flødeosten

Jeg går hen og henter flødeosten, siger jeg skingert inde i supermarkedet og iler hen til mejeriafdelingen, farverne fra alle hyldernes produkter skærer mig i øjnene, og halvvejs gennem de mange glasmontre, jeg passerer yogurt, jeg passerer mælk, jeg passerer juice, der møder jeg en gammel studieveninde, hun har sin baby i en klapvogn, jeg har ikke set babyen før, nå er det din baby, hej baby, den lille lyshårede skabning kigger op på mig med store blå øjne og smiler, og jeg spørger høfligt hvordan det går, hvordan går det, mens min krop er ved at erodere, mens mine ben mister knoglerne, mens mine øjne flakker, mens mine hænder bevæger sig febrilsk, mens min hjerne suser: Du skal ud af den her samtale, du skal ud af den her samtale.

Jeg skal desværre løbe nu, siger jeg halvvejs i en sætning, og jeg tror faktisk jeg løber, jeg løber direkte hen til montren med ost, dér – flødeost, jeg vakler usikkert tilbage til veninden med indkøbskurven, hun har ikke fyldt noget i den endnu, hvorfor har hun ikke fyldt noget i den endnu, og med en kraftanstrengelse får jeg lagt flødeosten ned i kurven, mine hænder vibrerer med sådan en kraft, at jeg skal bruge al energi på at holde mine lemmer i ret kurs, og hun siger, hov jeg har da flødeost derhjemme, og jeg samler famlende flødeosten op fra kurven igen, og kigger desperat hen mod mejeriafdelingen som ligger tusinde lysår væk, og jeg kan ikke gå derhen igen, jeg kan ikke holde fast i flødeosten, så jeg siger til hende, at jeg bliver nødt til at gå ud, jeg har det ikke så godt, jeg bliver nødt til at gå ud, jeg mødte lige nogen, jeg har det ikke så godt, jeg sætter mig ude for, lige ude for, jeg sætter mig ude for, lige ude for.

Så jeg sætter mig lige ude for, jeg sætter mig på en af de der ledningskasser på hjørnet, jeg sætter mig med ben af gelé, de kan næsten ikke holde mig oppe, og jeg ryger en cigaret, jeg sætter mig bare her og ryger en cigaret, og jeg hiver telefonen frem med de rystende hænder, jeg skriver til min aftendate, at jeg ikke kan ses, for jeg har for meget angst, jeg har for meget angst til at ses, jeg kan ikke ses, når jeg har for meget angst, jeg er ked af, at jeg ikke har sagt det noget før, men jeg ser ikke mig selv som et menneske med angst, men nu har jeg angst, og jeg kan ikke sidde på en restaurant, jeg kan kun sidde lige her, for jeg har for meget angst, og jeg kan ikke ses.

Jeg sætter mig bagefter i et køkken, jeg sidder i et køkken, jeg sidder stille, men min krop er ude og flyve, min krop er på de syv have, på titanic, i a perfect storm, i moby dick, den er den gamle mand på havet, den har det dramatisk, men jeg orker ikke at snakke om det, så jeg kæmper sværdkampen bag mit dampende smil, og jeg spekulerer på, om jeg bare kan gå, men de andre laver mad, foran mig, med mig, jeg laver mad på en måde, selvom jeg er på de syv have imens, de kan ikke se det, ingen kan se angst, og vi laver maden, jeg spiser maden, jeg ligger ned, jeg tør ikke rejse mig, jeg tør ikke sige noget, jeg tør ikke gøre andet end at spise maden og grine på de rigtige tidspunkter, og på et tidspunkt må den her følelse da gå væk, den her følelse må da gå væk, det tager næsten 3 timer, 3 timer på de syv have uden sikkerhedsvest, flødeosten klistrer fast i min gane, klistrer fast i mit spiserør, mine lunger, mit hjerte, indtil den er fordøjet, flødeost fordøjes altid, ligesom angsten altid forsvinder,

jeg kender min angst.
(men jeg troede den var væk)

****

Et sted tæt på, forinden flødeost-fadæsen, bemærker jeg, at fortovet er ved at forsvinde under mine fødder, det kommer pludseligt og sker måske på grund af søvnmangel, måske på grund af den stærke kaffe jeg har drukket, måske på grund af mit ambivalente forhold til veninden, måske på grund af den forestående date om aftenen som jeg ikke har lyst til, måske på grund af den stressklump der har siddet fast i mine lunger ugen igennem, måske på grund af min lange, romantiske, konstante kommunikation med Australier-snacken, måske på grund af Angsten jeg har valgt af ignorere.

For jeg siger, at det er mit blodsukkers skyld. At jeg ikke spiste nok.
Som når jeg fredag eftermiddag kæmper mig hen i Frederiksberg Have fra Vesterbro, og jeg sidder som en panisk stenstøtte på en bænk, fordi det er det eneste sted der er ro, trafikken på vejene i myldretiden er så overvældende, at jeg ikke kan trække vejret eller høre mine tanker, og jeg bryder febrilsk min hjerne med, hvordan jeg skal komme hjem, kan jeg overhovedet cykle, skal jeg blive siddende her indtil myldretrafikken er overstået, er jeg virkelig det eneste menneske, der finder byen klaustrofobisk, jeg kan ikke slippe ud.
Men det er nok bare fordi, jeg ikke har spist nok mad, at jeg har det sådan. Det er en klassisk reaktion på lavt blodsukker, er det ikke? Hæsblæsende, knugende Angst og klaustrofobi.

Jeg er ikke bekymret.
Jeg er meget bekymret.
Det veksler.
Mest af alt er jeg rasende på min hjerne.
Jeg vil ikke være dette menneske med Angst. Jeg nægter at være det. Så jeg beslutter mig her og nu, at Angsten er isoleret i torsdagen og i fredagen og i lørdagen, og nu er det søndag, nu er det overstået.

Jeg kan blive så ked af det over at tænke på, at jeg skal være Angst-mennesket, den neurotiske, fintfølende kunstnertype. At jeg skal se mig selv som følgende: En karismatisk, kreativ, klog, køn kvinde, der kan charme et helt lokale, der kan være nærværende, brillere kunstnerisk og intellektuelt, og grine så højt at vinduerne ryster, danse så gulvet syder – men at hun kun kan være sådan her 10% af tiden. Resten af tiden er hun skrøbelig som silkepapir; hun er den excentriske, flyvske kunstner, der svæver ind og ud af folks liv, en man ikke skal regne med, en med så voldsomme humørsvingninger, at folk bliver trætte af at prøve at forstå det.

Måske når hun med nød og næppe at lave ét stort værk, et mesterværk (der formentlig først bliver hyldet, når hun en dag dør af tuberkolose), og folk siger om hende: “Hun er fantastisk, når hun ikke har Angst, desværre bliver hun nødt til at blive i sin seng det meste af tiden, fordi omgivelserne er for voldsomme for hende”.
En utilpas Maude, en udmattet H.C. Andersen.
Jeg hører Mozarts ‘Lacrimosa‘ i går aftes på vej ned af Nørrebrogade, forbi stationen, helvedes forgård, fulde, skrigende folk overalt på gaderne, så dramatisk i selskab med Mozart, og jeg tænker på, om jeg selv skaber denne rolle. Om det er mig i blodet, eller om det er et valg jeg selv kan træffe; eller om det hele bare betyder at jeg vedkender mig selv, og går all-in.

Tankerne kan syre ind i mit kærlighedsliv; jeg kan have en forvrænget idé om, at jeg arbejder henimod at blive En Færdig Pakke Uden Angst. Så jeg går og venter og arbejder med mig selv, til at jeg er 100 % “rask”, men så går det op for mig, at jeg aldrig slipper af med det; at det er en del af min personlighed (og nogle ville sige “neurotiske charme”), at være ængstelig, usikker og hypersensitiv. Jeg tør ikke lukke nogen ind i rædselskabinet, jeg er så flov over, at jeg er så følsom, for nogle gange har jeg det som om, at jeg er det eneste menneske i universet der har det sådan her (jeg ved godt, at det ikke er sådan). Så jeg blokerer døren til mit hjertes forkammer med drivtømmer, som jeg boltrer fast med sejlgarn; jeg aflyser de gode mænd, og romantiserer den imaginære Australier, som jeg skriver med alle døgnets timer (han kan da ikke være virkelig, kan han, kan han).

***

Jeg kan vågne op denne søndag morgen efter ti timers udmattet dødssøvn, og det føles som om, at min krop har fået tæv, indefra, at alting har banket mod huden. Jeg har lyst til, at der er en der kan ligge ovenpå mig med sin varme og tyngde, så min krop ikke skal holde sådan fast på sig selv længere.
I nattens drømme bliver jeg ved med at pjække fra arbejde ved at tage på roadtrips i en autocamper, alle spørger “Skal du ikke på arbejde” og jeg siger bare “Jeg arbejder bare i aften”, og uden nogen ser det, kaster jeg min rygsæk med laptop og notesbog i havet, og jeg føler mig lettet, når jeg gør det.

I dag kan der ske to ting: Forfatteren kan komme og bolle mig fra sans og samling, eller jeg kan prøve at forholde mig til min angst og min arbejdsstress.
Men skal jeg fortælle dig noget, jeg er så pissetræt af at forholde mig til min Angst, at jeg måske helst bare vil knaldes i smadder. Tyngden fra en anden krop, tyngden fra en pik. Problemet er bare, at Forfatteren også er skrøbelig og stressramt, så det kommer ikke til at ske, – to ængstelige mennesker der bare gerne vil have sex, fordi man drømmer om at komme ned i kroppen igen. Jeg siger til ham, at jeg ikke har brug for en storstilet sex-seance. Jeg vil bare have tyngden af et andet menneske (som om det ville hjælpe på noget som helst).

Nå. Hvad ville jeg med denne tekst. Jeg ved det ikke. Det skvulper rundt, sådan noget her. Angsten er mine følelser, mine følelser er Angsten. Men det går. Det skal gå. Jeg har været der før. Jeg er bange, jeg er ikke bange. Jeg ved, at det går over. Men sikke en sorg, at være dette menneske nogen gange.
Både en drivkraft, men også et fængsel.

(Har lige Rufus-flip de her dage: “And start giving me something / A love that is longer than a day / Start making my heart sing something that it doesn’t want to say”) 

2 thoughts on “flødeosten

  1. Mere eller mindre en 1:1-beskrivelse af den fucking lorteangst, der har fulgt mig i 5 år. Aldrig har nogen beskrevet det så præcist. Tak, fordi du findes. Så er jeg da ikke den eneste.

    Like

    1. Kære Charlotte. Det gør mig trist, at du også er i samme båd, men jeg er på samme måde også glad for, at jeg ikke er den eneste der skal igennem det shit dér. 🙂 Håber du har fundet en god måde at leve med det på. Jeg prøver stadig. Derfor gør jeg også en dyd ud af at beskrive angsten så detaljeret – både for at forstå den selv, men også så netop andre kan opdage at de ikke står alene med det. 🙂 Kh

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s