you do you

jeg har druknet mit begær i burgermenu og juleskum
tænker jeg, i regnvejr, på gaden, i regnen, foran grillbaren,
det er ok at dræbe begæret med friture
(især når man ik’ ka’ lave den dyre, lol)

Jeg havde skubbet seneste sexdate til i søndags, aflyst den tidligere på ugen, fordi jeg var lavet af alt for fin porcelæn, porøs ad helveds til i sjælen, og så kan man altså ik date på den måde, men ikke desto mindre er jeg altid klar på spas og løjer om søndagen (yahhh), nuvel, jeg havner på cafeen, og overfor mig sidder et endnu mere skrøbeligt menneske, han er simpelthen lavet af glas, og han kan ikke sidde stille på stolen, fordi glasset klirrer på hans hud, og som en reaktion på disse nerver der fylder rummet (fylder gulvet), forvandles jeg til zen-vandfaldet, hvis ord er talrige og højtfraserede, de kniber i mine kinder som skarpe fingre, skaber røde plamager i den evindelige talestrøm, og den stakkels unge fyr kan ikke få ord indført.

Sexdates er sære, for man skal gennem smalltalk-emner og modige forsøg på intense øjenkontakter lure om man begærer den anden; det er en åndssvag konstellation egentlig, hvor fantasierne pludselig kolliderer med virkeligheden, og giver et ordentligt brag ned i skuffelsescentret i det imaginære bryggeri. Ingen kan jo leve op til en seksuel fantasi i virkeligheden. (Han troede vist, at jeg var et lille, uskyldsrent nips.. haha, fooled ya).

Til trods for hans utilsigtede nørdethed, lukkethed og vanvittige nervøsitet, formår jeg alligevel at overbevise mig om, at jeg er tiltrukket af ham. Jeg kaster i hvert fald meget med håret. Et sted mellem første og anden øl, går det imidlertid op for mig, at han stadig er forelsket i en eller anden, eller, i hvert fald leder efter en type, en type der ikke er mig. Straks kan jeg sige til mig selv, at det er fordi jeg ikke er attraktiv. Straks kan jeg sige til mig selv, at jeg ikke er god nok til ham. Straks kan jeg pludselig længes efter hans begær. Så hurtigt glemmer jeg, at jeg jo heller ikke var interesseret i ham. Efter to timer løber han nærmest væk. Jeg havde forventet et kys. For jeg er jo attraktiv, var det ikke lige det vi havde bygget op – hvorfor vil han så ikke have mig?

Den brændende afvisning er af kvalmende støbning, for den betyder intet andet end et såret ego, og jeg skal på gåturen hjem sige til mig selv, hver gang jeg begynder at selvhade: “Du er bare skuffet over, at dine forestillinger er døde.” Egoet vil jo helst have, at det er universelt begærligt; at man er så smuk og charmerende, at alle omkring en, vil have en (selv dem man ikke selv vil have). Det er udmattende. Heldigvis er min reaktionstid blevet kortere.

To dage senere skriver han, at han ikke har lyst til at ses (hvem spurgte dig overhovedet), og igen skal jeg forholde mig til den svidende afvisning, som føles så retarderet, når den kommer fra en person jeg ikke engang selv gider se igen. Jeg giver ham feedback på daten, og fortæller ham om hvad han skal være opmærksom på i fremtidige datingsituationer (bla ikke at snakke om denne udefinérbare ‘type’ og fortælle at han er forelsket i en, garwd). I en senere besked indser han, at jo, han da vist nok har nogle problemer med dit-og-dat-blablabla, det vil jeg tage til efterretning,åh jeg er virkelig, VIRKELIG ked af at det er så svært for mig at date, blabla.

Men ved du hvad, you do you, ikk oz. Jeg orker ikke løse dine problemer. Jeg ville bare se, om vi skulle have sex. Is på. Men afsted med dig, ud og find din drømmetype, det fortjener du (skriver jeg gudhjælpne), YOU DO YOU.

Det samme siger min chef til mig, da jeg vender tilbage fra min mandags-martyr-fridag, med en liste over befalinger, frustrationer og forbedringer som jeg ønsker mig. You do you (jeg gider ikke tage ansvar for dig).
Og det samme siger jeg til mig selv, da jeg opdager misfarvningen på min fortand forårsaget af kaffe og smøger. You do you, girlll! 
Og det samme siger jeg, når jeg er ked af det over at en relation er ved at ændre sig. You do you… hvad end det er… 

Eller som når jeg som reaktion på afvisningen fra Den Ligegyldige skriver til Forfatteren og spørger om vi ikke snart skal knalde (you do me). Og han siger, at han vil have mig som sin sexslave og binde mig. Jeg sidder på kontoret, mens vi skriver. Mine arme og ryg gør ondt af al det kunstneriske arbejde, jeg er bange for betændelser i senerne, jeg bruger samme arm til tegning og onani. Han siger, at han vil binde mig fast til kontorstolen, jeg sidder på, og så vil der komme en masse og tage mig med deres stive pikke, mens han kigger på. Jeg kigger ud på mine unge mandlige kolleger, prøver at forestille mig, at de skulle komme ind og knalde mig, neeeeeej, haha, men i beskederne er jeg en sand poet der italesætter mit eget you do you og giver samtidig ham lov til at gøre sit.

-Send mig et billed, når du er kommet hjem, “befaler” han, og hele vejen hjem på gaden, i regnen, i regnvejret, under himlen, på fortovet, med dråberne, om aftenen, derhjemme, fantaserer jeg om hård gruppesex og en masse stive pikke, men beslutter mig at købe en burgermenu i stedet for at gå hjem og røre ved mig selv, som jeg ellers havde sagt til ham at jeg ville, og jeg ligger udspilet på sofaen med den ene hånd nede i mayobægeret, og med den anden hånd dybt inde i den smeltede ost på den mistænkelige bøf mast inde mellem to unaturligt luftige boller, og jeg vil så gerne sende ham et billede, se mig nu, se mig gøre mig.  
(Slikke mayoen sensuelt af mine fingre foran de misfarvede tænder,  der smiler gustent til ham fra et decemberfedtet, rødsprængt ansigt.)

Et sted mellem illusionerne og virkeligheden, mellem det skrevne og det sagte, glemmer min krop også hvorfor den græd, det var som om den pludselig blev færdig med det, og måske er jeg bare typen, der skal græde på tilpas mange offentlige steder, til at jeg ikke orker det mere; altså, jeg erfarer for tiden, at hvis jeg snakker om alle ting, som jeg føler og tænker – har følt og har tænkt – snakker om dem konstant, en uafbrudt, mudret talestrøm til folk der lytter og forstår (om de vil det eller ej), så forsvinder gråden gradvist, tungheden bliver nogenlunde erstattet af udmattelse og ligegyldighed, og menstruationen bliver erstattet af liderlighed, og det øjeblik jeg stopper med at bløde, drømmer jeg om penetrering, på samme måde som når gråden stopper, så vil den gerne fyldes op af liv.

I morgen går det hele sikkert af helveds til igen. Who knows. Ustabilitet er min ting, tungheden lurer under overfladen. Mine arme føles tykke af betændelse, jeg har så meget lyst til at have sex, at jeg bliver helt stakåndet ved tanken, og jeg har lyst til at drikke mig utrolig fuld og danse rullende rundt nede på gulvet, og jeg har lyst til at sidde helt stille på kontoret og ikke havet noget med nogen at gøre nogensinde igen. December er en bitch, jeg har sagt det før, det ved jeg godt, men jeg håber at du overlever derude. Kærlighed herfra. Ellers vil jeg bare sige, som et råd, et velment, zen-moderne råd: You do you, ikk oz? På både en ironisk og alvorlig måde. Hvis du har lyst til at knalde løs, gør det, hvis du har lyst til at ligge derhjemme i fosterstilling til det bliver Marts, gør det, hvis du har lyst til at være noget for nogen, gør det. Hvad skulle man ellers? Jeg ved det ik’.

2 thoughts on “you do you

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s