kære søndag, hvis du r trist, så vær samn me din venr

jeg tapper ind i tilværelsens (ulidelige) legende lethed,
jeg tilvælger det nærmest helt selv, årh, dygtig,
reglen er: “hvis du r trist, så vær samn me din venr”
og knep
(nej, ikke samtidig – ik knep din venr, men knep efter du hænger med din venr)
men også fordi der på et tidspunkt i løbet af ugen – nok ikke helt uafhængigt af den knusende sprøde forårssol der svitser den smøgbelagte, porrøse hud – opstår den sjældne ubekymrethed
(der sjovt nok altid kommer lige efter menstruationen, det er så sindssygt)
(jeg er nok bare en rigtig lille cyklus-pige)

min kloge veninde analyser hjertesorgen for mig, jeg nyser mere end rigeligt imens hun snakker, ikke nervøse eller ængstelige nys, men mere fordi jeg spiste fire chips fra en fælles chipspose på kontoret forleden dag, og mens de sprøde kartoffelflager splintredes til stumper og stykker mellem mine tilkalkede savtaktænder, kiggede jeg i slowmotion rundt på de blege, sygdomsbefængte drenge, hvis fingre netop havde famlet grådigt rundt i selvsamme chipspose, og jeg kunne nærmest høre uret tikke højt, klonk klonk, du blir syg nu,
knas… knas… forkølelse coming right through,

nå, hov, forfra,
min kloge veninde analyser hjertesorgen for mig, og jeg sender hende bagefter i byen, nej jeg sender hende ikke i byen, hun tager mest af alt bare afsted, for jeg siger, at jeg for snue-ramt til at kunne rumme et koncertsted og mennesker,
nå, og mens jeg så sidder dér alene i min stue igår aftes og spiller de sidste 2% af red dead redemption 2, så tænker jeg over de ting, hun sagde,
og jeg tænker på N., begriber ham og det der skete (“forstår og accepterer” lol),
ser en insta-story fra en fælles ven, hvor han står i hjørnet og rocker lidt til musikken,
jeg ser historien igen og igen, for jeg tror endelig på, at han er virkelig,
han ser så skrøbelig og lille ud, var han virkelig så skrøbelig, kunne jeg slet ikke se det før nu,

venindens ord vibrerer som et kikset filter henover videoerne,
pigen han sidder ved siden af i sofaen, ser da også meget sød (dødssyg) ud,
og jeg tænker, at det da egentlig er en hyggelig (dødssyg) fest de er til,
og så gennemfører jeg red dead redemption 2,
og kommer i tanke om, at efter vi havde haft sex første gang, sagde han, at han synes, det var meget intenst og intimt at kigge mig i øjnene mens vi kneppede,
(jeg stirrer utrolig meget under knepning)
– at det havde han aldrig prøvet før,
øjenkontakt,
og jeg har ikke tænkt over det før nu, lige nu,
måske var det derfor han bed sig fast i mig – for hvis man skruer op for intensiteten, så kan man måske føle noget (for en gangs skyld).

jeg ved stadig ikke rigtig noget, kan du godt høre,
men tilværelsens liderlige lethed, det var den jeg kom fra, nå nej, ulidelige lethed, haha,
skribenten er i hopla fredag nat, jeg tror det er første gang, han er sådan i hopla, eller har jeg bare ikke opdaget det før nu,
vi snakker i munden på hinanden, høj jazzmusik, kæderøg, uudtømmelig bag-in-box,
jeg er så træt, men jeg hygger mig sådan,
på et tidspunkt vinker han mig hen til sig, jeg åbner hans bukser, vi knepper på sofaen,
læg dig ind over sengen,
jeg trækker det sidste af mit tøj af, venter på ham, bøjet ind over sengekanten,
det minder mig om løven – befalingerne,
men skribenten siger efter en del knepning: gør med mig, hvad du vil,
og jeg siger i hans øre: så jeg bestemmer?
du bestemmer

jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med al denne snak om knep
og er “knep” egentlig ikke et utrolig ucharmerende ord?
nogle gange passer det bare så godt, og søndagen er til at kneppe i, ikke?
men ærligt, er jeg konstant bange,

jeg er vanvittig rædselsslagen for at få følelser for skribenten,
som da jeg lægger mig med alt overtøj på tilbage ind i hans varme dynefavn, fordi jeg havde fem minutter tilovers den morgen, og ser mig selv have rigtig svært ved at gå derfra
tænker på ham, og er nervøs når han ik skriver

og endnu mere rædselsslagen for, hvad der kommer til at ske de næste to måneder i mit arbejdsliv, fordi det igen står og falder med diverse vigtige ansøgninger og min evne til at holde skruen i munden og tungen i vandet, eller omvendt, jo,
og mit ansigt klør under solens kys, min vampyrhud tåler slet ikke den slags lys,
jeg er blodsprængt, tilsnottet, bumset og rynket, og jeg venter på, at dagene går over, så jeg kan genkende mig selv i spejlet, samtidig med at jeg forsøger at anerkende, at det bare er sådan her, jeg ser ud nu,
det er bare sådan her jeg er nu,
rædselsslagen og levende i tilværelsens ulidelige lethed (jeg har ikke engang læst bogen, det er bare en flot sætning, k?),
mein gott,
jeg har aldrig nogen svar,
men jeg har en fornemmelse af, at foråret bliver helt og aldeles sindssygt og vildt, og at det bliver 50/50 mellem kæmpe succes og total destruktion,
russisk roulette,

men nu er det søndag, og du kender mig:
jag prøvr ik at tænk al for megt på d
såen en pige er jeg bar
jeg vil bar lytte til den her sang og være ubekymret lidt endnu,
min jam for 2019
(måske ser jeg egentlig ud som forsangeren under knep – med mine sexy, stirrende eyes, måske det er dét der er så fortryllende)


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s