natten (hvem var jeg dagen før)

Det er egentlig mest som om, at jeg venter i otte timer på, at han vågner, så vi kan afslutte samtalen. Jeg ligger søvnløs ved siden af ham, og skiftevis rører ved ham og vender ryggen til, moser mig ind mod væggen. Som at han i sovende tilstand afviser mig – en åndssvag overfortolkning af et bevidstløst menneskes handlinger. 

Når han vågner, vil jeg sige: “Glem alt hvad jeg sagde igår. Jeg er vild med dig, og jeg vil gerne alt muligt med dig.” Jeg kigger ikke på uret, men på hans sovende ansigt, som kun dét kunne fortælle mig, at det snart er morgen. 

Da han endelig vågner, putter han sig ind til mig, kysser mig, spørger til min søvn. Jeg siger, at jeg ikke har sovet. Hvorfor? Min hjerne ikke ville lade mig; den blev ved med at køre rundt i det menneske jeg var i går. Det skal du altså ikke bekymre dig om. 

Min smukke W., siger han derefter og trænger ind i mig. Smukke, smukke du. Jeg snoozer hans vækkeur, mens jeg sidder oven på ham. Tiden forskydes, natten afrundes. 

Vi danser i køkkenet over morgenmaden, diskuterer Brexit, og gnubber os mod hinanden. Spejlæggene vokser i min mund, jeg har lyst til at kaste op. Jeg har kvalme hele tiden. Enten er jeg gravid, eller også er jeg bare ved at gå til grunde. Vi arrangerer næste møde. Du er så smuk, siger han igen. Vi følges på cyklen ud i dagen.

****

Om natten har jeg ikke grædt. Mit ansigt er kun fyldt med usagte ord – og selvhadet, det rædselsfulde selvhad. Jeg hader mig selv for alle de ord, jeg nåede at sige. Kvalme igen, feberfølelse under de tunge dyner. Jeg kommer til at dø alene, siger jeg til mig selv. 

Jeg har fortalt om 2018. De mange engangsforestillinger; min manglende evne til at føle noget. Indtil jeg mødte dig. Jeg kan virkelig godt lide dig, får jeg endelig fremstammet. Hvad kan du godt lide, spørger han. Jeg nævner en række ting. Han siger bare “nej”, og er tavs lidt.

“Du er så usandsynlig smuk,” siger han så, og mit hjerte synker ned i madrassen. Aldrig har et kompliment gjort så ondt. Jeg har lyst til at spørge ham, om han kan se andet end skønhed, men jeg tør ikke. I stedet for fortæller jeg ham, at jeg er nervøs, og om jeg skal passe på mit hjerte. 
“Det kan du ikke sige, W. Du gør dig selv underlegen. Du kan kun selv kræve kærligheden,- ikke lade mig gøre det for dig; give mig den magt.” 
“Du har helt ret,” jeg tygger på hans ord, “jeg havde bare brug for lige at sige det højt, så jeg kunne høre hvor dumt det lød.” 

“Men jo… Du skal nok passe lidt på,” siger han bagefter.
“Hvorfor?” Igen opstår den her synkende følelse i hele systemet.
“Jeg har et skrøbeligt sind.”
“Hvordan?”
“Jeg er dårlig til relationer; jeg trækker mig lige pludselig, og har brug for at være alene.” 
“Sker det tit i romantiske forhold?”
“Ja.” Han kigger ned i hovedpuden. “Men igen, jeg kan jo ikke vide, hvad der sker med det her. Det kan man jo ikke styre eller forudsige.” 
“Nej det er sandt. Men jeg har bare været i den her slags før, og det gør mig så nervøs, at have åbnet mit hjerte – føle noget for dig.”
“Men det er vel bare det man gør?” Han slukker lyset i soveværelset.
“Tja.” 

“Er du ok?” Spørger han. Jeg ligger tavs med grumsede, melankolske øjne i mørket og stirrer på ham. Han er ved at døse hen.
“Jeg skammer mig sådan over, at jeg har sagt alle de her ting.”
“Det skal du virkelig ikke, det er ok at være sårbar.” 
Han falder i søvn. Jeg putter mig ind til ham, men hver gang jeg tænker på samtalen, stiger min krops temperatur og min hud dækkes af klæbrige svedperler. Jeg trækker mig væk fra ham og ind mod væggen.

****

Nu har jeg ødelagt det, det er konklusionen. 
Jeg har ødelagt det, fordi jeg ikke kan finde ud af, at være mig selv og indgå i forhold. Jeg bliver helt tavs, som om alle tanker forsvinder, og jeg kan ikke finde ud af at sige noget. Jeg bliver underdanig og mister al handlekraft – hele mig selv.

Jeg har ødelagt det, fordi jeg grundlæggende tror, at jeg ikke er værd at elske. Det knuser mit hjerte.

Alligevel er jeg lettet over at have sagt tingene højt. Måske, hvis jeg er heldig, kan tingene godt blive anderledes denne gang. Jeg tvivler kraftigt. Jeg har lyst til at kaste op. Jeg venter på, at han trækker sig – hvorfor skulle han ikke gøre det? Sådan en usikker blæverbunke, hvis skønhed hurtigt falmer i følelsernes vold – hvorfor skulle han spilde tiden med sådan en? 

(Det her er alle mine grimme tanker, jeg er nødt til at kigge på dem, sort på hvidt, så jeg selv kan se, hvor fucked jeg lyder. Jeg er helt udmattet nu, helt færdig, helt tom. Jeg føler mig som en papkasse. Min psykolog sagde forleden: Du skal ikke blive til en papkasse!! 
Too late. Fuck.)

2 thoughts on “natten (hvem var jeg dagen før)

    1. Marie! Tak!!! Jeg er blevet ved med at læse din kommentar over weekenden, fordi jeg havde brug for hele tiden at huske, at jeg er SEJ i stedet for dum, haha. Tak for at kaste empowerment-feels efter mig! Det betyder en masse! Og! – så er jeg vildt glad for, at du kan lide musikken! ❤️

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s