thomas helmig-effekten

Jeg får tit at vide (fra tætte venner, så det tæller egentlig ikke), at jeg har et ungdommeligt ansigt og at “der ikke er en rynke i sigte på de babykinder dér” (min egen formulering). Australieren sagde endda, at det ikke var til at tro, at jeg var næsten 30 (indtil: “Pretend like I’m a young boy, who never had sex before, teach me everything, old woman”-fadæsen).

Når jeg kigger mig selv i spejlet, smiler jeg ikke, så jeg kan bibeholde illusionen om, at jeg ikke er blevet ældre. I mit hoved ligner jeg stadig mig selv som 16-årig, bare med lidt mere markerede kindben.
I morges smilte jeg dog og hvilket grufuldt syn der mødte mig!

source

Så det sker faktisk. Man bliver ældre! Jeg bliver ældre HVER DAG! CHOK!
Hele morgenen kiggede jeg mig selv i spejlet og smilede og smilede og smilede, som om at jeg regnede med, at jo mere jeg stirrede på ansigtet, ville det ændre sig –  at de dybe fuger og de krøllede kragetæer til sidst ville forsvinde.

Gad vide hvordan jeg kommer til at se ud, når jeg er ældre. Bliver jeg smuk i 30’erne, eller én hvor man tænker: “Hun har godt nok haft et hårdt liv” – hvad gør jeg, hvis gråden rent faktisk har sat sig fast? Og hvorfor var det ikke gået op for mig før, at jeg ikke ville blive ved med at se sådan her ud? At tiden rent faktisk går, at jeg rent faktisk forlader ungdommen, og skal være et – gys – voksent menneske.

Forfængelighed er ikke et særligt charmerende personlighedstræk, for man kan ikke rigtig bruge den til noget. Især ikke når den primært centrerer sig omkring en naturlig udvikling; selve tidens gang! Plus at det som bekendt er det indre der tæller (lol).
Så hvad er det der rammer mig i forfængeligheden, i denne sorg over at have et ansigt der langsomt krakelerer med alderen. Lad mig forsøge at forklare (jeg er endnu ikke helt sikker på, hvor jeg vil hen med det her):

Jeg har det stramt over at være kvinde.
I går havde jeg det helt feberagtigt og mit tarmsystem sagde GUARHGHGH, men jeg skyldte skylden på mine kommende kræftsygdomer samt de besynderlige kødtortillas fra Føtex’ udløbsdato-afdeling jeg aftenen forinden havde fortæret, med lidt angst som krydderi. I stedet for viste det sig at jeg havde PMS (tjekkede min cyklus-app). Ahhh. Just relax, det er bare din kvindekrop der fucker med dig.

Samtidig med at jeg skal tage stilling til det, så larmer æggestokkene (og samfundets æggestokke). De fortæller mig, at jeg skal se at få en familie, finde en mage der kan fylde mig med sæd, så jeg kan spytte nogle unger ud og endelig retfærdiggøre de fødedygtige hofter, som jeg har båret rundt på siden jeg var 14. Og samtidig går det op for mig, at jo mere jeg ældes, desto mindre attraktiv er jeg, så det hele udvikler sig til et ulideligt kapløb mod tiden.

Okay, måske handler det ikke rigtig så meget om at være kvinde (jeg bliver altid lidt mere feministisk omkring PMS, haha, øv bøv natur), og jeg anerkender, at det ikke er usædvanligt, at folk finder kærligheden i en sen alder.
Så handler min alderskrise og det furede ansigt egentlig mere om, at jeg er rædselsslagen for aldrig at finde nogen? I min melankolske weekend tænkte jeg: “Jeg er uelskelig”, men det vidste jeg godt var en løgn. Det skal hellere formuleres sådan her: “Jeg kan ikke elske nogen”. Det er langt værre at ansvaret hviler på mine egne skuldre, for det afføder spørgsmål som: HvorforHvad gør du ved det? Kan der gøres noget ved det?

Når min krop begynder at gå i forfald, kan jeg ikke længere hvile på min skønhed. Det lyder fucked, jeg kan godt høre det. Men når jeg ikke længere bare kan smile sødt, svinge med håret, strutte med brysterne og tale med min knirkende sensuella-stemme, så er jeg nødt til at være real, og gå efter real relationer. Min psykolog sagde tidligere på ugen, at hun mente, at jeg havde brugt de mange seksuelle relationer til at undgå den krævende kærlighedsrelation – og dermed også til at undgå at skulle være mig selv, sådan helt real.

Jeg har en tendens (som den opmærksomme læser måske har bemærket) til at gøre mine mandlige bekendtskaber til fortællinger, som ofte allerede har en dramatisk slutning før de når at begynde. Jeg kan så let som ingenting pakke relationen ind i drømme, forventninger og fiktionaliseringer.

Et godt eksempel: I går aftes skrev jeg (endelig) med en sød, god fyr på Tinder, og kunne derefter ikke falde i søvn, fordi jeg allerede forestillede mig samtaler vi skulle have (“SÅ JEG MENER BARE IKKE AT STRESS ER INDIVIDETS ANSVAR MEN DERIMOD VIRKSOMHEDENS!”, jeg ville naturligvis brøle og være meget politisk – og charmerende), hvordan det ville være at bo sammen (“Årh, du er sååå sød, når du koger æg om morgenen”), og hvordan han ville kysse mig i et regnfuldt lyskryds (“Dine læber smager af jordbær”), haha.

Jeg har ingen anelse om, hvordan man indgår i en normal, naturlig kærlighedsrelation (de fire år med Skægmonstret er forduftet)…. Åh, jeg mister tråden hele tiden i den her lange (episke!!) tekst.

Måske har jeg bare PMS, måske har vi alle bare dage, hvor vi ligner lort, måske kommer der bare med alderen endnu flere dage, hvor man ligner lort, måske betyder udseende ikke så meget, måske betyder kærlighed ikke så meget. Måske skal jeg bare vente på, at jeg er klar til at være real, også selvom mit ansigt er helt outreret.

Nå ja, og titlen på dette indlæg?
Jeg har et par gange stået for musikken til fester, og oplevet kvinder der kommer hen og hiver i min arm: “Vi står bare lige en gruppe herovre og danser og er rigtig i stemning til noget Thomas Helmig,” og jeg har været sådan, fuuuuck thomas helmig ‘sjøst, men som den crowdpleaser jeg er, har jeg naturligvis altid efterkommet ønsket. Men nu er jeg begyndt at kunne lide nogle Thomas Helmig-sange, de gør mig (gyyys) glad, og måske en dag, er jeg kvinden i dansegruppen, der også bare gerne vil høre Thomas Helmig.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder. Måske er jeg bare i en overgangsfase lige nu, hvor man skal acceptere at 1) man bliver ældre, kroppen går i forfald og at 2) “Stupid Man” er en super episk sang, og det er der ingen skam i at synes – måske det bare er en naturlig udvikling, som kommer med alderen. Pludselig rammer jeg de 50 og sidder til en Tommyboy-privatkoncert (hvis han da stadig lever på det tidspunkt) på en spansk ferieø. Hvem ved. Det er lidt ude af min kontrol, føler jeg.

Noter.

1. Min smukke, jævnaldrende veninde (også i heftig rynke-krise) sagde i eftermiddagssolen over en durum: “Men er vi så ved at nå punktet, hvor det ikke længere er i orden at tisse på gaden i en brandert?” Vi røg en smøg på det i solskinnet.

2. Til gengæld spiser jeg primært æg (fordi jeg er doven i et køkken og mega fattig), og jeg har læst, at æg (og cookies) gør en super gammel.

3 thoughts on “thomas helmig-effekten

    1. Marie, læste din kommentar lige før jeg skulle sove, og så kunne jeg simpelthen ikke falde i søvn, fordi jeg havde sangen på hjernen, haha. “Glad igen, ovenpååå!”.. åh. Jeg er bange for at blive til min mor, haha. Og tak fordi du læser med og smider kommentar, gør mig så glad (igen, ovenpååå). ❤️

      Like

      1. Hold kæft det er sjovt – nu har jeg den på hjernen.. Den dag jeg skænker mig et glas rødvin og lytter til ‘Tusen bitar’ ER jeg officielt min mor….

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s