den stille panik

Jeg er igen inde i periode, hvor jeg er nervøs for, hvordan I der læser med her, opfatter mig og tænker om mig, hvilket kun understreger vigtigheden i, at jeg forsætter med at skrive om alt det her. Det er vel derfor jeg har bloggen, hmm. Den er til alle mine grimme følelser. Lidt ligesom at gå til psykolog, vel. Samtaleterapi med mig selv, ah…

På vej hen til kontoret havde jeg en masse ideer om, hvad jeg ville skrive, en liste over emner og samtaler jeg de sidste par dage har haft, men nu er jeg her og har lige tvangsfodret mig selv med en rugbrødsmad, fordi jeg håber, at mine altoverskyggende destruktive tanker og klamme følelser vil fordufte, hvis jeg får mad – og ikke mindst hvis jeg skriver om dem, så det prøver jeg nu.

***

Jeg kan nogen gange blive så bange for, at jeg psykisk syg. Det er en tanke der opstår, når jeg får lov til at dvæle ved uvirkeligheden, og når jeg føler, at min krop er fyldt med tyk betændelsesvæske, som jeg ikke kan fjerne. Mine følelser kan styre alt; jeg kan stå op om morgenen og have det fint, og så to timer senere føle, at jeg er ved at gå til grunde.

Den her uge har været fucking hardcore, og i går var jeg igen temmelig hysterisk, fordi jeg havde så mange følelser og tanker, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. En helt tilgrumset hjerne. Til min store overraskelse blev jeg ikke angst af det, men var derimod i mine følelser, og gjorde mit bedste for at være i dem. Det var en desperat situation. Men lad mig prøve at fortælle om, hvad der fik mig til at være denne vulkan, på randen af vanvid:

1.

På mit arbejde er jeg primus motor i et stort kunstprojekt, og for tiden er vi en ny fase, hvor alting skal omtænkes og tekniske foranstaltninger skal klargøres. Jeg er sygt presset rent kreativt, fordi jeg er vanvittig selvkritisk og har hele tiden har lyst til at brænde det hele til grunden og starte forfra. Jeg ser desuden ikke mig selv som kunstner, hvilket besværliggører hele processen.

Samtidig skal jeg sidde med i møder om disse tekniske ting, som giver mig ondt i maven, fordi det får det hele til at være så uoverskueligt, og jeg kan betvivle om vi overhovedet er i stand til at løfte denne opgave – og om jeg kan følge med og indfri alles forventninger. Der er så meget uvished tilknyttet det her projekt, samtidig med at jeg aldrig har elsket et arbejde mere. Altså, et ubekvemt paradoks. Jeg kunne ikke forestille mig at lave andet, samtidig med at jeg drømmer om at lave alt andet end det her (jeg ved bare ikke hvad). Jeg forsøger stadig at finde frem til den helt rigtige arbejdsform- og struktur, som kan passe mig i denne vanvittige kreative proces, men jeg kan have flere uger, hvor jeg bare drukner, og ikke kan lave noget.

“En del af dit job er at tænke meget,” siger en, og jeg siger: “Jo tak for helvede, det er lige hvad jeg har brug for, mere tid oppe i mit hoved.” Jeg kan føle, at jeg står alene med det hele, og taget projektets omfang i betragtning, er dette et ganske ulideligt og voldsomt pres. I går havde jeg lyst til at skrotte alt vores tidligere arbejde fra de sidste 10 måneder, udarbejde en ny idé og lave mig selv helt om.

Stress er en mærkelig størrelse – altså, at man kan føle sig stresset over noget, som man elsker virkelig højt. Jeg er bange for, at jeg kommer til at destruere det hele, – for det har jeg virkelig ikke lyst til, altså, at skulle stoppe. Jeg vil klare det her. Jeg vil ikke flygte. Men nogen gange kan jeg blive ramt af, om det her kunstner-shit er for meget for mig.
Jeg skriver og tegner, fordi jeg ikke kan lade vær.
Jeg skriver og tegner, fordi det er sådan jeg ånder.
Jeg skriver og tegner, fordi det er det eneste jeg kan og vil.

2.

Mine forældre er i midten af halvtredserne og er overnaturlige væsener, der med deres overlegne fysik (fitness tre gange om ugen og salat-livsstil) og ungdommelige ydre, aldrig bliver syge. Jeg har altid haft en idé om, at de ville blive over 100 år gamle. Måske endda overleve mig. Men i år er facaden begyndt at krakelere, og det forfærdelige er sket: Mine forældre er blevet dødelige. Tidligere på året fik min far konstateret en kronisk sygdom i øret (forårsaget af årelang stress), som gør at han kan få besvimelses- tinitus- og opkastanfald ud af det blå. Min far, den stærke patriark, der ellers var lavet af uigennemtrængeligt stål, er pludselig svækket. Jeg har desuden i flere år været bange for, at han ville falde om af et hjertestop, fordi han er så stresset hele tiden (fucking stolte mænd, ahhh).

For et par uger siden havde jeg besøg af dem i lejlighed, og helt nøgternt fortalte min mor mig, at hun havde fået konstateret hudkræft, den ikke-farlige slags, 80’er tanning-straffen, og mens hun roligt fortalte mig om det, var det eneste jeg kunne tænke på, at det sad alt for tæt på hendes øjne, og nu skulle de fjerne hendes øjne, og hvordan ville hun kunne være overnaturlig og ikke-dødelig uden øjne, hvordan lever man uden øjne.

Og nu er det blevet tid til at hun skal opereres, og de skal fjerne meget mere end vi alle havde regnet med, og om natten drømmer jeg, at hun er ung og smuk (hun er meget smuk også nu), og hun stråler og smiler til mig, mens hendes ansigt smuldrer, og mit ansigt smelter ind i hendes, de høje kindben og lysende øjne vi har tilfælles, er du stadig min mor, når du ikke har det samme ansigt, og hvad hvis de finder ud af, at du skal dø, hvad hvis du rent faktisk ikke skal være her mere, hvad hvis noget går galt….

Min mor er rolig i telefonen, og er mest irriteret over de møder hun har måtte aflyse på grund af operationen, og jeg prøver at sige til hende, uden at mit stemme knækker over: “Jamen… jeg havde bare ikke forstået før nu, at det var en mulighed, at I rent faktisk kan dø.” Hun trøster mig, hvor latterligt er det ikke; det er hende, hvis ansigt skal ændres, det er hende, som nu skal være “kræftpatient”, det er så voldsomt, jeg fucking hader det ord, og hader at man rent faktisk kan miste.

3.

Veninden der passede på Australieren i 24 timer efter jeg havde smidt ham ud af min lejlighed, fortæller at hun tror, at han er psykisk syg, nærmere betegnet ‘borderline’, og hendes diagnosticering (man skal virkelig passe på med at kaste rundt med diagnoser rundt på den måde) giver mig ondt i maven og ikke mindst ondt i hjertet. Jeg får flashes af samtalerne, hans væsen, hans blurry ansigt (jeg kan stadig kun huske hudflagerne i det halvlange hår og den store pik). Jeg husker, at han fortalte, at han havde været på syre i sommers og klatret op i en meget høj kran, bare for at se, om han måske ville dø nu. Så var der historierne om broerne, pistolerne, og alle de andre ting.

Veninden fortæller mig også, at alle i deres fælles by afskrev ham som ven, fordi han var så forstyrret og intens og destruktiv. Jeg får så ondt af ham, at det begynder at fylde min nattesøvn med drømme hvor han eksploderer i vrede, vil slås med alle, han er nærmest som en lille dreng jeg ikke kan finde ud af at passe på, han vil hele tiden vide, hvorfor jeg svigter ham sådan. Tænk at han bare går rundt dér, alene i verden, med sådan en vrede og afmagt, uden at få hjælp; jeg kan næsten ikke bære det.

Og jeg får det altid dårligt ved diagnose-snak, fordi jeg så prøver at diagnosticere mig selv – for hvis alle disse mennesker er psykisk syge, så må jeg vel også selv være det. Det tvinger mig som sædvanlig ud af min egen virkelighed og får mig til at betvivle alt hvad jeg foretager mig. Det er en kvælende panik-følelse, som jeg med tiden heldigvis har lært at kende godt, men ikke desto mindre svimler det hele for mig i dag, jeg ved det hjælper at skrive om det, jeg er ikke syg, jeg er ikke syg, jeg er ikke syg, men hvis han er syg, så er jeg nok også syg, og hvad betyder sygdommen overhovedet? Bør jeg overhovedet være bange for det?

****

Mens disse tre følelser fylder alt i går (hvorfor skal alle ting også ske på samme tid), får jeg at vide, at vi har fået yderligere støtte til projektet, hvilket gør, at jeg inde for den næste måned kommer ud af dagpengesystemet – og som betyder, ja, at projektet fortsætter! Men i stedet for at blive glad, er jeg bare lettere hysterisk… ahh.

Så det er virkeligt det her, så der er folk der tror på mig, det giver mening det her projekt. Fuck. Jeg kan ikke løbe, jeg vil ikke løbe, men jeg er så rædselsslagen. Jeg råber til alle på kontoret: “JEG HAR SÅ MANGE FØLELSER AHHHH!” og så griner vi og jeg lægger mig med lukkede øjne på sofaen i et forsøg på at få kroppen til at holde op med at sitre på den her sindssyge måde, åh, følsomhed, spændende altid at have det så vildt, og jeg tænker, om det er muligt for kroppen at rumme så mange følelser, og om jeg vil få lov til at give glæden plads, om jeg kan forstå, at jeg er et virkeligt menneske, et virkeligt menneske der lever meget, ligesom andre mennesker lever – og dør.

Jeg kalder det for en stille panik, for mens følelserne eksploderer, så lever jeg et normalt liv. Til trods for at jeg ikke havde planlagt andet end arbejde i denne uge, har jeg hver aften haft impulsive efterårsaftaler med de dejligste venner med middage, tv-stening og Red Dead Redemption; tid til lange gåture gennem byen, læse tegneserier på biblioteket, lange telefonopkald, tid til at sige til H., at han skal lade vær’ med at involvere mig i sit datingliv, tid til at grine højt og kramme og blive krammet af, og ikke mindst kreative eksplosioner, en konstant skabelsesproces.

Altid i efteråret skyder jeg mig selv ud i virkeligheden som en kanonkugle. Jeg følger med så godt jeg kan, jeg er træt og tryg, lykkelig og rolig, panisk og bange, liderlig og kærlighedssøgende, og angst ad helveds til, men jeg ved, at det nok skal gå, også selvom jeg lige nu ikke ved, hvordan jeg skal kunne tage til koncert i aften, til 30-års i morgen, hvordan jeg skal købe gaver, for mine tanker er helt mudrede, men sådan er det bare nogen gange, er det ikke? jeg kan ikke prøve at være andet end jeg er.

(Puha, det hjælper at skrive.
Tak blog!
“Selv tak!”)

(Et sidste spørgsmål: hvad betyder det egentlig at være psykisk syg?)

3 thoughts on “den stille panik

  1. Du er så sød, god og klog. Jeg håber det bedste for de “pludseligt” dødelige forældre. Den pulje har vi også stået med her, som en brat opvågning, og her et par år efter, er uroen stadig ikke rystet helt af os. Men så ved man, hvad der er vigtigst, og den lærdom er nu også god, nu det skulle være (:

    A

    Like

    1. Hov jeg glemte helt at svare din virkelig søde besked, A.! Den gjorde mig så glad og faldt på et tørt sted! Altså, selvfølgelig ikke at I har været igennem “dødelige forældre”-delen, det er jo virkelig hårdt, og jeg er ked af at høre, at rystelsen stadig sidder der. Jeg slap heldigvis billigt denne omgang, og har været overrasket over min stærke reaktion på det; jeg troede, jeg var mere cool cat end det. Men med sådan noget dér, gælder der vist ingen regler. Håber ikke I skal udsættes yderligere for den slags! Kæmpe kram

      Liked by 1 person

      1. Det er jeg rigtig glad for at høre! Og haha, nej – det er vist et regelløst ingenmandsland, så hel coolcat er det nok svært at forblive – vi tog det i stiv arm som de stærkeste, for det krævede det, men det tog tilgengæld sin tid at få pusten 😉 Tak for dit søde svar – det er sgu ikke altid nemt, det der voksenliv.

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s