man kan stole på en stol

Jeg har slukket min telefon, tændt stearinlys i hele stuen, og sat Mozarts klavierkonzierten på pladespilleren, som spiller højstemt i baggrunden til min febrilske akvarel-session på spisebordet. Jeg nynner med på melodierne, selvom jeg ikke kender dem. Jeg lader som om, at jeg hviler i mig selv og bare rigtig hygger.

Trust no one, hvisker jeg ned i akvarellens blålige farver, som jeg smatter rundt i for at få noget til at ligne en himmel (ligner mest bare grumsede, blå klatter på noget tarveligt, porøst papir) (men igen – hvad er en himmel ellers?).
På altanen, under cigarettens ødelæggelse, hvisker jeg igen: Trust no one.

Hvorfor har du slukket din telefon? Spørger Mozart bag sit klaver.
Jeg har bare brug for at være alene.
Nå…
Fuck dig, Mozart. Hvad ved du om noget som helst??

Trust no one.
Ordene klinger halvhjertet et sted mellem stearinlysenes varme skær og min krampagtige højre hånd om penslen. De har ingen berettigelse, udover traumet fra alle røvhullerne som åbenbart har fucket mig op. Jeg indser det kun i tavshederne. I stunderne uden kontakt med Sangeren, siger jeg til mig selv: Hvor er du dog dum, W. Luk dit hjerte, luk dit hjerte lige nu.

Det ville være lettere, hvis jeg bare huskede ham fra i går.
Hvordan han rørte ved mig, kiggede på mig, snakkede med mig. Hvordan 1 time altid bliver til 5 timer. Hvordan han sagde efter vores sindssyge elskov (ja det skrev jeg!! elskov!!) sagde: Hvis du ikke havde den spiral, så var du altså blevet gravid lige nu. Det var sådan en slags orgasme, den afsindige slags. Jeg ville bare huske, hvordan han hang i dørkarmen, da vi skulle sige farvel, det blødeste, kærligste blik jeg nogensinde har fået, et blik, en krop, der fulgte mig ned til hoveddøren smækkede bag mig. Hvordan jeg ikke kunne sove, fordi jeg følte mig så lykkelig. Hvordan jeg vågnede op i morges, med varme, gyldne klumper af ren lykke og kærlighed glødende i hele min torso.

Men… efter 24 timer er jeg sådan; han gider mig ikke, han forsvinder nu, åh, det var også fordi jeg sagde “sådan og sådan og sådan”, og hvad havde jeg egentlig regnet med, – at en så fantastisk skulle ELSKE MIG? Han er som de andre røvhuller – han er sikkert en sjuft der knepper andre, forelsker sig i andre, lever af intensiteten, spiser mig og spytter mig ud i de grønne affaldsposer til morgendagens kompostbunke. En bitter gødning til vores haltende skove. Suk.

Så luk i, luk i, kære hjerte, for du tør ikke elske, du kan ikke elske, du er alene på dit iskolde bjerg, du stoler ikke på nogen, kun lidt på dig selv (det skal du desuden arbejde lidt mere på), og du er så sikker på, at kærlighed ikke er for dig; at kærlighed og mænd kun er ude på at fucke dig op. Tak til Løven, tak til N., til den fede idiot H., tak til Briten den lede, umodne stodder, til psykisk syge P. (der breadcrummer mig på Instagram), tak til Kunsteren, Hvid, Amagerdrengen, Forfatteren, Quick-fixet, Hypnotisøren og Elveren, Tinderdates x 1000…. Tak fordi I har gjort mig til et usikkert, kynisk vrag, der ikke stoler på nogen.

Generelt kan man ikke stole på nogen. Altså, hvad skulle man gøre – binde folk fast i ens lejlighed, så man er sikker på at man har dem..? det ville være fucked jo. Jeg kan forelske mig, jeg kan elske, men jeg ikke stole på nogen. Jeg kan ikke stole på Sangeren, vel? Selv når han siger: Du må gerne sige om du er ægte i det her eller bare synes det er en knalde-ting, for jeg er på vej ind i noget dybt – når jeg kigger i dine øjne, sker der alt muligt vildt inde i mig, og jeg ville bare lige sikre mig, at du havde det på samme måde. Jeg kigger bare ind i hans glinsende, følsomme øjne og tænker: Han lyver. Lyver lyver lyver.

Og det mest sindssyge er, at der i de seneste par uger er sket SYGT gode ting for mig. Altså, grænseoverskridende, ryste-som-et-espeløv-i-spotlight-agtig gode ting, der lover en lysende fremtid og en gloværdig (tak for det ord, Mozart) karriere – at jeg er sej og dygtig. (Jeg vil gerne kunne fortælle jer om det en dag). Og jo, det giver da ro, sådan, en lækker fundamental lykke-vibe, men efter lykønskninger og utallige praises – og, vigtigt at nævne også – en 10 hestes brandert, så hører jeg alligevel 10cc med ‘I’m Not In Love’ ude på altanen, før jeg skal sove, og begræder, at mine lår ser ENORME ud på alle billederne, der blev taget af mig, sådan: “hvor er det dog nogle klamme thunderthighs – det må alle have tænkt, da de så mig, fy for helvede, hvor er jeg klam at se på, buhuuu. og SANGEREN GIDER JO IKKE ELSKE MIG WAHHHHH.”

Men øh. Det er meget normalt at være lidt ængstelig og usikker i forelskelser, am I right?
Så. Ja. Nå. Okay. Jaja.
Ses.
Ahh.

Tanker fra cykelturen næste morgen:
Jeg tænker på, om jeg er klar til det her.
Den urolige nat har været præget af voldsomme drømme, jeg er træt, før jeg vågner, og nu er N. i mit hoved – de ting han sagde:
Du skal ikke være blød, lillebitte W. Vi hygger jo bare.
Jeg har brug for at afkoble. Jeg har brug for at være ensom.
Jeg kan ikke… lige nu.
Jeg kan ikke indfrie dine forventninger, de presser mig.
Du gør dig selv underlegen, lad vær’ med det.
Du er så sød og klog, men jeg er ikke forelsket i dig.

Der er sår, der tager lang tid at hele. Min psykolog siger: Du skal ikke lade N. ødelægge det her. Jeg siger: Selvfølgelig ikke! Men i dag kan jeg mærke sårene. De sidder et dybt sted under hjertet og væsker betændelsespuds ud i mine vener. Små, kradsende sår af ydmygelse og afvisning. Jeg har lyst til at fjerne mig selv fra relationen, fordi jeg ikke kan rumme mine egne usikkerheder. Sårene fortæller mig, at jeg ikke er elskværdig. Og det er en fed løgn, det ved jeg godt, rationelt; alle er elskværdige (du er elskværdig), men jeg tror ikke på det i forhold til mig selv, altså, ægte tror ikke.

Jeg vil tage sårene med ind i dagen. Slikke blodet af, græde lidt, opholde mig i dem, huske mig selv, huske min kunst, huske mit værd. Man kan ikke gå rundt alene og lære at stole på andre – man bliver vel nødt til at træne det op i relationen med andre. Hvis jeg fjerner mig; dækker mine ar med discount-plastre, så lærer jeg ikke en skid.

(Man kan forresten heller ikke engang stole på en stol. Engang satte jeg mig på en, og benene knækkede sammen under den; en tarvelig plastikhavestol. Så. Man kan vel kun stole på sig selv, yes? Hvordan gør man det?)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s