en skindød persons konsekvensberegninger

Nogle gange føles det som om, at jeg har ødelagt mine lunger. Jeg kan have svært ved at trække vejret, og jeg kan føle, at der er lukket for ilttilførelsen. Det gør mig lidt svimmel, andre gange næsten feberagtig, og jeg kan blive bange for, at jeg pludselig falder om.
Åh, alle de forbandede smøger, tænker jeg, og hader mig selv over den bevidste selvdestruktion.

Men det er ikke hele tiden, at mine lunger driller mig. Det er nærmest kun, når jeg er på kontoret. Det opdager jeg disse dage. Min overkrop er krøllet sammen på kontorstolen, og brystmusklerne er helt hårde og ømme, og flere gange i løbet af en dag, kan jeg tage mig selv i at have låst mine kæber og ikke trække vejret længere ned end til kravebenene. Jeg husker på, at jeg bare kan gå. Når jeg forlader arbejdet, har mine lunger det fint igen. Så går jeg lange ture. Gennem Assistensen hver dag, og sidder på bænke og glor åndsfraværende ud i luften, genfinder et åndedræt.

Det har været sådan de sidste par uger.
I går eftermiddags da jeg ankom til min psykolog, kunne jeg næsten ikke mærke mine arme. Det var som om, at de var fjernet fra mig, og det eneste der var tilbage var en sær sitren. I stedet kunne jeg kigge på dem, se dem ryste og agere, uden at føle mig forbundet til dem. Der gik en halv time, før de sad på min krop igen, og jeg græd som fucking Niagara Falls, mens jeg råbte højt op om de sidste fjorten dage med en grådkvalt, skinger stemme.

“For mange er en tur til Jylland måske ikke en stor ting. Men jeg kender dig, w., og jeg ved, at det ikke er nemt for dig. Det er en stor ting. Selvfølgelig er det svært for dig at tage derhen, og selvfølgelig endnu sværere for dig at tage hjem igen. Vi to ved godt hvorfor.”
Da hun sagde det, hulkede jeg overraskende meget, sådan, wow slap af, hvor kommer det her fra, betød det virkelig så meget?
“H.C. Andersen hadede også at rejse, vidste du det?”
Så kunne jeg hvile min rejseangst på Danmarks største forfatter – vide, at jeg bare er lige som ham. En stor, neurotisk poet… Haha. Ej, totalt mig, jo! 

Jeg forsøger stadig at acceptere mit dramatiske følelsesliv; at ting rent faktisk kan være svære for mig, at ting rent faktisk tager tid for mig at lære igen. Ligesom at det bare nogle gange er svært for mig at trække vejret ordentligt, fordi jeg har travlt med at være alle mulige andre steder end i min krop.

Psykologen var åbenbart besat af H.C. Andersen, og fortalte også, at han havde en seddel på sit skrivebord hvor der stod: Jeg er bare skindød, da han åbenbart var rædselsslagen for at blive begravet levende (hvilket var en fair nok frygt dengang, idet det skete ofte). Jeg er måske også mere skindød end ægte død, så hvorfor lægger jeg konstant mig selv i graven på denne måde?

Jeg forlader for tredje dag i træk kontoret tidligt på eftermiddagen. I dag er turen mere besværet, til trods for at jeg har været et usædvanligt powerhouse til møderne. Hvis jeg skulle beskrive med ord, hvordan talestrømmen fra min mund lød, ville det nok se sådan her ud: BA BA BABABABABABA HAHA BARBABRABRBBARBRBRBRBR. Hardcore shit. Nå, men igen hen i Assistensen for at ilte sammen med de gamle træer og døde (og skindøde) mennesker over og under jorden, og jeg prøver virkelig at ilte igennem på bænken, men jeg er helt knudret sammen.

Det går desuden op for mig, at jeg ikke har spist særlig meget de sidste par dage. Hvorfor glemmer jeg altid, at det er vigtigt for mig at spise. Mit hoved er fyldt op af så meget andet, at sulten bliver en ulejlighed, sådan, fuck man, det orker jeg vitterligt ikke at tage stilling til. Blodsukker er en bitch i forhold til angst. Selv efter alle disse år med allestedsnærværende ængstelighed og psykosomatisk svimleri, så forstår jeg åbenbart  stadig ikke, hvor vigtig mad er. Det er så dumt.

Nå. Men noget af det der fylder i mit hoved på denne åndssvage hjemtur med dertilhørende kirkegårds-iltning (som om jeg var en gammel flaske rødvin, der aldrig vil smage godt, ligegyldig hvor meget den ilter), er en diskussion med mig selv om denne konsekvensberegning, jeg som ekstremt sensitivt menneske åbenbart skal forholde mig til.

Sidste uge var den mest eksplosive, udfordrende sociale uge, jeg har haft MEGET længe, og nu er der åbenbart afregning ved kasse 1, hvor min stakkels krop og hjerne forsøger at bearbejde Det Oplevede. Jeg ser det næsten som en hardcore sekretærtype i 40’erne, der med en smøg i kæften sidder og taster maskinelt på en lommeregner, mens kvitteringen med de indskrevne tal vokser sig meterlang. Tak hjerne. Fede tider.

Og kvitteringen vil ingen ende tage. Især ikke når der øjensynligt bliver ved med at opstå liv og udfordringer og … dagen igår.

(Ville gerne hyre ekstra medarbejdere til udlicitering af konsekvensberegningen, nogen der melder sig?)

****

Men. Igår. Ja.

I går var ikke en særlig heldig dag.

Mandag aften lå jeg og så de sidste fire afsnit af “30” (der handler om at være 30 og ikke have styr på en skid, mens alle omkring en gifter sig, gør karriere og får børn, se den!). Halvvejs inde i et afsnit hvor de er igang med at planlægge en polterabend, ringer min tætte, kære ven og fortæller mig, at han har friet til sin kæreste. Først bliver jeg rørt, fordi det er meget smukt og fordi jeg elsker dem begge to højt. Men snart bliver de rørte tårer i mine øjne utroligt saltede, og jeg får en følelse, jeg aldrig har oplevet før.
Bitterhed? Stress?  Jalousi? Hvad fanden er det?
Følelsen af at være blevet efterladt.
Uretfærdighed.
En dyb ængstelighed over at skulle være alene for evigt.

Efter opkaldet kunne jeg ikke falde i søvn i min meget kolde, tomme lejlighed. I lang tid lå jeg lysvågen og bare stirrede på lyskeglerne fra trafikken nede på gaden der blev kastet ind på væggene i mit soveværelse, mens jeg bare følte mig umanerligt fortabt. Da jeg endelig faldt i søvn, drømte jeg, at jeg var med en pornofilm, hvor jeg blev feticheret for min aparte krop, og generelt bare blev seksuelt forulempet; mareridt om at blive jagtet, og være udsat for stum vold.

Da jeg endelig vågnede fra denne fortabte rædselsnat, var min telefon fyldt med beskeder fra EN ANDEN TÆT VEN, der OGSÅ havde friet til sin kæreste. Nej, fy føj for helvede, det er altså for meget.
Jeg blev ikke glad eller rørt til min store forfærdelse. I stedet for blev jeg fuldstændig hysterisk. Efter at have tudet i badet, smadrede jeg døren så hårdt ind i væggen, at en lille flig af væggen røg af. Da mit æg ikke blev ordentligt kogt (fordi jeg glemte at sætte tid på), råbte jeg: “OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE UD AF AT KOGE ET ÆG,” og på kontoret strammede min BH noget så frygteligt, at jeg blev nødt til at tage den af,  “OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE EN BH DER PASSER.”

OG JEG KAN IKKE ENGANG SPISE ORDENTLIG FROKOST.
OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE NOGEN AT HAVE ANALSEX MED.
OG JEG KAN IKKE ENGANG FINDE UD AF AT STØVSUGE.
OG JEG KAN IKKE ENGANG STÅ PÅ SKATEBOARD
OG

Det er igen følelsen af at være på en togperron, hvor alle stiger ombord på toget, men jeg kan af en eller anden årsag ikke finde ud af at købe billet. I stedet må jeg bare stå fanget på perronen i al evighed, mens alle kører væk fra mig. Jeg vinker bittersødt til de rejsende bag ruderne. “Farvel,” råber de højstemt. “Pas på dig selv.”
“Det skal jeg nok,” vil jeg så råbe tilbage. “Jeg er jo typen der passer på mig selv.”
“Husk kondom,” smiler de. “Det er kikset at få klamydia som 29-årig.”
“HAHA, ja, det kan du tro!”
(Forhåbentligt kan jeg om ti år så være vidne til at se togene smadre ind i en bjergside, når folks midtlivskrise melder sig og skilmisserne bliver den generelle tendens.)

Min psykolog spørger mig senere på eftermiddagen efter denne rædselsfulde, aggressive morgen, om jeg har lyst til at blive gift med mine to venner, og jeg siger nej.
“Så er den vel heller ikke længere?”
Nej, nej, det er sandt, det er sandt.
H.C. Andersen steg jo heller ikke på toget, vel?

Efterfølgende brugte jeg 1000 kr på tøj, jeg skal bare være fabulous nu, og satte jeg mig på en café for at stirre olmt ud i luften. Ekspedienten i butikken havde sagt til mig (fordi jeg er en kæmpe oversharer i butikker), at jeg skal huske at tænke på, hvor meget andet og mere spændende jeg oplever i stedet, når jeg ikke har børn eller bliver gift.
Jo, jo, det er sandt, siger jeg til hende, og prøver at mose de tætsiddende stretch-jeans over mine kødfulde hofter. I spejlet glor en mummitrold tilbage på mig, rundere og ældre end jeg havde husket, og igen bliver jeg ramt af den hæslige tanke om, at min tid er ovre, at alting er fortabt. Min selvoppustede weekend hvor jeg var high on life, fordamper roligt ved disse tankers ankomst.

****

Samtidig mens al denne introverte kvælning og iltning og togperrons-vinkning foregår, så eksploderer mit datingliv, uden at jeg selv skal løfte en finger. Det er næsten også for meget. Måske er det billetsalget til toget, der pludselig er rykket tættere.
For jeg ser mig selv i meterlange beskeder med Australieren (der nok er måske… fem år yngre end mig? eller 7 år yngre? jeg kan ikke lure det, men) der er så sød, at mit hjerte springer et slag over, hver gang en ny besked tikker ind. “When you walked into room at the party (cheese alert!), I took one look at you and was like: I wanna kiss this sexy Dane who’s wearing that oversized Elvis Presley shirt, haha – was a sick look”. 
Omg.
Og ham den rolige, ordentlige date vil af en eller anden årsag stadig gerne ses, selvom min kommunikation har været helt umulig, og vi har efter to dates slet ikke kysset endnu, men nu skal vi ses i weekenden, ah.
Og så har Forfatteren åbenbart ikke glemt mig; nu er han sygemeldt fra sit arbejde med stress, og han vil gerne have mig med i trekanter og gruppesex, binde mig op, smække mig, tage mig. Åh du godeste.

Så er det bare at hoppe på toget.
Så er det bare at distrahere mig selv fra min arbejdsbyrde og kreative praksis.
Så er det bare at gå i gang med en ny konsekvensberegning.
Haha. Nemt.

(Se toget køre ud over afgrunden… mens jeg vinker til dig: “Jeg har fuldstændig styr på det her, hahaaa-arghhhh”, kratsch, og så begraver man mig levende, for ingen kan umuligt overleve sådan et fald, bare hurtigt ned i kisten med hende, hun holdte jo op med at trække vejret, hendes lunger kollapsede jo, det sagde hun selv, – hun sagde selv, at hun skulle dø. Echt.)

(Jeg tror, jeg arbejder hjemmefra i morgen og skriver nogle ømme digte).

3 thoughts on “en skindød persons konsekvensberegninger

  1. Selv om det her ikke er rart, er det fandme lækkert skrevet.
    Jeg kommer til at tænke på (og jeg véd godt, at du ikke er sådan én, der ligefrem skriver tematisk) om du ikke vil gå lidt mere ind i at overshare? Skriv lige om det. Jeg gør det samme, altså deler alt for meget om mit liv, når jeg handler i Vero Moda i Amagercentret, og jeg går altid derfra og føler mig som en sær, ældre kone, der ikke har lært at socialisere (hvilket der ikke er noget galt med, det konflikter bare med min generelle selvopfattelse).

    Ps. Kram.

    Like

    1. Det første jeg sagde til ekspedienten var, at jeg var på jeans-jagt, følte mig utrolig skrøbelig og havde brug for en masse emotional support. Den var hun heldigvis med på, og jeg fik snakket om hvor fattig jeg er, at jeg kun ville købe fab jeans fordi alle mine venner skal giftes, og også lidt om mine generelle, livslange kvaler med at finde bukser der passer. Jeg er glad for at høre, at jeg ikke er den eneste oversharer derude. Andre plejer normalt at drille mig med det. Sådan: “stop dig selv!” Nogle gange kan jeg dog også blive nervøs for, om jeg virker som en ensom, gammel dame. Hvor ekspedienten tænker: “du godeste, hun må være ensom, siden hun har brug for at snakke så meget med fremmede”… Nu hvor jeg tænker over det, så er blogging vel også bare endnu en oversharing-tendens. Jeg er vist generelt bare fan af at splatte udover folk med alt muligt personal stuff. Jeg synes vi er vindere i livet.
      PS. Kram tilbage!! Jeg er vist nok bare lidt overstimuleret de her dage. Kaffe snart!!!

      Like

      1. Hov, mente du egentlig at skrive et indlæg om det? Nogle gange tænker jeg, at jeg burde have en til blog, hvor jeg skrev om de der ting. Har mange lister og sjove temaer jeg godt kunne skrive om, men føler lidt det ville bryde al min følelsesrablen og det rum jeg har skabt her… måske ikke? Hmm. Det må jeg lige tænke over.

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s