en halv slutning (en halv begyndelse)

Jeg har ventet halvanden time på, at han skulle ringe tilbage. Røget 4 cigaretter, suget livet ud af dem i vindueskarmen; prøvet at få den knudrede følelse i maven til at forsvinde med røg og dybe vejrtrækninger. Forgæves.
Endelig ringer han.
Vi smalltalker lidt.
Han bliver stille og siger så:
“Jeg tænker ikke, vi skal ses.”
“I aften eller generelt?”
“Hm… generelt.”

Mit hjerte glider ned i fødderne, jeg begynder at svede.

“Men… hvorfor?”
“Jeg kan bare mærke, at det er for meget.”
“Hvad er for meget?”
“De følelser jeg har for dig.”
“Men det forstår jeg ikke…. Kan jeg ikke komme hjem til dig nu?”
“Nej. Kan vi ikke mødes i morgen og gå en tur? Jeg har brug for at tænke over det.”
“Det gør ondt på mig det her.”
“Nej… jeg vil ikke gøre dig ondt.”
“Men jeg er forelsket i dig jo…. selvfølgelig gør det ondt…”
“Jeg har svært ved at sætte ord på hvad jeg føler. Jeg har haft en knugende følelse i kroppen hele dagen, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre i dag. Om jeg skulle ringe og sige det, eller tage hjem hos dig og gøre det hele værre og hårdere.”

Jeg begynder at græde i telefonen, ruller en cigaret og tænder den i altandøren, trækker røgen dybt ned i lungerne og siger:
“Jeg ved godt, at jeg er et intenst menneske – jeg har også gået og tænkt de sidste par dage, hvordan jeg kunne trække mig ud af det her.. for jeg kan ikke holde til det. Jeg har været i panik siden den dag, jeg mødte dig, fordi noget ændrede sig i mig… jeg møder sjældent nogen, som jeg føler sådan noget her for.”
“Jeg kan nikke genkendende til alt hvad du siger. Jeg har det på samme måde. Jeg bliver helt blød og varm indeni, når jeg kigger på dig. Du er den klogeste, sødeste og smukkeste. Det gør ondt når jeg siger det. Men det jeg siger er sandt. Jeg ved ikke….”
“Men hvorfor skal det så slutte?”
“Jeg kan bare mærke, at det er for meget for mig. Jeg er slet ikke så godt et menneske som du tror… jeg er et dårligt menneske.”

“Jeg er heller ikke et godt menneske. Jeg er knudret og kompliceret og svær at være sammen med. Men sådan er det jo bare. Og du vil blive overrasket over, hvor rummelig jeg er. Jeg kan vælge, at rumme dig; give dig plads. Vi kan ændre måden hvordan vi er sammen, så det ikke er for voldsomt…”
“Måske er vi for skrøbelige til at kunne være sammen?”
“Det synes jeg ikke.”
“Psykisk sårbarhed har altid været et stort problem for mig i forhold. Jeg bryder mig ikke om det.”
“Men jeg er stærk, N. Det skal du altså forstå. Følsom og sårbar, ja… men jeg er altså ikke syg længere.”
“Nej det ved jeg godt…”

“Kan vi ikke ses i aften? Jeg har brug for at se dig.”
“Nej, vi går en tur i morgen. Jeg skal tænke mere over det.”
“Undskyld, det er bare mit hjerte der går i panik.”
“Du skal ikke gå i panik.”
“Men det gør jeg jo… Men okay, jeg respekterer, at du først vil mødes i morgen… virkelig. Og tak fordi du ringede.”
“Du skal ikke sige tak, jeg gør dig jo ondt.”
“Jeg vil hellere have, at vi kan snakke om det sådan her, end at du sendte i åndssvag besked. Jeg værdsætter din ærlighed virkelig meget.”
“Vi er jo bare mennesker…”
“Hav en god aften, ikke?”
“I lige måde, smukke W.”

****

Av.

Hvordan kan noget både gøre så ondt, og samtidig føles som en lettelse?
Enten slutter det, eller også begynder der noget nyt, noget andet.

shit..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s