det er ikke et modermærke, det er bare fregner

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er et dårligt menneske. Det er utrolig let. Så jeg isolerer mig fra mine virkelige relationer, og opsøger de digitale i stedet for. Jeg vil helst se nogen, der ikke kender mig. Det er selvfølgelig ikke bare lige sådan; jeg tager forholdsregler og stiller krav. I en digital virkelighed kan jeg være et godt menneske igen. Jeg vil gerne have sex, men ikke med nogen der ved hvem jeg er. Jeg kan ikke overskue, at rodes ud i noget med nogen. Jeg kan ikke overskue muligheden for at fucke ting op. 

Jeg ved, at jeg overdramatiserer. 
Jeg ved, at jeg er alt for hård mod mig selv.
Jeg ved, at jeg har ret. 
Jeg ved, at jeg ikke har ret. 

Jeg har lovet mig selv, ikke at skrive om andre ydre konflikter her på bloggen end dem med mænd. Venskaberne og de andre relationer holder jeg for mig selv, fordi jeg er bange for at såre nogle med mine ord. Derfor kan det nogen gange blive til en tåget metasnak, når nogle af disse ting fylder rigtig meget.

Jeg har i weekenden kæmpet mod mit selvhad, og jeg ville ønske, at jeg havde været bedre til at skrive om det her. Men jeg skammer mig så meget over alle de rådne følelser jeg har, at jeg ikke har lyst til at formulere dem.

***

Jeg ville gerne have skrevet om min fredag, hvor jeg vandrede rundt om Mosen. Den var helt tom, men min hjerne larmede så meget, at jeg følte, jeg stod et meget trafikeret sted. Naturen gjorde mig bange. Overalt så jeg kun de døde træer. Onde fugle der gemte sig i krattet. Det var som om, at jeg var ved at miste min forstand. Min hjerne skreg: Du er så fortabt. Du er så ensom. Du er så fortabt. Du er så ensom. 

Kunne jeg bare opløses i vandet, lægge mig et hemmeligt sted, dybt inde i mosen og forsvinde. En dybtliggende angst, der smerter i alle nerveender. Alle steder at gå hen, ingen steder at høre til. En plan om aldrig at være tæt på nogen igen. For når man er så slemt et menneske, ustyrlig og selvisk, så ødelægger man bare alt.

Jeg ved det godt. Høje bølger. Det er derfor jeg skammer mig. Jeg kan ikke bruge skammen til noget dog. For det er næsten dobbelt-åndssvagt at hade sig selv for sit selvhad. Det løser jo ikke en skid. 

Det er absurd, hvor jeg kan gå fra at være et Helt Menneske til et Ikke-Menneske. Der er aldrig nogen middelgrund. Jeg er alt for hurtigt en teenager igen, og jeg barrikaderer mig bag døren, nemt når man i forvejen bor alene. (Der er ingen der kan seat du græder)

***

Jeg ville gerne have skrevet om min lørdag. Fucking første december. Jeg forsøger at høre julemusik. Jeg vil gerne forsvinde ind i en juleillusion. Bare rigtig hygge mig. Men jeg hygger mig overhovedet ikke, for jeg har for travlt med at hade mig selv. I stedet skaber julen en mørk, tung ensomhed, der får mine ben til at ekse og mit hjerte til at bløde. Jeg kigger på folks insta-stories, og jeg misunder enhver form for socialitet.

Jeg kunne sagtens have været social hele weekenden. Jeg var inviteret til en masse ting. Jeg behøvede ikke at være så ensom. Men det bliver et statement, en straf jeg selv synes, jeg fortjener. Jeg fortjener at sidde derhjemme og være så dybt ulykkelig. Det er ikke konstruktivt. En gammel aftale får mig heldigvis på bodega. Mens jeg sidder der og snakker, tænker jeg, at jeg er vanvittig selvoptaget. Det er kvalmende. Min stemme knækker. Ikke græd, ikke græd. 

På vej hjem, lidt efter midnat, skriver jeg til H. og spørger hvor han er. Jeg vil give alt for at blive holdt om. Han er opløst i sit eget selvhad, så han forsvinder (heldigvis), før jeg når at fange ham. Om natten kan jeg ikke slippe fantasien om at skulle røres ved. Som om at fysisk kontakt ville kunne hjælpe alt. 

***

Jeg bruger søndagen i en halv døs foran ‘True Blood’ med Mr. Rabbit mellem benene. Jeg onanerer mig selv til blods og til lykke. Jeg skriver med digitale mænd. Arrangerer dates. Jeg beslutter mig for, at hvis jeg rent faktisk er et dårligt menneske, så må det være sådan. Jeg kan godt blive et bedre menneske, hvis jeg arbejder på det. Jeg gider ikke være et hjælpeløst offer, som skylder skylden på alle andre. Uhhh de behandler mig så dårlit hvorfor vil de ik vær min ven meerr så tarvelit. 

Objektivt er jeg ikke ensom. Jeg har et stort netværk og mange tætte venner. 
Objektivt er jeg ikke et dårligt menneske. 
Objektivt har jeg styr på, hvad det er jeg skal i livet. 

Jeg ville gerne have lavet en julekalender som sidste år, hvor jeg dag til dag beskrev min elendighed. Men det har jeg faktisk ikke rigtig lyst til i år. Jeg vil hellere prøve at forstå selvhadet, og hvorfor det er så let for mig at tappe ind i det. Julen er en bitch, og især når man er single og har rod i sit følelsesliv, er det ekstra let. Det er en lammende følelse af utilstrækkelighed og rodløshed, fordi man sammenligner sig selv med alle andre – idealiserer en form for “perfekthed” eller “fuldkommenhed”, som bliver målet. Men det er alt for abstrakt at forholde sig til. Jeg kan ikke bruge det til noget.

Jeg vil gerne være stærk. Jeg vil gerne være bedre til at være menneske. Nogle gange føles det som om, at vi alle bare smadrer rundt og prøver at finde ud af, hvordan vi skal leve bedst muligt. Der findes ingen universelle sandheder. Selvhadet gør mig træt, for jeg er alt for priviligeret til at skulle tænke sådan.

****

Tidligere i dag var jeg til lægen. Jeg lagde mig på briksen og lod hende tjekke alle mine modermærker. Der var dog ingen modermærker. “Det er altså bare fregner,” sagde hun. “Jeg er bange for, at jeg er meget syg hele tiden,” sagde jeg med bævrende stemme. Hun kiggede på mig uden omsorg. Hun så bare et sundt menneske med unødvendig paranoia. Det gjorde mig både glad og ked af det. Der er ikke noget galt med mig. Jeg er bare min egen værste fjende. 

Alting er lidt oppe i luften for tiden. Desto mere jeg nærmer mig selv, desto mere komplicerede bliver tingene også. Arbejdsliv, dating, venskaber. Jeg udvikler mig langsomt til at være en no-bullshit-kinda-person, der kynisk fjerner ting der gør mig ondt, og som selvbevidst sætter grænser. Det er selvfølgelig en ret god ting at kunne, men konsekvenserne skræmmer mig; at man rent faktisk kan tabe noget – og at tingene kommer til at ændre sig. Jeg forsøger at bearbejde sorgen, men det er nogen gange for uhåndgribeligt for mig.

Nu er jeg tilbage på arbejde. Jeg forsøger ikke at tale for meget om mig selv, men i stedet for bare arbejde. Det tror jeg godt, at jeg kan finde ud af. Det håber jeg. Ellers ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

2 thoughts on “det er ikke et modermærke, det er bare fregner

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s