if i let you go

Mit liv siden weekenden har været een lang Westlife-sang. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men det lyder meget fedt, ikke? Sådan helt søbet ind i fløde. Jeg hører i hvert fald (for) meget Westlife, og jeg starter forfra med at skrive hele tiden, fordi mine ord fortabes i fløden.

Et sted mellem 5. og 6. kop kaffe, og et sted mellem Vesterbro og kirkegården, og et sted mellem rulleskøjterne på den nyanlagte asfalt og mine hofter, er der begyndt at boble noget underligt kærlighedsslim. Det klistrer på mine fingre og siver ned i det glødende tastatur.
Alle mine ord rettes mod Australieren, ordene er blevet hans.

Den imaginære kærlighedslokomotiv sætter langsomt gang i pumperne, det damper C02 forurenende fra zink-skorstenene, det hviner i de nedslidte skinner, en høj, metallisk skæren, jeg får tinitus, min nattesøvn fragmenteres allerede, og det er helt og aldeles rædselsfuldt og fantastisk.

Han er kun to differencierede versioner, jeg mangler den samlede oplevelse, en helhedsfornemmelse, så jeg lapper hullerne med min fantasi.

I den første version som jeg kender til, er vi fulde og kysser på dansegulvet, jeg husker hans ivrige tunge i min mund, og hans pik i de tynde shorts presset mod mit lår. Jeg husker, at jeg synes, at han er den bedste og vildeste danser, jeg nogensinde har mødt. Hans skjorte er i tusinde farver og mønstre, og på overlæben vipper et velholdt 80’er overskæg. Vi er lige høje, men han er støbt i marmor, hugget som en græsk statue, en ung, spændstig svømmerkrop.

Jeg husker vores første samtale, som jeg egentlig mest tænker, at jeg skal ud af, fordi alle mine jokes falder til jorden (det gør de generelt tit).

“*han fortæller noget om hans poncho*”
“Your party poncho?”
“What?”
“A party poncho…”
“What?”
“I mean… your poncho is a party poncho?”
“What?”
“It’s a party… and you have a poncho.”
“What?”

Det sidste jeg husker fra denne version af ham, og som jeg sent glemmer, er da veninden tvinger os til øjenkontakten, og alting krøller sig sammen inden i mig, fordi hans brune øjne pludselig trænger ind bag branderten, helt under huden. Jeg tror faktisk, at det er disse 2 minutter (og ikke hans party poncho), der styrer hele slagets gang nu.

I den anden version af ham, den seneste opdaterede, faktisk den konstant opdaterede, en version 2.0, 3.0, 4.0, 1000.0, bedøver han alle mine timer med samtaler der kører i 10 forskellige tråde, driver ind og ud af fortid, nutid og fremtid. Bedøvelsen er euforiserende, jeg havde glemt, at jeg har et hjerte der rent faktisk kan føle sådan noget her, fuzzy feelings, ahh.

I mandags tænker jeg, at jeg bliver nødt til at stoppe disse uendelige samtaler, for de er begyndt at gøre mig trist. Om lidt forsvinder han til et andet kontinent, det er et dødsdømt projekt. Jeg trækker mig ubemærket ud af samtalen, går i biografen med en veninde, drikker vin, griner af sindssyge digte, ignorerer hans beskeder.

Men er det bare så let? Kan man godt bare lade fornuften råde og sige: Too bad, det var bare dårlig timing, eller kan man faktisk godt aktivt gøre noget for kærligheden – sætte tingene på spidsen? Fordi ens hjerte brøler, at man skal gøre det?

Så jaaa….
Åbenbart. Det kan man godt. Det kan jeg åbenbart godt.
Han spørger, om han skal komme til København.
Tirsdag booker jeg flybilletter for ham, så han kan komme og bo hos mig i næste uge.
Jeg flipper totalt ud, og jeg flipper overhovedet ikke ud.

Er det her min egen version af ‘Gift ved første blik’? Intens dating, en date der skal vare seks dage, 24 timer i døgnet, morgenånde, aktivitetskrav, konstant forhandling. Han flytter ind, han er min (for evigt, muhaha).
Hvilken version af ham møder jeg?
Skal vi snakke forbi hinanden om party ponchos hele tiden?
Eller bliver det mit livs lykkeligste dage?
Og i så fald, bliver mit hjerte knust, når han forsvinder igen? Skal jeg indstille mig på, at flytte til Australien?
Eller skal jeg indstille mig de seks mest akavede dage i mit liv?

Om natten kan jeg ikke sove, fordi jeg tænker på de her fragmenterede versioner af ham. Forelskelsen er det ukendte, alt det man ikke ved, og jeg føler mig helt forelsket i en idé. Jeg fantaserer om en storslået kærlighedsaffære, om endeløst begær, en fucking sjæleven. Jeg gemmer billeder af ham på min telefon, og zoomer ind på hans smukke ansigt, forestiller mig, hvordan det vil være at blive opslugt af dette fremmede menneske. Det er så romantisk det hele, at jeg er lige ved at eksplodere.

****

I går aftes, efter mørket er faldet på, løber jeg på rulleskøjter gennem Nordvest og de omkringliggende forstæder (med lidt Westlife i ørene, haha, jeg er 10 år gammel, fuck).
Jeg har ikke stået på rulleskøjter i mange år, så jeg forstår ikke helt, hvad det er, jeg har gang i.
I halvanden time svæver jeg ubekymret ud af cykelstierne i modsatgående retning og hopper elegant (not) op på fortovet hver gang der kommer en cyklist. Jeg er en flagermus, der konstant øger tempoet. Byen bag Nordvest er én høj bakke, jeg okser for at komme op på toppen af Bellahøj, mærker mine slappe muskler værke, ignorerer det. Suser i uansvarligt højt tempo ned mod Mosen og Kirkegården, jeg har lyst til at råbe højt imens. Sådan… virkelig højt, du ved.
Jeg tænker på, om jeg hele tiden prøver at nærme mig en version af mig selv, – en jeg var engang. Et barn der drømmer, der skater, der tegner, der griner, der fortæller historier, der naivt forelsker sig, uden at bringe den kyniske bagage med sig.

Jeg gemmer Angsten væk, for jeg vil gerne være sådan her.
Jeg tror, at jeg er et menneske i bevægelse nu. En der lytter til sit hjerte.
Ligesom Westlife gør jo.
(lol)
(skal nok stoppe med Westlife, det er forrykt)

****

Ah…. vi tager lige en til:

… og en til ahhhh:

(Og så lover jeg, aldrig at nævne Westlife igen. Shit. Godt jeg er anonym, puha.)

4 thoughts on “if i let you go

    1. Hahaha, yes! Tak A! Det gør det faktisk (lidt) mindre skamfuldt, haha. Ved godt at Westlife lige er at tage den ud af en tangent. Men fuck altså, det er virkelig nogle banger hits!

      Like

  1. Jeg tænker også ofte på, om jeg forsøger at gribe ud efter en version af mig, som engang eksisterede, men ikke længere eksisterer. Eller endnu værre: Om jeg forsøger at nærme mig en version af mig selv, som jeg engang troede var mulig, men måske er umulig. Nogle gange tænker jeg, at jeg er sådan en eller anden Jay Gatsby-type, der tydeligvis burde give slip på drømmen fra fortiden, men som alligevel konstant kigger efter det grønne lys (hvis det overhovedet giver mening?)
    Anyways… Lad vær med at gemme angsten væk. Så kommer den bare tilbage som et monster senere, når du mindst har brug for det. Det kan godt lade sig gøre at anerkende angsten og lade den være der, samtidig med at man følger sit hjerte og lever det sejeste liv – selvom jeg godt ved, det er virkelig svært.
    Kram og held og lykke med Australieren ❤️

    Like

    1. Jeg forstår, hvad du mener. Det er alligevel også en forestilling om (og romantisering af) noget der engang var; og i den forstand kan det vel ikke undgå at blive til noget nyt, tænker jeg. Jeg kan godt lide nostalgien i det, selvom det føles meget abstrakt, haha.
      Og ja, du har helt ret, jeg er glad for du minder mig om det; jeg kan nogen gange have så travlt med at lægge angsten bag mig (fordi jeg er fucking træt af den), at jeg glemmer, hvad det var den ville mig. Jeg er meget bevidst om, at hvis jeg forsøger at være et menneske uden den til fx Australierens besøg, så kommer det til at blive rædselsfuldt.
      Kæmpe kram og tak for din indsigtsfulde kommentar ❤️ (som jeg har brug for, når mit hoved er lidt for højt oppe i skyerne)

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s