at smelte sammen uden at blive 100% flydende

– Jeg tror, at du skal tage et par dage fri… Ned i Mosen med dig, ud og gå nogle ture, tænk over tingene. Det er jo bare sådan her en designproces er.
Min chef/ven kigger omsorgsfuldt på mig, efter jeg har siddet og brølt i en halv time om min kunstneriske krise, og fyldt lokalet med den betændte, lettere hysteriske afmagt.
– Ja… Du har ret. Men jeg er bange for, at hvis jeg tænker for meget, så går det galt, du ved. Hvad hvis jeg ikke kan finde en balance?
– Vi skal nok nå det hele. Bare rolig.
– Ja… okay. Ok. Jeg går nu.

(Ud i byen, ud og råb på Købmagergade, mal byen rød af den rødglødende hysteri, det evindelige bitcheri, frustrationen over LIVET, selve LIVET, for helvede, hvorfor er jeg så vred, snart popper mit hoved af, booom)

Jeg falder i søvn klokken halv ti på sofaen. Efter at have råbt i en hel uge, kan jeg ikke mere. En veninde siger tidligere på aftenen: “Det er som om, at du ikke trækker vejret ordentligt ned i maven.” Jeg er så taknemmlig over, at hun påpeger det. Jeg vidste det godt, jeg vidste det ikke. Råbenes aggression er begyndt at knække over i gråd, sygdomsangsten boomer (på een dag er jeg sikker på at jeg har får piskesmæld, hjerneblødning og hjerteanfald, helt hysterisk), og jeg har mest lyst til at stå ved strandkanten og skrige og skrige og skrige, til der ikke er mere stemme tilbage.

Negative tanker glider ind i mareridtene, der får mig til at føle mig utryg i vintertidens jetlag, og lader mig vågne op midt i natten, badet i sved, bange, og jeg kan høre Angsten fortælle mig, at jeg ikke duer til noget, at jeg er en ulidelig selvoptaget narcissist, hvis råb er så høje, at jeg ikke kan høre andres stemmer, konstant dårlig samvittighed over at være det her menneske. Det nyvaskede sengetøj er en omsorgsfuld (FALSK) tryghedsdyne, som luller mig ind i den destruktive idé om, at det er bedst, jeg bare bliver liggende i dag (men hvad så med Mosen? og de lange gåture?).

Jeg planlægger en tur til Statens Museum for Kunst; at jeg vil tage flot tøj på (“museumstøj” – lang nederdel, opknappet skjorte, fransk baret, lollolol) og se på guldalder-malerier for at få inspiration til mit eget kuldsejlede projekt, men først skal jeg ligge på gulvet og stoppe med at råbe og starte med at trække vejret ned i maven. Det er først da jeg strækker min krop ud, at jeg kan mærke alle de sammenkrøllede, anspændte muskler (hvorfor har jeg ødelagt mig selv?).

Så nu: Slap af. Vær’ i dig selv. Det skal nok gå.
Træk vejret. Phhhhhh.. phhhhh.
Yas yas yas, queen.
Du kan godt.
(Ting går ikke i stykker nu, du flipper bare lidt ud, det er ok at flippe ud, og det er vinter, det er ok at gå i hi, det er ok, at det er svært, livet er svært og ulideligt, men du er levende, du er så levende).

2 thoughts on “at smelte sammen uden at blive 100% flydende

    1. JAAAA! Fedt!! Jeg har det også såå vildt over den. Især da den breaker fire minutter inde; får kuldegysninger hver gang. I starten kunne jeg ikke greje den, og var mest til den mere ligefremme Lazarus, men efter er par lyt, synes jeg klart at Blackstar er helt genial. Havde lidt glemt den, men kom af en eller anden årsag til at tænke på den idag, så fedt!!

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s