lortelivet

Jeg forsøger at gøre alt det rigtige, men der er ikke rigtig noget der hjælper, åbenbart. Man passer på sig selv i hjertesorgen, man går på arbejde, holder kontakt med venner, tager tid for sig selv, spiser sundere, undgår alkohol, sørger for at få en masse luft og bevægelse, begynder at date igen, føler sig begæret, har endda sex, glemmer hjertesorgen, føler glæde omkring arbejde, sætter grænser, tager ansvar, er voksen.

Alligevel hvisker tiden: ’30’.
30 er lige om lidt, 20’erne er forbi, og således vil en konsekvensafregning af den afstandstagen der har været til kroppen i alle disse år begynde.
Tror jeg.
Lige nu prøver jeg bare at lave en masse løse antagelser, fordi jeg er rasende..

Har været fucking syg hele ugen. Slemt syg – igen! Jeg kan ikke fatte det, og jeg bliver bange, for jeg er IKKE en syg person, men efter bruddet med N., har min krop komplet sat ud. Nu har jeg både haft influenza OG mavevirus eller hvad fanden det er, inde for kort tid, og jeg har ikke haft nogle af de ting siden jeg var et barn.

Den hollistiske (ad! sorry for det ord) del af mig, prøver at se min krops nedbrud som en “psykosomatisk reaktion” eller som en decideret “udrensningsproces”. At jeg da også “har været virkelig stresset på arbejdet gennem længere tid.” Stress-symptom. Klart.
Men måske jeg bare er ægte syg. Menneskesyg. Februar-syg. Virus-syg. Fordi jeg bruger mere tid med andre mennesker end jeg har gjort tidligere (da jeg var den såkaldte “ikke-syge” person). Eksponering.
Fy for den lede. Men det betyder jo så… at jeg bare skal ligge her og vente på at det går over? Satse på, at jeg bliver rask igen?

Nå. Men.

Jeg har skidt i bukserne flere gange (“er det bare en prut? åh… nope, it was not”), og ikke forladt min lejlighed siden tirsdag, ej heller set nogle mennesker, udover leveringsmanden fra nemlig.com, som så meget nervøs ud, da jeg iført mit hvide jogging-sæt åbnede døren til mit lortelugtende lortepalads og med en lille klæg stemme bad ham om at holde afstand til mig på grund af “farlige bakterier” (mens jeg selv stod og spændte ballerne, for ikke at skide i bukserne under de 30 sekunder leveringen varede) (sikke et lavpunkt).

Kiloene rasler af mig, og jeg ser lettere udmagret og klam ud, gullig i huden, tyndslidt. Og det er som om, at det ikke har tænkt sig at stoppe (jeg ved godt det stopper), men jeg er så hysterisk omkring det, at jeg kan i de ømmeste øjeblikke blive grebet af sorg: At jeg selvfølgelig har kræft eller HIV (stop med at tjekke netdoktor for helvede) (“træthed” og “diarré” kan være symptom på ALT dødeligt).. at jeg bare ved, at jeg er meget og alvorligt syg.

Onsdag hvor det var allerværst fantaserede jeg om, at jeg skulle indlægges på hospitalet, ligge dér, halvbevidstløs i drop, og så ville de opdage al kræften, og jeg ville aldrig komme ud derfra igen. Jeg ville skulle sige det til alle: Hør.. de opdagede altså den her kræftsygdom, og jeg har ikke særlig lang tid igen.
Så ville jeg på sygelejet og på hospice skrive den roman, jeg altid har drømt om, og den ville være så bidende smuk og ærlig, at folk efter min død ville ærgre sig over, at sådan en stor kunstner var gået bort i en al for tidlig alder: “Tænk hvad hun ellers kunne have givet os af stor kunst?”…..

…. OKAY!
Det er nok bare diarré.
En mavevirus.
Whatever.

Jeg lover mig selv, som altid: Når(/hvis?) jeg overlever dette her, så vil jeg lægge min livsstil om. Kvitte smøgerne, skrue ned for drukken, begynde at løbe, spise flere grøntsager. Taget til lægen, tandlægen, blive tjekket for alt.
I går aftes laver jeg sløv, udsplattet yoga i 2 timer (altså hvor jeg mest bare lå på maven) foran min binging af ‘Angel’ (fundet på Viaplay, hvis det har interesse), og kan bare mærke hvordan helse-pigen gror i mig. Hun siger: Hver dag skal du dyrke yoga, du skal være stærk og rank, mærke dig selv.
Men… Hjælper det at være en helsepige?
Fortæl mig det.
Hvordan passer man på sig selv? Hvordan får man genopbygget sit immunforsvar? Jeg er komplet lost.

Jeg har egentlig altid tænkt, at sygdom hang meget sammen med psyken. Men nu hvor jeg faktisk rigtig gerne vil leve og faktisk er sådan.. grundlæggende glad, så hænger det da ikke sammen, at jeg så bare skal være syg hele tiden? Eller hænger det “meget levende liv” sammen med at man så er mere modtagelig for bakterier og virusser?

****

Tinderdaten fra sidste uge er desuden totalt på. Det er “sjovt” at få lidt perspektiv på datinglivet: Nu er det mig der er svær at komme i kontakt med (fordi jeg hele tiden er syg eller har brug for at afkoble, lol), svarer sporadisk og svær at lave en aftale med, hvilket resulterede i, at han i går var sådan: Jeg har så åndssvagt meget lyst til at se dig lige nu. Så det er åbenbart en god dating-taktik at være følelsesmæssigt afkoblet, åh.

Tidsperspektivet fremkommer også underligt, når man ikke som sådan er blevet ramt af et lynnedslag. Nu er det over en uge siden jeg har set, øh, lad os kalde ham Skribenten og det har jeg det bare så fint med. Efter en uge med N., hvor vi desuden havde set hinanden hver dag, var jeg smaskforelsket og komplet overrumplet, hvert minut var et år og jeg følte det havde varet for evigt, ville se ham konstant. Nu er jeg mere sådan: Nå okay, potato, potato, slap lige af.

Jeg kan til gengæld godt lide det virkelig langsomme tempo og ikke-forelskelsen. Jeg føler mig i kontrol og meget rolig. Han er virkelig sød, faktisk. Normal og (indtil videre) ikke psyko, ikke ødelagt. Min krop ville seriøst heller ikke kunne klare en forelskelse i den kaliber til. Så er spørgsmålet bare hvad det er man leder efter – for er det ikke drømmen, at en psykoforelskelse kan glide ind i parforhold en dag? At det vil være den sande og store kærlighed? Eller er psykoforelskelser altid dødsdømt på forhånd?

Anyway. Opmærksomheden fra Skribenten og diarréen har fjernet N. og hjertesorgen. Sikke dog en lettelse. Jeg håber aldrig, at jeg hører fra ham igen. Og lige nu er jeg mest bare ked af, at mit tarmsystem er totalt fucked, for Skribenten vil gerne herhjem i aften, fordi han er utålmodig, og jeg vil gerne have sex med ham, ja faktisk så tænker jeg ikke rigtig på andet end sex (og diarré) (ikke kombineret! ew), og på at jeg har dårlig samvittighed overfor mit arbejde. Men sådan er det vist bare at være syg, er det ikke?

***

Men jeg håber ikke, jeg skal dø af sygdom lige om lidt. Det kan jeg ikke overskue. Hvis man ligger inde med gode råd omkring sygdom, så må man gerne sende dem i min retning.

Indtil da:

Haha.
Og:

Nå ja, og glædelig kampdag (hver dag).

2 thoughts on “lortelivet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s