeg selv ville blive, hvis nogen skrev sådan her om mig, og jeg skammer mig over, at jeg skriver sådan her, nej, mest skammer jeg mig over, at jeg ikke føler særlig meget, altså, selvom det jo er helt ok ikke at føle noget, det er faktisk rart ikke at føle noget, men jeg mener hvert et kys, hver en berøring, det er en krop jo, en attråværdig, flot krop, et utrolig godt menneske i mine arme, et godt og smukt menneske der behandler mig godt, – og som ikke er fucked, og jeg vil gerne være tålmodig, egentlig,
ny taktik: is på.

***

En gennemkneppet person uden følelser i klemme og som har fået sin krop tilbage efter sygdom, er desuden aldeles god arbejdskraft, sådan en glad, passioneret type, der har overblik og energi; følelsesløsheden og ubekymretheden er usædvanlig, er jeg mon bare sund nu, spørger jeg mig selv og spiser min sunde frokost alene ved mit arbejdsbord, er jeg sund nu, i hovedet, er jeg sund, kan jeg blive sund, jeg er stoppet med at ryge, så jeg ryger lige en cigaret i solen, for jeg er jo stoppet, og jeg cirkler omkring mig selv i en ikke-ensom følelse, selvom jeg er rungende alene, men der er ikke tomt, der er en stor forskel, forstår du.

lortelivet

Jeg forsøger at gøre alt det rigtige, men der er ikke rigtig noget der hjælper, åbenbart. Man passer på sig selv i hjertesorgen, man går på arbejde, holder kontakt med venner, tager tid for sig selv, spiser sundere, undgår alkohol, sørger for at få en masse luft og bevægelse, begynder at date igen, føler sig begæret, har endda sex, glemmer hjertesorgen, føler glæde omkring arbejde, sætter grænser, tager ansvar, er voksen.

Alligevel hvisker tiden: ’30’.
30 er lige om lidt, 20’erne er forbi, og således vil en konsekvensafregning af den afstandstagen der har været til kroppen i alle disse år begynde.
Tror jeg.
Lige nu prøver jeg bare at lave en masse løse antagelser, fordi jeg er rasende..

Har været fucking syg hele ugen. Slemt syg – igen! Jeg kan ikke fatte det, og jeg bliver bange, for jeg er IKKE en syg person, men efter bruddet med N., har min krop komplet sat ud. Nu har jeg både haft influenza OG mavevirus eller hvad fanden det er, inde for kort tid, og jeg har ikke haft nogle af de ting siden jeg var et barn.

Den hollistiske (ad! sorry for det ord) del af mig, prøver at se min krops nedbrud som en “psykosomatisk reaktion” eller som en decideret “udrensningsproces”. At jeg da også “har været virkelig stresset på arbejdet gennem længere tid.” Stress-symptom. Klart.
Men måske jeg bare er ægte syg. Menneskesyg. Februar-syg. Virus-syg. Fordi jeg bruger mere tid med andre mennesker end jeg har gjort tidligere (da jeg var den såkaldte “ikke-syge” person). Eksponering.
Fy for den lede. Men det betyder jo så… at jeg bare skal ligge her og vente på at det går over? Satse på, at jeg bliver rask igen?

Nå. Men.

Jeg har skidt i bukserne flere gange (“er det bare en prut? åh… nope, it was not”), og ikke forladt min lejlighed siden tirsdag, ej heller set nogle mennesker, udover leveringsmanden fra nemlig.com, som så meget nervøs ud, da jeg iført mit hvide jogging-sæt åbnede døren til mit lortelugtende lortepalads og med en lille klæg stemme bad ham om at holde afstand til mig på grund af “farlige bakterier” (mens jeg selv stod og spændte ballerne, for ikke at skide i bukserne under de 30 sekunder leveringen varede) (sikke et lavpunkt).

Kiloene rasler af mig, og jeg ser lettere udmagret og klam ud, gullig i huden, tyndslidt. Og det er som om, at det ikke har tænkt sig at stoppe (jeg ved godt det stopper), men jeg er så hysterisk omkring det, at jeg kan i de ømmeste øjeblikke blive grebet af sorg: At jeg selvfølgelig har kræft eller HIV (stop med at tjekke netdoktor for helvede) (“træthed” og “diarré” kan være symptom på ALT dødeligt).. at jeg bare ved, at jeg er meget og alvorligt syg.

Onsdag hvor det var allerværst fantaserede jeg om, at jeg skulle indlægges på hospitalet, ligge dér, halvbevidstløs i drop, og så ville de opdage al kræften, og jeg ville aldrig komme ud derfra igen. Jeg ville skulle sige det til alle: Hør.. de opdagede altså den her kræftsygdom, og jeg har ikke særlig lang tid igen.
Så ville jeg på sygelejet og på hospice skrive den roman, jeg altid har drømt om, og den ville være så bidende smuk og ærlig, at folk efter min død ville ærgre sig over, at sådan en stor kunstner var gået bort i en al for tidlig alder: “Tænk hvad hun ellers kunne have givet os af stor kunst?”…..

…. OKAY!
Det er nok bare diarré.
En mavevirus.
Whatever.

Jeg lover mig selv, som altid: Når(/hvis?) jeg overlever dette her, så vil jeg lægge min livsstil om. Kvitte smøgerne, skrue ned for drukken, begynde at løbe, spise flere grøntsager. Taget til lægen, tandlægen, blive tjekket for alt.
I går aftes laver jeg sløv, udsplattet yoga i 2 timer (altså hvor jeg mest bare lå på maven) foran min binging af ‘Angel’ (fundet på Viaplay, hvis det har interesse), og kan bare mærke hvordan helse-pigen gror i mig. Hun siger: Hver dag skal du dyrke yoga, du skal være stærk og rank, mærke dig selv.
Men… Hjælper det at være en helsepige?
Fortæl mig det.
Hvordan passer man på sig selv? Hvordan får man genopbygget sit immunforsvar? Jeg er komplet lost.

Jeg har egentlig altid tænkt, at sygdom hang meget sammen med psyken. Men nu hvor jeg faktisk rigtig gerne vil leve og faktisk er sådan.. grundlæggende glad, så hænger det da ikke sammen, at jeg så bare skal være syg hele tiden? Eller hænger det “meget levende liv” sammen med at man så er mere modtagelig for bakterier og virusser?

****

Tinderdaten fra sidste uge er desuden totalt på. Det er “sjovt” at få lidt perspektiv på datinglivet: Nu er det mig der er svær at komme i kontakt med (fordi jeg hele tiden er syg eller har brug for at afkoble, lol), svarer sporadisk og svær at lave en aftale med, hvilket resulterede i, at han i går var sådan: Jeg har så åndssvagt meget lyst til at se dig lige nu. Så det er åbenbart en god dating-taktik at være følelsesmæssigt afkoblet, åh.

Tidsperspektivet fremkommer også underligt, når man ikke som sådan er blevet ramt af et lynnedslag. Nu er det over en uge siden jeg har set, øh, lad os kalde ham Skribenten og det har jeg det bare så fint med. Efter en uge med N., hvor vi desuden havde set hinanden hver dag, var jeg smaskforelsket og komplet overrumplet, hvert minut var et år og jeg følte det havde varet for evigt, ville se ham konstant. Nu er jeg mere sådan: Nå okay, potato, potato, slap lige af.

Jeg kan til gengæld godt lide det virkelig langsomme tempo og ikke-forelskelsen. Jeg føler mig i kontrol og meget rolig. Han er virkelig sød, faktisk. Normal og (indtil videre) ikke psyko, ikke ødelagt. Min krop ville seriøst heller ikke kunne klare en forelskelse i den kaliber til. Så er spørgsmålet bare hvad det er man leder efter – for er det ikke drømmen, at en psykoforelskelse kan glide ind i parforhold en dag? At det vil være den sande og store kærlighed? Eller er psykoforelskelser altid dødsdømt på forhånd?

Anyway. Opmærksomheden fra Skribenten og diarréen har fjernet N. og hjertesorgen. Sikke dog en lettelse. Jeg håber aldrig, at jeg hører fra ham igen. Og lige nu er jeg mest bare ked af, at mit tarmsystem er totalt fucked, for Skribenten vil gerne herhjem i aften, fordi han er utålmodig, og jeg vil gerne have sex med ham, ja faktisk så tænker jeg ikke rigtig på andet end sex (og diarré) (ikke kombineret! ew), og på at jeg har dårlig samvittighed overfor mit arbejde. Men sådan er det vist bare at være syg, er det ikke?

***

Men jeg håber ikke, jeg skal dø af sygdom lige om lidt. Det kan jeg ikke overskue. Hvis man ligger inde med gode råd omkring sygdom, så må man gerne sende dem i min retning.

Indtil da:

Haha.
Og:

Nå ja, og glædelig kampdag (hver dag).

kære søndag, vil du mig noget?

for – hvorfor er der ikke nogen der vil mig noget,
jeg tjekker stivt og med et halvt øje åbent telefonen på dansegulvet, min skjorte er revet i stykker, jeg er gennemblødt af sved
hvorfor vil man ikke mig,
så se mig dog; mit svedvåde hår, de anspændte, åndsfraværende dansetrin, drinken jeg spilder ned af mig selv,
fucking hot type jo,

for stiv til at tage videre, for stiv til at ville noget selv, fed idiot,
slatne pomfritter på en regnvåd istedgadetrappesten med veninden,
en story der afslører at N. er i sommerhus med fælles venner,
jeg erstatter fritterne med en smøg, et døende hjerte,
cykler hjem, emogurhl 2.0,
vil man mig ikke noget, ahhh,

en besked, ‘er du ude’, fra H., jeg ringer ham op,
‘jeg har hudsult,‘ siger han, ‘jeg vil sove hos dig’,
min mund siger ja, – ja, – ja!
(nogen vil mig noget)
jeg husker ikke cykelturen hjem, men jeg guider ham igennem byen, hjem til mig, hjem i min seng,

han holder utrolig tæt om mig, mens vi snakker, vi er nøgne,
i nat er han flot, meget flot, og jeg er pludselig lattermild, slet ikke den sørgelige sut på istedgadetrappestenen, næh, nu er jeg alt det gode,
han kysser mig mellem snakkene, kysser mig ægte (i modsætning til sidst), en pludselig opstået nærhed mellem os,

kom du, spørger jeg,
ja siger han og falder i søvn på ét sekund,
jeg er filtret ind i ham, og jeg tænker ikke på N., jeg tænker heller ikke rigtig på H.,
jeg tænker på huden, følelsen af hud under fingrene og fingrene på huden,
tinderdatens hud, N.’s hud, H.’s hud, min egen hud,
folder, knopper, og de allerblødeste steder af fløjl,
pikkenes hud, hårdheder, mit eget skøds kapacitet, huden under deres tunger,

nattens mørke skjuler blodpletterne på lagenet og sengetøjet,
noget er blevet slået ihjel her i nat, ligner det i morges,
et lille væsen måske, min ikke-eksisterende baby,
eller bare hudsulten – som man desuden kalder det, når man bruger hinandens kroppe uden at tage stilling til noget,
hudsulten der driver en relation frem (og tilbage) i en sær bevægelse, sløvt og beruset, tæt og ikke-tæt,
slået ihjel, lige dér, blandt tinderdates, et døende dansegulv og H.’s insisterende tilstedeværelse i mit liv, en underlig relation efterhånden (tryg)

har du ikke tabt dig, siger han, efter at have stirret på min mave i det grimme joggingsæt under vores samtale ude i entreen før han går ,
jo, en tøjstørrelse, siger jeg. det slider at være ulykkelig.
det er flot,
tak.
jeg hiver op i trøjen, viser den slanke mave,
hæ hæ hæ,
se mig bedre,
synes han mon, jeg er smuk,

jeg putter sengetøjet i vaskemaskinen, blander skyllemiddel med mikroskopiske salte tårer, jeg orker ikke at græde,
har jeg overhovedet hudsult? eller lader jeg bare som om?
vil jeg egentlig bare gerne have, at man vil mig noget?

N. er ikke med i tømmermændene,
jeg glemmer ham snart, kan jeg mærke.

***

kære søndag, noget andet er – jeg ved godt, at jeg nogen gange lyder patetisk, jeg håber, at du husker, at jeg også havde det virkelig sjovt, før jeg blev for fuld og emogurhl; jeg var en smaragdgrøn dansedæmon med gode historier og jokes spændt ud mellem mine tænder, med de dejligste venner, og jeg føler mig ikke ensom (som sådan), selv på en søndag, måske hudsulten er til for noget, et eller andet, måske man godt kan knalde meget, drikke sig pikkestiv, erstatte kærlighed med pik, bare have det grineren og ukontrolleret, jeg ved det ikke, vi må se. møz

du skal ikke frelses

Mandag-tirsdag-onsdag er kopier; jeg tænker på arbejdet kun på min fiktive graviditet og længslen efter at være i kontakt med N., knokler så mine arme falder af, vender hjem til min fiktive westernverden, lukker ned.
Intet ændrer sig i disse kopidage.
Vakuum.

På et ikke særlig specielt tidspunkt, af ingen synderlig vigtig årsag eller bagvedliggende følelse, sender jeg en nuttet forårsbesked afsted til N. Det er onsdag aften, unaturligt lunt, og efterhånden mennesketomt på Assistensen, hvor jeg sidder med høj puls på en bænk og skribler løs.
En fuldstændig retarderet og pinlig besked.(jeg tænker på dig, og sådan er det vist bare). 

Men jeg havde bare brug for at gøre noget.
GØRE NOGET!
Noget der kan forandre denne klistrede følelse; tage kontrol – åbne op for ydmygelsen og afvisningen (skulle uheldet være ude), bare for at skabe nye følelser i mit brogede væsen.

Tidlig torsdag morgen vågner jeg op til intet svar (kan man sige det?), og jeg tuder og tuder og tuder, tuder ned i det blødkogte æg, for jeg er jo gravid, og nu kan ikke engang få fat i faderen; han har fundet en ny kvinde, selvfølgelig, han er fantastisk, ingen kan modstå ham, og han er selvfølgelig helt færdig med mig.
Jeg tør ikke tage en graviditetstest alene, jeg er fuldstændig hysterisk.

Klokken halv ni står jeg og græder oppe i min søsters lejlighed med to graviditetstests og en pakke hvidløgsost i rygsækken.
Hun sætter en eller anden Medina-sang på, og henter køkkenrulle til mig, så jeg kan tørre mine øjne. Jeg lægger den tiltissede graviditetstest på kanten af vasken og sætter timeren til fem minutter.
Mere Medina.
Køkkenrulletårer.
Jeg siger til min søster, at jeg da må være blevet skør.
Alarmen ringer.

Negativ.

Jeg er lettet, og stopper straks med at græde. Selvfølgelig skulle/kunne jeg ikke være gravid. Stop dig selv. Tilbage er kun det lille klamme hjerte i mit eget bryst. Den ubesvarede nutsi-besked til N.
Ikke-eksisterende babyer.

SÅ! Nu rykker vi.
Weiter, weiter!!!

10 timer senere møder jeg en tinderdate på en bar.
Jeg slukker telefonen, nu er jeg et andet sted, i en anden verden.
Vi drikker stærke drinks, min tale er allerede lidt sløret, han er pæn, sød og sjov, vi snakker om arbejde, vi arbejder med nogenlunde det samme, udveksler erfaringer, fin kemi, fin kemi.

Han bor åbenbart lige ovre på den anden side af gaden. Snedigt.
Vin i køleren og whisky fra boardershoppen. Indendørsrygning. Jeg hører min mund sige ja til tilbuddet. Mens han betaler for drinksene i baren, er der en del af mig, som har lyst til at sige: Jeg er ikke klar til det her. Gør jeg virkelig det her? Jeg drukner stemmen med et skingert grin, da han vender tilbage til bordet.

Spol et par timer frem.

Jeg er pissestiv. I hans lejlighed. Klokken er over to. Jeg tænker ikke; jeg hygger bare enormt. Tilbagelænet, afslappet. Tager ikke stilling til, hvad jeg føler. Ryger og drikker og fortæller løs om mig selv. Min tale er endnu mere sløret, men jeg taler ufortrødent videre; dybe personlige historier han overraskes over. Jeg hører de små strøtanker under beruselsen, at jeg må virke meget skør.

Jeg kan ikke finde ud af at gå hjem; tanken om at skulle gå hen til min cykel og fragte mig selv hjem er uoverkommelig.

Nyt vakuum.

Der kan ske to ting, siger jeg. Enten tager jeg hjem eller også sover jeg her. Bare sove. Du må gerne sove her, siger han. Bare sove. Han stiller sig hen foran mig og kysser mig. Forsigtigt. Hans læber er bløde, ligesom de skægløse kinder.

Han har fortalt om sit frelserkompleks: Et mønster om at date kvinder der skal reddes. Mellem kyssene på stuegulvet siger han: Men du skal ikke frelses, W.
Jeg siger: Nej, jeg frelser mig selv.
Ham: Det ved jeg.

I sengen giver hans kys vidunderlige stød.
Han siger: Du skal vist ikke sove.
Dynerne skubbes til side.
Han knepper mig i stykker. Det er vidunderligt.
Mit orgasmebrøl kommer nede fra dybet. Jeg tænker, at jeg er god til at kneppe. Hold kæft, jeg er god til at kneppe.

Efter fire timer vågner jeg og tænker på, hvordan jeg havde det, dengang jeg vågnede hos N. efter første date, den euforiske følelse af at være kommet hjem. Hans mørke krølhår, de smilende, brune øjne, de bløde, skægomkransede kinder under mine kys.
Hvem er du, sagde han hele tiden, hvor kommer du fra.
Dine øjne. Dine øjne.

Jeg sammenligner alt.
Det er rædselsfuldt.

(Note til mig selv: Jeg lærer om mig selv, at jeg gerne vil anerkendes meget; overskylles med komplimenter; for så forelsker jeg mig:
Hvis du siger jeg er smuk, så er jeg din.)

Tinderdaten har holdt om mig i søvnen. Jeg er besat af hans magiske pik, alting i mit sitrer, og jeg bevæger min hånd tæt på den, indtil han vågner, indtil han er i mig igen. Min tømmermændshovedpine eksploderer sammen med orgasmen.
Han henter kodimagnyler til mig.

Jeg føler, at jeg snakkede for meget i går, siger jeg.
Jeg er en notorisk oversharer, siger jeg.
(Jeg tænker også på min ubesvarede dirtytalk, om jeg var for freaky).
Nej, det var fint, siger han. Helt fint.
Jeg føler, at han synes, at jeg er skør, og jeg begynder derfor at sige alle mulige underlige ting i panik. Han pingponger ikke tilbage.
Med savner pludselig hele N.’s væsen, jeg ser det for mig; ser mig og ham danse tæt på soveværelsegulvet, før jeg tager afsted.
Dine øjne, dine øjne.

STOP NU. STOOOOOP.

Måske vi ses på et tidspunkt, siger Tinderdaten.
Ja, siger jeg.
Jeg tager direkte på arbejde. Min hud hænger i laser. Græder en lille smule på en bænk ved søerne, ryger en klam tømmermændscigaret, skubber tomheden foran mig. Tænder telefonen igen efter 12 timers slukning. Ingen aktivitet, ingen N.
Jeg hoster og hoster af cigaretten. Forbipasserende gamle mennesker sender mig urolige blikke. Når jeg hoster, strømmer der sæd ud i mine trusser.

Jeg stinker af røg, druk og hor. De andre på kontoret griner af mine tømmermænd, jeg skammer mig over min uprofessionelle adfærd.
De siger, at det er helt coooool man.
I en pause fortæller jeg en tæt kollega om det hele. Da jeg indleder graviditets-paranoia-historien, undskylder jeg, at jeg er en notorisk oversharer, og da må lyde helt skør.
– W., det skal du ikke tænke på, jeg forstår alt det dér, jeg er jo også skør, siger han.
Man kan godt se mig, man kan godt rumme mig; jeg burde også selv kunne gøre det.

Jeg går derfra et par timer og fire ostemadder senere. (Uprofessionelt -skammer jeg mig sådan). Sidder og stirrer på klamme gæs inde i Frederiksberg Have i et rum tid, men der er for mange mennesker i forårssolen, mit ansigt brænder unaturligt, jeg er bestemt ikke foråret idag. Ikke nutsi.

På en måde føles det som, at noget har ændret sig, til trods for strabadserne. Jeg er faktisk glad og gennemkneppet, og måske jeg trives bedre med impulserne (at træffe valg, handle) end med den kontrollerede askese, hvor jeg ikke kan gøre en skid.

Det må jeg lige tænke lidt over.

dø baby dø

Min veninde siger, at hun ser babyer overalt, efter hun har fundet ud af, at der også gror en inde i hende. Pludselig er det det eneste, hun kan se: Gylpende, skrigende, grædende babyer. I bussen, på gaden, i butikkerne!
En hær af babyer der jagter hende!

Sen lørdag nat falder hun i søvn henover bordet på shawarmabaren. Jeg kigger kærligt på hende og smovser min fedtede falafel-durum imens. Højtalerne på kebabstedet spiller noget yderst søvndyssende meditationsmusik. Det er lidt forstyrrende for ens virkelighed sådan noget (hvor er jeg overhovedet, hvad er klokken, fuck).
Hun har ikke kunne spise sin durum, fordi hun har kvalme; alt giver hende kvalme. “Og så er det endda den mest fråderen durum jeg nogensinde har smagt,” siger hun ærgerligt; halvt sovende nede fra den fedtede bordplade.

Vi tager en taxa fra runddelen til fuglekvarteret med den halvspiste durum i hånden. Det koster 100 kr. På vej op af trappen til min lejlighed siger hun: “Efter i aften kan babyen da ikke være levende længere..”
Vi har været til koncert og på bodega. Jeg har rullet smøger til hende hele aftenen, købt hende drinks, tørret tårerne væk fra hendes kinder (dø baby dø).
Hun skal have en abort om en uge.

I sengen næste morgen prikker jeg til de store bryster på hendes baby-parate krop. Vi griner.
“I det mindste er jeg ikke steril,” smiler hun, og så snakker vi ikke rigtig mere om det. Hun har fået sin appetit igen, og hele eftermiddagen ryger vi cigaretter i solen på altanen og synger sange, henter chips og pizzaer og spiller playstation og lader som om, at der ikke findes babyer.

***

Modsat hende ser jeg ikke babyer overalt, men klapvogne. Folk med klapvogne. Fædre og mødre, smilende og mindre smilende. Travle. Frysende. Lykkelige. Jeg vader forbi dem på mine lange gåture gennem byen. Hver gang tænker jeg: “Mon jeg nogensinde kommer til at opleve det?”, og jeg kan også blive jaloux og tænke: “Hvorfor er der ingen der har lyst til at putte en baby i mig?”.

Jeg skal have min menstruation i dag, men den er ikke kommet. Jeg kan mærke, at den er på vej, spiser endda ipren for at fjerne smerten, men bruger alligevel dagen i en morbid drømmetilstand, som slet ikke harmonerer med mine veninders aborter eller alle de bitre klapvognstanker.

I min dybe desillusionering fantaserer jeg om, at jeg er gravid; at N. har gjort mig gravid for 4-5 uger siden. Hjertesorg og graviditet kan give samme symptomer: Gråd, kvalme, mangel på sult, og ustabilt humør. Hormoner hallo!

Jeg husker, at han i halvt spøg (jeg kunne aldrig lure ham) sagde: “Skal vi ikke prøve at gøre dig gravid på spiral?”
“Haha, jooo,” lo jeg nervøst og freakede totalt ud. Vi havde kendt hinanden i lidt over en uge.
“Jeg har jo levet plantebaseret de sidste par måneder, så man ved aldrig!”
(En veninde på beskyttelse var blevet gravid med en veganer. Plantebaseret sæd er åbenbart pure magic).

Men nu er det simpelthen sket! Jeg er sikker!
Jeg må da være gravid!
Mine bryster føles spændte, og de er da blevet større, er de ikke? Og min menstruation udebliver jo! Åh, hvad skal jeg dog skrive til N….
Eller skal jeg faktisk ringe til ham?
Gad vide hvordan han vil reagere…
Især når jeg fortæller ham, at jeg har tænkt mig at beholde det. Jeg kan mærke, at det er min baby. Jeg er ligeglad med, at det ødelægger mit job eller hans liv!

Sådan går en hel mandag oppe i mit hoved.
Jeg sidder endda ude på trappestenen i solen og ryger en cigaret tidligere i eftermiddags og fantaserer: “2019 – sikke et uforudsigeligt, uforglemmeligt år! Boom – så fik jeg bare en baby! Hvem havde set det komme? Ikke jeg! Ikke jeg! Ha ha! Men jeg kan sagtens klare det! Jeg er stærk! OG DET ER MIN BABY!”

Jeg tænker på, om graviditetslængslen har noget at gøre med, at jeg fylder 30 senere i år. Jeg har virkelig ikke haft den længsel før.
Eller også har det noget at gøre med, at jeg gerne vil have kontakt med N. igen, hvilket jo bare er helt sygt. En latterlig undskyldning for at skrive til ham. Ej, det er tosset.

Noget gror i hvert fald i min mave, udover fedtet mad, fadøl og tørre cigaretter, og måske er det godt, at det er drømmen om en baby i stedet for længslen efter at dø. En baby er i det mindste tegn på liv – på et ønske om forandring eller en inderlig form for behov, der pludselig manifesterer sig: Jeg har lyst til at forholde mig til noget større end mig selv.

Jeg ved godt, at jeg ikke er gravid. Jeg ved, at jeg kommer til at være skuffet, når jeg i morgen får min menstruation, selvom det er helt skørt. Det føles ikke som om, at det handler så meget om N., men mere at det handler om, at jeg er klar.
Jeg vil gerne alt det dér.

En del af min sorg går stadig på, at jeg ikke er den slags menneske, som får en familie. I mine selvpinende lidelsesøjeblikke overbeviser jeg mig selv om, at jeg er for flyvsk, følsom og drømmende (og dramatisk!) til at nogen nogensinde ville have lyst til at putte en baby i mig… eller bare knytte tætte kærlighedsbånd med mig. Jeg tænker på det som mit lod i livet, at jeg skal være alene for evigt, åh suk..

Så i dag græder jeg en lille bitte smule over mine tabte babyer, over min tabte kærlighed, og min tabte N. (og de tabte hjertesorgs-kilo som jeg har taget på igen henover weekenden).

Formentlig har jeg bare PMS og er meget kvinde lige nu.

(Jeg er til gengæld 100p rask igen, har optur over mit sindssyge arbejde, og jeg kan rigtig godt lide at gå hjem gennem byen ved en 17-tiden, for så kan jeg nå at se himlen gå fra blå til pastelfarvet candyfloss til sort, og det er så smukt, og jeg er selv en multifarvet skumfidus der ubemærket smelter sammen med himlen, og måske jeg også smiler lidt, selvom jeg er gravid, selvom jeg ikke er gravid, selvom jeg er alene).