når du er bange

Så I er Romeo og Julie, eller hvad?
Griner min psykolog tidligere på ugen, da jeg beskriver mit eksploderende, hysteriske hjerte, iltudvekslingsbesættelsen og den voldsomme uro og påtagede smerte jeg pålægger forelskelsen. Jeg har desperat brug for, at hun giver mig en back-to-reality-lussing.

Puf-puf-puf siger det, når hun punkterer de enorme heliumballoner proppet med imaginært begær, der i 48 timer har hængt over mit hoved.
Jordforbindelsen etableres igen.
Fucking kedeligt.

Hun siger (blandt andet): Du finder ud af, at du kan forelske dig. Og du kan komme over det. Og forelske dig igen. Du kan teknisk set forelske dig i alt, og endda hele tiden. Det behøver ikke koste dig noget. Det behøver ikke være fyldt med smerte. Hvad hvis det bare er dejligt? Og man bare kan nyde det?

Ah…. Nå…. Ja?

Jeg bliver efterfølgende irriteret over, at hun har fjernet mit dirrende, længselsfulde hjerte, og erstattet det med haha, chill, nå hvor fedt, ja ja, whatever, hyggeligt nok-hjertet. Jeg skal se Sangeren et par timer efter. Jeg har taget pænt tøj med i tasken, høje sko. Han skal vise mig hans verden (ikke Aladdin-style, haha), og jeg vil svæve med ind (igen – ikke på et tæppe) i den uden forbehold. Men jeg føler faktisk ingenting. Terapi er fedt nok og sådan, men shit, jeg kunne godt lide den imaginære intensitet, de stormfulde højder, der skabte følelsen af at være høj på stoffer og at have organer proppet med flaksende, forvirrede påfugle.

Jeg tror, han kan mærke min manglende forelskelsespsykose. Jeg kigger åndsfraværende ud over vandet, mens han henter vin. Halvvejs gennem første glas, siger han, at han har tænkt og tænkt på mig, og nu hvor han ser mig, har han pludselig forbehold… er skeptisk..
– Øh… Hvad mener du? spørger jeg fornærmet og slipper hans hånd. – Altså, så jeg skuffer dig?
– Nej! NEJ! Jeg er… bare ikke vant til at have noget på spil…
Jeg kysser ham panisk. Undskyld, siger han. Forbehold, tænker jeg. Måske han bare oplever det samme som mig lige nu?
Jeg siger til ham, at jeg måske godt forstår, hvad han mener.

Et andet sted i byen.
Jeg har aldrig været her før. Han er her hele tiden.
Vi er berusede. Jeg bunder et glas vin, fordi vi kaldes ind i salen, da forestillingen skal til at gå igang. Han har tilsnusket os de bedste pladser, og jeg prøver gennem mine hvidvinsvin-duggede øjne at vænne mig til distancen til scenen og mørket på tilskuerrækkerne. I mange år har jeg troet, at jeg var for angst til at være sådanne steder her, men jeg tænker slet ikke på, at jeg har lyst til at løbe væk. I stedet holder jeg ubekymret hans varme kæmpehånd og forsøger at forstå det fremmede sprog.

I pausen trækker han mig med op under bygningens tag. Solen er kun lige gået ned, og himlen over byen er prydet af rosa vat-skyer. Jeg er tilbage i mit imaginære romantiske eventyr, og går i slowmotion teatralsk hen mod udsigten, mens jeg henkastet vender mig om og kigger kærligt på ham. I min brusende, nærmest filmiske fantasi, forestiller jeg mig, at han tænker: Hvor er hun smuk, som hun går derhen mod den lyserøde aftenhimmel, hun må være kvinden i mit liv… (lol).
Jeg går helt hen til kanten, og lukker øjnene, afventende hans arm omkring mit liv, det kommende kys i solnedgangen, det suger i hele min krop åh …

Armen kommer imidlertid ikke.
Jeg vender mig forvirret om, for at kalde ham hen, men han er væk. Jeg går rundt på terrassen og leder efter ham, og får gennem vinduerne øje på ham, most inde i et hjørne. Han vinker nervøst. Jeg kommer pludselig i tanke om hans beskrivelser af højdeskræk. Jeg er flov over, at jeg glemte det i mine selvoptagede fantasier. Hans lange ben skælver, jeg fører ham ind i sikkerhed, og undskylder og undskylder.

Tilbage i salen igen er jeg efterhånden blød som smør. Sangen og musikken er hjerteskærende og så ubegribelig smuk. Han er lænet forover, albuerne hvilende på knæene, dybt koncentreret. Jeg betragter hemmeligt hans ansigt i profil.

I næste pause går vi arm i arm rundt oppe ved taget igen. Solen er gået helt ned. Jeg siger, at han skal sige til, hvis han bliver bange. Et sted ude i horisonten kan man se de store fabrikker, der er oplyst af røde lamper og en tyk, lysegrå røg fra skorstenene. Det ligner, at det er photoshoppet ind; en digital skærm af noget ikke-virkeligt.

Senere er vi hjemme i hans seng. Jeg har ikke mange ord i disse timer, men svømmer bare væk i hans krop, udskyder søvnen og de mange forpligtelser, som jeg burde forholde mig til.

****

Disse dage giver en smule flashbacks til for præcis et halvt år siden, hvor jeg fik besøg af Australieren, mens jeg arbejdede på en vigtig ansøgning om funding. Det samme har gjort sig gældende i denne uge, så alting føles lettere tåget og intenst – at udskyde kroppens behov, fordi jeg samtidig med at skulle forholde mig til min karrierefremtid, er igang med at smelte ind i et andet menneske.

Med Australieren blev denne dobbelthed i perioden dog hurtigt alt for intens, nærmest ulidelig, og jeg følte, at jeg delvist forlod mig selv, og var meget ked af det over alle de usikkerheder, der knytter sig til ansøgningsprocessen (og kærligheden). Denne gang har jeg mere følelsen af, at det hele nok skal gå – også selvom vi formentlig ikke bliver støttet økonomisk aka at jeg mister mit job om lidt. Og at Sangeren måske snart trækker sig. Hvem ved. Men jeg orker virkelig ikke at gå i panik over det.

****

Efter en hektisk ansøgningaflevering i går, tog jeg hjem til ham og gemte mig i ham hele eftermiddagen. Det var som om, at jeg efter en uges intens skriveproces pludselig var tilbage i min krop og følelser igen. Min ryg værkede helt sindssygt, en usigelig træthed spændt ud mellem knoglerne. Jeg havde bare lyst til at blive liggende, sådan, hud mod hud, for evigt.

Alt andet føles temmelig ligegyldigt. Jeg forsøger ihærdigt at banke alle mine usikkerheder til jorden ( der er virkelig mange, puh), for jeg har ikke lyst til at være et lidelsesmenneske længere; en der kun kan føle noget, hvis det er smertefuldt. Tænk, hvis man bare får lov til at føle varme, glæde og tryghed?

Han er bange for mig. Jeg siger, at det skal han ikke være, for jeg er ikke bange for ham.
Hvad er du så bange for, spørger han igår. Et generelt spørgsmål.
Jeg tænker over det i badet i morges, men kan ikke komme på nogen svar. I stedet for er jeg bare træt. Jeg vil bare gerne sove. Og jeg vil gerne bare se ham igen. Det er meget simpelt, ikke?
Jeg tror ikke, at jeg i disse dage rigtig er bange for noget.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s