kogende hud

Jeg bliver ved med at fare vild i regnen som en stiv nytårsidiot. Klokken er langt over fire, min stedsans er forpurret af det massive champagne-indtag, og jeg kan på ingen måde aflæse google-maps.
– Skynd dig! skriver han.
Jeg kommer i tanke om nytårsaften for to år siden, hvor jeg trodsede en snestorm for at se H. i den anden ende af byen, blot for at erfare, at han var faldet i søvn. Så stod jeg ellers dér, inde ved søerne, klokken 5 om morgenen med et smeltet ansigt, to colaer under armen og følte mig som verdens største idiot.

Men da jeg denne nytårsaften (efter 30 minutters cyklen rundt, jeez) ringer på døren i Østerbro-lejligheden hos ham den nye, lad os kalde ham N., bliver der lukket op (til min overraskelse). Han har ventet på mig.

Han står ude i badet med slukket lys og jazzmusik spillende, titter smilende frem fra badeforhænget og beder mig om at komme ud til ham. Jeg trækker det våde, kolde tøj af og kravler ind i hans kogende favn. Vi står under den varme bruser til huden løsner sig fra knoglerne, kysser og rør ved hinanden i een lykkelig, salig, beruset uendelighed.

du er så smuk, du er så smuk, siger han, jeg elsker din krop, dig
jeg vil bare gerne giftes med dig, 
giftes med dig nu!
Jeg griner højt, mens vandet får mascaraen til at smelte ned under øjnene, skyller aftenen væk fra kroppen, og jeg tør ikke helt fortælle ham, at jeg har det på samme måde. I stedet tager jeg hans ansigt i mine hænder, presser mig ind mod hans stive pik og holder alvorligt øjenkontakten.

Derefter har vi afsindig sex med vores rene, kogende kroppe i hans nyvaskede sengetøj til solen næsten er stået op igen, og jeg glemmer hvor jeg havde været før dette, jeg er træt men alligevel lysvågen, den der vanvittige luftighed i hovedet, og jeg spekulerer på, om man vitterligt kan smelte ind i et andet menneske, – om man kan stole på denne slags højintensitet.
– Jeg har lyst til at spise dig, hvisker jeg til ham igen og igen, mens vi elsker.

Efter et par timers søvn sidder jeg i min nytårskjole ved spisebordet og ligner mest af alt en falleret Las Vegas-prostitueret, mens han serverer mig spejlæg.
– Jeg er så afslappet i dit selskab, siger jeg.
Solskinnet kryber ind i den lyse lejlighed og rammer mit krøllede, rødsprængte tømmermændsansigt.
– Du er så sindssygt smuk, siger han.

– W., det er altså ikke fordi jeg tænker, at det bare skal være sådan en kneppe-ting det her. Jeg vil gerne tage på rigtige dates med dig. Snakke ordentligt, du ved.
– Sådan har jeg det også, siger jeg langsomt, mine tømmermændshænder med kaffekoppen ryster let. – Jeg kan rigtig godt lide dig.
– Jeg kan også godt lide dig.

Den grå sofa langs væggen rammes af januar-solstrålen hvor vi begge ligger, jeg lukker øjnene for det skarpe lys, og har en sær følelse af, at han bliver et vigtigt menneske, og jeg bliver rædselslagen, fordi jeg aldrig har prøvet noget lignende.
– Når jeg siger de dér ting som i badet i går, så skal du altså ikke tage det så alvorligt, siger han og griner forlegent.
– Det ved jeg godt.
Jeg smiler ind i hans kys.
Jeg håber sådan, jeg kan stole på ham.

På gaden udenfor blæser en kølig januarstorm i det knusende solskin, mit hår hvirvler om hovedet i en stor, elektrisk høstak, og den halvfugtige nytårskjole klæber til mine hullede strømpebukser. Jeg stavrer langsomt afsted på fortovet i mine høje hæle, og alle der passerer mig smiler indforstået til mig; mit storhedsvanvid fortæller mig, at det er fordi de kan se, at jeg er forelsket ((andre vil måske mene, at jeg bliver grint af).
Hvor er man dog heldig at starte et nyt år på den her måde.

****

Hvordan virker en krop,
hvordan virker et følelsesliv,
hvor meget kan man rumme,
hvad er en forelskelse,
hvordan prioriterer man sit overskud;
min hjerne eksploderer i et virvar af tanker i går aftes, og selvom jeg kun har sovet 3 timer, så kan jeg ikke falde i søvn, for jeg er fyldt til bristepunktet med Virkeligheden,
vågn op! siger hjernen,
og der ydes brandslukning over telefonen, for mens jeg pludselig er i denne lykkerus, brænder folk omkring mig totalt sammen, og jeg skal yde omsorg til en veninde der er brudt totalt sammen, og en anden veninde der skal have foretaget en abort, og mit hjem er proppet med disse ord, disse mennesker,
og jeg kommer samtidig i tanke om, at jeg har et arbejde, dette store kunstprojekt i et latterligt firma, som næsten fik mig ned med nakken for fjorten dage siden, og nu skal jeg tilbage,
og hvornår var jeg sidst alene,
hvorfor tænker jeg på N. hele tiden, vi skal ses allerede igen i dag,
hvad mon han tænker når han ser min lejlighed,
hvad hvis han opdager, at jeg er et latterligt menneske, han er så ordentlig selv, jeg er bare splat og useriøs i nordvest,
og hvordan prioriterer man mellem forelskelse og omsorg til veninder, hvor langt skal man gå i sin involvering, og hvordan hjælper man folk med psykiske lidelser,
hvor meget kan et hjerte rumme, en krop, af kærlighed, begær, mistillid og tillid, omsorg og ikke-omsorg.
Åh.
Liv.

6 thoughts on “kogende hud

  1. Part 2 af indlægget var mig. I et år. Kæft altså, min hjerne lod mig ikke få fred for vegelsindsvrøvl, bindingsfrastødelse og symbiose-afhængighedsfrygt. Endte alligevel efter et år, med at sige ja, til ham, der var så sikker. Og 7 år efter sagde jeg ja til at flytte sammen – det har jeg skrevet om her https://www.venterpaavin.dk/2018/12/01/rod-i-mit-liv-2/ – for den idé havde min hjerne også givet standby, siden han foreslog det, allerede efter 1,5 år.

    Nu har vi boet sammen 1 år og 3 måneder. Og været sammen i 8. Fandme skønt. Ham altså. Og at min hjernes småneurotiske side, ikke altid vinder. Man hár nemlig lov at være heldig.
    Håber det er din tur.

    – A

    Like

    1. Hvor er det dejligt at alting lykkedes for dig, det må være skønt at opleve sådan en form for kærlighed. Jeg håber også jeg er heldig. Det vil jeg gerne. ❤️❤️

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s