dø baby dø

Min veninde siger, at hun ser babyer overalt, efter hun har fundet ud af, at der også gror en inde i hende. Pludselig er det det eneste, hun kan se: Gylpende, skrigende, grædende babyer. I bussen, på gaden, i butikkerne!
En hær af babyer der jagter hende!

Sen lørdag nat falder hun i søvn henover bordet på shawarmabaren. Jeg kigger kærligt på hende og smovser min fedtede falafel-durum imens. Højtalerne på kebabstedet spiller noget yderst søvndyssende meditationsmusik. Det er lidt forstyrrende for ens virkelighed sådan noget (hvor er jeg overhovedet, hvad er klokken, fuck).
Hun har ikke kunne spise sin durum, fordi hun har kvalme; alt giver hende kvalme. “Og så er det endda den mest fråderen durum jeg nogensinde har smagt,” siger hun ærgerligt; halvt sovende nede fra den fedtede bordplade.

Vi tager en taxa fra runddelen til fuglekvarteret med den halvspiste durum i hånden. Det koster 100 kr. På vej op af trappen til min lejlighed siger hun: “Efter i aften kan babyen da ikke være levende længere..”
Vi har været til koncert og på bodega. Jeg har rullet smøger til hende hele aftenen, købt hende drinks, tørret tårerne væk fra hendes kinder (dø baby dø).
Hun skal have en abort om en uge.

I sengen næste morgen prikker jeg til de store bryster på hendes baby-parate krop. Vi griner.
“I det mindste er jeg ikke steril,” smiler hun, og så snakker vi ikke rigtig mere om det. Hun har fået sin appetit igen, og hele eftermiddagen ryger vi cigaretter i solen på altanen og synger sange, henter chips og pizzaer og spiller playstation og lader som om, at der ikke findes babyer.

***

Modsat hende ser jeg ikke babyer overalt, men klapvogne. Folk med klapvogne. Fædre og mødre, smilende og mindre smilende. Travle. Frysende. Lykkelige. Jeg vader forbi dem på mine lange gåture gennem byen. Hver gang tænker jeg: “Mon jeg nogensinde kommer til at opleve det?”, og jeg kan også blive jaloux og tænke: “Hvorfor er der ingen der har lyst til at putte en baby i mig?”.

Jeg skal have min menstruation i dag, men den er ikke kommet. Jeg kan mærke, at den er på vej, spiser endda ipren for at fjerne smerten, men bruger alligevel dagen i en morbid drømmetilstand, som slet ikke harmonerer med mine veninders aborter eller alle de bitre klapvognstanker.

I min dybe desillusionering fantaserer jeg om, at jeg er gravid; at N. har gjort mig gravid for 4-5 uger siden. Hjertesorg og graviditet kan give samme symptomer: Gråd, kvalme, mangel på sult, og ustabilt humør. Hormoner hallo!

Jeg husker, at han i halvt spøg (jeg kunne aldrig lure ham) sagde: “Skal vi ikke prøve at gøre dig gravid på spiral?”
“Haha, jooo,” lo jeg nervøst og freakede totalt ud. Vi havde kendt hinanden i lidt over en uge.
“Jeg har jo levet plantebaseret de sidste par måneder, så man ved aldrig!”
(En veninde på beskyttelse var blevet gravid med en veganer. Plantebaseret sæd er åbenbart pure magic).

Men nu er det simpelthen sket! Jeg er sikker!
Jeg må da være gravid!
Mine bryster føles spændte, og de er da blevet større, er de ikke? Og min menstruation udebliver jo! Åh, hvad skal jeg dog skrive til N….
Eller skal jeg faktisk ringe til ham?
Gad vide hvordan han vil reagere…
Især når jeg fortæller ham, at jeg har tænkt mig at beholde det. Jeg kan mærke, at det er min baby. Jeg er ligeglad med, at det ødelægger mit job eller hans liv!

Sådan går en hel mandag oppe i mit hoved.
Jeg sidder endda ude på trappestenen i solen og ryger en cigaret tidligere i eftermiddags og fantaserer: “2019 – sikke et uforudsigeligt, uforglemmeligt år! Boom – så fik jeg bare en baby! Hvem havde set det komme? Ikke jeg! Ikke jeg! Ha ha! Men jeg kan sagtens klare det! Jeg er stærk! OG DET ER MIN BABY!”

Jeg tænker på, om graviditetslængslen har noget at gøre med, at jeg fylder 30 senere i år. Jeg har virkelig ikke haft den længsel før.
Eller også har det noget at gøre med, at jeg gerne vil have kontakt med N. igen, hvilket jo bare er helt sygt. En latterlig undskyldning for at skrive til ham. Ej, det er tosset.

Noget gror i hvert fald i min mave, udover fedtet mad, fadøl og tørre cigaretter, og måske er det godt, at det er drømmen om en baby i stedet for længslen efter at dø. En baby er i det mindste tegn på liv – på et ønske om forandring eller en inderlig form for behov, der pludselig manifesterer sig: Jeg har lyst til at forholde mig til noget større end mig selv.

Jeg ved godt, at jeg ikke er gravid. Jeg ved, at jeg kommer til at være skuffet, når jeg i morgen får min menstruation, selvom det er helt skørt. Det føles ikke som om, at det handler så meget om N., men mere at det handler om, at jeg er klar.
Jeg vil gerne alt det dér.

En del af min sorg går stadig på, at jeg ikke er den slags menneske, som får en familie. I mine selvpinende lidelsesøjeblikke overbeviser jeg mig selv om, at jeg er for flyvsk, følsom og drømmende (og dramatisk!) til at nogen nogensinde ville have lyst til at putte en baby i mig… eller bare knytte tætte kærlighedsbånd med mig. Jeg tænker på det som mit lod i livet, at jeg skal være alene for evigt, åh suk..

Så i dag græder jeg en lille bitte smule over mine tabte babyer, over min tabte kærlighed, og min tabte N. (og de tabte hjertesorgs-kilo som jeg har taget på igen henover weekenden).

Formentlig har jeg bare PMS og er meget kvinde lige nu.

(Jeg er til gengæld 100p rask igen, har optur over mit sindssyge arbejde, og jeg kan rigtig godt lide at gå hjem gennem byen ved en 17-tiden, for så kan jeg nå at se himlen gå fra blå til pastelfarvet candyfloss til sort, og det er så smukt, og jeg er selv en multifarvet skumfidus der ubemærket smelter sammen med himlen, og måske jeg også smiler lidt, selvom jeg er gravid, selvom jeg ikke er gravid, selvom jeg er alene).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s