man kan klappe med een hånd

jeg savner at skrive, men så alligevel ikke. jeg vil ikke skrive med store bogstaver, for jeg kan ikke ramme knappen på tastaturet.
beklager.
(beklager ikke.)
mine fingre gør ondt. jeg kan kigge ned til sårene. jeg har forbundet hånden dårligt. amatør. og jeg får kvalme, når jeg skal forholde mig til hvad der gemmer sig under forbindingen.
jeg savner min hånd.

i dag har jeg gjort rent, i dag skriver jeg på tastatur. førte gang i 14 dage. sikke en forbedring. alting tager lang tid, men jeg vender tilbage nu, tror jeg. jeg tror, det er dét der sker. og hvad sker, når man vender tilbage. (tilbage til hvad)

man ser mig i bussen, og jeg ser byen gennem bussen, det kræver alt hvad jeg har at være de her steder. andre skal sætte mit hår, trække jakken af mig. jeg vil så gerne selv.
jeg bruger 14 dage i håndens virkelighed.
der er kun hånden og dens sår.
en for stram forbinding, en for løs forbinding. det er meget simpelt. hud der strækker, læges, heles. jeg heler sammen med den. giver den plads til at overtage det hele. jeg har haft brug for det, er jeg ret sikker på.

alting har været så overvældende i maj. liv der eksploderer mellem både mine raske og sårede hænder, så meget liv, fuck. og min hånd bliver ok igen, den holder mig fast i virkeligheden mest af alt.

man vælger af nogle årsager, jeg stadig ikke begriber, at give mig penge, så jeg kan fortsætte mit arbejde.
mange penge. jeg græder i flere dage over det.
af lettelse, ydmyghed, storhedsvanvid, frygt.
jeg forstår ikke, hvorfor jeg får lov. men jeg begynder at forstå, jeg rodfæstes.
jeg håber bare sådan, jeg kan finde ud af det hele.

og sangeren siger,
jeg elsker dig, men det kan du godt mærke, ikke?
og jeg siger,
jo. kan du også mærke det på mig?
hvad?
at jeg også elsker dig

det lyder så frygtelig banalt, når man skriver det sådan her. men det har siden håndens virkelighed føltes som et stort, kraftigt, hvidt lys, den reneste følelse, jeg nogensinde har oplevet, og jeg græder igen
af lettelse, ydmyghed, storhedsvanvid, frygt,
også foran ham, fordi jeg slet ikke forstår det – at noget kan være nemt og rent.
jeg bliver kun mere og mere forelsket, det er den mest afsindige følelse.
han er det smukkeste, det bedste.
jeg troede ikke, jeg kunne komme tæt på nogen, og at nogen kunne komme tæt på mig
jeg var overbevist om det.

måske det går i stykker, måske ikke. jeg bekymrer mig faktisk ikke så meget om det. egentlig bekymrer jeg mig ikke rigtig om noget.
kun om sårene i min hånd heler ordentlig. om jeg kan bruge min hånd igen, normalt.

i håndens virkelighed skal jeg bare sidde stille og lade min krop følge med de store ting omkring mig. og i håndens virkelighed er det ok ikke at møde ind på arbejde og se sine venner. her sover man når man skal sove, og spiser når man skal spise, elsker og elskes når pladsen er.

om lidt er jeg hel igen, men jeg ved slet ikke, hvordan man er hel på den måde. proppet med kærlighed, anerkendelse og ambition. jeg tænker for første gang i mit liv: du godeste, så det er sådan her man lever. shit hvor vildt man.

jeg ville gerne skrive flere detaljer, men jeg ved ikke… ikke lige nu. weekenden har været en blanding af sørgelig begravelse efter utidigt dødsfald, den enorme kærlighed og åbenhed der knytter sig til sådanne hændelser, og så det store, grundlæggende hvide lys der beamer ud af alle mine celler. det er fucking overvældende og jeg må igen prøve at forstå alting.

(har til gengæld fået mærkelig musikssmag.. håndens skyld, ik min)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s