is på

Fra det øjeblik han træder ind af døren, kan jeg se på ham, at han gerne vil kysse mig, hvilket gør mig befippet, så jeg begynder sætninger uden retning, og bliver ved med at gå frem og tilbage til køkkenet for at tjekke om vandet i gryden koger, vender tilbage til sofaen med nye snacks, flere glas, flere væsker (selvom han siger ‘nej tak’ til alle tingene), flere halve sætninger, nervøse grin, 300 frisurer, indtil han efter en time læner sig hen mod mig, tager mit ansigt i sine hænder og placerer sine læber på mine.

Skribenten er langt pænere end jeg huskede, og jeg er ingen andre steder end i hvert sekund, jeg har ingen følelser, jeg har ingen tanker, jeg er en kneppemaskine, en charmemaskine, en søndagssløv hyggemaskine der dvaskt siger ord, bevæger hænderne over hans bløde hud, fletter fingrene med hans fingre foran den dårlige dokumentarfilm på computeren, og selvom jeg har fået min krop tilbage fra sygdommen, så føles den stadig ikke helt som min.

Et par timer senere, klemt inde i hjørnet med filtret bollehår og svedlugtende armhuler på den lille italienske restaurant for enden af gaden, kigger vi på menukortet, jeg bestiller altid bare det samme, det siger jeg til ham: jeg har kun fået det samme altid, og jeg vil bare have det samme som altid nu, og jeg vil have en stor øl, han bestiller en stor cola, og mens vi venter på maden, har jeg lidt lyst til ikke at være der, jeg har lidt lyst til, at han skal tage hjem, men alligevel glider snakken ubesværet, han er virkelig ubegribeligt nem at snakke med, jeg er tryg og afslappet i hans selskab.

Vi får vores mad, og han beder mig fortælle om Angsten, jeg fortæller historien langsomt, men det virker lidt som om, at det er en historie der ikke tilhører mig længere, og det er også OK han ikke ved, hvad han skal sige til det; at det er svært at spørge ind til, og jeg tror, jeg kommer til at sige, at Angsten er færdig med mig, jeg glemmer at drikke min øl, og jeg kvæler lysten til at have spejlblanke øjne og være helt skrøbelig.

Hjemme igen i sengen tager jeg mit tøj af selvom klokken kun er lidt over otte, kryber under dynen, ind i hans nøgne krog, vi sætter endnu en film på, fletter fingre, og nogle gange kigger han ømt på mig og kysser mig, og jeg mindes lidt dengang for præcis et år siden, hvor jeg også snød i dating; hvor jeg i min iver efter at have en at putte med, sprang alt for mange trin over i dating-processen for en tryg og ikke-tryg konstellation, fiktiv omsorg, orgasmer uden forbehold.

Vi ser “E.T.”, som jo er den vildeste breakup-film!, og selvom den stikkende, ætsende sorg i hjertet over N. er væk, tænker jeg stadig på ham meget af tiden, især når jeg er med Skribenten, fordi jeg er en klam idiot der sammenligner, jeg tænker på N. som magisk, at han var magisk, og nu er jeg bare hér på anden date og allerede 3 år inde i et kedeligt parforhold, og når E.T. og Elliot råber til hinanden, mens E.T. er ved at dø: “STAY!… STAYY.. STAYYYYY” er jeg ved at krakelere, Skribenten er heldigvis faldet i søvn, og jeg kysser ham forsigtigt på skulderen og skubber tårerne tilbage ind i øjet.

Han planlægger den næste date, vender tilbage til emnet et par gange, vi skal mere ud og spise, siger han, jeg siger ja til alle de ting han foreslår, ja, det vil jeg gerne, ja, det lyder lækkert, jeg mener det også, tror jeg, jeg tror, jeg mener det, jeg mener nok, at jeg tror på det, min stemme i min mund der siger ting, igen hånden der finder en pik, læberne der kruser i utallige smil, men han vil ikke låne bad, han vil ikke spise med i morges, kun den dér: Vi skal gøre det her én gang til, han lægger trykket på ‘én’, og jeg tænker på, om han er meget usikker på, om vi ses igen; om han faktisk rigtig gerne vil ses igen.

Jeg forestiller mig, at han læser de her ord, jeg forestiller mig, hvor ked af det, jeg selv ville blive, hvis nogen skrev sådan her om mig, og jeg skammer mig over, at jeg skriver sådan her, nej, mest skammer jeg mig over, at jeg ikke føler særlig meget, altså, selvom det jo er helt ok ikke at føle noget, det er faktisk rart ikke at føle noget, men jeg mener hvert et kys, hver en berøring, det er en krop jo, en attråværdig, flot krop, et utrolig godt menneske i mine arme, et godt og smukt menneske der behandler mig godt, – og som ikke er fucked, og jeg vil gerne være tålmodig, egentlig,
ny taktik: is på.

***

En gennemkneppet person uden følelser i klemme og som har fået sin krop tilbage efter sygdom, er desuden aldeles god arbejdskraft, sådan en glad, passioneret type, der har overblik og energi; følelsesløsheden og ubekymretheden er usædvanlig, er jeg mon bare sund nu, spørger jeg mig selv og spiser min sunde frokost alene ved mit arbejdsbord, er jeg sund nu, i hovedet, er jeg sund, kan jeg blive sund, jeg er stoppet med at ryge, så jeg ryger lige en cigaret i solen, for jeg er jo stoppet, og jeg cirkler omkring mig selv i en ikke-ensom følelse, selvom jeg er rungende alene, men der er ikke tomt, der er en stor forskel, forstår du.

One thought on “is på

  1. Det forstår jeg 1:1 – der er en verden til forskel. Jeg ligger her i min seng og er angstificeret (det ord kom jeg på i dag = når alt man gør er inficeret af angst), mens min mand henter smørrebrød med oksetartar hos Aamans deli. God weekend smukke W!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s