blomst for blomst

-Jeg har tænkt på noget siden din mail.
– Ja?
– Jeg har tænkt, at du stadig har hjertesorg.
– Jaer.. åh.. jeg har selv tænkt det. Jeg ved det godt, åh altså… Hvorfor har jeg det?
– Det tager lang tid.
– Jeg gider ikke mere! Der er gået to måneder!
– Kan du huske Løven? Og H.? Hvor lang tid det tog med dem?
– Åh. Det er sandt. Og dem hænger jeg da endda stadig lidt fast i.. fuck.
– Det vi skal finde ud af, er hvorfor du bruger hjertesorgen – et andet menneske – til at bekræfte dig selv i, at du ikke er noget værd.
– Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Kan man snakke sig ud af hjertesorg?
– Sagtens.
– Det tror jeg ikke på. Jeg tænker på ham hele tiden. Det gør mig rasende. Ej, ikke rasende. Øh. Sur. Nej. Bitter! Jeg er bitter, og jeg er kvælende jaloux over alle de smukke kvinder han sikkert forelsker sig i nu.. Jeg gider ikke have de her følelser.
– Du skal lære, at lade sorgen være der.
– Men hvordan lader man noget være der, som ikke har nogen fremdrift eller input?
– Det handler om, at du skal lære at forstå og acceptere dine følelser.
– Hvordan kan man være så stærk og så skrøbelig på samme tid?
– Det er man, hvis man konstant lader sit værd binde sig op på andre mennesker.
– Jeg er så træt af, at jeg mister mig selv.
– I det mindste er det ikke lige så slemt som tidligere.
– Nej, haha. I stedet for seks uger eller seks dage, er det gået til seks timer.
– Nu skal vi bare ned på seks sekunder.
– Som en hurtig tanke, pffff.
– Ja. En strøtanke der ikke betyder noget.
– Jeg har ikke lyst til at dø, det ved du godt, ikke?
– Jo.
– Jeg ved også godt, at jeg ikke er ingenting.
– Gør du?
– Det tror jeg. Eller, det håber jeg.

****

Et par timer senere møder jeg Skribenten foran biografen i indre by. Jeg har forinden gået hele vejen op af Nørrebrogade og tænkt, om jeg mon har skidt i bukserne efter en mistænkelig prut-fanget-i-bukserne-oplevelse, og om hvad jeg skal gøre, hvis det rent faktisk er tilfældet. Jeg skider aldrig i bukserne, så jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig forestiller mig sådan noget. Desperat skynder jeg mig hen til biografens toilet, så jeg kan nå at tjekke det, før vi mødes. Selvfølgelig har jeg ikke skidt i bukserne, og jeg undrer mig over, hvorfor jeg åbenbart er så nervøs.

Lørdagens ligegyldige eskapade er komplet glemt, efter at Skribenten bryder tre dages tavshed med forespørgsel om “en rigtig date”. Uh, en rigtig date! – Så han er ikke igang med at dumpe mig? Jeg er noget værd? (stop dig selv).
Vi sidder tavst i biografmørket og sender indforståede blikke, som havde vi kendt hinanden i mange år, og jeg er for en gangs skyld ikke angst ved at være i biffen, selvom vi sidder most inde midt på en række.

I filmen er forstadslivet klaustrofobisk, og jeg kan fysisk mærke hovedkaraketerens raseri vibrere i de tykke glasruder. Hendes magtudøvelser er grænseoverskridende og sexen så kynisk, at jeg mister den sitrende følelse i mit underliv, som ellers har domineret hele dagen. I starten er hendes mægtighed og begær forløsende, nærmest bekræftende. Impulserne efter drama, og kedsomheden i det mondæne, priviligerede liv – jeg forstår det hele og skræmmes over/kvæles ved min kommende fremtid; det ægte voksenliv, som jeg er bange for aldrig vil kunne tilfredstille mig.

Blandt de grå designer-møbler i det overdådige hus opstår der en velvilje til at holde fast i rigdommen og det gode liv – koste hvad det vil. Jeg er forbløffet over hendes grænseløshed og hensynsløshed. Hendes øjne bider sig fast, og vi prøver at ryste dem og den foruroligende (og formidable) film af os efterfølgende over en øl og en øl til og en øl til.

Sexlysten kommer langsomt snigende igen. Undervejs i samtalen sidder jeg mest og glæder mig til, at vi skal hjem og bolle. Det er lang tid siden, at jeg har fået lov til at date nogen rigtigt, så jeg bliver overrasket over, at det er sådan min hjerne fungerer i disse situationer. Gennem samtalen finder jeg også ud af, at tavsheden mellem os den foregående uge slet ikke handler om, at jeg er mindre værd –at jeg er Ingenting, men derimod bunder i at han er sygt stresset på sit arbejde.

Da vi er kommet hjem, piller jeg hans tøj af og tager ham i munden.
– Jeg håber ikke, du føler, at jeg laver det hun gjorde i filmen på dig lige nu, griner jeg nede mellem hans ben, men jeg har ikke lyst til at slå ham eller tage ham uden med magt. I stedet kigger vi hinanden i øjnene, helt tæt, hud på hud. Ingen har mere magt end den anden; det er nyt for mig: Ligeværdig sex, der desuden bliver mere intimt og intenst for hver gang vi ses. Da vi skal sove, føles mit underliv som én stor, sitrende glødekugle, der sender varmestråler ud i alle mine nerveender. Det er som crack, jeg hurtigt kan blive afhængig af, hvis jeg ikke passer på (ik’ bliv grådig, dronning).

****

Der er mellemregninger, som jeg aldrig orker/når/har lyst til at beskrive her, fordi jeg ikke er så glad for de lange, navlepillende analyse-indlæg; både fordi jeg hader mit sprog i dem, men også fordi jeg ikke tænker, at nogen gider læse det. Jeg vil gerne skrive mere om dødstankerne og de tilbagevendende nedture, så man ikke bliver bekymret for mig eller tænker, at jeg er helt skudt af. Måske jeg giver mig tid til at gøre det en dag. Måske slet ikke. Det er sjovere at skrive om DØDEN, ANGST og DATING. Mine muntre favoritemner.

Jeg skal snart have noget ferie fra arbejde.
Og jeg vil gerne lære at tage mig selv alvorligt.
Nogle gange har jeg en følelse af, at jeg gemmer mig anonymt her, for netop at slippe for at tage mig selv alvorligt. Samtidig er jeg totalt paranoid omkring at blive opdaget eller udstillet (men ærligt – hvem læser overhovedet blogs mere? er bloggingen ikke død?).

Jeg har skrevet anonymt online, siden jeg var 14. Jeg tænker ikke engang over det længere. Det er både skriveøvelser for mig, og en måde for mig at kunne holde styr på mig selv og mit liv – skabe perspektiv. Andre gange kan jeg blive grebet af følelsen af, hvor usselt det egentlig er at skrive en anonym, meget personlig blog – hvor jeg hænger især sexpartnere ud og skriver om min virkelighed, som levede jeg i en roman. Og jeg er jo ikke 14 år længere. Hvorfor gør jeg det? Hvorfor ikke bare skrive dagbog til mig selv? Vil jeg gerne vise verden hvem jeg er – uden helt at vise hvem jeg er? Det føles halvt.
Eller er det bare et pusterum i en verden hvor man hele tiden skal være alt muligt? Jeg ved det ikke, de her tanker gør mig altid forvirret. Åh.

Nå. Måske livet i grunden bare er een lang vekselvirkning mellem nedture og opture, og ens opgave som lille menneske består så i, hvordan man lærer at tackle disse. Det lyder meget simpelt. Den køber jeg.

rip scott walker ❤


2 thoughts on “blomst for blomst

  1. Dine tekster giver mig rigtig meget (inspiration, perspektiv, hvadvedjeg) – det må du meget gerne se som et svar på hvorfor-spørgsmålet.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s