fem centimeter over jorden

Der ligger en rådden appelsin i bunden af min rygsæk. Dens syrlige indvolde er sivet gennem bunden og ryggen, og det orange blevet forvandlet til en støvet, grålig nuance, og kun den gennemtrængende citruslugt afslører hvad den engang har været. Jeg opdager den i morges, og skyller rygsækken, skrubber de ildelugtende frugtrester af inderforet. Mine bevægelser er halvhjertede, diffuse, og morgenen strækker sig længere end den burde.

Jeg lander aldrig i dag; jeg er altid 5 centimeter over jorden. Svæver ned til søerne, smelter ind i solskinnet, ubemærket. På kontoret bliver der stillet vigtige spørgsmål til mig, men jeg har ingen tanker og derfor ingen svar. Min uduelighed til fuld skue for alle. Jeg skjuler det bag et halvprøvet smil. Det eneste der sker under huden er en idé om forår, og den sensitive krop prøver at begribe det hele, det er overvældende. Sæsonen skifter, men vinteren er slet ikke forbi endnu, og jeg ved det godt.

Måske jeg skal sove, måske jeg bare skal sove, og pakke mig væk igen, måske var virkeligheden for meget. Jeg føler mig som et umuligt menneske, der er fanget i mig selv; at man ikke kan få fat i mig. Jeg ved ikke engang, hvad der er sygdom og hvad der mig længere, det hele er rodet sammen, og der er så tavst derinde, i kroppen og hovedet, og jeg tager mig nogen gange til brystet, fordi jeg oprigtigt frygter, at mit hjerte stopper med at slå om lidt.

I supermarkedet vandrer Briten rundt, og jeg gemmer bag mit uendeligt store hår med ryggen til, og jeg havde forinden haft en sær fornemmelse, en undertrykt strøtanke om, at han formentlig ville være der. Han tør ikke kigge på mig, han gemmer sig også. Selvfølgelig, og hvor kunne jeg bare blive rasende over mænd, men mest bliver jeg bare trist over, aldrig at have nogen betydning, og så tænker jeg på, at jeg da er forfærdelig narcissistisk over, at jeg sådan hele tiden prøver at finde betydning udefra og ikke indefra.

Jeg tilsnusker mig solen, jeg stjæler et forår der ikke er, og jeg hoster mine lunger ud i de ustyrlige cigaretter, nikotinen er det den eneste der har mig, og det var meningen jeg skulle noget, men jeg bliver ved med at glemme det. Jeg griner mellem hostene, hAhrghHIOSTHOHOSTharh, jeg er omgivet af så mange sjove og kloge mennesker, men jeg kan ikke være sådan også, ikke lige i dag, disse dage, jeg er et andet sted.

Det er måske også ok at være Ingenting engang imellem; især når man er så meget hele tiden. Jeg tænker stadig på N.’s navn som det første når jeg vågner, det er som om min hjerne bare råber det: “N!!!!”, som om alle drømme handler om ham, ikke engang 3 hvæs af en joint og 4 glas rødvin og en dårlig halvfemser-film kan fjerne ham eller den sære luftige følelse i kroppen helt. I stedet bliver jeg bare ensom blandt andre, og jeg hader det og jeg går derfra, nogle gange skal man bare gå.

****

Sengetøjet føltes som silke mod min hud i morges. Jeg havde lyst til at være viklet komplet ind i det, som hang dynerne sammen med solskinnet eller en udefinérbar anden, kølige hænder på hud, og jeg har ikke kunne give slip, og nu er det nat, og ganske rigtigt er dynen igen silke, jeg pakker alle ord ind igen omme bag tungen, jeg husker candyflosshimlen i assistensen, stilheden på bænken, den brummende forelskelse der hviner i de nikotinbesudlede tænder, duften af rådden af appelsin der sidder fast i mine næsebor.
Jeg ved ikke, hvad meningen er jeg skal, men det er også ok, er det ikke?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s