i haven

For et år siden besøgte jeg Haven for første gang. Det var sammen med H.’s bedste ven, som jeg havde mødt et par uger forinden. Vores venskab var helt nyt og knitrende, midt i den euforiserende venskabsforelskelse, og vi besluttede i vores dæmoniske fuldskab at kravle over hegnet til Haven klokken fire om natten i regnvejr. Bedstevennen sagde, at dette var den bedste måde at opleve Haven på.

Et magisk sted, væk fra Tiden.
Der var stilheden, som engang imellem blev afbrudt af skrigende fiskehejrer i træerne; skrig der gjorde Haven eksotisk, fremmed på en måde, men der var også noget ved lyset derinde; som om det aldrig kunne blive ægte mørkt. Vi sad i lang tid i tavshed foran slottet, mens regnen gennemblødte tøjet, og jeg lænede mit hoved ind i hans favn.

Siden har jeg tilbragt mange stunder derinde, både alene (i solen, i regnen), på akavede dates og med venner. Jeg har gemt mig fra Angsten derinde, stenende på en bænk i timevis; overlevet hedebølgen i skyggen under trækronerne; løbet panisk væk fra de aggressive gæs; grædt bag solbrillerne, men altid fundet ro. På en måde havde jeg besluttet mig for, at det her var mit nye helle i byen.

****

I morges kører jeg forkert på vej hen til arbejde. N. har sagt, at jeg bare skal dreje til højre i krydset, hvor han selv skal lige ud. Efter fem minutters cyklen finder jeg ud af, at jeg er kørt alt for langt i en helt forkert retning. Men i krydset hvor jeg rådvild holder, opdager jeg den store port ind til Haven; en indgang jeg ikke kendte, som om byen er blevet vendt på hovedet.

I Haven er der helt stille. Myldretrafikken fra den store vej er allerede et fjernt larmende minde i mit baghoved, og stierne er tomme for mennesker. Jeg vader ind over det mudrede græs, til jeg finder en dugvåd bænk, som jeg sætter mig på. Mine bevægelser er i slowmotion, og efter et rum tid i statue-position, begynder følelserne af pible ud fra hjertet og rundt i blodet.

Forleden sagde min (nogle gange lidt for spydige) veninde til mig: “Nå, så du har ikke ødelagt det endnu? Flot!” og grinede, som om man altid går ud fra, at jeg kommer til at fucke det op. Jeg tænker på kommentaren, mens jeg sidder i Haven, og jeg forsøger at forstå, hvorfor kærlighed gør mig ked af det – netop som om, at udgangspunktet altid vil være, at tingene ikke holder. Jeg troede egentlig, at jeg var kommet længere end det.

Vi har set hinanden meget den seneste uge. I går er vi tavse og trætte; udmattede. Min krop er ikke vant til at være så lidt alene. Den smelter ind i hans, længes efter ham, selvom han allerede ligger tæt på mig.
Tættere, længes den, tættere.

“Tror du vi begge er sådan nogle weirdos?” spørger han, mens vi ligger på gulvet om aftenen. Han læser en bog, og jeg tegner i min notesbog. Min hånd hviler på hans lænd. Jeg kan på intet tidspunkt stoppe med at røre ved ham.
“Jeg tror egentlig, at vi er ret normale…”
“Ja, måske. Hmm. Jeg føler mig normal, men folk siger hele tiden til mig, at jeg burde gå til psykolog, og så tænker jeg jo, at så må der være noget galt med mig.”
“Hvorfor tror du, at folk siger du skal gå til psykolog? Er det fordi du er ked af det?”
“Selvfølgelig er jeg ked af det. Men det er ikke så meget dét… det er mere med relationer og såen…”

Jeg har lyst til at spørge ham, hvad han mener, men tør ikke. I stedet drager jeg mine egne konklusioner: Selvfølgelig er det lykkedes mig at finde en ny følelsesmæssig ødelagt, utilgængelig person, tænker jeg. Det er kun et spørgsmål om tid, før han pludselig vender på en tallerken og dropper mig, iskoldt. Erkendelsen får mit blod til at stivne. Jeg fokuserer på tegningen og prøver at skubbe paranoiaen væk.

“Vi kan godt lide hinanden, W…” Konstaterer han, før han falder i søvn.
“Ja,” siger jeg, og kysser ham på det ubegribeligt bløde punkt mellem skægget og øjnene. Hans kinder er store og runde, øjnene brune og varme. Han er småsløj, og hoster svagt ind i min ryg.
“Når jeg bliver rask, så skal jeg kysse dig rigtig meget,” siger han.
“Når du siger de ting, får jeg et sug i maven,” siger jeg.
“Gør du?”
“Ja.. det gør jeg altså…”

Jeg bliver ved med at vågne op i løbet af natten og presse mig tættere på ham, stryge mine hænder over hans ryg, ned over hofterne og lårene. Vi har været for trætte til at have sex, men det er fint nok, for min krop kunne heller ikke mere.

Mine orgasmer om formiddagen havde fået mig til at græde af overvældelse, og tårerne blev smurt ud på hans ansigt, fordi det var så tæt på mit, mens jeg kom. Min seng var våd, gennemblødt af mig selv. Der er ikke nogen siden Skægmonstret, der har givet mig en sprøjteorgasme. Orgasmerne gør mig skrøbelig og meget sårbar, men det tør jeg ikke fortælle ham (pas på hjertet, pas på hjertet, ik’ vær’ for meget, ik’ vær’ for meget).

Sexen med ham er tryg og ekstatisk, hele tiden noget nyt, noget andet. Hans humør svinger på samme måde, jeg svinger også, og hver gang han kysser mig bliver jeg våd, gennemvæder trusser og strømpebukser, og i badet lørdag nat, vi er fulde, siger han: “Vi skal tage et sted hen sammen, sig hvor vi skal hen, bare sig det, og vi gør det, vi kan tage alle steder” og trænger ind i mig bagfra. Jeg binder hans kønsdele ind i mine hårelastikker, spænder ham op, og jeg står bag vandstrålen fra bruseren, som bag et vandfald, og kigger intenst på ham, hans indbundne kønsdele, og han siger:
“Jeg tror, du er et farligt menneske.”

***

Min hud dufter af ham, jeg har ikke lyst til at gå i bad. Jeg kan dufte ham, mens jeg sidder i Haven på bænken, og i stilheden kommer jeg i tanke om alle disse situationer, brudstykker af samtalerne, varmen varmen varmen og længslen, usikkerheden. Haven føles magisk, selvom den er grå. Jeg lukker øjnene, og forsøger at rumme det hele.

Der er kun gået en uge med ham, men jeg har det som om, jeg er et andet menneske, et bedre menneske, måske endda et farligt menneske, og tanken oprører mig, jeg har lyst til at tude i en blanding af lykke, orgasmer, kærlighed og afsindig frygt, og jeg tænker på, om det er ham som jeg skal elske, om han kan elske mig, om han overhovedet er typen der elsker (om jeg er typen der elsker), og min krop er tom uden hans, jeg kan ikke tænke på andet.

Det kommer sikkert til at knuse mig, det her. Fuck. Men jeg har ikke lyst til at gøre andet. Man skal passe på hjertet, men hjertet skal også prøve det her. Skal det ikke?

En fiskehejre kommer flyvende med sit enorme vingefang og lander en meter foran mig. Den kigger skeptisk på mig, som tænkte den du har taget min bænk, og jeg er rædselsslagen for fugle, så jeg går derfra. På stierne smiler alle til mig. Det gør man åbenbart i Haven. Slottet er af guld, selvom dagen er så uendelig grå. Jeg har lyst til at ligge mig ned og sove, men jeg har ikke lyst til, at noget som helst skal stoppe. Juleferien er ovre for begge, hvad sker der mon nu? (Normalt tempo måske.. åh).

Jeg samler mig.
Mit eget liv.
Pas på.

(Forlader Haven.)
(Under forelskelsen hviler angsten).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s