en vinter fuld af sol

Jeg skrev et digt om forelskelsen et par dage efter, at jeg havde mødt ham, mest bare til mig selv; et forsøg på at forstå alt det voldsomme det foregik i mig.

I går aftes blev jeg ved med at læse digtet igen og igen, græd stille, og endte med at skrive det ned på en lap papir med krøllede bogstaver, som jeg agtede at give til ham, når vi skulle ses i dag; som en stor romantisk gestus – eller bare sådan så han kunne have et evigt minde om mig, lol. Such drama.

Da han trådte ind i lejligheden i formiddags, besluttede jeg mig dog hurtigt for, at jeg ikke ville give ham det; at det ville være for meget. Det var pludselig ikke bare en fortælling eller fiktion, som jeg havde bildt mig selv ind – det var virkelighed. Ham og mig, her og nu, ingen svar, ingen løsning, kun halve ord og handlinger i et koldt rum.

I timerne forinden havde jeg ligget ved halv bevidsthed i min seng, uendelig træt, som om at min krop endelig gav op efter fire ugers intens forelskelsespsykose. Hvad tager man på af tøj, når man skal dumpes, spørger jeg selv foran det åbne skab. Der er en sløvhed i bevægelserne, når man træffer sådanne beslutninger. Koger et æg, skænker juice og kaffe. Presser mad ind i munden, hører Joni Mitchell i badet, forsøger ikke at græde for meget. Pulser cigaretter (jeg kan ikke ryge mere nu).

***

I køkkenet mens vandet i gryden venter på at koge, bliver jeg meget svimmel. Sådan nogle væmmelige angst-sus i min overvældelse over, at han bare sidder dér ved siden af mig, og kigger på mig med dybe, følsomme øjne. Jeg klapper ham på knæet og forsøger at finde fodfæste, men mine hænder med tebrevene ryster.

Vi holder i hånd ved spisebordet, mens vi drikker teen og spiser pomelo. Jeg piller langsomt skindet af den modne frugt, og propper dem forsigtigt ind i min mund. Husk at tygge, husk at sluge, minder jeg mig selv om.
– Jeg har stadig ikke nogen svar, siger han.
– Det ved jeg godt, siger jeg. Det er ok, lyver jeg lidt.
Jeg prøver at fortælle ham om, hvem jeg er, hvad jeg er lavet af, hvad jeg tænker om det hele. Mine ord dingler løst i luften. Han kigger indgående på mig.
– Jeg tror bare ikke, jeg har et sprog for det her, siger han. – Jeg kan slet ikke formulere hvad jeg føler eller tænker.
– Det er ok, siger jeg igen. Det er ok.

Jeg kan ikke huske samtalerne rigtigt. De er lidt i alle retninger, aldrig præcise, aldrig afsluttende. Konklusionen bliver, at han skal have tid og plads. Jeg siger, at jeg godt kan give ham den plads, at jeg ikke vil presse ham; at jeg godt ved, at man føler i forskelligt tempo.

– Jeg har brug for lidt modstand; at noget kan gå i stykker, siger han.
– Men hvordan skal jeg kunne give dig det, nu hvor jeg har fortalt, at jeg er forelsket i dig?
– Det er sandt nok, han griner lidt.
Han læner sig indover mig i sofaen, putter sit ansigt ind mod min hals, kysser mig forsigtigt på munden. Jeg holder krampagtigt om ham, og begynder at græde lidt.
– Kan du godt lide mig? Min stemme knækker.
– Selvfølgelig kan jeg godt lide dig.
– Jeg tror ikke, du er et ondt eller dårligt menneske.
– Men det er jeg. Jeg er rådden inde i.

Han siger, at han skal gå nu. Han har været her i knap to timer. Jeg går i stykker, en knugende voldsom fornemmelse i brystet, og prøver febrilsk at holde ham fast. Jeg kan ikke udstå, at det er sidste gang jeg ser ham. Jeg havde i min blindhed troet, at han ville blive og holde om mig hele dagen. Men jeg ved også godt, at jeg skal give ham plads. Min gråd tager til, jeg kan ikke styre det.
– Jeg ved altså godt, at du er stærk, W., det behøver du ikke forklare mig, siger han og kysser mig igen, fordi jeg prøver at bortforklare de her klistrede, vamle følelser jeg har – at jeg altså ikke er sådan her normalt.

Han trækker sig væk, tager overtøj på, binder langsomt sine sko. Jeg står most op af dørkarmen og stirrer på ham imens.
– Smukke W…. Jeg er altså også en følsom type, jeg græder også – bare på cyklen, ikke her.
Han holder mig tæt ind til sig, vi kysser lidt.
– Vi ses, siger han flere gange. Nærmest hvisker. Vi ses..
– Vi snakkes, siger jeg med verdens mindste stemme. (Vi ses jo ikke.)
– Farvel.
Døren smækkes bag ham.

Klassisk.

***

Min nat gik med at drømme om P. Jeg har ikke tænkt så meget på ham det sidste lange stykke tid, og jeg har egentlig heller aldrig drømt om ham før. Men i nat mødes vi altså. Han har fået en kæreste. Jeg spørger, hvordan det kan lade sig gøre. Han siger, han har det meget bedre nu; at han ikke har lyst til at dø længere. Det går op for mig, at det ikke handlede om, at han havde det dårligt dengang – at han “var bange for at blive elsket”, men derimod, at han bare ikke ønskede at blive elsket af mig.

Jeg tænker på de andre relationer. Jeg har også drømt om Løven en del det sidste stykke tid; drømme hvor N. er ved at voldtage mig, og så kalder jeg på Løven som kommer og redder mig – men som ender med at gøre mig ked af det også. Der er også mindet om dengang med H., hvor knusende hans afvisning af min forelskelse var.

Fælles for alle tre (fire medregnet N.) er at de er ødelagte mennesker. De mente alle, at jeg rørte noget i dem; men ikke på en særlig god måde. Når man har overbevist sig selv om, at man ikke er elskværdig/ikke kan elske, så er det en fortælling der er svær at bryde. Jeg kan føle, at min kærlighed er farlig – at jeg er farlig med mine gennemborende, sandhedssøgende øjne, der får disse ekstremt knudrede mænd til at trække sig.

Jeg siger til N., at jeg er dårlig til at date. Han siger, at jeg er det modsatte. Hvorfor skulle du være dårlig til at date, når du møder folk med kærlighed, imødekommenhed og åbenhed?
Jeg nikker, men forstår stadig ikke helt, hvorfor det altid går så galt. Jeg spekulerer på, om jeg kun forelsker mig i totaltskadede mænd. At jeg higer efter at give dem kærlighed, redde dem?, ændre dem. Eller også er det så simpelt som, at de totaltskadede mænd er de mest interessante – måske fordi jeg leder efter artsfæller, kindred spirits, der også ønsker at forstå kompleksiteten og lidenskaben og kærligheden.

Jeg kan huske Løven sagde med en lille stemme: “Du er ved at trænge igennem mit ellers meget knudrede, lukkede hjerte,” og pegede på sit brede, stærke bryst. Kort tid efter forsvandt han. Det tænker jeg på nu. Jeg bearbejder sorgen fra alle disse ulykkelige kærlighedshistorier. Jeg begræder, at jeg altid ender i denne position. At jeg altid forelsker mig hurtigt og voldsomt i de helt forkerte.

Men der er intet galt med mig.
Det giver mig ro.
N. gav mig den ro. Så jeg vil også forsøge, at give ham samme ro og tillid. Jeg har aldrig følt mig så forbundet til nogen, som med ham. Det føles forkert, at hans frygt for at blive elsket (og elske) skal ødelægge et her. Jeg ved, at han er forelsket i mig; jeg ved at han er rædselsslagen. Jeg har ikke lyst til at give op, også selvom mit hjerte er ved at bryde ud af brystet på mig hvert andet sekund.

Men jeg er på ingen måde destrueret, som med de andre sorger. Mødet med N. har ændret noget i mig. Jeg forstår, at jeg godt kan elske og blive elsket. Måske det bare ikke lige bliver på den måde jeg forestillede mig. Måske det bare ikke bliver sammen med ham.

Nu skal jeg bare vente.
(Jeg har virkelig lyst til at slukke min hjerne denne søndag, forsvinde. Hvad skal jeg gøre af mig selv? Orker ikke at græde eller ryge mere.)

****

Og nu hvor jeg ikke turde give ham digtet, så får i det – så er det i det mindste ikke helt spildt:

hvem er du 
i natten 
intet nyt 
under månen

pas på 
mig der elsker 
hurtigt 
pas på
et hjerte 
et sted i drømmene 
i en tid uden tid

du har verden gemt i dine øjne 
en nat uden mørke 
en undskyldning uden fejl
jeg opløses 
i det fremmede sprog 

hmm jeg er bange nu
røgen bider 
det blæser fra væggene
mellem mine ben
et sukkende dyr 

du kan sagtens få mig
det gør ikke spor 
dyp dine lemmer
dybt i mig
dyp det hele
det gør ikke spor 

under forelskelsen 
hviler angsten 
men du er en vinter
fuld af sol 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s