kære juleaften, du frostbider mig igen

1000 æbleskiver bobler under huden i mit ansigt,
små begyndende, rødlige bumser af flormelis og et overvæld af hindbærsyltetøj, jeg kradser i den kommende betændelsesmarmelade,
hvilken skam, for det var nu jeg skulle stråle,
var det ikke,

var det ikke, for i aften er det juleaften, der er (slet ikke) længe til,
og jeg er allerede den sidste tilbage i Nordvest,
der er så stille derude, at jeg spekulerer på,
om jorden er gået under, men at man glemte at fortælle mig det,
måske det kan forklare, hvorfor jeg føler mig

sentimental,
og jeg siger, at det var fuldmånens skyld,
“årh,” siger jeg i nat, da jeg vågner for 13. gang,
“årh fuldmåne, sikke du hiver i mig,”
men jeg forstår ikke månen,
at den skulle kunne gøre det,
for så må det betyde, at jeg ikke er et frit menneske
(ikke at jeg dog troede det i forvejen)

en dag i sidste uge glemmer man at fortælle mig, at firmaet er gået på juleferie, og det går pludselig op for mig, at jeg ikke er en del af noget firma, og jeg sidder alene derinde, på kontoret, og tuder, for jeg troede, jeg var en del af noget, – ikke at nogen havde fortalt mig det, det var bare noget jeg troede,

det var bare noget jeg troede,
at jeg ikke ville kunne finde ud af juleaften,
men i går kom sneen, selvom jeg havde tænkt,
at sneen aldrig ville kunne lægge sig i København,
jeg troede det var et overstået kapitel, sne,
og pludselig står jeg ude i Dyrehaven og Tiden opløses,
for her kun hjorte og sne og nøgne træer,
et sandt juleeventyr,
så jeg bliver varm indeni tiltrods for det kolde ude på,

jeg kan endelig se mig selv, sidde dér, for enden af bordet i aften,
og jeg er ikke et monster, men jeg er bare, jeg er,
jeg håber, jeg kan det,
ingen kan lide et julemonster, der tuder hemmeligt på toilettet,
ingen kan lide et julemonster, der med vilje ikke drikker alkohol, bare så hun kan holde sig knivskarp og arrogant og tryne de stive familiemedlemmer,
hovent som altid,
rædselsfuld som få,
please juleaften, lad mig ikke være et monster,

jeg vil gå igennem Mosen på vej derhen,
for så skal jeg ikke tænke så meget i aften,
men forhindrer mosen monstre eller skaber den kun nye?
Mosen frostbider mig, siver ind i knoglen,
mens jeg illusionerer mig ind i fremmede favne,
det holder mig også oppe om natten,
de tre tinderdates jeg har planlagt i juleferien,
de siger alle, at jeg er anderledes end nogen de har snakket med før,
sikke en skuffelse de får, når de møder mig,
jeg ved ikke helt, hvad jeg leder efter,
det modsatte af ensomhed,
adddd, tosomhed, nej, ikke på den måde,
måske du forstår,
den ene skriver: “jeg tror, du er god,”
ligesom man ville sige om en vare, man skulle til at købe,
jeg tror, du er god,

og kære juleaften,
jeg håber ik de blir for fulde,
mit blik er ikke af is normalt,
så hvorfor sku det være nu,
jeg håber ik jeg græder,
jeg vil tage den flotte grønne velourtrøje på,
den der får mig til at ligne en på 29, for en gangs skyld,
så kan de kigge på mig, og forestille sig, at jeg rent faktisk er en voksen kvinde,
så behøver jeg ikke at snakke,
så er jeg måske kun halvt fortabt i stedet for helt.

(god jul til jer alle fra jeres favorit dramaqueen ❤ )

efterspil, 00.27.
jeg overlevede, og var ikke et monster, men var bare.
(gik 12 km først, det hjælper, kan anbefales)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s