kære søndag, du kommer til dig selv igen

-Er han sød, ham din nye kærst? Spørger Lægen mellem mine spredte ben, mens han tjekker mig for celleforandringer og klamydia.
Kærst… lol. Jeg orker ikke at rette ham.
– Tja… (Jeg tøver)… Det er meget hyggeligt…
Forinden har jeg givet en alt for detaljeret beskrivelse af de sidste to måneder. Lægen køber ikke helt dén med, at hjertesorg ledte til to omgange influenza i Februar. Jeg tør ikke fortælle ham, hvor bange jeg i virkeligheden er for, at skulle tjekkes for alt muligt, og hvor skødesløst jeg egentlig behandler min krop.

Efter sygeplejersken har taget en blodprøve i det tilstødende lokale, skal jeg sidde alene i et par minutter med armen bøjet, så jeg ikke får et blåt mærke. Tænk hvis mit blod er helt råddent og fyldt med sygdom. HIV og kræft. Jeg burde også være bedre til at passe på mig selv. Hvordan passer man på sig selv. Mine øjne fyldes med tårer, og jeg kan ikke finde ud af at skille sekunderne fra minutterne. Jeg er alene i min krop, og kroppen forfalder nu, og hvor er det ensomt, at skulle forholde sig til sig selv på den her måde.

Jeg er 100 % dødeligt syg. Jeg ved det bare. Jeg ruller en melankolsk jeg-er-dødelig-cigaret og trækker cyklen rundt om bygningen, hvor lægen står og damper med sin e-cigaret. Han råber grinende efter mig: “HOV – der er vist noget vi ikke har snakket om!” og hentyder til cigaretten mellem mine fingre. Jeg griner højt og råber tilbage: “Jeg er igang med at stoppe! BARE ROLIG.”

Jo mere nervøs jeg er, desto mere griner og joker jeg. Men jeg er bange, og jeg er ude af min krop. Jeg har ikke lyst til at være i den. Jeg trækker cyklen hele vejen hen til kontoret i den anden ende af byen, selvom jeg mest af alt har lyst til at tage hjem og gemme mig.

****

Jeg arbejder for tiden ca 50 timer om ugen, kommer sent hjem om aftenen, undgår at planlægge for mange sociale ting. Jeg skal være knivskarp, ellers kollapser det hele, bilder jeg mig selv ind. Men intensiteten og farten er alligevel lidt vidunderlig – og i nervøsiteten blander der sig også ambition og voldsom kreativitet.

Til et statusmøde går det imidlertid op for mig, at jeg er den eneste der er presset; den eneste der går op i projektet. Drengene sidder dvaskt og henslængt i sofaen og lytter ikke rigtig efter, hvad jeg siger. Jeg kan se på dem, at de ikke gider at være til mødet. Ingen fortæller mig, at vi er på rette spor og at alt mit arbejde giver mening. Jeg har lyst til at skælde dem ud, men skjuler min frustration bag sødsuppesmilet og min mest føjelige, feminine stemme. “Hihiiii, når, så er det vist kun mig der er stresset, hihihih”.

Er det overhovedet godt, det jeg arbejder på? Eller er der bare ingen der tør fortælle mig, at det er det rene lort? Jeg skriver plottet om for 1042. gang, ændrer dialog, tegner nye skitser. Min krop gør ondt, armene sitrer, hov, spiste jeg egentlig frokost? Du er god nok, du kan ingenting, du bliver en stjerne, det projekt er pinligt dårligt, du er dygtig, alting brænder sammen om lidt.
Hvorfor ofrer jeg overhovedet så meget for det her projekt? Er det dét værd? Og samtidig – hvad skal jeg gøre med mit liv, hvis jeg ikke laver det her?

****

Under hendes udklædning er hun faktisk en meget smuk kvinde, siger de andre i mit forsvar. Jeg er hæslig denne aften, men jeg elsker det. Jeg har fået et andet køn, iklædt mig en ny identitet og nyt kropssprog. Mande-W. er virkelig sjov, fyrer jokes af som et maskingevær, kæphøj og højlydt. Jeg havde egentlig ikke lyst til at tage afsted, og ankommer først halv elleve om aftenen, fordi min forvandling var langsom og grundig. Nu gør du det, nu er du festlig, nu skal du vise dem, hvor nice du er.

Nogen tør ikke kigge på mig, fordi jeg er så klam. Jeg stirrer flirtende på de andre mænd, men jeg er ikke fuckable, jeg er ikke en kvinde; jeg glemmer det hele tiden. Så jeg danser, drikker bajere og hiver gule camel op fra brystlommen i skjorten. En levemand; en selvsikker idiot. Jeg har ikke lyst til at tage hjem, jeg har ikke lyst til at være andre end Mande-W.

Det er festens sidste time. Vi ryger på dansegulvet. En veninde hiver mit skæg og bakkenbarter af, og trækker mig ind i hendes soveværelse, løsner mit hår, tager skjorten af mig. Hun fjerner min Mande-makeup med en vatrondel, giver mig en meget feminin bluse og rød læbestift på. Jeg går tilbage på dansegulvet som Kvinde-W. Det skulle være den store afsløring: Se hvor smuk hun i virkeligheden er. Men ironisk nok føler jeg mig endnu mere usynlig klædt ud som mig selv. Afsløret, på en måde.

Da jeg cykler hjem klokken seks i morges er det begyndt at lysne. Jeg har taget to hiv af en kampstærk joint, og kan næsten ikke se noget. Jeg kan ikke huske hjemturen, udover at jeg tænkte, at nu bliver det forår og sommer, og at jeg ikke helt ved, om jeg kan overskue den slags liv.

****

Jeg vågner i min seng et par timer efter, og er ret sikker på, at alle hader mig og er ved at forlade mig. Jeg er ikke Mande-W. længere, men bare W.
Stadig denne følelse af, at være blevet afklædt komplet.

Jeg skriver prompte til Skribenten, for at sætte en ny date op, selvom jeg egentlig ikke har sådan super meget lyst. Men jeg kan slet ikke overskue, at han skulle være på vej væk også; at han måske er ramt af min dating 3-ugers-forbandelse, hvor manden gerne trækker sig, fordi man finder ud af, hvem jeg i virkeligheden er. – At jeg ikke er denne manic pixie dream girl, men bare en helt normal, selvoptaget og sensitiv pige.

Vi skal måske ses senere i dag. Jeg har ubevidst taget maskulint tøj på igen, en uformelig oversize skjorte og løse bukser. Min hud kradser efter skæglimen. Jeg ser rædselsfuld ud. Jeg føler, at jeg har skræmt alle mine venner væk, jeg forestiller mig stadig, at jeg er syg (selvom blodprøverne viste sig at være helt fine), og jeg har en klam selvbevidsthed om, at jeg er en særling. Det er en ubehagelig isoleret følelse af, at jeg er umulig at være sammen med, og at det eneste jeg har, er min fantasi. Min hjerne bobler over med drømme, idéer og fortællinger. Fanget i fiktionen, med et ben i en drømmeverden, og det andet ben i en virkelighed der knapt hænger sammen.

****

Nogle perioder taber man bare sig selv, tror jeg.
Jeg leder efter mig selv i lejligheden, i forårssolen, på kontoret, i min (ikke)ødelagte krop.
Jeg kan godt findes, for jeg var her lige før.

kom nu til dig selv igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s