ilt

Jeg sover dårligt for tiden. Dagene er en underlig grød af tusinde følelser, og jeg er egentlig ikke helt sikker på, at jeg kan følge med. I stedet flyder jeg bare med; undgår at stoppe op. Jeg er sindssygt træt og samtidig fuld af energi.

Når jeg er med Sangeren, mister jeg trætheden og tømmermændene og PMS’en og angsten. Det er som om, at jeg er beruset. Min hjerne er helt skarp, jeg fyrer jokes af, deler mærkelige ting om mig selv; siger romantiske ting uden omsvøb, griber ud efter hans store krøllede hår, fortaber mig i de susende kys.

Vi er i en park efter en koncert. Jeg ligger oven på ham. Jeg har med en ven aften forinden drukket virkelig meget vin, men også snakket om, at det var vigtigt at fortælle, at man er bange og hvorfor. Samtalen og tømmermændene har gjort mig nervøs hele dagen. Drengene på kontoret bliver urolige, når jeg er forelsket. Og med god grund. Jeg forvandles til en håndgranat, der kan detonere når som helst.

På hans skød prøver jeg alligevel at finde mine ord i en vanskelig og ikke særlig prangende fortælling om kærlighed. Jeg håber, jeg siger tingene rigtigt, uden at skræmme ham væk.
“Det er virkelig sjældent jeg bliver forelsket,” siger han.
“Er du forelsket nu?”
“Ja.”
“Det tror jeg også, at jeg er. Eller, det ved jeg, at jeg er. Måske har jeg endda været det hele tiden.”
“Ja, præcis.”
“Sådan, også før vi rigtig mødtes…”
“Ja, præcis.”
Jeg begynder at græde. Hans hænder glider under min jakker og ned i mine bukser. Parken er fyldt med andre forårsforelskede par, der har for travlt med deres egen PDA, til at skulle bemærke os.
En mand med to små børn går forbi.
“Hvad laver de?” spørger barnet.
“De ligger bare og slapper af ovenpå hinanden,” siger manden.
Vi griner hemmelighedsfuldt ind i hinandens mund. Generelt har jeg lyst til at trække vejret gennem ham. Vi holder konstant mundene helt tæt og fylder hinanden med brugt ilt. Inde i mit hoved er der konfetti, rædsel og en usigelig lykkefølelse.

Jeg drikker mig meget fuld senere på aftenen. Min søster er netop gået fra sin kæreste og er helt ulykkelig. Jeg prøver at støtte hende og lytte ordentligt, men det er svært, når man selv er et stort, klart hvidt lys, der ikke er fæstnet i nogen krop. Jeg fungerer kun halvt uden hans ilt. Jeg har glemt at spise aftensmad (igen), og vinen sætter mit system i flammer. Efter hun er gået, danser jeg i halvanden time inde på soveværelsesgulvet. Min energi er uudtømmelig, jeg har det som om, at jeg er på stoffer, vælter rundt på gulvet, halvnøgen i avancerede dansemanøvrer og forsøger at brænde alkoholen i mit system op. Ender med at kaste op, og falde i søvn, ro, endelig ro, fuck.

Jeg vågner tidligt igen, tænker kun på Sangeren. Skribenten vil for 115. gang gerne vide hvornår vi skal ses. Jeg holder ham hen. Jeg glemmer ham, udskyder ham. Jeg omtåges af dårlig samvittighed, tømmermændene klistrer, men før jeg ved af det, er jeg i Sangerens seng igen, hvor jeg ånder den magiske ilt, og han siger til mig, at selvom vi har sagt dét dér med forelskelse, så er det altså ikke ensbetydende med, at han vil have en kæreste – det passer slet ikke ind i hans liv lige nu. Mit hjerte synker, selvom jeg er enig. Jeg indser, at det er en farlig forelskelse det her; vi ved det begge to godt. Jeg er så bange, siger han. Du er farlig, siger han. Det kommer til at gøre så ondt det her, siger han. Jeg er virkelig vild med dig, siger han. Vi spiser hinanden, til solen pludselig er gået ned. Jeg er beruset og balstyrisk. Tænker på ingenting, mens jeg tænker på alt. Det hele er så uvirkeligt.

Senere på aftenen kommer han hjem til mig. Mit sprog er for en gangs skyld afslappet, jeg føler mig kraftfuld overfor ham. Han kigger varmt på mig, mens jeg fortæller alle historierne. Når han fortæller om sin karriere – at han nok forlader danmark inde for et par år, for at skulle blive en stor stjerne, har jeg svært ved at trække vejret. Så jeg må gribe hans hoved igen, og trække luft ud gennem hans ustyrligt bløde læber.

Det er pludselig noget særligt – noget stort, at skulle sove sammen. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er så bange for at skræmme ham væk, og samtidig er jeg så lykkelig over, at kunne tilbringe al den her tid med ham. Han holder om mig med sin kæmpekrop, men jeg falder aldrig rigtig helt i søvn, men ruller hvileløst rundt ind og ud af hans sovende favn, kysser hans armhuler, holder hånden på hans varme maveskind. Om morgenen skal han tidligt afsted, jeg føler et enormt afsavn, allerede før han forlader lejligheden.

Og nu er der kun uro, uro spændt ud mellem alle tanker og nerveender. Jeg tænker stadig på, om det er dét her kærlighed er… jeg føler mig stærkere end normalt, men samtidig er jeg også bevidst om, at jeg snart bliver revet i småstykker igen. Jeg skal ses med Skribenten om lidt og lukke relationen ned. Jeg stresser helt vildt over det. Jeg vil ikke gøre nogen ondt. Det skræmmer mig at lukke døren, for forelskelsen i Sangeren er nøjeren at satse på. Men jeg har ikke rigtig noget valg. Mit hjerte har besluttet sig.

Jeg er i fare. Jeg er fucked. Jeg er elsket.
Shit shit shit.

opdatering:
kære søndag, jeg tænker stadig på ilt, på sangerens ilt i de store lunger, og jeg tænker på, hvorfor jeg nu har svært ved at trække vejret ned i maven, da skribenten ringer på, og især da jeg tager hans hånd og prøver at sige, at vi ikke skal ses, for han er pludselig et virkeligt menneske, som jeg holder virkelig meget af, og i hans nærvær er sangeren en drøm, jeg er tilbage i virkeligheden, og jeg kan se, at han bliver ked af det over de ting jeg siger, jeg holder fastere om hans hånd, jeg græder, jeg har ikke lyst til at sige farvel, samtidig med, at jeg skal gøre det, og jeg tænker, om det er en dårlig idé at have sex, om mit hår dufter for meget af sangeren, mit hjerte kan ikke dobbeltspil, så jeg lukker døren, selvom skribenten skælver i mine arme, er du ok, spørger jeg, han skælver lidt mere, ja, jeg er ok, siger han, du er så skøn, du er så nice, jeg kysser ham forsigtigt for at sige tak, farvel, ja, farvel, vi ses vel nok en dag, måske, vi ses, jeg savner ham lidt det sekund han forsvinder, vi ses, jeg håber det er den rette beslutning, min mave gør ondt, jeg skriver til sangeren for at få bekræftelse, han siger, at hele hans organisme længes efter mig, jeg ville ønske, hans ord gjorde mig mere rolig, men jeg tror, jeg er for bange og fyldt op i dag til at kunne forstå noget som helst. xx

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s