den lille kælling med svovlstikkerne

Kom børnlille, giv slip på din Bülow-lakridskalender og sæt dig her ved radiatoren. Den står på 3 (af klimapolitiske årsager) så I skal sidde helt tæt, ja sådan, hvor er I dog dygtige.

Nu vil jeg fortælle jer et rigtigt juleeventyr. DMI har endda lovet snevejr i aften, så jeg kan godt love jer for, at nu bliver det endelig jul. Hvis I bliver utrygge undervejs, er der ovre i hjørnet en halv flaske Indomita Cabernet Sauvignon fra Faktas ypperlige vinranker, som I skal være velkomne til at tage en tår af. Husk at gemme lidt til mig, for jeg har ingen anelse om, hvad det er en for en historie, som jeg prøver at fortælle. Men nu kommer den altså.

“Det var saa grueligt koldt; det sneede og begyndte at blive mørk Aften. Ikke at Aftenen var så forskellig fra andre Decemberaftener, tværtimod syntes Vinteren altid at være en ulidelig Gentagelse af sig selv. Dér på Fortovet et sted mellem Vesterbro og Frederiksberg, iført alt for store Vinterstøvler, som hun havde købt til billige Penge i en lokal Genbrugsbutik, gik den lille Kælling og kiggede længselsfuldt ind gennem Vinduerne på de lavtliggende Stuelejligheder.

Hver Decemberaften passerede hun de samme Vinduer, og hver mørk Aften tænkte hun for sig selv: – Næ dog, sikke hyggeligt der ser ud! Med det bløde Lys og store beigefarvede Sofaer fra Ilva! Og Familier hvor man virkelig elsker hinanden! Og her går jeg bare med Vabler på Hæl og Taa, og med Taarer i min Øjenkrog, suk og ak og ve, hvad har jeg dog gjort for at skulle føle mig saa frygtelig alene? 

Hun kom til at tænke på en kær Veninde, der Dagen forinden havde fortalt Hende: Det er bare nogens lod i livet at være uheldig. Næ dog, havde den lille Kælling tænkt, det kan jeg da ikke tro paa. – Jo, sagde Veninden og fik ogsaa Taarer i Øjnene, – det er altså sådan det er! Næ dog, sagde den lille Kælling, jamen, hvad kan jeg saa gøre? Og saa havde de begge siddet dér og grædt til offentligt Skue på Kroen,- både af Uforståeligheden, men ogsaa over den lille Kællings Ulyksaligheder. 

Aften efter Aften kunne den lille Kælling altså gå med sine ubegribeligt kluntede Vinterstøvler på Fortovene mellem de store Herskabslejligheder og spekulere over dette, indtil det føltes som om, at hendes lille Hoved kunne eksplodere. For hvert Lys hun passerede, desto mere uforstående var hun overfor den skæbne der aabenbart var blevet tillagt hende.

Normalt var hun ikke en der troede på Skæbnen (; selvom hun da godt nok for nyligt var begyndt at kigge mere på Stjernerne) – for man maatte da kunne have Styringen over sit eget Liv – hvis ikke da; hvilket Liv har man saa overhovedet? Dét ville den lille Kælling så inderligt gerne vide, for hun ville ikke se sig selv som noget Offer. Det maatte hellere være hendes egen Skyld alt det her Rod.

-Sikke en Redelighed, sagde den lille Kælling ogsaa denne særdeles grufulde Decemberaften, da Taarerne endnu en gang gjorde tilløb til deres flugt henover hendes ujævne Kinder. Hun skældte og smældte på sig selv over at overhovedet græde saa ubehjælpsomt. Taarer hjælper ingenting, – det vidste hun jo godt. Er jeg blot et Barn? Hvordan faar jeg det til at stoppe?

Se, det var et godt Spørgsmaal, Børnlille. For hvad gør man egentlig, naar Livet sig på denne Maade kan føles saa ubegribeligt? Den lille Kælling mente jo heller ikke at hun var berettiget til at klage – jamen; den lille Kælling havde faktisk alt hvad hun kunne drømme om!- og mange ville endda kigge efter hende med glødende Misundelse lysende i Øjnene. – Og ærligt, hendes Vabler var ikke engang blevet til rigtige Vabler endnu..

Den lille Kælling havde været saa træt, saa træt i saa lang Tid, at December ubemærket var blæst henover hende i al sin Formaalsløshed. Om Natten kunne hun drømme om så ubegribeligt mange Ting; her kæmpede hun store Slag og raabte af Uretfærdighedens Vogtere, og hver Morgen vaagnede den lille Kælling op, alt for tidligt, komplet udmattet og med Vintermørkets ukuelige Pres paa Brystbenene.

Hun ville alligevel slæbe sig selv hen på Fabrikken, og distrahere sig selv saa meget med det haarde fysiske Arbejde, at hendes kødfulde Arme til sidst føltes som Beton. Selv dér, blandt de andre muntre Fabriksarbejdere, kunne hun føle sig noget saa alene, og maatte i smug løbe ud paa Toilettet og sprøjte lidt koldt vand i Ansigtet.

De andre på Fabrikken larmede altid saa højt; normalt lyde hun holdt så inderligt af, ja, de varmede hende næsten op og fjernede hendes Sorger, men nu var de forvandlet til den mest rædsomme Støj, der, ligegyldigt hvor højt den lille Kælling end nynnede, ikke kunne overdøves. I stedet ville den lille Kælling blive fyldt med Aggression og Uretfærdighed, og have lyst til at skride fra det hele. Styr dig selv, sagde den lille Kælling til sig selv, væbn dig med Taalmod!

Den lille Kælling havde heldigvis og helt særligt faaet lov til at se Den Gamle Viskvinde hele to Gange paa tre Dage. Viskvinden kiggede alvorligt på hende og sagde: Hvordan kan vi faa dig til at tro paa, at du er værd at elske? Næ dog, ville den lille Kælling saa svare igen og igen: – Det ved jeg virkelig ikke.
Viskvinden havde blot sagt: Du skal stoppe med at distrahere dig selv. 

Den lille Kælling havde nemlig et Distraktionsproblem, for naar hun følte sig allermest Alene, ville hun helst gerne planlægge en Flugt, enten ved at være komplet Alene og glo ud i Luften, eller ogsaa kunne hun kun se fremmede Mennesker, og gerne Mænd, som hun kunne være Smuk og Vidunderlig overfor; Mænd som kunne begrave deres ansigter i hendes Skød uden at kræve mere end det.

Den lille Kælling havde endda naaet at lave endnu en Aftale med argumentet – Ham her virkede altsaa ganske anderledes end de andre! Men efter at Hypnotisøren Mandag havde foreslaaet om de skulle ses, bare de To, var der pludselig blevet vakt saadan en Kvalme ved tanken om denne form for kropslighed, at alle Kontakter maatte brydes. Ham den Anderledes-end-alle-de-andre tog ikke Aflysningen pænt, og kaldte pludselig sig selv for Lucifer, Lystens Dæmon, og det gik endelig op for den lille Kælling, at det jo altsaa ikke rigtig var præcis saadanne Distraktioner (og Dæmoner) hun længtes efter. 

Kære Børnlille, sikke en uendelig Elendighed tænker I nok, og det forstaar jeg godt I gør. Men Sandheden skal ogsaa være, at jo mere varme og lys fra de højloftede Lejligheder den lille Kælling med Vablerne og Tobaksfingrene passerede, desto mere vidste hun ogsaa, et Sted dybt inde, at hun rent faktisk ikke var ægte Alene.

Den lille Kælling var dybest set glad, og selvom der fandtes disse grufulde, mørke Decemberaftener, saa faldt sneen jo pludselig ned over Nørrebrogade, og selvom hun var den eneste der kiggede op og aabnede munden for at gribe de graa, hvirvlende Fnug, som en anden Idiot, saa var det ikke ensbetydende med, at hun ikke kan elskes eller ikke selv er i stand til at elske. Den lille Kælling vidste godt, at hun var fuld af Kærlighed og at Mørket ikke skulle tage hende. Hun prøvede, at huske sig selv paa det.

Den lille Kælling gik altsaa hjem i sin Lejlighed i udkanten af Byen. Hun trak vejret dybt ned i Lungerne, vaskede Ansigtet rent for Taarer, og ventede på at blive samlet op af Aftenens Aftale. I Lejligheden var der Lys og Varme, selvom hun sad for sig selv. I den aabne Altandør tændte hun Cigaretten med Svovlstikkerne, og kunne mærke Varmen fra Stuen der lagde sig som en blød, beskyttende Mur om Kroppen mod Kulden der mødte hende. 

Slut.”

(Når jeg ikke er W.C Andersen, så har jeg fundet ro i lydbøger og Podcasts, og kan anbefale 24syv Dokumentarer: ‘Ulriks sidste billede” og “Solveigs Erindringer”, og så Politiken’s “Alt er nu”. Alle fortællinger der handler om død og sygdom, hvilket ironisk nok er ret godt for en person med sygdomsangst, du ved – at forholde sig konkret til Døden paa denne maade. Se det i øjnene, overgive sig / give sig hen til Frygten. Det gør mig rolig. Vi skal nok nå det hele, det skal nok gå, det er OK at græde over det tabte.
En anden strøtanke – som lige er faldet mig ind – går på, at jeg lidt godt kunne misunde de kræftsyges uhelbredelighed, altså, på et eller andet sindssygt plan ønske at jeg selv blev meget syg, så jeg kunne få uforbeholden omsorg fra min familie. Er det ikke en syg tanke? Det skal jeg virkelig lige arbejde med.)

2 thoughts on “den lille kælling med svovlstikkerne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s