i haven (del 2)

Jeg hørte på et tidspunkt, at man “skyller” fyren/forelskelsen ud, når man har menstruation. Jeg grinede af det. Ha! Det kan da ikke være sandt, at noget kan være så forenklet. Er det ikke bare noget man siger til folk med hjertesorg – “bare rolig, om lidt er han ude af dit system igen”.

Vi taler i telefon sammen mandag aften. Han er stadig syg, vi kan ikke ses. Jeg har abstinenser. Det hele skvulper i mig, rustjebane of love, det er ulideligt, det er fantastisk. Efter vi har lagt på, opdager jeg, at jeg har fået min menstruation.

Skvulpene holder op, formentlig fordi jeg har fået et hurtigt fix gennem telefonsamtalen. Jeg falder i en dyb søvn og formår at sove over mig næste morgen (noget jeg aldrig gør normalt), fordi jeg ligger med hovedet begravet dybt nede i min underbevidsthed, som er fyldt med mareridt; halvfærdige, dårlige drømme om vampyrer og terrorangreb.

Efter terrorangrebet bliver jeg kørt rundt i en stor lastbil af militæret og tvinges til at kigge på alle ligene. De fleste af de døde er kvinder på min alder, og de ligger most inde i væggene med deres lemlæstede kroppe, alle med åbne øjne, stirrende på mig. Jeg er i chok.

Jeg får i min drømmedøs skubbet mig selv på arbejde, mit hoved er luftigt, der er en langsommelighed og ligegyldighed i mine bevægelser. Jeg beslutter mig for at skrive plottet på historien om for guderne-skal-vide-hvilken-gang, og bliver nervøs over, at jeg igen på denne måde lader min selvkritik og angst for at være en kliché overmande mig. (Jeg skriver historien om hver fjerde uge, det er ganske dumt).

Jeg er ikke på rustjebanen of love længere, men er et nyt menneske skabt af mareridtene, menstruationen og den abstrakte fortælling, hvis struktur og omfang jeg endnu ikke kan finde ud af. Et nyt menneske der græder lidt foran psykologens kontor, på bænken, i regnen. Jeg har glemt haven, der er kun asfalt nu, en have af asfalt, mine lodne følelser der bobler som lortevand i kloakken.

“Vi skal finde ud af, hvorfor det er er så intenst for dig,” siger psykologen.
Jeg græder stille, men griner lidt imens. Jeg er bevidst om, at der kun er gået ti dage; jeg er bevidst om, at jeg har det alt for vildt.
“Du skal passe på, du ikke mister dig selv. Puf – så er du pludselig væk.”
“Jeg ved det godt, jeg ved det godt, jeg prøver at passe på, det er så svært.”
“Du er ikke et af ligene som i din drøm; du er ikke en levende død.”

“Hvad tror du sammenhængen er mellem det her, dine forældre og dine andre relationer?”
“Jeg kan næsten ikke få det over mine læber…”
Jeg kender godt svaret; det er altid det samme svar, altid det samme problem, dét der altid fucker mig op.
“Prøv.”
“Jeg er så bange for, at jeg ikke kan blive elsket for den jeg er.”

Tilbage til møderne på arbejdet er jeg fraværende, flyvsk, men stædig, en ulidelig kombination, jeg forsøger at lure det hele på splitsekunder, mens jeg tænker på N. de andre dele af de splittede sekunder, men mest af alt tænker jeg på sætningen: jeg er så bange for, at jeg ikke kan blive elsket for den jeg er. 
Mine skridt er tunge på hjemturen, jeg fortaber mig i Faktas kølediske, mit underliv kramper, og til trods for de ti timers søvn, er jeg totalt kvæstet, fyldt op.

N. vil kysse mig, det skriver han.
Jeg kommer til dig, det skriver jeg.
Han står ude i badet da jeg ankommer, altid så renlig. Stort vådt kys. Jeg sætter mig på en skammel foran badet, beretter om min dag, men undlader at fortælle om psykologen. Han er kærlig og kaster sig over mig på sengen efterfølgende, kysser mig i een uendelighed, det er vidunderligt, han gør mig glad, jeg hviner, ihhhhiiiii.

Jeg tænker, at jeg rigtig ikke føler noget. Ingen af de voldsomme sus, men jeg er heller ikke trist. Jeg er bare.
Jeg tænker, at det er ok.
Jeg tænker, om jeg er igang med at skylle ham ud med min menstruation, og at jeg om lidt skal starte forfra med at forelske mig i ham.
Ikke tab dig selv, ikke tab dig selv, lyder det bag mine tanker og ord konstant.

Jeg tager ham i munden.
Du er sindssyg, siger han. Psyko.
Jeg sluger hans sæd, smiler.
Jeg synes vi skal tage til Rom, siger han.
Ja? siger jeg.
Vi kysser igen, forsigtigt. Salt.
Mener du det? spørger jeg.
Ja! Vi kan bare tage på en lille tur, små skridt.
Ja?
Hvad skal jeg sige, hvis du bliver bange?
Jeg siger: ‘Jeg er bange’, og så skal du sige: ‘Det er okay, at du er bange’.
Ah okay, og så siger jeg bagefter: ‘Bare rolig, jeg passer på dig.’ Han krammer mig.
Ja.
Det kan vi jo sagtens.
Det vil jeg gerne.
Jeg passer på dig, siger han igen.

Jeg sover dårligt efterfølgende. Bliver ved med at vågne op, kigge på ham, røre ved ham. Fryser, sveder. Fucking menstruation. Jeg er bange for at bløde i hans hvide sengetøj. Det føles som om, at han siver ud af mig med blodet, drypper ned i mine trusser og forsvinder. Jeg vil gerne forelske mig igen i ham, lige om lidt. Det vil jeg så uendeligt gerne. Han er det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt.

Jeg har ikke lavet nogle planer i den her uge. Generelt er jeg fyldt op, undlader at svare på beskeder.
Jeg har mest lyst til at sidde helt stille og menstruere i et mørkt rum.
Husk dine venner, siger psykologen. Men det handler ikke så meget om det, det handler mere om: Husk dig selv.
Ikk’ oz?
Husk dig selv.

Jeg sidder i Haven igen imorges. Denne gang føler jeg ikke særlig meget, og forlader den hurtigt. Nu er jeg på kontoret. Når jeg rømmer mig, kommer der lidt sæd op i min mund. Sæd er noget klistret stads. Jeg har lyst til at skrive det til ham.

Det skal nok gå det her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s