du skal ikke frelses

Mandag-tirsdag-onsdag er kopier; jeg tænker på arbejdet kun på min fiktive graviditet og længslen efter at være i kontakt med N., knokler så mine arme falder af, vender hjem til min fiktive westernverden, lukker ned.
Intet ændrer sig i disse kopidage.
Vakuum.

På et ikke særlig specielt tidspunkt, af ingen synderlig vigtig årsag eller bagvedliggende følelse, sender jeg en nuttet forårsbesked afsted til N. Det er onsdag aften, unaturligt lunt, og efterhånden mennesketomt på Assistensen, hvor jeg sidder med høj puls på en bænk og skribler løs.
En fuldstændig retarderet og pinlig besked.(jeg tænker på dig, og sådan er det vist bare). 

Men jeg havde bare brug for at gøre noget.
GØRE NOGET!
Noget der kan forandre denne klistrede følelse; tage kontrol – åbne op for ydmygelsen og afvisningen (skulle uheldet være ude), bare for at skabe nye følelser i mit brogede væsen.

Tidlig torsdag morgen vågner jeg op til intet svar (kan man sige det?), og jeg tuder og tuder og tuder, tuder ned i det blødkogte æg, for jeg er jo gravid, og nu kan ikke engang få fat i faderen; han har fundet en ny kvinde, selvfølgelig, han er fantastisk, ingen kan modstå ham, og han er selvfølgelig helt færdig med mig.
Jeg tør ikke tage en graviditetstest alene, jeg er fuldstændig hysterisk.

Klokken halv ni står jeg og græder oppe i min søsters lejlighed med to graviditetstests og en pakke hvidløgsost i rygsækken.
Hun sætter en eller anden Medina-sang på, og henter køkkenrulle til mig, så jeg kan tørre mine øjne. Jeg lægger den tiltissede graviditetstest på kanten af vasken og sætter timeren til fem minutter.
Mere Medina.
Køkkenrulletårer.
Jeg siger til min søster, at jeg da må være blevet skør.
Alarmen ringer.

Negativ.

Jeg er lettet, og stopper straks med at græde. Selvfølgelig skulle/kunne jeg ikke være gravid. Stop dig selv. Tilbage er kun det lille klamme hjerte i mit eget bryst. Den ubesvarede nutsi-besked til N.
Ikke-eksisterende babyer.

SÅ! Nu rykker vi.
Weiter, weiter!!!

10 timer senere møder jeg en tinderdate på en bar.
Jeg slukker telefonen, nu er jeg et andet sted, i en anden verden.
Vi drikker stærke drinks, min tale er allerede lidt sløret, han er pæn, sød og sjov, vi snakker om arbejde, vi arbejder med nogenlunde det samme, udveksler erfaringer, fin kemi, fin kemi.

Han bor åbenbart lige ovre på den anden side af gaden. Snedigt.
Vin i køleren og whisky fra boardershoppen. Indendørsrygning. Jeg hører min mund sige ja til tilbuddet. Mens han betaler for drinksene i baren, er der en del af mig, som har lyst til at sige: Jeg er ikke klar til det her. Gør jeg virkelig det her? Jeg drukner stemmen med et skingert grin, da han vender tilbage til bordet.

Spol et par timer frem.

Jeg er pissestiv. I hans lejlighed. Klokken er over to. Jeg tænker ikke; jeg hygger bare enormt. Tilbagelænet, afslappet. Tager ikke stilling til, hvad jeg føler. Ryger og drikker og fortæller løs om mig selv. Min tale er endnu mere sløret, men jeg taler ufortrødent videre; dybe personlige historier han overraskes over. Jeg hører de små strøtanker under beruselsen, at jeg må virke meget skør.

Jeg kan ikke finde ud af at gå hjem; tanken om at skulle gå hen til min cykel og fragte mig selv hjem er uoverkommelig.

Nyt vakuum.

Der kan ske to ting, siger jeg. Enten tager jeg hjem eller også sover jeg her. Bare sove. Du må gerne sove her, siger han. Bare sove. Han stiller sig hen foran mig og kysser mig. Forsigtigt. Hans læber er bløde, ligesom de skægløse kinder.

Han har fortalt om sit frelserkompleks: Et mønster om at date kvinder der skal reddes. Mellem kyssene på stuegulvet siger han: Men du skal ikke frelses, W.
Jeg siger: Nej, jeg frelser mig selv.
Ham: Det ved jeg.

I sengen giver hans kys vidunderlige stød.
Han siger: Du skal vist ikke sove.
Dynerne skubbes til side.
Han knepper mig i stykker. Det er vidunderligt.
Mit orgasmebrøl kommer nede fra dybet. Jeg tænker, at jeg er god til at kneppe. Hold kæft, jeg er god til at kneppe.

Efter fire timer vågner jeg og tænker på, hvordan jeg havde det, dengang jeg vågnede hos N. efter første date, den euforiske følelse af at være kommet hjem. Hans mørke krølhår, de smilende, brune øjne, de bløde, skægomkransede kinder under mine kys.
Hvem er du, sagde han hele tiden, hvor kommer du fra.
Dine øjne. Dine øjne.

Jeg sammenligner alt.
Det er rædselsfuldt.

(Note til mig selv: Jeg lærer om mig selv, at jeg gerne vil anerkendes meget; overskylles med komplimenter; for så forelsker jeg mig:
Hvis du siger jeg er smuk, så er jeg din.)

Tinderdaten har holdt om mig i søvnen. Jeg er besat af hans magiske pik, alting i mit sitrer, og jeg bevæger min hånd tæt på den, indtil han vågner, indtil han er i mig igen. Min tømmermændshovedpine eksploderer sammen med orgasmen.
Han henter kodimagnyler til mig.

Jeg føler, at jeg snakkede for meget i går, siger jeg.
Jeg er en notorisk oversharer, siger jeg.
(Jeg tænker også på min ubesvarede dirtytalk, om jeg var for freaky).
Nej, det var fint, siger han. Helt fint.
Jeg føler, at han synes, at jeg er skør, og jeg begynder derfor at sige alle mulige underlige ting i panik. Han pingponger ikke tilbage.
Med savner pludselig hele N.’s væsen, jeg ser det for mig; ser mig og ham danse tæt på soveværelsegulvet, før jeg tager afsted.
Dine øjne, dine øjne.

STOP NU. STOOOOOP.

Måske vi ses på et tidspunkt, siger Tinderdaten.
Ja, siger jeg.
Jeg tager direkte på arbejde. Min hud hænger i laser. Græder en lille smule på en bænk ved søerne, ryger en klam tømmermændscigaret, skubber tomheden foran mig. Tænder telefonen igen efter 12 timers slukning. Ingen aktivitet, ingen N.
Jeg hoster og hoster af cigaretten. Forbipasserende gamle mennesker sender mig urolige blikke. Når jeg hoster, strømmer der sæd ud i mine trusser.

Jeg stinker af røg, druk og hor. De andre på kontoret griner af mine tømmermænd, jeg skammer mig over min uprofessionelle adfærd.
De siger, at det er helt coooool man.
I en pause fortæller jeg en tæt kollega om det hele. Da jeg indleder graviditets-paranoia-historien, undskylder jeg, at jeg er en notorisk oversharer, og da må lyde helt skør.
– W., det skal du ikke tænke på, jeg forstår alt det dér, jeg er jo også skør, siger han.
Man kan godt se mig, man kan godt rumme mig; jeg burde også selv kunne gøre det.

Jeg går derfra et par timer og fire ostemadder senere. (Uprofessionelt -skammer jeg mig sådan). Sidder og stirrer på klamme gæs inde i Frederiksberg Have i et rum tid, men der er for mange mennesker i forårssolen, mit ansigt brænder unaturligt, jeg er bestemt ikke foråret idag. Ikke nutsi.

På en måde føles det som, at noget har ændret sig, til trods for strabadserne. Jeg er faktisk glad og gennemkneppet, og måske jeg trives bedre med impulserne (at træffe valg, handle) end med den kontrollerede askese, hvor jeg ikke kan gøre en skid.

Det må jeg lige tænke lidt over.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s