byen af stjerner

Mit horoskop sagde i denne uge: “A lucky break could happen for you around or shortly after the middle of the week. You could stumble into an opportunity involving your career.” Yesss! Jeg råber det til min chef: “Hallo, mit horoskop siger, at vi får pengene”. Easy. Alle på kontoret får så deres horoskop, vi klapper ekstatisk i hænderne over disse gode nyheder, og over at vi alle kan være helt trygge og lade vores liv flyde fra jorden op til stjernerne. 

Et sted mellem min porøse jordforbindelse og mønstrene i stjernerne gemmer virkeligheden sig dog, for – in the middle of the week, the lucky break, – det sker fandme!, og det er den som får mig til at trække mig ind på mit lille kontor efter frokost af ren overvældelse og lykke, “jeg skal altså lige græde lidt,” siger jeg til min kollega og begraver tårerne i hænderne, mens jeg forsøger at forstå, hvad det er der sker…

… for hvad er det der sker, hvad, hvad, hvad, hvad er det der sker, når man kan komme ud af dagpengesystemet, når man får lov til at få løn for at lave noget man elsker, når der investeres penge i ens person, når man pludselig føler man er lavet af guld, the golden girl… Jeg kan næsten ikke tro det, og jeg kan blive ved med at hyle af overvældelse, og alle siger: “Du’ ik’ heldig – du’ dygtig,” jeg føler mig mest heldig, men måske fatter jeg snart, at jeg også er dygtig, at det ik’ er for sjov det her, at det er et seriøst job det her, et seriøst projekt, jeg er seriøs, JEG ER SERIØS. Oh lord. 

Nå. Det skulle egentlig ikke udvikle sig til en Oscars-takketale (ah okay, jo lidt, “tak til min psykolog for at lære mig at tro på mig selv, tak til min angst for at have lukket alle andre karriere-døre, tak til pizzariaet på Frederiksundsvej for deres slatne hawaii-pizzaer, tak til de mænd der bollede mig og aldrig skrev igen – hvis jeg var endt i et ligeværdigt kærlighedsforhold, havde jeg aldrig fået det her job, I har holdt mig følelsesmæssig ustabil, tak for det, og tak til min præstationsangst og selvkritik der konstant holder mig op på dupperne, tak til de dårlige undervisere på universitetet, der fik mig til at drømme om at lave alt muligt andet, tak til min lejlighed for altid at rumme mig, tak til… ahh).

(tak til mig selv, fordi jeg åbenbart er en fucking badass bitch, yassss)

Nå. 
Jeg har gået og tænkt på november 2017. For et år siden sejlede mit liv; jeg havde ingen idé om hvad der skulle blive af mig, og jeg forsøgte samtidig at blive spist af Løven, en forkvaklet redningsmission (fortæl mig hvad jeg skal, fortæl mig hvem jeg er). Jeg har ikke været forelsket i samme grad siden. Når jeg bliver ramt af medgang (som nu), har jeg ustyrlig lyst til at skrive til ham og fortælle ham om hvor stabil og fantastisk jeg er, for hvis jeg bare kunne have mødt ham nu, så ville tingene måske have været anderledes.

Men ville jeg overhovedet have været i stand til at forelske mig i ham nu?
Jeg erfarer (bittert?), at jo bedre styr jeg får på mig selv og mit liv, desto sværere er det for mig at opleve intense begær- og kærlighedsfølelser. Muligvis går jeg kun på dates med kedelige mænd, men der er måske noget om det. I går mødes jeg med en sød, klog og pæn fyr, men jeg kan mærke med det samme, at han ikke er noget for mig. På vej hjem ned af Nørrebrogade med den bidende arktiske vind i ansigtet, spekulerer jeg på, om jeg ville have oplevet en større tiltrækning, hvis jeg havde mødt ham for et år siden.

Det er selvfølgelig en god ting – det ved jeg godt! – men det kan også hyle mig lidt ud af den, at det pludselig er blevet så svært det her dating-noget. Jeg synes, de fleste mænd jeg møder for tiden er dødkedelige, jeg gider ikke engang snave eller gå i seng med dem, og når jeg får gisning om at de er rodløse, passionsløse eller bare sådan.. ordinære, så slukkes jeg med det samme. Jeg ved godt, at jeg ikke skal generalisere omkring de her ting, det er også bare tinderdates, og man skal igennem mange kedelige dates, før en som fx Løven træder ind i rummet.

Oftest har min seksuelle fantasi været mandens fantasi. Jeg sagde, at jeg gerne ville underkaste mig, domineres. Det skulle være hårdt og jeg skulle ydmyges, ruskes rundt, modtage befalinger. Men når jeg lukker øjnene nu og tænker på sex, så er det mig der dominerer dem, binder dem, kvæler dem, rider dem, hiver i deres hår, så jeg kan bide dem i læben, trækker tøjet af dem, lader dem fryse nøgne på det kolde gulv, giver dem blide lussinger, bider dem i maveskindet. Jeg vil gerne møde Løven igen, så jeg kan prøve at tage ham. 
(Jeg sidder og læser de gamle dagbøger fra sidste år, mens jeg stalker ham på de sociale medier, han er stadig ubegribeligt smuk, og der er noget i novemberkulden på cykelstien der slynger mig tilbage til ham… det er bare nostalgi, det er bare nostalgi, stop dig selv..)

Nå. Det skulle faktisk ikke handle om mænd og kærlighed det her. Når jeg skriver positive indlæg som dem her, tænker jeg altid: “Jeg fortryder sikkert, at jeg skrev alt det her, fordi det nok kommer til at gå ad helveds til igen lige om lidt” Så jeg forsøger at træde varsomt i denne lykkerus, og i går lå jeg også forstenet på sofaen efter daten og græd lidt til ‘Kidding’ på HBO, og alting føltes meget stort og uhåndgribeligt, og jeg kunne ikke falde i søvn fordi tankerne ekkoede, disse selvopfattelser, disse halve længsler og konklusioner, men i dag tillader jeg mig alligevel at være i byen af stjerner, i en drømmetilværelse hvor min afskyvækkende forkølelse, uregerlige suppe-tarmsystem, dårlige kunstneriske selvværd, aldrende krop, og dødsdømte kærlighedsliv ikke gør det store,  – her svæver jeg bare op mod stjernehimlen, helt luftig, helt glad. Det er godt lige at opleve det engang imellem. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s