hjerterdame

Det er noget andet det her, og min hjerne forsøger midt i PMS og genfunden arbejdspres desperat at greje hvad det er der sker. Under PMS’en har jeg opdaget omkring mig selv, at jeg bliver lettere apatisk omkring relationer, men meget selvbevidst omkring mit eget liv. Det er som om, at følelserne for andre mennesker og mine omgivelser siver langsomt ud af mig, og efterlader mig som en forbitret skal, der mest har lyst til at sove, æde og passe mig selv.

Sangeren har den mest afsindige duft. Lige nu sidder den fast i alle mine hudceller, som om han var en creme, jeg har smurt mig ind i (ad). Vi lå mest af alt og kiggede hinanden i øjnene i det varme, bløde lys fra hans sengelampe. Hans øjne var store og rødsprængte, og da jeg på et tidspunkt kunne se, at de fik en glinsende overflade, spredte der sig en voldsom varme rundt i hele mit væsen. Jeg er bange, siger han. Jeg er også bange, siger jeg. Men ikke på en dårlig måde. Nej, ikke på en dårlig måde.

Jeg er stadig igang med at finde mit sprog i hans nærvær. Hans duft og øjne gør mig fuldstændig ør, så jeg kommer ofte til at fortælle mærkelige historier, hvor ordene lyder fremmede i mine ører, en skinger nervøs latter der forstummer under hans insisterende blik. Jeg kan ikke lure ham. Jeg prøver sådan at lure ham. Det gør mig usikker, at jeg ikke kan.

I morges i en hardcore PMS-rus, der får al lykke oplevet siden forrige menstruation til at blæse væk på splitsekunder, har jeg brug for at læse teksterne fra næsten fire måneder siden, da jeg mødte N. Jeg har behov for at forstå tidslinjen i forelskelsen, intensiteten af følelserne og af en sær årsag, genfinde N. påny.

I mit hoved (og på tungen) havde jeg de sidste par uger gjort ham til en “sociopat der slog mig til plukfisk”, men jeg indser i morges, at det ikke var tilfældet. N. var fantastisk, og jeg var kommet hjem. Så jeg græder ned i mit blødkogte æg; jeg græder for første gang i flere uger, for jeg tror pludselig på, at han har ødelagt mig.
(“what’s broken can always be fixed, what’s fixed will always be broken”)
Det er bare PMS, siger jeg til mig selv. DET ER BARE PMS. Ik? Jo. Please.

Jeg har lyst og ikke-lyst til at holde aftalen med Sangeren i aftes. Jeg er så træt og mine indre granskninger efter skvulpende forelskelsesfølelser går ad helveds til. I stedet bliver jeg bare ved med at falde i søvn.
Men måske er det bare noget andet det her.
Forelskelsen i N. var ikke tryg. Han var selvudnævnt “farlig”, hans adfærd var kontrolleret, vores kommunikation var hyperintens. Jeg har set Sangeren i halvanden uge nu, og jeg er så lettet over, at vi ikke engang har sovet sammen endnu. Nuvel, vi har knaldet på en mark og hvert øjeblik med ham er som taget ud af mine vildeste romance-fantasier, men der er ingen tvivl om, at tempoet er sundere for mig.

Jeg taber ikke mig selv, men hvis jeg ikke taber mig selv, så ved jeg jo ikke engang hvad kærlighed er. Det gør mig bange at indse, at jeg slet ikke ved, hvordan man elsker ikke-destruktivt. Åh.

Jeg håbede lige, at jeg kunne skrive meget mere, men mine øjenlåg er tunge som bly, og Sanger-cremen (igen, – ad) på min hud gør mig liderlig, uendelig varm i hjertet og en smule døsig. Mine læber er sprukne efter tusinde kys, og alligevel tænker jeg på, hvad det var, der skete “dengang” med N. Hvorfor ville han pludselig ikke mere? Og når Sangeren bliver, som N., rørt af at kigge dybt i mine øjne, betyder det så, at han ser det samme – og derfor også snart vender sig væk, når han finder ud af, at der ikke gemmer sig det, han forestillede sig, bag dem?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s