simpelt

Efter vi har lagt på (en handling jeg udskyder med uendelig snak, fordi jeg ikke har lyst til at jeg aldrig skal snakke med ham igen), græder jeg ikke. Smerten er ren.
Jeg ryger en cigaret i altandøren, mens mit hjerte banker febrilsk i brystet. Jeg har ikke spist aftensmad, jeg har kvalme.

Jeg sætter ‘Eternal Sunshine in a Spotless Mind’ på med det samme. Min krop er knudret sammen, men stadig ingen gråd. Filmen minder mig om, at alle går rundt med knuste hjerter, og at der ikke findes nogle regler eller mønstre, som man kan holde sig til – hvad hjertet vil og gør er tilfældigt.

Men… hvorfor vil han ikke mig?
Han er ikke forelsket. Han har ikke lyst til at ses mere; føler ikke, han kan leve op til mine forventninger.
Han er fascineret af mig, er glad for at høre min stemme, synes jeg er så smuk, og det allerklogeste menneske, som han nogensinde har snakket med.
Men vi skal stoppe nu. Han fremlægger “jeg kan ikke lige nu”, men “lige nu” er for lidt for mig – for hvornår så? Hvad skal man vente på? Hvordan kan man slukke et hjerte?

Jeg snakker til, at jeg er udtømt. Jeg siger tak til ham for, at vi kan snakke så fint omkring det. Det er helende for mig. Vi snakker om tidligere sår og at kærlighed ikke er så sort/hvid. Han siger, at jeg er meget enten/eller. Jeg siger, at det er ham der er dét – det er ham der ikke vil prøve igen, det er ham som ikke vil ses længere, ham som har trukket sig.

Og sådan er tingene meget simple, er de ikke?
Ikke at være forelsket / at være forelsket.
Jeg skal ikke tolke på, hvorfor han “har svært ved at binde sig” eller hans traumatiske barndom eller om han mon er psykopat eller at han simpelthen ikke kan overskue at have så mange følelser for mig.
Det er simpelt – han vil bare ikke.
Bum.
Men det jeg ikke forstår er, hvorfor tingene skal gå i stykker, bare fordi den ene part er hurtigere forelsket end den anden?

Jo, okay!, jeg forstår det godt. For et forelsket hjerte kan ikke holde til ventetiden. Mit forelskede hjerte kan i hvert fald ikke. Men hvornår er forelskelser så nogensinde gode? Hvornår kan man bruge dem til noget?

Efter at have gået igennem aftenen og natten uden at græde, vælter det ud af mig her henover morgenmaden. Jeg kan ikke spise noget, så jeg sidder bare og græder ned i ægget og ostemadden. Det er forløsende at græde, selvom jeg er knust i småstykker.
Mit hjerte gør så ondt over det tabte, men jeg ved også godt, at det snart går over.
En anden del af mig er lettet over, ikke at skulle være forelsket i ham længere.

Det er mest de negative tanker, der får mig til at græde nu her. Den klassiske: Det er min skyld. Det er mig der ikke kan elskes. Jeg kan aldrig blive elsket. Jeg kommer til at leve et liv uden kærlighed, og alt hvad jeg drømte om, var at elske og blive elsket, men jeg får aldrig lov. Min kærlighed er kvælende, jeg kvæler alle med min kærlighed.
Og den anden klassiske: Jeg tror ikke på ham. Jeg tror han vender tilbage til mig lige om lidt. At han vågner op om lidt, og finder ud af hvad han har mistet. Jeg ved, at han også elsker mig. Han skal nok komme tilbage.

Jeg ved, at disse tanker hører hjertesorgen til. Det har de bare at gøre.
Jeg kan ikke overskue, at være mig lige nu.
Mit ansigt er rødt og hævet, og jeg ved ikke hvordan jeg skal være på arbejde, hvordan jeg skal spise igen, elske igen eller være noget menneske igen.

Tid heler. Men for helvede hvor gør det ondt.

***

Forleden var jeg til Bisse-koncert inde på konservatoriet. Hans synger meget om, at være dette drømmende menneske – alle disse tanker om at dø og om at elske, at blive ved med at drømme. (“Så – alle drømmere / tiden kommer / og jeres tid vil komme”). Jeg blev enormt rørt af det; som om, det gav mig ro i, at jeg skal blive ved med at være dette menneske, der drømmer og elsker meget; selvom man er blevet brændt af, men aldrig udslukket. Jeg vil ikke slukkes.
Efterfølgende drak vi et glas vin på Café Intime, og her kiggede alle mændene på mig, som om de også så den skønhed, som N. har beskrevet, og de ville snakke med mig, og de ville have mig, og der var dyb øjenkontakt, der var ægte kontakt, og jeg tænker, at det hele nok skal gå, så længe jeg bare blive ved med at være mig. (Ikke at mit selvværd defineres af nogle stive 40-årige Fashion-week typer, haha, bekræftelsen faldt et tørt sted).

I aften skal jeg til to forskellige arrangementer, der henholdsvis involverer idioten H., og den charmerende, skævtsmilede quick/slow-fix, som jeg ikke har set siden i sommers. Jeg er nervøs for at drikke alkohol, jeg er nervøs for mit hjerte, men jeg vil gerne leve videre, du ved.

4 thoughts on “simpelt

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s