virkeligheden-virkeligheden

Jeg tænker meget på sidste sommer.
Et sommerkort liv. Den febrilske destruktion.
Jeg læser indlæggene. De gør ondt.
Jeg er glad for, at jeg ikke har det sådan i år (endnu i hvert fald).
Men mindet klistrer til dagens varme og min fuldeangst. Det prikker i huden. Mit hjerte slår dobbeltslag. Jeg kan ikke sove, ikke spise. Jeg siger til mig selv, at det er ok; at det bare er i dag. Og igår. Og mandagen. Det var bare de dage, ok?

Jeg skal ned og stemme, men jeg har ingen stemme.
Det betyder alligevel ikke en skid, siger jeg. Antidemokratisk. Er du ikke glad for demokrati, hva? Er din angst vigtigere end demokrati, hva?
Jeg får det forhåbentligt bedre inden 20.

Min hånd er kommet tilbage. Så nu skal jeg leve i Virkeligheden-virkeligheden og ikke længere Håndens Virkelighed. Jeg begræder tabet. I virkeligheden-virkeligheden har jeg et arbejde. Jeg tager på arbejde. Jeg får instant diarrhea på arbejde. Jeg kan ikke arbejde. Jeg skal arbejde. Jeg har ikke noget hoved. Jeg har ikke nogen historier.
Jeg skal have et hoved.
Jeg skal have historier.
Jeg skrider hjem. Hjem til Brønden i mit hoved, den er der i det mindste, gemmer mig i underbevidstheden, som om at Arbejdet ville kunne gøres dér. Jeg tror ikke engang selv på det. Jeg falder bare i søvn. Døsig. Sover 10-12 timer i døgnet. Virkeligheden-virkeligheden er brutal.

****

Den næste dag er jeg så nervøs. Jeg er så nervøs. Forstår du det. Jeg burde ikke være nervøs, men det er jeg. Sjælens tøjkrise – hvem skal jeg være i aften? Jeg mediterer i Brønden dagen lang. Mit hjerte skvulper over. Det er Sangeren der bør være nervøs, ikke jeg. Jeg sidder der endelig, det er aften nu, og jeg er så nervøs, og jeg sidder der, og håber jeg ikke bliver angst. Jeg blev angst til begravelsen i weekenden, fordi der lå en død person en meter fra mig og rummet var så småt, at jeg ikke kunne slippe væk. Nu sidder jeg en meter fra livet, fra Sangeren, i en mørk sal, og jeg kan ikke slippe væk.

Det er vigtigt jeg er her, eller hvad? Hvem har sagt det til mig. Ingen. Måske Sangeren. Hans stemme gør mig rolig. De mange mennesker omkring ham bliver også rolige af hans stemme. Jeg tænker på, om han kan se mig blandt publikum. Han er en anden på scenen. En dæmon, en førsteelsker, en verdensmand. Jeg genkender ham og genkender ham ikke. Jeg prøver at forestille mig hans hals mod min mund, men halsen ser fremmed ud. Jeg overstrømmes samtidig af enorm kærlighed; jeg græder koncerten igennem. Hvem er han.

Bagefter tilsnusker jeg mig et kram midt i mængden. Jeg hvisker til ham, at han var fantastisk. Han virker akavet. Måske er han bare overvældet. Folk står i kø for at nå ham, jeg skubbes væk gennem mængden. Jeg står i baggrunden lidt og kigger. Så går jeg op af trapper. Ryger en smøg i skjul. Går ned af trapper. Sidder på toilettet i ti minutter. Går op af trapper igen. Duften det her sted minder mig om hjem. Jeg kender hver en krog. Jeg husker, hvordan det føles at være alene her.

Jeg kender ikke nogen. Hvad laver jeg her. Jeg føler mig så dum. Og akavet. Jeg tager et glas champagne i mængden. Han står tilfældigvis ved siden af mig. Jeg hvisker igen til ham, at han var fantastisk. Er det overvældende, spørger jeg. Han siger, at han skal snakke med nogle andre. Han går. Hvad laver jeg her. Måske han bare er overvældet. Jeg stiller mig hen til chipsene, hvor der står tre ældre kvinder. Mit hår filtres ind i en busk. Sangeren går forbi mig. Jeg skammer mig over, at han ser mig være så akavet. Jeg forestiller mig, at han fortryder, at han har inviteret mig.

Jeg har lyst til at gå. Jeg bunder et glas champagne. Hvad laver jeg her. Jeg finder en jeg kender meget perifert. Løber nærmest hen til hende. Hun fanges i en 2 timer lang samtale med mig. Hver gang snakken er ved at dø, finder jeg på nye ting at snakke om. Under champagnen skvulper min tristhed. Sangeren drøner rundt i mængden. Jeg tror ikke, han ser mig. Måske han bare er overvældet. Nogle gange hvirvler han hen mod mig, men jeg må ikke røre ham. Det virker akavet, når jeg gør.

Man spørger mig, hvad jeg laver der. Jeg siger, at mig og Sangeren har set lidt til hinanden de sidste to måneders tid. Nå, siger de, han er også så dejlig. Når han så hvirvler forbi mig, føler jeg, at jeg skal bevise over for dem, at jeg ikke bare en idiot-pige, der er der af de forkerte årsager. At jeg ikke er til grin. Men jeg føler mig komplet til grin. Han rører ved alle, omfavner sine venner, familier og veninder, men mellem os er der 100 km og jeg kan ikke fange ham, jeg kan ikke fange ham, jeg kan ikke fange ham.

Nå, fuck det, okay, hvad laver jeg her, fint, jeg drikker mig stiv, fint jeg tager med videre, han flyver stadig rundt, jeg finder min egen fest i ikke-festen, trækker rygerkortet, blomstrer på gaden i skøre samtaler, fint, jeg griner harskt, er centrum, er sjov, måske han bare er overvældet, måske han bare er overvældet, jeg ser ham omslynget med en ekstremt smuk pige, jeg holder øje med dem fra mørket ved toiletterne, under champagnen græder mit hjerte.

Den ekstremt smukke pige opsøger mig på gaden. Hun siger, at Sangeren har fortalt om mig. Har han fortalt om mig, siger jeg overrasket. Ja, siger hun. Han siger, at han forelsket i dig. Wow, det var da sødt, siger jeg. Han er en meget sådan en … røre-type, du må ikke blive jaloux, siger hun. Jeg bliver ikke jaloux, jeg er også sådan selv, lyver jeg.
Jeg siger, at hendes hår er utrolig flot. Sangeren kommer ud og omfavner os begge. Vi står bare og snakker om dig, siger hun. Nå, siger han. Om jalousi og sådan, siger hun. Jeg griner akavet. Hun går. Jeg prøver at kysse ham. Jeg giver ham en gave, jeg har gemt i min taske. Et digt. Jeg føler mig åndssvag. Du skal ikke læse det nu, siger jeg. Han lægger det i lommen. Måske han bare er overvældet.

Men nu går det bedre. Langsomt, men bedre. Han kysser mig foran vigtige mennesker. Vi er ikke kærester, siger jeg til nogen andre, det er stadig meget nyt, siger jeg. Jeg griner harskt igen. Blomstrer videre i min brandert, ender på hans skød. Han siger, at han er glad for, at jeg er her. Jeg føler mig distanceret, men alligevel forbundet. Det er en bizar følelse.
Måske det er mig som er overvældet.

***

Jeg græder lidt, da jeg går fra hans lejlighed dagen efter. Jeg havde glemt Virkelighed-virkeligheden igen. Nu skal jeg tilbage i den. Jeg betvivler alt i mine tømmermænd. Det er kvælende. Jeg har lyst til at stoppe relationen med ham, jeg har lyst til at forsvinde, jeg har lyst at stoppe med arbejdet. Jeg vil gerne være Ingenting. Sådan lidt i hvert fald.

Jeg føler mig så sårbar i min kærlighed, jeg føler mig til grin. Jeg tror ikke engang, at det er hans skyld. Måske han bare var overvældet, jo, sikkert. Jeg elsker ham. Jeg elsker alt ved ham. Og jeg bliver så bange for, at han skal finde ud af, at jeg er så skrøbelig her; at jeg stadig har forrige sommer i mig; at jeg er så privat og bange at jeg ikke kan leve helt.

Min fuldeangst maxer ud, det kan du godt høre, ikke?
I realiteten ved jeg godt, at jeg havde den skønneste, varmeste, blødeste morgen viklet ind i ham og al hans kærlighed. Og jeg er næsten altid ved at græde, når vi skal sige farvel, fordi jeg allerede savner ham helt vildt. Han har svært ved at give slip på mig ud af døren. Tusinde farvelkys. Jeg er vild med dig, hvisker han med rødsprængte øjne.
Jeg elsker mig selv sammen med ham, for jeg er hele mig selv med ham.
Jeg er bare så bange.
Hvad laver jeg her i Virkeligheden-virkeligheden.
Jeg ved det ikke.
Does any.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s