faktisk

Livet faktisk

En tur rundt i bydelen.
Under påskud at mangle nogle småting, går jeg “helt tilfældigt” ind i butikken hvor H. arbejder. Hans ansigt er rent og klart, øjnene store og grønne, og smilet balancerende mellem en dyb sørgmodighed og påtaget servicemindedhed. En af hans ubegribeligt smukke dage. Han hjælper mig med at finde, hvad jeg skal bruge. Samtalen forstyrres konstant af andre kunder. Der var egentlig mange ting, jeg gerne ville snakke med ham om, men jeg smutter hurtigt ud af butikken igen.

Efterfølgende får jeg den der tunge fornemmelse i mellemgulvet, som jeg altid får, når jeg har set ham. Han minder mig på en måde altid om noget (udefinerbart) der er gået i stykker, og jeg får instinktivt lyst til at holde om ham, dyppe ham i mit omsorgsbæger (ad, nej, dårlig metafor.. øh.. sprøjte omsorg ud over ham… nej.. give ham omsorg, ja.)
(… og modtage omsorg..)

Efterfølgende sidder jeg i en af byens parker og stirrer på legepladsen, drikker den skæbnesvangre 3. kop kaffe (der tipper mig over i rendyrket ængstelighed). Jeg føler mig altid så sørgelig, når jeg sidder dér, og skruer endda op for dramatikken ved at ryge smøger og lytte til Händel imens. Jeg tænker lidt på H., men ikke særlig meget. Jeg tænker også på, at jeg skal hjem og skrive om Livet, og at jeg vil grine af min egen klichéfyldthed, altså, hallo, Livet, seriøst?

Men hvorfor vil jeg skrive om Livet? Hvad betyder det overhovedet. Lad mig prøve at beskrive mine usammenhængende tanker. Det starter egentlig, da jeg ser Harry Potter og De Vises Sten i går aftes. Ja, sådan begynder alle gode eksistentielle udredninger – ved Harry Potter. Nå. Men som den kyndige HP-fan ved, så dør Dumbledore-skuespilleren Richard Harris i 2002, og når altså kun at være med i de to første film. Han blev 72 år.

Mange dør omkring den alder, så jeg ved ikke lige, hvorfor det er ham af alle, der skal tricke den her mærkelige følelse der efterfølgende rammer mig. Det gik på en måde op for mig, at livet er kort. Surprise. Jeg har egentlig altid haft fornemmelsen af, at livet var utrolig langt, men nu er jeg næsten 30, hvilket næsten betyder, at jeg allerede har levet halvdelen af mit liv. Det er en varm, kildrende og lettere skrækindjagende følelse der skyller ind over mig i sofaen.

Nu er der gået et år. Før det: – en måned, så en uge, så en dag, en time, et minut, et sekund. Jeg blinker med øjnene i samme tempo. Bam! siger det hver gang, bam!, dit liv går, bam! du bliver ældre, bam! hvad vil du egentlig her? Den kildrende følelse vidner på en måde om lettelsen i meningsløsheden, men fæstner sig også på sin vis i en form for dødsangst – altså, at jeg snart skal dø, og hvad har jeg overhovedet udrettet i den første halvdel af mit liv? Mit liv kommer jo til at gå hurtigt! Så for satan, tænker jeg, mens jeg ligger dér i sofaen og skvulper rundt i dette sære klarsyn. Og også “åh nej, skal jeg til at være en person med midtlivskrise nu?”. For det orker jeg altså ikke.

Jeg tænker også på det, mens jeg trasker rundt på Nørrebro i dag, min hjerne kan slet ikke slippe det. Altså, ikke tanken omkring at Dumbledore-skuespilleren er død, men mere at livet er meget ligegyldigt og kort. Måske er det vigtigste bare at få børn og så bare chille? Hvad betyder noget overhovedet? Hvad skulle jeg? Hvad gør andre?

Okayyy, slap af, we get it, året er ved at rinde ud, og det her er din måde at sige: “Godt nytår” på.
2018 eksploderer pt. inde i min krop og kastes rundt som løse celler i det gustne, vitamin-fattige blod. Jeg har især i år erfaret, at jeg ældes (gyyys), at tiden går, og at man er alene i livet. Konstateringer jeg faktisk ikke kan gøre noget ved som sådan. Det giver mig både lyst til at leve rigtig meget, men samtidig også lyst til slet ikke at leve.

Jeg ville ønske, at jeg ikke tænkte på disse ting; at jeg bare accepterede præmissen for eksistensen og fik det bedste ud af det. Men nu har jeg i det mindste indset de her ting, og så skal jeg bare lige sluge kamelen. Måske er det sådan det hænger sammen. Så kan det være, at det slet ikke når at forvandle sig til angst. Tværtimod kan det være, at det fjerner noget af forventningspresset. Det er ovre om lidt af alligevel, så hvorfor bekymre sig om alt muligt crap?
Jeg krydser fingre for, at det er sådan følelsen fæstner sig.

Kærlighed faktisk

Min eksistentielle juleferie-krisetilstand byder også på andre spændende tankefænomener- og eksperimenter. Det er siden i søndags lykkes mig, at bilde mig selv ind, at jeg er nærmest forelsket i en fyr fra Tinder. Kæmpe lol.
Jeg gentager hans navn for mig selv, inden jeg falder i søvn.
Jeg gentager også (og endnu oftere): Stop dig selv.

Den heftige desillusionering baseres på, at jeg faktisk kender ham fra virkeligheden (gyyys! what is that even?!), og jeg har altid syntes, han var umådelig fin, men har holdt mig på afstand, fordi han var intimiderende intelligent og “kulturel” (noget jeg meget let kan skræmmes væk af). Jeg er dog usikker på, om han ved hvem jeg er, så det kan virkelig gå ad helveds til når vi mødes, sådan: “åh.. nå… er det bare dig?”.

Men nu har vi i hvert fald skrevet omkring 15-20 beskeder frem og tilbage, og jeg kan bare mærke i hans sprog, at jeg kommer til at blive forelsket i ham. Det er stensikkert. “Der var du jo! Det var dig!!” kommer jeg til at sige på et tidspunkt. Jeg finder endda ud af hans stjernetegn (via heftig stalking), og googler om vores stjernetegn matcher. Det gør de ikke. Fint fint, jeg tror alligevel heller ikke på sådan noget, ha!.. Wow.

I mine fantasier kører vi ture på landevejene, og jeg synger med på sangene i bilradioen, og han kigger på mig og siger: “Jeg elsker dig så højt, selvom du synger dårligt.” Jeg slår ham på skulderen, og sikke vi griner bagefter. Solen strejfer hans smukke ansigt gennem bilruden.
Han er i fodenden af min sofa en efterårsdag, hvor vi begge læser bøger, men jeg kan ikke koncentrere mig, for jeg har lyst til at kysse ham. “Hvad kigger du på?” spørger han, og jeg siger med smilende øjne bag min bog: “Ikke noget, hihi.” Han lægger bogen fra sig og sætter sig helt tæt på mig, ovenpå uldtæppet som jeg er svøbt ind i, og tager mit ansigt i sine hænder, kysser mig dybt.

Og der er den første date i weekenden. Jeg ser for mig, hvordan vi ikke kan stoppe med at snakke. Vi bliver nødt til at tilbringe natten sammen, ikke for at have sex, men for at undgå at skulle slippe hinanden. Så vil jeg sige: Jeg tror faktisk, at det her den bedste første date, jeg nogensinde har været på. Og han siger: Jeg har faktisk slet ikke lyst til at den skal slutte. Og jeg siger: Det behøver den rent faktisk heller ikkeFor jeg ved at det faktisk skal være dig og mig for evigt… faktisk.

****

Jeg har i år også erfaret, at ‘Love Actually har fucket mit forhold til kærlighed fuldstændig op.

***

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s