{(–>xx-sad-sunday-xx <–)}

Det er en feber uden sygdom; en feber i hjernen, der varmer let i den kølige efterårsstorm der rammer mig på cykelstien ned af Nørrebrogade og gennem de halvåbne vinduer i Nordvest; en feber der siger, at Mørket er på vej igen, men at det nok skal gå, at det bare er en sad sunday, et uundgåeligt fesent klimaks på ugen der gik.

***

“Jeg har været så glad på det seneste,” siger han og piller et udefinerbart efterårsobjekt fra kastevindene ud af mit filtrede hår.
“Jeg har også været glad den sidste måned; September er virkelig den måned på året hvor jeg peaker!”
“Nej, men altså, jeg mener.. jeg har været ekstra glad, fordi jeg har været i kontakt med dig. Sådan at skrive sammen hver dag… at møde dig.”
“Åh. Nå. Haha. Ja. Okay. Haha…”

Vi krammer farvel lidt efter. Det er anden date, og vi har endnu ikke kysset. Jeg ved ikke engang, om jeg har lyst til at kysse ham. Måske har jeg. Jeg har ikke prøvet slow dating før; denne langsomme form for kurtisering. Det er forvirrende.

Han har spurgt sine venner om hjælp til hvor vi skulle hen, taget udgangspunkt i hans kendskab til mig, mine interesser, den type person jeg er, og tilrettelagt en aften ud fra det. Først skal vi ud og spise, dernæst enten i biografen (hvor han har reserveret billetter til to forskellige film, just in case), eller på en bar. Jeg har rejst mig fra et leje af Tømmermænd og Overstimulering, og tanketomt bevæget mig ud i den bidende storm for at møde ham til den Storstilede Datenight.

Han er nem at snakke med, jeg føler mig tryg i hans selskab. Jeg tænker, at det er et godt tegn. Efter første date spekulerede jeg på, om det var gået godt på grund af kemi og tiltrækning, eller om det bare var fordi jeg hyggede mig med mig selv (jeg er ret godt selskab). Jeg kan grine mig gennem mange ting, og derfor automatisk tænke, at det var hyggeligt. Mine følelser hænger i luften et andet sted og følger ikke rigtig med.

Da jeg kommer hjem i nat efter seks hyggelige, ubekymrede timer med ham, er jeg trist. Jeg skylder skylden på min trættende Efterårsfeber i hjernen og den underlige vakuum-agtige arbejdsuge jeg har haft.
Du er bare overstimuleret.
Selvklart.

{{{–>(( Jeg tænker på Briten, hvordan har han det mon, hvor er hans mørke øjne og store, behårede mave lige nu (hvorfor skrev han aldrig).
Jeg tænker på Kollegaen og den drøm jeg havde om ham forleden (han holdte om mig, en tæt ske, og spurgte mig, hvad jeg ville med ham; “er jeg kun en krop, er jeg altid kun en krop?”, nej sagde jeg, men jeg skal passe på mit hjerte.)
Jeg tænker på P. og hans våde kys i gangen, hans bedrøvede smil. ))<–}}}

Jeg overvejer, om det ville have været lettere, hvis han var en nar – om der så ville opstå begær. I stedet er han bare vild med mig, og lægger ikke skjul på det. Det er overvældende. I min feberhvilelse denne sad sunday er den mest dominerende følelse, at det ikke går. Men hvorfor går det ikke? Hva’? Fordi det er virkeligt og ikke imaginært for en gangs skyld? Passer vi for godt sammen? Er det for let? Er jeg forelsket i en anden? Er det dét? Er det fordi jeg kun kan bolle og snave? Er det fordi jeg ikke er klar?

***

Fredag nat ligger vi fire mennesker i en seng, i et rum oplyst af stearinlys. Vinden hujer gennem det åbne vindue. En ven masserer min hånd, en anden min fod. Jeg er most ind i min venindes krog, presset op af hendes varme, strikkede krop. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik, men det svimler af alt for meget vin, et kvalmende sus. Lyset i rummet er så blødt, så blødt, gullige, varme farver. Verden føles åben og fuld af kærlighed. Under rødvinen flakser mit hjerte af lykke; over hvor heldig jeg er, at være omgivet af så mange vidunderlige mennesker, ikke kun i sengen, men generelt. Arbejdskrisen aftager mens jeg forsvinder ind i nuet. Jeg behøver ikke at sige noget, jeg behøver ikke engang at grine for at gøre det hyggeligt. Jeg er der bare som jeg er. Jeg håber ikke, det er på lånt tid. Jeg håber sådan, at jeg virkelig er det her menneske.
At det her liv er virkeligt.

(Når jeg græder i dag, sådan barnligt og ubehjælpeligt, siger jeg til mig selv, at det er ok, at det bare er en sad sunday, at det er ok, at have sådan nogle dage, at det ikke er ensbetydende med, at det ramler nu, men jeg ville ønske, jeg vidste hvorfor, og også hvorfor jeg er så træt, og i morgen tager jeg til Jylland, og jeg håber, at jeg kan finde ud af at rejse, at feberen ikke følger med mig, og at jeg ikke når at overtænke ting, før de overhovedet er startet.)

nemt

1.
Du er så irriterende, tænker jeg.
Du er så sindssygt irriterende. Men jeg kommer til at ride din spinkle krop senere. Jeg ved, at jeg kan få dig med hjem i seng. Det er så nemt. Jeg smiler for mig selv, sejrsbevidst, og undrer mig over, hvorfor jeg stadig drages mod dig. Jeg skal bare holde ud denne aften og vente på, at alle de andre er taget hjem. Jeg skal drikke øllene der stilles foran mig, men ikke blive for fuld. Jeg føler, at jeg gløder af sex. Jeg kigger på dig over bordet og siger med mine øjne, at vi skal bolle senere. Du giver mig stiltiende ret. Nu venter vi i fællesskab. Det bliver sent, men jeg er stædig. Det er nemmest at knalde dig af alle.

Det er dig som kysser mig, og du kysser mig meget, mens du klemmer begærligt om mit nøgne bryst. Vi overskrider grænserne for vores ellers velfungerende hudsult-konstellation. Jeg har lyst til at spise dig, men du gribes pludselig af Samvittigheden og er bange for at gøre mig ondt. Du tror, at du er det værste menneske på denne jord. Du griber alle muligheder du har, for at hade dig selv. Jeg siger, at det er synd, at du ikke selv kan se, hvor godt et menneske du er.

Du siger, at det værste du nogensinde har gjort, var at såre mig. Jeg understreger, at jeg på ingen måde er forelsket i dig (længere). Vi diskuterer en time i mørket. Min tunge klikker tørt blandt bodegasmøgerne og de alt for mange øl, jeg har glemt inde i min mund. Du siger det samme igen og igen: At du hader dig selv, og at du ikke bare vil bruge mig. Jeg spørger, om du har overvejet, om jeg også bare bruger dig.

Nemt. Det skulle være nemt, ikke. Jeg lukker ørene for følelsessnakken.
Vi har endelig sex, men spændingen har lagt sig. Mit skød er bodegafølelsesløst og har ikke mere væske i kroppen. Du kan heller ikke komme. Vi giver op og falder i søvn tæt omslyngede.

2.

Fire timer efter ringer mit vækkeur. Jeg har planlagt, at hvis jeg skal være sammen med mine forældre i over 24 timer, så er det nemmest, hvis jeg er meget træt og har mange tømmermænd.
Jeg nynner med på sange i badet, som jeg ved, at du godt kan lide. Du kan ikke rejse dig op, og jeg putter min nøgne, nyvaskede krop op mod dig i sengen. Du stønner af tømmermændssmerte, og jeg efterlader dig i soveværelset, da min familie holder ude foran. Fra gaden kan jeg se de nedrullede gardiner oppe i lejligheden, og før jeg stiger ind på bagsædet, fniser jeg over alle hemmelighederne der gemmer sig bag.

I bilen sover jeg bare.
I sommerhuset sover jeg bare.
På gåturen sover jeg bare (mens mine ben vandrer og munden siger: Jeg nyder skovens stilhed) (de andre ødelægger stilheden ved hele tiden at sige: Hvor er her stille) (jeg tænker ikke engang på cigaretter, jeg tænker ikke engang på cigaretter) (cigaretter) (cigaretter)
På sofaen om aftenen tegner jeg. De ser nysgerrigt med. De bliver stolte af mig.
Jeg synger sange foran anlægget. Fortæller vittigheder.
Jeg kan mærke, at vi alle er glade for og lettede over, at jeg er i så godt humør. Det er som om, vi alle tænker: Det har vi aldrig prøvet før.

De venter på eksplosionen af aggressionen, angsten, gråden. Men den kommer ikke. Jeg er blid som et lam. Så nemt et menneske; deres datter, en ny datter!, hvor kom hun fra efter alle disse år? Bedøvet af tømmermænd, bedøvet af mig selv. Det er nemmest at være sådan her. Jeg orker ikke andet.
Så sådan glider man nemt gennem en weekend, upåagtet af de rædsler man havde forventet. Jeg er jo i fuld kontrol over mig selv. Jeg burde altid være sådan her. Måske er det bare sådan her, jeg er nu. Tænk engang.

Den lille familie støder til den store familie, og jeg kaster sten i havet og prøver at høre ordene der kontinuerligt vælter ud af min mund. Bagefter sidder vi alle i den lille stue. Mine bedsteforældre serverer sodavand og lakridskonfekt. Jeg kigger skjult på min onkel der snakker med sin 11-årige datter. Hun ligger på ryggen, og han driller hende ved at trykke hende i ansigtet. De snakker indforstået sammen imens.
Det går op for mig, at jeg gerne vil have børn, hvilket giver et lille stik i hjertet, for jeg kan ikke forestille mig, at nogen skulle få lyst til at få børn med mig.

Da jeg bliver sat af i Byen senere på aftenen, og har lukket døren bag mig, siger jeg selv: “Hvor er her stille” og ødelægger dermed stilheden. (Cigaretter) bliver til cigaretter. Jeg hoster stadig. Forkølelsens efterlevn. Cigaretternes efterlevn. Du har selvfølgelig forladt min seng. I et kort drømmesyn, forestillede jeg mig, at du stadig lå der, for det ville være nemt, hvis du gjorde.

3.

Det er ægte efterår nu. Luften er tyk af abstrakt nostalgi. Jeg kan ikke placere nogle minder, de svæver bare ind og ud af mit væsen. Det føles som en forelskelse. Jeg er fiktivt lykkelig.
Og jeg vil gerne have en kæreste. Det beslutter jeg mig for. Lige her på vippen til efteråret. En kæreste, der ligger ovenpå mig i sofaen og kysser mig på halsen under rullekraven.

En fyr på instagram har forgæves spurgt mig ud med jævne mellemrum det sidste halve år. I sidste uge skriver han, at han er ved at falde ned af stolen over mit smil. Det er meget smigrende, så i morgen skal vi på date.
Her vil jeg smile mit falde-ned-af-stolen-smil, forhåbentlig har han også sådan et smil, jeg falder ned af stolen, og Du bliver til et andet Du, og jeg vil elske dig for evigt, og du vil putte babyer i mig.

Nemt.

4.

Jeg skråler den her i køkkenet, mens jeg koger tortellini og steger gulerødder.
Det er en utrolig nem ret.
(Ej okay, stopper nu, haha)

tomme huse

Jeg ser septemberkøbenhavn gennem fedtede forkølelsesbriller, hvis stænger presser så hårdt bag ørene, at tankerne ikke kan høres. Det er hverdag igen, men byen føles stadig tom. Jeg lukker øjnene på kirkegården på vej hjem fra arbejde tidligere i dag, men er bange for, at hvis de er lukkede i for lang tid, så falder jeg i søvn.

Operation Mad og Indkøb virker uoverkommelig; jeg ved, at jeg er sulten, men reelt set kan jeg ikke mærke noget. I stedet er der kun den her sære tavshed og følelsesløshed, som alligevel får mig til at smile lidt i den milde efterårssol og ryste blodsukkerklamt nede på pizzeriaet, mens jeg venter på en burgermenu.

***

På sofaen hos Bedstevennen i en højloftet lejlighed på Østerbro i går aftes kan jeg se mine halvbedøvede hvidvinsord hvirvle rundt i luften som støvfnug. Snotdelen af forkølelsen er overstået, men min hjerne er desværre ikke rigtig fulgt med. Til trods for opkogt ansigt og et vanvittigt søvnbehov, har jeg nægtet at aflyse aftalen. Vi har ikke set hinanden i månedsvis.

Det viser sig at han er blevet voksen i mellemtiden. Da vi blev venner ved årsskiftet var han en dreng, men nu er han en mand. Jeg betragter hans nye, voksne ansigt, mens han snakker. Det klæder ham.

Jeg har siddet i sofaen før.
Vi har drukket vin sammen før.
Vi har haft disse dybe samtaler før.
Og jeg er gået ned på gaden efter 5 timers snak og været ked af det før.
I nat prøver jeg for første gang at forstå, hvorfor det er, at jeg bliver ked af det. Det kan ikke være fordi, at jeg er forelsket i ham. Det er jeg ikke. Det ville jeg da vide. Venneforelsket, altid, men ikke noget begær. Jeg siger altid ting, jeg aldrig har sagt før. Min tunge smager på de nye ord. Der er så meget omsorg og respekt imellem os. Jeg overvejer, om det er mængden af forståelse der gør mig oprørt.
At blive set.
Jeg aner ikke, hvad fuck det handler om det dér.
Nå.

Hvidvinen og tankerne prikker lidt til forkølelseshjelmen på cykelturen hjem. Sengen i Nordvest skriger efter mig. Jeg låser mig ind i opgangen og går op af trapperne, men der er noget galt. Døren til lejligheden på første sal er blevet sparket ind, slået til pindebrænde, og der er helt mørkt og stille derinde. Jeg går hurtigt forbi og lukker mig ind i min egen lejlighed på fjerde sal med bankende hjerte.

I stedet for at ringe til politiet, skriver jeg på vores intranet. Der er ingen der svarer. Efter en time går jeg i nattøj ned af trappen og kigger ind igen, jo jo, den er god nok, det ser stadig skummelt ud. Jeg iler tilbage i lejligheden, ude af stand til at vurdere, hvad jeg skal gøre.
Jeg føler mig som en gammel, utryg dame der bor alene.

Hvis jeg havde en kæreste eller bofælle, så ville vi jo gøre noget. Men jeg har ingen. Så der kan jo ikke forventes af mig, at jeg kan gøre noget. OG hvad gør jeg overhovedet, hvis de kommer ind i min lejlighed, indbrudstyvene, hvad hvis de myrder mig. Men det kan jo lige så godt være, at ham på første sal ligger død derinde, slået ihjel!, og hvor er det sindssygt af mig så ikke at gøre noget overhovedet, ville jeg kunne leve med det, åh, jeg er et udueligt menneske, hvorfor er der ingen jeg kan ringe og spørge om hjælp, og hvorfor kender jeg ingen mennesker i min opgang, det er jo sygt

Selvsagt får jeg ikke sovet særlig meget i løbet af natten, og vågner om morgenen ved, at politiet aggressivt ringer på døren (nogle andre i opgangen har tilkaldt dem). Jeg er rasende på mig selv. Sådan: “NÅ det er sådan et her menneske, jeg åbenbart er. En menneskesky, egoistisk kujon.”
Samtidig græder jeg en lille smule (ikke foran politiet, slap af), fordi jeg mig ubærligt alene.
Det var ikke sådan her, jeg skulle være.
Det var ikke sådan her, jeg skulle bo.

At være heltemodig. At gøre det rigtige. At tænke på andre. At kende dem man bor omkring. At passe på hinanden.
Basale menneske skills.
Shit, det har glippet for mig.
Men nu er vi alle bundet sammen af indbruddet og det kollektive svigt.
En anden havde hørt det ske, men heller ikke gjort noget.
Jeg prøver på, ikke at være utryg.
Jeg prøver på, ikke
At være utryg
I de tomme opgange
med de tomme lejligheder

***

Forleden nat drømmer jeg, at jeg møder Skægmonstret til en fest. Han krammer mig overrumplende kærligt; et drømmekram jeg i vågen tilstand ikke kan ryste af mig.
Nu hvor det er efterår, hvor man har tunge striktrøjer på igen, og vejret tvinger en indenfor, kan jeg fremtvinge et minde om, at blive omfavnet af en elsket. Den dér form for hengivne, kravløse intimitet. Åh. Jeg kan oprigtigt mærke spøgelseskrammet på min krop, hvis jeg koncentrerer mig hårdt nok.

Jeg logger på Tinder for at lede efter hengivne drømmekram, men jeg ser kun gamle elskere og deres metalliske kroppe og intetsigende mænd med søde smil.
Jeg vil kun have skægmonstrets varme,
jeg vil begraves i hans overdådige skov af skæg,
jeg vil mærke hans bamsede mavedeller presset mod min ryg.

På arbejdet siger jeg, at jeg har verdens blødeste trøje på, så de andre bliver nødt til at røre ved mig for at mærke, om jeg taler sandt.

Snedigt gået, kære hudsult.

aldrig-aldrig land

“Kommer I ikke nogen gange til at hygge for meget? Altså, jeg vil ikke være en lyseslukker, men øh, det virker bare lidt useriøst det her, haha.” Den bebrillede Sælger kigger alvorligt på mig og tager endnu en tår af sin sukkerholdige drink. Forinden har han vist mig de store, højloftede lokaler han selv arbejder i, og jeg har i min kæmpe ginbrandert bare grint og grint og grint af alt hvad han sagde, helt ukritisk og akavet flirtende.

“Jeg er i slut-20’erne… altså, jeg er 29… og nogle gange kan jeg da godt tænke, at jeg ikke lever som en 29-årig… sådan.. wake-up, girl, skulle du ikke være voksen nu…” Jeg griner igen, alt for højt, og håber ikke, han bemærker den afskallede neglelak på mine nedbidte negle. Måske er det en charmeoffensiv jeg har indledt, jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af ordene der kommer ud af min mund. Det eneste jeg ved er, at jeg om morgenen (med massive bodega-tømmermænd) nøjsommeligt har barberet ben og kønshår, ryddet op i lejligheden og taget mit strammeste tøj på. Da han på et tidspunkt viser mig firmaets lydstudie, lukker døren bag sig og ikke tænder lyset, banker mit hjerte ivrigt i brystet på mig, jeg griner tamt i mørket, og en flygtig tanke om forbudt, lydisoleret sex rammer mig, indtil han tænder lommelygten på sin telefon.

Da jeg viser ham min arbejdsplads og forklarer ham om projektet, griner han skeptisk og spørger: “Har du virkelig brugt 8 måneder på det her? What..”
“Haha, ja, det er lidt fjollet … men de kaster penge efter os, så deet…”
“Ah men, jeg mener, der er jo ikke nogen penge i det her; det er jo et vildt mærkeligt projekt. Er det helt seriøst det her? ”
(Kniiirkkkk krasshhhhhh huhhhhhheyyyhhhhh. Lyden af at blive helt knastør i trussen.)
Jeg overvejer, om jeg kun var tiltrukket af ham, fordi han har det dér generiske look, ligesom P., og han hedder det samme som P., ligner ham til forveksling, ligner ham nok egentlig meget, men det er ikke P., det er ikke P.
Det er en fed, pengefikseret idiot.

Vi har gennem et halvt år hilst forsigtigt til hinanden i rygerskuret, det muflede hejhhh under cigaretten, men knapt udvekslet to sammenhængende ord. Alligevel inviterer han mig og mine kolleger med til den store konsulent-fest i deres glinsende designer-lokaler, hvor væggene prydes af motivational quotes såsom “Don’t complain about things you’re not willing to change” og “Wake up with determination, go to bed with satisfaction”. Der er fri bar, gratis mad og smarte mennesker. Mine venner og jeg stikker ud; som børn der er kommet med til de voksnes fest. Vi drikker tæt, alt for meget, det er gratis for helvede, og invaderer dansegulvet med kejtede trin.

En anden fyr med akne-arret hud og ujævne tænder spørger mig, om mennesket har en sjæl, og om hvad jeg tænker om “bevidstheden”, pisseirriterende taleemne, og jeg lirer alt muligt af, så (gin)velformuleret, så (gin)abstrakt og (gin)dybt, at han kigger på mig som et orakel, hans udkårne. Jeg kunne score dem, jeg kunne tage dem med hjem, det tror jeg, det er let; når fingre fletter sig på dansegulvet og dørene lukkes i små rum, du kan bare springe på, der er åbent i butikken. Men det er ikke mig de vil have, det er ikke dem jeg vil have, så igen lader jeg vær, mit crew og jeg forlader festen og starter vores egen, i vores useriøse lokaler som de useriøse mennesker vi er, og jeg står blandt disse skønne kolleger, der er de mest uprætentiøse mennesker jeg kender, og jeg hopper op på skuldrene af den ene, svajer dansende rundt i det lille useriøse kontor, så ikke-voksne, så fattige, så lykkelige.

*****

Da jeg var i starten af 20’erne boede jeg sammen med en pige, der havde styr på sit skidt og travlt med at blive ægte voksen. Hun brugte sine penge på designer-køkkenudstyr-tøj-service-you name it, og tog sit liv ekstremt seriøst med kærester, medicin-studie og rygning (hun røg kun 2 mistral – !!!!!! – cigaretter om ugen, fordi det fik hende til at se sej og løssluppen ud). En dag fik hun klippet sit hår kort, du ved, Carey Mulligan-Emma Watson-style, og sagde til mig: “Som kvinde kan man ikke have langt hår, når man bliver voksen. Det er simpelthen så kikset og sørgeligt, hvis en kvinde bliver ved med at have langt hår.” Jeg kan huske, at jeg kiggede på mine tjavsede spidser der gik helt ned til taljen, og tænkte: Jeg tror aldrig, at jeg bliver korthåret.

Nogle gange er det som om, at folk omkring mig beder mig vågne “op til virkeligheden”. Det giver mig en fornemmelse af, at leve i en dybt urealistisk drømmeverden, og være et trafikuheld som folk omkring mig ikke kan tage øjnene fra. Mit hår er desuden stadigvæk mega langt og tjavset. På arbejdet har jeg kun mandlige, yngre kolleger, hvilket lærer mig at være som en mand i midt 20’erne oppe i hovedet, og skal jeg fortælle dig noget? Det er det fedeste i hele verden. Vi laver bizarre væddemål og lege, sviner hinanden til (på en kærlig måde, slap af), hører høj hip-hop, og drikker os umanerligt fulde. Måske bor vi i Never-never Land som en broget flok Peter Pan’er i en parallel-virkelighed til Det Voksne, Seriøse Liv. Men hvem siger, at vi er forkerte og de er rigtige? Hvilken virkelighed er det vi skal vågne op til?

Åh, det var heller ikke fordi, jeg ville fortabe mig i alle mulige floskler og generaliseringer. At lave kunst – især et stort, mangeårigt projekt – føles som Kejserens Nye Klæder; jeg er konstant bange for, at man ser, at jeg ikke har noget tøj på. Når Sælgeren stikker ind til projektet, bliver jeg bange for, at jeg lever på en løgn, og at jeg en dag skal lave noget andet, noget voksent, for jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af det, om jeg passer ind i det, og ikke mindst, om jeg har lyst til det. Men måske det handler mest om selv-integritet; at stå ved og tage sig selv alvorligt. Og måske også omgive sig med mennesker, der også er fri fra disse integrerede, konstruerede ideer om, hvad det vil sige at være voksen. Skal man ikke bare gøre noget, som gør en glad?

Om en uge starter jeg formentlig med at undervise igen, og om en måned er jeg tilbage på dagpenge i det skide system, fordi vi er løbet tør for penge. Det længste romantiske forhold jeg har haft det seneste år har været til Mr. Rabbit, og jeg betvivler oprigtigt, om jeg en dag vil få min egen familie – og om jeg overhovedet skal/kan være kunstner (fucking abstrakt jo). Andre gange kan jeg stresse over, at jeg en dag ikke har råd til at bo i min lejlighed længere, og om jeg kommer til at dø af kræft, og om jeg kommer til at ældes med ynde, om tiden løber fra mig, og om tingene nogensinde vil lykkes for mig.
Så jeg burde vågne op, burde jeg ikke?
(Men til hvad?)

***

Til gengæld er jeg jævnt besat af det her musik, og spiser dagligt chill-pills.

Her på bunden kan jeg roligt kigge op
Føle livet med min veltilfredse krop
Ingen måler mig her, alt er frihed lige her
Frihed i forfald

kløen

Kløen er næsten forsvundet,
de små mistænkelige blærer under hårsækkene er gået i ét med den fregnede hud, druknet i tyk, hvid kopattesalve. Når jeg ikke tænker på den, er den der ikke.

Min psykolog spøger i går:
“Hvis jeg lige skal gå Freud på den, så er det måske den ‘søde kløe’ du lider under?”,
vi griner, mens jeg klør mig på underarmen med flossede, nedbidte negle, den søde kløe, uhada, men kære psykolog, kan du ikke forstå, at jeg er bange for at date?
Det er synd, du skærer dig væk fra al Nydelsen,
Nydelsen er ikke afhængig af Lidelsen,
men alt har konsekvenser, det skal du forstå,
omfanget af konsekvenserne, dem styrer du selv, det er dit job.

Men fortæl mig så, – hvordan elsker man?
Hvordan indleder man sig med nogen uden at tabe sig selv komplet?
Jeg spørger hende mellem kløen, armene svulmer rødligt op, og åh, nu er den også nede ved anklerne, dér hvor de lysebrune hår stikker som nåle.

#sixweekssober, du er dygtig skath, du er dygtig,
jeg roser mig selv hele tiden, og de bekymrede venner kan ånde lettede op, for man passer jo på sig selv, når man ikke indleder sig med nogen eller noget,

men hudsulten, forbandelsen, melder sig, for jeg indser, at jeg har en krop, den klør, på alle tænkelige måder, jeg zoomer ind i min hud, spotter skønhedspletter jeg aldrig har set før, og jeg bliver endegyldigt sikker på, at jeg har kræft,
ALLE slags kræft,
og mon ikke det er dét bag øjnene og ikke huden den er gal med,
“Hvorfor bliver jeg sygdomsangst, når jeg er glad?”
Kvindeligt hysteri manifesterer sig i kroppen.
I kløen.
Den fordummende Kløe.

Jeg tegner måner og skyer på arbejdet, men mit sind er dybt nede i sokkerne der er i kontakt med jorden, en forlængelse af min benægtelses- og åbenbart dødsenssyge – krop, mærk kontaktfladen mellem dig selv og dig selv, jo tak, og mens blodet flimrer og flakser, så ved jeg godt, at jeg ikke skal være bange for ydre ting, for jeg er en badass bitch, Angstens Dronning, og hun kan godt tage ind på gamle arbejdspladser uden at dø, (hvordan ville du kollapse, spørger psykologen, og jeg råber, (nej, jeg råber aldrig), – jeg siger, det ved jeg virkelig ikke, det ved jeg virkelig ik-kæ, for min krop kan ikke kollapse bare sådan, sådan fungerer den ikke)

Så hvad gør en stakkels kvinde med hudsult og sød, supersød, sødsød kløe, det lyder som noget, der skulle ordineres imod, jeg trasker ind og ud af byen, ind og ud af glæden, for græsset er bogstaveligt talt blevet grønt igen i frederiksberg have,
hvor jeg drikker den stærke kaffe,
og skriver en lang besked til P., for jeg har en idé,
at han skal komme og røre ved mig, ved min kløende og super døende krop,
få det til at forsvinde,
(men han kunne heldigvis aldrig drømme om at svare mig)
(thank god)

Jeg tror, at jeg skal være noget,
at jeg er noget,
Men mine ord hænger i laser, er fugtige som septembersolen,
Jeg har så mange forventninger og illusioner,
Men jeg er samtidig så træt,
Jeg gør virkelig mit bedste.

(det kan jo også bare være, at jeg er allergisk overfor et eller andet)

boomerang

Da hun var gået, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg gik rundt om mig selv i cirkler på stuegulvet, mens jeg snakkede højt med mig selv og kløede mig febrilsk på armene:
“VILD, HAHA, JEG ER SEJ. OG VILD. JEG ER SEJ NOK. OG NU ER VI VENNER IGEN. SEJE, VILDE VENNER. ET HELT NYT LIV ÅBNER SIG FOR MIG”
(okay, det var ikke præcis sådan her det forløb, men jeg følte mig lettere manisk, det gjorde jeg altså). Jeg lagde mig på sofaen og satte ‘Toppen af Poppen’ på for dets sløvende effekt på mig (det er meget sløvende, ahh), men jeg følte mig for kunstigt lykkelig og alle mulige voldsomme energier fløj rundt i min krop, til at jeg kunne falde til ro.

Vi havde begge gjort os umage for, at beskrive de seje (umuligt, ligegyldigt ord) ting vi havde gang i som praktiserende kunstnere (og levende, energiske mennesker). Efter mange års – for mit vedkommende, ufrivillig – adskillelse, var jeg endelig klar til at vise hende, hvor langt jeg var kommet, og hvor SINDSSYGT GODT JEG BARE HAR DET HAHA! Før hun kom tænkte jeg: “Hvor er det godt hun kommer i dag, jeg er jo virkelig glad for tiden. Sygt god timing. Nu håber jeg bare ikke, jeg bliver angst overfor hende… så er det hele ødelagt.” Min BH strammede, gav mig ondt i maven, og mine ben og arme og ryg kløede helt vildt. Slap af, slap af, DET BLIVER SKIDEHYGGELIGT, FOR FAEN.

Da vi snakkede, nej, da hun snakkede, glemte jeg nogle gange at lytte efter. Jeg tænkte for mig selv: “Jeg håber, at hun synes, at jeg er rask og sej nok til, at hun har lyst til at være min ven igen,” og kiggede på hende med forelskelses-beundrende, omsorgsfulde øjne. Hun kiggede kærligt på mig og fortalte mig, hvor dejligt det dog var, at snakke med mig igen. Da hun var gået, følte jeg mig som en sjælden pokemon, som hun havde valgt at fange.. #happiness #blessed #lucky.

Da lykkerus-dampene fra det genvundne venskab havde lagt sig her til morgen, kunne jeg bedre se mine tanker. Nej, jeg lyver nu. Ikke her til morgen, først nu. Det skete, at jeg tog på arbejde, og også energi-eksploderede ud over mine kollegaer som en mangeårig, undertrykt kamp-ejakulation fyldt med konfetti og sært højrøstet latter, en tyk klæg væske i alles hår. Foran min computer pumpede jeg rundt i alt dette liv, og blev til sidst lidt bange for, hvordan jeg kunne være så glad. Har jeg en psykose? Har jeg mistet min forstand? Hvorfor kan jeg ikke rumme min glæde?

Indrømmet – jeg har været i en lettere hysterisk tilstand i dag, HVORFOR MON?
Jesus christ. (Jeg ved jo godt hvorfor.)

***

I går var desuden en sær dag. Den dér boomerang-følelse, af at man sender noget ud, glemmer det, og slam, så vender den tilbage fyldt med slimet indhold. Et ubesvaret opkald fra H. med anmodning om overnatning, en erklæring fra Amagerdrengen om “hey, jeg er single” (what a surprise…) PLUS en ny følger på insta i form af gamle roommate, der efter halvandets års bitter stilhed pludselig søger min opmærksomhed.
(Er der desuden nogen der kan forklare mig mekanikkerne i det dér insta-følger halløj? Er det bare et tavst hej eller et reelt forsøg på at genskabe kontakt? Jeg forstår det ikke.)

Nå. Men oven i disse slimede boomerang-mænd, kom Veninden så også flyvende, et egentligt voldsomt blast from the past, hvis tyngde jeg overhovedet ikke forholder mig til. Mit horoskop fortæller mig, at jeg skal omfavne de “uventede henvendelser”, idet de kan betyde “nye muligheder”. Men jeg ved nu ikke.. der er vel en grund til, at ting er i fortiden.

Samme gælder det der skal ske i morgen: Jeg skal tilbage på en gammel betændt arbejdsplads til et eftermiddagsseminar. I en ny rolle dog, men det gør det ikke mindre skrækindjagende. Jeg troede ikke, at stedet var en boomerang. Mere bare en træpind man kaster i en grumset sø. Det var ikke meningen, at sådan nogle skulle komme tilbage.

Jeg har længe ignoreret mindet om Det Store Mediehus, en omsiggribende benægtelse, men Store Mediehuse forsvinder ikke bare sådan lige (de er jo store…). Jeg kan under mine vilde glædes- og energiudladninger være nervøs for, hvad der gemmer sig bag de store glaspartier; jeg forsøger på ikke at tage min nervøsitet seriøst. Computerdrengene vil være ved min side, og jeg skal egentlig ikke bidrage med noget. Men alligevel presser katastrofetankerne sig på, så jeg smører min hud ind i decubal, for at lindre kløen. Hvorfor er jeg ikke mere træt?
Jeg vil gerne bare gå i seng nu.

****

Jeg logger desuden på sexappen efter næsten #sixweekssober og skriver med en fyr, som ser sært genkendelig ud. Efter to beskeder frem og tilbage foreslår han allerede om vi skal mødes, og jeg ved ikke engang, hvorfor jeg skriver med ham, og det virker totalt uoverskueligt, at skulle mødes med nogen, jeg troede bare, at han ville skrive med mig, sådan, om alt muligt, jeg havde glemt, at det var en sex-app, jeg havde lige glemt, at jeg var et stykke kød, som man uforpligtende skal penetrere, det var ikke dét, jeg havde forventet, det var ikke dét, jeg så mig selv som længere, så jeg lukker appen hurtigt igen.

****

Jeg forsætter lige med angst-popsangene lidt endnu.
help me, i’m crawling in my skin.

Tirsdag morgen:
Jeg ifører mig strømpebukser og en behagelig bomuldsnederdel uden elastik i livet. Min Store Mediehus-uniform. Jeg havde aldrig bukser på, da jeg arbejdede der, for jeg var bange for, at de strammede så meget, at jeg ville besvime eller jeg ville føle mig utilpas (sådan en irrationel angsttanke om at tøjet ville blive klaustrofobisk).

Igen den her: “Jeg håber ikke, jeg får angst, så går det hele galt; jeg skal styre mig selv, og gøre ALT for ikke at være angst.” Jeg var rædselsslagen i sådan en grad, at jeg aldrig nåede at være nærværende og nyde min ellers priviligerede stilling. Jeg husker nærmest kun tunge lukkede døre i mødelokaler og studier, de utallige larmende, intimiderende mennesker i kantinen, og de forventninger jeg havde til mig selv og aldrig kunne indfri. Rystende hænder, søvnløs og stakåndet i et halvt år.

Og nu er det morgen, det er over tre år siden jeg var der, og alligevel har jeg ubevidst taget min angst-uniform på, og jeg siger til mig selv: “Ikke få angst, ikke få angst.” Det er en lille pakke, der er let at hive frem. Jeg gør egentlig også det samme i går aftes, måske i min ængstelige, ikke-refleksive forberedelse til i dag; ligger pludselig og swiper på Tinder i 2 timer (!!) uden at like nogen, men i stedet blive grebet af en overvældende dårlig selvtillid, og jeg ender med at slette min konto på begge appsene, og græde over, at mine ben er SÅ ulideligt klamme “DER ER ALDRIG NOGEN DER KOMMER TIL AT ELSKE MIG”, mens mine lår og hofter klør’ helt vildt, og jeg kratter og kratter og kratter på dem, kigger på min nøgne krop i det frygteligt  afslørende badeværelseslys, og jeg hader pludselig alt ved min krop, blodårerne, appelsinhuden, strækmærkerne, fuck jeg er blevet så tyk, jeg r blevet så ulækker, hvordan har jeg bare ladet stå til, og jeg græder igen, “JEG PRØVER AT GØRE MIT BEDSTE, JEG HAR GJORT MIT BEDSTE”, og jeg facebooker da også lige Løven (what the fuck), bevidst om at det altid gør mig elendig til mode, og finder tilfældigt en video med ham, hvor han snakker, og jeg tænker “Jeg var aldrig god nok til ham; hvad lavede han overhovedet med en som mig?”, og han er så smuk, og jeg husker hans stemme, og og og,

FUCKING. STOP. DIG. SELV.

Jeg er allerede for sent på den; den er halv ti, men jeg kunne ikke komme op af sengen. Jeg bliver nødt til at tage derud, jeg bliver nødt til at se, at det ikke er farligt, og at jeg har en gylden mulighed for at være mig selv derude. Jeg vil gerne prøve det. Jeg tror godt, at jeg kan. Ellers kan jeg jo bare gå, kan jeg ikke? Jeg gider ikke være bange, jeg gider ikke hænge fast i fortiden, jeg vil gerne have en åben verden, et frit liv, jeg vil ikke have et liv med smerte og lidelse som en fransk digter i 1800-tallet (læste Arthur Rimbaud igår, holy shit), det er ikke min poetiske opgave.

***
(Fra Rimbauds ‘En årstid i Helvede’, 1873)
“Jeg burde have et helvede til min vrede, et helvede til min stolthed, – og et helvede af kærtegn; en koncert af infernoer. Jeg dør af træthed. Det er graven, jeg er på vej til ormene, åh, rædslernes rædsel! Satan, din spøgefugl, du vil opløse mig med din charme. Jeg protesterer. Jeg protesterer! Et stik med din trefork, en dråbe af din ild.
Åh! At stige op til livet igen! At kaste et blik på vores deformiteter. Og denne gift, dette tusinde gange forbandede kys! Min svaghed, verdens grusomhed! Min Gud, min medlidenhed, skjul mig, jeg er alt for uartig! Jeg er skjult og jeg er ikke skjult. 

en popsang

jeg er en emo-blogger, så hvad blogger man om, når man som i disse uger ikke er emo,
jeg kan undre mig over den glæde og energi der pulserer i min krop,
kan jeg overhovedet genkende mig selv i det, kan jeg undgå at forvente en nedtur,
(ikke engang min PMS kunne få mig ned med nakken)

nej, jeg vil ikke problematisere det,
det er jo helt vidunderligt at være glad,
at være sådan et menneske med en masse følelser, overvejende positive,
og jeg glider lydløst gennem dagene, decideret lykkelig og euforisk over mit arbejde, jeg er for første gang i et halvt år i stand til at nyde det og værdsætte det ordentligt,

jeg punkterer negative tanker, sådan her
jeg er god, jeg er god nok, jeg er
god, jeg kan godt, jeg kan,
godt

det er vigtigt at skrive ned, prøve at forstå glæden, ligesom jeg så let forstår mørket,
ikke alle følelser er lidelse og smerte,
selv når jeg græder, bliver rørt, betyder det ikke, at tingene nu skal gå ad helveds til,
og det er en drøm at være en sukkerholdig popsang, det kan jeg ligeså godt indrømme,
hold kæft det er fedt,

jeg kunne eksplodere i mine dansetrin, selvom blodet fosser ud af mit underliv,
min energi er voldsom, jeg gløder,
holder det op snart, eller er det her mit liv nu?
jeg vil ikke hjem fra byen, for der er mere jeg skal nå,
jeg vender ryggen til mændene der dansende bejler til mig,
jeg pisker dem med min hestehale, mens knapperne i min skjorte springer op,
jeg gemmer mig i popmusik, med sved der drypper ned på gulvet,
jeg glider ikke,
jeg er mægtig,

jeg skal huske, at jeg kan være sådan her, have det sådan her,
jeg skal huske,
husk det
nu

nogle dage kommer jeg i tanke om, hvordan en pik ser ud,
hvordan den føles, i hånden, i skødet,
og så kan min sultne hud længes så voldsomt, at jeg bliver helt svimmel,
at jeg kan snakke med computerdrengene på kontoret, mens min hjerne går:
gad vide hvordan det ville være at knalde dig,
hvordan mon din pik føles,
men så glemmer jeg igen, sødmefuldt forsvindingsnummer,
sætter en ny popsang på,
keep on dancing till the world ends

min hud klør,
jeg spekulerer på, om der er mider i min hud,
eller om det er en stress jeg undertrykker,
stress sætter sig i huden,
eller måske har jeg brystkræft,
knuder,
eller underlivsbetændelse,
spændinger,
jeg mærker efter på min krop hele tiden,
ser konstant mig selv med nye øjne
var den skønhedsplet altid dér?
er jeg dødelig? er jeg levende? lever jeg ikke for evigt, eller hvad sker der?

klokken fem i morges,
skridttælleren fortæller mig, at jeg har danset 8 km.
fuld af kærlighed, fuld af gin og energidrinks,
jeg er fucking unstoppable,
jeg flyver hjem, poppen banker i ørene, jeg synger i de tomme gader,
en ekstatisk candyfloss-pige med flaksende sjæl,
og når jeg vågner efter fire timers søvn, så er jeg så glad,
jeg er så fucking glad,

og jeg bliver lidt bange, når jeg er glad,
for en popsang varer kun 3 minutter, gør den ikke?