kære søndag, du’ ik’ lavet af honning

kære søndag,
faktamedarbejderen glemte at bippe min frysepizza ind, men jeg siger ikke noget, det er min lille hemmelighed (hihi),
mit hoved gør så ondt i dag,
er det fordi jeg spiser så mange frysepizzaer, og den billige sodavand “Orange”, og creme fraiche-dressingen, og hvad med de våde “champignoner” på den hårde bund,
er det fordi jeg destrueres hver weekend, med vilje,
som en blød, våd champignon der safter ud på en hemmelig frysepizza,
åh, alkohol,
jeg fortaber mig

kære søndag,
hvorfor er jeg altid er den sidste der går hjem, jeg er så dårlig til at gå hjem,
især i går, hvor vi alle bare ligger på gulvet, sådan, – på puder og tæpper,
en nostalgi-illusion, en fed flipper-idé, feeedt man,
jeg håber sådan, at ham med de lange ben og bobbede hår vil røre ved mig,
for anden weekend i træk bilder jeg mig ind, at han kigger på mig,
men nu går han i seng, øøøv,
jeg knuser en pomfrit mellem tænderne, ruller en til cigaret, lægger mig på ryggen og puster røgen op mod det bløde loft,
jeg troede ikke, at jeg kunne være her
men nu ka jeg ikke engang finde ud af at gå hjem,

kære søndag,
min krop har gjort ondt i tre dage, men jeg har ikke fået bank (øøøv),
det er mere sådan, av-av-av mit hjerte,
nerveender der gløder og sitrer,
noget der skaber disse spejlblanke overflader,
jeg er dybt nede i tankerne, i de mange milioner af tanker,
som siger, at jeg skal acceptere min skæbne,
jeg ved bare ikke, hvad det er for en skæbne,
jeg forstår ikke engang helt hvorfor det gør ondt,

kære søndag
jeg er bange for, at man tror, jeg er et monster, frådende, råbende,
så jeg kigger ned i bordpladen i forstaden,
syr min mund sammen med rimet laks,
jeg tror, at min søster synes, at jeg er et monster,
et monster der spiser mænd,
et monster der ødelægger aftener,
et monster der er alt, alt for meget,

og kære søndag,
hun kan i forvejen passe al vores mors tøj,
jeg kan ikke engang lukke de pastelfarvede cardiganer over mine bryster,
jeg moser dem og siger: ierrhhhhh imens, bider tænderne sammen,
jeg er et stort, vulgært monster, hvor kommer jeg overhovedet fra,
“det skal du altså ikke være ked af det over,” siger min mor,
“du har da en flot krop.”
vi kigger på min søster, min søster klarer sig godt, fornuftig og god,
smal talje, lange ben,
jeg elsker hende højt,
jeg bulner ud i spejlet, ligner en anden alt for hurtigt,
men hvis jeg kun kigger på mig selv, undgår jeg måske at se det lag hud man har fjernet fra min mor,
(jeg forestiller mig, at når man fjerner plastret, så vil der være et nyt ansigt i det, og i det ansigt endnu et ansigt, ansigter i en uendelighed)

kære søndag,
lige før midnat (lige før jeg er videre til festen, jeg ikke kan gå hjem fra),
græder min søster og jeg begge på en bænk et sted i nordvest,
jeg har holdt det inde i 4 timer,
hun siger til mig, at jeg ikke er et monster,
jeg siger til hende, at jeg hele tiden tror det,
hun siger til mig, at det er mig og hende for evigt,
jeg siger til hende, at vi aldrig skal skilles ad,
ti minutter senere lægger jeg mascara på, men mine øjne bliver ved med at eksplodere,
(et nyt ansigt i det, endnu et ansigt),
tag dig sammen,
du skal til fest nu,
ik’ sidde og græd nu,

kære søndag,
min fisse klør’, og jeg er sikker på, at jeg har australier-klamydia, og så klør jeg mig i fissen og klør mig bagefter i øjet og så har jeg australier-klamydia i øjet, og jeg kan mærke hvordan kløen spreder sig ud til mine håndled, ned til knæskallerne, ikke længere end det, men det er også nok,
jeg har ikke hørt fra ham, og folk spørger ind i går, og jeg oversharer totalt,
hold nu din kæææft (monster)
(jeg skal huske at skifte trusser før jeg går i seng)
(jeg ville ønske jeg var tyndere)
(jeg ville ønske jeg havde flere gifler tilbage)

kære søndag,
jeg er ensom disse dage,
jeg er meget ensom,
men på sådan en helt-ok-agtig måde, sådan, overskuelig ensom,
en rolig ensomhed, en sløv sorg der knitrer,

kære søndag,
jeg bryder mig ikke om dig i dag,
du’ ik’ min ven,
måske jeg skal give efter for mine øjne, deres tunghed,
jeg glemte vist også at sove ordentligt i nat,
fucking prosecco,
og du har fået mig til at spise en hel pose gifler,
i det her rum er der kun mig, et søndagsmonster der hiver efter vejret,
raslende lyde, et søndagsmonster der går i seng nu,

kære søndag,
godnat, jeg orker dig ikke mere,
du ska ikke ta det personligt (kun lidt)

(og til dig, husk at se ‘hvad er det galt med søren‘ på DR… jeg vil gerne skrive noget mere om det, det gjorde noget ved mig det program, men jeg er ik’ så klog i dag)

shitty spejl på væggen dér

Vennerne forelsker sig, de får partnere, mens jeg står stille. Jeg ser mig selv i spejlet, jeg er omkranset af lyn, jeg råber stadigvæk, som om det altid var meningen, at jeg skulle råbe sådan, og jeg kan ikke føle noget romantisk for nogen som helst, så er jeg blevet kynisk? – jeg føler kun alt andet, venneforelskelser bl.a. (thank god), vælger altid venner over mænd, og det ville jo ikke gøre noget, hvis det ikke var for dette spejl, denne tanke om “men jeg burde jo være i et kærlighedsforhold” ergo, “der må være noget galt med mig.”

Det er ligesom med følelserne. Hvem har sagt, at det er forkert at føle meget? Er man psykisk syg, bare fordi man har mange følelser? (Eller lige som Australieren – er han psykisk syg, fordi han er den eneste overlevende romantiker? Syg fordi han elsker hurtigt og intenst? Romance is actually dead, oh lord). For mig selv er det ikke forkert, men i spejlet, i flokken, når følelserne og råbene og lynene rammer folk omkring mig, og jeg skal høre på, at jeg er “skør” og “evigt kaos” og “meget følsom” og “meget dramatisk” og “meget intens” – så problematiseres det, og så er det da klart, at jeg prøver at få følelserne til at forsvinde – at de ikke skal rummes, men bare ophøre.
Jeg vil helst ikke være født til at være alt for meget.

Så jeg bruger formiddagen på at læse mit horoskop – kærlighedshoroskop, ugehoroskop, horoskop for 2017, datoer for hvornår venus står i linje med skorpionen, fuck eh, for sådan er jeg åbenbart nu: En der prøver at binde mit følelsesliv op på noget udefrakommende. Skæbnen. Lol. Ahhh, jeg genkender mig selv i spejlet, finally, en løve er krævende selskab, pisse intens, generøs jovist, men fucking dramatisk, selvoptaget, og med rig fantasi. Phew. Så er giver det hele mening. Der står, at jeg fokuserer på karrieren i år; at løven har mulighed for et gennembrud, en karrieremæssig selvrealisering, puha, ahhh, men så giver det jo endelig mening, at jeg gør, som jeg gør.

Mine ord splitter desuden Tinder i tusinde stykker; selvhads-appen numbero uno, og jeg kan ikke slippe ud af labyrinten, ligesom jeg heller ikke kan finde dens midte, og når jeg endelig skriver til nogen, er jeg langt fra dedikeret, jeg er faktisk dødsyg, og sideløbende læser jeg tilbage på bloggen om Sommerkvinden i mig, hende der blev født, korsfæstet, begravet og heldigvis aldrig genopstod (endnu), for mange måneder siden, og jeg har slet ikke lyst til at sende min krop rundt som en chillum (uden ild) i et broget selskab længere. Men jeg burde være derude, burde jeg ikke, for alderen trækker huden ned mod gulvet, æggene bliver langsomt tavse, tik tak tik tak, jeg kæmper mod tiden, mens andre løber forbi mig. Hvilken stress, hvilken ikke-stress.

Det giver mig ikke engang en tomhed, for tomheden har jeg bare fyldt op med disse råb og venneforelskelser, jeg har slet ikke tid til at se tv, og jeg kan flove mig sådan at være denne selvfede glødepære der eksploderer i stærke farver og flammer ud over alle der krydser min vej, en der ikke finder sig i noget, en der siger fra, og jeg undrer mig konstant over, at jeg flover mig over min nyvundne (genvundne? opfundne?) vulgære, svulstige personlighed, jeg problematiserer i meta-meta-meta-lag, samtidig med, at jeg nægter at undertrykke og kontrollere det længere, jeg orker det ikke, jeg gider ikke.

Jeg har stadigvæk tusinde sygdomme, lungekræft, sclerose, parkinsons, paradentose, hudkræft, HIV, samt en knop i hovedbunden omme i nakken der sjovt nok gør ondt, når jeg borer neglene ind i den, det er sikkert en svulst, tænker jeg, en svulst, som når den fjernes, viser sig, at være den der gjorde mig så svulstig (haha) og vulgær og så levende, og tænk sig, så kan vi alle indse, at det bare var fordi, at jeg rent faktisk var hjerneskadet, puha, så kan vi alle ånde lettet op, puha, så kan jeg gå tilbage, til det der var meningen at jeg skulle være, til det jeg tror, jeg ser i spejlet, det jeg tror, som gør mig ensom, det jeg forvirrer med tomhed, men som faktisk viser sig, at være helt det modsatte.

den stille panik

Jeg er igen inde i periode, hvor jeg er nervøs for, hvordan I der læser med her, opfatter mig og tænker om mig, hvilket kun understreger vigtigheden i, at jeg forsætter med at skrive om alt det her. Det er vel derfor jeg har bloggen, hmm. Den er til alle mine grimme følelser. Lidt ligesom at gå til psykolog, vel. Samtaleterapi med mig selv, ah…

På vej hen til kontoret havde jeg en masse ideer om, hvad jeg ville skrive, en liste over emner og samtaler jeg de sidste par dage har haft, men nu er jeg her og har lige tvangsfodret mig selv med en rugbrødsmad, fordi jeg håber, at mine altoverskyggende destruktive tanker og klamme følelser vil fordufte, hvis jeg får mad – og ikke mindst hvis jeg skriver om dem, så det prøver jeg nu.

***

Jeg kan nogen gange blive så bange for, at jeg psykisk syg. Det er en tanke der opstår, når jeg får lov til at dvæle ved uvirkeligheden, og når jeg føler, at min krop er fyldt med tyk betændelsesvæske, som jeg ikke kan fjerne. Mine følelser kan styre alt; jeg kan stå op om morgenen og have det fint, og så to timer senere føle, at jeg er ved at gå til grunde.

Den her uge har været fucking hardcore, og i går var jeg igen temmelig hysterisk, fordi jeg havde så mange følelser og tanker, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. En helt tilgrumset hjerne. Til min store overraskelse blev jeg ikke angst af det, men var derimod i mine følelser, og gjorde mit bedste for at være i dem. Det var en desperat situation. Men lad mig prøve at fortælle om, hvad der fik mig til at være denne vulkan, på randen af vanvid:

1.

På mit arbejde er jeg primus motor i et stort kunstprojekt, og for tiden er vi en ny fase, hvor alting skal omtænkes og tekniske foranstaltninger skal klargøres. Jeg er sygt presset rent kreativt, fordi jeg er vanvittig selvkritisk og har hele tiden har lyst til at brænde det hele til grunden og starte forfra. Jeg ser desuden ikke mig selv som kunstner, hvilket besværliggører hele processen.

Samtidig skal jeg sidde med i møder om disse tekniske ting, som giver mig ondt i maven, fordi det får det hele til at være så uoverskueligt, og jeg kan betvivle om vi overhovedet er i stand til at løfte denne opgave – og om jeg kan følge med og indfri alles forventninger. Der er så meget uvished tilknyttet det her projekt, samtidig med at jeg aldrig har elsket et arbejde mere. Altså, et ubekvemt paradoks. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet, samtidig med at jeg drømmer om at lave alt andet end det her (jeg ved bare ikke hvad). Jeg forsøger stadig at finde frem til den helt rigtige arbejdsform- og struktur, som kan passe mig i denne vanvittige kreative proces, men jeg kan have flere uger, hvor jeg bare drukner, og ikke kan lave noget.

“En del af dit job er at tænke meget,” siger en, og jeg siger: “Jo tak for helvede, det er lige hvad jeg har brug for, mere tid oppe i mit hoved.” Jeg kan føle, at jeg står alene med det hele, og taget projektets omfang i betragtning, er dette et ganske ulideligt og voldsomt pres. I går havde jeg lyst til at skrotte alt vores tidligere arbejde fra de sidste 10 måneder, udarbejde en ny idé og lave mig selv helt om.

Stress er en mærkelig størrelse – altså, at man kan føle sig stresset over noget, som man elsker virkelig højt. Jeg er bange for, at jeg kommer til at destruere det hele, – for det har jeg virkelig ikke lyst til, altså, at skulle stoppe. Jeg vil klare det her. Jeg vil ikke flygte. Men nogen gange kan jeg blive ramt af, om det her kunstner-shit er for meget for mig.
Jeg skriver og tegner, fordi jeg ikke kan lade vær.
Jeg skriver og tegner, fordi det er sådan jeg ånder.
Jeg skriver og tegner, fordi det er det eneste jeg kan og vil.

2.

Mine forældre er i midten af halvtredserne og er overnaturlige væsener, der med deres overlegne fysik (fitness tre gange om ugen og salat-livsstil) og ungdommelige ydre, aldrig bliver syge. Jeg har altid haft en idé om, at de ville blive over 100 år gamle. Måske endda overleve mig. Men i år er facaden begyndt at krakelere, og det forfærdelige er sket: Mine forældre er blevet dødelige. Tidligere på året fik min far konstateret en kronisk sygdom i øret (forårsaget af årelang stress), som gør at han kan få besvimelses- tinitus- og opkastanfald ud af det blå. Min far, den stærke patriark, der ellers var lavet af uigennemtrængeligt stål, er pludselig svækket. Jeg har desuden i flere år været bange for, at han ville falde om af et hjertestop, fordi han er så stresset hele tiden (fucking stolte mænd, ahhh).

For et par uger siden havde jeg besøg af dem i lejlighed, og helt nøgternt fortalte min mor mig, at hun havde fået konstateret hudkræft, den ikke-farlige slags, 80’er tanning-straffen, og mens hun roligt fortalte mig om det, var det eneste jeg kunne tænke på, at det sad alt for tæt på hendes øjne, og nu skulle de fjerne hendes øjne, og hvordan ville hun kunne være overnaturlig og ikke-dødelig uden øjne, hvordan lever man uden øjne.

Og nu er det blevet tid til at hun skal opereres, og de skal fjerne meget mere end vi alle havde regnet med, og om natten drømmer jeg, at hun er ung og smuk (hun er meget smuk også nu), og hun stråler og smiler til mig, mens hendes ansigt smuldrer, og mit ansigt smelter ind i hendes, de høje kindben og lysende øjne vi har tilfælles, er du stadig min mor, når du ikke har det samme ansigt, og hvad hvis de finder ud af, at du skal dø, hvad hvis du rent faktisk ikke skal være her mere, hvad hvis noget går galt….

Min mor er rolig i telefonen, og er mest irriteret over de møder hun har måtte aflyse på grund af operationen, og jeg prøver at sige til hende, uden at mit stemme knækker over: “Jamen… jeg havde bare ikke forstået før nu, at det var en mulighed, at I rent faktisk kan dø.” Hun trøster mig, hvor latterligt er det ikke; det er hende, hvis ansigt skal ændres, det er hende, som nu skal være “kræftpatient”, det er så voldsomt, jeg fucking hader det ord, og hader at man rent faktisk kan miste.

3.

Veninden der passede på Australieren i 24 timer efter jeg havde smidt ham ud af min lejlighed, fortæller at hun tror, at han er psykisk syg, nærmere betegnet ‘borderline’, og hendes diagnosticering (man skal virkelig passe på med at kaste rundt med diagnoser rundt på den måde) giver mig ondt i maven og ikke mindst ondt i hjertet. Jeg får flashes af samtalerne, hans væsen, hans blurry ansigt (jeg kan stadig kun huske hudflagerne i det halvlange hår og den store pik). Jeg husker, at han fortalte, at han havde været på syre i sommers og klatret op i en meget høj kran, bare for at se, om han måske ville dø nu. Så var der historierne om broerne, pistolerne, og alle de andre ting.

Veninden fortæller mig også, at alle i deres fælles by afskrev ham som ven, fordi han var så forstyrret og intens og destruktiv. Jeg får så ondt af ham, at det begynder at fylde min nattesøvn med drømme hvor han eksploderer i vrede, vil slås med alle, han er nærmest som en lille dreng jeg ikke kan finde ud af at passe på, han vil hele tiden vide, hvorfor jeg svigter ham sådan. Tænk at han bare går rundt dér, alene i verden, med sådan en vrede og afmagt, uden at få hjælp; jeg kan næsten ikke bære det.

Og jeg får det altid dårligt ved diagnose-snak, fordi jeg så prøver at diagnosticere mig selv – for hvis alle disse mennesker er psykisk syge, så må jeg vel også selv være det. Det tvinger mig som sædvanlig ud af min egen virkelighed og får mig til at betvivle alt hvad jeg foretager mig. Det er en kvælende panik-følelse, som jeg med tiden heldigvis har lært at kende godt, men ikke desto mindre svimler det hele for mig i dag, jeg ved det hjælper at skrive om det, jeg er ikke syg, jeg er ikke syg, jeg er ikke syg, men hvis han er syg, så er jeg nok også syg, og hvad betyder sygdommen overhovedet? Bør jeg overhovedet være bange for det?

****

Mens disse tre følelser fylder alt i går (hvorfor skal alle ting også ske på samme tid), får jeg at vide, at vi har fået yderligere støtte til projektet, hvilket gør, at jeg inde for den næste måned kommer ud af dagpengesystemet – og som betyder, ja, at projektet fortsætter! Men i stedet for at blive glad, er jeg bare lettere hysterisk… ahh.

Så det er virkeligt det her, så der er folk der tror på mig, det giver mening det her projekt. Fuck. Jeg kan ikke løbe, jeg vil ikke løbe, men jeg er så rædselsslagen. Jeg råber til alle på kontoret: “JEG HAR SÅ MANGE FØLELSER AHHHH!” og så griner vi og jeg lægger mig med lukkede øjne på sofaen i et forsøg på at få kroppen til at holde op med at sitre på den her sindssyge måde, åh, følsomhed, spændende altid at have det så vildt, og jeg tænker, om det er muligt for kroppen at rumme så mange følelser, og om jeg vil få lov til at give glæden plads, om jeg kan forstå, at jeg er et virkeligt menneske, et virkeligt menneske der lever meget, ligesom andre mennesker lever – og dør.

Jeg kalder det for en stille panik, for mens følelserne eksploderer, så lever jeg et normalt liv. Til trods for at jeg ikke havde planlagt andet end arbejde i denne uge, har jeg hver aften haft impulsive efterårsaftaler med de dejligste venner med middage, tv-stening og Red Dead Redemption; tid til lange gåture gennem byen, læse tegneserier på biblioteket, lange telefonopkald, tid til at sige til H., at han skal lade vær’ med at involvere mig i sit datingliv, tid til at grine højt og kramme og blive krammet af, og ikke mindst kreative eksplosioner, en konstant skabelsesproces.

Altid i efteråret skyder jeg mig selv ud i virkeligheden som en kanonkugle. Jeg følger med så godt jeg kan, jeg er træt og tryg, lykkelig og rolig, panisk og bange, liderlig og kærlighedssøgende, og angst ad helveds til, men jeg ved, at det nok skal gå, også selvom jeg lige nu ikke ved, hvordan jeg skal kunne tage til koncert i aften, til 30-års i morgen, hvordan jeg skal købe gaver, for mine tanker er helt mudrede, men sådan er det bare nogen gange, er det ikke? jeg kan ikke prøve at være andet end jeg er.

(Puha, det hjælper at skrive.
Tak blog!
“Selv tak!”)

(Et sidste spørgsmål: hvad betyder det egentlig at være psykisk syg?)

at smelte sammen uden at blive 100% flydende

– Jeg tror, at du skal tage et par dage fri… Ned i Mosen med dig, ud og gå nogle ture, tænk over tingene. Det er jo bare sådan her en designproces er.
Min chef/ven kigger omsorgsfuldt på mig, efter jeg har siddet og brølt i en halv time om min kunstneriske krise, og fyldt lokalet med den betændte, lettere hysteriske afmagt.
– Ja… Du har ret. Men jeg er bange for, at hvis jeg tænker for meget, så går det galt, du ved. Hvad hvis jeg ikke kan finde en balance?
– Vi skal nok nå det hele. Bare rolig.
– Ja… okay. Ok. Jeg går nu.

(Ud i byen, ud og råb på Købmagergade, mal byen rød af den rødglødende hysteri, det evindelige bitcheri, frustrationen over LIVET, selve LIVET, for helvede, hvorfor er jeg så vred, snart popper mit hoved af, booom)

Jeg falder i søvn klokken halv ti på sofaen. Efter at have råbt i en hel uge, kan jeg ikke mere. En veninde siger tidligere på aftenen: “Det er som om, at du ikke trækker vejret ordentligt ned i maven.” Jeg er så taknemmlig over, at hun påpeger det. Jeg vidste det godt, jeg vidste det ikke. Råbenes aggression er begyndt at knække over i gråd, sygdomsangsten boomer (på een dag er jeg sikker på at jeg har får piskesmæld, hjerneblødning og hjerteanfald, helt hysterisk), og jeg har mest lyst til at stå ved strandkanten og skrige og skrige og skrige, til der ikke er mere stemme tilbage.

Negative tanker glider ind i mareridtene, der får mig til at føle mig utryg i vintertidens jetlag, og lader mig vågne op midt i natten, badet i sved, bange, og jeg kan høre Angsten fortælle mig, at jeg ikke duer til noget, at jeg er en ulidelig selvoptaget narcissist, hvis råb er så høje, at jeg ikke kan høre andres stemmer, konstant dårlig samvittighed over at være det her menneske. Det nyvaskede sengetøj er en omsorgsfuld (FALSK) tryghedsdyne, som luller mig ind i den destruktive idé om, at det er bedst, jeg bare bliver liggende i dag (men hvad så med Mosen? og de lange gåture?).

Jeg planlægger en tur til Statens Museum for Kunst; at jeg vil tage flot tøj på (“museumstøj” – lang nederdel, opknappet skjorte, fransk baret, lollolol) og se på guldalder-malerier for at få inspiration til mit eget kuldsejlede projekt, men først skal jeg ligge på gulvet og stoppe med at råbe og starte med at trække vejret ned i maven. Det er først da jeg strækker min krop ud, at jeg kan mærke alle de sammenkrøllede, anspændte muskler (hvorfor har jeg ødelagt mig selv?).

Så nu: Slap af. Vær’ i dig selv. Det skal nok gå.
Træk vejret. Phhhhhh.. phhhhh.
Yas yas yas, queen.
Du kan godt.
(Ting går ikke i stykker nu, du flipper bare lidt ud, det er ok at flippe ud, og det er vinter, det er ok at gå i hi, det er ok, at det er svært, livet er svært og ulideligt, men du er levende, du er så levende).

jeg falder på dansegulvet, mens jeg snaver en 24 årig, som spørger om det gør ondt, men jeg siger nej

Jeg ville bare prøve at elske –
at falde –
For en gangs skyld
Jeg falder
Kun på dansegulvet
Hovedet først
(Skal jeg dø nu så?)

Jeg sætter aldersgrænsen ned på Tinder
Jeg tror, jeg er en cougar nu
Et harem af unge mænd
Skal jeg aldrig forpligte mig…

En ung fyr på Tinder kalder mig en
“stubborn bitch”
Jeg bliver bange
For jeg troede faktisk lige det sku være ham og mig
For evigt
Men jeg skal åbenbart sove
og så dø sener
for mit hoved gør ondt
(“Are you one of those self-righteous feminists?”)

Jeg har ikke særlig meget lyst til at dø lige nu
Stædig kælling, husker du
Der var mere jeg skulle nå
For eksempel
At elske
At kneppe flere unge mænd
At være fuld uden at falde
At huske dit ansigt

At huske dansegulvet
Før jeg falder
Den 24 årige fyr der snaver mig
Mellem kyssene spørger han:
Skal jeg ikke med hjem
Skal jeg ikke med hjem
Nej
Skal jeg ikke med hjem
Haha.. nej
Det gør mig ked af det at jeg siger nej
For jeg troede jo lige af det skulle være ham og mig
For evigt

Nåh Ida, skal du dø nu så,
Sikke en trist måde
At dø på
Det hele er alligevel ødelagt
Men jeg nåede at finde mig selv
Heldigvis
En skam
med al den spildtid
Den sku jeg ha spildt bedre

Fjerner matchet
Siger nej
Igen
Nej nej nej
For jeg er en stædig kælling
Videre
Jeg swiper
Jeg dør
Jeg swiper
Jeg dør
Jeg swiper jeg dør swiper dør

****

Jeg overlever (selvfølgelig) natten. En kær veninde holder om mig imens. I vores ånde er rejechips og syrnet Cola og trætte cigaretter. Jeg ville ønske, at hun var min kæreste. Men ingen af os har en pik. Dealbreaker.

Dagen har fået en ekstra time, tiden er langsom igen, jeg husker Mosen for en uge siden, det føles som en film, hvor jeg kun kan gengive den overordnede plotline, den generelle æstetik, men ikke de små øjeblikke eller den udslagsgivende dialog.

I telefonen er pludselig H.
Jeg prepper ham til en forestående date.
Vi griner i to timer.
Jeg elsker, at han altid får mig til at grine.
Jeg hader, at han er igang med at forelske sig i en anden.
Jeg havde nok en hemmelig idé om, at jeg en dag ville få lov til at knuse hans hjerte. At han en dag kunne se, hvor fantastisk jeg er.
(Hvorfor får han mig altid til at grine.)
(idiot)

Vi glemmer nogle gange, at han knuste mig. Midt i al denne venskabelighed, og i min rummelighed og overbærenhed overfor ham, glemmer jeg det. Det er først når jeg rammer epicentret af Bellahøjhusene, at jeg tænker “ey yo, det var faktisk ik’ så nize” (det er sådan min indre stemme primært lyder). Det er en klump i maven, fordi det hele tiden er som om, at jeg taber. Jeg taber altid i kærlighed, og det er min egen skyld, det er min egen skyld, og det hjælper slet ikke på noget at sætte aldersgrænsen på Tinder ned til 23, eller være på Tinder generelt, eller snakke venskabeligt med H. for den sags skyld (“Bare ring til mig senere, hvis du har brug for at snakke” lolololol), det er jo bare dumt, en gentagelse, en idé om at jeg altid skal kunne være den magtfulde, men jeg er ikke magtfuld, jeg er bare dum.

Jeg matcher med SÅ mange mænd på Tinder. De skriver alle sammen. Det er svært at holde rede i samtalerne. Jeg har lagt et billed op, hvor jeg ligner en scandinavian goddess. Det er en overlagt iscenesættelse. De tror, at jeg er spændende, de tror at jeg er smuk. Jeg fantaserer om at være kærester med dem alle sammen, samtidig med at jeg kaster op over, at skulle indlede mig med nogen som helst.
Jeg er så liderlig, at jeg er ved at gå i spåner.

Hver gang jeg snakker, råber jeg højt, som om jeg skælder ud. Det startede tirsdag morgen med Australieren, og jeg har ikke kunne holde op siden. Jeg brøler og brøler, men der er ingen lindring (kun LARMEN UD AF MIN MUUUND), nu er det mig der fylder rummene med fagter og aggression. Jeg er ikke spor bedre, selvom det også på en måde føles sindssygt befriende at brøle sådan. Jeg tror aldrig, jeg kan (eller vil) stoppe igen. Nu er jeg jo igang. Måske var det altid meningen, at jeg skulle være en der råbte (og ikke bar en der grinte høfligt, for at få andre til at føle sig godt tilpas)
Jeg skal glemme kæmpepenissen og vreden og liderligheden, jeg skal lægge det bag mig, ligesom jeg gjorde for tre måneder siden (men jeg har ikke lyst jeg har ikke lyst jeg har ikke lyst).
(dårligt brølt, søster)
(bliv ved med at brøle, søster)

(Min lejlighed lugter fugtigt og af gammel røg (det er for koldt til jeg gider ryge ude på altanen, jeg er for doven til at jeg gider ryge ude på altanen), jeg har den lyserøde hue på, som jeg fik af Australieren, min veninde siger, at nu ligner jeg selv en kæmpepik, HAHA, vi griner, jeg er selv en kæmpepik. Forklædt som kæmpepikken gik jeg tidligere forbi min søsters altan, hvor hun sad med sin nye fyr, jeg skulede derop for at få et glimt af ham, og jeg håbede virkelig ikke de kunne se mig, sådan en røgbefængt, lyserød Kæmpepik, der glor nede fra gaden af; den fortabte storesøster der glider lydløst rundt i Nordvest som en slap penis uden retning. Nå, jeg går bare hjem igen, du ved.)

Opdatering: Efter endnu en times telefonsamtale kan jeg nu berette at H.’s date er gået perfekt, og at han aldrig har følt sig så godt tilpas i en kvindes selskab; en sær ro var kommet over ham, og han havde hygget sig så meget, at han slet ikke havde haft tid til at hade sig selv. Jeg siger, mens jeg griner hjerteligt, ah ha ha ha, at jeg er glad på hans vegne, hvor skønt for dig, hvor dejligt du ku møde sådan en og opleve sådan nogle følelser, ah ha ha ha….

(Fuck mig. Seriøst.)

rolig urolighed

Kroppen er en forlængelse af sindet, og jeg kan ikke altid køre ‘mind over body’, selvom jeg desperat prøver. Den fortæller mig, at jeg skal ligge ned, at jeg trække vejret dybt ned i maven, at jeg skal gå lange ture igen, spise ordentligt, sove ordentligt, skrue ned for socialiteten. Det smerter og knitrer let en millimeter under min hud, et belastet nervesystem. Jeg forbander mig selv, for helt overlagt at have udsat mig selv for det. Det er ikke slemt; jeg kender konsekvensberegningen efterhånden, giver den plads, men det frustrerer mig, at det skulle komme dertil. Det var ikke meningen.

Jeg har allerede glemt hans ansigt, så jeg kigger på billeder af ham, før jeg skal sove. Dér er han stadig en del af min illusionering – ung, lækker, sjov, kreativ. Jeg siger til mig selv, at det bare er et glansbillede. I en video er han i bevægelse, så hjernedødt sexet, og samtidig en helt anden end den person der besøgte mig.
“Det er også en sorg at tabe forestillingen” sagde min psykolog forleden. “Du græder over, det du har tabt.”

Jeg husker i virkeligheden mest hans psoriasis (de døde hudflager overalt), hans øjne der sejlede så fortabt rundt i hovedet på ham, hans store, kødfulde pik der gyngede mod gulvet, når han sad på hug foran rygsækken, hans aggressive råb og fægten med armene i sofaen. Stemmen sidder stadig spændt ud mellem væggene i rummet, og hans parfume har sat sig i uldtæppet. Jeg sniffer dybt ind. Det er ikke ham, jeg begræder at have tabt; det er ideen om, hvad han kunne have været.

Om et par timer har jeg et vigtigt møde på arbejdet med en af Pengemændene, og selvom vi har været igennem det mange gange, den slags møder, så reagerer min krop altid prompte med disse overbelastede nerver; nu endda i lækker symbiose med Australier-eftersmældet. En del af mig har det helt fint med, hvis de ikke giver os penge lige nu; jeg kan bilde mig selv ind, at jeg lige har brug for et par måneders pusterum, selvom det økonomisk er helt dumt at have det sådan.

Nuvel, det er rart at vide, at ligegyldig hvad udfaldet bliver, så kommer alting til at gå. Det er generelt en sær ro der er opstået i alt det her kaos, i det belastede nervesystem, i alle disse dommedagsvarsler. Jeg føler mig ikke så bange for noget, lige nu, selvom jeg er bange for alt, giver det mening? Altså. Jeg er sikker på mig selv, og det eneste jeg kan gøre, er at leve og gøre hvad jeg har lyst til. Der er ikke så meget andet jeg skal. Så må tingene bare ligesom… flyde. Jeg skal nok følge med. (Forhåbentligt).

Jeg har følelsen af, at jeg burde græde. Men jeg kan ikke. Vil ikke? Jeg håber ikke, at jeg lyver overfor mig selv. Jeg er nok bare lidt nervøs, men samtidig for udmattet til helt at tage det seriøst.

***

Jeg skal danse så meget i aften, kan jeg godt fortælle dig.
Så meget, at de sidste Australier-molekyler løsrives og forkastes.
Jeg skal ind i min krop igen, tilbage, tilbage til at være alene, det kan den godt, det kan jeg godt, den skal bades i sved til jeg drypper ned af væggene, ikke opløses, men samles, implodere uden at miste noget, uden at falde fra hinanden, men en rejse tilbage, en fysik, en hjerne, en erkendelse af det der er tabt, det jeg har vundet, det hjerte jeg har knust, både mit eget og hans, men en krop, det er bare en krop, og den er min.

too much

På mit spisebord ligger et langt brev fra Australieren. Han skriver undskyld og beklager, at han har fucket det hele op. Han bruger en hel side på at beskrive hvor smuk og fantastisk jeg er, a scandinavian goddess, den måde mine øjne lyser på, mine kurvers bølgedale, hvordan jeg inspirerer ham til at skabe kunst, blalblblblalbalblbalba. Til sidst kræver han igen, at jeg giver ham et klart svar på, om han skal komme til Danmark for min skyld. Han har øjensynligt ikke fattet en skid.

Jeg skifter det kropsvæske-plettede sengetøj. Jeg tager et bad og skyller det sidste af hans sæd af min krop. Han kunne godt lide at komme ud over mig, helst i ansigtet, og til sidst begyndte jeg at få en allergisk reaktion på al den sæd, som han smurte mig ind i. Mens sæden skylles af mig, erstattes de voldsomme følelser af en enorm lettelse. Jeg græder lidt, mens jeg læser brevet, fordi jeg ved, at jeg har gjort et menneske ondt. Han bliver passet på af den fælles veninde et andet sted i byen. Jeg er glad for, at han er et trygt sted, og at han er ude af mine hænder.

Jeg tænker på den sidste aften vi havde sex; at han bad mig om at kvæle ham og give ham lussinger. Jeg bandt hans hænder, gav ham bind for øjnene, og slog ham. Harder, bad han. Harder. Jeg var bange for at gøre ham fortræd, men samtidig havde jeg også lyst til at slå endnu hårdere, være endnu voldsommere. Det mindede mig om dengang med Løven – hvordan følelser kan markere sig så aggressivt i den seksuelle drift: Tab af kontrol, vinding af kontrol, en nedslidende magtkamp. Med Australieren vandt jeg hele tiden – der var ingen kamp, og nu ridder jeg ham og slår ham og kvæler ham, fordi han er en forelsket svækling, som jeg er tvunget til at dominere.

Forelskelse og kærlighed er sådan en sær størrelse (ha! surprise), jeg tror aldrig helt, jeg kommer til at aflure dynamikkerne hverken for mine egne eller andres motiver. Vekselvirkingen er vel den mest centrale – hvordan man trækker sig væk, når nogen jagter en for intenst. Det er håbløst, egentlig. Jeg havde altid drømt om, at nogen ville skrive breve og skabe kunst om mig (kæmpe ego); at jeg kunne få lov til at opleve sådan en intensitet. Måske kunne jeg endda opleve at smelte ind i et andet menneske – den intense kærlighedsfortælling, der slet ikke harmonerer med virkeligheden. Men jeg opdager, at jeg ikke er interesseret i at smelte ind i nogen – jeg har ikke lyst til at tabe mig selv til et andet menneske. Så hvad for en slags kærlighed er det så jeg leder efter? Den rolige, men stadig intense, men ikke altopslugende, men ikke kedelige. What.

Kærlighed er vel baseret på og opstår af hvad man mangler. Australieren manglede ufattelig mange ting (hans liv er jo kun lige begyndt) – jeg kunne fylde en masse huller for ham (høhø) – om kunst, musik, film, sex, ro, livserfaring, etc. Men i ham fandt jeg ingenting jeg manglede. Jeg tænker på, om jeg overhovedet mangler noget. Så hvad leder jeg så efter? Handler det hele virkelig bare om, at finde en, der får mig til at grine – en som ikke hader sig selv, men som er levende og kan inspirere mig, udfordre mig? Jeg er på en måde glad for at have opdaget det. Det gør det mere simpelt, selvom det slet ikke er simpelt, du ved.

Jeg er stadig ret rystet i dag. Min krop har det underligt. Jeg er rastløs, og brøler hver gang jeg snakker. Jeg har lyst til at ligge ned på min sofa og kigge ind i væggen resten af måneden. Jeg vil se fjernsyn i flere dage og ikke føle noget, ikke råbe længere. I morges vågner jeg op til mange neurotiske, paniske beskeder fra ham, som han har sendt i løbet af natten, fordi han ikke forstår noget. Jeg måtte sige til ham, at jeg synes, at vi skal stoppe al kommunikation. Tænk at det skulle komme dertil.
“I understand,” skriver han. “I hope I hear from you before I die”.
Jeeeez.

Mens jeg står i badet efter morgenmaden, tænker jeg: “Det her er… too much…”

TOO FUCKING MUCH.
Vent. Too much. Hvordan går den nu. Hvordan er det nu den lyder….

What part of ‘no’ don’t you understand.
I want a man, n
ot a boy who thinks he can.

(Dette var forhåbentlig sidste kapitel i den her fortælling.)