pas nu på for helvede

I går aftes havde jeg drukket lidt for meget vin til et familiemedlems nonfirmation. Jeg var fuld og lykkelig, da jeg kom hjem. Min søster, med hjertesorg, sagde på bodegaen over de to familiefest-evalueringsøl: Jeg er så glad for at se dig så glad.
Jeg boblede over af Sangeren, for han er i mine tanker og i mine ord konstant. Jeg skrev alt det her:

Jeg skal tvinge mig selv til at skrive om den velfungerende kærlighed, for ellers glemmer jeg senere, hvad velfungerende kærlighed er, og alle siger, at man skal huske at nyde velfungerende kærlighed, for om lidt kan den ophøre med at eksistere, og det er rart at huske tilbage på samtaler man har haft, følelser der er følt, og jeg ved, at jeg måske bare burde skrive dem til mig selv, for who cares anyway?, men det kan jo være at du derude også forstår det og har brug for det, jeg ved det ikke, nu skriver jeg bare.

Han står på altanen i regnen, trækker luft. Vi har tavst taget vores tøj på igen. Han lignede et barn i sofaen, krøllet sammen med sine lange lemmer ovre i hjørnet. Jeg forsøger at forstå, hvorfor han pludselig er så ked af det. Det var jo bare sex, og en rejsning der forsvandt. Det kan jo ske.

Jeg henter hans vinglas med ud på altanen, prøver at holde om ham. Mine bare tæer er våde på metalgulvet. Jeg ruller en cigaret.
– Alting blev bare så sårbart lige pludselig. Først er det sex, og så er det pludselig noget andet, og jeg kan ikke lide det, jeg kan ikke lide, at være så sårbar her..
Jeg fortæller ham, at jeg også har lyst til at trække mig væk tit; at det også er voldsomt for mig at være sårbar.

Jeg er ved at græde, for jeg tolker i hans ord, at han måske vil forlade mig, fordi det hele er for meget. Og det er sgu da også for meget for mig, siger jeg. Jeg spørger, om han har lyst til at være her, eller om han bare vil hjem.
Nej nej nej. Det er slet ikke det.
Jeg græder alligevel.
Det regner fortsat. Jeg bunder mit glas vin. Vi er stille.

Vi sætter os i skrædderstilling foran hinanden i varmen indenfor. Jeg forsøger at forklare, hvordan jeg altid er bange for, at den anden trækker sig, når jeg giver noget af mig selv – hvordan tidligere erfaringer har lært mig, at det er dét der sker.
– Men du kan jo kun give alt af dig selv, og hvis vi ikke skal være sammen, så skal vi jo ikke være sammen – så er det vel bedre, at have givet alt det man kunne, mens man kunne? Og samtidig så ved du godt, at det ikke er sandt med mig, gør du ikke? Ved du ikke godt, at du har mig og ikke skal tvivle på mig?
Han har gennemskuet mig.

Mine ord er vanskelige i munden på mig. Jeg overraskes over, hvor besværligt det er for mig, at snakke på den her måde – fortælle om mine følelser. Det er som om, at jeg ofte kun tænker gennem mine fingre (på tastaturet); at det kun er sådan, at jeg kan kende mine tanker, men når det kommer til virkeligheden-virkeligheden, så ved jeg ikke en skid.

Jeg har virkelig ikke lyst til at være kærester med dig, siger han. Det her er noget andet. Noget større, noget anderledes. Jeg elsker dig. Og selvom hvis det ikke går – hvilket jeg tvivler på – så vil jeg altid elske dig.
– Jeg elsker også dig, siger jeg.
Jeg er så forelsket i dig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg tager hele tiden fat om hans store ansigt, begraver mine fingre i de viltre, mørke krøller, stikker næsen ind mod hans brede bryst, den varme hals.
Du er alting.

Jeg kunne rejse alle steder med dig.
Og jeg vil se hele verden, kun med dig.

En due er igang med at bygge rede på stationens infoskærm. Du fortæller mig med fagter, at jeg skal dukke mig, da duen flyver tæt på mit hoved. Du taler i telefon med din farmor. Jeg har sagt til dig, at jeg ikke har kørt i tog i årevis. At jeg engang var syg.

Du er god til at snakke med mig på turen, fordi du godt kan se, at jeg ikke er afslappet ved situationen. Men pludselig er vi der, jeg bemærkede ingenting. Er det dig eller mig der fjerner angsten? Jeg holder din hånd gennem skoven. Vi stopper konstant op og kysser, mit hjerte springer rundt i blodet.

I de lyse sale er der kun dig. Vi filtres ind og ud af hinanden og kunsten på væggene, i græsset og i havet, i restauranten og i himlen. Jeg tror efterhånden på, at du er den, der gør mig aller lykkeligst.

Vi sprutter af grin. Bag en skulptur klemmer du om mit bryst og siger, at du gerne ville kneppe mig lige nu. En japaner knipser billeder af havet. Jeg sukker ind i dit øre. Jeg forestiller mig, at andre mennesker kaster op, når de ser os. Men jeg tænker ikke så meget på det. Mest er jeg bare viklet ind i hele dit væsen, din dybe stemme, de blødeste kys.

Du tror, at det er skæbnen, vi mødtes.
Vi sidder på en restaurant tilbage i byen.
Togforsinkelser og fem forskellige skift undervejs har fjernet min rejseangst. Jeg forstår, at jeg kan være de fleste steder.

Jeg siger, at jeg tror mere på fri vilje, end på skæbnen. At det er det underbevidste der træffer de rigtige valg, siger jeg.
Men er det ikke også skæbnen, spørger du.
Men tror du virkelig, at der en større plan?
Ja.

*************

Jeg ville også skrive et afsnit om, hvordan jeg havde det, når ham og jeg havde sex. Hvordan min verden eksploderer, når jeg er tæt på ham. Men jeg falder i søvn.

I dag går jeg en tur i mosen, fordi nogen gange skal jeg bare ned i mosen. Jeg ridser vores navne ind i et træ, skriver skøre mosedigte, danser moderne dans på de forladte, inderste stier. Jeg er væk i mange timer. Lykkelig og overrumplet af både mosen og af ham.
Vi aftaler at mødes i aften.

****

I den sidste aftensol i parken kysser han mig, fortæller mig, at han har savnet mig siden i går, at han er så glad for at se mig. Jeg spørger, om jeg har fortalt om onanisterne, som jeg har mødt i parken. Nej, siger han. Jeg fortæller historien om en mand, der sad ti meter fra mig under et træ og hev sin kæmpepik op af sine små sportsshorts sidste sommer. Hvordan han sad der i næsten en time og blev ved med at onanere, når der var fri bane. Sangeren spørger mig, om jeg blev liderlig af det. Nej, siger jeg. Men det var fascinerende og jeg kunne ikke lade være med at kigge, siger jeg. Jeg griner, mens jeg fortæller historien, som om det var en hvilket som helst anden historie. Efterfølgende er han tavs. Jeg må ikke holde ham i armen.
– Synes du jeg er en pervert, spørger jeg.
– Nej, siger han, men holder afstand til mig.

Da vi nærmer os parkens udgang, spørger jeg, om han er ok.
Nej, siger han. Jeg vil gerne hjem og være alene, siger han.
Mit hjerte synker ned i livet på mig, og jeg flipper ud. Vi sætter os på et affolket græsstykke. Han vil ikke kigge mig i øjnene. Han beskriver igen, hvordan han har problemer med nærhed, og at det her er for sårbart for ham.
Jeg siger, at jeg ikke forstår, hvad det handler om. Er det noget jeg har sagt?
– Jeg vil ikke fortælle dig for mange ting om mig selv, siger han. Måske på et andet tidspunkt, men nu vil jeg gerne bare være alene og trække mig ind i mig selv.

Vi snakker om frem og tilbage uden nogen konklusioner. Jeg er så forvirret, samtidig med at mit hjerte er ved at briste i brystet på mig. Vi aftaler, at jeg kommer hjem til ham om fyrre minutter. Han går afsted. Jeg ryger 5 cigaretter. En veninde i området fanger mig i øjeblikket. Hun følger mig ned til hans lejlighed.

I lejligheden er hans blik koldt og mørket. Øjenbrynene rynket henover hans afgrundsdybe øjne. Det kyniske ansigtsudtryk som han har på scenen.
– Din historie om onanisten var meget grænseoverskridende. Det fik mig til at tænke på, hvem du overhovedet er? Det ændrer mine følelser for dig.

Jeg siger, at jeg vitterligt ikke havde tænkt over, at det var grænseoverskridende. For mig betød historien og sitautionen ingenting.
– Men det var jo en seksuel relation, siger han.
– Nej, ikke for mig.
– Indrøm det nu. Det var seksuelt.
– Nej.
– Men jeg har ikke lyst til at høre om sådan noget. Jeg kan ikke lide, at være så sårbar her.

Jeg siger undskyld, at jeg ikke tænkte over, at det kunne være grænseoverskridende. Under mine ord tænker jeg, at han overreagerer fuldkommen.
– Skal jeg gå?
– Ja.
Jeg tager mit tøj på og gør klar til at gå.
– Jeg har ikke lyst til, at du skal gå. Men jeg har heller ikke lyst til at du skal blive.
– Jeg har det på samme måde.
Jeg sætter mig i stedet ud i køkkenet med alt mit overtøj på, piller ved blomsterne på bordet og gennemspiller hele vores relation i mit hoved. Hans reaktion ændrer noget i mig, og jeg er så forvirret. Skal jeg bare gå? Jeg har lyst til at række ud efter ham, samtidig med, at jeg er rasende over, at han gør det her mod mig.

Han kommer ud i køkkenet til mig.
– Er du sikker på, at du har lyst til at være sammen med mig? Spørger han.
– Ja, får jeg fremstammet med min grødede stemme. Er du da usikker, efter i dag?
Han svarer ikke, men stirrer bare på mig.
Jeg vil gerne fortælle dig hvorfor jeg er sikker, siger jeg, og tager en dyb indånding.

Forleden dag spurgte du mig, hvorfor og hvordan jeg syntes du var smuk, men jeg nåede ikke at svare, fordi vi kom til at skifte emne. Jeg har tænkt over det siden – hvordan du er smuk. Det er hele dit væsen. Den måde du bevæger dig på, din stemme, dine øjne. Den måde du ser og oplever verden på. Det er dét som gør dig så smuk.

I lang tid, i mange år, måske endda hele mit liv, har jeg levet i min egen verden. Det har været så ensomt. Men så møder jeg dig. Dig som også har levet i din egen verden. Og pludselig oplever jeg to verdener som mødes. Og at du forstår min og jeg forstår din. Det fjerner selvfølgelig ikke min grundlæggende ensomhed, men den åbner en helt ny verden op.

Hele mit liv har jeg følt mig forkert, og du er den eneste, som ikke får mig til at føle mig forkert. Så ja, derfor er jeg sikker. Jeg har en klar, ren, stærk følelse af at høre sammen med med dig.

Han er stille lidt.
– Du vil ikke bare være min ven?
– NEJ! Jeg griner lidt. Nej. Det kan jeg sgu da ikke. Jeg begærer dig alt for meget. Jeg har lyst til at røre ved dig hele tiden, jeg har lyst til at trække vejret gennem din mund. Vil du da kun være venner?
– Nej, siger han. Jeg har det på samme måde… med alt hvad du siger. Jeg føler mig stærk i vores kærlighed. At du gør mig stærk.
– Du gør også mig stærk, siger jeg.

– Jeg tror, at det jeg oplever, er jalousi, siger han. At jeg er jaloux, og jeg kan ikke holde det ud. Det er en voldsom følelse, og den vil ikke gå væk.
Mere stilhed. Jeg kigger insisterende på ham. Vi lægger os ind på sengen, men jeg må stadig ikke røre ham. Han har en mur omkring sig, skubber mig væk, når jeg prøver at komme tæt.
– Jeg er bare så ked af det, siger han. Jeg har det som om, mit hjerte er knust; at alt er ødelagt.
– Der er ikke noget der er ødelagt, siger jeg.
– …. Alt er ødelagt, siger han ned i puden.
– Det gør så ondt i mit hjerte også, siger jeg.
Min hjerne siger ordløst til ham: Din fede idiot, du skal ikke ødelægge det her.

-Måske jeg bare skal gå? Selvom jeg ikke har lyst. Jeg har bare lyst til at være tæt på dig, men det må jeg ikke, og så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv…
Han krammer mig længe, men skubber mig væk igen.
Jeg tager for anden gang inde for en time jakke og sko og halstørklæde på. Nægter at kigge ham i øjnene.
Farvel, siger jeg.
Farvel, siger han.

*****

Jeg bliver til is indeni.
Jeg kan ikke flere af den her slags mænd. Umodne, skadede mænd.
Jeg kan virkelig ikke, at blive behandlet sådan her.

Absurd nok føler jeg samtidig en ro – at det hele nok skal gå. At den her slags freakouts hører til kærligheden. Men jeg ved ikke… hans humørsvinginger er så kraftfulde og dramatiske. Jeg har ikke lyst til at være udsat for det. Jeg finder mig fucking ikke i det længere. Jeg bander hele vejen hjem på cyklen. Jeg er rasende på ham over, at han prøver at ødelægge det.

Du ødelægger det, du ødelægger det.

Jeg lukker hjertet i. Jeg har prøvet de sidste to måneder. Men nu er det alvor. Maser og maser på jernportene, som N. heldigvis sørgede i januar for ikke stod på vid gab denne gang. Jeg vil gerne elske og elskes. Kærlighed er fucking svært og kompliceret; den største og vanskeligste følelse i verden. Og jeg er altid kampklar, det er jeg virkelig. Men jeg orker ikke det her, lidt, men ikke rigtig. Jeg gider ikke knuses i stumper og stykker, jeg nægter at tabe mig selv. Så nu er det op på barrikaderne.

Jeg bunder et glas vin og tre smøger på altanen, før jeg skriver dette. Jeg har ondt i maven, alting suger og hiver. Men mest er jeg rasende.
Jeg er fucking rasende.
Så nu lukker vi, ikke? Lukker lige hjertet lidt til igen. Det er vel mest forsvarligt.
Jeg håber sådan, at jeg kan sove.

3 thoughts on “pas nu på for helvede

  1. Noooooo Sanger! Skynd dig at fortælle Weemoed, at du er ked af at din usikkerhed fuckede det op for dig. At du nok skal lære at tackle det på en åben, ikke destruktiv måde fremover, det fortjene hun, så I kan leve vildt og lykkeligt til jeres dages ende..

    Liked by 1 person

  2. Jeg har været Sangeren, jeg har været dig. Det er sgu svært, men det I har lyder for godt, det må simpelthen ikke gå i stykker over de der mærkelige knuder sindet slår på sig selv. Håber jeg!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s