i det knapt så vilde vesten

Jeg har brugt alle mine penge på en hest.
Jeg har givet den sølvgrå fletninger, en smuk sadeltaske og mit eget navn. Arthur, min cowboy, kan klappe hesten, og han siger: “Good boy” eller “You are all right”.
Jeg sørger for, at Arthur klapper den hele tiden.

Når vi er ude og ride kan jeg godt lide at være oppe i tempo. Jeg rider tit så hurtigt, at jeg mister fokus i de smukke landskaber, træer og stier og planter og himmel glider sammen i een stor, pittoresk masse. Hesten pruster misfornøjet. Arthur klapper den igen, så den ikke er bange.

Arthur og hesten flyver tit ud over en klippeskrænt eller direkte ind i kæmpe sten. Det gør ondt på mig, men jeg har ikke tænkt mig at løbe langsommere af den grund. Vi kan blive ved med at dø og genopstå i een uendelighed, så det betyder ikke så meget.

Jeg får Arthur til at gå til angreb på en lille lejr. De to mænd siger, at vi skal skride, men jeg pløkker dem i hovedet og stjæler alle deres ting. I lang tid sidder mig og Arthur ved bålet, mens solen går ned over sletterne.
Jeg tænker på, om jeg nogensinde har set noget så smukt.

Jeg skriver til Forfatteren, mens vi sidder ved bålet.
Jeg spørger, om han kommer og knalder mig dagen efter.
Jeg bliver ved med at tænke på pik, men meget isoleret; en pik uden krop der bare sådan… svæver. Ind og ud. Jeg har tidligere på dagen aflyst en tinderdate for tredje gang, fordi jeg hellere ville være sammen med Arthur og hesten.

Min psykolog siger, at jeg ikke kan arrangere mig ud af min hjertesorg. At jeg ikke bare kan pålægge andre mænd, den kærlighed som jeg mener, jeg er klar til (som jeg fandt ud af med N.).
Det kommer kun til at skuffe; for det var jo N. jeg var klar til – ikke dem.

Det er desuden en tic, dét med alle de dates. Jeg fantaserer om, at sidde et sted; en bar, restaurant, wherever, overfor en fremmed mand, og bare blive begæret: At være ovenpå og smuk og fantastisk.
At være en anden.
Men jeg læser et år tilbage på bloggen, og jeg får kvalme over, at skulle gøre sådan igen; jeg kan ikke, jeg kan vitterligt ikke det dér mere.

Når jeg i weekenden primært tænker på, at jeg har lyst til at ophøre med at eksistere, undgår jeg opkald og beskeder fra venner, og skriver i stedet for med disse imaginære mænd, hvor jeg kan være alle andre end mig selv.
Jeg er pinlig bevidst om det, og jeg skammer mig over det.
Jeg kan ikke engang finde ud af at skrive om det herinde; at jeg tænker på at dø; at jeg har tabt mig selv for en stund; at jeg er bange.

Jeg bliver bare så uendelig træt af mig selv.

Jeg kender nedturen, så jeg ved også, at den går over. Jeg er sygt god til at gøre mig selv virkelig bange og virkelig ensom.
Så jeg prøver at håndtere det. Det gør jeg virkelig.
Den sædvanlige opskrift:
Jeg presser mig selv på arbejde, aflyser datesne og andre aftaler,
og gemmer mig til solen er gået ned, går 10.000 skridt gennem byen hver dag, presser mad ned, og det nye, men livsreddende element – trykker på start-knappen til Arthur og min skidedyre (men afsindigt smukke) hest.

Men selv i vildmarken i 1800-tallet kan man ikke glemme sig selv. Jeg ønsker egentlig heller ikke at glemme mig selv, tror jeg.
Måske det er okay, at have hjertesorg. Måske er det okay, at jeg græder på vej til arbejde i morges, fordi jeg i går fik at vide, at Skægmonstret og Nye W. er flyttet sammen i “vores” gamle lejlighed. Måske det er okay, at min krop i bølger brænder af sorg og afsavn.Måske det er okay, at føle at det hele sejler og at alting snart går i stykker.
Jeg kan åbenbart ikke rigtig slippe væk fra det, så må bare… være i det. Uarhgh.

En fyr som jeg bliver ved med at udskyde på Tinder, skriver:
“Skriv når du er et helt menneske igen.”
Vi kommer aldrig til at ses, ha ha.

Til gengæld er min Arthur super hot.
Jeg har barberet ham, så hans skæg har den rette, lækre længde. Hans tøj sidder stramt, og han smiler kækt. Og jeg gør ham til et nobelt menneske; heltemodig og retfærdig. Så kan det godt være, at ham og hesten bliver ved med at dø, men i det mindste prøvede de.

billed fra: business insider.

(90 % af min omgangskreds er desuden også ramt af dette fænomen for tiden; hjertesorg, angst og stress, ensomhed og håbløshed. Det virker ikke til, at der rigtig er nogen der kan finde ud af det her lorteliv. Så måske vi bare skal prøve at grine af det i fællesskab, HA HA, al den elendighed, og så bare alle sammen købe en Playstation.)

2 thoughts on “i det knapt så vilde vesten

  1. Det er angstprovokerende at kommentere, fordi dine ord er så fine og skarpe og hudløse – og ens egne svinder ind. Men dit liv er ligeså kaotisk og angstprovokerende og uoverskueligt som mit (i en helt anden verden og med helt andre issues) og det er beundringsværdigt og en lettelse at du insisterer på at give alt det svære ord. Det er en gave – og tak for at du deler. Og tak for Highwaymen – den havde jeg glemt, og nu er den på repeat. Møs.

    Like

    1. Jeg blev så sygt glad for din kommentar, Loulou. Er vendt tilbage til den flere gange henover weekenden, bare for lige at huske mig selv på, at det er ok at jeg skriver på den måde og om de ting jeg gør (jeg har åbenbart hele tiden brug for bekræftelse, haha). Tit skammer jeg mig meget over det hele, så kommentarer som denne gør mig rolig og fortrøstningsfuld. Især at vide at jeg ikke er den eneste der sejler rundt på denne facon (desværre). ❤️ og yes! Jeg elskerelsker også highwayman! Den kører permanent på repeat inde i mit hoved!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s