lidt endnu

Der sidder seks mennesker overfor mig ved et aflangt bord. Solen står ind gennem vinduet, jeg kigger på uret bag dem, hvor sekundviseren snegler sig afsted med tunge klik-lyde. Jeg har sat mig i skrædderstilling på stolen i mine fine business-powerwoman-bukser, som jeg har erhvervet mig specielt til lejligheden. Mine beskidte sko laver mærker på lårene. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal være i dette rum. Jeg kigger nervøst ind i deres ansigter. Et af gangen. Tæller dem. 1-2-3-4-5-6. De fleste af øjnene er blå og venlige. Ansigterne bag nikker anerkendende. Stemmen i mit hoved siger: Jeg kan ikke være her.

Forinden har jeg prøvet at lukke de store paniktanker ned. Lad vær’ med at tænk på, at din karriere og fem andre menneskers levebrød afhænger af det her. Du har masser af muligheder, selvom det her går i vasken. Det går i stykker med Sangeren om lidt – du kan ikke elskes! Du skal være ensom for evigt. Mit hoved er tomt som en ødelagt kokosnød, og det eneste jeg kan høre er mit hjerte der dunker højt i mine tindinger. Hold styr på dig selv, hold styr på dig selv.

Om morgenen har jeg drømt, at jeg møder N. på en burgerbar i et storcenter. Jeg genkender ham, før jeg ser ham. Han lægger sig ovenpå mig, og siger at han elsker mig. Vi kysser. Han ligner sig selv, men i en uskøn udgave. I et teater lidt efter står han på scenen, før stykket går igang. Han skriver med et aggressivt kropssprog alle sine problemer på en tavle. Jeg indser, at jeg aldrig ville kunne få plads i al den vrede. Publikumsrækkerne bliver fyldt, folk er forvirrede over den sure mand på scenen. Jeg floves over hans adfærd og smutter ubemærket ud af teatret. Drømmen føles forløsende på en måde.

Dagen før har jeg en aftale med Sangeren på en café. Jeg er kommet til at sende nogle “jeg er bange”-sms’er, som han gerne ville tale om ansigt til ansigt. Vi har taget ens tøj på ved et tilfælde. Han siger igen (igen-igen), at han altså IKKE skal have nogen kæreste. At kæreste-begrebet giver ham klaustrofobi. At han gerne vil have friheden til at være sammen med andre…
Ikke at han har lyst til det, idet jeg fylder hele hans følelsesliv, MEN PRINCIPPET – at være fri. Jeg siger til ham, at jeg også får klaus af kærestebegrebet. Jeg forstår desuden ikke, hvorfor han bliver ved med at bringe det på banen, da jeg på ingen måde har nævnt noget om forpligtelser i den art. Måske er det bare hans jeg-er-bange-sprog. Jeg ved det virkelig ikke.

På et tidspunkt tror jeg, at han vil konkludere, at vi skal stoppe det. Hans sætninger er langsomme, velovervejede, melankolske. Mit hjerte synker ned i det sorteste dyb, jeg fjerne hånden fra hans lår.
“Jeg flipper også ud… jeg er meget i tvivl…”
Men han siger så endelig: “… Så jeg synes, vi kun skal gøre det vi har lyst til.”
Jeg er lettet og svarer:
“For mig er det meget simpelt: Jeg er forelsket i dig og jeg er spændt på, at lære dig at kende bedre… og jeg har lyst til at se dig. Mere ved jeg ikke.”
Vi kigger lidt på hinanden i stilhed. Jeg trykker ham på brystet med en flad hånd: “Jeg føler, mig forbundet til dig, okay?”

Vi kysser meget. Han stikker sin hånd ned i mine bukser. Vi sidder alene i et hjørne på cafeen. Generelt er der ikke særlig mange mennesker.
“Skal vi ikke….” Han kigger over mod toilettet og smiler.
“Skal jeg ikke hellere komme hjem til dig senere?” Jeg har svært ved at lure logistikken i hans forslag.
“Jeg er bare dårlig til at behovudskyde,” siger han og sukker ind i mit øre.
“Jeg skal mødes med min veninde om lidt… så.. jeg tror ikke vi kan nå det. Jeg går i hvert fald lige ud og tisser…. øhhh..”
Ude på toilettet tænker jeg, at det var godt, jeg lige fik hans forslag skudt ned. Mens jeg står og vasker hænder, dukker han imidlertid op derude og skubber mig blidt ind i den lille bås. Han trækker mine bukser ned, presser mig op af væggen og begynder at tage mig. Jeg kigger tilbage på ham i vores lydløse støn og tænker, at han er et farligt menneske.

En cafégæst ankommer til toilettets anden bås. Sangeren holder mig for munden, gør sine bevægelser langsomme, næsten lydløse. Jeg er ved at eksplodere i en blanding af frygt, kærlighed og begær. Efter han er kommet, skynder han sig hurtigt ud i cafeen igen (for ikke at vække mistanke), og efterlader mig i den lille bås med bukserne nede om anklerne og sæd ud over det hele.

Min veninde er på vej hen til mig, så vi siger farvel med tusinde kys og bløde ord. Mine ben ryster under mig. Alt ved ham er så sygt overvældende. Jeg tænker hele tiden på sætningerne fra hans store mund: Jeg er i tvivl. Jeg vil være sammen med andre. Jeg vil ikke binde mig.

Efter aftalen med veninden tager jeg alligevel hjem til ham. Han er min crack. Vi snakker om ting, vi skal lave sammen. Teatret, ture, middage. Jeg griner og griner og griner. Før vi sover, er det mig der tager ham. Når han forsøger at røre ved mig, holder jeg fast i hans arme, presser dem væk. Jeg har brug for, at have magt, jeg har brug for at være den der knepper.

***

Tilbage i det alt for oplyste lokale med de seks vurderende personer. Efter et kort rum tid, er det endelig min tur til at snakke. Normalt når jeg er nervøs, snakker jeg hurtigt og griner meget. Men nu er mine ord til min overraskelse helt langsomme, ekstremt velovervejede, og jeg fortrækker ikke en mine. I stedet kigger jeg dem dybt i øjnene, mens jeg seriøst og lettere selvhøjtidligt fremlægger min sag, spidder deres skeptiske spørgsmål, og med autoritet og klarhed forklarer mig.

Efterfølgende er jeg høj på, at jeg kunne være dette menneske. Jeg har ikke oplevet den side af mig selv før: At være seriøs og stolt på den måde. Ligegyldig hvad resultatet af samtalen bliver, så har jeg i det mindste prøvet for en stund at være sådan et menneske; et menneske der tager sig selv alvorligt. Jeg beslutter mig for, at de følgende to døgn skal tilbringes alene. Jeg cykler rundt i byen, spiser frokost, tegner mennesker på cafeer, drikker kaffe, kigger på vandet, tager i biografen, mediterer på gulvet, sover en lur, hører podcasts, snakker i telefon.

Jeg tænker, at det er vigtigt, at jeg har alenetid, så jeg kan følge med. Alting føles så usikkert. I næste uge er jeg potentielt jobløs og “kæreste”-løs. I næste uge er alt potentielt det samme som før.
Jeg er bange for sammenbruddet. Jeg er bange for Sangeren. Jeg lukker mit hjerte op og i med slidte hængsler. Prøver at styre mig selv med dybe vejrtrækninger. Jeg kan dufte destruktionen og alle usikkerhederne på miles afstand. Jeg sparker dem febrilsk væk, kniber ballerne sammen, lukker det hele ude med skiftende held.

***

Nu er det fredag.
Før første gang i en måned har jeg ikke haft kontakt med Sangeren i løbet af en dag.
Jeg har dagen igennem haft den fuldstændig latterlige tanke, at han ville passe bedre sammen med en af mine utrolig charmerende, kunsteriske veninder. Jeg kan blive helt jaloux over den hypotetiske situation; ganske ulykkelig over mit eget mindreværd. Fuck mig.

Måske han ligger og knepper en anden lige nu. Eller også knepper han bare sin kunst (vores relations største trussel).
Men det er teknisk set også ligemeget. Jeg kan ikke styre en anden person. Problemet er bare, at jeg heller ikke ved, om jeg er i stand til at at styre mig selv.
Tungen lige i munden.
Knib ballerne sammen igen.
(du behøver ikke falde fra hinanden)
(der sker bare virkelig meget lige nu)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s