midt i en ventetid

“Det får en til at føle sig i live!” siger min chef optimistisk, da jeg fortæller ham om min rædselsfulde weekend.
“Tja. Jeg ville hellere ønske, jeg var død så,” griner jeg hult med livløse øjne.
Jeg har lyst til at sove hele tiden. Det føles ikke så livs-agtigt. Det er mere sådan: Nu eksisterer du ikke mere, og kun i søvnen findes roen.
Det er ikke engang fordi det står så frygteligt til (jeg kan ikke græde), det er bare en stressende følelse – en knudret skuffelse der trækker mig ned mod gulvet og konsekvent gør mit ansigt fedtet og bæ-agtigt.
Jeg ligner en sut.

I går holder jeg “hjemmearbejdsdag”. Jeg har drukket tre fadøl mandag aften, og de har slået mig fuldstændig ud af kurs (note til selv: Lad vær’ med at drikke alkohol) – klip til at jeg sidder i min vindueskarm klokken 23 uden lys tændt i lejligheden og hører flødebaseret kærlighedsmusik og ryger. I should be happy / but all I do is cry / (cry cry, no more laughter / Oh I should be happy / (oh why, did he go?) . Blablalblalbla.
Lort.

Nå, men hjemmearbejdsdag…. ha! Godt jeg har et fleksibelt arbejde, hva? Et privilegium som kunstner: Jeg skal have en dag, hvor jeg føler mine følelser – så jeg senere kan kanalisere dem ned i kunsten.
Godt med hjertesorg! Godt med frustration og vrede!
Jeg har lyst til at eksplodere.
Jeg vågner med tømmermænd efter de kun tre fadøl, og tager fluks i biografen, ha! JEG HAR ET LIV. Jeg har taget madpakke og tegneredskaber med til min dag i felten. Mine fødder ryster geléagtigt på fortovet under mig (hvad er det jeg prøver på).

Et mørkt rum, 20 pensionister og tempofyldt film må da kunne slukke for min hjerne. Jeg ser ‘The Favourite”, som er en af de sjældne film, hvor der kun er kvindelige hovedkarakterer – det er befriende!
Jeg suger den kvindelige empowerment til mig foran skærmen, og undertrykker kvalmen og larmen fra mit evigt nervøse tarmsystem, larmen fra snorkende pensionister. Filmen – uden at lave for mange spoilers – udvikler sig til at være et lesbisk trekantsdrama, hvor kvinderne er aggressive, manipulerende og komplet hysteriske – men bestemt ikke svage.

Filmen gør mig sært rasende – altså, ikke fordi den er dårlig, tværtimod (se den!). Men jeg dvæler ved den kvindelige styrke, seksualitet og galskab, og sidst slår det mig, om jeg godt kan tage et opgør med min egen seksualitet. Det lyder ikke så nuanceret, jeg ved det godt, men prøv at forstå den her argumentation:

Hvad har mænd (udover mine søde mandevenner) nogensinde gjort godt for mig? Hvorfor er det altid kvindens ansvar at redde de følelsesmæssigt forkrøblede mænd? Hvorfor bærer vi al deres sorg – samtidig med at vi teknisk set er de undertrykte og bearbejder vores egen smerte over at være kvinde?

Hvad hvis det faktisk er en social konstruktion – et konservativt levn fra fortiden – at kvinden skal indgå i kærlighedsrelationer/forhold med mænd? Hvad hvis det egentlig viser sig, at kvinder kun skulle være sammen med kvinder, men på grund af forplantningsårsager og biologi, har vi fundet på, at vi alle som udgangspunkt er heteroseksuelle?

Jeg har aldrig været sammen med nogen kvinde; kun engang kysset med en offensiv lesbisk pige til en kollegiefest mange år siden, hvor jeg sagde til hende, at hun brugte for meget tunge. Jeg kigger ikke engang efter kvinder, når jeg er i byen – jeg tiltrækkes ikke af dem per definition. Men hvad hvis det kun er fordi, jeg aldrig har åbnet mine øjne for det? Hvad hvis jeg slet ikke har set al det vidunderlige der gemmer sig i mit eget køn?

Indrømmet, det her er en klassisk reaktion på at blive afvist. Det er nemt for mig at putte det i kassen “HVORFOR FALDER JEG KUN FOR ØDELAGTE MÆND – MÆND ER DE VÆRSTE – FY FOR HELVED” – for at dække over mit knuste hjerte og samtidig prøve at tage magten igen, distancere mig fra knuderne i mit bryst, kvalmen, tankemylderet. Men altså, det er da et spændende tankeeksperiment, er det ikke? Seksualitet som en social konstruktion (hej kua).

Nå.
Efter filmen drikker jeg verdens største kop kaffe og sætter mig på en bænk i solen og pulser cigaretter. Jeg er sulten, men kan ikke spise. Koffeinen gør mig ør og temmelig angst. Heldigvis kan jeg godt destruere mig selv og være bange, for jeg har en tid hos min psykolog, som forhåbentlig vil samle mig op fra fortovet.
På hendes kontor i indre by vender og drejer vi hver detalje. Jeg beretter om min lesbiske teori, og hun griner omsorgsfuldt af mig. Jeg prøver at fremlægge ideen om, at N. måske er psykopat/sociopat, og at han – mens han har datet mig – har bollet med alle mulige andre kvinder – at det er derfor han beskriver sig selv som et “ondt menneske”.

Hun siger, at jeg måske skal lade vær’ med at putte ting i kasser på den måde; være reaktiv, i stedet for proaktiv. Huske kompleksiteten i kærligheden og individets forståelse af sig selv, den historie man fortæller om sig selv (i N.’s tilfælde – en historie om et ødelagt menneske, der trækker sig).
“Generelt kan man jo ikke stole på nogen – du kan kun stole på dig selv, så du kan kun gå ud fra hvad du selv føler.”

Efter tre kvarter hos hende er ingen af knuderne i maven forsvundet, jeg er desperat.
“DER ER INTET DER HJÆLPER, FOR HELVEDE. Jeg kan ikke holde det ud.”
“Måske du skal betragte din følelse i kroppen som skuffelse – skuffelse over, at det ikke blev som du havde håbet – skuffelse over, at du troede, at han var anderledes. Så er den måske ikke meget længere.”
Hun har ret.

Da jeg kommer hjem, skriver jeg til ti forskellige på Tinder. Det giver mig en følelse af magt, HAHA – se mig være attråværdig…! Matches, matches, matches, wuhiuuuui.
Mægtig!
…. Indtil ingen af dem svarer tilbage.
Jeg sætter min telefon på flytilstand (igen-igen-igen). Den er på flytilstand hele tiden. Den telefon stresser mig helt sindssygt.

Senere på aftenen slår jeg den til igen, lægger et billed på min story op hvor mine fugtede, store læber er i centrum – klart henvendt til N., som i søndags strøg sine fingre over mine læber og sagde:
“Jeg tror, du har de smukkeste læber, jeg nogensinde har kysset på…”
Han ser billedet, men ringer ikke med det samme og beder om at kysse dem. Dang it.

Og.
Jeg bliver forelsket i min kollega… (det er nok ham jeg ender med, når alt kommer til alt).
Jeg bliver forelsket i en jazzmusiker på Tinder, som jeg mødte til et bryllup i august.. jeg tror også, det er bedst for mig, at være sammen med en anden kunstner. En der forstår hvordan det er; denne intensitet. 
Jeg bliver lesbisk.
(kvindelig ømhed og indsigt er nok det der passer bedst til mig)

Så ja.
Jeg tror ikke, jeg skal holde flere hjemmearbejdsdage.

one less egg to fryyyy
(han elskede æg, suk, haha…)
jeg kan se det i dig, når du sir farvel / du vil aldrig mer’ tilbage / selvom du kan få mig ganske for dig selv / vil du aldrig mer’ tilbage

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s