fem centimeter over jorden

Der ligger en rådden appelsin i bunden af min rygsæk. Dens syrlige indvolde er sivet gennem bunden og ryggen, og det orange blevet forvandlet til en støvet, grålig nuance, og kun den gennemtrængende citruslugt afslører hvad den engang har været. Jeg opdager den i morges, og skyller rygsækken, skrubber de ildelugtende frugtrester af inderforet. Mine bevægelser er halvhjertede, diffuse, og morgenen strækker sig længere end den burde.

Jeg lander aldrig i dag; jeg er altid 5 centimeter over jorden. Svæver ned til søerne, smelter ind i solskinnet, ubemærket. På kontoret bliver der stillet vigtige spørgsmål til mig, men jeg har ingen tanker og derfor ingen svar. Min uduelighed til fuld skue for alle. Jeg skjuler det bag et halvprøvet smil. Det eneste der sker under huden er en idé om forår, og den sensitive krop prøver at begribe det hele, det er overvældende. Sæsonen skifter, men vinteren er slet ikke forbi endnu, og jeg ved det godt.

Måske jeg skal sove, måske jeg bare skal sove, og pakke mig væk igen, måske var virkeligheden for meget. Jeg føler mig som et umuligt menneske, der er fanget i mig selv; at man ikke kan få fat i mig. Jeg ved ikke engang, hvad der er sygdom og hvad der mig længere, det hele er rodet sammen, og der er så tavst derinde, i kroppen og hovedet, og jeg tager mig nogen gange til brystet, fordi jeg oprigtigt frygter, at mit hjerte stopper med at slå om lidt.

I supermarkedet vandrer Briten rundt, og jeg gemmer bag mit uendeligt store hår med ryggen til, og jeg havde forinden haft en sær fornemmelse, en undertrykt strøtanke om, at han formentlig ville være der. Han tør ikke kigge på mig, han gemmer sig også. Selvfølgelig, og hvor kunne jeg bare blive rasende over mænd, men mest bliver jeg bare trist over, aldrig at have nogen betydning, og så tænker jeg på, at jeg da er forfærdelig narcissistisk over, at jeg sådan hele tiden prøver at finde betydning udefra og ikke indefra.

Jeg tilsnusker mig solen, jeg stjæler et forår der ikke er, og jeg hoster mine lunger ud i de ustyrlige cigaretter, nikotinen er det den eneste der har mig, og det var meningen jeg skulle noget, men jeg bliver ved med at glemme det. Jeg griner mellem hostene, hAhrghHIOSTHOHOSTharh, jeg er omgivet af så mange sjove og kloge mennesker, men jeg kan ikke være sådan også, ikke lige i dag, disse dage, jeg er et andet sted.

Det er måske også ok at være Ingenting engang imellem; især når man er så meget hele tiden. Jeg tænker stadig på N.’s navn som det første når jeg vågner, det er som om min hjerne bare råber det: “N!!!!”, som om alle drømme handler om ham, ikke engang 3 hvæs af en joint og 4 glas rødvin og en dårlig halvfemser-film kan fjerne ham eller den sære luftige følelse i kroppen helt. I stedet bliver jeg bare ensom blandt andre, og jeg hader det og jeg går derfra, nogle gange skal man bare gå.

****

Sengetøjet føltes som silke mod min hud i morges. Jeg havde lyst til at være viklet komplet ind i det, som hang dynerne sammen med solskinnet eller en udefinérbar anden, kølige hænder på hud, og jeg har ikke kunne give slip, og nu er det nat, og ganske rigtigt er dynen igen silke, jeg pakker alle ord ind igen omme bag tungen, jeg husker candyflosshimlen i assistensen, stilheden på bænken, den brummende forelskelse der hviner i de nikotinbesudlede tænder, duften af rådden af appelsin der sidder fast i mine næsebor.
Jeg ved ikke, hvad meningen er jeg skal, men det er også ok, er det ikke?

jeg tænker på dig / jeg glemmer dig

Kære du.

Jeg sidder på toppen af Bellahøj. Eller i hvert fald det højeste man kan komme, hvis man ikke bor i et af højhusene. Det gamle amfiteater. Der er sol, jeg har min lette vinterjakke på. Det er næsten ikke til at tro. 

Jeg har været syg siden fredag, men virussen er fordampet i takt med forårets kommen. Nu har jeg mest lyst til at lægge mig på græsset og blive liggende til det er full blown sommer. 

I starten kunne jeg overhovedet ikke rumme, at jeg skulle være syg, for så ville jeg jo blive nødt til at tænke på dig og på alt hvad der skete; noget jeg egentlig har undgået siden vi snakkede sidst (har gemt mig i arbejdet og venners lejligheder, på sådan en rolig og ikke-oprevet facon). 

Men nogle gange er det godt at være sådan… helt alene, du ved. Det har været godt at tænke på dig, selvom jeg også har været ked af det over det. Jeg prøver stadig at forstå hvad der egentlig skete, og resterne af min irrationelle forelskelse tror stadig ikke på, at det er slut. En del af mig venter stadig på, at du ringer til mig, at jeg hører din varme stemme der siger: “Lillebitte W.”. Men det bliver lettere i takt med jeg skiftevis savner og glemmer dig. 

Jeg prøvede at læse Suzanne Brøgger, men jeg forstår ikke hendes sprog, hvilket irriterer mig – jeg troede egentlig, at hun ville kunne hjælpe mig med at forstå det hele. Men det her handler vist ikke så meget om at være kvinde. 
Nu læser jeg Barthes “Kærlighedens forrykte tale”, og det hjælper lidt mere, omend jeg ikke føler mig helt intellektuel nok til at akademisere kærlighedens diskurs. Men så kan jeg i det mindste lade som om, at jeg bliver klogere – og at der hersker en almen forståelse af, at forelskelsen og de billeder der opstår i kraft af denne er dybt imaginær. Det føles abstrakt at begræde tabet af forestillingen; at noget så uvirkeligt kan føles så virkeligt. 

Og det er samtidig en flad tanke: “jeg tænker på dig”, er det ikke? For hvad tænker jeg egentlig? Betyder det bare, at jeg er igang med at glemme dig, men hele tiden frivilligt fremtvinger tanker om dig for ikke at glemme dig? Måske er det sandt, at kun tid lindrer, og at tid får en til at glemme. Jeg håber det, også selvom jeg egentlig ikke rigtig har lyst. 

Du kan nok ikke bruge det her til noget som helst, og det jeg fuldstændig indforstået med. Lange, knudrede beskeder uden formål er min forbandelse.

Jeg skal tilbage i virkeligheden i morgen; måske det bliver meget godt for min lille hjerne. Og måske det her bare var et kringlet forsøg på at formulere: jeg tænker på dig, jeg savner dig (, jeg glemmer dig).
Du har ikke gjort mig ondt, og jeg fortryder ikke noget som helst. Jeg er glad for, at jeg mødte en som dig.
Jeg håber, du har det godt. 

De kærligste hilsner
Lillebitte/storemægtige W.

****

Jeg sender den ikke, bare rolig. Selvom jeg har virkelig meget lyst. Men jeg er nok bare lidt ensom og har brug for opmærksomhed/drama, fordi alting føles meget roligt. Men hvad skal han bruge sådan en besked til? Hvad skulle han svare? Beskeder uden formål, uden essens, et lille råb, et lille håb (tænker du på mig, tænker du på mig, tænker du på mig, nu har du muligheden, kom og ta mig,
kom,
ta mig)

Jeg skriver til mændene på tinder, at jeg har tænkt mig at slette appen. Jeg skal ikke på dates lige nu. De er mennesker, ikke chatbots, jeg glemmer det nogle gange. Opfør dig nu ordentligt.

Forfatteren (min erotiske chatbot) vil for 1000. gang gerne komme og gennemkneppe mig. Jeg sender ham et billed af mit nøgne feberbryst. “Det er lige præcis den krop, jeg ikke kan vente med at få i min varetægt… alle de ting jeg vil gøre ved den krop, åh!” skriver han. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Chatbots.
Jeg er selv en chatbot, er jeg ikke?

****

“Jeg tænker bare: Sikke dog et lorteliv! Hvor er jeg dårlig til Livet!” kan jeg høre min stemme sige gennem den tunge dyne, som jeg har liggende om hovedet, en sær dæmpet, slimet lyd.
Cykelturen til indre by har været en kamp uden lige, koldsved. Min psykolog er det første menneske jeg ser i 4 dage.
“Men hvis der ikke var lidelse i livet, ville der ikke være noget at stræbe efter – og man ville ikke lære noget. Man bliver nødt til at dykke ind i lidelsen, så man kan give slip på den.”
“Hmmf, det synes jeg altså er fucked…”
“Hvis det stod til mig, ville det heller ikke være sådan, men det er nu engang sådan livet er indrettet, paradoksalt nok.”
“Hmmf.”

*****

Jeg deltager i et arbejdsrelateret skypemøde i morges, og jeg ryster af angst imens bag skærmen (de kan ikke se det), fordi det pludselig går op for mig, hvor mange ting jeg skal forholde mig til. Jeg ligger mig efterfølgende på gulvet et par timer, og forsøger at arbejde, men min hånd er utålmodig, jeg sjusker, jeg gider slet ikke. Jeg er ikke engang rigtig syg længere, jeg er en fange inde i mit hoved, og jeg har mest lyst til at flytte ud i en skov, dyppe mine fødder i vandet, skabe stilstand og ikke-tid.

og jeg vil glemme ham,
jeg vil tænke på ham,
jeg vil glemme ham,
jeg vil savne ham;
jeg vil glemme ham.

kære søndag, jeg vil gerne svede ham ud

klokken seks, søndag morgen

jeg tror godt, jeg kan,
for forviklingerne og sorgen har forvandlet sig til influenza,
og jeg hiver efter vejret så voldsomt, at jeg kaster op flere gange fredag nat
skal jeg dø nu, skal jeg dø nu,
jeg tænker på gamle dage, hvor
“feberen tog barnet”,
“hun overlevede ikke feberen”
en dramatisk udlægning af feberens dødsdøm,

man tænker ikke rationelt med 39 i feber,
jeg er så sølle,
sygdom er den værste ensomhed,
jeg falder i søvn hver halve time,
græder i den anden halvdel,
et dybt lavpunkt,
jeg har bare lyst til at være død,

jeg glemmer altid, hvordan sygdom føles,
jeg bliver kun syg, når noget stort har rystet mig,
jeg prøver at se det som udrensning,
at kroppen starter forfra,
at jeg sveder ekskærester og angsten ud,
så er det måske ok,
at være syg, at ramme bunden,
jeg ved det ikke,

mine øjne er hævede og blodsprængte,
alt gør ondt,
jeg kan ikke spise eller drikke,
jeg er vitterligt ingenting,

klokken 16, søndag eftermiddag
kære søndag,
tænker du også nogen gange på, at når man siger “hjertesorgs” lyder det som “hjertesovs”?
jeg kommer til at sige hjertesovs hele tiden
det lyder så dumt
så griner jeg lidt, “ALTSÅ IKKE ‘SOVS’! HAHA”
ha ha,

feberen kaster konstant fragmenter af ham ind i min hjerne
smilet øjnene kroppen stemmen
jeg kan blive helt ør af længsel
og jeg kan forestille mig, at han pludselig ringer til mig,
jeg kan forestille mig det så levende, at jeg bliver helt lykkelig,
man siger, man skal dræbe alt håb, men jeg har ikke lyst
(han kommer aldrig til at ringe, jeg ved det godt)

influenzaen gør det ikke lettere,
jeg ved, at længslen efter ham kommer fra feberen,
så jeg bekæmper trangen til at skrive til ham,
jeg ville skrive:
vil du ikke forklare mig igen, hvad der skete,
for jeg forstår det stadig ikke,
jeg forstår det slet ikke

jeg har de dejligste venner i verden,
så meget kærlighed,
men lige nu glemmer jeg det,
for jeg er klistret ind i hjertesovs,
og jeg kan ikke spise, husker du,
jeg kan ikke spise det,

og når jeg swiper på tinder får jeg kvalme,
for jeg husker kun ham, hans ord,
jeg har ikke engang lyst til at date nogen
jeg ved ikke hvad jeg laver,

jeg hader alting lige nu
jeg ved det går over
(jeg ved, at det her indlæg er max patetisk, men nogle gange skal det lige ud,
lidelse sort på hvidt,
så kan jeg være sådan: Slap nu afffff…
sølle sølle lille bitte mig)

(til gengæld er jeg gået i gang med at se Game of Thrones fra start af, og det er måske den bedste trøst der findes, for de har større bekymringer at forholde sig til – tænk hvis folk jeg elskede blev dræbt hele tiden, eller at jeg konstant skulle manipulere, undgå at blive voldtaget og aldrig stole på nogen; tsk, mine problemer er peanuts i forhold til det, og så er der omkring 60 timers underholdning, og det føles godt bare at forsvinde ind i en anden verden, drømme mig væk væk væk)


stormfulde højder uden storm

Jeg er en kugle i et flipperspil, der i slowmotion (jeg er en sløv, tung kugle) hamrer ind i væggene, uden at score nogen point og uden at falde ned i hullet. Konstant i bevægelse, badet i sløret neonlys og glinsende i sin grå glasoverflade.

Der er intet der virker mod hjertesorg andet end tid; det forstår flipperkuglen endelig. Det rationelle menneske ville lave en cost-benefit analyse; gøre den oplevede relation op i kvantitet (timer/dage spenderet med objekt X, for på den måde at kunne bedømme sorgens varighed for objekt Y. Ah, det må snart være overstået.

Jeg er ikke et rationelt menneske, men lad os bare lade som om, at jeg er.

En ting jeg erfarer disse dage er desuden, at smerten ville være lettere at håndtere, hvis jeg havde et roligt arbejde, som ikke krævede min 100 % følelsesmæssige tilstedeværelse.
Jeg er et monster på kontoret. Møder ind sent på formiddagen, fordi jeg ikke kan stå op, oser af dårlig energi og raseri. Mølædte øjne, utilregnelig persona.
En stakkels kollega kommenterede på min trøje i mandags, og jeg hvæssede af ham som en ilter drage: JEG VIL IKKE HAVE DIN MEDLIDENHED.
Ham, meget forsigtigt: Jamen, det er ikke medlidenhed… det er en rigtig flot farve… og jeg kan rigtig godt lide kraven…
NÅ!
Siden har han sendt mig sårede blikke henover computerskærmen, når jeg med sammenbidt ansigt tramper forbi i min gigantiske vinterstøvler, efter mine utallige rygepauser på trappestenen i gården.

De stryger mig med hårene, for alting afhænger af mig, men fordi alting afhænger af mig, kan jeg ikke holde ud af at være der.
Det er rædselsfuldt.
I dag forsøgte en anden at give mig noget konstruktiv feedback, hvilket gjorde, at jeg straks betvivlede hele projektets kvalitet og efterfølgende blev nødt til at gå derfra.
Fucking diva.

Alting er så usikkert for tiden, der hersker en kollektiv panikstemning iblandt os (tror jeg, men det er nok kun mig der er i panik, egentlig), og jeg kan godt fortælle dig, at min hjertesorg ikke hjælper på en skid.
Jeg forsøger at holde destruktionen på afstand; jeg kan slet ikke overskue at selvdestruere, men panikken over alle aspekter af mit liv lurer lige under overfladen.

Jeg minder mig selv om, hvem jeg er. Forstå nu hvem du er.
Jeg læser med rædsel tilbage på sorgen efter Løven og efter P. Jeg lover mig selv, at jeg ikke skal håndtere det sådan igen. Jeg skal IKKE forsøge at erstatte hjertesorg med pik. Det gør mig angst og ensom. Jeg gruer for foråret, jeg gruer for sommeren, jeg gruer for resten af mit liv. Ikke kun på grund af sorgen, men også fordi alt andet pludselig føles så uoverkommeligt og vanvittigt usikkert.

Så det jeg gør er, at jeg ikke stiller vækkeur, jeg prioriterer min søvn over alt andet. Jeg går så lange ture, som jeg kan komme til. 8-10 km hver dag. Jeg går fra kontoret, når jeg ikke kan koncentrere mig. Jeg ringer til folk, når jeg hader mig selv eller er usikker på alt. Jeg laver aftaler der er trygge, så jeg ikke opsøger det ensomme Pikkeland. Jeg skriver og taler og tegner om det konstant.
Det er yderst udmattende.

Men! – Når jeg gør det, lykkes det mig at grine meget.
Jeg griner faktisk mere end jeg græder.
Jeg håndterer det her som en fucking champ.
Jeg føler, at jeg er blevet klogere; at jeg for hver sorg bliver visere. Måske er det ligesom Suzanne Brøgger siger: Et knust hjerte er et helt hjerte. Jeg samler bruddene og dramaerne i en skuffe under sengen, så deres dampe siver op igennem boksmadrassen, mens jeg sover.

Mest føles det som om, at der står en lille bitte person, sådan en lille dæmon-agtig satan, lige ved mit hjerte og dolker i det med en lille bitte kniv. Stab-stab-stab. Så tænker jeg på, hvordan det var at have sex med N., jeg genkalder samtaler, møder, grin, kys, den sidste samtale… Så siger jeg til den lille bitte dæmon med den lille bitte dolk: Nej fy for helvede, nu slapper du lige af. Eller jeg siger: Av av aaaav.

Okay, ikke verdens bedste analogi. Jeg ved det godt. Mit sprog hænger i laser. Jeg er så selvoptaget, at jeg mister min charme. (Eller er min charme min selvoptagethed? Det hele er noget værre mudder efterhånden).

Andre tidspunkter har jeg bare lyst til at dø. Ganske udramatisk. Du ved, bare leve en andens liv i stedet for mit eget. “Uargh, gid jeg bare var død.”
Den tanke må også gerne snart ophøre. Jeg har lyst til at kaste en håndgranat ned i mit liv, flytte til Jylland, ud på en mark, midt i en mark!, og så bare sidde der og lave mærkelige kranse ud af strå, dag ud og dag ind. Så ville man kalde mig “Den Mærkelige Kornkransekvinde” nede på det lokale kræmmermarked efter 7 års intenst arbejde i marken, men jeg ville være ligeglad, okay? Jeg ville være fucking ligeglad, for jeg vil bare lave de kranse af strå, og sådan er det bare! SÅDAN ER JEG BARE.

****

Jeg gider ikke vær kunstner, jeg gider ikke være kvinde, jeg gider ikke være menneske, jeg gider ikke være alene, jeg gider ikke blive afvist, jeg gider ikke skulle finde en ny en at bolle med, jeg gider ikke forelske mig igen, jeg gider ikke stoppe med at leve, jeg gider ikke være i dårligt humør, jeg gider ikke at livet er svært,
jeg gider ikkkk noget, okay?

***

Til gengæld mindede P6 Beat mig i morges om den her sang, og den har jeg hørt 10 gange i dag, og jeg kan mærke, at den gør mig lykkelig, så den vil jeg høre 20 gange i morgen, 30 gange på fredag, og så vil jeg forsætte med at spise mad, sluge det, fordøje det, og jeg er da måske egentlig bare glad for, at jeg faktisk lever meget, altså, for i realiteten er det kun 3 måneder siden, at jeg havde min sidste intense affære, og før det 3 måneder, og før det 3 måneder, og måske jeg bare er sådan her, måske mit liv bare skal være sådan her, fy for helvede, men okay, okay, jeg giver ikke op, jeg giver aldrig op…. og så det med arbejdet. Det må jeg lige tygge på. Formentlig vil det vise sig, at jeg ikke er robust nok til noget arbejde.
Jeg håber, jeg kan klare det.
Jeg vil jo gerne.

kære søndag, der kommer ikke nogen efter mig

{VÆLG PROGRAM}

{><< RITUEL HJERTESORGSHÅNDTERING <>> = }
PROGRAM 1: {ROLIG}
PROGRAM 2: {DRAMATISK}
PROGRAM 3: {IZKOLD}

DU HAR VALGT:
PROGRAM 1: {ROLIG}

{IGANGSÆT PROGRAM:}
{LOADING 77 %}

jeg kender dem til hudløshed,
ritualerne,
kender dem bedre end kærligheden selv (sørgeligt),
det er som en klam discountmenu med slatne fritter ingen gider spise,

ritualerne begynder, sløv fredag, sort humør, kollegaer siger jeg skal gå hjem, men jeg stirrer ind i væggen til klokken 17,

bodegatur of denial
hvor jeg efter 4 øl tænker:
“FANTASTISK – jeg tænker SLET ikke på ham, HAHA…”
“HAHA”
“HAAHAAaaaa.”
tilføje random dude fra rygerrummet på facebook, yassss qweeen,
4 øl til,
bestille stort pitabrød med masser af KØD og være glad for, at have appetitten igen,
råbe “køøød” højt, HAHA,
(den synkende følelse i kroppen, når man lander i sin seng klokken halv fem om morgenen i en tom lejlighed, og det går op for en, at der går tusinde år før nogen nogensinde kysser en mellem skulderbladene igen)

miste appetitten igen,
få menstruation (pain x pain = selvmedlidenhed)
høre podcast med Suzanne Brøgger,
reservere 6 bøger med Suzanne Brøgger på biblioteket,
læse egne blogindlæg fra det sidste halve år
(hvem var jeg før det her)
(åh jeg var så ensom før det her)
(åh nej åh nej åh nej neeej)
(gid jeg bare var død)

telefonopkaldene fra tømmermændslejet til dem der gider tage den,
den grødede stemme i røret:
“Jeg har det overraskende fint..
ikke grædt så meget som jeg troede…
men… jeg har bare følelsen af, at jeg
(stemmen knækker over her)
KOMMER TIL AT LEVE ALENE RESTEN AF MIT LIV OG FÅR ALDRIG LOV TIL AT OPLEVE KÆRLIGHED.. ahhhh”

at græde en lille smule på vej ud af døren, fordi
jeg havde også de her sko på vores første date, ahhh
græde en lille smule, når man sender en sms til veninden om at man bliver et kvarter forsinket,
han var også så god til at skrive, når han var forsinket, ahhh

se The Sound of Music i en zen-venindes lejlighed,
regndråber på roser,
kattekillingers knurhår,
snitzel med nudler,
vilde gæs med månen i deres vinger,

(husk dine favoritting,)

føle sig renset, – ha!
jeg er ovre det, kære søndag,
tænk hvor hurtigt det gik!
jeg er voksen, moden!
shit jeg håndterer ting godt.

åh! han har fødselsdag i dag,
jeg sender lige en neutral, yet charming hilsen på sms,
(ikke nævn hvad du havde brugt 3 uger på at fantasere om at købe til ham i gave)
(2 keramiske krus og en tegning af Napoleon Bonaparte)
(en tegneserie med ham som hovedkarakteren)
(bare skriv noget om at livet er bedst når man er 31 årig)
(send intern joke)
(tegning af dig selv)
(send seks tegninger af dig selv der siger ting)
(fuck jeg er cool, cool – cool – cool)

(vent 8 timer)
(intet svar)
(sluk telefonen)

{PROGRAM 3: LOADING 100 %}

nå.
se bridget jones.

****

ej men, kære søndag,

det er egentlig ikke så slemt.
det er ikke så slemt.
så slemt.
det var godt det sluttede nu,
før det blev slemt,
det ved jeg godt,
jeg ved det
jeg ved,

jeg er også lettet, du ved.
lettet, og meget stærk,
hvorfor bruge energi på en person, der ikke vil en,
det er jeg for god til,
jeg ved det godt,
godt, jeg ved det.
jeg er awesome,

****

kære søndag,
er det egentlig besværligt at have en hund i byen?
måske mit liv faktisk passer perfekt til en hund,
jeg kan tage den med på kontoret,
jeg går jo også mange ture,
og hver morgen vil den kigge mig i øjnene, elske mig,
måske sådan en lille hvid en, lidt tjavset,
en lille klump af kærlighed,
betingelsesløs,
det er perfekt,
hvor køber man en hund henne?
hvordan opdrager man en hund?
elsker den bare en med det samme?

en hund!
(vil den sige, ligesom mark darcy: jeg kan godt lide dig… præcis som du er)

****

synge den her i telefonen med søster, føle at den fortæller det hele for mig (igen – igen – igen – igen, samme historie altid)
skrige-mime på lundtoftegade, AHHHH,
(du vil aldrig glemme mig du vil aldrig glemme mig
der kommer ikke nogen efter mig der kommer ikke nogen efter mig
det er sidste gang du ser mig det er sidste gang du ser mig)

simpelt

Efter vi har lagt på (en handling jeg udskyder med uendelig snak, fordi jeg ikke har lyst til at jeg aldrig skal snakke med ham igen), græder jeg ikke. Smerten er ren.
Jeg ryger en cigaret i altandøren, mens mit hjerte banker febrilsk i brystet. Jeg har ikke spist aftensmad, jeg har kvalme.

Jeg sætter ‘Eternal Sunshine in a Spotless Mind’ på med det samme. Min krop er knudret sammen, men stadig ingen gråd. Filmen minder mig om, at alle går rundt med knuste hjerter, og at der ikke findes nogle regler eller mønstre, som man kan holde sig til – hvad hjertet vil og gør er tilfældigt.

Men… hvorfor vil han ikke mig?
Han er ikke forelsket. Han har ikke lyst til at ses mere; føler ikke, han kan leve op til mine forventninger.
Han er fascineret af mig, er glad for at høre min stemme, synes jeg er så smuk, og det allerklogeste menneske, som han nogensinde har snakket med.
Men vi skal stoppe nu. Han fremlægger “jeg kan ikke lige nu”, men “lige nu” er for lidt for mig – for hvornår så? Hvad skal man vente på? Hvordan kan man slukke et hjerte?

Jeg snakker til, at jeg er udtømt. Jeg siger tak til ham for, at vi kan snakke så fint omkring det. Det er helende for mig. Vi snakker om tidligere sår og at kærlighed ikke er så sort/hvid. Han siger, at jeg er meget enten/eller. Jeg siger, at det er ham der er dét – det er ham der ikke vil prøve igen, det er ham som ikke vil ses længere, ham som har trukket sig.

Og sådan er tingene meget simple, er de ikke?
Ikke at være forelsket / at være forelsket.
Jeg skal ikke tolke på, hvorfor han “har svært ved at binde sig” eller hans traumatiske barndom eller om han mon er psykopat eller at han simpelthen ikke kan overskue at have så mange følelser for mig.
Det er simpelt – han vil bare ikke.
Bum.
Men det jeg ikke forstår er, hvorfor tingene skal gå i stykker, bare fordi den ene part er hurtigere forelsket end den anden?

Jo, okay!, jeg forstår det godt. For et forelsket hjerte kan ikke holde til ventetiden. Mit forelskede hjerte kan i hvert fald ikke. Men hvornår er forelskelser så nogensinde gode? Hvornår kan man bruge dem til noget?

Efter at have gået igennem aftenen og natten uden at græde, vælter det ud af mig her henover morgenmaden. Jeg kan ikke spise noget, så jeg sidder bare og græder ned i ægget og ostemadden. Det er forløsende at græde, selvom jeg er knust i småstykker.
Mit hjerte gør så ondt over det tabte, men jeg ved også godt, at det snart går over.
En anden del af mig er lettet over, ikke at skulle være forelsket i ham længere.

Det er mest de negative tanker, der får mig til at græde nu her. Den klassiske: Det er min skyld. Det er mig der ikke kan elskes. Jeg kan aldrig blive elsket. Jeg kommer til at leve et liv uden kærlighed, og alt hvad jeg drømte om, var at elske og blive elsket, men jeg får aldrig lov. Min kærlighed er kvælende, jeg kvæler alle med min kærlighed.
Og den anden klassiske: Jeg tror ikke på ham. Jeg tror han vender tilbage til mig lige om lidt. At han vågner op om lidt, og finder ud af hvad han har mistet. Jeg ved, at han også elsker mig. Han skal nok komme tilbage.

Jeg ved, at disse tanker hører hjertesorgen til. Det har de bare at gøre.
Jeg kan ikke overskue, at være mig lige nu.
Mit ansigt er rødt og hævet, og jeg ved ikke hvordan jeg skal være på arbejde, hvordan jeg skal spise igen, elske igen eller være noget menneske igen.

Tid heler. Men for helvede hvor gør det ondt.

***

Forleden var jeg til Bisse-koncert inde på konservatoriet. Hans synger meget om, at være dette drømmende menneske – alle disse tanker om at dø og om at elske, at blive ved med at drømme. (“Så – alle drømmere / tiden kommer / og jeres tid vil komme”). Jeg blev enormt rørt af det; som om, det gav mig ro i, at jeg skal blive ved med at være dette menneske, der drømmer og elsker meget; selvom man er blevet brændt af, men aldrig udslukket. Jeg vil ikke slukkes.
Efterfølgende drak vi et glas vin på Café Intime, og her kiggede alle mændene på mig, som om de også så den skønhed, som N. har beskrevet, og de ville snakke med mig, og de ville have mig, og der var dyb øjenkontakt, der var ægte kontakt, og jeg tænker, at det hele nok skal gå, så længe jeg bare blive ved med at være mig. (Ikke at mit selvværd defineres af nogle stive 40-årige Fashion-week typer, haha, bekræftelsen faldt et tørt sted).

I aften skal jeg til to forskellige arrangementer, der henholdsvis involverer idioten H., og den charmerende, skævtsmilede quick/slow-fix, som jeg ikke har set siden i sommers. Jeg er nervøs for at drikke alkohol, jeg er nervøs for mit hjerte, men jeg vil gerne leve videre, du ved.

midt i en ventetid

“Det får en til at føle sig i live!” siger min chef optimistisk, da jeg fortæller ham om min rædselsfulde weekend.
“Tja. Jeg ville hellere ønske, jeg var død så,” griner jeg hult med livløse øjne.
Jeg har lyst til at sove hele tiden. Det føles ikke så livs-agtigt. Det er mere sådan: Nu eksisterer du ikke mere, og kun i søvnen findes roen.
Det er ikke engang fordi det står så frygteligt til (jeg kan ikke græde), det er bare en stressende følelse – en knudret skuffelse der trækker mig ned mod gulvet og konsekvent gør mit ansigt fedtet og bæ-agtigt.
Jeg ligner en sut.

I går holder jeg “hjemmearbejdsdag”. Jeg har drukket tre fadøl mandag aften, og de har slået mig fuldstændig ud af kurs (note til selv: Lad vær’ med at drikke alkohol) – klip til at jeg sidder i min vindueskarm klokken 23 uden lys tændt i lejligheden og hører flødebaseret kærlighedsmusik og ryger. I should be happy / but all I do is cry / (cry cry, no more laughter / Oh I should be happy / (oh why, did he go?) . Blablalblalbla.
Lort.

Nå, men hjemmearbejdsdag…. ha! Godt jeg har et fleksibelt arbejde, hva? Et privilegium som kunstner: Jeg skal have en dag, hvor jeg føler mine følelser – så jeg senere kan kanalisere dem ned i kunsten.
Godt med hjertesorg! Godt med frustration og vrede!
Jeg har lyst til at eksplodere.
Jeg vågner med tømmermænd efter de kun tre fadøl, og tager fluks i biografen, ha! JEG HAR ET LIV. Jeg har taget madpakke og tegneredskaber med til min dag i felten. Mine fødder ryster geléagtigt på fortovet under mig (hvad er det jeg prøver på).

Et mørkt rum, 20 pensionister og tempofyldt film må da kunne slukke for min hjerne. Jeg ser ‘The Favourite”, som er en af de sjældne film, hvor der kun er kvindelige hovedkarakterer – det er befriende!
Jeg suger den kvindelige empowerment til mig foran skærmen, og undertrykker kvalmen og larmen fra mit evigt nervøse tarmsystem, larmen fra snorkende pensionister. Filmen – uden at lave for mange spoilers – udvikler sig til at være et lesbisk trekantsdrama, hvor kvinderne er aggressive, manipulerende og komplet hysteriske – men bestemt ikke svage.

Filmen gør mig sært rasende – altså, ikke fordi den er dårlig, tværtimod (se den!). Men jeg dvæler ved den kvindelige styrke, seksualitet og galskab, og sidst slår det mig, om jeg godt kan tage et opgør med min egen seksualitet. Det lyder ikke så nuanceret, jeg ved det godt, men prøv at forstå den her argumentation:

Hvad har mænd (udover mine søde mandevenner) nogensinde gjort godt for mig? Hvorfor er det altid kvindens ansvar at redde de følelsesmæssigt forkrøblede mænd? Hvorfor bærer vi al deres sorg – samtidig med at vi teknisk set er de undertrykte og bearbejder vores egen smerte over at være kvinde?

Hvad hvis det faktisk er en social konstruktion – et konservativt levn fra fortiden – at kvinden skal indgå i kærlighedsrelationer/forhold med mænd? Hvad hvis det egentlig viser sig, at kvinder kun skulle være sammen med kvinder, men på grund af forplantningsårsager og biologi, har vi fundet på, at vi alle som udgangspunkt er heteroseksuelle?

Jeg har aldrig været sammen med nogen kvinde; kun engang kysset med en offensiv lesbisk pige til en kollegiefest mange år siden, hvor jeg sagde til hende, at hun brugte for meget tunge. Jeg kigger ikke engang efter kvinder, når jeg er i byen – jeg tiltrækkes ikke af dem per definition. Men hvad hvis det kun er fordi, jeg aldrig har åbnet mine øjne for det? Hvad hvis jeg slet ikke har set al det vidunderlige der gemmer sig i mit eget køn?

Indrømmet, det her er en klassisk reaktion på at blive afvist. Det er nemt for mig at putte det i kassen “HVORFOR FALDER JEG KUN FOR ØDELAGTE MÆND – MÆND ER DE VÆRSTE – FY FOR HELVED” – for at dække over mit knuste hjerte og samtidig prøve at tage magten igen, distancere mig fra knuderne i mit bryst, kvalmen, tankemylderet. Men altså, det er da et spændende tankeeksperiment, er det ikke? Seksualitet som en social konstruktion (hej kua).

Nå.
Efter filmen drikker jeg verdens største kop kaffe og sætter mig på en bænk i solen og pulser cigaretter. Jeg er sulten, men kan ikke spise. Koffeinen gør mig ør og temmelig angst. Heldigvis kan jeg godt destruere mig selv og være bange, for jeg har en tid hos min psykolog, som forhåbentlig vil samle mig op fra fortovet.
På hendes kontor i indre by vender og drejer vi hver detalje. Jeg beretter om min lesbiske teori, og hun griner omsorgsfuldt af mig. Jeg prøver at fremlægge ideen om, at N. måske er psykopat/sociopat, og at han – mens han har datet mig – har bollet med alle mulige andre kvinder – at det er derfor han beskriver sig selv som et “ondt menneske”.

Hun siger, at jeg måske skal lade vær’ med at putte ting i kasser på den måde; være reaktiv, i stedet for proaktiv. Huske kompleksiteten i kærligheden og individets forståelse af sig selv, den historie man fortæller om sig selv (i N.’s tilfælde – en historie om et ødelagt menneske, der trækker sig).
“Generelt kan man jo ikke stole på nogen – du kan kun stole på dig selv, så du kan kun gå ud fra hvad du selv føler.”

Efter tre kvarter hos hende er ingen af knuderne i maven forsvundet, jeg er desperat.
“DER ER INTET DER HJÆLPER, FOR HELVEDE. Jeg kan ikke holde det ud.”
“Måske du skal betragte din følelse i kroppen som skuffelse – skuffelse over, at det ikke blev som du havde håbet – skuffelse over, at du troede, at han var anderledes. Så er den måske ikke meget længere.”
Hun har ret.

Da jeg kommer hjem, skriver jeg til ti forskellige på Tinder. Det giver mig en følelse af magt, HAHA – se mig være attråværdig…! Matches, matches, matches, wuhiuuuui.
Mægtig!
…. Indtil ingen af dem svarer tilbage.
Jeg sætter min telefon på flytilstand (igen-igen-igen). Den er på flytilstand hele tiden. Den telefon stresser mig helt sindssygt.

Senere på aftenen slår jeg den til igen, lægger et billed på min story op hvor mine fugtede, store læber er i centrum – klart henvendt til N., som i søndags strøg sine fingre over mine læber og sagde:
“Jeg tror, du har de smukkeste læber, jeg nogensinde har kysset på…”
Han ser billedet, men ringer ikke med det samme og beder om at kysse dem. Dang it.

Og.
Jeg bliver forelsket i min kollega… (det er nok ham jeg ender med, når alt kommer til alt).
Jeg bliver forelsket i en jazzmusiker på Tinder, som jeg mødte til et bryllup i august.. jeg tror også, det er bedst for mig, at være sammen med en anden kunstner. En der forstår hvordan det er; denne intensitet. 
Jeg bliver lesbisk.
(kvindelig ømhed og indsigt er nok det der passer bedst til mig)

Så ja.
Jeg tror ikke, jeg skal holde flere hjemmearbejdsdage.

one less egg to fryyyy
(han elskede æg, suk, haha…)
jeg kan se det i dig, når du sir farvel / du vil aldrig mer’ tilbage / selvom du kan få mig ganske for dig selv / vil du aldrig mer’ tilbage