kære søndag, er du et hvæs væk fra virkeligheden

kære søndag,
mine øjne er lavet af papir der brænder,
jeg asker lidt på mig selv, 
og omtumles i røgen der stikker på min hud,

det grønne fra tøjet 
får tilføjet det grønne der kan ryges
mudderet i hjernen bliver til en blød sky,
jeg prikker euforisk på klaveret,
overrasket over hvor smukke alle lydene er,
vi er flere med puffede, røde øjne der står og hamrer løs,
musik, jeg har aldrig hørt musik som det her før! 
hæ hæ hæ

senere danser jeg under bordet, 
løfter benene op mod loftet,
de andre følger med mig uden at tøve,
vi er de smukkeste dansere,
haha hihi

vi slår hinanden hårdt i ansigtet
syngende flade lussinger
jeg har lyst til at slå hårdere
haha jajaaa
men det regner
midt om natten,
selvfølgelig skal jeg hjem,

og en julefrokost glider ubesværet ind i den næste
annullerer natten
hvæssene fra det organiske grønne fordufter,
og mudderet er tilbage, 
med jointhovedpine og fysisk udmarvning,
de andre skriger festligt omkring bordet,
men jeg kæmper mod alle de ting der vil ud af min krop
– tårer
(- og prutter
haha)
at føle sig ensom blandt andre
hvilken rædsel

de andre tager i byen
jeg tager hjem  fyldt til bristepunktet af mudder

kære søndag,
vil du ikke fortælle mig, hvad det er der sker?
hvorfor bliver jeg ved med at være så ked af det?
er det virkelig kun decembers skyld?

kære søndag,
jeg har efterhånden luret, hvordan jeg skal håndtere dig,
i dag vil jeg ikke gemme mig i mosen fra dig,
(for i mosen findes tiden og dage ikke)
i dag vil jeg være lige midt i dig,
kom an,
så jeg græder og græder og græder
græder og græder og græder
ubehjælpeligt,
gennemknust,
mit klamme hjerte

jeg har ondt i mine arme
jeg strækker ud i tre timer, 
græder og strækker og græder
strækker og græder og strækker
jeg vil vinde
jeg vinder
for jeg overgiver mig

på min seng lytter jeg til lydbog
det er som om der sidder en gammel mand ved siden af mig,
creepy,
det er en dødkedelig bog af Murakami,
altid med kvinder der “ikke er objektivt smukke”
“men som har et særligt glimt i øjet”
altid med mænd der “lever simpelt”
“og som ikke har brug for nogen andre”
altid Mendelsohn og Schubert
lette måltider og a-mennesker,
jeg falder i søvn, 
drømmer at jeg er en kvinde med mystiske glimt-øjne,
haha,
jeg vågner og swiper og strækker og græder
græder og swiper og strækker
men det føles mindre elendigt

på sexchatten
“jeg er ensom og liderlig men orker ikke at mødes, k?
vil bare gern skriv lidt, k?”
“ja for helvede vi er alle ensomme” (svarede ingen)
dybe relationer
søges

kære søndag,
jeg overlever hver søndag,
selv efter det grønne udenpå og indeni,
selv efter du prøver at fucke mig op,
jeg hader dig
jeg elsker dig
(jeg er bange for dagene uden dig)

næste gang det regner
så er jeg sådan her
promise

julemusicalen: ‘baby, det er lidt koldt indeni’

-DU HAR PYNTET OP FOR DIN EGEN SKYLD, HAHA, siger jeg højt til mig selv i morges, da jeg går igennem stuen og soveværelset, hvor jeg sporadisk har placeret små klamme nisser og hængt billige glitter-julehjerter i de halvdøde, uregerlige planter. Når jeg børster tænder og pakker tasken, synger jeg hæst med min jazzede tobaksstemme voldtægts-duetten: “Baby, it’s cold outside”, men jeg kan ikke synge begge stemmer, så jeg mister tråden hele tiden og når aldrig længere end “… the evening has been … so very nice.. hmmm-mmmm-la-la-bla-bla”. Jeg spekulerer på om mine naboer bliver ramt af min tragikomiske juleånd der siver gennem de tynde vægge. 

Det er et forsøg på at arbejde til sent på eftermiddagen, blive på kontoret til aftenen er så kort, at den bliver overskuelig, og samtidig arbejde så meget, at jeg får ondt i mine arme. I går siger jeg til de andre, at vi skal høre julemusik. Drengene kigger skeptisk på mig. “Det passer da ikke til din mørke sjæl,” siger en af dem ironisk. Jeg griner: “Det er sandt. Jeg kan bedst lide at høre Judy Garlands ‘Have yourself a merry little christmas’ alene i min tomme lejlighed og græde lidt for mig selv. Alt det her,” jeg peger på mit smilende ansigt og røde Pyrus-agtige tøj, “det er en facade.” Vi griner bittersødt, høhø, velvidende at det nok ikke rigtig var en joke. 

Høhø. 
I dag er der julefrokost. Jeg har brugt morgenen på at finde ud af, hvad jeg skal have på, jeg vil gerne stråle som et juletræ. Mit ansigt stirrer sundt tilbage i spejlet, fordi jeg er begyndt at spise grøntsager, og mit underliv er stoppet med at bløde efter Mr. Rabbits søndagspenetration. Jeg har det godt, men jeg har det også virkelig ængsteligt. Mit hoved er fyldt med mudder.
Forfatteren skriver, at han gerne vil komme og tage mig snart (ligesom han har sagt siden april, hvor jeg så ham sidst, lol). Jeg kan ikke mærke noget fysisk behov efter jeg havde det underlige one-night-stand i onsdags. Tanken om onsdagen og sex generelt giver mig faktisk en meget dårlig følelse. Jeg tror ikke, jeg kan det dér længere (ansigtsløs sex), goddammit.

I virkeligheden vil jeg helst bare have en, som jeg kan proppe pebernødder ind i munden på, en at kysse meget på kinderne, en der har en stor striktrøje på der holder mig tæt. Men det kan man altså ikke få på en app, sådan lige. (Kan man?)

Jeg har desuden matchet med Hypnotisøren igen, dog ikke fordi jeg ønsker at genoptage det seksuelle eksperiment (tanken giver mig kvalme), men mere fordi jeg i lang tid har tænkt på, hvad der skete i sommers, da han ud af det blå forsvandt et sted i Frankrig. Jeg har spekuleret på, om han viste sig at have en psykose, kæreste eller egentlig bare var et røvhul. Jeg venter på, at han skriver til mig, så jeg kan sige: “Jeg har ikke tillid til dig, men fortæl mig flere af dine eventyr”. Jeg vil gerne skrive en historie om ham. Egentlig vil jeg gerne skrive en historie om alle de seksuelle/halvromantiske relationer, jeg har haft i 2018. Årets relationer har været så udsyrede, det føles ja, netop som fjerne eventyr, vilde fortællinger, lange digte, visuelle fragmenter og dufte der stadig hænger i min sex dungeon i NV. 

Relationerne og de magiske møder føles fjernet fra mig nu, lidt ligesom at vågne op fra en lang drøm. Historier jeg ikke har lyst til at glemme, men som jeg heller ikke har lyst til at genopleve. Så jeg sætter mig på kontoret, jeg sætter mig i julen, og som en smørklat i risengrøden smelter jeg ind i alt det nye og i alt det der føles vigtigt nu. Når jeg stopper op i de små momenter af tavshed, kan jeg mærke, at jeg ked af det, det føles som sorg, hjertesorg lidt måske, så jeg forsøger at ryste det af mig, som var det bare ligesom at være ude i det kolde vejr. Hvis man trækker vejret dybt nok, holder ens hænder op med at ryste. 

De sidste par nætter har jeg haft nogle helt vilde drømme, hvor jeg råber rigtig meget af folk omkring mig, kæmpe konfrontationer. Så meget aggression. Jeg skælder ud så vinduerne ryster. Det er halve mareridt, for det føles faktisk også meget godt at råbe sådan, samtidig med at gør det svært at stå op om morgenen efter en hel nats heftigt råberi. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, at selvom mange ting i år har ændret sig, så er det ikke dårligt. Jeg vil gerne råbe noget mere i virkeligheden også. Jo mere jeg råber, desto mere forsvinder angsten. Men jeg kan godt forstå, at folk omkring mig kan blive lidt trætte af det. Det larmer jo ad helveds til. 

Kan et råbende menneske overhovedet holde jul? Må man gerne råbe når det er jul? Hvad vil familien ikke sige, når de pludselig opdager det grønne julemonster for bordenden, der forsøger at stjæle den jul de kendte. Jeg forsøger allerede mentalt at preppe mig selv på, hvordan jeg skal håndtere forældrene, søsteren, og de andre familiemedlemmer (især de alkoholiske). Jeg vil gerne ikke købe gaver, jeg vil gerne ikke spise maden, jeg vil gerne ikke snakke om alt muligt crap, jeg vil gerne ikke være der. Sidste år lovede jeg egentlig mig selv, at jeg ville rejse væk næste gang, eller være frivillig, noget velgørenhed. Jeg føler mig som en fremmed det sted, hvor jeg burde være mest mig selv, men formår stadig ikke at sige fra. 

Nå. Høhø, ik?
Jeg pynter op til jul på trods. Men jeg tror også det er meningen egentlig. Især når man ikke har nogen tæt familie, når man kun har sig selv. Så kan jeg lukke året med eftertænksomhed og bløde følelser, forstå den krybende sorg over at være et råbende menneske, se gennem julematrixet, samtidig med at jeg selv indgår i det. Der er vist ingen vej udenom. Fuck.

Okay, slap af Judy Garland. To sekunder. Lav lige en positiv liste også: 
TIL GENGÆLD elsker jeg, at jeg skal holde julefrokost med mine 10 mandlige kolleger, som i år også er blevet mine 10 mandlige venner, og jeg elsker, at jeg har et drømmejob, hvor jeg får løn for at lave det jeg elsker mest, jeg elsker min sindssyge lejlighed, jeg elsker mine fantastiske venner der er så kloge, vilde og dygtige, og jeg elsker julefilm, og jeg elsker julemusik, især den her:

Og min jule-guilty pleasure, som oprigtigt gør mig helt vildt glad (og skamfuld): en rigtig drengejul (link) (jeg må åbenbart ikke proppe den ind her). Og så er jeg mildest talt besat af ‘Baby Grinch’! Jeg døøøøør.

Nu skal mudderet i hovedet bare lige forsvinde (du er ikke ved at gå i opløsning, du er ikke ved at gå i opløsning), måske den kan forsvinde med øl og snaps (dårlig plan), måske den bare skal have lov til at være der, i al sin angst, i al sit grumsethed.
Alting ergodt. Det ved jeg, dybest inde.

en sort enke

Jeg strækker armene over mit hoved, og slanger mig nøgen og selvsikkert rundt på lagenet under ham. Min hud er lavet af fløjl, og hans hænder kærtegner hver en centimeter. Jeg er det smukkeste menneske, lige dér. Jeg river i hans stikkende, mørke ryghår, der svømmer rundt i varm sved mellem mine fingre.

Det var det du ville, var det ikke, spørger jeg mig selv. Jeg har selv skabt de stød mellem knæene, der har bragt os helt herhen. Jeg fascineres af ham og hans kunst, samtalerne om følelser og sex. Jeg har en idé om, at han er god i sengen, jeg er nysgerrig og insisterende. Lader tavshederne mellem smøgerne sitre med selvsikker øjenkontakt. Han blinker febrilsk intensiteten væk.

Om natten drømmer jeg, at jeg fortæller ham, at jeg ikke interesseret i ham alligevel, og at han altså ikke kan sove her. Men da jeg åbner øjnene ligger han ved siden af mig og trækker vejret roligt i søvnen. Jeg lægger mig langt ud på kanten af sengen og tager sovebrillerne på igen, drømmer videre, at han ikke er her. 

Hans lille spidse mund vil kysse mig om morgenen. Igen er hans hænder overalt, de holder fast om min fløjlshud, jeg sukker og skubber min numse begærligt ind mod ham, og han går ned på mig, selvom jeg blødte igår. Jeg siger, at jeg skal på arbejde, tager et bad, mens han bliver liggende. Jeg tror, at jeg skal være grøn i dag, siger jeg og finder det grønne tøj i skabet. Jeg tror, at jeg skal være grå i dag, siger han spagt.

Vi kysser flere gange farvel, han er pludselig meget forsigtig, jeg kan ikke mærke stødene længere, jeg kan kun tænke på hans klistrede ryghår og lille spidse mund. Jeg bevæger mig svævende rundt i lejligheden med et smil gemt i munden, min latter fylder rummene, vi siger farvel ægte nu, og jeg glemmer ham allerede før døren lukkes.

Det var dette du ville, var det ik. 
Det var det. Du ville. 
Min arrogance føles som gift. 

***

“Jeg kan nogen gange blive så vred på dig,” siger jeg.
“Det er okay.. Du må gerne være vred på mig,” svarer Psykologen.
“Du har skabt et monster.”
“Du bliver kun ensom, når du prøver på at miste dig selv.”
“Jeg kan ikke holde ud, at ting skal gå i stykker, fordi jeg har træsko af metal på.”
“Men du skal jo være dig selv.”
“Men mit ego bliver jo så stort, at der ikke kommer til at være plads til nogen. Jeg tænker hele tiden- kan de overhovedet lide mig?”
“Har du overvejet, om du kan lide dem?”
“Nej men..”
“Igen: Du bliver kun ensom, når du prøver at miste dig selv.” 

***

De fire øl og den lette søvn ved siden af det fremmede menneske river i mig. Er fanget i grønt tøj og kvalme på kontoret. Der er lyden af en sang, men jeg kan ikke finde ud af hvilken. Mine bevægelser er sløve, jeg kæmper mod mine øjenlåg, jeg føler mig fjern men også meget til stede, jeg føler mig kold i radiatorvarmen, jeg har ondt i mit underliv, jeg tænker på, hvorfor jeg bløder nu, jeg tænker på, hvorfor han ikke gjorde et større indtryk, jeg tænker på sex, min længsel efter at blive fyldt op, ufuldkommenheden i denne situation, jeg siger: du skal have kondom på, han siger: nå okayh, jeg siger: jeg vil bare gerne have ren samvittighed, han siger: jeg mister min erektion, jeg siger: det er ok, orgasmer er ikke så vigtige for mig, han siger: du er god til at nusse, jeg siger: tak og i lige måde, det er hyggeligt, han siger: du ser flot ud nøgen, jeg siger: tak, han siger igen: du ser flot ud nøgen, jeg lyver: i lige måde.

***

det er ikke et modermærke, det er bare fregner

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er et dårligt menneske. Det er utrolig let. Så jeg isolerer mig fra mine virkelige relationer, og opsøger de digitale i stedet for. Jeg vil helst se nogen, der ikke kender mig. Det er selvfølgelig ikke bare lige sådan; jeg tager forholdsregler og stiller krav. I en digital virkelighed kan jeg være et godt menneske igen. Jeg vil gerne have sex, men ikke med nogen der ved hvem jeg er. Jeg kan ikke overskue, at rodes ud i noget med nogen. Jeg kan ikke overskue muligheden for at fucke ting op. 

Jeg ved, at jeg overdramatiserer. 
Jeg ved, at jeg er alt for hård mod mig selv.
Jeg ved, at jeg har ret. 
Jeg ved, at jeg ikke har ret. 

Jeg har lovet mig selv, ikke at skrive om andre ydre konflikter her på bloggen end dem med mænd. Venskaberne og de andre relationer holder jeg for mig selv, fordi jeg er bange for at såre nogle med mine ord. Derfor kan det nogen gange blive til en tåget metasnak, når nogle af disse ting fylder rigtig meget.

Jeg har i weekenden kæmpet mod mit selvhad, og jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at skrive om det her. Men jeg skammer mig så meget over alle de rådne følelser jeg har, at jeg ikke har lyst til at formulere dem.

***

Jeg ville gerne have skrevet om min fredag, hvor jeg vandrede rundt om Mosen. Den var helt tom, men min hjerne larmede så meget, at jeg følte, jeg stod et meget trafikeret sted. Naturen gjorde mig bange. Overalt så jeg kun de døde træer. Onde fugle der gemte sig i krattet. Det var som om, at jeg var ved at miste min forstand. Min hjerne skreg: Du er så fortabt. Du er så ensom. Du er så fortabt. Du er så ensom. 

Kunne jeg bare opløses i vandet, lægge mig et hemmeligt sted, dybt inde i mosen og forsvinde. En dybtliggende angst, der smerter i alle nerveender. Alle steder at gå hen, ingen steder at høre til. En plan om aldrig at være tæt på nogen igen. For når man er så slemt et menneske, ustyrlig og selvisk, så ødelægger man bare alt.

Jeg ved det godt. Høje bølger. Det er derfor jeg skammer mig. Jeg kan ikke bruge skammen til noget dog. For det er næsten dobbelt-åndssvagt at hade sig selv for sit selvhad. Det løser jo ikke en skid. 

Det er absurd, hvor jeg kan gå fra at være et Helt Menneske til et Ikke-Menneske. Der er aldrig nogen middelgrund. Jeg er alt for hurtigt en teenager igen, og jeg barrikaderer mig bag døren, nemt når man i forvejen bor alene. (Der er ingen der kan seat du græder)

***

Jeg ville gerne have skrevet om min lørdag. Fucking første december. Jeg forsøger at høre julemusik. Jeg vil gerne forsvinde ind i en juleillusion. Bare rigtig hygge mig. Men jeg hygger mig overhovedet ikke, for jeg har for travlt med at hade mig selv. I stedet skaber julen en mørk, tung ensomhed, der får mine ben til at ekse og mit hjerte til at bløde. Jeg kigger på folks insta-stories, og jeg misunder enhver form for socialitet.

Jeg kunne sagtens have været social hele weekenden. Jeg var inviteret til en masse ting. Jeg behøvede ikke at være så ensom. Men det bliver et statement, en straf jeg selv synes, jeg fortjener. Jeg fortjener at sidde derhjemme og være så dybt ulykkelig. Det er ikke konstruktivt. En gammel aftale får mig heldigvis på bodega. Mens jeg sidder der og snakker, tænker jeg, at jeg er vanvittig selvoptaget. Det er kvalmende. Min stemme knækker. Ikke græd, ikke græd. 

På vej hjem, lidt efter midnat, skriver jeg til H. og spørger hvor han er. Jeg vil give alt for at blive holdt om. Han er opløst i sit eget selvhad, så han forsvinder (heldigvis), før jeg når at fange ham. Om natten kan jeg ikke slippe fantasien om at skulle røres ved. Som om at fysisk kontakt ville kunne hjælpe alt. 

***

Jeg bruger søndagen i en halv døs foran ‘True Blood’ med Mr. Rabbit mellem benene. Jeg onanerer mig selv til blods og til lykke. Jeg skriver med digitale mænd. Arrangerer dates. Jeg beslutter mig for, at hvis jeg rent faktisk er et dårligt menneske, så må det være sådan. Jeg kan godt blive et bedre menneske, hvis jeg arbejder på det. Jeg gider ikke være et hjælpeløst offer, som skylder skylden på alle andre. Uhhh de behandler mig så dårlit hvorfor vil de ik vær min ven meerr så tarvelit. 

Objektivt er jeg ikke ensom. Jeg har et stort netværk og mange tætte venner. 
Objektivt er jeg ikke et dårligt menneske. 
Objektivt har jeg styr på, hvad det er jeg skal i livet. 

Jeg ville gerne have lavet en julekalender som sidste år, hvor jeg dag til dag beskrev min elendighed. Men det har jeg faktisk ikke rigtig lyst til i år. Jeg vil hellere prøve at forstå selvhadet, og hvorfor det er så let for mig at tappe ind i det. Julen er en bitch, og især når man er single og har rod i sit følelsesliv, er det ekstra let. Det er en lammende følelse af utilstrækkelighed og rodløshed, fordi man sammenligner sig selv med alle andre – idealiserer en form for “perfekthed” eller “fuldkommenhed”, som bliver målet. Men det er alt for abstrakt at forholde sig til. Jeg kan ikke bruge det til noget.

Jeg vil gerne være stærk. Jeg vil gerne være bedre til at være menneske. Nogle gange føles det som om, at vi alle bare smadrer rundt og prøver at finde ud af, hvordan vi skal leve bedst muligt. Der findes ingen universelle sandheder. Selvhadet gør mig træt, for jeg er alt for priviligeret til at skulle tænke sådan.

****

Tidligere i dag var jeg til lægen. Jeg lagde mig på briksen og lod hende tjekke alle mine modermærker. Der var dog ingen modermærker. “Det er altså bare fregner,” sagde hun. “Jeg er bange for, at jeg er meget syg hele tiden,” sagde jeg med bævrende stemme. Hun kiggede på mig uden omsorg. Hun så bare et sundt menneske med unødvendig paranoia. Det gjorde mig både glad og ked af det. Der er ikke noget galt med mig. Jeg er bare min egen værste fjende. 

Alting er lidt oppe i luften for tiden. Desto mere jeg nærmer mig selv, desto mere komplicerede bliver tingene også. Arbejdsliv, dating, venskaber. Jeg udvikler mig langsomt til at være en no-bullshit-kinda-person, der kynisk fjerner ting der gør mig ondt, og som selvbevidst sætter grænser. Det er selvfølgelig en ret god ting at kunne, men konsekvenserne skræmmer mig; at man rent faktisk kan tabe noget – og at tingene kommer til at ændre sig. Jeg forsøger at bearbejde sorgen, men det er nogen gange for uhåndgribeligt for mig.

Nu er jeg tilbage på arbejde. Jeg forsøger ikke at tale for meget om mig selv, men i stedet for bare arbejde. Det tror jeg godt, at jeg kan finde ud af. Det håber jeg. Ellers ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

farligt menneske

– Nå hvordan går ferien?
– Tja, det går da egentlig meget godt.
– Nå okay, fedt man.
– Ja, det er sgu ikke helt galt med lidt ferie.
– Nå nå, ja ja, der er nogen der kan.
– Haha ja jah…
– Men hvad øh, kan du holde varmen, hva?
– Ej det er jo skidekoldt.
– De nordvestlejligheder er sgu heller ikke isoleret ordentligt
– Nej, det ville være synd at sige

– Får du set lidt tv?
– Ork ja, to sæsoner af True Blood
– Hold da kæft man, du ligger da ikke på den lade side
– Haha, tja, jeg synes ikke jeg laver andet
– Nå nå, ja ja. 
– Jaeh. Mit datingliv er ikke hvad det har været..
– Nej? 
– Næh du. Forleden nat modtog jeg en besked fra Briten.
– Nå?
– Jeg vågnede fra et mareridt det øjeblik han skrev. Så random! Han lå søvnløs og sagde undskyld for 9 måneders tavshed.
– Nåerh okay…. vildt
– Men jeg føler ikke en skid. 
– Nej..?
– Jeg sætter ham fri, så han kan sove igen. 
– Og hvad med de andre?
– Fuck de andre også! Forhåbentlig har jeg en knaldedate med Forfatteren i næste uge. Han skriver, at han tænker meget på mig. Jeg tror bare, jeg skal knalde ikke-farlige mennesker lidt. 

– Så deeet. 
– Ja, så deeet. 
– Deeet. 
– Kender du følelsen af, at ordene i ens mund virker giftige? 
– Tjo… ja, det kender jeg godt.
– Jeg er et farligt menneske, tror jeg. 
– Farlige mennesker er ensomme mennesker…
– Det er sandt. Jeg græd op af trappen, da jeg kom hjem fra restauranten, men ikke for højt, for væggene er tynde. 
– Åh… hmm. Du behøver ikke skjule din gråd.
–  Naerhj. Jeg har opdaget, at når jeg har lyst til at græde, og åbenlyst skal tage en konflikt, snakker jeg om politiske emner i stedet. Efter min 30 minutters anspændt, tåretilbageholdende tavshed ved bordet på restauranten, udbryder jeg pludselig: “Tænker I nogensinde på hvor meget det forurener at flyve?? Jeg tænker på klimaet hele tiden!!” 
– Det forurener jo meget.. du må da godt si…. 
– …. det fik mig til at tænke på da alting gik ned i flammer med Australieren, og jeg over morgenbordet bare randede løs: “Hvem har overhovedet sagt til kvinder at de skal have make-up på og barbere ben? Hvorfor skal vi seksualiseres HELE tiden? HVA???”

– Jeg tænkte på noget.
– Nå… hvad?
– Hvorfor snakker du egentlig med dig selv lige nu?
– Fordi jeg har brug for nogen at snakke med, men jeg har ikke lyst til at snakke med nogen.
– Tror du ikke bare det handler om dit forhold til din familie? 
– Nej! Det handler om, at jeg generelt er et råddent, ødelæggende og FARLIGT menneske, der ikke kan finde ud af at have relationer.
– Så det har ikke noget at gøre med, at dine forældre først blev ægte stolte af dig efter du havde været på tv? 
– Jeg ville ønske, de håndterede alt det her på en anden måde. 
– Nå nå. Du er en forkælet møgunge nogen gange. 
– Jaeh. Præcis..

– Jeg er også hele tiden syg. Igen… 
– Nå, hva nu?
–  Ja altså… Brystkræft, HIV og lidt snot i næsen. 
– Du ved godt, at du ikke er syg, ikke?
– Nahh… 
– Hmm. Du er ikke syg. 
– Jeg er nok bare lidt ensom i min krop, men jeg har altså ikke lyst til at dø. 
– Alting er ensomt. Det er sådan vi er født.
– Det føles unaturligt.
– Det er måske også lidt unaturligt…
– Jeg vil så gerne være et ordentligt menneske. 
– Du kan bare blive i din lejlighed for evigt, så slipper du for de her følelser.
– Men så dør jeg jo.. sådan for alvor. 
– Hmm. Du gør ting besværlige for dig selv.
– Jeg ved det godt. 
– Ok. 
– Tja…
– Hmmm.

– Den bums på kinden dér…
– Hvad med den?
– Du ska’ ik’ presse den.
– Hvorfor ikke?
– Det efterlader ar. Jeg googlede det i går. 
– Nå okay. Haha. 
– Du kan ikke løbe fra dig selv.
– Jeg vil ryge en cigaret i vindueskarmen nu.
– Nå nå. Fair nok.

– Det er bare en dårlig dag, tror jeg. 
– Jaer. Om lidt er det jul!
– Jeg glæder mig.
– Men jeg tror, du skal holde lidt igen med at høre dette nummer hele tiden. 
– Hvorfor? 
– … emo-girl.

kære søndag, er jeg kilden til evig ungdom

jeg er træt allerede før jeg begynder at skrive,
jeg bliver ved med at mærke efter på min pande om jeg har feber
jeg er da lidt varm er jeg ikke

en 40-årig møbelsnedker spørger i går på tinder
om jeg er en uartig pige
uartig
jeg strammer snorene i min hoodie så mit ansigt bliver lille bitte
jeg ånder ud gennem hullet i hætten med min lille tørre mund
mine sprukne forkølelseslæber er blodige
jeg piller døde hudflager af mine snotfyldte næsebor
uartig
jeg er så uartig man
(hæhæ) (ikke)
han vil gerne komme og gennemkneppe min syge krop
så lader du døren stå på klem siger han
og så kommer jeg ind og slikker din våde mis
(jeg spekulerer på om det kun er mænd over 40 der skriver ‘mis’)
kan godt være at manden bliver nødt til at tage dig lidt hårdt lille skat
du skal knaldes til du ikke kan huske dit eget navn lille skat

mens unge mænd feticherer min høje alder
feticherer ældre mænd åbenbart min ungdom 
(de jævnaldrende er bare bange for bryllup)
han skriver:
tror dit skød er ret lækkert
som kilden til evig ungdom
jeg skriver:
det er faktisk også sådan jeg selv beskriver mit skød
(haha)

selvom jeg griner og snotter imens vi skriver
bliver jeg (til min overraskelse) stadig ophidset
for min krop er varm under det beigefarvede joggingtøj
og endnu værre er den alene og overladt til sig selv og syg
og når den er det melder den rastløse liderlighed sig
og jeg får lyst til at blive kneppet ud af bevidsthed 
blande snot med sæd
blande tårer med anden vådhed

det hele minder mig om for et år siden hvor en 43 årig møbelsnedker fik halsbrand mens han stadig var oppe i mig
han havde desuden to veste på
en i denim
en i læder
men altså hvem gør sådan noget
jeg havde sagt at mine vinduer var utætte
om han ikke kunne komme og fylde dem
(hæhæ)
jeg er god med mine hænder sagde han
og mere behøvede jeg ikke at vide
men de to veste der
hvem gør sådan noget

den modne mands kneppebeskeder fortier
jeg tror egentlig det var mig selv der startede det hele
jeg ville ønske han kom herhen og kneppede mig
men jeg ved det er en fantasi
hvis han reelt kom her og så mig og spiste mig
det ville jeg ikke kunne overskue
mine tørre læber ville desuden ridse hans hud for meget
og jeg ville komme til at snotte på hans gamle pik

jeg vil bare gerne røres ved

så kære søndag
jeg spekulerer på om jeg virkelig er kilden til evig ungdom
eller i så fald hvor er kilden henne? 
den kunne jeg godt tænke mig at prøve
eller om det er ligesom de andre fortælinger man bilder sig selv ind
jeg kollapser åbenbart under gode nyheder
helt syg lige pludselig
seriøst dårlig survival mekanisme
det er en fortælling om at jeg skal være alt muligt
jeg kollapser åbenbart under ansvaret
lige nu i hvert fald

hold nu ferie din idiot
det siger man til mig
så bliver jeg bange
for jeg har ikke noget rigtig liv udover mit arbejde
udover at kneppefantasier og streamingtjenester 
og fede venner og scrabble
men er det ikke netop pointen ved ferier? 
at man finder sig selv
og måske finder kilden til evig ungdom (haha)
hvad hvis jeg vil røres alt for meget
hvis jeg får for meget fri
hvad skal der så blive af mig
en gennemkneppet sofakartoffel
kommer det hele til at falde fra hinanden
hvis jeg holder lidt ferie

kære søndag
hvorfor græder jeg lidt i dag
er det fordi det er søndag
(din bitch) 
eller er det fordi jeg faktisk bare er syg jo
jeg er bare uendelig træt jo
(og lidt ensom jo)
jeg har det jo fint jo
– BYEN AF STJERNER husker du nok,
jeg tror jeg vil se en serie om vampyrer
og tænke på dobbelt-veste
hvem gør sådan noet
seriøst 
hvem gør så-noet

And she only means to please them
And her heart is full and hollow
Like a cactus tree
While she’s so busy being free

byen af stjerner

Mit horoskop sagde i denne uge: “A lucky break could happen for you around or shortly after the middle of the week. You could stumble into an opportunity involving your career.” Yesss! Jeg råber det til min chef: “Hallo, mit horoskop siger, at vi får pengene”. Easy. Alle på kontoret får så deres horoskop, vi klapper ekstatisk i hænderne over disse gode nyheder, og over at vi alle kan være helt trygge og lade vores liv flyde fra jorden op til stjernerne. 

Et sted mellem min porøse jordforbindelse og mønstrene i stjernerne gemmer virkeligheden sig dog, for – in the middle of the week, the lucky break, – det sker fandme!, og det er den som får mig til at trække mig ind på mit lille kontor efter frokost af ren overvældelse og lykke, “jeg skal altså lige græde lidt,” siger jeg til min kollega og begraver tårerne i hænderne, mens jeg forsøger at forstå, hvad det er der sker…

… for hvad er det der sker, hvad, hvad, hvad, hvad er det der sker, når man kan komme ud af dagpengesystemet, når man får lov til at få løn for at lave noget man elsker, når der investeres penge i ens person, når man pludselig føler man er lavet af guld, the golden girl… Jeg kan næsten ikke tro det, og jeg kan blive ved med at hyle af overvældelse, og alle siger: “Du’ ik’ heldig – du’ dygtig,” jeg føler mig mest heldig, men måske fatter jeg snart, at jeg også er dygtig, at det ik’ er for sjov det her, at det er et seriøst job det her, et seriøst projekt, jeg er seriøs, JEG ER SERIØS. Oh lord. 

Nå. Det skulle egentlig ikke udvikle sig til en Oscars-takketale (ah okay, jo lidt, “tak til min psykolog for at lære mig at tro på mig selv, tak til min angst for at have lukket alle andre karriere-døre, tak til pizzariaet på Frederiksundsvej for deres slatne hawaii-pizzaer, tak til de mænd der bollede mig og aldrig skrev igen – hvis jeg var endt i et ligeværdigt kærlighedsforhold, havde jeg aldrig fået det her job, I har holdt mig følelsesmæssig ustabil, tak for det, og tak til min præstationsangst og selvkritik der konstant holder mig op på dupperne, tak til de dårlige undervisere på universitetet, der fik mig til at drømme om at lave alt muligt andet, tak til min lejlighed for altid at rumme mig, tak til… ahh).

(tak til mig selv, fordi jeg åbenbart er en fucking badass bitch, yassss)

Nå. 
Jeg har gået og tænkt på november 2017. For et år siden sejlede mit liv; jeg havde ingen idé om hvad der skulle blive af mig, og jeg forsøgte samtidig at blive spist af Løven, en forkvaklet redningsmission (fortæl mig hvad jeg skal, fortæl mig hvem jeg er). Jeg har ikke været forelsket i samme grad siden. Når jeg bliver ramt af medgang (som nu), har jeg ustyrlig lyst til at skrive til ham og fortælle ham om hvor stabil og fantastisk jeg er, for hvis jeg bare kunne have mødt ham nu, så ville tingene måske have været anderledes.

Men ville jeg overhovedet have været i stand til at forelske mig i ham nu?
Jeg erfarer (bittert?), at jo bedre styr jeg får på mig selv og mit liv, desto sværere er det for mig at opleve intense begær- og kærlighedsfølelser. Muligvis går jeg kun på dates med kedelige mænd, men der er måske noget om det. I går mødes jeg med en sød, klog og pæn fyr, men jeg kan mærke med det samme, at han ikke er noget for mig. På vej hjem ned af Nørrebrogade med den bidende arktiske vind i ansigtet, spekulerer jeg på, om jeg ville have oplevet en større tiltrækning, hvis jeg havde mødt ham for et år siden.

Det er selvfølgelig en god ting – det ved jeg godt! – men det kan også hyle mig lidt ud af den, at det pludselig er blevet så svært det her dating-noget. Jeg synes, de fleste mænd jeg møder for tiden er dødkedelige, jeg gider ikke engang snave eller gå i seng med dem, og når jeg får gisning om at de er rodløse, passionsløse eller bare sådan.. ordinære, så slukkes jeg med det samme. Jeg ved godt, at jeg ikke skal generalisere omkring de her ting, det er også bare tinderdates, og man skal igennem mange kedelige dates, før en som fx Løven træder ind i rummet.

Oftest har min seksuelle fantasi været mandens fantasi. Jeg sagde, at jeg gerne ville underkaste mig, domineres. Det skulle være hårdt og jeg skulle ydmyges, ruskes rundt, modtage befalinger. Men når jeg lukker øjnene nu og tænker på sex, så er det mig der dominerer dem, binder dem, kvæler dem, rider dem, hiver i deres hår, så jeg kan bide dem i læben, trækker tøjet af dem, lader dem fryse nøgne på det kolde gulv, giver dem blide lussinger, bider dem i maveskindet. Jeg vil gerne møde Løven igen, så jeg kan prøve at tage ham. 
(Jeg sidder og læser de gamle dagbøger fra sidste år, mens jeg stalker ham på de sociale medier, han er stadig ubegribeligt smuk, og der er noget i novemberkulden på cykelstien der slynger mig tilbage til ham… det er bare nostalgi, det er bare nostalgi, stop dig selv..)

Nå. Det skulle faktisk ikke handle om mænd og kærlighed det her. Når jeg skriver positive indlæg som dem her, tænker jeg altid: “Jeg fortryder sikkert, at jeg skrev alt det her, fordi det nok kommer til at gå ad helveds til igen lige om lidt” Så jeg forsøger at træde varsomt i denne lykkerus, og i går lå jeg også forstenet på sofaen efter daten og græd lidt til ‘Kidding’ på HBO, og alting føltes meget stort og uhåndgribeligt, og jeg kunne ikke falde i søvn fordi tankerne ekkoede, disse selvopfattelser, disse halve længsler og konklusioner, men i dag tillader jeg mig alligevel at være i byen af stjerner, i en drømmetilværelse hvor min afskyvækkende forkølelse, uregerlige suppe-tarmsystem, dårlige kunstneriske selvværd, aldrende krop, og dødsdømte kærlighedsliv ikke gør det store,  – her svæver jeg bare op mod stjernehimlen, helt luftig, helt glad. Det er godt lige at opleve det engang imellem.