rolig urolighed

Kroppen er en forlængelse af sindet, og jeg kan ikke altid køre ‘mind over body’, selvom jeg desperat prøver. Den fortæller mig, at jeg skal ligge ned, at jeg trække vejret dybt ned i maven, at jeg skal gå lange ture igen, spise ordentligt, sove ordentligt, skrue ned for socialiteten. Det smerter og knitrer let en millimeter under min hud, et belastet nervesystem. Jeg forbander mig selv, for helt overlagt at have udsat mig selv for det. Det er ikke slemt; jeg kender konsekvensberegningen efterhånden, giver den plads, men det frustrerer mig, at det skulle komme dertil. Det var ikke meningen.

Jeg har allerede glemt hans ansigt, så jeg kigger på billeder af ham, før jeg skal sove. Dér er han stadig en del af min illusionering – ung, lækker, sjov, kreativ. Jeg siger til mig selv, at det bare er et glansbillede. I en video er han i bevægelse, så hjernedødt sexet, og samtidig en helt anden end den person der besøgte mig.
“Det er også en sorg at tabe forestillingen” sagde min psykolog forleden. “Du græder over, det du har tabt.”

Jeg husker i virkeligheden mest hans psoriasis (de døde hudflager overalt), hans øjne der sejlede så fortabt rundt i hovedet på ham, hans store, kødfulde pik der gyngede mod gulvet, når han sad på hug foran rygsækken, hans aggressive råb og fægten med armene i sofaen. Stemmen sidder stadig spændt ud mellem væggene i rummet, og hans parfume har sat sig i uldtæppet. Jeg sniffer dybt ind. Det er ikke ham, jeg begræder at have tabt; det er ideen om, hvad han kunne have været.

Om et par timer har jeg et vigtigt møde på arbejdet med en af Pengemændene, og selvom vi har været igennem det mange gange, den slags møder, så reagerer min krop altid prompte med disse overbelastede nerver; nu endda i lækker symbiose med Australier-eftersmældet. En del af mig har det helt fint med, hvis de ikke giver os penge lige nu; jeg kan bilde mig selv ind, at jeg lige har brug for et par måneders pusterum, selvom det økonomisk er helt dumt at have det sådan.

Nuvel, det er rart at vide, at ligegyldig hvad udfaldet bliver, så kommer alting til at gå. Det er generelt en sær ro der er opstået i alt det her kaos, i det belastede nervesystem, i alle disse dommedagsvarsler. Jeg føler mig ikke så bange for noget, lige nu, selvom jeg er bange for alt, giver det mening? Altså. Jeg er sikker på mig selv, og det eneste jeg kan gøre, er at leve og gøre hvad jeg har lyst til. Der er ikke så meget andet jeg skal. Så må tingene bare ligesom… flyde. Jeg skal nok følge med. (Forhåbentligt).

Jeg har følelsen af, at jeg burde græde. Men jeg kan ikke. Vil ikke? Jeg håber ikke, at jeg lyver overfor mig selv. Jeg er nok bare lidt nervøs, men samtidig for udmattet til helt at tage det seriøst.

***

Jeg skal danse så meget i aften, kan jeg godt fortælle dig.
Så meget, at de sidste Australier-molekyler løsrives og forkastes.
Jeg skal ind i min krop igen, tilbage, tilbage til at være alene, det kan den godt, det kan jeg godt, den skal bades i sved til jeg drypper ned af væggene, ikke opløses, men samles, implodere uden at miste noget, uden at falde fra hinanden, men en rejse tilbage, en fysik, en hjerne, en erkendelse af det der er tabt, det jeg har vundet, det hjerte jeg har knust, både mit eget og hans, men en krop, det er bare en krop, og den er min.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s