julemusicalen: ‘baby, det er lidt koldt indeni’

-DU HAR PYNTET OP FOR DIN EGEN SKYLD, HAHA, siger jeg højt til mig selv i morges, da jeg går igennem stuen og soveværelset, hvor jeg sporadisk har placeret små klamme nisser og hængt billige glitter-julehjerter i de halvdøde, uregerlige planter. Når jeg børster tænder og pakker tasken, synger jeg hæst med min jazzede tobaksstemme voldtægts-duetten: “Baby, it’s cold outside”, men jeg kan ikke synge begge stemmer, så jeg mister tråden hele tiden og når aldrig længere end “… the evening has been … so very nice.. hmmm-mmmm-la-la-bla-bla”. Jeg spekulerer på om mine naboer bliver ramt af min tragikomiske juleånd der siver gennem de tynde vægge. 

Det er et forsøg på at arbejde til sent på eftermiddagen, blive på kontoret til aftenen er så kort, at den bliver overskuelig, og samtidig arbejde så meget, at jeg får ondt i mine arme. I går siger jeg til de andre, at vi skal høre julemusik. Drengene kigger skeptisk på mig. “Det passer da ikke til din mørke sjæl,” siger en af dem ironisk. Jeg griner: “Det er sandt. Jeg kan bedst lide at høre Judy Garlands ‘Have yourself a merry little christmas’ alene i min tomme lejlighed og græde lidt for mig selv. Alt det her,” jeg peger på mit smilende ansigt og røde Pyrus-agtige tøj, “det er en facade.” Vi griner bittersødt, høhø, velvidende at det nok ikke rigtig var en joke. 

Høhø. 
I dag er der julefrokost. Jeg har brugt morgenen på at finde ud af, hvad jeg skal have på, jeg vil gerne stråle som et juletræ. Mit ansigt stirrer sundt tilbage i spejlet, fordi jeg er begyndt at spise grøntsager, og mit underliv er stoppet med at bløde efter Mr. Rabbits søndagspenetration. Jeg har det godt, men jeg har det også virkelig ængsteligt. Mit hoved er fyldt med mudder.
Forfatteren skriver, at han gerne vil komme og tage mig snart (ligesom han har sagt siden april, hvor jeg så ham sidst, lol). Jeg kan ikke mærke noget fysisk behov efter jeg havde det underlige one-night-stand i onsdags. Tanken om onsdagen og sex generelt giver mig faktisk en meget dårlig følelse. Jeg tror ikke, jeg kan det dér længere (ansigtsløs sex), goddammit.

I virkeligheden vil jeg helst bare have en, som jeg kan proppe pebernødder ind i munden på, en at kysse meget på kinderne, en der har en stor striktrøje på der holder mig tæt. Men det kan man altså ikke få på en app, sådan lige. (Kan man?)

Jeg har desuden matchet med Hypnotisøren igen, dog ikke fordi jeg ønsker at genoptage det seksuelle eksperiment (tanken giver mig kvalme), men mere fordi jeg i lang tid har tænkt på, hvad der skete i sommers, da han ud af det blå forsvandt et sted i Frankrig. Jeg har spekuleret på, om han viste sig at have en psykose, kæreste eller egentlig bare var et røvhul. Jeg venter på, at han skriver til mig, så jeg kan sige: “Jeg har ikke tillid til dig, men fortæl mig flere af dine eventyr”. Jeg vil gerne skrive en historie om ham. Egentlig vil jeg gerne skrive en historie om alle de seksuelle/halvromantiske relationer, jeg har haft i 2018. Årets relationer har været så udsyrede, det føles ja, netop som fjerne eventyr, vilde fortællinger, lange digte, visuelle fragmenter og dufte der stadig hænger i min sex dungeon i NV. 

Relationerne og de magiske møder føles fjernet fra mig nu, lidt ligesom at vågne op fra en lang drøm. Historier jeg ikke har lyst til at glemme, men som jeg heller ikke har lyst til at genopleve. Så jeg sætter mig på kontoret, jeg sætter mig i julen, og som en smørklat i risengrøden smelter jeg ind i alt det nye og i alt det der føles vigtigt nu. Når jeg stopper op i de små momenter af tavshed, kan jeg mærke, at jeg ked af det, det føles som sorg, hjertesorg lidt måske, så jeg forsøger at ryste det af mig, som var det bare ligesom at være ude i det kolde vejr. Hvis man trækker vejret dybt nok, holder ens hænder op med at ryste. 

De sidste par nætter har jeg haft nogle helt vilde drømme, hvor jeg råber rigtig meget af folk omkring mig, kæmpe konfrontationer. Så meget aggression. Jeg skælder ud så vinduerne ryster. Det er halve mareridt, for det føles faktisk også meget godt at råbe sådan, samtidig med at gør det svært at stå op om morgenen efter en hel nats heftigt råberi. Jeg skal hele tiden huske mig selv på, at selvom mange ting i år har ændret sig, så er det ikke dårligt. Jeg vil gerne råbe noget mere i virkeligheden også. Jo mere jeg råber, desto mere forsvinder angsten. Men jeg kan godt forstå, at folk omkring mig kan blive lidt trætte af det. Det larmer jo ad helveds til. 

Kan et råbende menneske overhovedet holde jul? Må man gerne råbe når det er jul? Hvad vil familien ikke sige, når de pludselig opdager det grønne julemonster for bordenden, der forsøger at stjæle den jul de kendte. Jeg forsøger allerede mentalt at preppe mig selv på, hvordan jeg skal håndtere forældrene, søsteren, og de andre familiemedlemmer (især de alkoholiske). Jeg vil gerne ikke købe gaver, jeg vil gerne ikke spise maden, jeg vil gerne ikke snakke om alt muligt crap, jeg vil gerne ikke være der. Sidste år lovede jeg egentlig mig selv, at jeg ville rejse væk næste gang, eller være frivillig, noget velgørenhed. Jeg føler mig som en fremmed det sted, hvor jeg burde være mest mig selv, men formår stadig ikke at sige fra. 

Nå. Høhø, ik?
Jeg pynter op til jul på trods. Men jeg tror også det er meningen egentlig. Især når man ikke har nogen tæt familie, når man kun har sig selv. Så kan jeg lukke året med eftertænksomhed og bløde følelser, forstå den krybende sorg over at være et råbende menneske, se gennem julematrixet, samtidig med at jeg selv indgår i det. Der er vist ingen vej udenom. Fuck.

Okay, slap af Judy Garland. To sekunder. Lav lige en positiv liste også: 
TIL GENGÆLD elsker jeg, at jeg skal holde julefrokost med mine 10 mandlige kolleger, som i år også er blevet mine 10 mandlige venner, og jeg elsker, at jeg har et drømmejob, hvor jeg får løn for at lave det jeg elsker mest, jeg elsker min sindssyge lejlighed, jeg elsker mine fantastiske venner der er så kloge, vilde og dygtige, og jeg elsker julefilm, og jeg elsker julemusik, især den her:

Og min jule-guilty pleasure, som oprigtigt gør mig helt vildt glad (og skamfuld): en rigtig drengejul (link) (jeg må åbenbart ikke proppe den ind her). Og så er jeg mildest talt besat af ‘Baby Grinch’! Jeg døøøøør.

Nu skal mudderet i hovedet bare lige forsvinde (du er ikke ved at gå i opløsning, du er ikke ved at gå i opløsning), måske den kan forsvinde med øl og snaps (dårlig plan), måske den bare skal have lov til at være der, i al sin angst, i al sit grumsethed.
Alting ergodt. Det ved jeg, dybest inde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s