jeg tænker på dig / jeg glemmer dig

Kære du.

Jeg sidder på toppen af Bellahøj. Eller i hvert fald det højeste man kan komme, hvis man ikke bor i et af højhusene. Det gamle amfiteater. Der er sol, jeg har min lette vinterjakke på. Det er næsten ikke til at tro. 

Jeg har været syg siden fredag, men virussen er fordampet i takt med forårets kommen. Nu har jeg mest lyst til at lægge mig på græsset og blive liggende til det er full blown sommer. 

I starten kunne jeg overhovedet ikke rumme, at jeg skulle være syg, for så ville jeg jo blive nødt til at tænke på dig og på alt hvad der skete; noget jeg egentlig har undgået siden vi snakkede sidst (har gemt mig i arbejdet og venners lejligheder, på sådan en rolig og ikke-oprevet facon). 

Men nogle gange er det godt at være sådan… helt alene, du ved. Det har været godt at tænke på dig, selvom jeg også har været ked af det over det. Jeg prøver stadig at forstå hvad der egentlig skete, og resterne af min irrationelle forelskelse tror stadig ikke på, at det er slut. En del af mig venter stadig på, at du ringer til mig, at jeg hører din varme stemme der siger: “Lillebitte W.”. Men det bliver lettere i takt med jeg skiftevis savner og glemmer dig. 

Jeg prøvede at læse Suzanne Brøgger, men jeg forstår ikke hendes sprog, hvilket irriterer mig – jeg troede egentlig, at hun ville kunne hjælpe mig med at forstå det hele. Men det her handler vist ikke så meget om at være kvinde. 
Nu læser jeg Barthes “Kærlighedens forrykte tale”, og det hjælper lidt mere, omend jeg ikke føler mig helt intellektuel nok til at akademisere kærlighedens diskurs. Men så kan jeg i det mindste lade som om, at jeg bliver klogere – og at der hersker en almen forståelse af, at forelskelsen og de billeder der opstår i kraft af denne er dybt imaginær. Det føles abstrakt at begræde tabet af forestillingen; at noget så uvirkeligt kan føles så virkeligt. 

Og det er samtidig en flad tanke: “jeg tænker på dig”, er det ikke? For hvad tænker jeg egentlig? Betyder det bare, at jeg er igang med at glemme dig, men hele tiden frivilligt fremtvinger tanker om dig for ikke at glemme dig? Måske er det sandt, at kun tid lindrer, og at tid får en til at glemme. Jeg håber det, også selvom jeg egentlig ikke rigtig har lyst. 

Du kan nok ikke bruge det her til noget som helst, og det jeg fuldstændig indforstået med. Lange, knudrede beskeder uden formål er min forbandelse.

Jeg skal tilbage i virkeligheden i morgen; måske det bliver meget godt for min lille hjerne. Og måske det her bare var et kringlet forsøg på at formulere: jeg tænker på dig, jeg savner dig (, jeg glemmer dig).
Du har ikke gjort mig ondt, og jeg fortryder ikke noget som helst. Jeg er glad for, at jeg mødte en som dig.
Jeg håber, du har det godt. 

De kærligste hilsner
Lillebitte/storemægtige W.

****

Jeg sender den ikke, bare rolig. Selvom jeg har virkelig meget lyst. Men jeg er nok bare lidt ensom og har brug for opmærksomhed/drama, fordi alting føles meget roligt. Men hvad skal han bruge sådan en besked til? Hvad skulle han svare? Beskeder uden formål, uden essens, et lille råb, et lille håb (tænker du på mig, tænker du på mig, tænker du på mig, nu har du muligheden, kom og ta mig,
kom,
ta mig)

Jeg skriver til mændene på tinder, at jeg har tænkt mig at slette appen. Jeg skal ikke på dates lige nu. De er mennesker, ikke chatbots, jeg glemmer det nogle gange. Opfør dig nu ordentligt.

Forfatteren (min erotiske chatbot) vil for 1000. gang gerne komme og gennemkneppe mig. Jeg sender ham et billed af mit nøgne feberbryst. “Det er lige præcis den krop, jeg ikke kan vente med at få i min varetægt… alle de ting jeg vil gøre ved den krop, åh!” skriver han. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare.

Chatbots.
Jeg er selv en chatbot, er jeg ikke?

****

“Jeg tænker bare: Sikke dog et lorteliv! Hvor er jeg dårlig til Livet!” kan jeg høre min stemme sige gennem den tunge dyne, som jeg har liggende om hovedet, en sær dæmpet, slimet lyd.
Cykelturen til indre by har været en kamp uden lige, koldsved. Min psykolog er det første menneske jeg ser i 4 dage.
“Men hvis der ikke var lidelse i livet, ville der ikke være noget at stræbe efter – og man ville ikke lære noget. Man bliver nødt til at dykke ind i lidelsen, så man kan give slip på den.”
“Hmmf, det synes jeg altså er fucked…”
“Hvis det stod til mig, ville det heller ikke være sådan, men det er nu engang sådan livet er indrettet, paradoksalt nok.”
“Hmmf.”

*****

Jeg deltager i et arbejdsrelateret skypemøde i morges, og jeg ryster af angst imens bag skærmen (de kan ikke se det), fordi det pludselig går op for mig, hvor mange ting jeg skal forholde mig til. Jeg ligger mig efterfølgende på gulvet et par timer, og forsøger at arbejde, men min hånd er utålmodig, jeg sjusker, jeg gider slet ikke. Jeg er ikke engang rigtig syg længere, jeg er en fange inde i mit hoved, og jeg har mest lyst til at flytte ud i en skov, dyppe mine fødder i vandet, skabe stilstand og ikke-tid.

og jeg vil glemme ham,
jeg vil tænke på ham,
jeg vil glemme ham,
jeg vil savne ham;
jeg vil glemme ham.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s