prinsen og bæstet

Der er ting, jeg burde tænke på, men jeg tænker ikke. Selv da han halvvejs gennem den første pandekage erklærer, at han virkelig ikke skal have en kæreste, tænker jeg ikke rigtig, selvom hjertet tager et styrtdyk og pandekagen vokser i munden. Jeg skubber de klistrede bananer ud med gaflen og lægger bestikket fra mig. Han sætter en sang på, som vi til min store overraskelse begge elsker. Vi danser tæt. Jeg ser mig selv ude fra, lukker øjnene og moser mit ansigt ind i hans store brystkasse.

Han trækker mig i et langt kys ind på sengen som en naturlig forlængelse af den ømme dans. Jeg går ham knapt til skuldrene og må stå på tæer for at kunne nå hans mund. Jeg siger, at han ligner Jon Snow, som han ligger dér med sine mørke krøller hvilende på sengens lammeskindstæppe. Keep your queen warm, griner jeg. Vi ligger med nøgne overkroppe presset mod hinanden, mens formiddagssolen rammer væggene. Jeg har ingen ord mellem kyssene og de lange, dybe tavsheder. Alting går så langsomt. Jeg kigger på uret ved siden af hans seng. Når jeg blinker, forsvinder formiddagen.

Han siger, at han har berøringsangst lige nu, for han virkelig godt kan lide mig. I lige måde, siger jeg. Måske var det jeg sagde lige før med parforhold, slet ikke rigtigt, siger han. Jeg har ikke travlt, siger jeg.
Vi kan ikke have sex, for hans krop virker ikke som den plejer. Han virker nervøs, genert vel. Det sker aldrig for mig, siger han. Måske er det fordi, min krop fortæller, at jeg skal tage det roligt, siger han. Jeg har ikke travlt, siger jeg igen. Jeg tænker heller ikke så meget på sex, egentlig. Jeg vil bare være tæt på ham.

Han skifter mellem at være utrolig smuk og utrolig grotesk. En prins; et bæst. Jeg føler mig uskyldsren i hans nærvær. Bæstet bider mig i halsen, dets store krop maser mig ned i madrassen, det brøler. Det fortæller mig om mørket, advarer mig. Prinsen inviterer mig på weekendtur, kigger forelsket på mig, og kan ikke stoppe med at kysse mig, da vi skal sige farvel. Alting forskydes, udskydes, forkastes, bygges op.
Jeg er ikke bange, af en eller anden årsag. Jeg er ufattelig rolig.

****

Jeg svæver generelt gennem dagene. Mit ansigt brænder af sol og røg, rynkerne sætter sig fast, hænderne sitrer svagt. Sangeren sætter hele mit system i flammer, Skribenten glemmes selvom vi har daglig kontakt. Jeg vil opføre mig ordentligt, men jeg ved ikke hvordan. Jeg har magt i ikke-magten, og følelser i ikke-følelserne. Jeg bruger ikke tid på, at finde ud af tingene, jeg er bare i dem.
Min hud dufter af de seks timer spenderet i Sangerens seng. Jeg sniffer dybt ind. Jeg ved ingenting, når det kommer til stykket, men jeg har ikke travlt. Ikke lige nu i hvert fald. Tingene føles anderledes.

Kan du forelske sig igen allerede, spørger jeg mit hjerte. Hjertet siger, at jeg skal passe på. Jeg siger, at jeg husker N. tydeligt, og at jeg bedre ved, hvad jeg skal gøre med den her situation. Hjertet tilføjer, at det er OK at elske flere på een gang. Du har jo ikke lovet nogen noget. Kan du holde til det? Jeg lover mig selv, at jeg vil være mægtig. Og ærlig. Hjertet bliver beroliget. Det siger, at det har tillid til mig igen. Så jeg elsker dem alle lige nu, Prinsen, Bæstet, og Klippen. Jeg elsker dem i min ikke-kærlighed, i mit ikke-begær. Hjertet bruser viltert i timerne derpå, men jeg græder ikke, som jeg gjorde efter møderne med N. Jeg vil ikke miste mig selv denne gang.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s