scener fra en påskeferie (II)

Jeg kan tydeligt huske sidste påske. Den lå et par uger tidligere end i år. Jeg tror endda, det sneede en smule. Jeg havde klamydia, vist nok også lus og vitterligt ingen jordforbindelse. Jeg var bange for, at det ville være en elendig påske igen, men alting føltes anderledes i år.

*****

De blomstrende kirsebærtræer på Kirkegården har medført et par espresso-stande og en larmende lokalturisme; alle flokkes dertil. Stierne i Mosen er derimod tomme, og jeg prøver at se, hvor højt jeg tør synge, før en løber eller barnevogn kommer rundt om hjørnet. Jeg kan efterhånden gå gennem stisystemerne med lukkede øjne; jeg kender hver en sten, lyden af hvert et skridt i grusset. Den her dag er jeg lykkelig. Jeg har egentlig været lykkelig i flere dage, det er uvant for mig. Livet bølger altid, men jeg nægter at overtænke det. Dybt inde i Mosen har jeg en bænk, hvor de gamle træer omkring mig larmer indefra, en dyb, rungende knirken, og hvor solen bryder gennem trækronerne. Jeg græder på bænken, for det hele er så vidunderligt overvældende. Oftest tolker jeg lydene som den døende mose, men nu ser jeg kun alt dens liv. 10 kilometer senere er jeg i mine forældres hjem ved at eksplodere af energi, og dominerer selskabet med lange politiske brandtaler og personlige beretninger, uden at blive skuffet eller ængstelig over, at ingen deltager i samtalen. Jeg er en ildspyende drage i al min vælde; jeg er fulstændig ligeglad. Senere på aftenen ryger jeg ekstatiske cigaretter på min altan under fuldmånen, og spørger Sangeren, om han tror på, om man bliver månesyg. Han siger ja. Han siger også, at han ikke forstår, hvad der sker. Eller, han forstår præcist hvad der sker. Jeg siger, at jeg har det på samme måde. Månelyset rammer mit smil under dynen, mit hjerte banker så hurtigt og euforisk, at søvnen føles ubelejlig.

(Om natten er jeg taget til Mallorca med både Sangeren og Skribenten. Jeg sidder fast på Sangerens krop som en lille, grådig koalabjørn. Skribenten bliver chokeret over mit bedrag. Han forvandler sig til en lille dreng med ufattelig skæve tænder. Han græder og skælder ud: “Du gav mig kun 4 % af dig! Hvorfor er jeg ikke mere værd?” og jeg skælder ud tilbage: “Jeg gav dig fandme 80%!”. Skribenten rejser slukøret hjem. Tilbage på turisthotellet står Sangeren og synger en sang. Alle kigger på mig. Jeg smiler genert, og vågner op med ekstremt dårlig samvittighed.)

Jeg møder Sangeren på stationen. Jeg troede, jeg var bange for toge, men jeg glemmer helt at være angst. Undergrunden suser bare ubesværet forbi bag hans ansigt. Jeg holder min hånd på hans lår. Måske kan jeg tage alle steder hen nu? Det er fjerde gang vi ses inde for en uge. Mens vi venter på bussen på en øde holdeplads et stykke ude for byen, siger han mellem kyssene, at han sover dårligt disse dage. Han vågner op om natten og tænker: Hvor er W.? Han lokaliserer mig og falder i søvn igen. Jeg fortæller ham, at jeg også vågner midt om natten og prøver at begribe ham. Vi ankommer til stranden, og han løber med sine lange ben ind i buskadset. Jeg iler grinende efter ham. Forårsidioter. En gruppe unge mennesker glor på os ved vandkanten. Han har sine hænder nede i mine bukser, og jeg gnubber mig op af ham. Vi bevæger os videre, tavst, ind i skoven. Vi krydser et elektrisk hegn og lægger os på den knoldede mark. Vi er de eneste mennesker i miles omkreds. Han trækker mine bukser ned og vender mig om på maven, tager mig. Solnedgangen farver alting orange, mens stønnene drukner i gæssenes skrig (bilder jeg mig ind). Efterfølgende sidder han på min mave. Mine bukser er fyldt med sæd, og mit hår er spredt ud over de stride græsstrå og gåselort på markens knoldede jord. Jeg vil fastfryse dette øjeblik. Jeg tænker slet ikke på noget, andet end at jeg bare vil være sammen med ham; at jeg vil bo inde i ham, aldrig være en anden. Vi nærmer os byen igen. Han siger, at han vil tage mig med alle steder. Jeg siger, at jeg gerne vil med.

Jeg har glemt at spise. Det er blevet mørkt. Jeg sidder på en shawarmabar i Nordvest. Ayran, pita og pommes. Jeg er så forbandet træt, men jeg vil ikke sove. Mine ord er usammenhængende, jeg ryster svagt. Jeg mødes ved en ven og drikker fadøl og kæderyger. Jeg har stadig sæd i bukserne og tang i håret. Jeg er så irriterende frelst og forelsket at høre på, synes jeg. “Om lidt går det nok over,” siger jeg om Glæden, som om jeg selvfølgelig skal tage afstand til den glade version af mig selv. Skribenten skriver, at han vil komme hjem til mig søndag morgen og knalde mig i et par timer; at han har sådan lyst til mig. Jeg er dårlig til at svare ham. Jeg glemmer ham hele tiden.

I dag kan jeg ikke bevæge mig. Jeg er stadig med Sangeren, selvom han er ikke er her. Ude på marken og i skoven og på stranden og under de tusinde fugle; jeg kan ikke være andre steder. Mine dage føles generelt som drømme, og jeg er så rolig i dem. Jeg spekulerer lidt over, om det er sådan her kærlighed er. Jeg har i hvert fald ikke prøvet det her før: At være forelsket uden melankoli og destruktion. Jeg ved, at livet går igang lige om lidt, men det gør mig for en gang skyld ikke nervøs; jeg er egentlig ret ligeglad.
Jeg sover det meste af dagen, men det er de vågne timer som er de bedste.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s