kære søndag, der findes et blødt punkt mellem ribbenene

han trykker hårdt på det,
min tømmermændsmave buldrer under hans fingre,
jeg har lyst til at græde, jeg tænker han har en plan,
jeg er lige så blød som det bløde punkt,
han synger for mig, nøgen på gulvet, stemmen fylder hele opgangen, får væggene til at vibrere
øjnene slipper mig ikke imens,
der går ild i mit hjerte,
han er det smukkeste, jeg nogensinde har set,
jeg kan ikke finde ud af, at fortælle det til ham,
jeg er bange for, at han forsvinder om lidt,

kære søndag,
det er farligt at være så blød, er det ikke
og hver søndag har jeg lyst til at stoppe,
for blødheden gør mig trist,
(jeg tror nok ikke helt på kærlighed, indser jeg)

og i dag mere trist, mere blød, for der er et andet sæt øjne jeg møder,
for første gang i 15 måneder er Briten der,
vi sidder tavse i hver vores ende af rummet,
de andre opholder sig i værelset ved siden af,
deres stemmer er lave, muflede,
jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham,
når jeg kigger over på ham, får vi øjenkontakt, smiler genert og ufattelig trist,
det overrasker mig, at det gør ondt,
at jeg har lyst til at skvulpe over af blødhed og ømhed,
(knuste drømme, den ellers glemte sorg)
som altid, har jeg en ubegribelig lyst efter at røre ved ham,

det er en blødhed der overføres, der forstærkes og forstummer i ét væk,
mit ansigt føles maltrakteret, jeg bider tårerne i mig,
bevæger mig i stedet i slowmotion gennem de tavse rum,
jeg kan mærke Sangeren i hver en fiber, men Briten var der åbenbart stadig,
på vej hjem tænker jeg på, at jeg har været forelsket i ham i to år,
ikke konstant, ligesom med Sangeren, men en følelse der ikke forsvinder,
de har øjnene tilfælles,
de afgrundsdybe brønde af melankoli og sårbarhed,
grønbrune glassøer der kigger helt ind i mine blødeste punkter,
jeg spekulerer på, hvad de mon ser,
hvad de elsker, om de elsker,
og hvorfor de gør mig bange og tryg på een og samme tid,

kære søndag,
jeg overfører blødheden til mit arbejde,
jeg tænker, at jeg er løven i hulen,
en løve er alene, siger min psykolog,
jeg rejser nok altid alene, holder afstand,
selvom det eneste jeg længes efter er nærhed,
og måske er søndagene til at forstå dette,
forstå punktet under ribbenene, der gør ondt, når man trykker hårdt nok,
jeg tror det.

(Har det vildeste flip med den her sang, så underligt, men den rammer blødheden perfekt)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s