smukke, unge menneske

– Skal jeg finde et andet sted at sove i nat, spørger han.
Jeg går rundt om mig selv i køkkenet, laver madpakke, rydder op. Jeg vil gerne have at tiden går hurtigt, så jeg kan komme afsted på arbejde og væk fra lejligheden. Jeg er kvalt.
– Mnahjae….yeess?.., får jeg fremstammet. I don’t know….
Der går lidt tid, jeg kigger på ham. Ordene der har flakket rundt i mig de sidste par dage, begynder at tage form, de får en konstruktion, de får en lyd. Jeg har ingen anelse om, hvor de skal hen eller hvad de skal sige, men nu kommer de.

Du skal ikke tage til Danmark for min skyld. 
Du har ødelagt det for os ved at putte den slags pres på mig.
Du skal ikke sove hos mig den sidste nat. 

Han flipper fuldstændig ud, tonser ind i stuen og begynder febrilsk at pakke sine ting. Jeg står forstenet på stuegulvet og kigger på ham. Han sætter sig i sofaen, og begynder at råbe ufattelig højt og slå ud med armene. Hans selvhad fylder pludselig hele rummet med en voldelig, abrupt aggression, der kommer et sted dybt indefra, hvilket overrumpler og skræmmer mig.

Jeg rejser mig op, og begynder at skælde ham ud. Min stemme er højere end jeg nogensinde har hørt den. Jeg er så edderspændt rasende på ham.
“DU KAN IKKE LADE ANDRE BESTEMME OVER, OM DU ER NOGET VÆRD. DU KAN IKKE LÆGGE DET OVER PÅ MINE SKULDRE, DET ER IKKE FAIR! DET ER IKKE MIN OPGAVE AT GIVE DIG EN RETNING I DIT LIV. DET ER IKKE ANDRES OPGAVE AT FÅ DIG TIL AT ELSKE DIG SELV!!”

Jeg stiller mig over til vinduet og ruller med rystende hænder en cigaret. Han falder ned, måske mine ord er sivet ind. Jeg bruger lang tid på at forklare ham, hvordan intet er så sort/hvidt som han gør det til; at han er ung og stadig skal finde ud af sit shit, før han indrager andre mennesker i det. For mig er kærlighed en kompleks størrelse, jeg er en langsom føler, jeg ved ikke hvad kærlighed er, og jeg kan ikke klare presset fra hans side, når han forlanger, at jeg allerede nu skal give ham et svar, om han skal komme til Danmark for min skyld. Vi er fremmede, jo. Ingen mennesker fungerer sådan.

– Du er en ud af 100.000, siger han, – jeg kan ikke udholde, at der skal gå over 10 år, før jeg møder en som dig igen. Jeg hader, at jeg kun er 23. Jeg ville ønske, jeg var 30, og allerede havde lært alle disse ting.
Han siger, at han stadig vil komme til Danmark, at han stadig vil give det en chance med mig. Jeg siger, at jeg ikke vil love ham noget, og at han ikke skal regne med mig. Han spørger, om han må sende mig romantiske breve. Jeg siger, at det må han gerne.
– Vil du svare dem?
– Det ved jeg ikke endnu.

I nat vil han finde et andet sted at sove, en dansk venindes sofa. Jeg er lettet. Vi kysser lidt i vindueskarmen. Jeg siger:
– You are lovable, you know. You are so much worth, and you are going to do amazing things in your life, I have no doubts about it. I hope you’ll be able to see it one day.
Han er stille.

Jeg har det som om, at jeg har råbt af mig selv; et rodløst, selvhadende 23-årigt genfærd, som jeg føler mig så langt væk fra. Jeg er gammel nu, jeg er igennem mine 20’ere, jeg overlevede. Australieren er kun lige begyndt på alt det her. Jeg håber sådan, at han kan finde ud af det.

Vi kæderyger. Cigarettens filter fugtes af snottet, der er sivet ned i min mund. Jeg aer ham på knæet med den anden hånd. Radioen spiller Kim Larsen med ‘Smukke, unge mennesker’. Han spørger, hvad det er for en sang, og hvad den handler om.
“It’s about beautiful, young people who doesn’t know yet what to do with their lives.” Han kan godt lide den. Jeg smiler, og tænker over, at jeg aldrig har været den store Kim L.-fan (jeg synes generelt at det er noget skideirriterende musik), men at jeg gerne vil huske denne sang, indkapsle vindueskarmen, råbene og tårerne – ligesom jeg vil gerne vil huske australieren; det smukke, unge menneske, der stadig ikke ved noget som helst.

***

Åh. Jeg hader alle mine skrevne ord lige nu. Normalt går jeg ikke så meget op i, hvad I tænker om mig, men lige nu føles det hele slået lidt ud af kurs. Jeg prøver at finde ud af, om jeg har påtvunget mig selv alt det her drama – om det er mig der har skabt det. Eller om jeg lever for disse oplevelser – intensiteten, dramatikken. Jeg lærer nye ting om mig selv hele tiden, jeg har lært så meget i denne uge. Senere vil Australier-besøget formentlig forvandles til en god historie, måske hvis jeg er heldig et fint venskab.
Jeg tror på det. Måske det her bare er begyndelsen på noget andet, hvem ved.

(Og thank god at det er overstået – håber jeg – for jeg er helt udmattet, haha ahhh. Og stadig: Fuck mig, haha. Ah. Livet!!!, og åååh, det smukke, unge menneske…).

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s